1. Profetsønnerne sagde engang til Elisa: "Se, der er for lidt
Plads til os her, hvor vi sidder hos dig.
2. Vi vil gå til Jordan og hver fage en Bjælke og der indrette os
et Rum, vi kan sidde i!" Han sagde: "Ja, gør det!"
3. Men en af dem sagde: "Vil du ikke nok følge med dine Trælle!" Og
han svarede: "Jo, det vil jeg!"
4. Han gik så med, og da de kom til Jordan, gav de sig til at fælde
Træer.
5. Medens nu en af dem var ved at fælde en Bjælke, faldt hans
Øksejern i Vandet. Da gav han sig til at råbe: "Ak, min Herre!
Og det var endda lånt!"
6. Men den Guds Mand sagde: "Hvor faldt det?" Og da han havde vist
ham Stedet, skar han en Gren af og kastede den derhen. Da kom
Øksen op på Overfladen;
7. og han sagde: "Tag den op!" Så rakte han Hånden ud og tog den.
8. Engang Arams Konge lå i Krig med Israel, aftalte han med sine
Folk, at de skulde lægge sig iBaghold på det og det Sted.
9. Men den Guds, Mand sendte Bud til Israels Konge og lod sige:
"Vogt dig for at drage forbi det Sted, thi der ligger Aramæerne
i Baghold!"
10. Israels Konge sendte da Folk til det Sted, den Guds Mand havde
sagt ham. Således mindede han ham om at være på sin Post der;
og det gjorde han ikke een, men flere Gange.
11. Derover blev Arams Konge urolig i sit Sind, og han lod sine Folk
kalde og spurgte dem: "Han I ikke sige mig, hvem det er, der
forråder os til Israels Konge?"
12. Da sagde en af hans Hærførere: "Det er ingen af os, Herre Konge;
det er Profeten Elisa i Israel, der lader Israels Konge vide,
hvad du taler i dit Sovekammer."
13. Da sagde han: "Gå hen og se, hvor han er, for at jeg kan sende
Folk ud og lade ham gribe!" Da det meldtes ham, at han var i
Dotan,
14. sendte han Heste og Vogne og en stor Hærstyrke derhen; og de kom
ved Nattetide og omringede Byen.
15. Næste Morgen tidlig, da den Guds Mand gik ud, se, da var Byen
omringet af en Hær og Heste og Vogne, Da sagde hans Tjener til
ham: "Ak, Herre, hvad skal vi dog gribe til?"
16. Men han svarede: "Frygt ikke, thi de, der er med os, er flere
end de, der er med dem!"
17. Og Elisa bad og sagde: "HERRE, luk hans Øjne op, så han kan se!"
Da lukkede HERREN Tjenerens Øjne op, og han så, at Bjerget var
fuldt af Ildheste og Ildvogne rundt om Elisa.
18. Da nu Fjenderne rykkede ned imod ham, bad Elisa til HERREN og
sagde: "Slå de Folk med Blindhed!" Og han slog dem med Blindhed
efter Elisas Ord.
19. Da sagde Elisa til dem: "Det er ikke den rigtige Vej eller den
rigtige By; følg med mig, så skal jeg føre eder til den Mand, I
søger!" Han førte dem så til Samaria,
20. og da de var kommet ind i Samaria, bad Elisa: "Herre, luk nu
deres Øjne op, så at de kan se!" Da lukkede HERREN deres Øjne
op, og de så, at de var midt i Samaria.
21. Da Israels Konge så dem, spurgte han Elisa: "Skal jeg hugge dem
ned, min Fader?"
22. Men han svarede: "Nej, du må ikke hugge dem ned! Bruger du at
hugge Folk ned, som du ikke har taget til Fange med Sværd eller
Bue? Sæt Brød og Vand for dem, at de kan spise og drikke, og lad
dem så vende tilbage til deres Herre!"
23. Så gav han dem et godt Måltid, og da de havde spist og drukket,
lod han dem gå, og de drog tilbage til deres Herre. Men fra den
Tid af kom der ikke flere aramaiske Strejfskarer i Israels Land.
24. Siden hændte det, at Kong Benhadad af Aram samlede hele sin Hær
og drog op og belejrede Samaria;
25. og under Belejringen blev der stor Hungersnød i Byen, så at et
Æselhoved til sidst kostede tresindstyve Sekel Sølv og en
Fjerdedel Kab Duegødning fem.
26. Da Israels Konge en Dag gik oppe på Bymuren, råbte en Kvinde til
ham: "Hjælp, Herre Konge!"
27. Han svarede: "Hjælper HERREN dig ikke, hvor skal så jeg skaffe
dig Hjælp fra? Fra Tærskepladsen eller Vinpersen?"
28. Og Kongen spurgte hende vi dere: "Hvad fattes dig?" Da sagde
hun: "Den Kvinde der sagde til mig: Hom med din Dreng, så
fortærer vi ham i Dag; i Morgen vil vi så fortære min Dreng!
29. Så kogte vi min breng og fortærede ham. Næste Dag sagde jeg til
hende: Kom nu med din Dreng, at vi kan fortære ham! Men hun
holdt Drengen skjult."
30. Da Kongen hørte Kvindens Ord, sønderrev han sine Klæder, som han
stod der på Muren; og Folket så da, at han indenunder har Sæk på
den bare Krop.
31. Og han sagde: "Gud ramme mig både med det ene og det andet, om
Elisas, Sjafats Søns, Hoved skal blive siddende mellem Skuldrene
på ham Dagen til Ende!"
32. Elisa sad imidlertid i sit Hus sammen med de Ældste; da sendte
Kongen en Mand i Forvejen. Men før Sendebudet kom til ham, sagde
han til de Ældste: "Ved I, at denne Mordersjæl har sendt en Mand
herhen for at tage mit Hoved? Se, når Budet kommer, skal I
lukke Døren og stemme jer imod den! Allerede hører jeg hans
Herres trin bag ham."
33. Og medens han endnu talte med dem, kom Kongen ned til ham og
sagde: "Se, hvilken Ulykke HERREN har bragt over os! Hvorfor
skal jeg da bie længer på HERREN?"