1. Men nogen tid efter skaffede Absalon sige Vogn og Heste og
halvtredsindstyve Forløbere;
2. og om Morgenen stillede han sig ved Portvejen, og når nogen gik
til Kongen for af få en Retssag afgjort, kaldte Absalon ham til
sig og spurgte ham: "Hvilken By er du fra?" Når han da svarede:
"Din Træl er fra den eller den af Israels Stammer!"
3. så sagde Absalon til ham: "Ja, din Sag er god og retfærdig; men
hos Kongen finder du ikke Øre!"
4. Og Absalon tilføjede: "Vilde man blot sætte mig til Dommer i
Landet! Da måtte enhver, der har en Retssag eller Retstrætte,
komme til mig, og jeg vilde hjælpe ham til hans Ret."
5. Og når nogen nærmede sig for at kaste sig ned for ham, rakte han
Hånden ud og holdt ham fast og kyssede ham.
6. Således gjorde Absalon over for alle Israeliterne, som kom til
Kongen for at få deres Sager afgjort, og Absalon stjal Israels
Mænds Hjerte.
7. Da der var gået fire År, sagde Absalon til Kongen: "Lad mig få
Lov at gå til Hebron og indfri et Løfte, jeg har aflagt HERREN;
8. thi medens din Træl boede i Gesjur i Aram, aflagde jeg det
Løfte: Hvis HERREN lader mig komme tilbage til Jerusalem, vil
jeg ære HERREN i Hebron!"
9. Kongen svarede ham: "Gå med Fred!" Og han begav sig til Hebron.
10. Men Absalon havde i al Hemmelighed sendt Bud ud i alle Israels
Stammer og ladet sige: "Når I hører, der stødes i Horn, så skal
I råbe: Absalon er blevet Konge i Hebron!"
11. Og med Absalon fulgte fra Jerusalem 200 Mænd, som han havde
indbudt, og som drog med i god Tro uden at vide af noget.
12. Og da Absalon ofrede, Slagtofre, lod han Giloniten Akitofel,
Davids Rådgiver, hente i hans By Gilo. Og Sammensværgelsen vandt
i Styrke, idet flere og flere af Folket gik over til Absalon.
13. Da kom en og meldte David det og sagde: "Israels Hu har vendt
sig til Absalon!"
14. Og David sagde til alle sine folk, som var hos ham i Jerusalem:
"Kom, lad os flygte; ellers kan vi ikke undslippe Absalon; skynd
jer af Sted, at han ikke skal skynde sig og nå os, bringe ulykke
over os og nedhugge Byens Indbyggere med Sværdet!"
15. Kongens Folk svarede: "Dine Trælle er rede til at gøre alt, hvad
du finder rigtigt, Herre Konge!"
16. Så drog Kongen ud, fulgt af hele sit Hus; dog lod Kongen ti
Medhustruer blive tilbage for at se efter Huset.
17. Så drog Kongen ud, fulgt af alle sine Folk. Ved det sidste Hus
gjorde de Holdt,
18. og alle Krigerne gik forbi ham, ligeledes alle Kreterne og
Pleterne; også alle Gatiten Ittajs Mænd, 600 Mand, som havde
fulgt ham fra Gat, gik forbi Kongen.
19. Da sagde Kongen til Gatiten Ittaj: "Hvorfor går også du med?
Vend om og bliv hos Kongen; thi du er Udlænding og er vandret ud
fra din Hjemstavn;
20. i Går kom du, og i Dag skulde jeg tage dig med på vor Omflakken,
jeg, som går uden at vide hvorhen! Vend tilbage og tag dine
Landsmænd med; HERREN vise dig Miskundhed og Trofasthed!"
21. Men Ittaj svarede Kongen: "Så sandt HERREN lever, og så sandt
du, Herre Konge, lever: Hvor du, Herre Konge, er, der vil din
Træl være, hvad enten det bliver Liv eller Død!"
22. Da sagde David til Ittaj: "Vel, så drag forbi!" Så drog Gatiten
Ittaj forbi med alle sine Mænd og hele sit Følge af Kvinder og
Børn.
23. Hele Landet græd højt, medens alle Krigerne gik forbi; og Kongen
stod i Kedrons Dal, medens alle Krigerne gik forbi ham ad Vejen
til Oliventræet i Ørkenen.
24. Også Zadok og Ebjatar, som bar Guds Pagts Ark, kom til Stede; de
satte Guds Ark ned og lod den stå, indtil alle Krigerne fra Byen
var gået forbi.
25. Da sagde Kongen til Zadok: "Bring Guds Ark tilbage til Byen!
Hvis jeg finder Nåde for HERRENs Øjne, fører han mig tilbage og
lader mig stedes for ham og hans Bolig;
26. siger han derimod: Jeg har ikke Behag i dig! se, da er jeg rede;
han gøre med mig, hvad ham tykkes godt!"
27. Og Kongen sagde til Præsten Zadok: "Se, du og Ebjatar skal med
Fred vende tilbage til Byen tillige med eders to Sønner, din Søn
Ahima'az og Ebjatars Søn Jonatan!
28. Se, jeg bier ved Vadestederne på Jordansletten, indtil jeg får
Bud fra eder med Efterretning."
29. Zadok og Ebjatar bragte da Guds Ark tilbage til Jerusalem, og de
blev der. 30 Men David gik grædende op ad Oliebjerget med
tilhyllet Hoved og bare Fødder, og alle Krigerne, som fulgte
ham, havde tilhyllet deres Hoveder og gik grædende opefter.
31. Da David fik at vide, at Akitofel var iblandt de sammensvorne,
som holdt med Absalon, sagde han: "Gør Akitofels Råd til Skamme,
HERRE!"
32. Da David var kommet til Bjergets Top, hvor man plejede at
tilbede Gud, kom Arkiten Husjaj, Davids Ven, ham i Møde med
sønderrevet Kjortel og Jord på Hovedet.
33. Da sagde David til ham: "Hvis du drager med, bliver du mig til
Byrde;
34. men vender du tilbage til Byen og siger til Absalon: Jeg vil
være din Træl, Konge; din Faders Træl var jeg fordum, men nu vil
jeg være din Træl! så kan du gøre mig Akitofels Råd til Skamme.
35. Der har du jo Præsterne Zadokog Ebjatar; alt, hvad du hører fra
Kongens Palads, må du give Præsterne Zadok og Ebjatar Nys om.
36. Se, de har der deres to Sønner hos sig, Zadoks Søn Ahima'az og
Ebjatars Søn Jonatan; send mig gennem dem Bud om alt, hvad I
hører."
37. Så kom Husjaj, Davids Ven, til Byen, og samtidig kom Absalon til
Jerusalem.