Fald skulde man holde sig til de historiske Skrifter og lade Almuen
læse dem.
»Ja det er godt nok, men De skal ikke troe, at De uden videre faaer
Bonden til at læse Sligt. Ja giv Bonden en Røverroman om Alexander
Magnus: den Slags Geschichter læser han, men giv ham en velskreven
Historie, og han lægger den til Side: det er ikke Noget for ham. Nei
man maa gaae langsomt, ganske langsomt frem. De gode Kjøbenhavnere
leve i den Indbildning, at alle Mennesker have gaaet i Latinskole og
studeret Classikerne som de selv. Nei hvad det først kommer an paa,
det er at vække Sands og Interesse i forskjellig Retning, og dertil
ere som sagt Aviserne godt skikkede, naar man forstaaer at benytte
dem paa rette Maade -- siden kan man altid bygge videre.«
Jeg beklagede i mit stille Sind, at Corpus Juris ikke var tilstede:
det vilde have frydet hans Hjerte at høre denne Forelæsning, skjøndt
han forøvrigt ikke læste sine Aviser ganske paa samme Maade som
Præsten og Peer.
»Overhovedet«, begyndte Præsten atter efter en lille Pause, »skal vi
huske vel paa, at vi Mennesker ere skrøbelige Kar og smaa Kar, der
saare let løbe over, naar man kommer for Meget i os. Det gjælder
derfor om at finde det rette Maal. Jeg er altid meget forsigtig i saa
Henseende: ogsaa paa mine Døtre har jeg givet vel Agt og vogtet mig
for at proppe for Meget i dem. Jeg troer ikke, at det skal falde
svært at tælle de Bøger, som Andrea Margrethe har læst, og dog er jeg
vis paa, at hun skal nok kunne hjælpe sig igjennem Verden med den
Ladning Visdom, som hun har ombord.«
»Men Emmy --« sagde jeg, idet jeg endnu dvælede i den blide rolige
Stemning, som var fremkaldt ved Samtalen med hende.
»Med Emmy er det en anden Sag«, svarede Præsten, »hun har altid gaaet
sine egne Veje, ja jeg kunde næsten fristes til at sige, hun har
opdraget sig selv. Hun har altid havt Lyst til Bøgerne -- i
Begyndelsen søgte jeg vel at sætte en Stopper derfor, men det kom der
ikke noget ud af: nu, tænkte jeg saa, Enhver maa have Lov at gaae
sine Veje, tvinge hende vilde jeg i al Fald ikke, og saa lod jeg
hende beholde sine Bøger i Fred. Men især siden Christopher er
begyndt at komme her, er det blevet langt værre, og han har meget paa
sin Samvittighed: han slæber den ene Bog til Huse efter den anden,
saa tilsidst bliver jeg vel nødt til at bygge et lille Udhus, for at
skaffe Plads til de mange Bøger.«
Gamle sad med et underligt stille Smil, men gjorde intet Forsøg paa
at forsvare sig; hans Pibe var gaaet ud som sædvanlig, og han selv
lod ogsaa til at være gaaet ud, det vil sige, hans Tanker, thi medens
Præsten begyndte at fortælle om forskjellige Bryderier, som han havde
havt i sin Menighed, og udtalte sin Beklagelse herover, sad Gamle med
et yderst fornøieligt Ansigt, som om dette glædede ham særdeles, og
legede med Qvasterne paa Sophapuderne og overlod til mig at anbringe
de behørige »Saa?« »Nei virkelig?« etc. paa de forskjellige passende
Steder. Heldigvis lykkedes dette mig saa godt, at Præsten ikke
mærkede Gamles Aandsfraværelse, før denne ulykkeligvis selv fik en
Anelse om, at det dog var passende i det Mindste at yttre en vis
Deeltagelse, og derfor netop ligesom Præsten havde endt en lang
Skildring af den Bevægelse, hvori et Par Mormoner havde sat hele
Menigheden, spurgte, om man havde mærket Noget til Mormonerne her i
Egnen. Saa vare da alle mine Bestræbelser spildte, og jeg ventede
allerede, at et svært Tordenveir skulde bryde løs over ulykkelige
Gamle, men til min store Forundring gjentog Præsten med stor
Taalmodighed sin lange Fortælling, hvilket endydermere vare mig Bevis
paa den høie Stjerne, Gamle indtog hos Præsten, medens jeg tænkte
ved mig selv: »Det skulde Du have prøvet paa, Nicolai --!«
Gamle vaagnede op af sine Drømmerier og yttrede mere Interesse for
Sagen, saa jeg meente, at nu behøvedes min Nærværelse vel ikke
længer, og i al Stilhed listede jeg mig da bort i Haab om at træffe
Emmy eller Andrea Margrethe. Da jeg kom over i Dagligstuen, fandt jeg
Andrea Margrethe og Corpus Juris alene. Den sidste var ifærd med at
læse nogle lyriske Digte høit, dog lod det ikke til, at han var
kommen i nogen synderlig lyrisk Stemning, for da han saae mig,
spurgte han mig i en temmelig gnaven Tone om, hvad jeg vilde. Jeg
svarede, at jeg vilde nyde hans og Andrea Margrethes angenehme
Compagni, men at han iøvrigt ikke skulde lade sig forstyrre i
Oplæsningen. Det lod ikke til, at Corpus Juris havde rigtig Lyst til
at fortsætte, dog gjorde han det efter Andrea Margrethes Opfordring,
men læste saa slet, at Andrea Margrethe tilsidst bad mig om at læse i
hans Sted. Dette satte imidlertid ikke Corpus Juris i bedre Humør, og
han begyndte nu at øve en saa bidende Kritik over min Oplæsning, at
vi upaatvivlelig tilsidst vilde være komne i en hæftig Ordstrid, om
ikke Andrea Margrethe havde vidst at jævne Alt ved sit gode Humør.
Jeg tænkte forgæves over, hvad der dog kunde have sat Corpus Juris i
saa slet Stemning, thi han havde hele Dagen været særdeles munter og
oprømt. Tilsidst lagde jeg Bogen fra mig i Haab om paa denne Maade at
bringe Freden tilbage, men forgæves, nu var Corpus Juris engang
kommen i sit kritiske Hjørne, og saa Vee over, hvad der falder i hans
Hænder; det bliver uden Naade og Barmhjertighed heglet igjennem fra
Ende til anden, var det saa end det Ypperste og Bedste: for med en
god Villie kan man nok finde Feil overalt. Nu kriticerede han ikke
længer min Oplæsning, men tog fat paa selve Digtene, som jeg havde
læst høit. Saaledes husker jeg blandt Andet et Digt, der begyndte med
de Ord: »Flyv Fugl, flyv over Furesøens Vover«, et Digt, som jeg
altid havde holdt overordentlig meget af, men som nu fik en saare
ynkelig Medfart, navnlig de fire Slutningslinier:
»Har Du ei lyttet til mangefold Smerte
»Selv hos den fjedrede Flok?
»Sig et Godnat til mit bævende Hjerte!
»Sig det, Du veed det jo nok!«
»Bævende Hjerte!« udbrød Corpus Juris i høieste Grad opirret, som om
det kunde være en personlig Fornærmelse mod ham selv, »hvad er det
for et bævende Hjerte, som der skal siges Godnat til? Er det
Digterens eget, hvad nærmest synes mig at være Meningen, hvad skal
saa den sidste Linie betyde: »Sig det, Du veed det jo nok« -- skal
Fuglen da sige til ham, hvad han selv godt veed i Forveien?«
»Ordene ere lidt utydelige«, tillod jeg mig at indvende, »dog troer
jeg nok, at de kunne forsvares. Det er naturligvis ikke Digterens
eget Hjerte, der menes, men hans Elskedes, i Analogi med et andet af
hans Digte, hvor han siger: »Mit søde lille Hjerte, hvad tænker Du
da?««
»Hvad er det for en Snak«, raabte Corpus Juris; »jeg kan begribe, at
En kan sige til sin Kjæreste: »mit søde lille Hjerte«, men at ville
sige til hende: »mit bævende Hjerte«, det er reent Nonsens.«
I det Samme traadte Gamle ind, og jeg skyndte mig at forelægge ham
Spørgsmaalet. Efter at have hørt de forskjellige Meninger erklærede
han ganske rolig, at det Hele havde ikke Noget at sige, for der var
ingen Mening i Ordene, men det var Noget, man ikke saa sjeldent kunde
træffe hos vore Digtere. Denne rolige Dom var imidlertid saa langt
fra at stille Corpus Juris tilfreds, at den tværtimod gød ny Olie i
Ilden, idet han paastod, at det var Noget, som Digterne paa ingen
Maade havde Lov til, ja de burde endog drages til Ansvar derfor, thi
naar man af alle andre Mennesker fordrede, at de skulde mene, hvad de
sagde, saa kunde man ogsaa fordre det af Digterne, men det var jo
umuligt, at de kunde mene, hvad de sagde, naar der overhovedet ingen
Mening var i, hvad de sagde. Ja han meente endog, at man, naar man
vilde drive Tingen til Conseqvents, kunde anlægge Sag imod Digterne
for Bedrageri, fordi de fik Publicum til at troe, at der var Mening
i, hvad de sagde, og saa var der jo ingen Mening deri. (Ved mig selv
tænkte jeg, at man kunde med ligesaa stor Ret anlægge Sag mod Corpus
Juris, for der syntes mig heller ingen Mening at være, i hvad han
sagde, men disse Tanker beholdt jeg viselig for mig selv, for ikke at
fremkalde end mere Strid.) Andrea Margrethe, der overhovedet ikke var
nogen stor Ven af den megen Disputeren, var imidlertid gaaet bort og
kom nu tilbage med Julekage og Mjød i Haab om paa denne Maade bedst
at bringe Striden til Ende, og hendes Haab var ikke forgæves, thi
hvad enten det var den liflige Mjød, eller det var Andrea Margrethes
milde, klare Øine, som det var umuligt at see paa uden at komme i
godt Humør, nok er det, Corpus Juris blev formildet og erklærede, at
der var forresten meget Smukt i det omtalte Digt, og dette var
allerede en stor Indrømmelse fra hans Side, da han ellers før vilde
lade Livet end vige saameget som et Haarsbred fra, hvad han kalder
sin »rigtige Overbevisning.«
* * * * *
Ved Aftensbordet indtoge vi de samme Pladser som ved Middagsbordet,
med Undtagelse af, at Andrea Margrethe havde taget sin Post bag
Themaskinen, ikke uden Sorg for mig, da den store kobberrøde Maskine
reent skjulte hendes venlige Ansigt, saa at jeg kun fra Tid til anden
kunde høre hendes muntre Stemme.
»Naa Nicolai«, sagde Præsten til mig, »hvor mange Gange har De saa
været paa Dandsebod i Vinter?«
»Paa Dandsebod?« spurgte jeg forundret.
»Ja Fa'er, hvorfor bruger Du ogsaa det Ord?« sagde Præstekonen,
»Nicolai veed jo slet ikke, hvad han skal tænke om os -- min Mand
mener, om De har været mange Gange paa Bal i Vinter.«
»Aa Nicolai veed saamænd nok, hvad det vil sige at komme paa
Dandsebod. Jeg holder mest af at nævne Tingen ved sit rette Navn. Vi
skal ikke gjøre os bedre end vi er, vi skal jo selv have Dandsebod
her paa Søndag til Forargelse for hele Menigheden.«
»Skal her være Bal?« spurgte jeg overrasket.
»Sagde jeg det ikke nok, at det var Noget, som Nicolai forstod sig
paa? Se, hvor Øinene spille som Stjerner i Hovedet paa ham -- jo
Nicolai, vi skal have Dandsebod, det er kun altfor vist, til Sorg for
mig, til Forargelse for Menigheden og til uhyre Glæde for Andrea
Margrethe, der egentlig er den, der har bragt det Hele i Stand -- nu
kan De selv see, hvad jeg siger, at det ikke er mig, men Andrea
Margrethe, som commanderer her i Huset, og jeg er jo nødt til at føie
mig efter hende.«
Gamle opkastede sig som Forsvarer af Andrea Margrethes Mening, idet
han paastod, at Dands var en meget uskyldig Fornøielse.
»Ogsaa Du min Søn Brutus!« sagde Præsten, »ja jeg vidste det jo nok,
at hvis jeg ikke rettede mig efter Andrea Margrethes Villie, saa
vilde jeg i fjorten Dage ikke have Fred i mit eget Hus, derfor giver
jeg efter, for vi Mennesker ere svage Væsener alle tilhobe, især naar
man har en Datter som Andrea Margrethe.«
Jeg kunde ikke drikke min The for bare Glæde. At komme paa Bal, at
dandse med Emmy og Andrea Margrethe -- det var ganske mageløst!
»Hvad tænker De paa?« sagde Præsten til mig, »De seer saa erotisk ud,
De tænker da vel aldrig paa at forlove Dem?«
»Altid skal Du tale med de unge Mennesker om Forlovelser«, sagde
Præstekonen, »det er jo bare at sætte dem Griller i Hovedet.«
»Siger jeg, at de skal forlove sig?« spurgte Præsten, »nei her kan
Christopher og Frederik være mine Vidner -- har jeg ikke tidt og
mange Gange advaret Dem mod at forlove Dem? har jeg ikke sagt til
Dem, at De skulde speile Dem i mit ulykkelige Exempel, hvorledes jeg
har faaet een Kone og to Døtre, bare fordi jeg i min Ungdom en eneste
Gang begik den Ubesindighed at forlove mig? Har jeg ikke sagt atter
og atter: Kjære Venner, spis, men forspis Jer ikke -- lov, men forlov
Jer ikke!«
»Men Du vedbliver dog at tale saalænge derom, at de virkelig tilsidst
gaae hen og forlove sig. Der var jo slet ingen Grund til at tale til
Nicolai derom.«
»Med Nicolai«, sagde Præsten, »er det en anden Sag. Saadant et
Menneske, der forsøger paa at slaae mig ihjel, snakker høit under
Bordbønnen og ryger Cigar istedenfor Pibe, for ham er der ikke anden
Redning, end at han maa forlove sig. -- Se der sidder Andrea
Margrethe, hende skulde De tage, saa fik De en Kone, der kunde sætte
Skik paa Dem. Og Vielsen skal De faae gratis, saa profiterer De altid
saa meget derved.«
Godt var det da, at Gamle havde saa alvorlig indskærpet mig, at det
Taabeligste, et Menneske kan gjøre, er at forlove sig som Student,
thi ellers havde jeg bestemt forlovet mig paa Øieblikket. --
Præsten blev endnu siddende en Timestid og passiarede med os, derpaa
bød han os Godnat, og idet han udtalte Ønsket om at maatte have den
Fornøielse at see os næste Morgen Kl. 8, gik han bort. Jeg meente, at
vi Andre maatte vel ogsaa gaae til Sengs nu, men Andrea Margrethe
forsikkrede mig, at det var slet ikke nødvendigt: Præstens
Sovekammer laa to Værelser fra Dagligstuen, hvor vi befandt os, saa
at vi godt kunde blive oppe endnu en Stund, naar vi blot ikke vilde
tale altfor høit og ikke disputere. Det lovede vi, og nu gik
Præstekonen ogsaa bort efter endnu en Gang at have indskærpet os
Nødvendigheden af at tale sagte.
Mine Tanker vendte sig alle mod det forestaaende Bal, og da Andrea
Margrethes gik samme Vei, var det naturligt, at vi mødtes.
»De kan troe, at jeg har kæmpet en haard Dyst« sagde Andrea
Margrethe, »og saa maatte jeg som sædvanlig staae ganske alene, thi
Emmy tør aldrig sige Andet, end hvad Fa'er vil.«
»Det var ikke uden Grund, at Fader havde Betænkeligheder«, svarede
Emmy, »Du veed jo godt, at her er Enkelte i Menigheden, der altid
ville tale mod Fader og med Glæde gribe enhver Leilighed til at dadle
ham.«
»Skulde man bryde sig om, hvad de Mennesker siger«, meente Andrea
Margrethe, »saa kunde man hverken staae eller gaae eller gjøre nogen
Verdens Ting.«
»Men Du veed ogsaa, at Fader selv har Noget mod Dands og Bal, og at
han aldrig er rigtig glad, naar vi blive indbudne til Dands.«
»Men det er bare Overtro hos Fader«, sagde Andrea Margrethe, »hvad
Ondt skulde der være i at dandse? Det Allersimpleste er, at man
lader, som om man ikke mærker det, og gjør, som man vil.«
Nu -- Tilladelsen til Dands var given, det var for mig Hovedsagen.
Jeg brød mig ikke om, hvem eller hvormange der kom: Emmy og Andrea
Margrethe kom, de vare mig =instar omnium=, og for ikke at komme for
seent bad jeg strax hver især af dem om to Dandse.
»To Dandse«, sagde Andrea Margrethe, »og jeg har ogsaa lovet Frederik
to og Christopher een!«
»Har De lovet Frederik to, saa kan De ogsaa love mig to -- hvorfor
skulde han have flere end jeg?«
Saa lovede Andrea Margrethe mig to Dandse, og Emmy gjorde det Samme.
»Og Borddandsen vil jeg dandse med Dem begge To«, vedblev jeg.
»Men netop Borddandsen er det, som jeg skal dandse med Frederik«,
sagde Andrea Margrethe.
»Og jeg skal dandse den med Christopher«, sagde Emmy.
»Ja saa vil jeg ingen Dame have til Borddandsen, men sætter mig midt
imellem Dem begge To«, sagde jeg og gjorde derpaa hurtig ved mig selv
følgende Overslag: »to Dandse med Emmy og to med Andrea Margrethe,
det er fire Dandse, Borddandsen med dem begge, det er fem Dandse, saa
er der vel endnu to eller tre Dandse tilbage, men i dem tager jeg
ingen Dame, men stiller mig op ved Siden af Emmy eller Andrea
Margrethe og byder dem op, naar Leilighed gives, saa dandser jeg hele
Aftenen kun med Emmy og Andrea Margrethe -- o det lader sig ypperlig
gjøre!«
»Holder De meget af at dandse?« spurgte jeg Andrea Margrethe.
»O jeg kunde gjerne dandse hver Dag fra Morgen til Aften og skulde
aldrig blive træt«, sagde hun.
»Det mener Du ikke«, sagde Emmy.
»Jo vist mener jeg det -- og Du holder ogsaa af at dandse, men Du tør
ikke sige det af Frygt for Fader.«
»Jeg har aldrig lagt Skjul paa, at jeg holder af at dandse«, svarede
Emmy.
»Hver Gang vi blive budne til Bal, gjør Du dog Vanskeligheder.«
»Ja fordi jeg veed, at Fader holder ikke af det og helst saae, at vi
blev hjemme.«
»Det siger ikke noget; naar vi kommer hjem og har moret os godt, er
Fader dog altid glad.«
»Hør, skulle vi ikke prøve en lille Dands?« spurgte jeg Andrea
Margrethe.
»Nei det gaaer ikke an, saa vække vi Fader.«
»Men vi kan dandse ganske sagte -- Frederik, dands Du med Emmy, saa
dandser jeg med Andrea Margrethe -- Christopher, Du kan synge: »Ach
du lieber Augustin« for os, saa dandse vi en Sagtevals efter den, det
kan Ingen høre.«
»Men ganske sagte«, bad Andrea Margrethe, der ikke kunde modstaae
Fristelsen. »Og saa slukke vi Lampen og trække Rullegardinet op og
dandse i Maaneskin.« Med disse Ord slukkede hun Lampen og trak
Gardinet op, saa det lyse klare Fuldmaaneskin straalede ind til os.
Saa begyndte Andrea Margrethe og jeg, og Emmy og Corpus Juris at
dandse Sagtevals i Maaneskin, medens Gamle sad i Sophaen og
brummede: »Ach du lieber Augustin« paa en ren feil Melodi.
»Du synger falsk, Christopher«, raabte jeg, og nu begyndte Andrea
Margrethe at stemme i med, i Begyndelsen ganske sagte, men lidt efter
lidt høiere og høiere:
Ach du lieber Augustin,
Alles ist væk, væk, væk!
»Hurtigere!« raabte Corpus Juris, der begyndte at blive ivrig, og nu
stemmede han ogsaa i. Uden at vi selv mærkede det, sang vi bestandig
høiere og høiere og hurtigere og hurtigere:
Alles ist væk, væk, væk --
Væk, væk, væk, væk, væk, væk,
Alles ist væk!
Men hvor høit vi end raabte det sidste »Væk«, var der dog en Stemme
henne i Døren, der raabte det endnu høiere -- vi vendte os
forskrækkede om -- der stod Præsten i Slobrok og med Nathue paa, og
stirrede paa os som en Død fra Graven.
»Ach du lieber Augustin, Alles ist weg!« raabte han, »ja det kan jeg
rigtignok synge! Her er jo et Spektakel, som om hele Bistrupgaard
havde sat hinanden Stævne! Og Nicolai som sædvanlig i Spidsen! Og saa
slukker I ovenikjøbet Lampen, for at Ingen skal see, hvad for Mørkets
Gjerninger I bedrive!«
»Kunde Du virkelig høre det?« spurgte Andrea Margrethe, der var den
første, der fik saameget Mod tilbage, at hun kunde tale.
»Om jeg kunde høre det? Jeg skal love for, at det kan høres hele
Sognet over, saa at det nok skal siges, at nu er det reent galt fat
oppe i Præstegaarden: de holde Dands og Spektakel hver eneste Nat i
den hellige Juleuge!«
»Det gjør mig ondt«, begyndte Gamle --
»Ja det gjør mig ondt«, afbrød Præsten ham, »at jeg seer mig nødsaget
til at afbryde denne behagelige Soiree, men jeg maa virkelig anmode
de høie Herskaber om at forføje sig til Sengs. God rolig Nat!« og
dermed gik han.
»Ja saa er det vel bedst, vi gaae til Sengs«, sagde Andrea Margrethe
med et lille Suk. »Her er Deres Lys, De kjender jo selv Veien op til
det grønne og det blaae Gjæstekammer: Nicolai, De skal ligge i
Værelset ved Siden af; Deres Brødre vil nok vise Dem, hvor det er.«
Men der var egentlig Ingen af os, som havde Lyst til at gaae i Seng,
ikke engang Gamle. Corpus Juris var gaaet hen og stod i det aabne
Vindue forat afkjøle sig. Vi Andre gik stiltiende hen til ham og saae
ud over det herlige Vinterlandskab, der udfoldede sig for os. Det
blaalighvide Snelagen dækkede Mark og Eng, Stilhed og Ro herskede
over Alt og dannede en paafaldende Modsætning til den Larm, som vi
nylig havde gjort. Høit oppe paa den dunkelblaae Himmel straalede den
klare Fuldmaane og de funklende Stjerner ned til os, som om de vilde
bringe Fred og Ro i vore Hjerter. Lette Nattetaager svævede over
Træer og Buske, saa lydløst og tyst, at det næsten var os, som om vi
kunde høre Nattens Taushed. En Stund stode vi Alle ganske stille;
der var Ingen, der vilde sige Noget. Endelig brød Corpus Juris ud:
»Den stille Vinteraften alt
»I Nattens Favntag glider,
»Og sagte hviskes overalt:
»Nu er det paa de Tider.
»Beskjærm os Alle, tause Nat,
»Naar vi paa Leiet ligge --
Her faldt Gamle pludseligt ind:
»Og drømmer Nogen om sin Skat --
»Vi bede: væk ham ikke.«[2]
[2] H. Hertz.
Og med disse Ord vendte de sig hurtig om, sagde et flygtigt Godnat og
ilede bort.
Jeg saae forundret efter dem; hvad skulde det betyde? Jeg saae paa
Andrea Margrethe og Emmy, der endnu stode tause i Vinduet, og til min
Overraskelse saae jeg, hvorledes trods det blege Maaneskin, der
kastede et blaalighvidt, spøgelseagtigt Skær over Alt, deres Kinder
dog blussede i hæftig Rødme. Jeg fandt, at jeg ogsaa burde vise mig
som ridderlig Troubadour ligesaavel som mine Brødre -- jeg ledte
efter i hele min Hukommelseskasse forat finde noget Passende: jeg
kunde jo en heel Skare af Viser og Sange udenad -- dog i dette Øieblik
var det, som om Alt var svundet bort; alle mine Anstrængelser vare
forgæves; jeg rømmede mig et Par Gange og saa -- sagde jeg Godnat og
gik min Vei, ærgrende mig over min Glemsomhed og Kejtethed.
Da jeg gik op ad Trappen, kunde jeg høre Gamle og Corpus Juris tale
sagte sammen deroppe, men jeg var i dette Øieblik ikke oplagt til en
gemytlig Aftenpassiar, som vi ellers pleiede at faae os hjemme i
Kjøbenhavn. Ogsaa taug Gamle og Corpus Juris stille, da jeg kom
derop. -- -- Der var tre Gjæsteværelser, hver med egen Udgang til
Corridoren, som løb forbi dem, men tillige førte Døre fra det ene ind
til det andet, og disse Døre lode vi staae aabne for større
Selskabeligheds Skyld. Denne Aften var der imidlertid Ingen, som
yttrede Lyst til slig Selskabelighed. Vi sagde hinanden hurtig Godnat
og gik derpaa Hver til Sit.
Jeg var lidt forstemt over mit sidste uheldige Forsøg, dog gik denne
Forstemthed snart over. Thi for det Første ligger det ikke i min
Characteer at fange Griller og for det Andet frembød denne min første
Dag i Nøddebo Præstegaard saamange smukke Erindringer, der i
bestandig vexlende Rækker fremstillede sig for mine Tanker, at jeg
ikke kunde falde i Søvn. Hvad var det dog ikke for et velsignet Sted
denne Præstegaard, hvilken Munterhed og Glæde boede ikke her -- og
hvad for en Lykke, om man hver Dag kunde see disse prægtige
Mennesker, hver Dag tale med dem. Meest dvælede mine Tanker ved
Døtrene. Jeg tænkte paa Emmy: det var mig, som om Stemningen af den
Ro og Fred, jeg havde fornummet i Samtalen med hende, endnu hvilede
over mig; bestandig klang hendes Ord for mine Øren: »jeg elsker det
Gamle, thi i det Gamle boer Erindringens Fred og Hvile!« Ja i
Erindringen boer Fred, det følte ogsaa jeg nu, da jeg mønstrede den
lange Dag i Tankerne og lod det Alt samle i een Sum for mig. Og jeg
tænkte paa Andrea Margrethe: hvor hun var munter og snaksom! Og hvor
hun kunde lee, ja det var dog ganske mærkeligt! Men Gamle siger
ogsaa, at der er Ingen, der kan lee saameget som unge Piger. Deraf
har jeg draget den Slutning, at saa maae unge Piger være de
fuldkomneste af alle Mennesker. Den berømte =Dr.= Swift har nemlig
sagt, at derved udmærker Mennesket sig fremfor Dyrene, at det kan
lee, og deraf har jeg sluttet videre, at jo mere et Menneske kan lee,
des fuldkomnere maa det være, og da nu unge Piger lee allermest, saa
maa unge Piger være de allerfuldkomneste Mennesker. Men hertil siger
Corpus Juris, at i denne Slutning ere Præmisserne ligesaa falske som
Conclusionen, og kun en attenaarig Rus kunde begaae en saadan
Feilslutning.