betragte Domkirken, der havde fængslet alle mine Tanker. Der stod den
med sine lette, ranke Spir knejsende op i den blaae Luft høit over
alle Smaahusenes Vrimmel. Jeg saae tilbage i Vognen paa mine to
Brødre: der sad Corpus Juris lænet tilbage, tæt indsvøbt i sin store
Kavai, Hatten sad lidt paa Snur, der var noget vist Kjækt og
Hoverende ved ham, som om han vilde udfordre den hele Verden til
Kamp. Bagved ham sad Gamle paa Kufferten med Haanden under Kinden og
tænkte.
»Det er dog underligt med Gamle«, sagde jeg til mig selv, »altid
tænker og tænker og tænker han. Hvad kan han dog have saa meget at
tænke paa? Eller sidder han maaske ogsaa og tænker paa Domkirken, paa
Aarstallet, som han har fundet derinde?«
»Naa, Gamle, falder Du nu i Tanker igjen«, raabte Niels. Jeg blev
ganske forskrækket over, at han turde tiltale min Broder paa den
Maade, men opdagede snart, at Tiltalen gjaldt den ene Hest.
»Hedder den Gamle?« spurgte jeg forundret.
»Ja han gjør.«
»Hvor gammel er den da?«
»Aa han er endelig ikke saa gammel endda, men han er saa speculerende
og falder gjerne i Tanker, helst naar han skal trække Vognen. Men det
maae vi curere ham for«, og Niels slog et Knald med Pidsken, der
bragte baade Gamle bag i Vognen og Gamle foran Vognen til at fare i
Veiret, og den Sidste til at paaskynde sin Gang noget mere.
Nu var jo Samtalen kommen ind paa det Punkt, hvor man altid skal
begynde med Kudske, nemlig om Heste, men da jeg ikke er nogen
synderlig stor Hestekjender, søgte jeg at dreje Samtalen bort herfra
for at faae noget at vide om Præstegaarden, hvilket interesserede mig
ulige mere.
»Præsten er vel en meget lærd Mand?«
»Aa ja det kan nok hænde sig.«
»Har han mange Bøger?«
»Ja flere, end jeg kan læse«, (derfor behøvede Bibliotheket nu ikke
at være saa grumme stort).
»Men han har aldrig været gift?«
»Ja, hvorfor ikke?«
Jeg blev noget forundret over dette Spørgsmaal, thi jeg kunde da ikke
vide Grunden, hvorfor Præsten ikke havde giftet sig.
Niels saae lidt hen for sig, derpaa sagde han: »Ellesens er Præsten
da gift.«
»Er han gift?« udbrød jeg, »han har maaskee Børn?«
»To Døtre.«
To Døtre! ih men du store chinesiske Keiser med tre Haar paa din
skaldede Isse, det havde jo Gamle og Corpus Juris aldrig talt om!
»Er de smukke?«
»Aa ja«, svarede Niels med et polisk Smil.
»Og muntre?«
»Ja nu kan Herren jo selv see.«
To Døtre, smukke og muntre! og saa gaaer Gamle og Corpus Juris kun
og roder i Bibliotheket og Kirkeretten! jo, det var rigtignok paa
høie Tid, at jeg kom til Nøddebo for at hævde Familiens Ære og vise,
at den dog ikke bestaaer af lutter Læseheste.
Vi kjørte forbi en lille Bakke, paa Toppen af hvilken der stod en
Bænk, fra hvilken man maatte have en prægtig Udsigt over Fjorden. Om
det var Præstens Døtre, eller hvad der var Grunden, veed jeg ikke
-- nok, det forekom mig i samme Øieblik, som om det pludselig blev
mildt og varmt Sommerveir, Buskene oppe paa Bakken vare fuldt
udsprungne og dækkede med deres skyggende Løv over Bænken, og paa
Bænken sad (ja, jeg behøver vel ikke at sige hvem), og ved hans Side
en ung Pige, Haand i Haand sadde de og saae udover Issefjorden, hvis
sagte rislende Bølger forgyldtes af den nedgaaende Aftensol, og de
saae ind i hinandens Øine og --
»Holdt, her vil jeg af«, raabte Corpus Juris.
»Hvad nu«, sagde Gamle, »vil Du maaskee ogsaa studere Aarstal?«
»Ja vist, ja vist«, svarede Corpus Juris, der i et Par Spring var
oppe paa Toppen af Bakken, undersøgte omhyggeligt Barken paa et
gammelt Lindetræ deroppe og kom derpaa ned igjen, hvorpaa Reisen
fortsattes. Men jeg var forstemt og ærgerlig, jeg var bleven afbrudt
i et af mine yndigste Drømmerier, saadant et, som man maa takke
Apollo og alle ni Muser for, naar det vederfares En, og hvorfor? bare
fordi Corpus Juris skulde op og søge efter nogle gamle Aarstal. Ja
vel veed jeg, at Roskildeegnen er rig paa gamle Minder, men leve vi
da i Fortiden, slet ikke i Nutiden? Og skal den hele Verden kun være
en stor Bog, hvori vi læse om hvad Forfædrene have gjort, medens vi
reent glemme, at nu leve vi, og nu er Tiden for os til at handle? Jo,
det kunde blive nogle fornøielige Dage, vi skulde tilbringe i Nøddebo
-- formodentlig hele Dagen trave om i Bibliotheket og støve op i
gamle Folianter!
Heldigvis vendte mine Tanker snart tilbage til det sidste Æmne, som
havde været Gjenstand for Samtalen mellem Niels og mig, og jeg søgte
at faae lidt nærmere at vide af Niels om de unge Piger. Niels
iagttog imidlertid en vis diplomatisk Taushed, svarede kun med
Eenstavelsesord og et polisk Smil, saa at Alt, hvad jeg fik at vide,
var, at den ene hed Emmy og var tyve Aar gammel, den anden hed Andrea
Margrethe og var atten Aar gammel.
Disse Efterretninger satte mig i en vis blandet Stemning af Uro og
Glæde. Thi jeg har lagt Mærke til en forunderlig Egenskab, som jeg
har, og som jeg næsten troer er noget Eiendommeligt for mig, den
bestaaer nemlig i, at jeg bliver forelsket i alle de unge Piger, som
jeg seer. Jeg har undertiden hørt ældre Personer sige, at Grunden,
hvorfor de ere forblevne ugifte, er, at de ikke have kunnet finde
nogen, som passede for dem. Det er forunderligt! mig gaaer det lige
omvendt, saa at hvis jeg forbliver ugift, saa vilde det være, fordi
de passe Alle saa godt til mig, at jeg ikke veed, hvem jeg skal
vælge. Thi ved at foretrække En kommer jeg til at tilsidesætte ti
Andre, som jeg i Grunden holder ligesaa meget af. Derfor er det mig
ordentlig en vis Beroligelse at høre, nu er enten denne eller hin
bleven forlovet, thi saa har jeg altid een mindre at vælge imellem.
Men hvad hjælper det? Det gaaer her som med Hydras Hoved, thi for
hver en ung Pige af mit Bekjendtskab, som bliver forlovet, lærer jeg
ti andre at kjende, og saa er Nøden lige stor. Jeg er ofte bange for,
at det virkelig tilsidst skal gaa mig som Burydans Æsel, især da
Corpus Juris siger, at jeg har flere Egenskaber tilfælles med samme
Æsel. Engang betroede jeg mig til Gamle herom, da vi Arm i Arm ved
Nattetid vandrede hjem fra et Bal, hvor jeg ved min Ankomst ikke
kjendte en eneste af Damerne og ved min Bortgang var bleven forelsket
i dem Alle tilhobe, men Gamle trøstede mig med, at jeg kun skulde
være rolig; naar Tidens Fylde kom, fik jeg nok at vide, hvem det
skulde være. Og saa har jeg da slaaet mig til Ro ved Tanken om, at
der jo endnu er fem Aar, til jeg tager min Embedsexamen. -- Men nu
skulde jeg atter lære to unge Piger at kjende, og det var at
forudsee, at min Uro derved vilde stige to Grader paa Ny. Men paa den
anden Side var der en hemmelig Stemme indeni mig, som hviskede til
mig: »Trøst Dig, Nicolai, Tiden er kommen, da al din Uro skal have
Ende. Thi hvad Du nu faaer at see, er saa livsaligt, at det overgaaer
Alt, hvad Du hidtil har seet. Hvad Du længe har søgt og søgt
forgæves, skal Du nu finde -- al din Tvivl skal have Ende.« Denne
Stemme lød med en saadan Sikkerhed, at jeg i mit Hjerte var aldeles
overbevist om dens Sandhed. Hvorledes den var opstaaet i mig, veed
jeg ikke; det var Synd at beskylde Niels for at have ophidset min
Phantasi med nogen flammende, begeistret Beskrivelse, thi han taug
næsten ganske stille, men hvilken Vismand har endnu formaaet at kunne
gjøre Rede for alle de underlige Tanker, der kunne opkomme i et
Menneskehjerte?
Alt som vi kjørte, bleve disse Tanker mere og mere levende hos mig,
en Række liflige Billeder stege frem for min Sjæl, og tilsidst maatte
jeg give mine overstrømmende Følelser Luft, jeg sang derfor af mine
Lungers fulde Kraft:
»Paa Landet i den stille Vraa
_Studentens_ Ankomst er en Fest,
Men, smukke Glut, pas bare paa,
Han bliver Dig saa dyr en Gjæst,
Du gjerne ham vil beværte --
Om lidt han be'er,
Men tager meer,
Indtil i dit aabne Hjerte
Fundet han har sit Qvarteer.«[1]
[1] Efter Hostrup.
Jeg var lige kommen til Enden og vilde til at synge Verset om igjen,
for jeg syntes det passede saa godt til Situationen, da vi hørte et
svært Bums bagved.
»Vi spildte vist Herren paa Kufferten«, sagde Niels.
Jeg saae mig om, jo ganske rigtig! Gamle og Kufferten vare faldne af
Vognen. Jeg sprang hurtig ned, for at see, om Gamle var kommen til
Skade -- -- nei, han var ikke: han stod ganske rolig og saae paa
Kufferten, som om han ventede paa, at den vilde stige først op igjen.
Men Corpus Juris skjændte: »Kan Du da ikke engang sidde fast paa en
Vogn, Christopher?« -- ja han havde godt ved at snakke, han sad fast
og godt paa en Agestol, og ikke som Gamle paa en Kuffert. Ved Hjælp
af Niels fik vi Kufferten og Gamle satte op igjen, og Corpus Juris
paatog sig at holde paa Kufferten, for at Ulykken ikke atter skulde
hændes. Hver Gang vi saa kjørte op ad en Bakke, raabte jeg til Corpus
Juris: »Holder Du?« og hver Gang svarede ikke Corpus Juris, men
Gamle: »Ja, jeg holder«, som om det skulde hindre Kufferten fra at
falde, at han, der selv sad ovenpaa den, holdt fast i den ene Hank!
* * * * *
Det var dog et ganske mageløst Veir! Himlen bredte sit straalende
klare Paulun ud over vore Hoveder; paa begge Sider af Veien stode
Træer og Buske i deres Juleklædning, det vil sige Rim paa alle Grene
og Qviste, og nikkede til os, Luften var saa frisk og let, det var,
ligesom man kunde flyve; det var umuligt at tie, jeg maatte synge min
Yndlingssang: »Hive langsomt fra Land! hive langsomt fra Land«, --
selv Corpus Juris istemmede: »De bergenske Møer snart vi møde kan«,
medens Gamle brummede Omkvædet: »Ohi--ohøi! ohi--ohøi!« med sine
halvanden Tone, for mere har han ikke. -- Nu dreiede vi ind til Høire
og kom til den sidste Bakke, oppe paa Toppen af hvilken Præstegaarden
laa, der ligesom Kirken var bygget lidt udenfor Landsbyen. Niels
pidskede paa Gamle (naturligvis ham foran Vognen), og i et lystigt
Trav naaede vi snart Præstegaarden. Foran Porten stode to store
Træer, rundt om paa alle Sider vare tætte Buske; nu var Løvet
affaldet, saa man kunde see igjennem de nøgne Grene, men om Sommeren
maatte Præstegaarden ligge lunt og tæt som en Fuglerede indenfor det
grønne Løv, der dækkede den paa alle Sider. Jeg saae nøie paa den:
den havde i sit Ydre ikke det Allermindste, der kunde bringe En til
at tænke paa Universitetsbibliotheket eller Kongens Bibliothek -- men
maaskee des mere i det Indre, tænkte jeg med et stille Suk. Foran
Gaarden var en tilfrossen Dam, paa hvilken Landsbyens Ungdom løb paa
Skøiter eller uden Skøiter, eftersom Enhvers Formueomstændigheder
tillode ham. En lille Purk paa fem Aar med en stor rød Hue paa
Hovedet standsede midt i en Svingning og blev af Forundring staaende
paa eet Been, da vi kjørte forbi: det var Julenissen, der bød os
velkommen. Nu svingede vi ind ad Porten, en Flok dorske Ænder, der
havde leiret sig her, foer som en Flok snaddrende Forridere ind i
Gaarden for at mælde vor Ankomst, hvilken end ydermere blev bevidnet
af Lænkehundens høie Gjøen.
»Der er Andrea Margrethe«, hørte jeg Gamle hviske til Corpus Juris,
idet han pegede paa en ung Pige, som kom tilsyne i Døren, »og der er
Emmy!« hviskede Corpus Juris tilbage til Gamle, idet en anden ung
Pige nærmede sig den første. »Velkommen! Velkommen!« lød det oppe fra
Forstuedøren, og »Hurra!« raabte jeg, som om Velkomsthilsenen særlig
gjaldt mig, uagtet ingen af de unge Piger havde havt den Fornøielse
at see mig før. Nu holdt vi foran Døren; i et Nu vare vi Alle af
Vognen, jeg begriber endnu ikke, hvorledes Gamle i den Fart kom ned
af sin Kuffert. Men distrait er han jo altid, og istedenfor at række
Haanden til Andrea Margrethe, den velsignede Pige, som stod og rakte
begge Hænderne ud imod os, stormede han hovedkulds ind i Forstuen.
Jeg fik akkurat Tid til at give ham et stærkt Stød i Ryggen for at
bringe ham til Besindelse, og dette gjorde ogsaa sin Virkning. Men
som man altid gaaer fra den ene Yderlighed over til den anden,
saaledes ogsaa her: havde Gamle viist for stor Ligegyldighed mod
Andrea Margrethe, saa vilde han nu gjøre det godt ved atter at vise
for stor Hjertelighed mod Emmy; thi den Iver, hvormed han greb og
trykkede hendes Hænder, var større, end som almindelig Høflighed
fordrer.
»Men hvorfor kommer De først saa seent? Vi havde saa bestemt ventet
Dem i Juledagene«, sagde Andrea Margrethe.
»De havde lovet at prædike for Fader anden Juledag«, sagde Emmy til
Gamle.
»Havde jeg? det veed jeg ikke noget af.«
»Ja saaledes gaaer det jo«, sagde Andrea Margrethe, »De lover og
lover, men --«
»Det maa Du ikke sige«, sagde Emmy, »Du veed jo ikke, hvad
Christopher har havt at bestille i denne Tid.«
Christopher! o hvilken liflig Klang laa der ikke i dette Ord!
Efternavnet og det formelle Hr. var kastet bort -- saaledes maa det
jo ogsaa være mellem vordende Svoger og Svigerinde -- endnu sagde de
»De« til hinanden, men det skulde jeg snart forandre. Thi jeg havde
ikke drømt falsk paa Vognen; hvad jeg saae, overstraalede i Friskhed
og Liv Alt, hvad jeg hidtil havde seet; jeg følte det, her skulde
jeg finde, hvad jeg søgte. Andrea Margrethe var lille af Væxt, men
hun besad et Par spillende brune Øine, et glatliggende kastaniebrunt
Haar og et saa muntert Smil, at man reent glemte, om hun var lille
eller høi, naar hun talte; man saae kun Liv og Friskhed og Ungdom.
Emmy var mere bleg, hendes sorte Haar faldt glat ned til begge Sider
over den hvide, klare Pande, Øinene vare store og blaagraae med et
usigeligt Udtryk af Kjærlighed og Ømhed. Hun var lille og spinkel,
men der var noget saa Fint og Zart ved hende, at jeg ikke veed noget
Bedre at sammenligne hende med end en Lotusblomst, skjøndt jeg
egentlig ikke rigtig veed, hvordan en Lotusblomst seer ud. Hun var
iført en staalgraae Kjole, medens Andrea Margrethe bar en mørkebrun;
hvad Tøiet var af, seer jeg mig desværre ikke istand til at angive.
Gamle mener, at det var Kannevas, men deri troer jeg rigtignok, at
han tager Feil, for Kannevas er jo Noget, som man syer Lommetørklæder
af; rigtignok paastaaer han det med stor Bestemthed, men Gamle taler
altid med stor Bestemthed, især naar det er om Ting, han ikke
forstaaer sig paa.
Døren til Dagligstuen gik op, og Præsten kom ud. Det var en høi,
kraftig bygget Mand paa henved de tredsindstyve. Kalot bar han paa
Hovedet og graahaaret var han, men i de klare blaae Øine lyste endnu
Ungdommens Herlighed. »=Tandem venere bubulci=«, raabte han med en
Stemme, saa Vinduerne klirrede, »er det en Tid at holde Jul paa, naar
baade Julegrøden og Julegaasen er spist? Nu kommer I til tomme Fade,
men det er Eders egen Skyld.«
Præsten havde endnu ikke seet mig, hvorfor Gamle paatog sig at
præsentere mig som det yngste Medlem af Familien.
»Altsaa tredie Udgave«, svarede Præsten, »formodentlig fuld af
Trykfeil ligesom begge de andre, men nu skal vi til at læse sidste
Correctur herude, saa hjælper det nok. Forresten er han jo meget pænt
indbunden. Hvad er Titlen?«
»Nicolai, theologisk Student«, svarede jeg.
»Nicolai? dog vel ikke i Slægt med de Nicolaiter, Apokalypsens tredie
Capitel, hvilke sige, at man ikke maa tage til Ægte?«
»Mener De, om jeg er Mormon?« spurgte jeg, for jeg forstod ikke
Præsten.
»Mormon? Lære Mormonerne, at man ikke maa tage til Ægte? Kjære Ven,
hvorledes staaer det sig med deres Christendoms Kundskab? Og De er
theologisk Student?«
Jeg var noget skamfuld over min Uvidenhed, men heldigvis lagde Gamle
sig imellem ved at sige:
»Der siges ikke om de Nicolaiter, at de lærte, at man maa ikke tage
til Ægte, og forøvrigt nævnes de ikke i Apokalypsens tredie, men i
det andet Capitel.«
»Her er Manden«, raabte Præsten, idet han traadte tre Skridt tilbage:
»{hôde hê sophia estin}: her er Visdom. Nu bliver vi trakterede
med ægte Skildpadde paa Aandens Taffel, det er noget Andet for
en stakkels Landsbypræst end at sidde og tælle Tiender og
Fattigregnskaber efter. -- Naa, har I nu taget Seletøiet af Jer, saa
kom ind og faae Foder«, dermed førte han os ind i Dagligstuen, hvor
Frokostbordet stod dækket. Her kom Præstekonen, der havde de samme
venlige brune Øine som Andrea Margrethe, os imøde og omfavnede os saa
hjertelig, som om hun kunde være vor Moder.
»Ja Mo'er, nu har Du da faaet Nummer Tre at kjæle og dægge for«,
sagde Præsten. »Naar Mo'er bare kan faae Lov at kysse og klappe de
unge Mennesker, saa er hun fornøiet: _jeg_ kan skjøtte mig selv. --
Men hvor skal vi nu give Nicolai Natteleie? Ja jeg tilbyder ham min
Skammel til Hovedpude og mit Skakbrædt til Overdyne, saa har jeg
opfyldt Gjæstfrihedens Pligter mod ham.«
»Nicolai skal faae saa god en Seng, som Nogen kan ønske sig«, sagde
Præstekonen.
»Ja, ja, jeg spørger kun for en Ordens Skyld. Forøvrigt har hele
Huset i tre Dage ventet Eders Ankomst: Andrea Margrethe har faaet
Krinoline paa i Anledning af Dagens Høitidelighed.«
»Det er jo ikke sandt Fa'er«, sagde Andrea Margrethe, »den har jeg
længe gaaet med.«
»Har Du det? Ja, jeg tvivler ikke paa det, for kan I bare finde paa
Noget, som kan trække Pengene ud af Lommen paa mig, saa ere I
fornøiede. »Oldenborre, flyv, flyv, imorgen faae vi godt Veir«,
synger I, hver Gang en Daler flyver ud af Lommen paa mig, og tilsidst
synger I: »men den, der kommer allersidst, skal i den sorte Gryde«,
det er nu mig selv, for jeg lever da nok den Dag, da tre Rettens
Betjente komme herud for at slæbe mig i Slutteriet.«
»Men, kjære Fa'er, vi ere da nødte til at gaae ordentlig klædte; vil
man leve mellem Mennesker, maa man dog ogsaa see ud som et Menneske.«
»Naa, saa det er at see ud som et Menneske? Hør, veed De hvad,
Nicolai, imorgen skal de laane en af Andrea Margrethes Krinoliner,
for De skulde dog ogsaa see ud som et Menneske.«
Efter Præstekonens Opfordring toge vi nu Plads omkring Kaffebordet
for at faae Noget at styrke os paa efter den kolde Reise.
»Spis nu, kjære Venner«, sagde Præstekonen, »og tag til Takke med,
hvad Huset formaaer.«
»Ja spis, spis«, sagde Præsten, »især vil jeg anbefale Dem denne Ost,
det er en ypperlig Ost, den smager saa udmærket af Lysetælle.«
»Men det er jo ikke sandt, Fa'er, det er jo en meget god Ost.«
»Ja vist er det en god Ost, det er jo netop det, jeg siger: naar vi
ellers faae Besøg af Kjøbenhavnerne, saa spiser de en saadan Ost op i
otte Dage: denne har nu varet otte Maaneder, og jeg haaber, at den
vil vare otte Maaneder endnu, for der er aldrig Nogen, der rører ved
den. Det er, som jeg siger, en udmærket Ost.«
Jeg skar et Stykke af Osten, men maatte give Præstekonen Ret: Osten
feilede Intet.
»De skal heller ikke troe Alt, hvad Fa'er siger«, sagde Andrea
Margrethe, »Osten er meget god.«
»Ja naar Du siger det, saa tier jeg«, sagde Præsten. »=Mulier taceat
in ecclesia=, det er udlagt: »i Kirken taler Fa'er, og vi tier:
hjemme taler vi, og Fa'er tier.««
»Nu kan vore Gjæster jo selv høre«, sagde Emmy, »hvem der taler meest
herhjemme.«
»Ja nu: naar her ere Fremmede, saa forstaaer I nok at give det
Udseende af, som om Alt gik saa grumme rigtig til; men De skulde
komme herud til dagligdags, og saa skulde De faae at see, hvordan det
gaaer til. Emmy staaer i den ene Ende af Præstegaarden og Andrea
Margrethe i den anden, saa commanderer de: hei hop, saa maa jeg
stakkels gamle Mand galoppere frem og tilbage og parere Ordrer.«
Dette sagde Præsten med den mest alvorlige Mine, hvorfor jeg sad
aldeles betuttet og saae paa ham. Emmy, denne fine, zarte unge Pige
staae og commandere -- og Præsten, denne svære, stærke Mand med en
Stemme, der kunde overdøve et Tordenskrald, løbe frem og tilbage for
at parere Ordrer! Præstekonen maa have seet min Forundring, thi hun
sagde: »Jeg haaber, at De vil komme oftere til os, Nicolai, saa kan
De jo selv see, hvordan det gaaer til herude til dagligdags.«
»Ja det haaber jeg ogsaa«, sagde Præsten, »og saa kan De fortælle os
Nyt derinde fra Kjøbenhavn. Maaskee har De alt idag noget Interessant
at meddele mig.«
Jeg svarede, at det desværre ikke var Tilfældet, men naar Præsten
vilde henvende sig til Frederik, kunde han maaskee faae sit Ønske
opfyldt, da denne fulgte mere med Tidens Begivenheder end jeg.
»Frederik veed aldrig at fortælle mig Andet, end hvad jeg selv veed i
Forveien«, sagde Præsten, »men jeg kan jo gjerne gjøre et Forsøg.
Jurist, =quid novi ex Africa=?«
»Hvad behager?« foer Corpus Juris op, han var midt i en ivrig Samtale
med Andrea Margrethe.
»Om Forladelse, jeg saae ikke, at De var anderswo engagirt! Jeg vilde
blot vide, om der var passeret noget Mærkeligt inde i Hovedstaden.«
»Ja der er jo --« og nu gjentog Corpus Juris det Foredrag over de
seneste politiske Begivenheder, som han to Dage i Forveien havde
holdt for Gamle og mig. Men Præsten var ikke saa taknemlig en
Tilhører: »Ja alt det veed jeg«, udbrød han, »det kan jeg jo selv
læse i Aviserne.«
»Ja saa veed jeg ikke noget Nyt at fortælle.«
»Men hvad bestiller De da derinde i Kjøbenhavn? De gaaer bestemt den
hele Dag deroppe i Kontorerne med Hænderne i Lommerne og ryger Cigar.
Kan De ikke tage Dem noget Nyttigt for? Hvorfor arrangerer De ikke et
lille Oprør, saa at man f. Ex. den næste Dag kunde læse i Aviserne:
»Igaaraftes fandt et heftigt Sammenstød Sted paa Kongens Nytorv
mellem Matroserne og Studenterne. Et ungt Menneske, ved Navn Nicolai,
blev hængt paa en Lygtepæl.« See saadant Noget, det kunde more mig!
Men nu gaaer I jo bare derinde og spiser og drikker og sover og la'er
Verden gaae sin sædvanlige Gang: det er der jo ikke det allermindste
Fornøielige ved. -- Har I heller ikke oplevet noget Nyt og Mærkeligt
paa Eders Reise herud idag?«
»Jo det er sandt, jeg maa bede Dem meget undskylde«, sagde Gamle,
»jeg har været saa uheldig at brække Rygstykket paa den forreste
Agestol itu.«
»Det gjør aldeles ikke Noget, tvertimod, jeg er Dem meget forbunden
derfor. Jeg har længe nok sagt til Niels, at den Agestol vilde gaae
itu, hvis han ikke sørgede for at sætte den ordentlig i Stand. Niels
meente Nei, den holdt nok: nu har De viist, at jeg havde Ret, og det
er jeg Dem meget taknemlig for. -- Men sig mig nu en Gang, hvorfor kom
De ikke herud anden Juledag at prædike for mig, som De havde lovet?«
Gamle meente, at han ikke havde aflagt noget bestemt Løfte: men blot
lovet en Gang ved Leilighed at komme ud og prædike for Præsten.
Tilmed havde han alt lovet Pastor Petersen i Ollerup at prædike for
ham anden Juledag.
»Prædikede De da for ham?« spurgte Præsten.
»Nei jeg gjorde ikke, for Kulden blev altfor stræng.«
»Kulden? Nu har jeg hørt det med! Nei veed De hvad, min Fa'er, jeg
kan nok mærke, hvordan det hænger sammen: til mig siger De, at De kan
ikke prædike for mig, for De skal prædike for Pastor Petersen i
Ollerup, og til Pastor Petersen i Ollerup siger De formodentlig, at
De ikke kan prædike for ham, for De skal prædike for mig: saa holder
De os begge to for Nar og bliver liggende i god Ro og Mag paa Deres
Sopha. -- Men vilde De ikke prædike for mig, saa kunde De dog i det
mindste være kommet herud og holdt Jul med os paa god gammel Viis,
istedenfor at De nu kommer med stor Fornemhed, efterat Alt er forbi.«
Gamle sagde, at han havde frygtet for at komme til Uleilighed.
»Uleilighed? Og er De nogensinde kommen til Uleilighed herude? Er det
nogensinde hændt Dem, naar De kom herud, at man stod med en Feiekost
i Døren og raabte: Marsch, høire om! hjem igjen? -- ja det skulde da
være Emmy, der havde gjort det i min Fraværelse, det kunde nok ligne
hende.«
Jeg saae hen paa Emmy, der i det Samme rakte Brødbakken til Gamle,
jeg saae den lille fine Haand, hvor de blaae Aarer skinnede igjennem
den hvide Hud, og saa tænke sig denne Haand svinge en mægtig Feiekost
forat jage Gamle, skikkelige Gamle, der kom vandrende i sine egne
Tanker, paa Døren: nei det var reent umuligt bare at tænke sig det!
»Men jeg veed nok, hvad der var i Veien«, vedblev Præsten, »De vilde
heller blive inde i Sodom og Gomorrha for at gaae paa Dandsebod og
flytte Skilter end komme ud til en skikkelig Landsbypræst forat holde
en ærbar og sømmelig Jul.«
-- -- Samtalen dreiede sig nu hen til forskjellige Personer af fælles
Bekjendtskab, om hvilke man skifteviis spurgte og hørte Nyt.
Jeg kan nu ikke nægte, at det er en af mine Svagheder, at jeg gjerne
vil vise mig for Alle fra saa fordeelagtig en Side som muligt, i
hvilken Hensigt jeg benytter mig af allehaande smaa uskyldige Midler.
Da jeg nu vidste, at Bibliotheket var Præstens Øjesteen, meente jeg,
at den sikkreste Maade at vinde hans Gunst paa vilde være at vise
Interesse for Bibliotheket, og derfor bad jeg om Tilladelse til at
maatte besee det.
»Mit Bibliothek? hvad vil de derovre?«
Jeg yttrede, at jeg besad stor Interesse for Bøger og Bogsamlinger.
»Naa saaledes!« udbrød Præsten; »De hører altsaa ogsaa til de kjære
Mennesker, som mene, at hver Dag gaaer tabt, hvori de ikke har læst i
en Bog!«
Hvor forskrækket jeg blev over at see min levende Interesse for
Bibliotheket modtaget paa en saadan Maade, kan man vel nok tænke sig.