1. Landets Herrer sender en Gave fra Sela gennem Ørknen til Zions
Datters Bjerg.
2. Og ret som flagrende Fugle, som en opskræmt Rede er Moabs Døtre
ved Arnons Vadesteder.
3. "Kom med et Råd, gør Ende derpå, lad din Skygge blive som Natten
ved højlys Dag, skjul de bortdrevne, røb ej de flyende!
4. Giv Moabs bortdrevne Tilhold hos dig, vær dem et Skjul for den,
som hærger! Er først Voldsmanden borte, Ødelæggelsen omme,
Undertrykkeren ude af Landet.
5. skal en Trone rejses med Mildhed, og på den skal sidde en Dommer
med Trofasthed i Davids Telt, ivrig for Ret og øvet i Retfærd."
6. "Vi har hørt om Moabs Hovmod, det såre store, dets Overmod,
Hovmod og Frækhed, dets tomme Snak."
7. Derfor jamrer Moab over Moab, alle jamrer; Kir-Haresets
Rosinkager sukker de sønderknust over.
8. Thi visne er Hesjbons Marker, Sibmas Vinstok, hvis Druer slog
Folkenes Herrer til Jorden; den nåede Ja'zer, famled gennem
Ørkenen, dens Ranker bredte sig, overskred Havet.
9. Derfor græder jeg Ja'zers Gråd over Sibmas Vinstok, væder med
min Tåre Hesjbon, og El'ale; thi et Vinperserråb slog ned på,din
Frugt og din Høst,
10. fra Frugthaver svandt både Glæde og Jubel; i Vingårde jubles der
ikke, der lyder ej Råb, i Karrene trampes ej Vin, Vinperserråbet
er tystnet.
11. Derfor bæver mit Indre som Citren for Moab, mit Hjerte for
Kir-Heres.
12. Og når Moab viser sig på Offerhøjen, når det gør sig Møje og
kommer til sin Helligdom for at bede, udretter det intet.
13. Det er Ordet, HERREN fordum talede til Moab.
14. Men nu siger HERREN: Om tre År, som Daglejeren regner Året, skal
Moabs Herlighed vanæres med al den store larmende Hob. Resten
bliver lille, ringe og afmægtig.