hvor jeg havde befundet mig saa vel hele Dagen. Og paa een Gang stod
det lyst og klart for min Sjæl, hvad jeg hidtil kun dunkelt havde
anet, og en indre Stemme sagde til mig med stor Sikkerhed: »Nicolai,
her skal Du blive forlovet!« Ja saaledes maatte det være, det var der
ingen Tvivl om! Derfor havde Præstegaarde altid staaet for min Tanke
i saa herlig en Belysning, derfor var jeg altid bleven glad blot ved
at høre det Ord »Præstegaard« -- fordi jeg engang skulde blive
forlovet i en Præstegaard. Og netop en Præstegaard som denne maatte
det være, det kunde jeg ganske bestemt mærke paa mig selv. Hvad var
det dog ikke for velsignede Mennesker her, strax fra første Øieblik
havde de jo modtaget mig, som om jeg var en Søn af Huset, de havde
bestemt ogsaa en Fornemmelse af, at jeg vilde blive forlovet her. Ja
Præsten havde jo selv sagt til mig, at jeg skulde forlove mig; vel
havde han sagt det i Spøg, men =hæ nugæ ad seria ducunt=: den Dag
skulde nok komme, da det blev til Alvor; Præsten havde uden at vide
det udtalt en Propheti. Men fire eller fem lange Aar vilde ligge
imellem, thi jeg vilde ikke forlove mig som Student, det stod fast; i
de Aar skulde der arbeides, arbeides strængt, men saa kommer Lønnen.
Jeg vilde tage Examen ved Sommertid, ikke ved Juletid, thi Sommeren
er dog den bedste Aarstid til at forlove sig i. Naar jeg da er
færdig, kjører jeg endnu samme Dag med Jernbanetoget Kl. 2½ til
Roskilde -- nei det er sandt, Examen ender jo først Kl. 4, nu vel,
saa tager jeg med Aftentoget Kl. 7; Kl. 8 er jeg i Roskilde -- der
skaffer jeg mig en Hest, og saa har jeg en mageløs Ridetour i den
stille Sommeraften langs Roskildefjorden -- Skridt for Skridt rider
jeg med tankefuldt Sind -- indtil jeg nærmer mig Præstegaarden, da
sætter jeg pludselig i Galop: Alle fare til Døren ved det dundrende
Hovslag, jeg svinger mig af Hesten og fortæller, hvordan det er gaaet
mig, og saa siger jeg -- -- -- ja hvad jeg saa sagde, fik jeg ikke ret
udtænkt, thi hver Gang jeg kom saa vidt, vendte mine Tanker om til
Roskilde, hvor jeg bestiger Hesten, og atter rider jeg langs Fjorden
og kommer til Præstegaarden og svinger mig af Hesten -- og saa atter
tilbage til Roskilde -- og saaledes vedblev jeg at fare frem og
tilbage og svinge mig paa Hesten og svinge mig af Hesten, indtil jeg
tilsidst faldt i Søvn og drømte, jeg skulde springe paa Hesten i
Gymnastiksalen; men hver Gang jeg skulde gjøre det afgjørende Spring,
spændte Gamle og Corpus Juris Been for mig, saa jeg faldt og maatte
forsøge forfra igjen med samme Resultat.
* * * * *
»Befaler Deres Durchlauchtighed et Regnbad eller et Douchebad?« --
ved disse Ord vaagnede jeg næste Morgen, idet tillige et Par kolde
Draaber Vand, som faldt ned paa min Næse, mældte mig, at der ikke
overlodes mig lang Tid til Valget. Jeg foer i Veiret -- der stod
Præsten og holdt Vandkanden over mit Hoved.
»Klokken -- Klokken er vist ikke ni endnu«, sagde jeg, idet jeg
strakte mig velbehagelig i Sengen.
»Og mener De, at De er kommen herud for at ligge i Sengen til høit op
ad Formiddagen?« lød Svaret. »Vi andre christne Mennesker har
allerede sunget vor Morgenpsalme, men det bruger De naturligvis
ikke.«
»Er Gam- er Christopher, vilde jeg sige, og Frederik allerede oppe?«
»Kommer det Dem ved, hvad Christopher og Frederik tager sig til? --
Naa, skynd Dem nu, saa skal vi gaae en Morgentour sammen, og jeg skal
vise Dem Byen Nøddebos Mærkværdigheder.«
Da det lod til, at Præsten havde i Sinde ikke at vige fra mig, førend
jeg var bleven paaklædt, saa gjorde jeg mig i Hast færdig. Gamle var
allerede oppe, men idet jeg gik forbi Corpus Juris' Værelse, saae
jeg, hvorledes han laa nok saa sødelig og sov derinde. Jeg havde den
største Lyst til at løbe ind og vække ham, for hvorfor skulde han
have det bedre end jeg? men Præsten greb mig i Armen, idet han sagde:
»Vil De nu bare passe Dem selv og smukt lade Frederik i Fred.«
Idet vi gik igjennem Forstuen mødte vi Andrea Margrethe. Hun syntes
at være i fuld Virksomhed, et stort hvidt Kjøkkenforklæde havde hun
bundet om sig og saae om muligt endnu mere fornøielig ud end Dagen i
Forveien. »Godmorgen«, sagde hun til mig, »vil De ikke først drikke
en Kop The, inden De gaaer ud?«
»Nicolai skal først gaae med mig og betragte Nøddebos
Mærkværdigheder«, sagde Præsten, »saa kan han altid siden komme hjem
og drikke Thevand.«
Jeg behøver vel ikke at sige, at jeg brød mig ikke det Mindste om
Nøddebos Mærkværdigheder, men vilde langt heller blive hjemme og
drikke The med Andrea Margrethe, men jeg havde nok mærket, at det gik
ikke an at sige Præsten imod, og derfor fulgte jeg ham.
»Præstegaarden selv er der ikke videre at see paa«, begyndte Præsten.
»Kun maa jeg bede Dem betragte Hundehuset; De seer, at Indgangen
dertil er bygget i Rundbuestilen, hvilket tyder paa, at det maa være
meget gammelt.«
»Hvor er Lænkehunden henne?« spurgte jeg.
»Lænkehunden gaaer frit omkring og lever af at æde Kyllinger.«
»Men hvorfor faaer den da Lov at gaae frit omkring?« spurgte jeg
forundret.
»Fordi Mo'er og Børnene vil have det, og saa maae jeg tie stille.
Den Ting lærer De ogsaa nok, naar De engang bliver gift og faaer Kone
og Børn.«
Det forekom mig underligt, at Præsten altid talte saa meget om, at
hans Kone og Døtre førte Kommandoen, medens dog i Grunden Alt gik
efter hans Villie, ja jeg syntes næsten, at han stundum tiltalte dem
med en vis Haardhed. Jeg kunde ikke dye mig, men lod et Par Ord falde
derom.
»Ja saa«, sagde Præsten idet han pludselig standsede og saae paa mig
med et gjennemborende Blik, saa at jeg maatte slaae mine Øine til
Jorden, men jeg lagde dog Mærke til, at der spillede et lunefuldt
Smil om hans Læber. »Saa det er Deres meget ærede Mening? -- Naar De
kan lade være at sladdre af Skole, skal jeg fortælle Dem en
Hemmelighed, og det er, at naar man har med Fruentimmer at bestille,
gjør man bedst i ikke at fortælle dem, hvormeget man holder af dem,
for det kan de ikke godt taale at høre. Men det hører nu ogsaa til de
Ting, som De vil erfare, naar De engang selv bliver gift.« Dermed
dreiede han sig rask omkring og gik videre.
Det var atter en straalende Morgen, hvormed Dagen begyndte. Den lave
Pileallee, der førte op til Præstegaarden, og som om Sommeren var
ringe og uanseelig, glimrede nu i sin vinterlige Herlighed, bestrøet
fra øverst til nederst med Rimfrost, mod hvilken Solstraalerne brøde
sig i et tusindfoldigt Spil. Solen var alt kommen et Stykke op paa
Himlen og ligesom badede den vinterfrosne Jord i sit Flammehav.
»Luk nu Øinene op og see Dem rigtig omkring«, sagde Præsten til mig,
»og tak Vorherre, der har givet Dem Øine til at see paa al den
Herlighed, og tak mig, der fik Dem til at lukke Øinene op. Se nu
der«, vedblev han, idet han strakte Haanden ud mod de snedækte Banker
og den frosne Fjord:
=»Vides, ut alta stet nive candidum
Nøddebo, nec jam sustineant onus
Silvæ laborantes, geluqve
Flumina constiterint acuto[3].«=
[3] Hor. Od. I, 9.
Hvor prægtig der end var, tænkte jeg dog, at der var langt prægtigere
hjemme, hvor jeg kunde sidde og samtale uforstyrret med Emmy og
Andrea Margrethe, og jeg lod derfor et Par Ord falde om, at det var
dog temmelig koldt endnu; det vilde være bedre at vente til opad
Dagen med at spadsere, for saa vilde det være mildere.
»Opad Dagen?« sagde Præsten, »nu det er sandt, jeg har jo reent
glemt, at De har været til Dands og Lystighed i Nat. Ja maaskee De
før vil hjem og i Seng igjen, saa kunne vi jo gaae os en lille
Morgentour i Aften Kl. 7, og derefter vende hjem for paa Ny at dandse
Julia Hopsasa. Det er saadan en rar christelig Maade at holde Jul
paa.«
Da jeg ikke gjerne vilde, at Præsten skulde udbrede sig videre over
dette Æmne, saa skyndte jeg mig at forsikkre ham, at jeg var meget
glad over at være kommen saa tidlig ud, for Morgenen var dog den
allerbedste Tid paa Dagen, saa var Alt saa frisk og saa herligt.
»Det er meget fornuftig talt«, sagde Præsten, »det er rigtignok lige
det Modsatte af, hvad De sagde for et Øieblik siden, men det gjør jo
ikke Noget.«
Vi vare nu komne ned ad Skrænterne til Fjorden. Langs med denne løb
en bred Sti, paa hvis Sider der hist og her voxede nogle Hasselbuske.
»Her seer De Langelinie«, sagde Præsten, »om Formiddagen møder De her
Nøddebos Beaumonde, det vil sige min Kone og mine Døtre, thi Byens
øvrige Befolkning anseer det for en utilladelig Luxus at spadsere.«
Vi kom forbi et lille Hus, der saae temmelig forfaldent ud. Præsten
vendte sig pludselig om mod mig og spurgte, om jeg var Bondeven.
»Aa ja, paa en Maade«, svarede jeg tøvende, thi trods alle Corpus
Juris' Bestræbelser er jeg endnu ikke kommen til Klarhed over mine
politiske Anskuelser.
»Naa De veed det ikke rigtig selv«, sagde Præsten. »Ellers vilde jeg
have sagt Dem, at De her i dette Hus kunde qvæge Dem ved Samtaler med
en Aandsbeslægtet. Peder Sørensen, som boer her, er Stadens første
Politikus, hvem det vil være en sand Glæde i et belærende Foredrag at
udvikle for Dem, at Universitetsbibliotheket burde bruges til at lave
Kræmmerhuse af, at Professorerne burde stikkes ind i Kongens
Livgarde, og at Præsterne burde sættes til at vogte Gæs. Hvad det
Sidste angaaer, synes jeg nu ikke, at der er Grund til Klage,
saalænge som vi har mange af Peder Sørensens Kompagni hos os.«
Efter at have fulgt et Stykke langs med Fjorden dreiede vi ind over
Markerne og nærmede os Landsbyen. De hvide Gaarde laae tæt ved Siden
af hverandre; hist og her steg en Røgsøile ganske langsomt i Veiret.
Paa en lille Bakke inde i Byen hævede en teglhængt Bygning sig, hvis
gule Mure skinnede stærkt i Sollyset og hævede den frem over de hvide
Gaarde rundtomkring.
»Det er vel Skolen?« spurgte jeg, idet jeg pegede derop.
»Det er Universitetet«, svarede Præsten corrigerende. »Der kommer en
af Pallas Athenes Sønner, en ung Rus«, tilføiede han, idet han pegede
paa en fire Aars Purk, der kom os i Møde, gnavende paa et stort Æble.
»Goddag, min Dreng«, sagde Præsten til ham, »værs'go at tage
Kaskjetten af for din Præst, Høflighed klæder en ung Mand som Dig saa
smukt.« Drengen rev hurtig Kaskjetten af og stod og stirrede paa os
med Kaskjetten i den ene Haand og Æblet i den anden. »Hvordan har din
Fa'er det? er han nu bleven rask igjen?« vedblev Præsten. Drengen
svarede ikke, stum af Forbauselse eller Forskrækkelse blev han
staaende uforandret i samme Stilling.
»Ja lad os ikke forstyrre ham«, sagde Præsten, idet han greb mig i
Armen og trak videre afsted med mig. »Som De seer, er han fordybet i
sine politiske Betragtninger og grunder uden Tvivl over, hvilke
Forandringer Valgloven bør underkastes for paa bedste Maade at kunne
svare til Tidernes Tarv. Pas De paa, i den Dreng stikker der en
Minister eller maaskee endog en Journalist, han seer mig ud til
Allehaande. -- -- Men se, se, der kommer Rector Magnificus i egen
høie Person«, og med disse Ord pegede Præsten paa en høi, mager Mand
i en luvslidt Frakke med en noget rødladen Næse, der i samme Øieblik
traadte ud af Døren paa Skolehuset. »Han er ikke uniformeret, men
illumineret, som De seer.«
»Drikker han?« spurgte jeg.
»Ikke mere end som nødvendigt er for at kalde Geisten tillive, naar
han skal udføre sin Embedsgjerning som han pleier at sige.«
I det Samme kom Skolelæreren hen til os og efter at have hilst paa os
tilbød han at vise mig Skolen. Denne var snart beseet, og Præsten bad
nu om Nøglerne til Kirken for at vise mig den.
Kirken laa i Udkanten af Landsbyen, saaledes at Kirkegaarden ved en
lille Lindeallee stod i Forbindelse med Præstegaardshaven.
Kirkegaarden syntes forøvrigt at være holdt i ganske god Stand, men
for Øieblikket vare alle Gravhøie overtrukne med et hvidt Snelagen,
over hvilket kun hist og her et Kors eller en Gravsteen ragede op.
Kirken selv havde ikke noget Særegent ved sig, den saae ud som alle
vore Landsbykirker. Det Eneste, der vakte min Opmærksomhed, var et
lille Orgel, hvorfor jeg spurgte Præsten, om Skolelæreren spillede
godt paa Orgel.
»Han spiller ikke ilde«, svarede denne, »kun har han vel megen Lyst
til at lave nogle kunstige Triller. Men hvad der derimod er ganske
mærkeligt, det er vor Klokkeringning. Hver Gang, der skal ringes
til Begravelse, ringer Klokken nok saa muntert og lystigt:
»lingelingelingeling«, men skal der ringes til Bryllup, saa ringer
han ganske langsomt og alvorligt: »bim--bam, bim--bam, bim--bam.««
»Hvorfor ringer han saaledes?« spurgte jeg.
»Manden er Philosoph«, svarede Præsten, »han har selv været gift i
atten Aar; det er Frugterne af sin Livserfaring, han nu nedlægger i
sin Klokkeringning.«
Jeg fik Lyst til selv at prøve Orgelet, hvorfor jeg gik op til det,
medens Præsten satte sig ned i en af Kirkestolene. Skjøndt Orgelet
kun var lille, løde Tonerne dog smukt og harmonisk hen under
Kirkehvælvingerne. Efter at have spillet flere gamle Psalmemelodier
igjennem, tilsidst »Hvo ikkun lader Herren raade«, gik jeg atter ned
i Kirken, hvor jeg fandt Præsten siddende meget alvorlig, med Hovedet
støttet til den ene Haand, dybt hensunken i sine egne Tanker.
»Ja, hvo ikkun lader Herren raade!« udbrød han, da jeg kom hen til
ham, »men det er en svær Kunst at lære. Vi ville selv raade for Alt,
og derfor gaaer Alt galt. Vi lægge lange Planer for Fremtiden, i Aar
ville vi gjøre det, til næste Aar det, og det tredie Aar det: og
gaaer saa ikke Alt efter vort Hoved, saa blive vi forstemte og
mismodige og mene i høieste Grad at være forurettede af Skæbnen.
Kjøbmanden vil tjene saa og saa mange Penge, den lærde vil skrive saa
og saa mange Bøger, Statsmanden vil gjennemføre disse og hine
Reformer, og lykkes det ikke, ja saa ere de nogle yderst ulykkelige
Mennesker, der ere i deres fulde Ret til at klage over Styrelsen. Se,
derover har jeg nu prædiket alle de Aar, jeg har været her, og dog
saa gammel, som jeg er, gaaer jeg endnu bestandig og bygger
Luftkasteller og lægger Fremtidsplaner og bliver ilde tilmode, naar
de ikke lykkes mig -- for jeg kan nok prædike rigtig, men jeg kan
ikke handle rigtig.«
»Ja«, tillod jeg mig at indvende, idet jeg tænkte paa mine egne
Fremtidsplaner, som jeg havde fattet i den forløbne Nat, og som ogsaa
strakte sig temmelig langt ud i Tiden, »det er dog nødvendigt, at man
lægger en vis Plan, hvorefter man vil handle, ellers maa man jo
handle blindthen blot efter Øieblikkets Indskydelse.«
»Naturligvis maa man handle efter en vis Plan, det har jeg jo aldrig
benægtet, men vi skulle ikke sætte os altfor fast i Hovedet, at det
netop skal gaae til paa den Maade, som vi nu efter vor Visdom mene er
den bedste. Men her er det netop, at vort Stivsind og Egenraadighed
kommer for Dagen. Thi det er egentlig ikke saameget i og for sig den
Ting, at vore Ønsker ikke opfyldes, der vækker vor Uvillie og Harme,
som derimod den Omstændighed, at _vor_ Villie ikke sættes igjennem,
at _vi_ ikke kunne regere Alt, som vi nu engang havde bestemt. Og
hvad ere saa alle vore mange Planer? Daarligdom og Usselhed -- galt
nok kan det see ud i Verden, men værre vilde det see ud, om det
skulde gaae efter vor Villie. Derfor er det godt, at der er En, som
har forbeholdt sig sit Veto og engang imellem standser os, naar vi
ere altfor ivrige. Kom nu og lad os gaae hjem og drikke The!«
Med denne noget pludselige Vending reiste Præsten sig, og vi gik ud
af Kirken. Tause gik vi ved hinandens Side over Kirkegaarden, gjennem
den lille Lindeallee ind i Præstegaardshaven. Hver af os havde nok at
tænke paa. Jeg gik og tænkte paa mine Drømme fra den foregaaende
Aften, som kun slet stemmede med Præstens Tale. Men har man ikke
engang Lov til at bygge Luftkasteller, naar man er ung, hvad skal man
saa tage sig til? Det dagligdags Liv er dog altfor ensformigt, til
at man kan holde ud at gaae saaledes fra den ene Dag til den anden
som i en stor Trædemølle -- saa maa man dog virkelig en Gang imellem
til en Opmuntring udmale sig Fremtiden, som den skal være, naar vi
engang blive Herrer og komme til at raade.
Vi traadte nu atter ind i Dagligstuen. Henne i Sophaen bag Thebordet
sad Corpus Juris og Andrea Margrethe, medens Emmy tilligemed
Præstekonen og Gamle havde taget Plads om det lille Sybord ved
Vinduet. Emmy bød mig Godmorgen, idet jeg traadte ind; en Solstraale
faldt netop hen over hendes hvide, klare Pande, Fred og Ro hvilede
over hendes Ansigt og syntes at meddele sig til Enhver, der kom i
hendes Nærhed. Gamle, der sad ved hendes Side, saae ogsaa usigelig
lykkelig ud; i den ene Haand holdt han sin Pibe, der var gaaet ud som
sædvanlig, i den anden holdt han et Knippe Nøgler, med hvilket han
uafladelig raslede, som om han paa denne Maade vilde accompagnere de
Tilstedeværendes Tale. Ogsaa Corpus Juris, der sad ved Siden af
Andrea Margrethe, syntes at være i et udmærket Solskinshumør. Han
talte og lo, saa jeg var helt forbauset, thi det var en heel anden
Corpus Juris end den, som jeg ellers var vant til at see om Morgenen.
Det var imidlertid ikke blot denne Gang, men overhovedet hver Morgen,
vi tilbragte i Nøddebo, at Corpus Juris viste sig saa elskværdig, og
det uagtet han aldrig fik Dagbladet at see, thi Præsten holdt ikke
Dagbladet. Jeg kunde fristes til at troe, at det var Andrea
Margrethe, der nu udøvede samme Virkning paa ham, som tidligere
Dagbladet, ja endog i langt høiere Grad, thi medens han altid maatte
studere Dagbladet i det mindste een Time, inden han kunde blive i
godt Humør, saa behøvede han kun at see paa Andrea Margrethe et
eneste Øieblik, og strax blev han et nyt Menneske.
Jeg blev staaende midt paa Gulvet og betragtede disse to Grupper, den
i Sophaen og den ved Vinduet, og vidste ikke rigtig selv, til hvilken
jeg skulde slutte mig, da Andrea Margrethe afgjorde Valget for mig
ved at byde mig hen til Thebordet ved Siden af Corpus Juris. Men
dermed var det ogsaa forbi med dennes gode Humør, og han begyndte
atter at blive gnaven og fortrædelig. Først klagede han over, at jeg
traadte ham paa Foden, idet jeg satte mig, saa irettesatte han mig,
fordi jeg kom for meget Sukker i min The, kort sagt han tiltalte mig
paa en saadan Maade, at Andrea Margrethe maatte bede ham erindre, at
jeg ikke længer var et Barn, men nok selv vidste at opføre mig paa
den rette Maade. Overhovedet var hele Corpus Juris' Opførsel imod mig
i de Dage mig paafaldende. Hjemme paa Vestergade vare vi altid de
bedste Venner af Verden, her i Nøddebo kunde jeg derimod ikke komme
ham tre Skridt nær, førend han strax begyndte at vrisse ad mig. Det
var mig umuligt at vide, hvad Grunden kunde være hertil; jeg
gjennemgik i Tankerne alle mine Ord og Handlinger for at udfinde, om
jeg muligvis kunde have stødt ham med Et eller Andet -- men forgæves,
jeg var mig ikke noget Saadant bevidst. Paa den anden Side var det
naturligt, at en saa uvenlig Opførsel fra Corpus Juris' Side maatte
fremkalde en lignende Stemning hos mig. Ja, jeg begyndte paa en
Maade at føle et vist Nag til ham; thi medens jeg om Morgenen maatte
op af min gode Seng for at spadsere en Morgentur med Præsten, kunde
Corpus Juris blive liggende nok saa magelig og strække sig af
Hjertens Lyst; bagefter kunde han uforstyrret faae en Passiar med
Andrea Margrethe, og da jeg nu kom til for at deltage i denne, blev
jeg modtaget paa saa uvenlig en Maade, -- det var dog ingen broderlig
Handlemaade! Andrea Margrethe talte imidlertid saa venligt og lo saa
muntert, at det var umuligt, at nogen fortrædelig eller ubehagelig
Stemning kunde længe vedvare.
Idet jeg hændelsesvis kastede et Blik ud af Vinduet, saae jeg den før
omtalte Lænkehund spadsere forbi, og jeg spurgte derfor Andrea
Margrethe, hvorfor den fik Lov til at gaae frit omkring, da den efter
Præstens Sigende var saa slem til at tage Kyllinger.
»Den er ikke slem til at tage Kyllinger«, svarede Andrea Margrethe,
»kun een eneste Gang, da den var Hvalp, vilde den lege med en Kylling
og kom til at bide den ihjel, det er det Hele.«
»Ja da vare dens Hvalpeaar temmelig længe«, meente Præsten, »for det
er ikke længere siden end i forrige Uge, at jeg traf den i Hønsehuset
og maatte jage den ud deraf.«
»Ja det var for at tage Rotter«, svarede Andrea Margrethe, der aldrig
var forlegen for Svar, »der er saa mange Rotter i Hønsehuset.«
»Rotter?« sagde Præsten, »ja det er nok tobenede Rotter med Vinger
paa -- gid jeg engang maatte faae nogle af de Rotter til Middag! --
Se, hvor er nu min store gule Hane bleven af?« vedblev han, idet han
saae ud af Vinduet, hvor Hønsene netop bleve fodrede, »har Trofast
maaskee ogsaa taget den for en Rotte?«
»Der kommer den jo«, sagde Andrea Margrethe, idet hun pegede paa en
prægtig Hane, der ganske langsomt med majestætiske Trin kom ind ad
Porten og sluttede sig til den øvrige Flok.
»Ja see, er det nu ikke et prægtigt Dyr«, sagde Præsten, idet han
vendte sig om til mig, »Mage til den Hane finder De ikke i hele
Sognet; see, hvor den basker med Vingerne og kroer sig midt imellem
alle sine Koner: ja det er da ogsaa den eneste Mormon, som jeg taaler
her i Præstegaarden.« -- Ved Synet af denne Hane foer pludselig en
Tanke gjennem mit Hoved, som siden op ad Dagen modnedes til Klarhed
hos mig.
Lidt efter trak Præsten sit Uhr op af Lommen og sagde: »Ja nu er det
vel paa Tide at gaae til sit Arbeide, Klokken er allerede over Ti.
Hvad har De i Sinde at tage Dem for, Nicolai, vil De maaskee gaae i
Seng igjen?«
»Jeg vil blive hvor jeg er«, svarede jeg, idet jeg blev siddende paa
min Plads.
»Naa, De vil blive hos Andrea Margrethe, ja husk vel paa, hvad jeg
sagde igaaraftes. Det er meget betænksomt af Dem, at De først vil
træffe de nødvendige Forberedelser, inden De slaaer det store Slag.
Lykke paa Reisen, Nicolai!«
Da Præsten var gaaet, opstod en lille Pause. Jeg var ganske
forskrækket over hans sidste Ord, jeg følte, hvorledes alt Blodet
voldsomt strømmede mig til Hjertet. Anderledes med Andrea Margrethe
og Emmy: de forholdt sig begge aldeles rolige, som om Intet var
sagt. Med Hensyn til Emmy var dette endda ikke saa paafaldende, thi
hun bevarede altid sit stille og rolige Væsen, men med Andrea
Margrethe var det en heel anden Sag. Hun pleiede ellers ikke at tie
stille, naar Præsten sagde Noget, som hun ikke syntes om, men tog
sædvanlig uforsagt til Gjenmæle. Nu derimod taug hun stille, det var
da aabenbart, at saavel hun som Emmy havde tænkt over Sagen, og at de
begge vare komne til samme Resultat som jeg: nu kan det ikke skee,
men engang naar tre eller fire Aar ere gaaede, da kommer Tiden, da
der skal tales aabenlyst uden Skrømt. Ja jeg saae endog, hvorledes
Andrea Margrethe kastede et stjaalent Smil hen til Corpus Juris, som
om hun vilde hilse paa sin tilkommende Svoger. Denne syntes
imidlertid ikke at bemærke det; han rejste sig, gik med hurtige
Skridt et Par Gange op og ned ad Gulvet som En, der utaalmodig venter
paa Noget, og spurgte derpaa pludselig, om vi ikke skulde gaae ud at
spadsere.
»Ja lad os gaae ned og løbe paa Skøjter paa Fjorden«, sagde Andrea
Margrethe, »for De kan da vel løbe paa Skøjter, Nicolai?«
»Ja«, svarede jeg freidig; jeg vidste rigtignok, at jeg var ingen
Mester deri, men hvor Andrea Margrethe og Emmy kunde færdes, der
turde jeg ogsaa følge med.
»Det var deiligt«, sagde Andrea Margrethe, »thi der er ingen af Deres
Brødre, der kan.«
»Jo«, svarede Corpus Juris, »nu troer jeg ogsaa nok, at jeg kan det.«
Jeg blev temmelig overrasket ved at høre dette, thi jeg havde aldrig
seet Noget til, at Corpus Juris havde øvet sig i Skøjteløben.
Den Eneste, der gjorde nogen Indvending mod vor Skøjteløben, var
Præstekonen. Hun maa vist have havt en Anelse om, hvorledes det stod
sig med min Færdighed heri, thi hun bad mig paa det Indstændigste at
lade være. Andrea Margrethe forsikkrede derimod, at der var ikke
allermindste Fare; hvis jeg faldt, skulde hun nok hjælpe mig op
igjen. Saa gav Præstekonen tilsidst efter. -- En ny Vanskelighed
opstod imidlertid med Hensyn til Skøjterne. Thi vel havde baade
Andrea Margrethe og Emmy hver to Par Skøjter og tilbød os dem
tillaans, men det befandtes snart, at deres Fødder ingenlunde vare af
samme Dimensioner som vore. Ogsaa her fandt Andrea Margrethe dog paa
Udvei, idet vi nemlig kunde gaae ind til Skolelæreren og laane hans
Sønners Skøjter.
Saa begave vi os paa Veien, ledsagede af Præstekonens Formaninger,
der blev staaende i Døren og endnu engang tilraabte mig at være
forsigtig.
Vi gik ned igjennem Pilealleen. »Se, disse gamle Piletræer«, sagde
Andrea Margrethe, »at Fader nu ikke kan lade dem tage bort! De staae
saa vindt og skjævt ved Siden af hinanden -- var det nu ikke langt
bedre at hugge dem om og plante en smuk lille Lindealle istedenfor?«
De gamle Piletræer fandt en varm Forsvarer i Emmy. »Mellem disse
gamle Piletræer har Bedstefader vandret mangen Aftenstund«, sagde
hun, »og seet Solen glide ned over Fjordens Banker hist i Vester --
og nu vil Du hugge dem om?«
»Ja men skulle vi lade Alt det blive staaende, som har været fra
Bedstefaders Tid«, meente Andrea Margrethe, »saa bleve vi da tilsidst
nødte til selv at flytte ud af Præstegaarden, for ellers veed jeg
ikke, hvor vi skulde faae Plads til alle de gamle Træer og gamle
Møbler, som Du vil gjemme paa. Har jeg ikke Ret Frederik?«
»Jo vist har De Ret«, svarede denne, idet han bøiede sig ned og rev
et lille Pileskud op af Jorden, som om han vilde bidrage Sit til, at
det Gamle kunde snarest mulig faae Ende. »Men det er desværre ikke
alene her, men i alle mulige Retninger beholde vi alt for meget af
det Gamle. Vi gaae meget for langsomt frem, alt for meget af den
gamle Slendrian have vi beholdt; tidt og mange Gange maa jeg udbryde:
»Wann wird doch das Blatt sich wenden,
Und das Reich der Alten enden?«
Men vent blot: snart kommer den yngre Slægt frem, og saa skal vi faae
noget Andet at see: den har Kraft til at -- til at --«
»Til at skrive Aviser«, fuldførte Gamle i en temmelig skarp Tone.
Corpus Juris var ikke tilsinds at lade den tilkastede Handske blive
liggende, men heldigvis naaede vi i samme Øieblik Skolelærerens Hus,
og medens vi prøvede Skøjterne, blev Stridsspørgsmaalet glemt.
Idet vi nærmede os Fjorden, fløi en stor Fugl hen over den.
»Se en Maage, en Maage!« raabte Andrea Margrethe.
»Er det saa mærkeligt?« spurgte jeg.
»Mærkeligt er det ikke, men det er morsomt. Jeg kan aldrig see en
Maage uden at misunde den.«
»Hvorfor misunder De den?«
»Tænk at kunne flyve langt, langt bort ligesom den, at kunne see
fjerne fremmede Lande, det maa dog være mageløst!« Og Andrea
Margrethe fulgte Fuglens Flugt med længselsfulde Blikke.