1. Thi HERREN forbarmer sig over Jakob og udvælger atter Israel.
Han lader dem fæste Bo i deres eget Land, og fremmede skal
slutte sig til dem og føjes til Jakobs Hus.
2. Folkeslag skal tage dem og bringe dem hjem igen; og Israels Hus
skal i HERRENs Land tage Folkeslagene i Eje som Trælle og
Trælkvinder; de skal gøre dem til Fanger, hvis Fanger de var, og
herske over deres Bødler.
3. På den Dag HERREN giver dig Hvile for din Møje og Uro og for den
hårde Trældom, der lagdes på dig,
4. skal du istemme denne Spottevise om Babels Konge: Hvor er dog
Bødlen stille, Tvangshuset tyst!
5. HERREN har brudt de gudløses Stok, Herskernes Kæp,
6. som slog i Vrede Folkeslag, Slag i Slag, og tvang i Harme Folk
med skånselsløs Tvang.
7. Al Jorden har Fred og Ro, bryder ud i Jubel;
8. selv Cypresserne glæder sig over dig, Libanons Cedre: "Siden dit
Fald kommer ingen op for at fælde os!"
9. Dødsriget nedentil stormer dig heftigt i Møde, vækker for din
Skyld Dødninger, al Jordens store, jager alle Folkenes Konger op
fra Tronen;
10. de tager alle til Orde og siger til dig: "Også du blev kraftløs
som vi, du blev vor Lige!"
11. Til Dødsriget sendtes din Højhed, dine Harpers Brus, dit Leje er
redt med Råddenskab, dit Tæppe er Orme.
12. Nej, at du faldt fra Himlen; du strålende Morgenstjerne, fældet
og kastet til Jorden, du Folkebetvinger!
13. Du, som sagde. i Hjertet: "Jeg stormer Himlen, rejser min, Trone
deroppe over Guds Stjerner, tager Sæde på Stævnets Bjerg i
yderste Nord,
14. stiger op over Skyernes Højder, den Højeste lig" -
15. ja, ned i Dødsriget styrtes du, nederst i Hulen!
16. Ser man dig, stirrer man på dig med undrende Blikke: "Er det
ham, som fik Jorden til at bæve, Riger til at skælve,
17. ham, som gjorde Verden til Ørk og jævnede Byer, ikke gav
Fangerne fri til at drage mod Hjemmet?"
18. Folkenes Konger hviler med Ære hver i sit Hus,
19. men du er slængt hen uden Grav som et usseligt Foster, dækket af
faldne, slagne med Sværd og kastet i Stenbruddets Hul som et
nedtrådt Ådsel.
20. I Graven samles du ikke med dine Fædre, fordi du ødte dit Land
og dræbte dit Folk. Ugerningsmændenes Afkom skal aldrig nævnes.
21. Bered hans Sønner et Blodbad for Faderens Brøde! De skal ikke
stå op og indtage Jorden og fylde Verden med Sfæder.
22. Jeg står op imod dem, lyder det fra Hærskarers HERRE, og
udrydder af Babel Navn og Rest, Skud og Spire, lyder det fra
HERREN;
23. jeg gør det til Rørdrummers Eje og til side Sumpe; jeg fejer det
bort med Undergangens Kost, lyder det fra Hærskarers HERRE.
24. Hærskarers HERRE har svoret således: Visselig, som jeg har tænkt
det, så skal det ske, og som jeg satte mig for, så står det
fast:
25. Jeg knuser Assur i mit Land, ned tramper ham på mine Bjerge,
hans Åg skal vige fra dem, hans Byrde skal vige fra dets
Skuldre.
26. Det er, hvad jeg satte mig for imod al Jorden, det er den Hånd,
som er udrakt mod alle Folk.
27. Thi Hærskarers HERREs Råd, hvo kuldkaster det? Hans udrakte
Hånd, hvo tvinger vel den tilbage?
28. I Kong Akaz's Dødsår kom dette Udsagn:
29. Glæd dig ej, hele Filisterland, at kæppen, der slog dig, er
brudt! Thi af Slangerod kommer en Øgle, dens frugt er en
flyvende Drage.
30. På min Vang skal de ringe græsse de fattige lejre sig trygt; men
jeg dræber dit Afkom ved Sult; hvad der levnes, slår jeg ihjel.
31. Hyl, Port, skrig, By, Angst gribe dig, hele Filisterland! Thi
nordenfra kommer Røg, i Fjendeskaren nøler ingen.
32. Og hvad skal der svares Folkets Sendebud? At HERREN har
grundfæstet Zion, og de arme i hans Folk søger Tilflugt der.