Produced by an anonymous volunteer from scanned images of
public domain material made available by Google Books.
Denne bog er oprindelig trykt med frakturskrift; i nedenstående
tekst er _understreg_ brugt til at angive s p a t i e r e t tekst,
mens =lighedstegn= er brugt til at angive antikvaskrift. Tekst der er
skrevet på græsk i originalen er angivet i {krøllede parenteser}.
Åbenlyse trykfejl er rettet i denne e-bog, men forfatterens stavning
er for øvrigt bevaret, som fx variationen Øieblik/Øjeblik.
Ved Nytaarstid
i
Nøddebo Præstegaard.
Fortælling
af
Nicolai,
18 Aar gammel
(Henrik Scharling.)
Kjøbenhavn.
C. A. Reitzels Forlag.
1889.
Niende Oplag.
Kjøbenhavn.
Bianco Lunos Kgl. Hof-Bogtrykkeri (F. Dreyer).
Forord til niende Oplag.
Da i sin Tid »Nøddebo Præstegaard« dukkede op for min Phantasi i sine
allerførste løse og taagede Omrids, var min første Tanke den at
bringe Stoffet i dramatisk Form og udarbeide det til et Lystspil. Den
Anerkjendelse, som J. L. Heiberg havde ydet mit første digteriske
Arbeide (»Moderne Christendom«, Komedie i fem Handlinger, 1859) kunde
nok opmuntre til et saadant Forsøg. Imidlertid havde jeg snart gjort
Bekjendtskab med de Vanskeligheder, som stille sig i Veien for en
Opførelse paa Skuepladsen, og jeg var begyndt at komme til
Erkjendelse af, at der hertil hører en dramatisk Lykkestjerne, som
ikke synes at have lyst over min Vugge. Jeg opgav derfor denne Tanke
og valgte den fortællende Form, der vistnok i dette Tilfælde var
ulige heldigere og mere stemmende med Æmnet.
Underligt nok skulde det dog føje sig saa, at »Nøddebo Præstegaard«
skulde bringes i dramatisk Form og føres frem paa »de Brædder, som
betyde Verden«. Dette skete mange Aar senere -- Bogen havde alt
fejret sit Jubilæum -- og uden nogensomhelst Foranledning eller
Medvirkning fra min Side. En talentfuld Skuespiller ved Folketheatret
havde efter Opfordring af Direktøren ved samme Theater paataget sig
dette Hverv. Gjennem Aviserne kom jeg til Kundskab herom. I og for
sig havde jeg Intet derimod, men vilde holde mig ganske udenfor og
lade Sagen gaae sin egen Gang. Nærstaaende Venner foreholdt mig
imidlertid, at Følgen heraf vilde blive, at jeg vilde blive holdt for
den egentlige Bearbeider og følgelig komme til at bære det æsthetiske
Ansvar for Bearbeidelsen.
Forat undgaae dette lod jeg en kort Erklæring indrykke i »Berlingske
Tidende« og »Dagbladet« (17-18 October 1888). Men nu begyndte Røret
først ret, idet Spørgsmaalet om danske Forfatteres retslige Stilling
overfor slige dramatiske Bearbeidelser blev bragt frem, hvilket
tilsidst førte til et Tillæg til Eftertryksloven, der sikkrer
Forfatterens Ret paa det nævnte Omraade.
Imidlertid skulde det ikke blive ved Folketheatrets Bearbeidelse.
Ogsaa Provindsskuespillere henvendte sig til mig med Anmodning om at
maatte bearbeide »Nøddebo Præstegaard« for Scenen. Heller ikke her
blev Tilladelsen nægtet, og saaledes rasede en Slags dramatisk
Nøddebo-Mani over hele Landet. Af disse forskjellige Dramatiseringer
fik jeg kun Lejlighed til at gjøre Bekjendtskab med Folketheatrets,
der forekom mig at være foretagen med livfuld Forstaaelse af
Fortællingens Hovedpersoner. Den stillede sig i det Hele temmelig
frit overfor den og kunde vel egentlig snarere betegnes som en
dramatisk Omskrivning af samme. Den gjorde megen Lykke hos Publikum
og oplevede i Vinterens Løb en lang Række Opførelser for fuldt Hus.
Disse mange Opførelser saavel i som udenfor Hovedstaden vakte en
forøget Opmærksomhed for Fortællingen, og saaledes skete det, at det
efter vore Forhold betydelige Jubilæums-Oplag blev udsolgt hurtigere,
end baade Forlægger og Forfatter havde ventet, og et nyt blev
nødvendigt. Det udsendes med det Ønske, at »Nøddebo Præstegaard«
fremdeles maa bevare den glade og talrige Vennekreds, som den i
Aarenes Løb har erhvervet sig.
Oktober 1889.
Forf.
1862-1887.
=Eheu fugaces, Nicolai! Nicolai!
Anni labuntur! -- --=
udbryder Præsten i Nøddebo med et Citat af Horats. Og nu ere fem og
tyve Aar rullede henover »Ved Nytaarstid i Nøddebo Præstegaard«. Det
har for denne Fortælling været glade og lykkelige Aar: den havde
ingen polemisk Braad og vakte derfor heller intet Anstød. Fra dens
første Fremtræden har Lykkens Solskin hvilet over den, og overalt,
hvor den kom frem, fik den en blid og gunstig Modtagelse. I Aar kan
altsaa Nøddebo Præstegaard feire sit Femogtyve-Aars Jubilæum, og som
man jo gjerne ved slige Leiligheder kaster Blikket tilbage over det
Svundne og mindes de fordums Dage -- saa kan det maaske være paa sin
Plads at give nogle Meddelelser om de ikke ganske almindelige
Vilkaar, hvorunder den blev til.
Allerførst kan da her bemærkes det besynderlige Modsætningsforhold,
som finder Sted mellem Fortællingens Tilblivelse og det over samme
hvilende Grundpræg. Thi denne Digtning, der er gjennemtrængt af Fred
og Ro og Hjemmets Glæde, er bleven til under Forhold af ganske modsat
Natur. Den er skreven under et stærkt omtumlet Reiseliv og et ikke
mindre bevæget indre Sjæleliv. Den har først og fremmest havt den
Betydning at være et aandeligt Hvilepunkt for Forfatteren selv, og
det er maaske Grunden til, at den senere er bleven det for
mangfoldige Andre. Thi fra saare Mange har Forfatteren modtaget varm
Taksigelse, og det ikke blot fra glade og tilfredse Mennesker, der i
denne Fortælling fandt en Gjenklang af deres egne lykkelige
Livsforhold, men ogsaa fra syge og bekymrede Mennesker, som sukkede
under Livets Tryk, men ved Læsningen af denne Bog have fundet Lise og
Husvalelse af den Art, som Digtekunsten formaaer at give.
Men er dette nu Digt eller Virkelighed? Ere de i Fortællingen
optrædende Personer virkelige, ikke opdigtede? Atter og atter er
dette Spørgsmaal blevet gjort Forfatteren, ja der er endog sendt ham
Breve fra Udlandet derom.
Svaret herpaa bliver: den foreliggende Fortælling er gjennemgaaende
bygget paa et nøie og omhyggeligt Virkelighedsstudium, men rigtignok
ikke i den Betydning, hvori en moderne, meget høirøstet Æsthetik
tager dette Ord. Thi en photografisk Gjengivelse af Virkeligheden er
den paa ingen Maade: havde den været det, vilde den neppe have kunnet
vedligeholde Interessen i saa mange Aar. Den Art Skildringer, der
tage deres Stof umiddelbart fra Virkeligheden uden at underkaste det
nogen kunstnerisk eller poetisk Omdannelse, kunne vel vække en
øieblikkelig Opsigt og blive Gjenstand for Omtale, men de formaae
ikke at bevare Interessen, thi Publicum vil snart gjøre den
Opdagelse, at en Kunst, der ikke stiller sig anden Opgave end at give
et tro Billed af Livets Trivialiteter og Elendigheder i al deres
fattige Nøgenhed, den er det ikke værd at offre synderlig Tid eller
Penge paa.
Hvad nu først de i Fortællingen optrædende Personer angaaer, da er
det vel saa, at de henholde sig til virkelige Personer, der have
staaet Forfatteren nær. Men de kunne dog paa ingen Maade siges at
være Portræter, og Vedkommende vilde være i deres fulde Ret, om de
protesterede mod en saadan Opfattelse. Thi det er kun enkelte Sider
eller Charaktertræk, der ere benyttede, men paa den Vis, at de ere
blevne videre udførte ved Phantasiens Hjælp saaledes, at de kom til
at passe ind i Fortællingens Gang. De ere i Virkeligheden mere at
betragte som frie Omdigtelser end som Portrætligheder.
Det Samme gjælder om de Begivenheder og Forhold, som forekomme i
Fortællingen. Ogsaa her ligge ofte virkelige Tildragelser til Grund,
ligesom ogsaa de Sjælstilstande, der skildres, hyppig ere
Gjengivelser af Forfatterens egne indre Oplevelser. Men Hovedsagen
bliver atter her, at Personer, Begivenheder og Forhold, der i
Virkeligheden stode langt fra hinanden og Intet havde at gjøre med
hinanden, i Fortællingen ere bragte ind under et fælles digterisk
Synspunkt og i Stemningens Inderlighed sammensmæltede til Enhed. Og
det er vel det, som man til Syvende og Sidst trods alle moderne
æsthetiske Doctriner kalder Poesi.
Hvad nu Fortællingens ydre Tilbliven angaaer, da er den fra
Begyndelsen til Enden nedskreven i Udlandet. Vel havde jeg allerede i
Hjemmet fattet den Plan at skrive en Digtning af denne eller lignende
Art, men den stod for mig i de løseste Omrids. Det var først efter at
have forladt Hjemmet, at jeg for Alvor tog fat paa den og gav den
fast Form og Skikkelse.
I Juni 1861 forlod jeg Danmark forat tiltræde en længere
Udenlandsreise i videnskabelige Øiemed, der kom til at vare henimod
halvfjerde Aar. Strasburg blev det første Sted, hvor jeg gjorde et
længere Ophold for at høre Forelæsninger ved det derværende, den Gang
franske, Universitet. Under det stille ensformige Liv, som jeg her
førte, vaagnede Længselen efter Hjemmet med fuld Styrke og tyngede
ofte haardt paa Sindet. Da tog jeg fat paa Fortællingen for at
frigjøre mig for Hjemveens Tryk. Gjenstanden for den skulde være de
første Elskovsrørelser i det unge Gemyt og de Skuffelser, som
Ungdommens Uerfarenhed og Selvovervurdering gjerne medfører. Bogens
Navn skulde være »Mit første Felttog i Amors Regiment« -- en Titel,
som dog maaske var lidt søgt og derfor snart blev opgiven. Handlingen
skulde henlægges til en Præstegaard: til disse havde jeg ganske godt
Kjendskab paa Grund af talrige Besøg i adskillige af dem, og mange
glade Minder knyttede sig til dem. Jeg valgte Navnet Nøddebo
Præstegaard efter først at have forvisset mig om, at der vel findes
en Kirke i Nordsjælland af dette Navn, ovenikjøbet en af de ældste i
Danmark, men derimod ingen Præstegaard. Endelig blev Fortællingen
lagt i Munden paa en attenaarig Student, thi i denne Alder udfolder
Elskoven sig i sin første umiddelbare Friskhed, men spiller kun paa
Overfladen uden at fremkalde de dybere Sjælsrørelser, som først ytre
sig i en modnere Alder. Hermed var det givet, at hele Fortællingen
kunde holdes i en let og munter Tone.
Samtidig med, at jeg hørte tydske og franske theologiske
Forelæsninger og studerede Schleiermachers Dogmatik, tog jeg fat paa
Fortællingen. De Omgivelser, hvorunder jeg færdedes, vare vel
skikkede til at sætte mig i den rette Stemning. Elsaß er et frugtbart
og kornrigt Land ligesom Danmark; de gyldne Sædemarker, de mange
Frugthaver, Lunde og Smaaskove, Alt hvilende i Midsommersolens stærke
Hede, fremkaldte levende Mindet om Hjemmet, medens atter de blaae
Bjærge i det Fjerne og Strasburgermünsterens høie Spir, der behersker
hele Landskabet rundt omkring, bare tilstrækkeligt Vidnesbyrd om, at
jeg var i det Fremmede. Minderne om Hjemmet sammenknyttedes med de
lyse Forventninger om fjerne og ukjendte Egne, som jeg snart skulde
gjennemreise, og satte Phantasi og Stemning i rig Bevægelse. Og hvad
der mellem alt det Øvrige fik særegen Betydning, var Tanken om hint
mærkelige Ungdomsaar, som Goethe havde tilbragt i Strasburg, og
navnlig hans Besøg i Sesenheim, der gjør ham saa stor Ære som Digter,
men kun ringe Ære som Menneske. Jeg læste de paagjældende Steder i
hans Levnetsløb, steg jævnlig op paa Strasburgermünsteren, hvor den
store Digter ofte havde staaet ved Solnedgang og skuet ud over det
skjønne Landskab, ja jeg gjorde endog en Udflugt til Sesenheim.
Præstegaarden var ombygget, men Egnen og Stedlighederne vare dog de
samme, og jeg kunde tage Plads paa en Bænk i Haven, hvorom der
fortaltes, at Digteren og hans Frederikke ofte havde siddet ved
hinandens Side. Alt dette var vel egnet til at fremkalde Stemninger
og Phantasier, der maatte være frugtbargjørende for min Fortælling.
Denne skred da ogsaa godt fremad. Men i Slutningen af August forlod
jeg Strasburg for at tiltræde en længere Reise til Grækenland og
Palæstina. Nu fulgte et Par Maaneders meget omtumlede Reiseliv, hvor
der slet ikke kunde være Tale om at skrive Andet end de nødvendige
Breve til Hjemmet. Først i Athen kom jeg atter til Ro. Naar bortsees
fra de vidunderlige Mindesmærker og de skjønne Naturomgivelser er
Athen en meget stille By uden forstyrrende Adspredelser; der fandtes
den Gang hverken Theater eller Concerter. Des bedre Tid var der til
Studier af forskjellig Art og til Digtning. Vistnok vare alle
Omgivelser i høi Grad forskjellige fra Hjemmet, men Fortællingen var
jo nu sat godt i Gang, Tonen og Stemningen var slaaet an, og det
gjaldt kun om at holde den fast og føre den videre i samme Retning.
Aftenerne, der begyndte at længes, udfyldtes ved Samtaler med min
kjære Reisefælle, Valdemar Schmidt, der var stødt til mig i Triest.
Han, der selv er Præstesøn, havde endnu bedre Kjendskab til
Præstegaardene end jeg og hjalp mig til Kundskab om Et og Andet, der
var mig noget usikkert, uden at jeg dog meddelte ham Noget af
Fortællingen eller om det Arbeide, jeg havde for. Billedhugger
Hertzog, der samtidig var i Athen og jævnlig besøgte os, saae
tilfældigvis de mange beskrevne Ark ligge foran mig og udbrød,
formodentlig i den Tanke, at det var en videnskabelig Afhandling: »De
er dog en flittig Mand!« -- men heller ikke han fik noget at vide
derom.
Den gode Hygge, vi havde i Athen, endtes i December, da vi tiltraadte
Reisen til Pharaonernes gamle Land. Nye Indtryk, nye Mærkværdigheder,
store og herlige Skjønhedssyner! det pragtfulde Kairo er som et
Æventyr af Tusindogeen Nat, men den, som ikke forfølger særlige
videnskabelige eller kunstneriske Øiemed, vil dog efter nogle Dages
Forløb have nok af dette Æventyr. Nu traf det sig saaledes, at efter
en Uges Tids Forløb reiste Vald. Schmidt op til Alexandria forat leie
en Nilbaad og ordne Alt til Reisen opad Nilen. I en halv Snes Dage
var jeg da overladt til mig selv og vandrede alene om i den store
brogede By mellem de mylrende Turbaner. Jævnlig spadserede jeg
gjennem de skyggefulde Sykomore-Alleer ned til Nilen og saae over til
de gaadefulde Pyramider, hvis spidse Toppe reiste sig paa den
modsatte Bred. Under alle disse fremmede æventyrlige Indtryk kunde
der paakomme mig en stærk Længsel efter Hjemmets Fred og Hygge, og
saa tyede jeg ind i Nøddebo Præstegaard.
Saa kom Nilreisen istand. Det er en herlig Reise, især naar den ikke,
hvad nuomstunder er Tilfældet, foretages paa en Dampbaad, men paa en
Dahabieh (d. e. ægyptisk Seilbaad). Man glider forbi Palmelunde, der
speile sig i Floden, og skuer herlige Tempelruiner. Men det er ogsaa
en meget ensformig Reise, især naar det er Vindstille eller Vinden er
contrær, thi da maa Baaden trækkes op imod Strømmen af de arabiske
Baadsfolk. Paa Nilfloden fuldendtes min Fortælling. De sidste Sider
skrev jeg om Aftenen i vor lille Kahyt ved tændte Lys. Da den sidste
Side var skreven, gik jeg op paa Dækket. Det var blevet Nat; en
pragtfuld ægyptisk Himmel med tindrende Stjerner hvælvede sig over
mit Hoved. De Stemninger og Tanker, der bevægede mit Sind, formede
jeg i de følgende Dage til et lille Digt, hvilket i de senere Udgaver
blev trykt som en Hilsen til Hjemmet.
Fortællingen var færdig, men Reisen var langtfra færdig. Den strakte
sig over Palæstina, Syrien og Constantinopel, Tydskland og Schweiz,
saa et Par Maaneders stille Ophold ved Universitetet i Erlangen -- et
fortræffeligt Sted at samle sig efter en Reise i Orienten -- endelig
en Vinter i Rom. Under alle disse Omvandringer var Nøddebo
Præstegaard min stadige Ledsager, den blev hyppig tagen frem, paa Ny
gjennemlæst, pyntet og pudset.
I Juli 1862 kom jeg pludselig hjem, uden at Nogen ventede det. Hvad
der drev mig hjem, var Længselen efter at gjensee mine Kjære efter to
Aars Fraværelse og Ønsket om at faae min Bog udgivet i Trykken. Det
sidste skete, uden at Nogen fik Noget derom at vide. Jeg var
tvivlraadig, om jeg skulde sætte mit Navn paa Titelbladet eller
udgive den pseudonymt. Forlæggeren raadede til det Sidste, og det var
vistnok et godt Raad, thi det er meget tvivlsomt, om Bogen havde
faaet saa god Modtagelse, dersom den havde baaret Forfatterens Navn.
I October 1862 reiste jeg atter bort -- denne Gang gjaldt Reisen
Holland og England. Faa Dage efter min Bortreise kom Bogen ud. Jeg
tog indtil videre Ophold i Utrecht, hvor jeg gjorde mig bekjendt med
hollandske Kirkeforhold og studerede hollandsk Theologi. Om min Bog
hørte jeg Intet, hvad der var rimeligt nok, da jeg ingen danske
Aviser saae og heller ikke i Breve kunde vente at høre Noget, efterdi
jeg ikke havde betroet mig til Nogen. Dog begyndte den lange Taushed
at ængste mig, og jeg frygtede for, at Fortællingen, der havde været
mig selv til saa stor Glæde og Opmuntring, skulde gaae upaaagtet hen
mellem de mange andre Noveller og Romaner. Endelig henad Jul kom de
første Efterretninger; Bogen var omsider naaet frem til mine
Nærmeste, der snart havde gjættet paa mig som Forfatter. Og nu fik
jeg Budskab om den gode Modtagelse, som den havde faaet.
I Efteraaret 1865 udkom anden lidt forkortede Udgave. Forfatterens
Navn var nu blevet almindelig bekjendt, og dette var formodentlig
Aarsag i, at Kritiken stillede sig temmelig kjølig og fandt
Fortællingen ubetydelig. Kritikens Indsigelse kom imidlertid for
seent, thi Publicum havde nu engang vundet Bogen kjær og lod sig ikke
mere foreskrive nogen Dom om den. Nye Oplag fulgte efter hinanden med
faa Aars Mellemrum.
Ogsaa i Udlandet blev Fortællingen kjendt og vandt mange Venner. I
England udkom en Oversættelse i Pragtudstyr -- i Sverig og Tydskland
fulgte forskjellige Oversættelser efter hinanden. Den sidste
autoriserede tydske Oversættelse er besørget ved Hr. P. J. Willatsen
i Bremen, der med stor Flid og Omhu har arbeidet paa at gjøre den
nordiske Literatur bekjendt i Tydskland. Ogsaa paa Fransk udkom en
Oversættelse i =Bibliothèque universelle=.
Man kunde have ventet, at en Fortælling, der havde havt saa afgjort
Held med sig, snart vilde have fremkaldt flere lignende. Naar dette
ikke skete, var Aarsagen dels de eiendommelige Vilkaar, hvorunder
Nøddebo Præstegaard var bleven til, dels og fornemmelig den, at andre
Opgaver lagde Beslag paa Forfatterens Kræfter. Hertil kom det
ulykkelige Krigsaar, som drog Sind og Tanker i en anden Retning
(»Uffe Hjælms og Palle Løves Bedrifter« 1866 -- andet Opl. 1886).
Først flere Aar efter følte Forfatteren Lyst til at digte en lignende
Fortælling og skrev da, under jævnlige Afbrydelser af en stærkt
optaget Universitets-Virksomhed, »Min Hustru og jeg« (begyndt i Juli
1870, endt i December 1872). Den udkom i Efteraaret 1875 i tre Oplag
umiddelbart efter hinanden; et fjerde Oplag fulgte 1881. Den er dog
ikke saa meget en Fortsættelse af som snarere et Modstykke til
Nøddebo Præstegaard. Naar denne skæmtende fortæller om Elskovens
første urolige Rørelser og Skuffelser, saa har hin sat sig til Opgave
at give en Fremstilling af Ægteskabets Lykke i al dets rige Fred og
Velsignelse, der udfolder sig over en Skildring af den danske
Sommerfriskhed som sin Baggrund. Ogsaa denne Fortælling udkom i en
svensk, tydsk og engelsk Oversættelse og synes navnlig at have vundet
Bifald i Tydskland, hvor den er udkommen i forskellige Oversættelser;
den sidste, autoriserede, er besørget ved P. J. Willatsen i Bremen.
Paa den omtalte Vis er Nøddebo Præstegaard bleven til:
Strasburger-Münsteren, Athens Akropolis og Nilfloden med Ægyptens
Pyramider og Templer, det er Rammen, hvorigjennem Hjemmet sees i et
Fjernsyn. Naar denne Digtning, som er fostret af Længsel efter
Hjemmet og er spiret op i de fremmede Lande, nu i sit 25aarige
Levnetsløb har vundet en Udbredelse, som langt har overgaaet
Forfatterens Forventninger, da tør det vel haabes, at den ogsaa i
kommende Aar vil fremkalde Glæde og Munterhed samt et lyst og glad
Syn paa Livet fremfor Alt hos den opvoxende Ungdom.
Kjøbenhavn, October 1887.
Henrik Scharling.
Til mine Kjære i Hjemmet!
Ombord paa Nilfloden, i Februar 1861.
Dagen nu svinder, og Solen nedglider
Hisset bag Palmernes skyggende Hang,
Nilfloden vugger mod Baadens Sider,
Mumler saa tyst en underlig Sang.
Snart paa Ægyptens Nathimmel funkle
Tusinde Stjerner i underfuld Pragt,
Aftenens Skygger, de tause og dunkle,
Over den speilklare Flod har sig lagt.
Ene jeg sidder, langt borte fra Eder,
Tankerne flyve da op imod Nord,
Ile mod Danmarks de elskede Steder,
Der, hvor min Kjærligheds Længsel boer.
Ei kan blandt prægtige Templer jeg glemme
Straatækte Hus og den duftende Vang,
Krogede Pil omkring Søen derhjemme,
Hjemlivets Fred og mit Modersmaals Klang.
Stille -- jeg lytter -- jeg synes at høre
Velkjendte Røster fra velkjendte Kyst,
Og som et Echo møder mit Øre
Toner, der juble af Liv og af Lyst --
Ja det er Eders, nu kjender jeg atter
Stemmernes gamle fortrolige Klang,
Ordet, der lyder i Spøg og i Latter,
Sindigt, alvorligt, i Tale og Sang.
Se, hvad jeg hørte, det flux jeg fremstilled,
Hastig jeg nedskrev de vingede Ord.
Lidt efter lidt der sig danned et Billed,
Da var min Glæde usigelig stor;
Ofte, naar Savnet og Vemod og Længsel
Laa paa mit Sind som et tyngende Bly,
Da tog jeg Billedet frem -- og mit Fængsel
Sprængtes, og Livslysten vaagned paa ny.
Nu dog til Eder mit Billed jeg sender,
Kjærlige Tanker har fostret det frem,
Tag det som Hilsen til Venner og Frænder,
Hilsen til Sjællands skovkrandsede Hjem!
Derhen jeg længes, naar Stjernerne funkle
Hist paa det Blaae i vidunderlig Pragt,
Derom jeg drømmer, naar Natten den dunkle
Over den speilklare Flod har sig lagt.
Du stille, venlige Præstegaard, Dig bringer jeg min Hilsen! Som den
blysomme Martsviol skjuler sig mellem det yppig voxende Græs,
saaledes skjuler Du Dig bag de mægtige Lindes skyggende Bladehang, og
Vandreren seer kun et Glimt af dine hvide Vægge titte frem bag det
grønne Løv. Flygtig iler han Dig forbi, han veed ikke, hvilke Skatte
Du bærer i dit Skjød. Men jeg veed det, og jeg kjender Dig! Jeg kom
til Dig i de hede Sommerdage, da Solens Straaler faldt brændende
henad den støvede Landevei, og hvert Græsstraa gispede efter en
forfriskende Regndraabe; træt og mødig var jeg, men indenfor dine
Vægge fandt jeg Skygge og Ly, naar Døtrene modtoge mig med en munter
Velkomsthilsen, medens Husmoderen rakte mig den qvægende Lædskedrik.
Og jeg kom til Dig i de tunge, mørke Vinterdage; Taage og Mulm
hvilede over Mark og Eng, og Taage og Mulm hvilede over mine Tanker,
men indenfor dine Vægge fandt jeg Sommerfriskhed og Sommerglæde, og
som en kraftig Nordenvind forjog Præstemandens muntre Tale de tunge,
døsige Tanker. Derfor takker jeg Dig, og derfor bringer jeg Dig min
Hilsen! Var jeg langt borte fra Dig, jeg skulde ikke glemme Dig --
vandrede jeg blandt Resterne af Hellas' svundne Herlighed, dog
skulde jeg mindes Dig; stod jeg i Pharaonernes gamle Land, dog skulde
dit lave Straatag med de hvide Skorstene rage høiere op for min Tanke
end Ægyptens høieste Pyramide.
* * * * *
Se det er Ouverturen, men den er ikke af mig, den er af Gamle. Hermed
hænger det saaledes sammen. Da jeg havde tilbragt den sidste Halvdeel
af min Juleferie i Nøddebo Præstegaard, fik jeg Lyst til at
nedskrive, hvad jeg havde oplevet derude, og da jeg havde skrevet
det, fik jeg ogsaa Lyst til at lade det trykke, for saaledes gaaer
det altid: Skridt for Skridt gaaer man fremad paa Fordærvelsens brede
Bane, til man tilsidst ender med at blive Forfatter. Imidlertid følte
jeg selv, at det var et meget voveligt Skridt, jeg her stod i Begreb
med at gjøre, og derfor besluttede jeg først at høre, hvad Corpus
Juris vilde sige til mit Forehavende. Corpus Juris er nemlig en stor
Kritikus, og hvis han bifaldt min Plan, saa turde jeg være saa
temmelig rolig for mit Værks senere Skjæbne. Saa skrev jeg det først
meget zirlig af, for at der ikke skulde være saameget som en skæv
Linie, der kunde vække Corpus Juris' Mishag, og derpaa overleverede
jeg ham Bogen, idet jeg tillige fortalte ham min Plan. Corpus Juris
tog Bogen; i to Dage sagde han ikke Noget: jeg troer ikke, at Noah
kan mere spændt have ventet paa sin Dues Tilbagekomst, end jeg
ventede paa min Bogs Tilbagekomst -- men jeg turde ikke spørge. Paa
den tredie Dag rakte Corpus Juris mig Bogen og sagde: »Ja der bliver
jo saameget Jux trykket nuomstunder, saa kan Du ogsaa gjerne lade dit
trykke!« Det var ikke meget opmuntrende for en ung Forfatter, og i
Grunden var jeg ikke klogere end før. Jeg besluttede derfor at
appellere til Høiesteret, det vil sige, at spørge Gamle om hans
Mening. Gamle var mere human i sin Dom: han sagde, at der var meget
Godt i Bogen, men man kunde jo nok mærke, at Forfatteren var vel
ungdommelig. Dog herpaa kunde der ogsaa raades Bod: jeg kunde jo lade
trykke paa Titelbladet, hvor gammel jeg er, saa vidste Folk, at de
maatte ikke stille store Fordringer, og kjøbte de saa Bogen, maatte
de selv tage Skade for Hjemgjæld. Kun fordrede Gamle, at da Bogen
blandt Andet ogsaa handlede om ham, vilde han skrive en lille
Indledning, der kunde være som en Slags Ouverture. Herover blev jeg
heelt forskrækket, thi jeg kunde nok tænke, hvordan den Ouverture kom
til at lyde, men jeg maatte lystre Gamle. Nu staaer Ouverturen der:
og naar man har læst den igjennem og bagefter læser min Bog, bliver
man vist ligesaa overrasket, som man vilde blive, naar man efter
Ouverturen til Hakon Jarl fik see Kong Salomon og Jørgen Hattemager.
Thi ligesaa høitidsfuldt som Gamle har stemt Harpens Strænge, ligesaa
muntert og let agter jeg at røre dem. Om Nogen skulde vente at finde
dybe psychologiske Blik, store verdenshistoriske Begivenheder eller
maaskee endog dæmoniske Tanker her, han vilde blive høilig skuffet.
Nei, der er saamænd ikke det mindste Dæmoniske hverken ved mig eller
ved min Bog, men, som Taskenspilleren pleier at sige, naar han gjør
sine Kunster: det gaaer Altsammen ganske naturligt til. Værre var
det derimod, at Corpus Juris havde indvendt mod min Bog, at der ikke
var Handling nok i den: men dertil svarede Gamle, at det laa i Sagens
Natur, for en Præstegaard er ikke Skuepladsen for et stort fem Acts
Drama, men kun for en lille Idyl: i en Præstegaard handler man ikke
-- man passiarer. Det var et gyldent Ord af Gamle. Thi i min Bog
handler man heller ikke, nei man passiarer. Ja saaledes vil jeg
fortælle, som naar man en dunkel Vinteraften sidder i en fortrolig
Kreds af Venner og passiarer, i hin Stund, hvor Dagen saa smaat
lister til Sengs, og Natten kommer og holder Hænderne for vore Øine
og spørger: hvem er det? Saaledes vil jeg fortælle, at mine Ord maa
løbe som den rislende Bæk: Ingen veed, hvor den kommer fra, og Ingen
veed, hvor den løber hen, man hører den kun surre og surre og surre
-- saaledes netop vil jeg fortælle, og falder saa ogsaa En og Anden i
Søvn, nu vel, saa lad ham sove og -- drømme!
Men hvem er Gamle, og hvem er Corpus Juris? Ja det har jeg jo reent
glemt at sige -- det er mine to ældre Brødre. Det forstaaer sig, de
er da ikke døbte Gamle og Corpus Juris, men saaledes har jeg kaldt
dem, fordi jeg synes, at disse Navne passe saa godt paa dem. Vi ere
nemlig tre Brødre: Gamle, Corpus Juris og jeg. Jeg, Nicolai, er atten
Aar gammel, som der staaer paa Titelbladet, og theologisk Student,
det vil da sige vordende theologisk Student, for i Aar er jeg kun
Rus. Jeg er af et meget muntert Gemyt, og jeg seer da heller ingen
Grund, hvorfor jeg skulde kalde Jorden en Jammerdal. Hertil mener dog
Corpus Juris, at jeg kunde have Grund nok, naar der var mere Alvor i
mig, men trods mine atten Aar er jeg et reent Barn, hvorover jeg
burde skamme mig. Men hertil mener nu atter Gamle, at jeg ingen Grund
har, thi det er i mange Henseender godt at bevare Barnesindet saa
længe som muligt. Overhovedet maa jeg sige til Gamles Roes, at han er
meget mere human end Corpus Juris, hvad han jo ogsaa lagde for Dagen
ved Bedømmelsen af min Bog. Gamle er min ældste Broder, han hedder
egentlig Christopher, men jeg har kaldt ham Gamle, for det Første,
fordi han er theologisk Candidat, og det synes mig, at alle
theologiske Candidater have noget vist Gammelagtigt ved sig: det er
ligesom man saae den spirende Velærværdighed allerede begynde at
udfolde sig. Dernæst er han min Manuductør, eller rettere min
vordende Manuductør, thi hidtil har jeg endnu ikke fortaget mig paa
Theologien. Endelig er han som den Ældste øverste Bestyrer af Huset,
den, til hvem der appelleres i alle Tvivlsspørgsmaal, og hvis Dom da
staaer ved Magt uden at kunne ændres. Med Hensyn til Temperamentet
kunde jeg næsten troe, at Gamle er Phlegmatiker; dog er det muligt,
at jeg gjør ham Uret, thi Gamle er mig i mange Henseender en Gaade,
som det endnu aldrig er lykkedes mig at blive rigtig klog paa.
Endelig Corpus Juris er den Næstældste og hedder egentlig Frederik,
han er, hvad ogsaa Navnet antyder, Jurist, og Jurist lige ud til
Haarspidserne; dermed har jeg sagt Alt, hvad der kan siges til hans
Roes og til hans Dadel. Han er afgjort Choleriker, det er der ingen
Tvivl om: =fiat justitia, pereat mundus=! det er hans Valgsprog. Naar
jeg seer hans sikre bestemte Gang, da er det mig, som saae jeg
Christian den Femtes Lov lyslevende marschere forbi mig. Gamle er 24
Aar og Corpus Juris er 23, begge To har de taget Embedsexamen for et
Aar siden, og dog var Ingen af dem forlovet endnu. »Ja saa bliver de
det saamænd heller aldrig«, sagde jeg mange Gange til mig selv, »for
naar man er 24 Aar gammel og har sin Embedsexamen, hvad er der saa
mere at betænke sig paa?« Men jeg ærgrede mig i mit stille Sind
derover, for da jeg ingen Søster har, vilde jeg dog i det Mindste
gjerne have en Svigerinde, men hvor i al Verden skulde hun komme fra,
naar mine Brødre ikke vilde forlove sig? Engang, da vi havde drukket
vor The og fik os vor sædvanlige Aftenpassiar -- Corpus Juris var i
usædvanlig godt Humør -- lod jeg saa et Par Ord falde om, at jeg
syntes, det var paa Tide, at de begge To tænkte derpaa, men Gamle
svarede ganske rolig: »Det er Noget, Du ikke forstaaer Dig paa,
Nicolai« -- hvorover jeg blev saa forbløffet, at jeg pludselig holdt
inde og aldrig siden har vovet at tale til dem derom. Hvad mig selv
angaaer, da tør jeg ikke forlove mig som Student -- thi Gamle har
mange Gange sagt, at det er det Fordærveligste, som et Menneske kan
gjøre -- men jeg har lovet mig selv, at samme Dag, som jeg om
Formiddagen har været oppe til Embedsexamen, gaaer jeg om
Eftermiddagen ud og forlover mig, for jeg vil sandelig ikke gaae og
blive en gammel Pebersvend som mine to ældre Brødre.
Vi tre Brødre ere Sønner af en Herredsfoged ovre i Jylland. For sex
Aar siden kom Gamle og Corpus Juris herover for at studere og havde
nu taget deres Embedsexamen for et Aar siden; i Sommer kom jeg
herover og er endnu aldeles fortryllet af al den Herlighed, jeg seer,
saa at jeg endnu, skjøndt jeg har været her i fem Maaneder, kan gaae
i hele Timer og see paa de store Huse, de pragtfulde Boutiker og de
mange Mennesker, hvorfor ogsaa Corpus Juris siger, at man skulde tage
mig for den pantsatte Bondedreng og ikke for en akademisk Borger. --
Vi boe paa Hjørnet af Vestergade og Vestervold, paa femte Sal, eller
som man nok pleier at sige, paa Qvisten. Jeg er meget vel fornøiet
med at boe saa høit oppe, for saa har man en deilig Udsigt ud over
Volden, og naar Gamle og Corpus Juris ere ude, kan jeg sætte mig
overskrævs i Vindueskarmen med det ene Been ud paa Taget, see op i
den klare blaae Luft og synge omkap med Fuglene, uden at Nogen beder
mig om at tie stille. Corpus Juris er ogsaa vel fornøiet med
Leiligheden: de mange Trapper op og ned give saadan en sund Motion,
man sparer hver Dag en heel Times Spadseretour derved. Gamle endelig
siger, at det er ham aldeles ligegyldigt, om han boer i Kjælderen
eller paa Qvisten, naar han bare maa faae Lov at boe et Sted.
Hvad Husbestyrelsen angaaer, da er den fordeelt saaledes mellem os,
at Gamle som den Ældste staaer for Alting, hvilket i Virkeligheden
vil sige, at han staaer for Ingenting. Han er nemlig meget upraktisk
og lever for det Meste i sine egne Tanker og er derfor i høi Grad
uskikket til denne Verdens Anliggender, derfor gaaer Alt i Grunden
efter Corpus Juris' Hoved, saa at Forholdet mellem Gamle og Corpus
Juris er, som det pleier at være i et velordnet Ægteskab: Manden
fører Overcommandoen, men Konen commanderer over Alt. Dog maa jeg
sige, at naar Gamle engang imellem ligesom vaagner op og siger,
hvorledes han vil have det, saa skeer det ogsaa efter hans Villie,
hvormeget end Corpus Juris har at sige derimod. Jeg som den Yngste
har naturligvis Ingenting at sige, ikke engang saa meget som Lov til
at kriticere, uden at Corpus Juris lader mig vide, at jeg er altfor
meget en Kik-in-die-Welt, til at jeg kan tale med om nogen Ting.
Ogsaa Omsorgen for de forskjellige Livets aandelige Sphærer er
fordeelt mellem os: Gamle forestaaer de kirkelige Anliggender i
Ordets bogstavelige Forstand, forsaavidt som han strængt overholder,
at vi hver Søn- og Helligdag gaae i Kirke. Det Æsthetiske er mig
anbetroet, forsaavidt man ved et æsthetisk Liv forstaaer et saadant,
hvor man snart fri og ubunden driver om paa Gader og Stræder midt i
den travle Folkemasse og glæder sig ved Beskuelsen af det mangfoldige
Liv, som rører sig overalt, snart staaer og stirrer ud ad Vinduet og
bygger Luftcasteller af de graae Efteraarsskyer. Corpus Juris staaer
for det Politiske; det vil sige, han læser hver Dag Aviserne, og
meddeler os Indholdet af disse tilligemed et belærende Foredrag over,
hvorledes Sagerne uden Tvivl inden kort Tid maae komme til at staae:
begge Dele ere af stor Nytte for Gamle og mig, da Ingen af os
nogensinde læser Aviserne: jeg har ikke Tid dertil, thi naar man hver
Dag skal passe sine Forelæsninger og Informationer, være i
Studenterforeningen og desuden være til Stede ved alle mulig
forefaldende Begivenheder, og saa ovenikjøbet studere lidt, hvor
skulde man saa faae Tid til at læse Aviserne? Gamle læser ikke
Aviserne af Princip, og det giver Anledning til jævnlige Disputer
mellem ham og Corpus Juris. Den Sidste anvender nemlig hver Morgen
ved sin The en Time til at studere Dagbladet, og denne Lecture har en
synlig oplivende Virkning paa ham, thi medens han forinden er ordknap
og utilgængelig, saa er han efter Studiet af Dagbladet det
omgængeligste og behageligste Menneske. Men nu er det en af Gamles
Yndlingspaastande, at Aviserne tjene kun til at bortødsle Folks Tid:
i gamle Dage, siger han, baade skrev og læste man store Bøger,
nuomstunder gjør man ingen af Delene, bare fordi man skal læse
Aviserne. Corpus Juris priser derimod Aviserne saa høit, som om al
aandelig Velsignelse udgik fra dem. Hvem af dem, der har Ret, veed
jeg ikke: dog troer jeg, at Gamle er noget ensidig, thi efter min
Mening bestaaer Forskjellen mellem nuomstunder og før kun deri, at de
Folk, som nu blot læser Aviserne, læste i gamle Dage slet Ingenting.
Hertil kommer, at medens Corpus Juris er en meget ivrig Politiker,
saa er Gamle det slet ikke: Gamle mener nemlig, at Hovedsagen er, at
Alle blive gode Christne, og naar dette først er Tilfældet, saa er
det aldeles ligegyldigt, om Bondevennerne eller Professorpartiet
staaer ved Roret, thi »Naar hver sin Dont ret gjøre vil, Saa staaer
det vel i Huset til«, det gjælder ogsaa om Staten. Dog Gamle har nu
saamange underlige Meninger. Men det er naturligt, at disse
Meningsforskjelligheder mellem ham og Corpus Juris give Anledning til
jævnlige Disputer, der i Almindelighed finde Sted ved Middagsbordet,
som jeg overhovedet har lagt Mærke til, at Folk ere altid meest
oplagte til at disputere ved Middagsbordet; Morgen og Aften er man
meget mere føielig og eftergivende, men om Middagen viger man ikke
en Haarsbred fra sin Mening; hvori dette kan have sin Grund,
overlader jeg til Psychologerne at bedømme, men Enhver vil vist have
Leilighed til at kunne overtyde sig om Sandheden af denne Bemærkning.
Men naar dette undtages, da leve vi forøvrigt sammen i broderlig
Samdrægtighed, som sig hør og bør. Engang imellem hændes det jo, naar
jeg ikke længer kan styre den overstrømmende Glæde, som boer i mig,
at jeg maa give den Luft i min Yndlingssang, en Stump af en norsk
Matrosvise, som jeg engang har hørt dem synge ude paa Toldboden:
»Hive langsomt fra Land -- hive langsomt fra Land!
De bergenske Møer snart vi møde kan --
Ohi--ohøi! ohi--ohøi!«
hvorpaa Gamle hæver sit majestætiske Hoved fra Bogen og siger:
»Stille, Nicolai!« -- eller ogsaa, at jeg i min Harme og Forbittrelse
over ikke at kunne forstaae Propædeutiken, aftegner den philosophiske
Professor hængende i en Galge, hvilket tildrager mig en streng
Straffeprædiken af Corpus Juris, der finder det høist upassende at
aftegne en af Universitetsprofessorerne i en saadan Stilling, hvori
jeg ogsaa maa give ham Ret -- saadanne Smaasammenstød have vi flere
af, men de ere i Regelen strax bilagte, og derfor regner jeg dem ikke
for Noget.
Det var en Tirsdag Eftermiddag i Juleferien: de to Juledage vare
forbi. Klokken var henimod fire; Tusmørket var begyndt at rykke frem,
alle Gjenstande begyndte at faae dette usikkre, taagede Udseende, der
kunde bringe En paa den Tanke, at de vare ifærd med at løse sig op i
Mørket og selv blive til bare Mørke. Gamle laa henne paa Sophaen i
den mørkeste Deel af Værelset; man kunde kun kjende ham paa noget
Lyst, det var hans Krave og hans Ansigt, alt det Øvrige var paa Grund
af Mørket blevet til Eet med Sophaen. Han laa i sine egne
Betragtninger, i hvilken Tilstand han befinder sig allerbedst; hans
Pibe var for tredie Gang gaaet ud: Gamle vil nemlig gjerne have Piben
i Munden, for saa tænker man bedre, siger han -- men naar han saa
begynder at tænke, gaaer Piben ud og skal tændes paa Ny, hvorfor jeg
er overbevist om, at han bruger mange flere Penge til Svovlstikker
end til Tobak. Som sagt, Gamle laa paa Sophaen: Corpus Juris sad i
Gyngestolen med alle det svundne Aars Dagblade foran sig og qvægede
sig øiensynligt ved alle de lykkelige Morgentimer, som Læsningen
heraf havde forskaffet ham. Jeg stod i Vinduet, saae ud i de
dunkelviolette Skyer, bag hvilke Solen var gaaet ned, og trommede
ganske sagte paa Ruden: »Hive langsomt fra Land -- de bergenske Møer
snart vi møde kan -- ohi--ohøi!«
Paa en Gang siger Gamle: »Hør, Frederik, skal vi tage Nicolai med til
Nøddebo imorgen?«
»Nicolai har vist ingen Penge«, svarede Corpus Juris.
Nei det var da soleklart, at jeg ingen Penge kunde have, med mindre
jeg havde stjaalet nogle fra Corpus Juris; den 27de i Maaneden, hvor
er det saa muligt at have en Skilling i Lommen?
»Har Nicolai ingen Penge«, sagde Gamle, »saa vil jeg betale Reisen
for ham«.
Jeg blev høilig overrasket over denne Rundhaandethed hos Gamle, der
kom saa aldeles uventet.
»Men der er Ingen, der venter ham derude, han kommer blot til
Uleilighed«, indvendte Corpus Juris.
»I Nøddebo Præstegaard kommer aldrig Nogen til Uleilighed, mindst
Nogen af Faders Sønner.«
Nu var jeg aldeles overbevist om, at jeg kom med til Nøddebo, i hvad
saa end Corpus Juris havde at sige, thi det var klart, at Gamle
_vilde_ det.
»Men Nicolais Tøi er heller ikke i Orden«, yttrede Corpus Juris, der
endnu ikke vilde give tabt.
»Saa laane vi ham Noget af vort«, svarede Gamle, og dermed var Sagen
afgjort.
Nu maa jeg imidlertid oprigtig talt tilstaae, at jeg havde ikke nogen
overdreven Lyst til at komme til Nøddebo. -- Nøddebo Præstegaard
ligger to Mil fra Roskilde ved Roskildefjordens Bredder, og Præsten
her er en gammel Ungdomsven af Fader. Gamle og Corpus Juris havde
tilbragt de to sidste Sommerferier derude og ligeledes i Efteraaret
hyppig aflagt Besøg. Jeg havde aldrig gjæstet Nøddebo og var heller
ikke synderlig ivrig derefter, thi naar jeg spurgte Gamle, hvad Rart
der var derude, svarede han mig, at Præsten havde saadant et godt
Bibliothek, og spurgte jeg Corpus Juris, fik jeg samme Svar, hvad der
ikke undrede mig lidet, da denne ellers ikke er nogen synderlig ivrig
Theolog; men han sagde ogsaa, at navnlig med Hensyn til Kirkeretten
var Bibliotheket særdeles godt forsynet. Efter paa et Par nærmere
Forespørgsler aldrig at have faaet andet Svar end: Bibliotheket og
Kirkeretten, fik jeg tilsidst den Idee om Nøddebo Præstegaard, at man
ikke bestilte Andet derude end sidde i Bibliotheket og studere
Kirkeret fra Morgen til Aften. Da man ligesaagodt kan gjøre det
hjemme i Kjøbenhavn, saa ansaae jeg det ikke for Umagen værd at drage
derud. Men da nu Gamle tilbød at betale Reisen, og da jeg ikke ret
vidste, hvad jeg skulde gjøre af mig selv i Juleferien, naar Brødrene
vare borte, saa tog jeg imod Tilbudet i den Tanke, at jeg maaskee
ogsaa kunde finde Noget i det Bibliothek, som kunde særlig
interessere mig.
Saa gave vi os da til at pakke Tøiet sammen, og da jeg saae Kuffert
og Vadsæk opstillede paa Gulvet, følte jeg endog heftig Lyst efter at
komme til Nøddebo, for jeg kan aldrig see en Kuffert, uden at jeg
faaer Lyst til at reise.
Næste Morgen bleve vi vækkede ved en stærk Banken paa Døren: det var
Karlen, der kom for at bære Tøiet til Banegaarden. Corpus Juris foer
i Veiret: »Hillemænd, Klokken er over et Qvarteer til Syv; op,
Christopher! op, Nicolai!« Jeg for mit Vedkommende havde mere Lyst
til at blive liggende i Sengen og synge: »Hive langsomt fra Land!
hive langsomt fra Land« -- men der hjalp ingen Kjæremoer, jeg maatte
op af Sengen. For da at blive rigtig vaagen og ligeledes purre Gamle
op, istemmede jeg med kraftig Røst det gamle Bjarkemaal: »Vaagner,
vaagner, danske Helte! Vaagner, spænder Sværd ved Bælte!« men blev
afbrudt af Corpus Juris: »Aa hold dog op med den Sang, det ligner jo
ikke noget at begynde allerede paa Morgenstunden dermed!« Jeg taug,
for jeg huskede paa, at Corpus Juris havde ikke læst Dagbladet endnu,
men jeg sagde tillige med et Suk til mig selv: »Sæt, de nu ikke
holder Dagbladet i Nøddebo Præstegaard, saa er Corpus Juris jo i
daarligt Humør hele Dagen igjennem!« -- ja havde der bare været Tid,
saa havde jeg gjerne søgt nogle gamle Dagblade op, for at han i al
Fald kunde have dem at læse derude. Men der var ingen Tid at give
bort, vi maatte klæde os paa i størst mulige Fart. Corpus Juris stod
allerede i fuld Reiseklædning med Haanden paa Laasen og skyndede paa
os; det var knap nok, at Gamle kunde faae Tid til at trække
Galoscherne paa og tage sin uadskillelige Paraply med sig. Ja i sin
Iver for at komme afsted væltede Corpus Juris et tomt Blækhus og tog
deraf Leilighed til at skænde paa mig, fordi jeg nu i tre Dage havde
glemt at komme Blæk i det, hvad der dog virkelig under de nærværende
Omstændigheder snarere syntes mig at fortjene Paaskjønnelse. Omsider
vare vi alle færdige og forlode Værelset.
Idet vi traadte ud paa Gaden, slog en bidende Kulde os imøde, jo det
var en rigtig Julekulde. Himlen var ganske dunkelblaa, Maanen var
endnu ikke gaaet ned, men stod bleg og forfrossen paa Himlen, og gul
og gusten saae den ud, som En, der har været paa Svir hele Natten
igjennem. Sneen knirkede under vore Fødder, idet vi mere løb end gik;
imidlertid kom vi dog endnu i rette Tid, men hvordan vi fik Billet,
kom ind i Vognen og tog Plads, det maa Corpus Juris fortælle, for
det besørgede han: jeg veed kun, at der skete en heel Deel omkring
mig i stor Hurtighed, og at jeg først kom rigtig til mig selv, da vi
vare ved Valby. -- Om selve Jernbanefarten er der forøvrigt ikke
videre at fortælle, og hvad skulde der vel ogsaa være at fortælle om
en Jernbanefart, hvor man den ene Gang kjører akkurat som den anden?
Vi tre Brødre vare alene i Coupéen: Gamle og Corpus Juris satte sig
hver ved sit Vindue, ingen af dem lod til at være synderlig
conversabel. Ved Hedehusene indtraadte et Par nye Passagerer, en ung
Pige med hendes Moder. Den unge Pige havde det deiligste Par
lyseblaae Øine, som man kan tænke sig, hvorfor jeg naturligvis satte
mig ligeoverfor hende og havde den største Lyst at tale til hende,
men jeg syntes ikke rigtig det gik an, da vi jo slet ikke kjendte
hinanden. Saa sad jeg i al Taushed og saae paa hende; det vidste jeg
da, jeg havde Lov til, indtil hun pludselig slog Øinene op og saae
paa mig. Jeg blev noget flau, thi hun havde bestemt mærket, at jeg
havde siddet og seet paa hende. Derfor vendte jeg hurtig mit Blik ud
ad Vinduet, men kunde nu mærke, hvorledes hun sad og saae paa mig.
»Tør Du see paa mig, saa tør jeg vel ogsaa see paa Dig«, tænkte jeg
og saae atter paa hende, men nu vendte hun hurtig Blikket mod det
andet Vindue, som om hun slet ikke havde seet paa mig. Saa kunde jeg
en Stund sidde i Ro og see paa hende, indtil hun atter saae hen paa
mig, hvorpaa jeg atter saae ud ad Vinduet. Saaledes vedbleve vi at
føre en taus Øienkrig hele Tiden: den Ene saae paa den Anden,
saalænge indtil den Anden mærkede det, og saa saae den Anden paa den
Ene o. s. fr., lige indtil vi naaede Roskilde. Her traadte Moderen
ud, og den unge Pige fulgte bagefter. Idet hun gik forbi mig, kunde
jeg ikke lade være at sige »Farvel« til hende. »Farvel!« svarede hun
med saa sød en Stemme, at jeg bitterlig fortrød, at jeg ikke før
havde talt til hende. Men nu var det for silde: endnu kunde jeg
skimte hendes blaae Silkehat skinne frem mellem Folkemængden, og saa
var hun borte.
Vi Andre stege nu ogsaa ud og gik hen for at see, om Præstens Vogn
var der -- jo, der holdt den; ved at see os reiste Kudsken sig, og
idet han med den ene Haand holdt et Par stolte Brune i Ave, tog han
til den lodne Peltshue med den anden.
»Goddag Niels«, raabte Corpus Juris, »hvordan staaer det til i
Præstegaarden?«
»Tak, ellers Godt«, svarede Niels, »de har længe ventet paa
Herrerne.«
»Derfor komme vi ogsaa tre Mand stærk, for naar det kommer, saa
kommer det Alt paa een Gang.«
»Ja saa«, svarede Niels, »det var ellers slemt nok.«
»Hvorfor det? Er der ikke Plads i Præstegaarden?«
»Jo, der er Plads til tyve endnu, om det skulde være -- men her paa
Vognen« -- og Niels saae sig betænksomt om -- »jeg har gjort nogle
Indkjøb idag og derfor -- --«
»Er der ikke Andet i Veien«, raabte jeg, »den Sag skal vi snart
klare. Vi stille Kufferten op her bagest i Vognen, og saa sætter jeg
mig paa den.«
»Ja det kan vi«, raabte Corpus Juris og sprang op, »kom nu! hurtig!«
»Vi vil først hen at see Domkirken«, svarede Gamle rolig, »Nicolai
har ikke seet Domkirken endnu.«
»Den kan han jo altid faae at see en anden Gang, lad nu dog ikke
Niels vente længer.«
»Nicolai skal see Domkirken«, lød Gamles Svar, »Niels venter nok for
min Skyld saa længe.«
»For _min_ Skyld! ha ha ha! Du vil maaskee studere Aarstal derhenne?«
og Corpus Juris blinkede hen til Gamle.
»Nicolai skal see Domkirken«, svarede Gamle, der selv begyndte at lee
og tog mig under Armen, medens Corpus Juris atter sprang af Vognen
for at følge os.
En af Dørene til Kirken stod heldigvis aaben, og vi gik ind i Kirken.
Corpus Juris førte mig rundt, viste og forklarede mig Alting. Gamle
derimod, som havde paataget sig at vise mig Kirken, forsvandt
øjeblikkelig; formodentlig var han henne at studere Aarstal. Jeg
savnede ham imidlertid ikke, thi jeg var aldeles optagen af det
Skjønne og Herlige, som jeg saae. Jeg tænkte paa alle de navnkundige
Mænd, hvis Been hvile her, det forekom mig, som om deres Aander
omsvævede os under de høje Kirkehaller og sagte talte sammen om de
svundne Tiders Stordaad. Corpus Juris fortalte og fortalte, jeg
lyttede til: det var mig, som om de døde Navne bleve levende for mig,
som om jeg saae de purpurklædte Konger og de kutteklædte Klærke træde
os imøde -- jeg glemte Nøddebo og mig selv og Alt, indtil Corpus
Juris endelig sagde: »Ja nu tør vi ikke blive længer.« Det var mig,
som vaagnede jeg op af en dyb Drøm; fra de svundne Tider kaldtes jeg
tilbage til Nutiden.
»Men hvor er Christopher?« spurgte jeg.
»Der kommer han henne, nu er han færdig.«
»Har han da virkelig siddet og studeret Aarstal i al den Tid?«
»Ja han har«, svarede Corpus Juris smaaleende, »Du veed, at han
interesserer sig for Sligt.«
»Han arbejder maaskee paa en Afhandling desangaaende?«
»Ja, han arbejder af alle Kræfter derpaa«, svarede Corpus Juris, idet
han med Møie holdt Latteren tilbage. Jeg saae forundret paa ham, men
han løb fra mig hen til Gamle, som han tog under Armen, og de gik i
Forvejen tilbage til Vognen, medens jeg fulgte langsomt bagefter,
ganske opfyldt af Alt, hvad jeg havde seet og hørt.
Men nu gjaldt det om at faae Plads paa Vognen. Gamle skulde sidde paa
den forreste Agestol ved Siden af Niels, Corpus Juris paa den anden
ved Siden af en heel Deel Pakker, som vare opstablede der, og jeg bag
i Vognen paa Kufferten. Corpus Juris og jeg kom snart til Sæde, men
ikke saa med Gamle. Han er ikke nogen stor Gymnastiker; et Par Gange
sprang han op paa Hjulet, men hver Gang dumpede han ned igjen. Saa
vilde Corpus Juris hjælpe ham, og ved fælles Bestræbelser lykkedes
det dem tilsidst at brække Rygstykket paa Agestolen itu.
»Nej veed Du hvad, Christopher«, raabte jeg, »lad Du før mig sidde
hos Niels, saa kan Du sætte Dig op paa Kufferten her.« Saaledes
skete det da, og vi rullede afsted.