1. Et udsagn om Moab. Ak, Ar lægges øde ved Nat, det er ude med
Moab, Kir lægges øde ved Nat, det er ude med Moab.
2. Dibons Datter går op på Høje for at græde, oppe på Nebo og
Medeba jamrer Moab; hvert et Hoved er skaldet, alt skæg skåret
af,
3. på Gader og oppe på Tage bærer de Sæk, på Torvene jamrer de
alle, opløst i Gråd.
4. Hesjbon og El'ale skriger, det høres til Jahaz. Derfor skælver
Moabs Lænder, dets Sjæl er i Vånde.
5. Hjertet skriger i Moab, man flygter til Zoar, til
Eglat-Sjelisjija. Ak, grædende stiger de op ad Luthiths
Skråning, undervejs til Horonajim opløfter de Jammerskrig;
6. Nimrims Vande bliver Ødemarker, thi Græsset visner, Grønsværet
svinder, Grønt er der ikke.
7. Derfor slæber de Godset, de vandt, deres hengemte Ting over
Vidjebækken.
8. Ak, Nødråbet omspænder Moabs Land, dets Jamren når til Eglajim
og Be'er-Elim;
9. thi Dimons Vand er fuldt af Blod. Men jeg sender endnu mer over
Dimon: en Løve over Moabs undslupne, Landets Rest.