1. Derpå drog David op til Klippehøjderne ved En-Gedi og opholdt
sig der.
2. Da Saul kom tilbage fra Forfølgelsen af Filisterne, blev det
meldt ham, at David var i En-Gedis Ørken.
3. Så tog Saul 3000 Krigere, udsøgte af hele Israel, og drog ud for
at søge efter David og hans Mænd østen for Stenbukke klipperne.
4. Og han kom til Fårefoldene ved Vejen. Der var en Hule, og Saul
gik derind for at tildække sine Fødder. Men David og hans Mænd
lå inderst i Hulen.
5. Da sagde Davids Mænd til ham: "Se, nu er den Dag kommet, HERREN
havde for Øje, da han sagde til dig: Se, jeg giver din Fjende i
din Hånd, så du kan gøre med ham, hvad du finder for godt!"
6. Men han svarede sine Mænd: "HERREN lade det være langt fra mig!
Slig en Gerning gør jeg ikke mod min Herre, jeg lægger ikke Hånd
på HERRENs Salvede; thi HERRENs Salvede er han!" Og David satte
sine Mænd strengt i Rette og tillod dem ikke at overfalde Saul.
7. Da stod David op og skar ubemærket Fligen af Sauls Kappe. Men
bagefter slog Samvittigheden David, fordi han havde skåret Sauls
kappeflig af.
8. Da nu Saul rejste sig og forlod Hulen for at drage videre,
9. stod David op bagefter, gik ud af Hulen og råbte efter Saul:
"Herre Konge!" Og da Saul så sig tilbage, kastede David sig ned
med Ansigtet mod Jorden og bøjede sig for ham.
10. Og David sagde til Saul: "Hvorfor lytter du til, hvad folk
siger: Se, David har ondt i Sinde imod dig?
11. I Dag har du dog med egne Øjne set, at HERREN gav dig i min Hånd
inde i Hulen; og dog vilde jeg ikke dræbe dig, men skånede dig
og sagde: Jeg vil ikke lægge Hånd på min Herre, thi han er
HERRENs Salvede!
12. Og se, Fader, se, her har jeg Fligen af din kappe i min Hånd!
Når jeg skar din Kappeflig af og ikke dræbte dig, så indse dog,
at jeg ikke har haft noget ondt eller nogen Forbrydelse i Sinde
eller har forsyndet mig imod dig, skønt du lurer på mig for at
tage mit Liv.
13. HERREN skal dømme mig og dig imellem, og HERREN skal give mig
Hævn over dig; men min Hånd skal ikke være imod dig!
14. Som det gamle Ord siger: Fra de gudløse kommer Gudløshed! Men
min Hånd skal ikke være imod dig.
15. Hvem er det, Israels Konge er draget ud efter, hvem er det, du
forfølger? En død Hund, en Loppe!
16. Men HERREN skal være Dommer og dømme mig og dig imellem; han
skal se til og føre min Sag og skaffe mig Ret over for dig!"
17. Da David havde talt disse Ord til Saul, sagde Saul: "Er det din
Røst, min Søn David?" Og Saul brast i Gråd
18. og sagde til David: "Du er retfærdigere end jeg; thi du har
gjort mig godt, medens jeg har gjort dig ondt,
19. og du har i Dag vist mig stor Godhed, siden du ikke dræbte mig,
da HERREN gav mig i din Hånd.
20. Hvem træffer vel sin Fjende og lader ham gå i Fred? HERREN
gengælde dig det gode, du har øvet imod mig i Dag!
21. Se, jeg ved, at du bliver Konge, og at Kongedømmet over Israel
skal blive i din Hånd;
22. så tilsværg mig nu ved HERREN, at du ikke vil udrydde mine
Efterkommere efter mig eller udslette mit Navn af mit
Fædrenehus!"
23. Det tilsvor David Saul, hvorefter Saul drog hjem, medens David
og hans Mænd gik op i Klippeborgen.