1. Da fik David at vide, at Filisterne belejrede Ke'ila og
plyndrede Tærskepladserne.
2. Og David rådspurgte HERREN: "Skal jeg drage hen og slå
Filisterne der?" HERREN svarede David; "Drag hen og slå
Filisterne og befri Ke'ila!"
3. Men Davids Mænd sagde til ham: "Se, vi lever i stadig Frygt her
i Juda; kan der så være Tale om, at vi skal drage til Ke'ila mod
Filisternes Slagrækker?"
4. Da rådspurgte David på ny HERREN, og HERREN svarede ham: "Drag
ned til Ke'ila, thi jeg giver Filisterne i din Hånd!"
5. David og hans Mænd drog da til Ke'ila, angreb Filisterne,
bortførte deres Kvæg og tilføjede dem et stort Nederlag. Således
befriede David Ke'ilas Indbyggere.
6. Dengang Ebjatar, Ahimeleks Søn, flygtede til David - han drog
med David ned til Ke'ila - havde han Efoden med.
7. Da Saul fik at vide, at David var kommet til Ke'ila, sagde han:
"Gud har givet ham i min Hånd! Thi han lukkede sig selv inde, da
han gik ind i en By med Porte og Slåer."
8. Derfor stævnede Saul hele Folket sammen for at drage ned til
Ke'ila og omringe David og hans Mænd.
9. Da David hørte, at Saul pønsede på ondt imod ham, sagde han til
Præsten Ebjatar: "Bring Efoden hid!"
10. Derpå sagde David: "HERRE, Israels Gud! Din Tjener har hørt, at
Saul har i Sinde at gå mod Ke'ila og ødelægge Byen for min
Skyld.
11. Vil Folkene i Ke'ila overgive mig i Sauls Hånd? Vil Saul drage
herned, som din Tjener har hørt? HERRE, Israels Gud, kundgør din
Tjener det!" HERREN svarede: "Ja, han vil!"
12. Så spurgte David: "Vil Folkene i Ke'ila overgive mig og mine
Mænd til Saul?" HERREN svarede: "Ja, de vil!"
13. Da brød David op med sine Mænd, henved 600 i Tal, og de drog
bort fra Ke'ila og flakkede om fra Sted til Sted. Men da Saul
fik at vide, at David var sluppet bort fra Ke'ila, opgav han sit
Togt.
14. Nu opholdt David sig i Ørkenen på Klippehøjderne og i Bjergene i
Zifs Ørken. Og Saul efterstræbte ham hele tiden, men Gud gav ham
ikke i hans Hånd.
15. Og David så, at Saul var draget ud for at stå ham efter Livet.
Medens David var i Horesj i Zifs Ørken,
16. begav Sauls Søn Jonatan sig til David i Horesj og styrkede hans
Kraft i Gud,
17. idet han sagde til ham: "Frygt ikke! Min Fader Sauls Arm skal
ikke nå dig. Du bliver Konge over Israel og jeg den næste efter
dig; det ved min Fader Saul også!"
18. Derpå indgik de to en Pagt for HERRENs Åsyn, og David blev i
Horesj, medens Jonatan drog hjem.
19. Men nogle Zifiter gik op til Saul i Gibea og sagde: "David
holder sig skjult hos os på Klippehøjderne ved Horesj i
Gibeat-Hakila sønden for Jesjimon.
20. Så kom nu herned, Konge, som du længe har ønsket; det skal da
være vor Sag at overgive ham til Kongen!"
21. Saul svarede: "HERREN velsigne eder, fordi l har Medfølelse med
mig!
22. Gå nu hen og pas fremdeles på og opspor, hvor han kommer hen på
sin ilsomme Færd; thi man har sagt mig, at han er meget snu.
23. Opspor alle de Skjulesteder, hvor han gemmer sig, og vend
tilbage til mig med pålidelig Underretning; så vil jeg følge med
eder, og hvis han er i Landet, skal jeg opsøge ham iblandt alle
Judas Tusinder!"
24. Da brød de op og drog forud for Saul til Zif. Men David var
dengang med sine Mænd i Maons Ørken i Lavningen sønden for
Jesjimon.
25. Så drog Saul og hans Mænd ud for at opsøge ham, og da David kom
under Vejr dermed, drog han ned til den Klippe, som ligger i
Maons Ørken; men da det kom Saul for Øre, fulgte han efter David
i Maons Ørken.
26. Saul gik med sine Mænd på den ene Side af Bjerget, medens David
med sine Mænd var på den anden, og David fik travlt med at
slippe bort fra Saul. Men som Saul og hans Mænd var ved at
omringe og gribe David og hans Mænd,
27. kom der et Sendebud og sagde til Saul: "Skynd dig og kom!
Filisterne har gjort Indfald i Landet!"
28. Saul opgav da at forfølge David og drog mod Filisterne. Derfor
kalder man det Sted Malekots Klippe.