1. Nogen Tid efter tildrog følgende sig. Davids Søn Absalon havde
en smuk Søster, som hed Tamar, og Davids Søn Amnon fattede
Kærlighed til hende.
2. Amnon blev syg af Attrå efter sin Søster Tamar; thi hun var
Jomfru, og Amnon øjnede ingen Mulighed for at få sin Vilje med
hende.
3. Men Amnon havde en Ven ved Navn Jonadab, en Søn af Davids Broder
Sjim'a, og denne Jonadab var en såre klog Mand;
4. han sagde til ham: "Hvorfor er du så elendig hver Morgen,
Kongesøn? Vil du ikke sige mig det?" Amnon svarede: "Jeg elsker
min Broder Absalons Søster Tamar!"
5. Da sagde Jonadab til ham: "Læg dig til Sengs og lad, som du er
syg! Når så din Fader kommer for at se til dig, skal du sige:
Lad min Søster Tamar komme og give mig noget at spise! Når hun
laver Maden i mit Påsyn, så at jeg kan se det, og hun selv giver
mig den, kan jeg spise."
6. Så gik Amnon til Sengs og lod. som han var syg; og da Kongen kom
for at se til ham, sagde Amnon til Kongen: "Lad min Søster Tamar
komme og lave et Par Kager i mit Påsyn og selv give mig dem: så
kan jeg spise."
7. David sendte da Bud ind i Huset til Tamar og lod sige: "Gå over
til din Broder Amnons Hus og lav Mad til ham!"
8. Og Tamar gik over til sin Broder Amnons Hus, hvor han lå til
Sengs, tog Dejen, æltede den og lavede Kagerne i hans Påsyn og
bagte dem;
9. derpå tog hun Panden og hældte dem ud i hans Påsyn; Amnon vilde
dog ikke spise, men sagde: "Lad alle gå udenfor!" Og da de alle
var gået udenfor,
10. sagde Amnon til Tamar: "Bær Maden ind i Inderværelset og lad mig
få den af din egen Hånd!" Da tog Tamar Kagerne, som hun havde
lavet, og bar dem ind i Inderværelset til sin Broder Amnon.
11. Men da hun bar dem hen til ham, for at han skulde spise, greb
han fat i hende og sagde: "Kom og lig hos mig, Søster!"
12. Men hun sagde: "Nej, Broder! Krænk mig ikke! Således gør man
ikke i Israel! Øv dog ikke denne Skændselsdåd!
13. Hvor skulde jeg gå hen med min Skam? Og du vilde blive regnet
blandt Dårer i Israel! Tal hellere med Kongen; han nægter dig
ikke at få mig!"
14. Han, vilde dog ikke høre hende, men tog hende med Vold, krænkede
hende og lå hos hende.
15. Men bagefter hadede Amnon hende med et såre stort Had; ja det
Had, han følte mod hende, var større end den Kærlighed, han
havde båret til hende. Og Amnon sagde til hende: "Stå op og gå
din Vej!"
16. Da sagde hun til ham: "Nej, Broder! Den Udåd, at du nu jager mig
bort, er endnu større end den anden, du øvede imod mig!" Han
vilde dog ikke høre hende,
17. men kaldte på den unge Mand, der var hans Tjener, og sagde: "Få
mig hende der ud af Huset og stæng Døren efter hende!"
18. Hun bar en fodsid Kjortel med Ærmer; thi således klædte
Jomfruerne blandt Kongedøtrene sig fordum. Tjeneren førte hende
da ud af Huset og stængede Døren efter hende.
19. Men Tamar strøede Aske på sit Hoved og sønderrev den fodside
Kjortel, hun havde på, og tog sig til Hovedet og skreg
ustandseligt, medens hun gik bort.
20. Da sagde hendes Broder Absalon til hende: "Har din Broder Amnon
været hos dig? Ti nu stille, Søster! Han er jo din Broder; tag
dig ikke den Sag nær!" Tamar sad da ensom hen i sin Broder
Absalons Hus.
21. Da Kong David hørte alt dette, blev han meget vred; men han
bebrejdede ikke sin Søn Amnon noget, thi han elskede ham, fordi
han var hans førstefødte.
22. Og Absalon talte ikke til Amnon, hverken ondt eller godt; thi
Absalon hadede Amnon, fordi han havde krænket hans Søster Tamar.
23. Men et Par År efter holdt Absalon Fåreklipning i Ba'al-Hazor,
som ligger ved Efraim, og dertil indbød Absalon alle
Kongesønnerne.
24. Absalon kom til Kongen og sagde: "Se, din Træl holder
Fåreklipning; vil ikke Kongen og hans Folk tage med din Træl
derhen?"
25. Men Kongen sagde til Absalon: "Nej, min Søn! Vi vil ikke alle gå
med, for at vi ikke skal falde dig til Byrde!" Og skønt han
nødte ham, vilde han ikke gå med, men tog Afsked med ham.
24. Da sagde Absalon: "Så lad i alt Fald min Broder Amnon gå med!"
Men Kongen sagde til ham: "Hvorfor skal han med?"
27. Da Absalon nødte ham, lod han dog Amnon og de andre Kongesønner
gå med. Og Absalon gjorde et kongeligt Gæstebud.
28. Men Absalon gav sine Folk den Befaling: "Pas på, når Vinen er
gået Amnon til Hovedet; når jeg så siger til eder: Hug Amnon
ned! dræb ham så! Frygt ikke; det er mig, som befaler jer
det. Tag Mod til jer og vis jer som kække Mænd!"
29. Absalons Folk gjorde ved Amnon, som Absalon havde befalet. Da
brød alle Kongesønnerne op, besteg deres Muldyr og flyede.
30. Medens de endnu var undervejs, nåede det Rygte David: "Absalon
har hugget alle Kongesønnerne ned, ikke en eneste er tilbage af
dem!"
31. Da stod Kongen op, sønderrev sine Klæder og lagde sig på Jorden;
også alle hans Folk, som stod hos, sønderrev deres Klæder.
32. Men Jonadab Davids Broder Sjim'as Søn, tog til Orde og sagde:
"Min Herre må ikke tro, at de har dræbt alle de unge
Kongesønner; kun Amnon er død, thi der har været noget ved
Absalons Mund, som ikke varslede godt, lige siden den Dag Amnon
krænkede hans Søster Tamar.
33. Derfor må min Herre Kongen ikke, tage sig det nær og tro, at
alle Kongesønnerne er døde. Kun Amnon er død!"
34. Da den unge Mand, som holdt Udkig, så ud, fik han Øje på en
Mængde Mennesker, som kom ned ad Skråningen på Vejen til
Horonajim, og han gik ind og meldte Kongen: "Jeg kan se, der
kommer Mennesker ned ad Bjergsiden på Vejen til Horonajim."
35. Da sagde Jonadab til Kongen: "Der kommer Kongesønnerne; det er,
som din Træl sagde!"
36. Og som han havde sagt det, kom Kongesønnerne, og de brast i
Gråd; også Kongen og alle hans folk brast i heftig Gråd.
37. Men Absalon flygtede og begav sig til Kong Talmaj, Ammihuds Søn,
i Gesjur. Og Kongen sørgede over sin Søn i al den Tid.
38. Da Absalon flygtede, begav han sig til Gesjur, og der blev han
tre År.
2.Samuel 14
39. Men Kongen begyndte at længes inderligt efter Absalon, thi han
havde trøstet sig over Amnons Død. 14-1 Da nu Joab, Zerujas
Søn, mærkede, at Kongens Hjerte hang ved Absalon,
2. sendte han Bud til Tekoa efter en klog Kvinde og sagde til
hende: "Lad, som om du har Sorg, ifør dig Sørgeklæder, lad være
at salve dig med Olie, men bær dig ad som en Kvinde, der alt i
lang Tid har sørget over en afdød;
3. gå så til Kongen og sig således til ham" - og Joab lagde hende
Ordene i Munden.
4. Kvinden fra Tekoa gik så til Kongen, faldt til Jorden på sit
Ansigt, bøjede sig og sagde: "Hjælp Konge!"
5. Kongen spurgte hende: "Hvad fattes dig?" Og hun sagde: "Jo, jeg
er Enke, min Mand er død.
6. Din Trælkvinde havde to Sønner; de kom i Klammeri ude på Marken,
og der var ingen til at bilægge deres Tvist; så slog den ene den
anden ihjel.
7. Men nu træder hele Slægten op imod din Trælkvinde og siger:
Udlever Brodermorderen, for at vi kan slå ham ihjel og hævne
Broderen, som han dræbte! Således siger de for at få Arvingen
ryddet af Vejen og slukke den sidste Glød, jeg har tilbage, så
at min Mand ikke får Eftermæle eller Efterkommere på Jorden!"
8. Da sagde Kongen til Kvinden: "Gå kun hjem, jeg skal jævne Sagen
for dig!"
9. Men kvinden fra Tekoa sagde til Kongen: "Lad Skylden komme over
mig og mit Fædrenehus, Herre Konge, men Kongen og hans Trone
skal være skyldfri!"
10. Kongen sagde da: "Enhver, som vil dig noget, skal du bringe til
mig, så skal han ikke mere volde dig Men!"
11. Men Kvinden sagde: "Vilde dog Kongen nævne HERREN din Guds Navn,
for at Blodhævneren ikke skal volde endnu mere Ulykke og min Søn
blive ryddet af Vejen!" Da sagde han: "Så sandt HERREN lever,
der skal ikke krummes et Hår på din Søns Hoved!"
12. Da sagde Kvinden: "Må din Trælkvinde sige min Herre Kongen et
Ord?" Han svarede: "Tal!"
13. Og Kvinden sagde: "Hvor kan du da tænke på at gøre det samme ved
Guds Folk - når Kongen taler således, dømmer han jo sig selv -
og det gør Kongen, når han ikke vil lade sin forstødte Søn vende
tilbage.
14. Thi vi skal visselig alle dø, vi er som Vandet, der ikke kan
samles op igen, når det hældes ud på Jorden; men Gud vil ikke
tage det Menneskes Liv, der omgås med den Tanke, at en forstødt
ikke skal være forstødt for stedse.
15. Når jeg nu er kommet for at tale om denne Sag til min Herre
Kongen, så er det, fordi de Folk har gjort mig bange; din
Trælkvinde tænkte: Jeg vil tale til Kongen, måske opfylder
Kongen sin Trælkvindes Bøn;
16. thi Kongen vil bønhøre mig og fri sin Trælkvinde af den Mands
Hånd, som tragter efter at udrydde mig tillige med min Søn af
Guds Arvelod.
17. Og din Trælkvinde tænkte: Min Herre Kongens Ord vil være mig en
Lindring; thi min Herre Kongen er som en Guds Engel til at
skønne over godt og ondt! HER- REN din Gud være med dig!"
18. Da sagde Kongen til Kvinden: "Svar mig på det Spørgsmål, jeg nu
stiller dig, dølg ikke noget!"Kvinden sagde: "Min Herre Kongen
tale!"
19. Da sagde Kongen: "Har Joab en Finger med i alt dette?" Og
Kvinden svarede: "Så sandt du lever, Herre Konge, det er umuligt
at slippe uden om, hvad min Herre Kongen siger. Ja, det var din
Træl Joab, som pålagde mig dette og lagde din Trælkvinde alle
disse Ord i Munden.
20. For at give Sagen et andet Udseende har din Træl Joab gjort
således. Men min Herre er viis som en Guds Engel, så han ved
alle Ting på Jorden!"
21. Derpå sagde Kongen til Joab: "Vel, jeg vil gøre det! Gå hen og
bring den unge Mand, Absalon, tilbage!"
22. Da faldt Joab på sit Ansigt til Jorden og bøjede sig og
velsignede Kongen og sagde: "Nu ved din Træl, at jeg har fundet
Nåde for dine Øjne, Herre Konge, siden Kongen har opfyldt sin
Træls Bøn!"
23. Derpå begav Joab sig til Gesjur og hentede Absalon tilbage til
Jerusalem.
24. Men Kongen sagde: "Lad ham gå hjem til sit Hus; for mit Åsyn
bliver han ikke stedet!" Da gik Absalon hjem til sit Hus, og for
Kongens Åsyn blev han ikke stedet.
25. Men ingen Mand i hele Israel blev beundret så højt for sin
Skønhed som Absalon; fra Fodsål til Isse var der ikke en Lyde
ved ham.
26. Og når han lod sit Hår klippe - han lod det klippe, hver Gang
der var gået et År, fordi det blev ham for tungt, derfor måtte
han lade det klippe - vejede det 2OO Sekel efter kongelig Vægt.
27. Der fødtes Absalon tre Sønner og een Datter ved Navn Tamar; hun
var en smuk Kvinde.
28. Absalon boede nu to År i Jerusalem uden at blive stedet for
Kongen.
29. Da sendte Absalon Bud efter Joab for at få ham til at gå til
Kongen; men han vilde ikke komme. Han sendte Bud een Gang til,
men han vilde ikke komme. 30 Da sagde han til sine Folk "Se den
Bygmark, Joab har der ved Siden af min! Gå hen og stik Ild på
den!" Og Absalons Folk stak Ild på Marken.
31. Da begav Joab sig ind til Absalon og sagde til ham: "Hvorfor har
dine Folk stukket Ild på min Mark?"
32. Absalon svarede Joab: "Se, jeg sendte Bud efter dig og bad dig
komme herhen, for at jeg kunde sende dig til Kongen og sige:
Hvorfor kom jeg tilbage fra Gesjur? Det havde været bedre for
mig, om jeg var blevet der! Men nu vil jeg stedes for Kongen; er
der Skyld hos mig så lad ham dræbe mig!"
33. Joab gik da til Kongen og overbragte ham disse Ord. Så lod han
Absalon kalde, og han kom ind til Kongen; og han bøjede sig for
ham og faldt på sit Ansigt til Jorden for Kongen. Så kyssede
Kongen Absalon.