»Jeg skal tage den med til Byen for at lade den istandsætte.«
»Det er ikke Umagen værd; jeg har tilmed en anden Sax.«
Dermed lod Gamle sig trøste og tog atter fat paa Stumperne, jeg troer
næsten for at see, om de ikke kunde brækkes lidt mere itu endnu.
Corpus Juris gik hen til Pianofortet og slog et Par Accorder an.
»Skal vi have en Sang?« spurgte han.
»O ja, en Sang, en Sang!« istemmede Andrea Margrethe strax.
»Kan De synge?« spurgte jeg.
»Ja naturligvis kan vi synge«, svarede Andrea Margrethe ligesaa
forundret, som om jeg havde spurgt hende, om hun kunde tale.
»Hvad kan De da synge?«
»Vi kan mange Slags Sange, vi kan de gamle Kæmpeviser.«
»De gamle Kæmpeviser, kan De virkelig dem?«
»Ja dem kan vi rigtignok -- de lange Sommerdage, naar Emmy og jeg
sidde ved vort Haandarbeide ude i Jasminlysthuset, lære vi dem udenad
og synge dem. Vil De høre den om de syvogfirsindstyve, der droge ud
fra Hald -- vi kan alle syvogfirsindstyve Vers -- eller vil De høre:
Svend Vonved sidder i Bure -- eller Svend Feldings Vise?«
»Vi kan faae dem alle, den ene efter den anden«, sagde Corpus Juris,
der havde sat sig ved Pianofortet for at accompagnere. »Lad os
begynde med Svend Vonved.«
Saa sang vi om Svend Vonved og saa om Ramund hin Unge og saa om
Jomfru Kirsten -- Andrea Margrethe var utrættelig, og vi maatte synge
dem fra Ende til anden, thi man kan ikke forstaae Viserne, naar man
ikke synger alle Versene, sagde hun.
»Se her holder De altsaa dog af det Gamle«, sagde jeg til hende.
»Men de Viser ere heller ikke gamle«, svarede hun, »de blive aldrig
gamle, men ere bestandigt unge og friske. Eller troer De maaskee, at
jeg holder mere af dem, fordi de ere tre eller fire Aarhundreder
gamle? Ak nei, det er mig det Samme, om de ere skrevne igaar eller
for fjorten Aarhundreder siden -- blot de ere smukke, saa holder jeg
af dem.«
»De har Ret«, sagde Corpus Juris, »de Sange blive aldrig gamle. I
hine Tider forstod man at digte, nu er det slet bevendt med
Digtekunsten.«
»Det veed jeg dog ikke«, meente Gamle, »tvertimod skulde jeg mene, at
hvad der i hine Sange ligger skjult som svage Spirer, det har i vore
Dage udviklet sig som rig og mangefold bevæget Lyrik, der i fulde og
klare Toner, snart i Veemod og Smerte, snart i livsfyldig og
svulmende Glæde formaaer at udtale, hvad hine Tiders Sangere kun
formaaede svagt at fremstamme.«
Nu var Disputen i fuld Gang: Gamle og Corpus Juris førte an, Emmy og
Andrea Margrethe vare Secundanter. Disse to sidste havde egentlig,
underligt nok, skiftet Mening, thi nu var det Emmy, der, følgende
Gamles Mening, holdt paa det Nye, medens derimod Andrea Margrethe,
der var paa Corpus Juris' Parti, forsvarede det Gamle. Disputen var
temmelig varm, især fra Corpus Juris' Side, ikke saa meget, fordi det
just var ham om de gamle Kæmpeviser at gjøre, men snarere fordi han
vilde forsvare Andrea Margrethes Mening. Naturligvis maatte
Præstekonen og jeg ogsaa give vort Besyv med i Laget, og efterhaanden
naaede Disputen hen til det Punkt, hvor Enhver er tilfreds, naar han
blot kan høre sig selv tale, og er aldeles døv for, hvad de Andre
muligvis kunde have at sige, og da jeg nu havde den stærkeste Stemme,
var jeg vistnok ogsaa den, som følte sig meest tilfredsstillet. Midt
under denne hæftige Debat traadte Præsten ind.
»Skal vi saa have Middagsmad?« spurgte han.
»Strax«, svarede Andrea Margrethe, idet hun gik ud.
»Hvorom dreiede Striden sig?« spurgte Præsten, idet han tog Plads i
den store Lænestol.
Corpus Juris forklarede Stridsspørgsmaalet for ham, og han hørte
opmærksomt efter. »Ja jeg holder med Christopher,« sagde Præsten
tilsidst, »jeg troer næsten ogsaa, at man gjør for meget Væsen af de
Kæmpeviser. Vil De sammenligne dem, kan De finde ti eller tolv med
aldeles den samme Tanke og Indhold. Derfor vil jeg ingenlunde nægte,
at de gjemme en rig Poesi i sig, men ofte ligger denne som et raat,
uforarbeidet Stof, der ligesom endnu venter paa sin kunstneriske
Behandling. -- De seer saa adspredt ud, Nicolai, hvad mener De
derom?«
»Ja«, svarede jeg tankeløs: Striden havde for mig tabt sin Interesse,
da Andrea Margrethe var gaaet sin Vei.
»Det var fornuftig meent«, sagde Præsten. »De sidder nok og tænker
paa den Poesi, der ligger skjult i Middagsmaden. Heldigviis kommer
Andrea Margrethe der for at kalde os til Bords. Maa jeg have den
Ære?« og han bød mig høitideligt Armen og anviste mig Hæderspladsen i
Sophaen ved Siden af sig.
»Nei der skal Christopher sidde som den Ældste«, indvendte
Præstekonen.
»Nei, Nicolai skal sidde her«, svarede Præsten, »han vilde slaae mig
ihjel i Formiddags, derfor byder jeg ham nu at sidde ved min høire
Side, thi vi skulle gjengjælde Ondt med Godt.«
Hermed blev det, tilmed da Gamle ikke følte sig pirret af nogen
Ærgjerrighed efter at sidde i Højsædet, men erklærede sig
veltilfreds med den Plads, han havde faaet mellem Præstekonen og
Emmy.
Andrea Margrethe sad mellem Corpus Juris og mig, og jeg skulde lige
til at fortælle hende noget særdeles Morsomt, da hun alvorligt lagde
Fingeren paa Munden: Præsten havde begyndt at læse Bordbøn.
»Hør Nicolai«, sagde Præsten efter endt Bordbøn, »det er nu strax en
Trykfejl, som jeg maa rette hos Dem: inde i det store Babel bruger
man ikke at læse Bordbøn, men det bruger vi ude hos os.«
»Men det kunde Nicolai jo ikke vide«, sagde Præstekonen.
»Derfor siger jeg ham det ogsaa«, svarede Præsten.
Alt ovenfor har jeg bemærket, at ved Middagsbordet ere Folk særligt
oplagte til at disputere, og denne Erfaring fik jeg ogsaa stadfæstet
her. Først leveredes der nogle Forpostfægtninger mellem Præsten og
Andrea Margrethe angaaende Middagsmaden, som Præsten tillod sig at
kritisere temmelig strængt. Andrea Margrethe var imidlertid
ingenlunde velstemt mod en saadan Kritik, der i saa høi Grad angreb
hendes husmoderlige Stolthed.
»Det maa jeg sige«, endte Præsten, »at vore Gjæster faae en temmelig
tarvelig Modtagelse. Men maaskee gjør Andrea Margrethe det kun for
siden at overraske dem desto mere.«
»Anretningen er tarvelig, men god«, svarede Andrea Margrethe.
»=Persicos odi semper separatus=.«
»=Apparatus=«, rettede Gamle.
»Saa? Fader siger altid =Separatus=.«
»Taler De tidt Latin?« spurgte jeg.
»Ja«, svarede Andrea Margrethe, »der gaaer aldrig en Tallerken itu,
uden at jeg siger: =sic transit gloria mundi=, og naar jeg vil bede
Fader om Noget, ender jeg altid med at sige: =sic volo, sic jubeo,
stat pro natione voluntas=.«
»=Ratione=, ikke =natione=«, rettede atter Gamle, »=natione= giver jo
ingen Mening.«
»Ja men Fader siger altid =natione=.«
»Ja Du maa saamænd med største Fornøielse snakke dit Pernillelatin«,
sagde Præsten, »naar Du bare vilde lade være at beskylde mig for at
have lært Dig det, thi det vidner sandelig ikke om datterlig
Kjærlighed, at Du paa den Maade berøver mig mit gode Navn og
Rygte.« --
Men den egentlige Hovedfægtning blev foranlediget ved, at der blev
mældt, at Halte-Ane befandt sig ude i Kjøkkenet og bad om et Par
Skilling. Gamle gik ud og gav hende Noget, men blev derfor haardt
angreben af Corpus Juris, der ikke havde synderlig tilovers for
Halte-Ane, men paastod, at hun drak Alting op, hvad man gav hende.
»Man burde gaae strængere frem mod slige Landstrygersker«, endte han
med at sige, »nu lader man dem gaae i Fred, og derfor vrimle alle
Landeveie af dem.«
»Ja vist burde man gaae frem med større Strænghed«, sagde Gamle med
en vis Bitterhed, »de Fattige og Ulykkelige sætter man i Fængsel, saa
er man fri for at see paa dem.«
»Ikke i Fængsel, men i Fattighuus«, svarede Corpus Juris, »der er
rigelig Understøttelse til dem.«
»Har Du prøvet, hvad det vil sige at være under Fattigvæsenets
Opsyn«, spurgte Gamle, »siden Du taler om den »rigelige«
Understøttelse?«
»Fattighuset kan naturligviis ikke være et Palads«, lød Svaret, »men
det er den sædvanlige Flæbevornhed og Tosse-Godmodighed, at man
istedenfor at skære Kræftskaden rask bort, lader den udbrede sig i Ro
og Mag til Fordærvelse for det Hele.«
Nu var Signalet givet til en ny Disput, og Alle rustede sig paa det
Ivrigste. Men Corpus Juris havde udtalt sin Mening med saa stor
Eensidighed, at den fandt almindelig Misbilligelse; selv Andrea
Margrethe, der før havde staaet paa hans Parti, kunde ikke længere
dele hans Anskuelser, men sluttede sig til Modpartiet, og saaledes
kom da Corpus Juris til at staae ganske ene overfor Præstekonen,
Emmy, Andrea Margrethe, Gamle og mig, der Alle vare lige begjærlige
efter at faae Ordet, saa at Corpus Juris neppe fik Tid til at besvare
eet Spørgsmaal, før tre eller fire nye allerede vare forelagte ham,
saa at om Corpus Juris end havde været tre Gange saa stor en
Dialektiker, som han er, vilde han dog ikke have kunnet holde Stand
mod Overmagten, om ikke af anden Grund, saa fordi det tilsidst var
umuligt at høre, hvad der blev sagt. Den Eneste, der forholdt sig
rolig, var Præsten; han sagde ikke et eneste Ord, men idet han lagde
Armene overkors paa Bordet, saae han snart paa den Ene, snart paa den
Anden af de ivrige Talere, altid med den mest forundrede Mine, som om
han vilde sige: »Nu har jeg i mine Levedage aldrig hørt Magen!«
Endelig da Andrea Margrethe og jeg havde beviist Corpus Juris, at vi
Alle ere skrøbelige Mennesker (Noget, som han egentlig aldrig havde
benægtet), og Præstekonen havde foreholdt ham, at der er mange
uskyldige Fattige, medens Gamle og Emmy udviklede, at Samfundet skal
øve Retfærdighed, men den Enkelte skal øve Barmhjertighed -- saa blev
Corpus Juris bragt til Fornuft, han vendte sig mod Andrea Margrethe
og sagde: »Ja, jeg beder Dem undskylde, om jeg har været for
paastaaelig i mine Meninger, og for i Gjerningen at vise, at jeg
virkelig er enig med Dem, saa dømmer jeg mig selv til at betale
Halte-Ane to Mark.« Derpaa gik han ud og gav Halte-Ane de to Mark,
hvorfor han ogsaa ved sin Gjenindtrædelse blev hilset med høie
Jubelraab: og nu var den farlige Middagstime forbi, saa der var ikke
flere Disputer at frygte for denne Dag.
* * * * *
Dæmringstimen var kommen, den stille, venlige Dæmringstime: atter
sadde vi i fortrolig Samtale rundt om den store Porcellænskakkelovn,
der i den mørke Krog saae ud som et stort hvidt Spøgelse -- snart
faldt Ordene let og muntert, da var det Andrea Margrethe, som førte
an, snart var Talen rolig og sindig, da var det Gamle og Emmy, som
ledede den.
»Men De har ikke seet Emmys Værelse endnu«, sagde Andrea Margrethe
til mig.
»Og heller ikke Deres«, svarede jeg.
»O, mit er der ikke meget ved at see, jeg har næsten aldrig Tid at
være der, jeg har altfor meget at tage Vare paa herude.«
»Har De Lyst til at see mit Værelse«, sagde Emmy, »saa skal De gaae
derop med mig nu, inden det bliver ganske mørkt.«
Saa fulgte jeg da med Emmy op paa Qvisten, thi der var hendes
Værelse. »Her er noget mørkt, tag Dem iagt, at De ikke støder Dem«,
sagde hun til mig, »ræk mig Deres Haand, saa skal jeg føre Dem.« Og
dermed lagde hun sin lille, fine Haand inden i min, idet hun langsomt
drog mig efter sig: ja vel kunde hun være en sikker Fører gjennem
alle truende mørke Skygger, tænkte jeg ved mig selv. »Buk Dem, at De
ikke støder Deres Hoved«, sagde hun til mig, idet hun lukkede Døren
til Værelset op; »smaat er det Altsammen, men man skal lære at nøies
med Lidet.«
Ja vel var Værelset lidet, og dog forekom det mig at være saa rigt.
Hvori denne Rigdom egentlig bestod, veed jeg ikke, thi der var ingen
kostbare Møbler, rigt broderede Tæpper, eller store Speile med
forgyldte Rammer: nei Alt var simpelt og tarveligt. Men Alt passede
saa godt sammen, der var en saadan Fred og Ro over det Hele, at det
næsten syntes mig, som om dette Bord og disse Stole vare levende, som
om man godt kunde tilbringe hele Timer i deres Selskab uden at kjede
sig. Paa Væggen hang et Billede, der forestillede en Skare gode
Engle, som vaage over en sovende ung Pige: det forekom mig at være et
Billed af selve det lille Værelse, ogsaa her vaagede gode Engle og
bragte Stilhed og Ro i Sjælen for Enhver, som traadte herind. Jeg
satte mig i den lille Sopha og saae mig langsomt om til alle Sider,
det var, som om jeg ret vilde indsuge Billedet af Alt, hvad jeg
saae, for uudslettelig at bevare det i min Erindring. Paa
Væggen ligeoverfor mig hang en gammel Violin, omslynget af en
Evighedskrands. Jeg saae paa Violinen, jeg saae paa Evighedskrandsen,
uden ret selv at vide, hvad jeg egentlig tænkte i dette Øieblik.
»De seer paa den Violin«, sagde Emmy til mig, »De vil maaskee vide,
hvad den har at gjøre her hos mig: det har været Bedstefaders, derfor
gjemmer jeg den.«
»Ja saa -- spillede han paa Violin?« spurgte jeg -- det var egentlig
et dumt Spørgsmaal, men jeg syntes jeg skulde sige Noget, men vidste
ikke selv, hvad det skulde være.
»Ja han gjorde -- jeg kan endnu tydelig mindes ham, jeg var ti Aar
gammel, da han døde. Jeg kan huske, hvorledes han kunde sidde og
kjæle for den Violin, som kunde den være et lille Barn, hvorledes han
kunde spille paa den, saa Taarerne kom mig i Øinene derved: derfor
gjemmer jeg den bestandigt; De veed jo, at jeg holder af det Gamle«,
tilføiede hun med et stille Smil.
»Ja det veed jeg«, svarede jeg, »men jeg veed ikke, hvorledes De
faaer Tid til at tænke saa meget paa det Gamle. Jeg maa altid tænke
paa det Nye, paa det, som skal komme: der er saa meget, som ligger
foran mig, saa meget, som skal udrettes -- hvad der ligger bagved
mig, det er jo forbi og kan ikke gjøres om.«
»Saaledes gaaer det vel de Fleste«, sagde Emmy, »men derfor føle de
saamegen Uro, saamegen Utilfredshed. I Erindringen ligger Hvile og
Fred, den kan ikke tages fra os. See vi fremad i Livet, da maa vi
tidt ængstes og forsage, for hvad der skal komme; see vi tilbage, da
ere vi trygge og rolige og takke Gud for, hvad han har givet. Først
naar vi forstaae at leve i Erindring og Haab paa een Gang, først da
forstaae vi at leve paa den rette Maade.«
Dette sagde Emmy paa sin sædvanlige blide, stille Maade; det lød
næsten mere, som om hun udtalte sine egne Tanker for sig selv, end
som om hun talte til mig. Jeg hørte hende gjerne tale, thi ikke alene
i hendes Ord, men ogsaa i hendes Stemme, i hendes Bevægelser var et
Udtryk af Ro og stille Sjælefred, som uvilkaarligt meddeelte sig til
mig, saa at jeg, naar jeg talte med hende, havde ligesom en
Fornemmelse af, at jeg hævedes til en høiere og bedre Verden, hvor
der ikke var den Uro og Ufred, som her er nede, men hvor Alt bevægede
sig lydløst og stille som de rødlige Aftenskyer, der svæve forbi den
synkende Sol. Og der var Noget i Emmys Væsen, der syntes mig saa
bekjendt, som om jeg i lang, lang Tid havde levet sammen med hende;
der var en Anden, om hvem hun saa levende erindrede mig, men hvem var
denne Anden? Hvem var det, der ganske som Emmy ogsaa syntes ligesom
at kunne hvile i sig selv, at kunne lade den støiende, larmende
Verden storme forbi sig som et brusende Vandfald uden selv at lade
sig rive med af Strømmen? Jeg tænkte og tænkte, men det var mig
umuligt at finde -- hver Gang jeg ikke saae paa Emmy, da syntes jeg,
at nu var jeg lige ved at gribe det, men hver Gang, jeg atter fæstede
mit Blik paa hendes fine, udtryksfulde Ansigt, paa hendes klare,
sjælfulde Øine, da svandt det atter bort fra mig.
Det blev nu efterhaanden ganske mørkt, kun en ganske svag Lysning
tilkjendegav, hvor Vinduet var, ellers var Alt ukjendeligt; selv
Emmy, der havde taget Plads ved min Side, kunde jeg ikke see længer,
jeg kunde kun høre hendes Stemme. Hun fortalte, og jeg hørte efter, i
dette Øieblik havde jeg glemt Præst og Præstekone, Corpus Juris og
Andrea Margrethe og Gamle, Alt havde jeg glemt; kun Emmy var i dette
Øieblik til for mig.
»Hvor er Manddræberen Nicolai henne?« lød pludseligt en stærk Stemme
nede fra Gangen. Jeg foer forskrækket i Veiret -- disse Ord dannede
en skjærende Mislyd til de Tanker og de Stemninger, der i dette
Øieblik bevægede sig i mig.
»Det er Fader, der kalder paa Dem«, sagde Emmy, idet hun reiste sig,
»kom og lad os gaae ned, det er jo ogsaa saa mørkt.«
Atter tog hun min Haand for sikkert at lede mig igjennem Mørket; det
var mig, som om min gode Engel førte mig.
Nede i Gangen traf vi Præsten med sin Studerelampe i Haanden og
Gamle. »Naa er De der«, raabte Præsten mig imøde, »hvad for Mørkets
Gjerninger pønser De nu paa? Kom over med mig i Studereværelset, saa
skal vi ha'e os en luun Passiar, for nu har jeg Lov til at hvile
efter endt Dagværk.«
Jeg fulgte, skjøndt halvt uvillig, jeg havde havt mere Lyst til at
blive ved at samtale med Emmy, men det gik jo ikke an at sige Nei til
Præsten. Da vi kom over i Studereværelset, sagde Præsten, idet han
satte Lampen fra sig: »De kan da vel ryge en Pibe Tobak, Nicolai?«
Det var min mindste Kunst. »Ja for jeg skulde da vel ikke troe, at De
holder mere af en Cigar?« Jo jeg kunde jo rigtignok ikke nægte, at
jeg foretrak en Cigar. »Ih fy skam Dem«, sagde Præsten, »saa De hører
altsaa ogsaa til disse forfinede unge Herrer, som finde sig for gode
til en ærlig Pibe. Nu kan jeg begribe, hvorfor De vilde min stakkels
Meerskumspibe tillivs i Formiddags, det var af pure Nag og Avind. Men
siden De helst ryger en Cigar, saa er det da en stor Lykke, at jeg --
--« her standsede han, idet han tog en Pibe ned af Væggen for at
undersøge den; jeg troede han vilde fortsætte: »at jeg har Cigarer«
-- men Præsten fortsatte: »at jeg ingen Cigarer har, for jeg vilde
nødig bestyrke Dem i Deres Overdaadighed. -- Værs'go, der staaer
Piberne -- tag, hvad for en, De vil, og lad, som De var hjemme.« --
»De spurgte mig i Formiddags om mit Bibliothek«, sagde Præsten, idet
han satte sig i sin Gyngestol og tog et Par lange Drag af sin Pibe.
»Nu sandt at sige, jeg har aldrig været en Ven af den overdreven
megen Læsning: læs lidt og læs godt! heller læse een god Bog ti Gange
end ti middelmaadige Bøger een Gang -- det er min Grundsætning i saa
Henseende«.
»Saa mener De altsaa som hin arabiske Feltherre, at man gjorde bedst
i at brænde alle Bogsamlinger«, sagde Gamle.
»En stor Deel kunde saamænd gjerne brændes, uden at man vilde mærke
synderlig til Tabet. Forøvrigt har jeg ikke fordømt Læsning i og for
sig, men kun den overdrevne Læsning. Man skal lære af Livet; der kan
man lære mere og bedre end af Bøgerne.
»Men det er en tung og besværlig Vei«, indvendte Gamle, »og mangen En
vilde paa den Maade ikke engang komme saavidt, at han kunde vide,
hvordan han skulde lære.«
»Det kan være sandt nok, men paa den anden Side er der dem, der læse
saa meget, at de for bare Lærdom ikke engang vide, hvad det vil sige
at leve. Jeg kan huske fra mine Studenterdage en af mine Bekjendte:
det var et sandt Jern til at læse. Naar der hændelsesvis af og til
kunde forløbe en Maaned, hvori jeg ikke havde seet ham, saa spurgte
jeg ham, naar vi atter traf sammen, ikke hvor mange Bøger, men hvor
mange Alen Bøger han havde læst, siden vi sidst saaes. Han vilde være
Landsbypræst ligesom jeg, men havde endnu aldrig sat sin Fod udenfor
Hovedstadens Volde. Endelig fik jeg ham en Gang til at følge med mig
i et Besøg hos en af mine Slægtninge, der var Præst paa Landet, men
hvad der her allermeest forbausede ham, det var, at Avlskarlen aldrig
havde hørt tale om Cicero. Og saadant et Menneske vil være
Sjælesørger paa Landet, hvad skal det føre til?«
»Til saadan Yderlighed behøver man jo ikke at gaae«, sagde Gamle,
»der gives en Middelvei: man kan lære baade af Bøgerne og af Livet.«
I det Samme bankede det paa Døren, og en fattig Husmand traadte ind.
Gamle og jeg vilde fjerne os, men Præsten sagde: »Bliv kun siddende,
det er en af mine Sognefolk, der saamænd ikke vil gjøre Dem Fortræd.
-- Værs'go og sid ned Peer; hvordan staaer det sig hjemme hos Jer?«
»Jo Tak, som saa«, sagde Peer, idet han blev staaende ved Døren. »Jeg
kommer ellers for at bringe Præsten nogle Penge«.
»Det er smukt af Jer, Peer, det skulde I gjøre noget oftere.«
»Men Præsten maa ikke blive vred, at jeg først saa seent kommer med
dem.«
»Nei det veed I jo nok; naar I bringer mig Penge, bliver jeg aldrig
vred. -- Hvordan har Konen og Børnene det?«
»Aa jo, det kunde være værre, men det kunde da ogsaa være bedre.«
»Hvad er det for en Snak? Skal I ikke takke Vorherre for, at I har
det saa godt, som I har det? Kan I huske ifjor, da I havde brækket
Armen: jo det var en Nød og Elendighed, -- men iaar, da I er sund og
stærk og har Jert daglige Brød, skal I saa ikke takke Gud derfor af
Jert ganske Hjerte?«
»Jo«, svarede Peer noget skamfuld, »men vi er jo ikke altid, som vi
burde være.«
»Det var et sandt Ord, Peer; naar vi ikke ere fornøiede og glade, saa
er det vor egen Skyld -- Vorherre sender os kun Godt, det er os selv,
der vender det til det Onde.« Præsten gik et Par Gange i Taushed op
og ned ad Gulvet, som om han vilde give Peer Tid til at tænke noget
nøiere over, hvad han havde sagt. Idet han derpaa pludselig gik over
til et heelt andet Æmne, sagde han: »Læser I noget i Aviserne, som
jeg sender Jer?«
»Jo Tak skal Præsten ha'e, dem har vi da rigtignok en stor Fornøielse
af.«
»Læser I dem nu ogsaa rigtig grundig?«
»Jo vi gjør, baade det fra Indlandet og det fra Udlandet, og hvem der
ere døde, og Følgetongen -- Altsammen læser vi.«
»Det var Ret. -- Nu Gud være med Jer, Peer, hils Konen fra mig.«
»Tak Fa'er, farvel!« og med et høfligt Skrabud gik Peer bort.
»Se der kan De see, hvad for Studier vi drive herude«, sagde Præsten
til os, »vi læser Aviserne forlæns og baglæns, hvad siger De dertil?«
Det var nu imidlertid den alleruheldigste Lecture, som Præsten kunde
have valgt for sine Sognebørn, thi efter Gamles Mening ere jo
Aviserne den pure Fordærvelse. Dog indskrænkede Gamle af Hensyn til
Præsten sig til at sige, at man vel nok kunde finde bedre Læsning for
Bonden end Aviserne.
»Det forstaaer sig«, svarede Præsten, Peer vilde jo sikkerlig have
langt mere Nytte af sine Studier, om jeg vilde laane ham
Schleiermachers Dogmatik og Richard Rothes Ethik.
»Der er gudelige Bøger og Andagtsbøger i tilstrækkelig Antal, som man
kan udbrede blandt Almuen«, sagde Gamle uden at lade sig forstyrre af
Præstens Yttring.
»Ja det har De Ret i, og tilsidst kunne vi faae saamange
Andagtsbøger, at der slet ingen Plads bliver mere til Andagten. Man
overfylder Almuen med Katechismer og Psalmebøger og Prædikener og
Postiller, saa at den tilsidst bliver ligesaa kjed deraf som
Bagerbørn af Hvedebrød. Nei man skal kun give dem lidt og lidt ad
Gangen, saa faaer de bestandig Lyst efter mere.«
»Ja hvad skal man da give dem at læse?« spurgte Gamle.
»Det hører De jo: Aviserne. Der finder De et saare alsidigt Indhold,
som kan bearbeides paa mange forskjellige Maader. De skulde høre,
hvilke fromme Betragtninger Peer og jeg mangen Gang kunne anstille
over Aviserne. Snart er der udbrudt Krig mellem Frankrig og Østerrig,
og saa undersøge vi, hvorvidt det er tilladeligt at føre Krig eller
ikke; snart er der død en eller anden stor General, saa tænke vi paa,
hvorlunde Alting hernede er Forfængelighed, endelig er der stor
Hungersnød i en eller anden Egn af Sverrig, og saa takke vi Gud,
fordi han har givet os saa rig en Høst. Idag var Peer ikke rigtig
oplagt, men ellers maa jeg til min Skam bekjende, at han mangen Gang
forstaaer at finde meget mere i Aviserne end jeg. Det kommer
overhovedet ikke saa meget an paa, hvad man læser, som hvordan man
læser. Ifjor var her en Mand i Sognet, der læste saa meget i Biblen,
at han tilsidst ved velvillig Understøttelse af et Par Baptister fik
ud, at han var besat af Djævelen. Følgelig vilde han ikke arbeide,
for siden Djævelen var i ham, var jo Alt, hvad han gjorde, Djævelens
Gjerning. Konen kom til mig og klagede sin Nød: veed De, hvordan jeg
saa curerede ham?«
»Nei?«
»Ved Hjælp af »Jeppe paa Bjerget«. Jeg gik hen til ham, tog Biblen
og de andre Skrifter fra ham og sagde, at nu kunde han til en
Forandring læse »Jeppe paa Bjerget«. Manden saae jo noget forbauset
paa mig, men da han har stor Respect for mig, adlød han. Dagen efter
kom jeg atter til ham, og »Jeppe paa Bjerget« havde foreløbig gjort
sin Virkning: Manden havde for Øieblikket glemt Djævelen og tænkte
kun paa »Jeppe paa Bjerget«. Nu bad jeg ham ganske i Forbigaaende om
at hjælpe mig med et Stykke Veiarbeide: det lovede han mig strax, for
Folkene herude ere meget tjenstvillige. Derpaa laante jeg ham et Par
Smaafortællinger, der dog imidlertid ikke sysselsatte ham saa meget
som »Jeppe paa Bjerget«. Jeg talte nu daglig med ham, om hvad han
havde læst, fik ham lidt efter lidt til at tage fat paa sit Arbeide
igjen, de mørke Griller svandt bort, og tilsidst var hele
Djævlehistorien glemt.«