1. (Til sangmesteren. Al-tasjhet. Af David. En miktam.)
2. Er det virkelig Ret, I taler, I Guder, dømmer I Menneskenes Børn
retfærdigt?
3. Nej, alle øver I Uret på Jord, eders Hænder udvejer Vold.
4. Fra Moders Liv vanslægted de gudløse, fra Moders Skød for
Løgnerne vild.
5. Gift har de i sig som Slangen, den stumme Øgle, der døver sit
Øre
6. og ikke vil høre på Tæmmerens Røst, på den kyndige
Slangebesværger.
7. Gud, bryd Tænderne i deres Mund, Ungløvernes Kindtænder knuse
du, HERRE;
8. lad dem svinde som Vand, der synker, visne som nedtrampet Græs.
9. Lad dem blive som Sneglen, opløst i Slim som et ufuldbårent
Foster, der aldrig så Sol.
10. Før eders Gryder mærker til Tjørnen, ja, midt i deres Livskraft
river han dem bort i sin Vrede
11. Den retfærdige glæder sig, når han ser Hævn, hans Fødder skal
vade i gudløses Blod;
12. Og Folk skal sige: "Den retfærdige får dog sin Løn, der er dog
Guder, som dømmer på Jord!"