1. Da David var kommet lidt på den anden Side af Bjergets Top, Kom
Mefibosjets Tjener Ziba ham i Møde med et Par opsadlede Æsler,
som bar 200 Brød, 100 Rosinkager, 100 Frugter og en Dunk Vin.
2. Da sagde Kongen til Ziba: "Hvad vil du med det?" Og Ziba
svarede: "Æslerne er bestemt til Ridedyr for Kongens Hus,
Brødene og Frugterne til Spise for Folkene og Vinen til Drikke
for dem, der bliver trætte i Ørkenen!"
3. Så sagde Kongen: '"Hvor er din Herres Søn?" Ziba svarede Kongen:
"Han blev i Jerusalem; thi han tænkte: Nu vil Israels Hus give
mig min Faders Kongedømme tilbage!"
4. Da sagde Kongen til Ziba: "Dig skal hele Mefibosjets Ejendom
tilhøre!" Og Ziba sagde: "Jeg bøjer mig dybt! Måtte jeg finde
Nåde for min Herre Kongens Øjne!"
5. Men da Kong David kom til Bahurim, se, da kom en Mand ved Navn
Simei, Geras Søn, af samme Slægt som Sauls Hus, gående ud af
Byen, alt imedens han udstødte Forbandelser,
6. og han kastede Sten efter David og alle Kong Davids Folk, skønt
alle Krigerne og alle Kærnetropperne gik på begge Sider af ham.
7. Og Simei forbandede ham med de Ord: "Bort, bort med dig, din
Blodhund, din Usling!
8. HERREN har nu bragt alt Sauls Hus's Blod over dig, han, i hvis
Sted du blev Konge, og HERREN har nu givet din Søn Absalon
Kongedømmet; nu har Ulykken ramt dig. for,i du er en Blodhund!"
9. Da sagde Abisjaj, Zerujas Søn, til Kongen: "Hvorfor skal den
døde Hund have Lov at forbande min Herre Kongen? Lad mig gå hen
og hugge Hovedet af ham!"
10. Men Kongen svarede: "Hvad har jeg med eder at gøre,
Zerujasønner! Når han forbander, og når HERREN har budt ham at
forbande David, hvem tør da sige: Hvorfor gør du det?"
11. Og David sagde til Abisjaj og alle sine Folk: "Når min egen Søn,
som er udgået af min Lænd, står mig efter Livet, hvad kan man da
ikke vente af denne Benjaminit! Lad ham kun forbande, når HERREN
har budt ham det!
12. Måske vil HERREN se til mig i min Nød og gøre mig godt til
Gengæld for hans Forbandelse i Dag!"
13. Derpå gik David med sine Mænd hen ad Vejen, medens Simei fulgte
ham oppe på Bjergskråningen og stadig udstødte Forbandelser,
slog med Sten og kastede Støv efter ham.
14. Således kom Kongen og alle Krigerne, som fulgte ham, udmattede
til Jordan og hvilede ud der.
15. Imidlertid var Absalon draget ind i Jerusalem med alle Israels
Mænd, og Akitofel var hos ham.
16. Da nu Arkiten Husjaj, Davids Ven, kom til Absalon, sagde han til
ham: "Kongen leve, Kongen leve!"
17. Absalon sagde til Husjaj: "Er det sådan, du viser din Ven
Godhed? Hvorfor fulgte du ikke din Ven?"
18. Husjaj svarede Absalon: "Nej, den, som HERREN og dette Folk og
alle Israels Mænd har valgt, i hans Tjeneste vil jeg træde, og
hos ham vil jeg blive!
19. Og desuden: Hvem er det, jeg tjener? Mon ikke hans Søn? Som jeg
har tjent din Fader, vil jeg tjene dig!"
20. Absalon sagde så til Akitofel: "Kom med eders Råd! Hvad skal vi
gøre?"
21. Akitofel svarede Absalon: "Gå ind til din Faders Medhustruer,
som han har ladet blive tilbage for at se efter Huset; så kan
hele Israel skønne, at du har lagt dig for Had hos din Fader, og
alle de, der har sluttet sig til dig, vil få nyt Mod!"
22. Absalons Telt blev så rejst på Taget, og Absalon gik ind til sin
Faders Medhustruer i hele Israels Påsyn.
23. Det Råd, Akitofel gav i de Tider, gjaldt nemlig lige så meget,
som når man adspurgte Gud; så meget gjaldt ethvert Råd af
Akitofel både hos David og Absalon.