1. (Til sangmesteren. Al-tasjhet. Af David. En miktam, da Saul
sendte folk, som skulle vogte huset for at dræbe ham.)
2. Fri mig fra mine Fjender, min Gud, bjærg mig fra dem, der rejser
sig mod mig;
3. fri mig fra Udådsmænd, frels mig fra blodstænkte Mænd!
4. Thi se, de lurer efter min Sjæl, stærke Mænd stimler sammen imod
mig, uden at jeg har Skyld eller Brøde.
5. Uden at jeg har forbrudt mig, HERRE, stormer de frem og stiller
sig op. Vågn op og kom mig i Møde, se til!
6. Du er jo HERREN, Hærskarers Gud, Israels Gud. Vågn op og hjemsøg
alle Folkene, skån ej een af de troløse Niddinger! - Sela.
7. Ved Aften kommer de tilbage, hyler som Hunde og stryger gennem
Byen!
8. Se, deres Mund løber over, på deres Læber er Sværd, thi: "Hvem
skulde høre det?"
9. Men du, o HERRE, du ler ad dem, du spotter alle Folk,
10. dig vil jeg lovsynge, du, min Styrke, thi Gud er mit Værn;
11. med Nåde kommer min Gud mig i Møde, Gud lader mig se mine
Fjender med Fryd!
12. Slå dem ikke ihjel, at ikke mit Folk skal glemme, gør dem
hjemløse med din Vælde og styrt dem,
13. giv dem hen, o Herre, i Mundens Synd, i Læbernes Ord, og lad dem
hildes i deres Hovmod for de Eder og Løgne, de siger;
14. udryd dem i Vrede, gør Ende på dem, så man kan kende til Jordens
Ender, at Gud er Hersker i Jakob! - Sela.
15. Ved Aften kommer de tilbage, hyler som Hunde og stryger gennem
Byen,
16. vanker rundt efter Føde og knurrer, når de ikke mættes.
17. Men jeg, jeg vil synge om din Styrke, juble hver Morgen over din
Nåde; thi du blev mig et Værn, en Tilflugt på Nødens Dag.
18. Dig vil jeg lovsynge, du, min Styrke, thi Gud er mit Værn, min
nådige Gud.