Verden og Livet -- den Tid kommer tidsnok, da han sidder og læser sig
blind over Bøgerne.«
Men det var jo ganske mine egne Anskuelser, Præsten der udtalte --
det var dog en yderst ubehagelig Situation, jeg var kommen i; jeg gav
med største Fornøielse baade Bibliotheket og Videnskaben en god Dag,
men det gik dog ikke an saaledes pludselig at forandre Mening, og for
Skams Skyld maatte jeg blive staaende ved mit Forlangende.
»Saa De vil endelig derover? ja, ja, saa kom da!« sagde Præsten,
idet han reiste sig og gik i Forveien. Jeg fulgte ham over i
Studereværelset, men her ventede en ny Skuffelse mig. Jeg havde
nemlig ifølge Gamles og Corpus Juris' Beskrivelser af Nøddebo
Præstegaard altid tænkt mig Bibliotheket som noget særdeles
Colossalt, hvor man reent blev borte mellem lutter Bøger -- men her
fandt jeg kun tre Reoler med Bøger, som man magelig kunde oversee paa
een Gang. Var det virkelig det Bibliothek, hvorom Brødrene havde talt
saa meget? Jeg kunde ikke skjule min Forbauselse, men udbrød: »Er det
Alt?«
»Er De ikke fornøiet dermed? Læs De først de Bøger grundigt igjennem,
saa troer jeg nok, De kan hjælpe Dem for det Første.«
»Men -- men Kirkeretten --« stammede jeg.
»Kirkeretten? den staaer her: »Provst Møllers Haandbog for Præster«
-- mere Kirkeret behøver jeg ikke.«
»Men Frederik -- Frederik havde sagt mig, at De -- De besad saa mange
Bøger over -- i Kirkeretten.«
»Frederik? Ja nu forstaaer jeg -- det er Juristen, som kommer med sin
Kirkeret forat faae Præst og Menighed i Proces med hinanden, og saa
kan han stikke Pengene i Lommen. Nei hils De Frederik og sig ham, at
vi lever sammen som gode Christne herude og forliges som Brødre --
det er vor Kirkeret. -- Ja nu skal jeg til mit Arbeid, men hvis det
kan more Dem, maa De gjerne blive herovre og læse i Provst Møllers
Haandbog for Præster.«
Med al Agtelse for Provst Møller og hans Haandbog kan jeg dog ikke
nægte, at jeg foretrak Emmys og Andrea Margrethes Selskab.
»Saa De vil heller gaae over til de andre Dagdrivere?« sagde Præsten,
»ja saa gaa da, jeg tænkte nok, at Deres Studier i Kirkeretten ikke
vare saa overdrevent ivrige.«
* * * * *
Jeg gik da over til de andre Dagdrivere, det vil sige, til Emmy og
Andrea Margrethe, for det var nærmest dem, jeg vilde have en Passiar
med. Jeg fandt hele Selskabet forsamlet i Dagligstuen, hvor en
munter Ild flammede i Kakkelovnen, thi det var stræng Vinter udenfor.
Dette kunde man imidlertid herinde have ondt nok ved at begribe, thi
naar man saae, hvor lifligt Solen skinnede gjennem de røde Gardiner,
hvor blaae og klar Himlen hvælvede sig udenfor, naar man saae, hvor
Vinduerne vare fulde af duftende Zwibler og gule og blaae Kroskus'er,
og fremfor Alt, naar man saae paa Andrea Margrethe, da kunde man
rigtignok fristes til at troe, at det var ligesaa frisk og varm
Sommer udenfor som indenfor, ja jeg var bestemt gaaet hen og havde
aabnet Vinduerne ud til Haven, om ikke de lange Istapper, der hang
ned fra Taget og med tusindfoldigt Spil glimrede i Solstraalerne,
havde fortalt mig, at det var fem Graders Kulde udenfor.
-- Præstekonen, Emmy og Andrea Margrethe vare hver beskjæftiget med
sit Haandarbeide; Gamle sad ved Siden af Emmy, Corpus Juris ved Siden
af Andrea Margrethe, men mellem Emmy og Andrea Margrethe stod en tom
Stol, og den besatte jeg: skjøndt sidst ankommen havde jeg dog faaet
den bedste Plads!
Mit første Udbrud gjaldt naturligvis Corpus Juris, hvor han kunde
sige, at Præsten havde saadan et ypperligt Bibliothek over
Kirkeretten. Jeg kunde see paa ham, at dette Spørgsmaal satte ham i
Forlegenhed, men Corpus Juris er ikke den Mand, der naar han først
har sagt Noget, siden skulde gaae fra sit Ord.
»Jo«, svarede han langtrukkent, næsten som om han søgte efter Ordene,
»Præsten har ogsaa gode Bøger over Kirkeretten, for -- for jeg skal
sige Dig, det kommer ikke an paa Qvantiteten, men paa Qvaliteten af
Bøgerne.«
»Det er ganske sandt, men der maa dog i hvert Fald være en om end nok
saa ringe Qvantitet, og veed Du, hvor mange Bøger han har?«
»Ja -- han har -- han har jo kun et Par, men det er ogsaa de
allerfortrinligste Værker i den Retning.«
»Nei han har kun een, kun een eneste een!« raabte jeg triumferende,
for nu var det jo aabenbart, at jeg havde fanget Corpus Juris.
»Ja, men det er ogsaa den allerbedste; naar man har studeret den
rigtig grundigt igjennem, saa behøver man ikke mere.«
»Ja hvad er det da for en?«
»Det er -- det er Kolderup Rosenvinges -- --«
»Nei det er Provst Møllers Haandbog for Præster«, raabte jeg, stolt
af saaledes i enhver Henseende at have overbevist Corpus Juris paa
uigjendrivelig Maade om hans Uret. Men man skal ikke glæde sig for
tidlig over sin Seir; jeg fik pludselig en ny Modstander i Andrea
Margrethe, der følte sig krænket, fordi jeg, som hun sagde, spottede
over hendes Faders Bibliothek.
»Jeg vil ikke i mindste Maade tale ilde om Bibliotheket«, sagde jeg,
»det er sandelig mere end stort nok for mig, men jeg vil blot, at
Frederik skal erkjende, at han har Uret. Baade han og Christopher
have givet mig aldeles feilagtige Forestillinger om Præstegaarden
herude: vil De tænke Dem, de har ikke engang fortalt mig, at Præsten
herude var gift og havde Børn, saa at jeg til den Dag idag ikke har
anet hverken Deres eller Deres Søsters Tilværelse. Hvad siger De
dertil?«
Andrea Margrethe sagde ikke Noget, og de Andre taug ogsaa stille, saa
at der opstod en Pause. Jeg følte mig lidt uhyggelig tilmode herved,
thi jeg havde en Fornemmelse af, at jeg havde sagt noget galt, for
hvorfor skulde de ellers tie? Jeg sad og tyggede paa det Bibliothek,
for det var uden Tvivl der, at Feilen laa, men jeg vidste ikke ret,
hvorledes jeg skulde gjøre det godt igjen.
Andrea Margrethe spurgte mig nu, om jeg ikke havde Lyst til at besee
Haven, samt Kjøkken og Kjælder og Loer og Lader.
»Det kan ikke hjælpe at vise det nu, der er jo Ingenting at see«,
indvendte Præstekonen. »De skal komme herud igjen til Sommer,
Nicolai, og saa skal De faa at see, hvor smukt der er herude.«
»Jo vist er der Noget at see«, svarede Andrea Margrethe, »der er
Udsigten over Fjorden fra Lindehøien af, den er bestandig lige smuk,
og desuden har De vistnok saa megen Phantasi, Nicolai, at De kan
tænke Dem, hvorledes der seer ud om Sommeren.«
Jo saamegen Phantasi havde jeg magelig, og i mit stille Sind tænkte
jeg, at var der ikke Andet at see paa, saa var der i al Fald Andrea
Margrethe, og i hendes Selskab vilde jeg betragte selv en Reise til
Siberien som en lille Sommerudflugt.
Andrea Margrethe kastede hurtigt en Kaabe om sig, tog en lille Kyse
paa Hovedet, der om muligt gjorde hende endnu smukkere, og derpaa gik
vi ud, først til Kjøkkenet, hvor Tallerkener og Fade vare opstillede
i en Orden, der maatte bringe ethvert Husmoderhjerte til at svulme af
Begeistring.
»Her commanderer jeg ude«, sagde Andrea Margrethe, idet hun med en
vis Stolthed saae sig omkring.
»Det vil da sige, i Fællesskab med Deres Moder og Søster,« tilføiede
jeg.
»Nei de har ikke meget at sige herude, thi vel har Emmy og jeg deelt
Husbestyrelsen mellem os, saa at vi skifteviis have Uge, men Emmy kan
ikke ret komme udaf det alene, hun maa altid have mig til Hjælp i
hendes Uge.«
»Deres Søster holder maaske ikke synderlig af de huslige
Forretninger?« spurgte jeg.
»Nei, hun holder mere af at læse.«
»Holder De da ikke af at læse?«
»Aa jo, naar jeg ikke har Andet at bestille, men -- see der kommer
Gamle for at faae Brød.«
Jeg vendte mig forbauset omkring, men da jeg ikke saae noget
Menneske, men derimod et Hestehoved, der straktes ind gjennem det
aabne Vindue, forstod jeg, at det var den firbenede Gamle, hvorom
Talen var.
Andrea Margrethe gav Hesten et Stykke Brød, idet hun klappede den og
talte godt for den.
»Hvor gammel er den egentlig?« spurgte jeg.
»Den er ligesaa gammel som jeg: vi holde Fødselsdag sammen.«
»Hvorledes høitideligholder da Gamle sin Fødselsdag?«
»Jeg fletter en Blomsterkrands, som jeg sætter paa Hovedet af den, og
som den bagefter faaer Lov til at æde. -- -- Men kom nu ind og see
Fadeburet!«
Jeg fulgte hende ind i Fadeburet, hvor en krydret Duft af Kager og
Syltetøi strømmede mig imøde og bragte min Phantasi til at vugge sig
i allehaande ubestemte Forestillinger om et Slaraffenland, hvor
Husene ere byggede af Pandekager og Gaderne brolagte med Pebernødder.
»Holder De af Jødekager?« spurgte Andrea Margrethe mig.
Jeg vidste ikke, hvad Jødekage var, men da jeg uden Undtagelse holder
af Alt, hvad der ender paa -kage, svarede jeg øieblikkeligt Ja.
»Saa tag nogle af disse her -- dem har jeg selv bagt: smage de ikke
godt?«
»Udmærket«, svarede jeg med Munden fuld af Kage, »men de ere noget
tørre.«
»Nu skal De faae Mjød at drikke dertil,« sagde Andrea Margrethe, idet
hun tog en Flaske ned og skjænkede mig et Glas fuldt, »see nu kan De
bilde Dem ind, at De er i Valhalla og drikker Mjød og spiser
Jødekager.«
»Og bliver opvartet af skjønne Valkyrier«, tænkte jeg, men jeg turde
ikke sige det høit, thi der var Noget ved Andrea Margrethe, som
gjorde, at jeg ikke ret havde Mod til at sige hende Complimenter,
skjøndt jeg ellers ikke pleier at være forknyt i den Retning.
»Nu skal vi ned i Mælkestuen -- denne Vei -- hold Dem godt fast i
Rækværket, Trappen er steil« -- men selv løb Andrea Margrethe ned af
den saa let, at hun var heelt nede, medens jeg endnu stolprede paa de
øverste Trin. Dernede stod det ene Mælkefad ved Siden af det andet --
min Tanke druknede i et Ocean af Tykmælk, oplagt Mælk og Jordbær med
Fløde. Men Andrea Margrethe hengav sig ikke til slige udskeiende
Phantasier, hendes Tanker vare henvendte paa det Praktiske, hun
stræbte at forklare mig Alt og at vise mig Alt saa nøie som muligt --
jo det var rigtignok et heelt andet Bibliothek og en heel anden
Bibliothekar, end jeg havde drømt om, og jeg maa tilstaae, at jeg
fandt Bibliotheket langt interessantere end Universitetsbibliotheket,
og Bibliothekaren langt elskværdigere end dem oppe paa Kongens
Bibliothek. -- Folkestue, Bryggers, Alt maatte jeg besee, »for De
skal vide Besked med Alt«, sagde Andrea Margrethe, »De vil jo selv
være Præst, saa maa De ogsaa vide, hvordan der seer ud i en
Præstegaard, at De kan indrette Deres egen paa samme Maade.«
Ja nu vidste jeg ikke alene, hvordan min Præstegaard, men ogsaa
hvordan min Præstekone skulde see ud.
»See derovre ligger Loen og Stalden, dem kan Niels vise Dem«, sagde
Andrea Margrethe, idet hun pegede over paa den modsatte Længe.
»Men det kan vente til siden«, skyndte jeg mig at sige, da jeg slet
ikke skøttede om at have Niels til Fører istedetfor Andrea Margrethe.
»Lad os nu gaae ud at see Haven.«
Men det var ikke saa hurtigt gjort at komme til Haven. Ikke fordi der
var særlige Hindringer at overvinde -- der var hverken Bjerge eller
Floder at overskride: og naar man endelig vilde, kunde man være
derude i to Minutter -- men der var saa meget paa Vejen, der maatte
undersøges og betragtes. Først mødte vi Semiramis, den hvide Kat, og
i den Anledning maatte Andrea Margrethe meddele mig et kort Udtog af
dens Levnetsløb, ligesom jeg ogsaa maatte see, hvorledes den kunde
spinde og »susse«, hvilket Sidste bestod deri, at naar man holdt
begge Hænder foran den, kunde den springe over dem. Dernæst kom vi
forbi Brønden, og her skulde vi da prøve, hvor godt Øiemaal jeg
havde, om jeg nemlig kunde angive, hvor dyb Brønden var; til Andrea
Margrethes store Glæde angav jeg kun den halve Dybde, thi den Brønd
var Præstegaardens Stolthed, eftersom Præsten selv havde ladet den
bore. Dernæst skulde jeg prøve, om jeg kunde trække Spanden op, men
det vilde sikkerligt have endt med, at Spanden havde trukket mig ned,
om ikke Andrea Margrethe var kommen mig til Hjælp. Endnu maatte jeg
kaste et Blik op til Storkereden, »at jeg kunde see, at det var en
rigtig Præstegaard, for til en rigtig Præstegaard hører der altid en
Storkerede«, som Andrea Margrethe sagde -- dernæst fik jeg at vide,
at Storken offrede, ganske som de andre Medlemmer af Menigheden, idet
den hvert andet Aar kastede et Æg, og hvert andet en Unge ned.
Men Alt dette tog Tid, for Andrea Margrethe var en Hader af
Overfladiskhed, og jeg fandt slet ikke, at der var nogen Grund til at
skynde mig, saalænge jeg maatte see ind i hendes klare, brune Øine og
høre hendes friske, muntre Stemme. Omsider kom vi da ud i Haven. I
Begyndelsen saae jeg ikke Andet end nøgne Træer og Snee og Iis, men
Andrea Margrethe vidste snart at give mig det rette Syn paa Sagen.
Derhenne voxede om Sommeren de deiligste Mosroser -- i dette Bed,
der var krandset med Aurikler, stod et Myrthetræ, hist var
Jasminlysthuset, og der voxede Jordbærrene -- -- ja det var ligesom
om det blev deilig, varm Sommer paa een Gang, det var mig, som om jeg
vandrede under store skyggefulde Valnøddetræer, og fornam den
yndigste Duft af Roser og Nelliker og Levkøier.
»Her raader De vel ogsaa ude?« spurgte jeg, thi jeg havde
uvilkaarligt faaet den Idee, at Andrea Margrethe var i Grunden
Dronningen herude, efter hendes Villie maatte Alt rette sig, for
hendes Skyld var Alt bygget, og Præst og Præstekone og Karle og
Piger, Alt var der kun forat tjene hende.
Jeg blev derfor noget overrasket, da Andrea Margrethe svarede Nei.
»Ikke det?«
»Nei her raader Moder ude, og De skal ikke troe, at vi Andre faae Lov
til at sige Noget her. Det er ellers Skade, for jeg har saa mange
udmærkede Ideer, men Mo'er vil ikke følge mine Raad.«
»Hvad vilde De da have forandret?«
»Hvad jeg vilde have forandret? Kan De ikke see det store gamle
Grantræ der? det skulde ryddes, saa vilde der blive en mageløs Udsigt
herfra udover Fjorden.«
»Ja De har Ret; men veed De hvad, saa skulde vi ogsaa hugge
Valnøddetræet om, saa blev her mere lyst og frit.«
»De gamle Stikkelsbærbuske derhenne skulde ogsaa bort; der kunde
blive en udmærket Græsplaine«, meente Andrea Margrethe.
»Ja men saa maatte vi ogsaa tage Nøddehækken bort, at her kunde blive
en aaben fri Plads.«
Saameget var da vist, at maatte Andrea Margrethe og jeg faae Lov til
at raade, saa skulde Alt snart faae et ganske andet Udseende. Men
godt var det, at Præstekonen ikke hørte vore udmærkede Ideer, thi de
vilde vist have vakt hendes Forfærdelse i høi Grad. Ogsaa kan det
gjerne være, at vi maaskee gik vel vidt i vore Reformer, men deels
var det mig en sand Fornøielse at være paa Parti med Andrea
Margrethe, deels er jeg en stor Ven af Forandring, og da det er langt
lettere at rive ned end bygge op, saa foretrækker jeg altid det
første.
»Men det Allerbedste har De ikke seet«, sagde Andrea Margrethe, »det
er Lindehøien -- kom nu derhen.« Saa gik vi til Lindehøien, der laa
yderst i Haven og havde sit Navn af et stort Lindetræ, der stod oppe
paa Toppen. Udenfor Haven gik en Brink brat ned til Fjorden, hvis
blanke isdækte Flade strakte sig som et bredt skinnende Baand mellem
de sneedækte Banker paa begge Sider. »Sæt Dem nu ned paa min Bænk,
saa skal De see en udmærket Udsigt« -- -- jeg saae mig omkring, men
kunde ingen Bænk see. Andrea Margrethe lo. »Nei De skal op i Træet«,
sagde hun endelig, »der er min Bænk oppe. See her, tag fat i dette
Reb, og sæt saa Fødderne paa disse Udhug her i Træet, saa kommer De
derop -- jeg skal strax komme bagefter, der er akkurat Plads til To.«
Jeg balancerede derop med noget Besvær og havde neppe taget Plads,
før Andrea Margrethe, der var væver som et Egern, alt sad ved min
Side. »Tænk Dem nu, naar det er Sommer«, sagde hun, »og en sagte
Vind gynger Træet frem og tilbage -- kan De tænke Dem noget lifligere
end at sidde heroppe, rundt omgivet af Grønt paa alle Sider, ligesom
i en Vugge, og saa høre Fuglene qviddre rundt omkring -- ja det maa
De selv komme herud at prøve, for, ikke sandt, herefter kommer De
altid ud med Deres Brødre?« -- Jo det kunde Andrea Margrethe være
ganske vis paa. »Her kan jeg sidde oppe hele Timer og læse«, vedblev
hun.
»Og læse?« spurgte jeg forskrækket, thi det var mig, ligesom om jeg
saae Bibliotheket som et mørkt Spøgelse i Baggrunden.
»Ja jeg meente egentlig med en Bog i Haanden, for jeg læser kun
ganske lidt, saa falder jeg i Tanker og seer op imellem de grønne
Blade, hvorledes den klare blaae Himmel titter frem igjennem dem, og
hvorledes Solstraalerne falde ned paa min Kjole som store gule
Blommer. -- -- Men jeg fryser«, afbrød hun pludselig, idet hun sprang
ned, »kom, lad os løbe omkap op til Præstegaarden.«
Det Forslag fandt jeg meget fornuftigt, for det var ligesom om
Vinteren i sin Fortørnelse over, at vi kun talte om Sommeren, som om
Vinteren slet ikke existerede, begyndte at lade os mærke sin Existens
paa en temmelig følelig Maade. Løbe omkap vilde jeg imidlertid ikke,
thi hvorfor skulde jeg løbe bort fra Andrea Margrethe? Det vilde jo
være høist taabeligt! Men derimod løbe ved Siden af hende, det vilde
jeg gjøre. Men jeg mærkede snart, at omend Andrea Margrethe maatte
tage to Skridt, hver Gang jeg tog eet, saa forstod hun ogsaa at
flytte Fødderne dobbelt saa hurtigt som jeg, saa at jeg maatte
anstrænge mig af yderste Evne for ikke at blive den bageste. Nu vare
vi ved Valnøddetræet -- den, der kunde svinge først om det, havde i
Grunden vundet, thi da kunde man hele Tiden holde sig forrest. Derfor
gjorde jeg ogsaa mine Skridt dobbelt saa lange som før, blot et
Spring endnu og da -- falder jeg over en af Rødderne, der strakte sig
ud i Gangen, lige i Armene paa Corpus Juris, der kom gaaende fra den
anden Side og blev høilig forbauset over denne broderlige Omfavnelse.
»Jeg kom først, jeg kom først«, raabte Andrea Margrethe, idet hun
dandsede rundt om mig, som en Indianer dandser rundt om sin faldne
Fjende, »ikke sandt, Frederik, jeg kom først?«
»Jo vist kom De først«, svarede han, »og derfor kommer jeg ogsaa
forat bringe Dem Kampprisen. See her har jeg nogle Zwibelløg til Dem,
som ere meget sjældne, og hvis Blomster ere af en usædvanlig
Skjønhed.«
»Nei virkelig? o det er deiligt! jeg holder saa meget af Zwibler.
Tak, Frederik, tak -- vi maae strax op og vise Mo'er dem, hun vil
blive ligesaa glad som jeg.«
»Vi ere ikke ved Præstegaarden endnu«, sagde jeg.
»Saa De vil ikke give tabt endnu? ja lad os prøve een Gang til!«
Men denne Gang vilde jeg ikke vise nogen utidig Skaansel; strax fra
første Øieblik tog jeg Tilløb af alle Kræfter -- og foer afsted, saa
Stikkelsbærgrenene sloge mig over Benene og Kirsebærtræerne sloge mod
mit Hoved: det var, som om hele Haven havde sammensvoret sig mod mig
for at hjælpe Andrea Margrethe. Men jeg bred mig om Intet -- afsted
over Stok og Steen -- nu var jeg inde i Gaarden, men bestandigt havde
jeg Andrea Margrethe ved Siden af mig -- det var, som om hun blev
baaren af usynlige Aander -- i samme Øjeblik naaede vi begge til
Foden af Trappen, der førte op til Forstuedøren, men her kunde jeg
tage tre Trin i hvert Spring, medens hun kun kunde tage eet -- med et
voldsomt Tag rev jeg Døren op og tørnede lige mod Præsten, der ganske
roligt kom spadserende, i al Ro og Mag rygende af sin Meerskumspibe.
Saa hæftigt var Sammenstødet, at Præsten tumlede over mod den ene Væg
og tabte sin Pibe, og jeg mod den anden.
»Hei! hjælp! Gevalt! Gevalt!« raabte Præsten, saa at Præstekonen,
Emmy og Gamle forfærdede styrtede til fra Dagligstuen i samme
Øieblik, som Andrea Margrethe og Corpus Juris kom ind ad
Forstuedøren.
»Hvad er der paa Færde? Hvad er der paa Færde?«
»Hvad der er paa Færde? Nicolai har slaaet mig ihjel!«
»Hvor har Du stødt Dig? Slog Du Dig slemt?«
»Om jeg har slaaet mig? Jeg har slaaet mig saaledes, at jeg nu vil
gaae over og skrive en Ligprædiken over mig selv, saa kan Christopher
holde den istedenfor den Juleprædiken, som han ikke holdt. -- -- Og
see min Pibe -- min deilige Pibe -- nei Nicolai, Nicolai -- at De
vilde slaae _mig_ ihjel, det kan jeg tilgive Dem, for jeg er kun et
syndigt Menneske, men at De har slaaet min Pibe ihjel, som aldrig har
voldet Nogen Sorg, men kun skaffet mig Glæde og Opmuntring, det
tilgiver jeg Dem ikke!«
»Ja men see, Fa'er, Pibehovedet er kun gaaet i to Stykker«, sagde
Andrea Margrethe, der havde samlet Stykkerne op, »vi kan binde dem
sammen ved at snurre noget Traad om dem, saa er det saa godt som nyt
igjen.«
»Ja bind Du Stykkerne sammen, og lad mig saa see, Du hjælper Nicolai
med at slaae alle Ruderne ud i Præstegaarden, at I kan blive færdige
med det Stykke Arbeide til Middag«, sagde Præsten, idet han gik.
»Blev han vred?« hviskede jeg til Andrea Margrethe.
»Vred? Nei saa kan De troe, han havde nok talt til Dem paa en anden
Maade -- nei han er slet ikke vred; De kan være ganske rolig.« -- --
»See her, Mo'er, hvilke deilige Zwibelløg Frederik har foræret mig«,
sagde Andrea Margrethe, da vi atter vare komne til Ro i Dagligstuen.
»Og see her, hvad Christopher har bragt mig«, sagde Emmy, idet hun
rakte en Bog til Andrea Margrethe.
»Hvad er det? Claudius' Wandsbeckerboten! Nu, Christopher, der har De
gjort en god Gjerning, for den Bog har Emmy gaaet og talt om, jeg
veed ikke i hvor lang Tid. Lad os nu see, om den virkelig er saa
fortræffelig -- see her om Sjælens Udødelighed -- -- Spinoza -- --
Jacobi -- det er bestemt altfor lærd for mig -- det forstaaer jeg
ikke noget af. Hvad mener De, Frederik?«
»Ja det gaaer mig som Dem: jeg har ogsaa i langsommelig Tid hørt
Christopher prise den Bog som noget ganske overordentligt -- men jeg
hører formodentlig heller ikke til de Indviede, thi den gik ogsaa
over min Forstand, og jeg forstod ikke tilstrækkelig at paaskjønne
den.«
»Ja naar den gaaer over Deres Forstand, saa er det intet Under, at
den gaaer langt over min: nei saa foretrækker jeg Zwibelløg; det er
da Noget, som jeg kan forstaae. -- Nei men Mo'er, Du skulde blot
høre, Nicolai er af samme Mening som jeg, at der nødvendigvis maa
skee Forandringer i Haven.«
»Kan De nu heller ikke lade min stakkels Have være i Fred?« spurgte
Præstekonen med et venligt Smil.
»Og han gik langt videre end jeg«, vedblev Andrea Margrethe, »han vil
ikke alene have Grantræet og de gamle Stikkelsbærbuske bort, men
ogsaa Valnøddetræet og Nøddehækken.«
»Det gamle prægtige Valnøddetræ vil De hugge om? Nei det mener De
bestemt ikke«, sagde Emmy.
Nei vist meente jeg det ikke -- det kunde jeg strax mærke blot ved at
høre den Tone, hvori Emmy sagde disse Ord.
»Og saa Nøddehækken ovenikjøbet!« vedblev Emmy. »Hvad skulde der saa
blive af Nøddegangen! De skulde blot vide, hvor rart man kan gaae og
samtale med hinanden i Nøddegangen en Sommerdag.«
Ja, i samme Øieblik faldt det mig paa Sinde, hvor lifligt det maatte
være en stille Midsommeraften, naar Solen kastede sine sidste rødlige
Straaler mellem det dunkle Løv, at vandre der ved Emmys Side og høre
hendes Ord, milde og qvægende som Natteduggen efter den solhede Dag;
jeg fortrød bitterligt mine utidige Reformplaner og erklærede, at jeg
havde ikke saa nøie overveiet mine Ord, jeg havde jo ikke seet Haven
ved Sommertid; maaskee jeg da vilde forandre Mening.
»Forandre Mening!« udbrød Andrea Margrethe, »jo De er en trofast
Hjælper -- udenfor er De af samme Mening som jeg, og her, hvor De
skulde hjælpe mig mod Mo'er og Emmy, gaar De over paa Fjendens Parti.
Naar Mo'er og Emmy faaer Lov at raade, maa her ikke skee den
allermindste Forandring; Alt skal blive staaende den ene Dag som den
anden, indtil det tilsidst falder sammen af bare Kjedsommelighed.«
»Holder De saa meget af det Gamle?« spurgte jeg Emmy.
»Ja«, svarede hun, »jeg holder af det Gamle, thi det Gamle er rigt
paa Erindringer, og i Erindringen boer Fred og Hvile. Der er ikke et
Træ i Haven, uden at Mindet om en eller anden lykkelig Time knytter
sig dertil. Mellem disse Træer er jeg voxet op, de have seet mine
Barndomssorger og mine Barndomsglæder, de tykkes mig at være gamle
Venner, og naar jeg hører de sagte Vinde suse mellem deres Grene, da
er det mig, som om de bragte mig en Hilsen fra de svundne Tider --
hvorledes skulde jeg da nænne at lade dem omhugge?«
»Men jeg elsker det Nye«, sagde Andrea Margrethe ivrigt, »deri er Liv
og deri er Friskhed, ja jeg troer bestemt, at Vorherre maa være af
samme Mening som jeg, ellers havde han vist ikke givet os fire
Aarstider, men kun een.«
»Havde Vorherre været af din Mening«, svarede Emmy, »da havde han vel
den ene Sommer gjort Græsset grønt og den næste rødt istedenfor --«
»Knak!« sagde det i det Samme, det var Emmys Sax, som Gamle havde
siddet og leget med, og som nu brak midt over. Ligesom nemlig Kong
Midas havde den mærkelige Egenskab, at Alt, hvad han rørte ved, blev
til Guld, saaledes har Gamle den mærkelige Egenskab, at Alt, hvad han
rører ved, gaaer itu. Han blev imidlertid højst ulykkelig og bad Emmy
tusinde Gange om Forladelse.