Du skulde bare ha sagt ham det. Så skulde du se -- --

Hvad så? Å, Helga, sådan noget snak.

Så havde han vredet halsen om på dig, for han kan ikke lide dig.

Men Helga, hvad er der i vejen?

Uha, lad være. Jeg er ikke oplagt til at være kælen. Det er også

noget vrøvl; han elsker dig næmlig, han har selv sagt mig det, for

mig fortæller han alting.

Det er ikke sandt.

Skal vi gå hen i grøften og drukne dig af ulykkelig kærlighed? For du

tror ikke, det var løgn, hvad jeg sa, og det er det desværre. Jeg kan

holde dig i benene så længe. Kom så. Hodet først.

Dagmar lo gennem tårer, og det klædte hende. I dag er du ikke rar. --

Hun smilte undskyldende i anledning af det stærke udtryk, hun brugte.

Ja, du blir hel grim i dit pæne ansigt af at se på mig, og jeg blir

endnu værre af at se på dig. Når jeg en aften møder dig og Grandlev

nede ved fjorden, skal jeg smide jer i vandet, og når I så er blevet

begravede i een grav, så sætter jeg mig oven på som en kulsort ugle

og tuder og gnistrer med øjnene, og hver nat går der et menneske fra

forstanden af skræk ved at komme forbi og se mig.

Skal vi ikke gå tilbage til de andre, Helga?

Nej, jeg vil blive her og øve mig i at tude. Når I blir gift, skal I

ha et gæsteværelse stående, dær skal tante Helga bo, når hun kommer

og besøger jer. Gå så med dig.

Må jeg ikke blive lidt hos dig, Helga? Jeg trænger sådan til at tale

med dig, hvis du bare vil være fornuftig ligesom et andet menneske.

Nej. Jeg skal også hen og brøle noget mer, så jeg har ingen brug for

dig.

Men hun græd ikke, da Dagmar var borte. Hun satte sig på et gærde i

kanten af skoven og så ud over en mark og tænkte: Hvad så?

Langs en bivej gennem marken stod en række gamle, stævnede popler,

hvis forunderlige hæslighed pludselig blev hende indlysende. Der

strømmede noget igennem hende, noget velgørende, der spændte og

trykkede; begyndelsen til et smil åbnede hendes læber.

Et ujævnt geled af lemlæstede kroppe, fulde af knuder, der gærne

kunde være ar efter sygdomme, der havde ædt lemmerne bort. En

sørgelig allé af spedalske, der rokkede fremad mod et sted, hvor der

kunde tænkes at være en almisse at få. De krummede sig allesammen i

en eller anden retning, som om de lyttede efter noget, men deres

stakkels hjælpeløse udtryk fortalte, at de intet opfattede. De var

berøvede alt, indtil det blotte skrog; nogle kummerlige duske med

grimme, gule blade strittede til værs, det var deres føletråde, det

eneste, de havde tilbage, hvormed de kunde skønne sig til, hvad der

foregik omkring dem. De viftede ikke med deres grene som andre træer,

de ytrede ikke noget med deres blade, og hvis de raslede et øjeblik,

så lød det ganske skeletagtigt, ikke som en livsytring.

Helga var betaget af dette billede på stum og blind elendighed; hun

følte, at tilværelsen rummede meget, hun endnu ikke anede, men som

hun burde kende, som en gang vilde åbenbare sig, og medens hun sad

dær ubevægelig i en tung og rig stemning, havde hun en stærk

foruddannelse om kommende rigdom.

-- -- Råb inde fra skoven vakte hende; hun sprang op og så sig

undrende om. Hun gik lidt og kunde ikke rigtig orientere sig i sine

egne stemninger. Nu da hun gik tilbage ad den samme sti, forekom det

hende næmlig, at hun egenlig var i dårligt humør, men ved hjælp af

lidt eftertanke viste det sig, at hun bare havde båret sig temmelig

tosset ad over for Dagmar, hvad der så var gået af hende, men det var

ellers ligegyldigt. Hun lod sine fødder slæbe gennem løvet, og på

hendes ansigt var et stillestående smil, mærket af et lykkeligt

øjeblik, der er blevet koldt og endnu holder sindet fast i en

erindrende stivnen. Hun bar sit legeme fremad, som om det var en

uvedkommende byrde, der skulde med, og som for resten heller ikke

vejede noget.

Inden hun nåede det sted, hvor de skulde samles, kom hr. Jensen hende

i møde.

Hvor har du været, Helga?

Dær henne ad; hun gjorde et kast med hodet, der meget ubestemt angav

retningen.

Jeg kan ikke forstå, du er rendt fra os andre. Er det virkelig for at

undgå mig, at du gør det? Hvad har du taget dig til?

Men ikke for alverden kunde det falde Helga ind at fortælle, at hun

havde set på gamle poppeltræer. Måske var der eet menneske -- ja

måske; men at han her kom netop nu og muligvis vilde fri om igen, det

var sandelig groft. Hun fik en anelse om, hvor tosset det ene

undertiden kan følge efter det andet her i verden. Derfor vendte hun

sig og gik rask ind ad mødestedet til.

Men så hændte det samme om igen i form af frøken Schou.

Tillader du, jeg følges med dig?

Helga så forbavset på hende.

Du spaserer meget med hr. Jensen, sa frøknen, rolig i bevidstheden

om, at hun her kunde møde med moderlig overlegenhed og fortjente at

blive påhørt med taknæmlighed. -- Jeg vil bare gøre dig opmærksom på

det; du har vel som sædvanlig ikke tænkt over det, men det er lidt

påfaldende, folk taler om det.

Helgas tidligere stemning mødtes her med fornæmmelsen af stor

plathed, men resultatet af blandingen var ikke færdigt; hun tav.

Du er vel ikke fornærmet? Nå, det har du da heller ingen grund til;

men hvis du for en gangs skyld skulde ha lyst til at overveje, hvad

jeg siger, så vil du indse, hvorfor denne spaseren ikke er heldig.

Kampen i Helgas sind endte med lystighed; hun lo uden at lægge bånd

på sig, indtil hun fik kvalme ved at se frøknens ansigt, hvor et

samtidigt udtryk af overlegenhed og underlegenhed frembragte en

besynderlig og flov virkning.

Også hende løb Helga fra. Hun var egenlig både vred og afskyligt til

mode, da hun nåede pavillonen; det var slet ikke morsomt alligevel,

selv om hun havde let. Hun hadede menneskene, sådan som de kom den

ene efter den anden -- --.

Grandlev rejste sig fra et af de små borde.

Men hvad er der dog i vejen med vor Helga? sa han. De ser jo helt

ulykkelig ud.

Helga blev varm. Det var så velgørende, at han straks så, at der var

noget, der trykkede hende. Og med det samme var det væk.

Der er ingenting, sa hun og så op på ham.

Nå nej; jeg tror virkelig heller ikke. De er nok rask til at skifte

ansigt.

Ja, heldigvis, svarede hun overgiven. Men skal vi ikke danse, hr.

Grandlev?

Jo, vi skal danse. Kom De bare med mig.

Eksamen nærmede sig. I fjerde klasse fik den engelske grammatik en

sidste overhaling. Eleverne havde nu opgivet alle slags løjer; hvis

der forefaldt noget morsomt, var det kun i anledning af et dumt svar;

ellers gik det ganske fagmæssigt til; enhver var optaget af at få

med, hvad der ikke tidligere var blevet forstået, eller fastslå det

kendte for sidste gang. Kun Helga var udeltagende; hun var blevet så

underlig i den senere tid; hun vilde ikke gå aftenture med Dagmar,

ikke repetere sammen med Berta, og i timerne lukkede hun ikke sin

mund op.

Grandlev undrede sig også over, at hun ikke svarede sammen med de

andre.

Forstår De det ikke, Helga? spurte han.

Hun stivede sig af mod rygstødet og så op med panden fuld af rynker.

Det gør jeg nok, sa hun.

Hvad vil det sige?

Det ved jeg ikke.

Hm, De har tid til at være uhøflig. Lad os håbe, det morer Dem.

Hun følte den trods, der steg op i hende, som noget velgørende. Bare

han vilde håne hende rigtigt; hun trængte sådan til noget, der var

bittert, og som sved.

Vær så venlig at sige, om De forstår det, jeg gennemgår. Hvis det

anstrænger Dem at benytte en høflig tone -- hvad det vistnok gør for

tiden --, så svar, som det er Dem bekvemmest.

Det ved jeg ikke; det har jeg slet ikke tænkt over.

Han stod foran hende med den engelske grammatik i hånden.

De forbavser mig unægtelig, skønt jeg har dårlig tid til at være

forbavset over Dem. Er det sådan, De for fremtiden skal være? Er det

med det sind, De skal gå ud i verden og -- nå et eller andet mål? For

nogen øjeblikkelig grund til Deres opførsel gives der jo ikke.

Helga følte alvoren i hans stemme; men hun vidste ikke, hvor langt

hans spørsmål egenlig rakte; der kunde ligge så meget i det. Havde

hun kun turdet se på ham. Hun kunde blive god, hvornår det skulde

være, dersom hun blot vidste -- -- men måske ønskede han bare at

ydmyge hende.

Nå, sa han; det var ellers ikke Helgas fremtid, der interesserede os;

vi vil hellere gå over til de ubestemte stedord.

Dermed var hun afskåret fra at sige mere, og hun var dog endnu ikke

mættet i trods, hun var endnu ikke tilfredsstillet i ydmygelse.

Hvordan skulde han forstå det? Han måtte jo tro, hun bar sig sådan ad

for at være uartig mod ham, og så var det af en hel anden grund. Hvor

var det ikke dumt, at hun var så gammel, at han ikke kunde rykke

hende i håret.

Nu måtte hun se op på ham, mens han var optaget af grammatikken --

og så mødte hun hans blik. Det var ikke vredt eller bebrejdende, men

søgende, uundgåeligt; hun tog ikke sine øjne til sig, det var ikke

hendes sædvane, men dette blik ramte hende som en fysisk smærte;

ingen havde nogen sinde set på hende med den magt i sine øjne, det

trængte så voldsomt ned i hende, og da hun straks efter lukkede

øjnene, blev det ligesom siddende der nede, det tog en uhyre plads

op, hun var ikke længere sin egen herre og kendte ikke rigtig sig

selv igen. Hun blev så træt over hele kroppen, og hun frøs. Dersom

hun nu havde været hjemme, kunde det ha været dejligt at ligge på en

sofa og blive ved at ha det som nu. Imidlertid gjorde hun sig det

bekvemt dær, hvor hun sad, og hun blev helt ked af det, da det

ringede, og hun måtte af sted.

Grandlev blev tilbage; måske vilde han tale med hende, irettesætte

hende, eller hvad det nu var; hun skyndte sig i rystende hast med at

samle bøgerne, det kunde ikke gå an, at han talte til hende; hun

havde ikke spor af herredømme over sig selv. Hvad kunde der ske? Men

hun tabte bøgerne; den ene af eleverne gik efter den anden, de blev

alligevel ene. Hun havde aldrig været så bange.

Hvis der er noget, De ikke forstår, Helga, sa han tæt ved siden af

hende, så vil jeg naturligvis gærne hjælpe Dem.

Jeg forstår godt -- -- --. Hun forsøgte at rynke panden, men den

glattedes straks igen ud af sig selv, så træt var hun.

Nu var hun bunden af hans stemme, kunde ingen steder komme. Hun anede

ikke, hvad det kunde falde hende ind at gøre om et øjeblik, hun var

umyndig over sit eget sind. Men så opgav han hende heldigvis og gik.

Det kan da vel ikke være meningen, tænkte han, mens han gik, at jeg

skulde være forelsket i dette halvvoksne pigebarn, hvis kultur er så

yderst primitiv.

Helga løb hjem, hele vejen, det varede fem minutter. Hun vilde ligge

på sofaen med ansigtet nedad og lukke øjnene og blive borte. Men som

hun løb, fik hun smag for hurtig bevægelse; den passede alligevel

bedre; hun smed bøgerne ind ad døren og gik en lang tur.

I begyndelsen var det dog tungt at gå. Det var ligesom egnen om

hendes hjærte var fyldt med vådt sand, men det blev lettere under

gangen; hun mærkede, hvordan byrden svandt ind i omfang og tyngde,

til sidst var der i dens sted noget, der bar oppe; nu kunde hun slet

ikke blive træt. Det vilde gøre godt at ha mange grøfter at springe

over lige i træk. Det skulde blot ha været i hendes barndom nu, på

den store eng hjemme ved gården.

Det var så godt og frisk, sommeren var så ny endnu. Vinden puslede

varmt i hendes nakkehår, som vilde den lege, hun kom til at smile ved

det. Der var i hendes sind en smærtelig højtidelighed, der gjorde, at

solskinnet så helt anderledes ud, end det plejede; men det undrede

hende slet ikke, at verden således havde skiftet udseende. Hun havde

det, som den der har oplevet noget stort og afgørende, og som

derefter ser på tingene med andre øjne.

Men det vigtigste var, at der i dag var sket noget, der bestemte

hendes fremtid, lige meget hvad der ellers fulgte på, lykke eller

skuffelse. Nu bar hun noget i sin sjæl, som en anden havde lagt deri,

måske kunde ingen af dem gøre for det, men det var dog sket, som ikke

kunde være anderledes. Hun bøjede hodet med stolt og hemmelig

undseelse: Hun var ikke længere sin egen; men til gengæld havde hun

del i en anden, som muligvis slet intet anede om det hele.

Det første hun sansede, da hun kom hjem, var, at hun var forfærdelig

sulten, og da der var rådet bod på det, følte hun sig egenlig meget

ulykkelig; løftelsen var borte. Men nu skulde der læses leksjer, så

kunde der væres ulykkelig bag efter.

Hun samlede de bøger sammen, der skulde bruges, og ordnede dem

metodisk i en bunke, de sværeste øverst, de andre aftagende i

vanskelighed ned efter, og så tog hun fat, læste undertiden højt,

hvis det kneb med opmærksomheden, og tiden gik. Den gik måske ikke

let, men moeren kunde ingenting mærke på hende. Ved hendes højre albu

steg bøgerne til værs; det blev en hel bunke, den kunde hun.

Aftensmaden tog ti minutter, hun repeterede indvendig, mens hun

spiste, og gik videre, som om der intet ophold havde været.

Klokken slog otte. Otte. Så gik han tur. Helga blev varm og god, hun

stansede midt i et uregelmæssigt verbum og besluttede, at hun vilde

altid være rar mod ham, hun vilde begynde straks, nu i aften og

derefter blive ved. Hun måtte ud og træffe ham.

Hun blæste de udpillede øjenbryn af bogen, fik tøjet på og løb ned ad

trappen. Ved det næstnederste trin stansede hun og kom i tanke om

noget: Nu gjorde hun jo netop det, hun var blevet enig med sig selv

om, at hun ikke vilde gøre. Den bestemmelse havde hun altså glemt,

endskønt den ikke var ret mange timer gammel. Hun kunde næmlig ikke

være bekendt at nærme sig ham efter den opførsel, hun havde vist.

Hun rystede på hodet, idet hun gik, hun syntes absolut ikke om sig

selv, og hun var ikke rigtig glad mere. Da hun gik igennem gaden, så

hun sky og uvillig på folk, hun mødte; mon de allerede vidste noget?

Nu var hun da hjælpeløst forelsket; hun så op og smilede, det var i

grunden så sørgeligt.

Uden for byen var der desværre tre veje, som der kunde være tale om.

Hendes øjne blev tørre, mens hun spekulerede over, hvilken af dem hun

helst skulde prøve. Den i midten havde måske mest sandsynlighed for

sig, fordi den var en slags middelvej, men hun kunde ikke bestemme

sig, hun fik hjærtebanken af angst, mens hun tøvede, og samtidig med,

at hun bag ved højtideligheden fandt sig selv latterlig, forekom det

hende, at der efter dette valg fulgte noget, der ikke kunde gøres om.

Hun valgte den vej til højre og gik til med lange, hurtige skridt.

Men mens hun derved fjærnede sig fra de to andre veje, de to andre

muligheder, og fik lyst til at vende om og prøve en af dem, indså

hun, at det var unyttigt altsammen; hun kunde derfor lige så godt

blive på den vej, hvor hun var.

Hvad var det for en forventning om store ting, der havde drevet hende

hjemme fra? Nu viste der sig intet andet end den slappeste

kedsommelighed, og det blev heller ikke helt godt, fordi hun

opdagede ham langt borte, ti da den første hjærtebanken var gået

over, forstod hun jo nok, at der kunde ikke ske andet, end at han gik

forbi hende og tog hatten af. Hvorfor havde hun ikke kunnet tænke sig

det, da hun sad hjemme? Men hun var nu en gang komisk den aften, og

siden bevidstheden derom imod sædvane ikke gjorde hende mere

fornuftig, så kunde hun gærne blive ved. Hun vendte derfor om og gik

så langsomt, at han var nød til at indhente hende. Endnu kunde hun af

og til se sig om efter ham; han var ikke langsynet, men hun måtte dog

være forsigtig, og der forløb en uhyre tid med mange skiftende

stemninger, fra det øjeblik hun sidste gang vendte sig om, indtil hun

hørte hans trin bag ved sig.

Godaften, Helga, sa han alvorligt og venligt, idet han gik forbi.

Så kunde hun gå hjem og i seng og spekulere over det; hun glædede sig

til det, men det var ikke så rart, som hun havde tænkt sig, for nu

kunde hun hverken løbe fra det eller læse sig fra det, hun var

hjælpeløs midt i det. Nu kom også de øjne igen; de var ikke ret

strænge eller hårde, men de var så stærke, de havde sådan en magt

over hende. Ingen havde sådan regeret over hende som de øjne. Hun

vred sig i sengen, så hendes underlagen blev som et tov, men hun slap

ikke fra de øjne. Hun måtte hellere se at forlige sig med dem.

Hun tænkte på den sidste skovtur; de var inde at danse Lanciers

sammen. Han stod med hende i hånden, når det ikke var deres tur; hver

gang de havde været ude, beholdt han hendes hånd. I de sidste ture

rystede den forfærdeligt, og hun vidste ikke, hvad hun skulde gøre;

hun turde ikke trække den til sig. Hun prøvede at gøre den stiv, hun

strittede med fingrene, men det kunde ikke gå an; desuden blev den

straks ustyrlig igen. Men han opdagede ingenting; det kunde hun skele

sig til.

Hvor de havde haft det godt med ham i den første tid, Dagmar, Berta

og hun. Han snakkede så tit med dem i frikvartererne, og når han var

i godt humør, kunde han drille meget morsomt. Men det var forbi. Når

eksamen var overstået, skulde han forloves med Dagmar. Helga brød han

sig ikke om, vilde ikke en gang skænde på hende. Han kunde vel ikke

se andet, end at hun var uartig; det var alt, hvad Helga var.

Det var rigtigt af ham, at han foretrak Dagmar, for hun var den

bedste af de to, men han burde blive ved med at bryde sig lidt om

hende ligesom før. Nu da der slet ingenting var, syntes hun, at lidt

var så uhyre meget. Måske kunde det lidt være blevet til mere, hvis

hun havde gjort noget for det. Flere andre mænd, som hun bare havde

ladet være at støde bort, var blevet forelskede i hende -- -- --

Hvad var det? Hun var så træt i benene; hun trak dem op under sig og

mærkede, hvordan blodet strømmede ned igennem dem; hun havde nok som

sædvanlig stemmet dem mod fodenden af sengen. Og mens hun nu lå, så

hun med eet hans ansigt for sig, så tydeligt som om han virkelig stod

ved hendes seng. Hun forstod, at dette var en slags gave, hvor den så

kom fra; hun lå ganske stille og nød det og var helt glad. Han viste

sig i profil; hun kendte godt den flip, han havde på. Hver eneste

småting var der, også den lille brune plet ud for øret. Udtrykket var

det, han havde, når han stod ved vinduet og fulgte med i bogen;

øjnene var sænkede. Hvad mon det var for en dag, hun sådan havde

stirret på ham? Hun vidste, at det ansigt havde hun fra en bestemt

lejlighed.

Det blev stående, det forsvandt ikke straks igen, men det kunde jo

forsvinde, inden hun anede noget. Hun sprang ud af sengen, tændte

lampe, hentede karton og blyant og satte sig op i sengen og tegnede

med sit atlas over knæene.

Panden og håret kom straks, næsen lykkedes, skægget var også let nok,

hagen tegnede hun uden at tænke over det. Men øjnene -- --. Hun

lukkede sine egne; jo hun havde dem så nøjagtigt for sig. Et par

raske streger -- -- nu var det allerede ham. Hun trykkede hænderne

ind mod sit bryst, hun blev så beklemt og overvældet -- --. Øjet blev

færdigt, det så eftertænksomt nedad, rynkerne strålede i et fint

knippe ud fra øjenkrogen. Hun kunde kæle for det, men det skulde

først være færdigt. Hun lavede resten af hodet, håret gik ikke ret

langt ned på halsen, det var så pænt. Og øret var fint; han havde

ikke disse gule, magre læderøren, som så mange mænd har, de var

fyldige og sad passende tæt ind til hodet.

Hun pressede papiret ind til sig, men tog det straks ud igen og så

efter, om det var knækket. En lille fold på kinden gik hun efter med

et knivsblad, til den ikke mere kunde ses.

Hun lå lidt og så på billedet, og efterhånden gennemtrængtes hun af

den bevidsthed, at hun her havde begået et slags rov, hun havde

taget noget fra ham, ligesom tillistet sig, hvad hans var, og han

anede ikke noget derom. Det var ikke rigtigt imod ham.

Nej. Men han skulde en gang komme til at holde af hende; han skulde,

hun var så vis på det nu, og hun var heller ikke sådan, som han

troede, det skulde snart vise sig. Og så kom den dag, da hun vilde

fortælle, hvad hun havde gjort med ham, hvad hun ligefrem havde røvet

fra ham. Det skulde være noget af det første, han hørte af hende, når

det andet var sket.

Hun kom til at se på sin knyttede hånd, der lå hen ad tæppet; hun

betragtede den med forbavselse og tænkte så med et pludseligt smil:

Den skal tegnes neden under, i hjørnet af papiret.

Den var hun snart færdig med; hun vidste godt, hvad den skulde

betyde: hendes vilje, hendes forvisning om fremtiden. Nu havde hun

ingen tvivl længere. Alt var helt godt.

Hun satte navn og dato under, slukkede lampen og la sig magelig til

rette for rigtig at tænke på ham, og i næste øjeblik sov hun.

* * * * *

Mon hr. Grandlev ikke skulde komme lidt tidligt i dag, tænkte hun, da

hun gik i skole næste morgen. Den lyse stemning havde holdt sig, hun

havde kritisk gennemgået tegningen ved dagens lys og fundet den god.

Det var en stor lettelse, for straks da hun vågnede, havde hun en

grim, nøgtern fornæmmelse af, at den duede ikke, at det hele var

noget aftenpjank, der ikke har noget at betyde, når det blir dag

igen.

Så snart hun så hr. Grandlev, vilde hun gå lige hen til ham og bede

ham om forladelse, og så skulde det være godt, ligesom i gamle dage.

Han stod virkelig på trappestenen og så hen efter, hvor hun kom,

hendes hjærte blev i samme nu uroligt som en sovende fugl, der rammes

af et hagl. Men hvad var det? Kunde det hænde netop i dette øjeblik?

Han gik sin vej, først tøvende, syntes hun, så bestemt og hurtigt.

Skulde hun løbe efter ham? Nu gik han ind i en butik.

Det blev tomt og gråt om hende. Hun kunde mærke, hvordan alle hendes

glade forventninger faldt til jorden, de rislede ned om hende som

regn; hun gik langsomt hen til trappen, men ved hvert skridt tabte

hendes tilværelse i værdi, hun var ikke meget værd, da hun nåede

trappen. Hun var ligesom huul indvendig, sjælen var drevet ud, hun

var kun et hylster af et menneske, der ingenting følte. Det var sådan

en stille fornæmmelse, næsten som en bedøvelse.

De andre kom og sa godmorgen. Han kom også, men så ikke til hende;

hun samlede sine bøger op og blev fortvivlet levende. Alle de gode

forventninger, der var faldet af hende, kom igen og blev til noget

ondt og ruskende vildt. Hun kunde gærne græde, mens hr. Grandlev

henvendte en spøgende bemærkning til Berta; hun vilde ikke græde,

derimod vilde hun følges med ham op ad trappen, så kunde han se,

hvordan han slap for det.

Han ventede til sidst, hun ventede også til sidst og gik lige ved

siden af ham; det måtte gærne ærgre ham. Men hun glemte alt andet,

da han spurte:

Hvordan går det så med humøret i dag?

Det går storartet, svarede hun, og i det samme blev hun forundret

over sig selv. Hvis hun havde fået tænkt sig om, vilde hun jo ha

givet et eller andet livstræt svar. Hun _var_ også livstræt, da hun

gik foran ham ind i klassen.

Han var alvorlig og stille. Helga blev hørt og klarede sig; han sa

ikke noget i den anledning. Hun så flere gange opmærksomt på ham og

tænkte på sit billede; det var nu godt, og det var blevet så godt,

fordi hun i det øjeblik havde troet, han brød sig om hende. Det

vidste hun nu, at han ikke gjorde, men så havde hun det billede. Det

var skænket hende, det var en gave, som hun skulde være glad for og

nøjes med; den skulde gøre det ud for alting; der kom ikke noget

efter. Hun havde fået sin del, som der står.

Lykkelige Dagmar!

Hun var meget tilbøjelig til åndsfraværelse hele tiden, især i

frikvartererne, når de andre larmede rundt om. I de sidste to timer

blev hun også noget søvnig, og fantasien antog da sådanne former, at

hun måtte undre sig og blev vågen igen.

Da skolen var forbi, og hun gik hjem, stansede hun ved trappen og

skar ansigt ad den. Kammeraterne måtte gærne se det; ingen vidste,

hvad det betød.

Hjemme fik hun straks tegningen frem. Det var ham. Om mange år havde

Dagmar ikke så god en erindring om ham, kun et stakkels fotografi,

der ingenting var i sammenligning med dette. Men det var alligevel

kun en skitse, hun vilde lave en kultegning efter den, større, mere

omhyggelig, og når hun var fem og tyve år og gammel jomfru, skulde

det billede hænge på hendes væg.

Men kultegningen vilde ikke lykkes. Hun prøvede tre gange, og da var

det tetid. Alle tre forsøg blev brændt.

Hendes sind var splittet og bittert den aften; hun kunde ikke sove,

skønt hun var så træt. Hun var i en hæslig stemning, som hun ikke

forstod. Intet var godt at tænke på, men noget ulykkeligt kunde hun

heller ikke opdage. Hun sov uroligt, og i hendes drømme var der

slagsmål, en gang vågnede hun ved, at hun drev sin knyttede hånd mod

væggen, så der gik hul.

Næste eftermiddag mere kultegning. Hun anvendte sin yderste omhu, tog

linje for linje og fik virkelig tegningen kopieret. Den var meget

nøjagtig, men den duede ikke.

Nu vilde hun ikke mere. Hun trak den nederste komodeskuffe ud og

væltede indholdet op; det var mest tegninger. Dær lå også hendes

poesibog. Hun havde revet de fleste af venindernes mindeord ud og

erstattet dem med tegninger og delvis tilhørende tekst. Det vilde

næppe ha smigret veninderne, om de havde set det. På bunden af den

skuffe blev tegningen lagt. Nu skulde der ikke tænkes på den

foreløbig.

Det var en befrielse. Om aftenen kunde hun tænke på ham med udelt

sind, lige til hun faldt i søvn.

Niels Grandlev sad på en grøftekant, bøjet under vægten af en

beslutning.

Han var ikke ret vant til det arbejde at beslutte; i flere år havde

det ikke været nødvendigt at ta ny beslutninger, ti uden forandring

som alting gik, var de gamle gode nok. Men nu er pokker løs, som han

sa til sig selv. Nye disposisjoner måtte træffes, han havde ingen

fred i sin vante tankegang, og nødvendigheden af det, der skulde

gøres, bøjede hans skuldre -- han gjorde sig selv opmærksom på denne

omstændighed.

Var han den mand, der kunde udføre den påtænkte handling -- eventuelt

den dumhed -- uden at tilsætte for mange garantier for fremtiden? Ti

han vilde overveje det ganske ulyrisk, eftersom følgerne af en

handling er en ganske ulyrisk ting.

Men han kom ikke ret langt i sin ulyrik. Derimod var der en hånd, som

han havde holdt i sin, den aften da skolen havde bal ude i skoven. De

to dansede Lanciers sammen, og han havde ikke kunnet slippe hendes

hånd, da først han havde opdaget, hvordan den var. Glødende varm var

den og så let, at den syntes at være immateriel. Det var, som om han

havde haft hånden fuld af ildsluer, så bløde som dun. Den var ikke

rolig et øjeblik, fingrene sitrede uafbrudt; de var som små dyr, der

stak de varme snuder til for at prøve, om de kunde slippe ud. Det var

en forklaret hånd, en saligs hånd. Og frem for alt var det en

oplevelse af høj rang, der indtog en fornæm plads i hans bevidsthed,

som alle fremragende oplevelser gør. Den fortrængte andre indtryk,

som ellers ikke var uvigtige, den havde magt og betydning, det måtte

erkendes. At han ikke havde tænkt sig noget sådant muligt, det var

naturligvis foruroligende, da han satte megen pris på sin egen

erkendelse og plejede at rette sig efter den alene, men når nu dette

nye delvis fortrængte erkendelsen fra dens trone, så -- --

Han vilde gærne tænke det fornuftigt igennem. Der var jo også mange

andre betænkeligheder. Men han havde ganske vist ventet af sin

fornuft, at den vilde gi ham et bestemt svar i denne sag. Det kom

ikke. Han var nået til det punkt, som en gang nåes af de fleste

mennesker, der har den ofte skæbnesvangre ævne at overveje, før de

griber: Det, han nu vilde gøre, var det bedste, der kunde times ham,

og det var den største dumhed, der kunde tænkes. Disse to opfattelser

vekslede som et urs dikken. Hans vilje greb til og slap igen. Dog

vidste han i grunden nok, hvad han vilde -- eller hvad han blev nød

til.

Og i dag var eksamen forbi, han skulde rejse, eller hun rejste, og en

dræbende sommerferie forestod. Hvordan var det, hun havde sagt farvel

til ham i dag? Overgivent. Havde hun mærket noget og morede sig over

ham? Hun havde sagt noget, hvoraf det syntes at fremgå, at der var en

blomst her ude et sted, som hun skulde hente, og om han vilde med ud

og se den? Han sad næmlig her og ventede på hende, om han ellers

vilde være ved det. Det var det eneste visse.

Og dær kom hun. Det var en rigtig aftale, han huskede det godt.

Goddag, råbte Helga. Vil De med hen og se nogen smukke brudelys, som

jeg ved?

Han så ubestemt hen for sig, som om han ledte efter noget at gå sin

vej efter, tænkte hun. Men han sa ja så glad, at det lo i hende. Så

gik de ved siden af hinanden; af og til stødte deres hænder sammen,

og de så på hinanden og kom til at gå endnu mere ujævnt ved det.

Var det ikke frækt af mig, at jeg sådan inviterede Dem ud på en tur

sammen med mig? spurte hun, og der var en gyngen i hendes stemme af

indre lystighed.

Frækt? sa han og tav derpå. Hun lo. Troede han, at hun trængte til at

få det undersøgt?

Vinden blæste varmt og stærkt. Når hun la hodet tilbage, var den som

et kærtegn. Der var en flyvende hede i været, der tog hende. Hun lo

stille og modstræbende, for at holde igen på stemningens overvældende

rigdom.

Det var godt, vi kom herud, var det endelige resultat af hans

overvejelser.

Da lo hun for alvor. Hvor var han god og naiv med sin ligefremme

tilståelse. Og så gik han dær så værdig, som om han ikke vilde stå

ved, hvad han havde sagt. Vidste han ikke, at hun forstod ham? Hun

blev ved at le; det tog magten over hende.

Men, Helga, sa han og lo, mens han så glad og undrende på hende.

Ja, pinte hun frem. Jo. -- Nå og hvad så? spurte hun og stansede brat

foran ham, fuldstændig alvorlig; men det gav et stød gennem hende, da

hun så, hvordan hans ansigt straks forandredes efter hendes, han var

øjensynlig ikke med. I det samme brast hun i latter, som hun denne

gang ikke kunde styre. Hun sprang over grøften og lo sig hjælpeløs. I

dag skal han le hele dagen, skreg det i hende, om han så aldrig har

gjort det før.

Brudelys, sa hun og rejste sig.

Ja, kom så, sa han.

Hun sprang tilbage over grøften, sådan at hun lige strejfede ham.

Kom så, råbte hun og løb foran. I dag kunde hun sige alting.

Han gik tavs bag efter. Han syntes, hans stemme lød lidt fattig. Hun

skulde tale og gå foran, øjeblikket var hendes. Helga beherskede

tiden.

Hold lige dær. -- Helga rakte en hånd bagud, idet hun bøjede sig ned

efter blomsterne.

Varm og fast var denne hånd, ikke luftig, ikke legende flammer som

den anden. En resolut hånd. Og hvor holdt den fast. Bør en mand ikke

altid kende en kvindes hånd, før han kan tro på hende? Denne hånd

lyver ikke, den er rolig. Den anden var en drøm, dette er den

virkelige. Den forjættede hånd.

Helga gav sig rigelig tid til at plukke sine blomster. Flere gange

greb hun også ved siden af; al hendes sjæl var i hans og hendes to

hænder.

Der blev ikke sagt noget. Han blev borte imens, sank tilbage til et

gammelt, uglædeligt minde. Det var så fattigt og længe siden. Det var

en, der ventede, at han vilde fri; hun indledede selv, og meget snart

efter gik han bort; og da måtte han jo ha et håndtryk, en lille tør,

rå træhånd. Den karakteriserede hende. Hvis hun havde kunnet række

ham en hånd som denne her -- --

Næ -- sa han og trak været dybt.

Helga stod foran ham med den ene hånd fuld af brudelys. -- Nå, ikke

det? sa hun. Slip så da.

Hvad er der? spurte han forundret. -- Hendes hånd faldt ned som en

død ting.

De sa nej; De kunde ikke holde det ud længere.

Å ja, ved De, hvad jeg tænkte på?

Hun vidste det. Lige som han spurte, så vidste hun det, hans ansigt

havde sagt det i samme øjeblik. Et minde var gået gennem hans sind,

en sammenligning var foretaget, og det var glemt igen, da det havde

givet til resultat, at hun, Helga, var bedre, var den rette.

Jeg ved godt, hvad det var, sa hun; derfor fik jeg ikke flere

brudelys, og derfor fik jeg de allergrimmeste, fordi jeg nok tænkte,

De kunde ikke holde det ud.

Mens han så på de øjne, som han havde set en gang før i sit liv, kom

han til at forstå dybden i denne overgivenhed, den hede styrke i

hendes latter. Det var ingen løssluppen latter, men en velbehersket

ytringsform for et ungt sinds selvbevidste kraft. Han var mere

betaget af hende end nogen sinde, og dog tav han. Var det hans sag at

påkalde en naturkraft, som måske en gang blev hans herre, mens hans

egen rolle endnu ikke lod sig forudse. Han kunde uforbeholdent

beundre et menneske, der i sin latter og overgivenhed ruttede med den

styrke, som en anden møjsommeligt tilsatte i sine studier, men han

var endnu i stand til at holde sig tilbage ved hjælp af en vissen

tankegang, og han følte det med liden glæde.

Lad os gå hen til kilden og få noget vand, sa hun; jeg er tørstig.

Det er jeg også, sa han.

Hun lo. Det var det, jeg vilde høre ham sige, tænkte hun.

Hun løb i forvejen, som om hendes tørst ikke længere var til at holde

ud. Hun havde fået den ide, at hun vilde stå der henne og se ham

komme. Men efter hvad han kunde se, da han kom, var hun helt optaget

af at drikke.

Han fyldte den hule hånd og stod så og betragtede den en tid.

Drik, mens det er koldt, sa hun alvorlig, De var jo så tørstig.

Men dette gjorde endnu stærkere indtryk på ham, end da hun lo; i

hendes alvor var der som en tagen tilbage af noget, der var givet.

Han tog hendes hånd.

Lad os sætte os ned, sa han.

Hun så fra hånden op til ham. -- Ja, lad os det, sa hun med barnlig,

forknyt stemme.

Han lo, som var det en kostelig komedie, og lod en stor dråbe vand

falde ned på hendes hånd.

Den vil blive bragt til at fordampe på grund af den stærke varme, og

til sidst vil den komme i kog, forklarede han.

Hun så til med sit opmærksomste ansigt, som om det var et fysisk

forsøg.

Jeg synes, det varer så længe, sa hun; den har ikke begyndt at snurre

endnu.

Han kendte ikke sig selv nu; i dette øjeblik var de to børn, og ingen

af dem vilde for nogen pris falde ud af rollen. Han holdt hendes

hånd, og hans tankegang var allerede påvirket deraf. Han mindedes en

klasse mennesker, der frem for andre prises salige, og så var al hans

bevidsthed samlet om en vanddråbe på en hånd.

Den vilde ikke til at koge. Der var ikke andet for at gøre, han

anbragte forsigtig en pegefinger midt i den og gav sig til at røre

den ud, som om den var en klat maling. Han bredte den ud over en

stadig større flade, blæste på den, og så var den væk. Hendes øjne

udtrykte lutter beundring over denne mageløse kunst.

Nej, der skal mere vand på, sa han. Dette her blir ikke til noget.

Han trak hendes arm hen forbi sig, for at den kunde komme nærmere til

vandet, og hun fulgte lydig med. Han hældte vand på den hånd, han rev

stykker ud af strålen og stænkede med, til sidst holdt han den helt

ind under strålen.

Den skal blive kold, ikke? sa hun.

Jo. -- Han tog om håndleddet og rystede den, som var det en klud. Så

følte han på den, og de så på hinanden.

Nej, sa hun med en beklagende hovedrysten og rynker i panden. Den kan

ikke. -- Hun lod den våde hånd hænge slapt ned, det hørte også med

til legen. -- Helgas hånd kan ikke blive kold, klagede hun.

Han løftede den våde hånd op på sin skulder, den anden kom selv; det

var bare deres leg, der blev ved, sa hendes ansigt, og grebet af den

stemning, hun havde skabt, tog han hende på sit skød og kyssede hende

som et lille barn.

Lad os tørre den lille hånd af, sa hun noget efter. Hun lod den

stritte ud i luften som noget, der ikke måtte være med i legen.

Han trykkede den op mod sin kind, men hun trak den hastigt og

forskrækket bort og klappede kinden undskyldende med den anden hånd.

Så vendte hun sig lidt fra ham, hun trængte pludselig til at se

verden igen, solskinnet, alting, hvordan det så ud nu.

Nej nu skal vi ikke være børn længere, vel? -- Hun lo igen ligesom

før.

Le med, sa hun med en lille bønlig, klynkende mine, da han ikke var

kommet ud af alvoren endnu. Og så lo han. Han gjorde alt, hvad hun

vilde.

Denne dag er Helgas, tænkte han.

Skal vi gå lidt? spurte hun. Hun tog hans hånd ganske fint med et par

fingre. Sådan vilde hun følges med ham; hun vilde gå og se på ham og

tie. Hun anstillede ikke sammenligninger mellem ham og andre, det

kunde hun ikke, men hun vidste godt, at alt var kommet sådan, som hun

havde ventet det. En stor kærlighed måtte begynde på denne måde. Hvor

nyt og overvældende det end var, så forekom det hende dog som noget

gammelkendt, hun var straks hjemme i det, uden usikkerhed og uden

højtidelighed. Dette var det store og sjældne, der fra nu af var

hendes daglige liv.

To kys! Hun kunde rulle sig sammen om dem som et pindsvin og gemme

dem; hun følte dem endnu; de var i hende ligesom hans øjne den dag,

da hun begyndte ikke at tilhøre sig selv alene; han erobrede hende

med sine kys, helt.

Fler!

Hun så forskrækket til ham. Det var ligesom hun havde skreget. Hun

fik den sjove, mut impertinente mine på, som hørte hendes yngre dage

til; han kendte den straks og smilede.

Den Helga begraver vi, sa han. Hun er død.

Kys hende, inden vi putter hende ned.

Som sagte, varme dråber kom hendes kys, mens hun holdt hans hoved

mellem sine hænder. Han var egenlig meget alvorlig, men hun lo jo, så

han tænkte ikke over, hvad han selv var.

Skal vi hen og se til vore brudelys? spurte hun.

Ja, vore brudelys, gentog han; men hun forstod ikke noget særligt ved

det ord; hun trængte blot til at være dær, hvor de havde stået lige

inden -- --

Fungerer en mands tanker klart, grublede han, så længe hans hoved

befinder sig mellem en elsket kvindes hænder. Hvis ikke, hvad vil

dette så blive begyndelsen til?

* * * * *

Det var mørkt, da han kom hjem. Han tændte lampe og gik lidt frem og

tilbage mellem sine høje reoler. Mens han stod og så ned mod lyset,

opdagede han to lange hår, der havde snoet sig om en knap. Han

pillede dem forsigtigt af og beså dem, og det skaffede endelig hans

følelser luft:

Ja sandelig, tænkte han, må en honnet pebersvendetrøje undre sig, når

der om en af dens knapper findes viklet et par lange, unge,

blondladne kvindehår!

Niels Grandlev forlod i sin tid universitetet med store og vel

begrundede forhåbninger. Når andre på hans vegne udkastede

fremtidsplaner, så tav han, men at han en gang skulde ende som rektor

ved en af landets lærde skoler, det var i alt fald det mindste, han

ventede af sig selv, og mod dette mål stilede han, allerede inden han

havde taget sin eksamen. Han havde også sin egen teori om, hvordan

målet skulde nåes: Alene i kraft af viden. Han vilde tilegne sig den

mest mulige indsigt -- og indsigt var for ham ensbetydende med kultur

--; den skulde arbejde for ham; det var hans stolthed ikke at ha

anden anbefaling.

Lige fra sin barndom havde han altid hørt sin forstand fremhævet, og

ævnen til at forstå blev tidligt hans stolthed. Da han allerede som

latinskoleelev mærkede, at sprog faldt ham lettere end matematik,

besluttede han, der dog vilde være sprogmand, at ta matematisk

artium, for i alt fald at skaffe sig den intellektuelle træning, som

de eksakte videnskaber gir, og hans forstand svigtede ham heller

ikke, skønt den ventede udmærkelse ikke opnåedes, men det offer

bragte han gærne sin udvikling.

Efter at han havde taget embedseksamen, blev han privatlærer i

København, og nu begyndte han mere bestemt at arbejde hen mod sit

mål; han fik artikler optaget i et lærd tidsskrift, og de vakte

den interesse, han havde ventet. Det var netop på den tid, da

en betydningsfuld omvæltning havde fundet sted inden for

sprogvidenskaben; studiet af sprogenes lydforhold og af deres

betydningsindhold var æmner, der sysselsatte alle unge filologer;

Grandlev kastede sig især over det sidste. "Ordenes Liv", som en

fransk videnskabsmand kaldte det, var hans hovedinteresse. Efter at

han på dette område havde dokumenteret sig som moderne forsker, tog

han fat på et nøjere studium af kunsthistorien og gjorde bagefter en

udenlandsrejse for at se det, han havde læst om. Det æstetiske

udbytte af rejsen var vel ikke stort, men vigtig var bevidstheden om

indvunden viden. De gamle mestre begejstrede ham just ikke, men det

forlangte han heller ikke af dem; han forstod dem så vidt, som han

trængte til. Han måtte vide noget om ethvert udtryk for menneskelig

duelighed; deri bestod efter hans mening det at være humanist.

Den doktorafhandling, som han med tiden skulde skrive, havde han

endnu ikke fundet æmnet til; den kom sandsynligvis til at dreje sig

om sprog-sammenligning, og indtil videre la han et par andre sprog

til: polsk og litauisk, samt udvidede sit kendskab til de romanske

sprog; så indfandt ideen sig vel nok.

Syv og tyve år gammel søgte han første gang embede ved en

statslatinskole. Der blev ansat en ældre mand, der af formående

venner anbefaledes til ministeren. Hans vigtigste kvalifikasjon var

i virkeligheden den, at han sad småt i det og havde mange børn.

Grandlev syntes ikke om det; det var jo de små kårs sejr over

intelligens. I sin ærgrelse søgte han til en kommunal realskole i

provinsen, hvor han blev ansat.

Det var en overilelse. Han indså det først i det øjeblik, da han

holdt kaldsbrevet i sin hånd, og det var jo ganske uanstændigt af en

mand som ham at overile sig. Desuden havde han overskåret sin

forbindelse med hovedstaden, hvad det aldeles ikke var klogt at haste

med. Han anholdt det som sin første dumhed og bestemte, at det skulde

være hans sidste. Så gik der fire år; han vandt sig en ganske

respektabel anseelse både for kundskaber og praktisk duelighed; hans

studier over dansk sprog var velsete i tidsskrifter, og han la planen

til sin doktordisputats, der skulde behandle Paralelle og modsatte

Betydningsudviklinger inden for de Indo-europæiske Sprog. Når han

søgte næste gang, skulde det blive umuligt at forbigå ham.

Han var en og tredve år, da der tilbød sig en gunstig lejlighed.

Denne gang var han sikker nok; ministeren udtalte sig uforbeholdent.

Da kom der fra højere sted anmodning om at ansætte en cand. phil.,

der havde haft et meget betroet hverv, og han blev kaldet.

Grandlev tog sig denne skuffelse meget nær; hans teori om, at viden

alene er mægtig til at bringe sin mand frem, var altså urigtig; han

havde tillagt den for stor betydning udad til, derfor vilde han

heller ikke søge mere, ti hvis det ikke var en lov, at duelighed gik

frem for alle andre hensyn, så vilde han -- en mand, der elskede

love -- ikke være med, hvor tilfældigheden var rådende.

Og dog kom han til at friste den samme tilfældighed endnu en gang,

og det næsten uden at vide eller ville det. En redaktør af et stort

provinsblad, hvem han havde lært personlig at kende, spurte

ham lejlighedsvis, om han ikke kunde ha lyst til at være

litteraturanmælder ved hans blad, muligvis også ved flere andre.

Grandlev, som ikke anede nogen skæbnens list i denne forespørsel,

erklærede sig villig, ti det stemmede dog altid mere med hans

interesser end at være skolelærer i en provinsby. Siden hørte han

ikke mere om sagen, og da han et halvt år efter traf sammen med

redaktøren, fortalte denne på et spørsmål fra Grandlev, at han havde

taget en anden mand til anmælder; han forklarede lidt genert, at han

egenlig ikke havde ret meget til overs for denne mand, men han havde

i sin tid været en god venstremand og gjort sit parti tjenester;

senere havde han desværre, på grund af økonomiske vanskeligheder,

forsøgt sig hos højerebydende, der ikke ganske var af samme parti, og

dær var han i længden blevet fundet uanvendelig, nu kom han igen;

lidt reduceret var han jo, stor familie; det var ikke næmt at afvise

en mand, der bad så indtrængende for sig, en gammel partifælle og ven

-- desværre. Og da nu hr. Grandlev sad i en god stilling i forvejen

-- -- --

Når man er tredve år, ved man naturligvis, at der er ynkelighed til;

man vil gærne tro, at en meget stor procentdel af den såkaldte

menneskelige karakter falder ind under dette begreb, men der er

alligevel ikke nogen personlig inderlighed i den viden, før man selv

har haft et kraftigt sammenstød med ynkeligheden; først da antager

den livets form i ens bevidsthed, mens den før var en omtrentlig

formodning.

Niels Grandlev besluttede at blive i sin by. Der var mange, der

syntes, at det var dumt; han fik nok, hvad han ønskede, når han blot

vilde prøve om igen; det var jo kun et kedeligt tilfælde, der havde

hindret ministeren i at kalde ham, og ministeren vilde gærne bøde på

det, når lejlighed gaves. Men Grandlev havde allerede resigneret og

opgivet den planlagte fremtid, han havde smilet i sin ensomhed og

tænkt, at det, der var sket, måske slet ikke var tilfældighed, men

_lov_, og hvis det var lov, da vilde han ikke være den mand, der

hindrede ynkelighedens lovmæssige triumf; han vilde nøjes med den

fine hævn at sidde begravet et ubekendt sted i landet og i al stilhed

være deres overmand, der blev foretrukket for ham.

På den måde blev Niels Grandlev filosof, hvorved man vistnok må

forstå en mand, der henter mindst halvdelen af sin visdom i

beskuelsen af verdens dårskab. Han resignerede og begyndte samtidig

at blive til en særling, som det går enhver, der gir afkald på noget

af betydenhed, ti det er sært, abnormt at resignere. Hans sind

kølnedes til filosoffens temperatur, der ligger nogle grader under

det handlende menneskes, og han vænnede sig til at mene, at han ikke

var bestemt til handling, da hans underordnede stilling og fagenes

simpelhed ikke gav ham den anledning til initiativ, som han havde

ønsket.

Så rendyrkedes han som tænker; han udviklede sit særlige anlæg: at

fatte. Begavelse var efter hans mening ævne til at forstå, og tanker

var fænomenernes sidste og fineste ekstrakt. Tanken er handlingens

udødelige form. Han søgte i sin læsning helst til de forfattere, hos

hvem det oplevede er blevet til tanke; han havde den største respekt

for Goethe, som han først nu lærte grundigt at kende, og han fandt,

at Poul Møllers Strøtanker er den bedste bog, dansk skønlitteratur

har frembragt.

Hans by fandt ham underlig, næsten besværlig, da han tilmed tog

doktorgraden, selv om det bødede lidt på det, at han omtrent samtidig

forlovede sig ligesom et andet menneske. Men hans omgangskreds var

kun lille og uden videre betydning, skønt han ikke var aldeles

blottet for selskabelighed. Han kunde la være at tale om sig selv, og

han havde store kundskaber, som han kunde tie med. Når man spurgte om

noget, fik man det at vide og ikke en anselig masse i tilgift; der

var plads til ham i en stue. Men en mand, der har givet afkald på

noget betydeligt, passer ikke i en provinsby, selv om hans

resignasjon er nok så grundig -- med mindre han resignerer ved hjælp

af spiritus, for så er der altid samfølelse for hånden. Men Grandlev

slog sig på bøgerne.

Ved omgang med mennesker afslibes man til de former, der er de mest

almindelige, og det anerkendte præg gør en til et gangbart menneske,

men bøgernes lærling er i samfundet stillet på lignende måde som den

vilde, hvis umiddelbarhed han ofte har. Af bøger kan man lære meget

godt, men ikke det gode at kunne behandle mennesker. Man kan lære

ondt af bøger, men ikke den ondskab, som erfaring kender og veed at

gøre så god brug af. Omgang med bøger kan fordærve ens åndelige

sundhed og gøre en til en uvederhæftig nar, men den upålidelighed,

der er praktisk anvendelig, gir bøgerne ikke. Bøger kan være slet

selskab, man skulde sky, men de lægger ikke skjul på noget; de

forebringer uden svig det, de har at meddele. De lukker måske ens

sind for meget, som man kunde trænge til, men de lærer ikke nogen at

lukke af for sine stemninger. De vænner deres folk til at tale rent

ud. Man blir ikke diplomat af at omgås mange bøger; snarere gør de

oprigtig, som samliv med naturmennesker. Bøgernes mand er en

kultiveret vild, der har den hæmning på sig, at han besidder en tung

og fint kruset hjærne, der nødigt tillader ham at handle efter

indskydelse.

Derfor er folk underlige ved den, der kommer inde fra bøgernes

urskov. De ved ikke, om han er koldere eller hedere end andre, men

hverken hans kulde eller hans hede er af samme natur som deres egen.

Dog enes de fleste i at kalde ham kold, idet de ikke forstår, at hans

sjæls brand sidder et andet sted end deres. Han har samlet det meste

af sin livsvarme i sin hjærne, hvor der måske er lige så hedt som i

de andres blod. Men medens deres varme frembringer handlinger, så

frembringes der tanker af varmen i hans hjærne.

Hvem kan afgøre, hvilket der er varmest, tanke eller handling?

Men mens han alvorligt grublede over dette problem, var han blevet

forelsket i og forlovet med et attenårigt pigebarn, uden at det

forinden var lykkedes ham at udfinde den lov, der nødvendiggjorde

denne tilsyneladende urimelighed.

Helga kunde ikke begribe, hvordan hun skulde få talt om det billede

af Grandlev, hun havde liggende i sin komode. Flere gange havde hun

set til det, og hver gang med en underlig uro, skønt det virkelig var

godt. Han burde ha det at se, det var så simpelt; han skulde også ha

at vide, hvad hun havde tænkt den aften, det vilde han blive glad

ved. Men nu var der imidlertid kommet noget mere til. Når hun tænkte

nærmere over det -- og hun havde tænkt så meget i de sidste måneder

-- så skulde han også ha at vide, hvad der lå bag ved, han skulde

sige, om det var godt, være en slags dommer skulde han -- han havde

jo set så meget -- og hans ord skulde være en afgørelse. Så mange

ting fulgte af, at han fik det billede at se -- --. Hun kunde ikke

vise ham det. Det var næsten kedeligt, at han vidste så meget om de

store kunstnere og deres værker; undertiden ønskede hun, han havde

haft lidt mindre forstand netop på det. Han kunde jo så meget andet,

tænkte hun i et anfald af mismodig skinsyge. Hun kunde blive uvillig

mod ham ved tanken om, at han skulde udtale en afgørende dom om en

sag, som hun helst havde været ene om at bedømme.

Men det skulde gå ærligt til; han havde ikke fortjent

hemmelighedskræmmeri fra hendes side, og en dag fandt hun på et

middel, der banede vej til det vanskelige æmne: hun vilde bede om lov

til at prøve, om hun kunde tegne ham. Hun forsynede sig med papir og

blyant og gik op til ham, i glimrende humør over sit udmærkede

indfald.

Grandlev smilede eftergivende, da hun kom med sin anmodning; han

havde hørt tale om hendes anlæg for tegning, og desuden var hun så

uimodståelig. Han blev anbragt ved sit skrivebord med en bog og fik

ordre til at se optaget ud, hun rykkede et lille bord hen til

skrivebordet, så hun havde ham i profil.

Der gik nogle minutter, han læste virkelig, og samtidig hørte han

hendes blyant bevæge sig flittigt over papiret. Det tog mere tid, end

han havde tænkt, hun mente det nok alvorligt med det portræt. Han

glemte at læse og fik lyst til at se hendes ansigt, men blev straks

ilde berørt ved rynkerne i hendes pande og det skarpe, stirrende

blik, der mødte hans. Det havde han set før, og det skulde ikke komme

igen. Han begyndte at tale for at få hendes sædvanlige ansigt at se.

Men hun tyssede på ham, kort og bydende, og der var i hendes øjne en

kraft, som vilde betvinge ham, syntes han; han smilede for at jage

kulden bort, men hun så misfornøjet ud, den vrede rynke delte hendes

venstre øjenbryn.

Nej, behold den mund, du havde før, til jeg er færdig; ellers kan jeg

ikke. Og drej hodet igen.

Af hans Helga var der intet tilbage. Foran ham sad en myndig kvinde,

som rimeligvis var hans kone en gang i fremtiden.

Nu må du være færdig, sa han; jeg synes ikke om dette her.

Ja -- -- godt. Lad mig lige ta den rynke. Det var rigtig dig.

Det var ikke længere hyggeligt inde hos ham. Helga kunde gøre en hel

stue kold med det væsen; hun skulde ikke tegne ham mere. Han rejste

sig og gik hen i baggrunden af værelset, men det lod ikke til at

forstyrre hende, hun arbejdede videre, som om han sad der endnu,

nakken og halsen blev færdig. Så kastede hun blyanten med en fornøjet

latter, fløj ham om halsen og svingede ham rundt, så en del af

misstemningen spredtes, men han satte sig rask ned på en stol, fordi

han fandt, at denne bevægelse ikke svarede til hans sindstilstand.

Se her; er det ikke meget godt?

Han nærmede sig langsomt og ligesom forsigtigt. -- Jo, du har jo --

--. Han mødte hendes blik; der var ingen tvivl, intet spørgsmål i

det, hun var tydeligt nok sikker i sin sag. Han var ganske kold.

Denne glæde vedkom ikke ham, ligesom hendes kulde fra før ikke var

ham god. Han indrømmede tilstedeværelsen af en vis misundelse, men

han havde også en fornuftig grund til at være på sin post mod noget,

der kunde berøve ham en del af hans retmæssige lykke. Havde hendes

øjne ikke talt så koldt og så varmt til ham om denne uventede og ham

uvedkommende ting, så skulde han gærne ha indrømmet hende talent for

at gøre hende en fornøjelse.

Man kan nok se, du har lært at tegne, sa han endelig. Så meget som

det dær er der jo mange, der kan. Men det er godt, Helga.

Ja, sa hun forlegent og bittert, jeg tror ikke, at jeg er nogen stor

kunstnerinde -- eller blir det.

Det gør du vel ikke, svarede han og la mærke i den bog, han havde

læst i.

Hun sad med to så fortabte hænder i sit skød; det gjorde ham ondt for

hende, men han vilde ikke vise hende det nu, så at hun straks gættede

årsagen; denne lille skuffede forfængelighed skulde først glemmes.

Jeg blir ikke til noget, tænkte Helga. Jeg skal lære husholdning, jeg

skal giftes, og så er jeg færdig. Å, jeg er tosset.

Hun rejste sig og smilede som en dame, der husker på, at hun er i

selskab. -- Har du ingen tegninger fra dine yngre dage? spurte hun.

Det havde han; hun måtte gærne se dem.

Du har nok også anlæg for tegning, bemærkede hun.

Ja. Jeg var en af de dygtigste, så vidt jeg husker.

Hun fortav, hvad hun tænkte og sa: Det er altsammen efter fortegning.

Det ynder du formodentlig ikke?

Nej. Jeg havde altid et farligt vrøvl med min tegnelærer om det. Til

sidst blev han vred og sa, at jeg kunde for ham lave, hvad jeg havde

lyst til; så tegnede jeg min knyttede hånd og viste ham. Siden den

tid gjorde han ikke nar mer. Jeg har sådan en øvelse i at tegne

knyttede hænder; må jeg en gang prøve at tegne din?

Nej, nu vil vi snakke fornuftigt, Helga.

Fornuftigt, nå. -- Han trak hende ned på sit skød og kyssede hende.

Hun så op med et halvt ironisk smil. Snak så, sa hun.

Hun er egenlig ikke videre imponeret af mig, tænkte han, men han

fandt ikke noget at sige hende.

Dær går en hundehvalp ude, sa Helga lidt efter. Er den ikke kostelig?

Se, hvor den skynder sig, og så falder den og jager snuden hen ad

jorden med sådan et klagende lille suk. Der er ingen dyr, der i den

grad minder om små børn.

Kunde du ha lyst til at tegne den også?

Hun vidste ikke, hvordan hun skulde forstå hans spørsmål, men hun

syntes ikke, det var rigtigt af ham at spørge, når hun netop var

optaget af ønsket om at kunne tegne den. Hun svarede med en lidt

bitter lystighed:

Du kunde la mig få et fotografiapparat, så kunde jeg gå omkring og ta

alt det, jeg er glad ved at se på. Jeg kunde nok levere dig nogle

bedre hunde end dem, du har hængende på din væg.

Dem har du ikke kritiseret før i dag. Hvad er der i vejen med dem?

Nej, jeg kan ikke lide friserede hunde i dag. Men jeg skulde forære

dig billeder af landsbyhunde, som vilde undre dig; du kan tro, jeg

har kendt køtere i min tid, da jeg var noget, der var noget ved.

Hvor langt ligger den -- guldalder tilbage i tiden?

Da jeg var hjemme på gården. Den slags dyr får jeg aldrig mere at se.

Stakkels Helga. Og jeg er desværre kun et menneske, oven i købet ikke

aldeles fri for at være friseret. Havde jeg endda været en køter med

lange børster -- --

Ja eller en gal tyr. Jeg kender ikke mage til udtryk, som det hos en

tyr. De går altid og brygger på ondt og får ikke lavet halvdelen af

alt det, de egenlig har lyst til, fordi de aldrig kan bestemme sig.

Vi havde en hjemme -- --. Hun så på ham med et vemodigt ansigt, så

han kom til at le. -- Den var en gang efter mig; det var første gang,

den kom i tanker om, at den vilde gøre fortræd, og så blev jeg den

udkårne, men den kunde jo ikke klatre, og det kunde jeg. Så sad jeg

oppe i et træ og gloede, og den stod neden for og gloede, og sådan

tilbragte vi en time med at beundre hinanden, indtil der kom nogen.

Jeg vilde gærne ha tegnet de øjne, den sendte mig; jeg har aldrig set

noget så rasende og elendigt. Det gjorde mig næsten ondt for den.

Mens han sad og overvejede, at minderne fra hendes barndomshjem var

en af de vigtigste kilder til hendes væsens særegne varme, og at

hendes følelse for ham næppe betød så meget for hende, løftede hun

pludselig hodet fra hans skulder og kyssede ham hæftigt.

Det er så rart at tale til dig om alt det, sa hun sagte. Jeg blir

meget mere borte i det så, end når jeg bare tænker på det. Det er

ligesom det vil mig noget, som det havde ærende til mig. Er det noget

snak?

Det ved hverken du eller jeg endnu. Du venter dig så mange ting, men

de fleste af dem er bestemt til at visne i det øjeblik, du tror, du

har dem. Denne mangfoldighed synes du er rigdom! -- jeg tror næsten,

jeg har kendt en lignende -- men når du en gang har måttet opgive det

meste af det og kun beholder en eller to ting tilbage, som optager

dit sind udelt, så vil du måske erkende, at netop den indskrænkning

er rigdom. Det er ikke nødvendigvis en skuffelse at opgive, det kan

også være en art sjælelig hygiejne. Hvis du ikke forstår det, vil det

ikke sige andet, end at du sikkert har lyst til mere, end det var

gavnligt for dig, at du kunde overkomme.

Det kan godt være. Nu vil jeg gå hjem og tænke lidt over det. Må jeg

ta nogle af dine kunstnerbiografier med?

Hvorfor? Vi har jo gennemgået dem.

Ja, men det kunde være, _jeg_ også kom i tanker om noget, når jeg så

på dem alene.

Aha, trang til selvstændighed eller til frigørelse, tænkte han. --

Tag med, hvad du vil, sa han med en kølighed, han ikke la skjul på.

Kan du ikke ret godt lide Helga længere? spurte hun med et komisk

bekymret ansigt.

Jo vist, du er jo min solskinspige, når du husker på det.

Se, det smil vilde du slet ikke ha været af med, men det slap sådan

fra dig. Farvel, store mand.

Farvel, Helga.

Hvorfor kalder hun mig stor? tænkte han, da hun var borte. Er det et

elskværdigt hykleri den første dag, da jeg mest påfaldende føler mig

som den lille?

Han tændte en af de tynde sigarer, han plejede at ryge før

aftensmaden. -- Jeg har fået en vis lyst til at analysere hver eneste

bemærkning, hun kommer med, og det er dog næppe frugtbringende. Jeg

synes ikke, min videnskabelige metode virker tilfredsstillende, når

den anvendes på hende. Ha, ja. Det er vist det, hjærtemennesker i

deres triumferende enfold kalder videnskabens fallit. Vel. Lad den

også sætte noget til i konkurrencen med den anden magt; den har råd

til det. --

Han lod den ene hånd løbe hen over bogryggene for at trykke dem ind;

den stod for langt frem. Den bevægelse havde i mange år været den

eneste form for kærtegn, han kendte.

* * * * *

Helga sad hjemme i sit værelse og sammenlignede de to billeder, det

gamle og det ny. Hun _vilde_ synes bedst om det gamle, det havde hun

bestemt, det vilde hun blive ved med. Men det billede skulde ikke

vises ham, og dets historie skulde han aldrig høre. Hun var nedslået;

hans sidste ord havde været en bitter trøst for hende, det var sagt

med en myndighed, der gjorde hende lille. Det vilde nok visne; hun

troede ikke mere på alt det, hun havde indbildt sig; hans ord havde

gjort det til tomt fantasteri, så stor var han. Men det var godt. Når

det skulde visne, så var det bedst straks. Men det billede skulde han

ikke se; det var vel synd, men hun kunde ikke.

En tåre faldt på papiret under hendes hænder.

Sikken et plask, tænkte hun og skar ansigt.

Hun kastede bægge tegningerne i skuffen, drev den ind og drejede

nøglen om med et harmfuldt vrid.

En mand, der ikke kender noget til kvinder, vil i reglen -- for så

vidt han tænker over sig selv -- tidligere end andre mænd nå et

tidspunkt, da han føler sig vis på, at hans udvikling er afsluttet.

Der kan ganske vist ske meget endnu, men hans karakter er formet;

hvad derefter hænder ham, er tilstødelser af forskellig art, men det

er ikke begivenheder, der har omskabende virkning på hans sind.

Denne vildfarelse har formodenlig den betydning, at den virker

bevarende på den intellektuelle ro, der unægtelig skal til for at

bære den ensomhed, som absolut ungkarlestand er. En klar vildfarelse

holder længere end en dunkel forstået sandhed, men den retter sig

selv i det øjeblik, da den første, alvorlige forelskelse kommer over

manden i ensomheden. Han vil erfare, at livet endnu har mange

overraskelser i gemme til ham, og en tid står han, den færdige,

usikker og uforstående som en begynder. Kærligheden rammer hans sind

med en varme, der snarere forvirrer end beriger; hans tanke blir som

et æg, der er ruget på i fire og tyve timer -- gennemtrukket af

tråde, som der ingen rede er i. Hans skarpe forstand knækker sin

spids på det nye og bløde. Han vil synes, at kærligheden trods alt er

en ubekvem ting for den, der er faldet til ro; han har aldrig tænkt

på den og kunde være død uden at føle savnet af den. Den fratager ham

det sikre fodfæste og får ham til at røbe mange ting, både for sig

selv og for den anden part, som bægge er lige dårlig tjent med at få

at vide. Er det afgjort, at der kommer noget godt ud af det hele

røre? Ti den påstand er ingenlunde bevist, at "fred er ej det

bedste".

Kærlighed er ujævn, mest til at begynde med. Den griber hæftigt og

slipper hastigt og gir på den måde dobbelt lejlighed til at opleve

det usædvanlige og til at røbe sig helt ned til bunden af sjælen.

Niels Grandlev havde ikke så mange ledige stunder nu; hans resultater

kunde derfor falde lidt overfladiske ud. Sin meste fritid var han

sammen med Helga, og da doktordisputatsen var overstået, mente han

nok, at han kunde la studierne ligge indtil videre. Han kom hjem fra

en videnskabelig triumf for at tilbringe den følgende tid i gylden,

sorgløs lediggang sammen med sin kæreste. Men det blev ikke ganske

den fred, han havde ventet. Han, som havde beskæftiget sig med

påvisningen af videnskabelige love, kom ind under kærlighedens

regimente, der forekom ham lovløst. Det bragte ham ind i allehånde

tvivl, først om mange ældre ideers værdi, senere også om deres

rigtighed. Grandlev havde aldrig været meget højtidelig i sin

selvbedømmelse; nu kunde det falde ham ind, når bekendte flittigt

titulerede ham doktor, at han kunde ha anvendt sin tid til noget

bedre end at skrive lærde afhandlinger. Han meddelte sig selv, at

kærligheden var i færd med at gøre ham til en renegat mod hans

tidligere overbevisninger, og da det gamle syntes at tabe i værdi,

kastede han sig helt og holdent over i det nye; han troede på

kærligheden som på et under, og han fik sin belønning: der kom en

tid, da kærligheden virkelig var noget fuldkomment, ti salig er den,

der skynder sig at tro.

Det var altså sket, at livet en gang bød på noget, der var uden

mangel eller lyde. Han var ikke mere den samme, efter at den vished

havde gennemtrængt ham.

Derfor skulde deres forhold også være så fuldkomment som muligt; de

skulde forstå hinanden -- så stærkt hang han endnu ved det gamle, at

han mente, _det_ var fuldkommenheden -- og han begyndte at fortælle

hende alt, hvad han vidste om sig selv. Hun var forelsket og

videbegærlig og havde store tanker om, hvad der kunde bo i en mand

som ham, og hun kom virkelig til at forstå ham ganske godt. Han

udredede for hende alle sine meninger og sine meningers udvikling,

hvis det interesserede hende; hun havde fortjent alt det, han kunde

gi hende. Mens de sad ude i skoven og skrællede hver sin appelsin,

skitserede han en af sine videnskabelige ideer for hende; bagefter

forekom det ham, at den havde tabt i værdi, men han tænkte ikke

nærmere over det og bad så hende om at fortælle noget fra sin

barndom. For det var et æmne, han ikke kunde blive træt af at høre

om, og skønt han aldrig fik et klart billede af dette virvar af køer

og kalve og lader og stænger og kartoffelkældre og halmstakke, så

mærkede han dog godt, at hendes barndom havde været rigere end hans;

dær kunde hun hente minder af alle slags, der svarede til den

stemning, hun i øjeblikket var i. Det var hendes store overlegenhed.

_Hans_ liv begyndte først at få indhold, da han nåede op mod de tyve,

og der kom sammenhæng i hans viden; dær tog hans minder fat.

Men det varede endnu længe, før betydningen af denne forskel gik op

for ham; hun hentede en uendelig sum af friskhed fra sin barndom,

mens han aldrig tænkte på sin, der havde været så stille og ens --

men det lå ikke for. Alt var endnu så fuldkomment; kærlighed og

forståelse virkede sammen om at drage dem nærmere til hinanden.

Mens han undrende modtog dette som et mirakkel, han aldrig havde haft

nogen grund til at vente, mærkede han ikke, at han krænkede en

naturlov, og studsede første gang, han fik dens tilbageslag at føle.

Ti to mennesker, der lever et inderligt samliv, hindrer let hinanden

i fri åndelig selvudfoldelse, på samme måde som to træer, der vokser

tæt op ad hinanden, får flade kroner der, hvor de berøres. Til en ret

selvstændig udvikling kræves der en vis hensynsløshed. Reaksjonen

begyndte hos hende, og efter at de i et par dage ikke havde kunnet

finde vej til hinandens fortrolighed, fik de så endelig deres første

trætte. Han blev aldeles overrumplet; han hørte en bedømmelse af sig

selv, som han ikke havde ventet at høre af hendes mund; det harmede

ham, og han udtalte sig ved denne lejlighed ikke ganske med en dr.

phil.s værdighed.

Sådan en trætte har den betydning, at man får hinandens gensidige

mening at høre; hidtil har man overøst hinanden med behageligheder;

nu blir man skrabet for usunde indbildninger. Under fredelige forhold

siger man vel også en vis mængde sandhed, men der er forskel på

kærlige sandheder og oprigtige do. Hidsigheden, som hos sunde

mennesker er udslag af en højere livskraft, bevirker, at man får

alting sagt; man erfarer den gavnlige forskel på fortrolighed og

oprigtighed.

_Han_ havde det største udbytte af denne uenighed, hvilket var

lærerigt, men ikke behageligt. Det var altså resultatet: når man

skænker en kvinde sin beundring, får man hendes kritik til gengæld.

Hendes hensynsløshed var jo ligefrem afskrækkende, og det syntes, som

om hun selv var glad ved den; hvor havde hendes øjne været

pragtfulde, mens hun gjorde ham delagtig i sin opfattelse af ham. Han

havde også været vred -- hvad der ikke skulde gentage sig -- men han

havde taget sig noget farveløs ud i sammenligning med hende. Hvordan

vilde hun bøde på det, hun nu havde gjort?

Næste gang, han traf hende, var hun så glad og indtagende, at han

glemte det ubehagelige indtryk fra sidst, og der var en fornyet

friskhed over hende, som havde tabt sig noget, da deres samliv var

allermest inderligt. Han lærte at indse betydningen af det, der var

sket, efter at det havde gentaget sig nogle gange. Undertiden var

det, som om han helt og holdent havde fået magten over hendes sind,

og hun, der ellers var frisk og lystig som et regnvær om sommeren,

kunde blive så mat og eftergivende mild, at han ikke kendte hende

igen og blev betænkelig. Var det muligt, at han med sin tankes vold

kunde erobre denne sjæl, mens den endnu kun var halvt udviklet? Med

erobring følger altid en vis underkuelse, og han havde ingen

menneskelig ret til at drage hende så nær til sig, at hendes frie

vækst hindredes. Han vidste selv, hvad sjæl er, og han gyste tilbage

for sjæletvang som for en unaturlig synd. Det var jo hende, der uden

at vide det havde advaret ham; deres første sammenstød var hendes

reaksjon mod et andet menneskes altfor store nærhed. Hun havde tit

nok talt om sin uvilje mod andres fortrolighed og nærgående venskab;

ham undtog hun naturligvis, sa hun, men det var _hans_ pligt at

forstå den ikke tilsigtede advarsel, som i virkeligheden lå deri.

Så lod han hende efterhånden få større frihed, og med en vis

tilfredsstillelse bemærkede han, hvordan hun forstod at passe

afstanden og lejlighedsvis skød ham fra sig med sin kritik, når hun

fik ham på altfor nært hold. Hendes ejendommelige friskhed beroede

for en stor del på, at hun instinktmæssig holdt en bestemt afstand

mellem sig selv og andre. Det inderste i hende var ikke uden videre

noget, man kunde gå hen og begribe, det var ikke en intellektuel

opgave, lige så lidt som en blomsts duft er en gåde, der er til at

løse. Han brugte omtrent et år til at forstå hende så vidt, men han

fandt ikke den tid dårlig anvendt. Samtidig var han bleven meget

klogere på sig selv. Ved at sammenholde sig med hende opdagede han,

hvor han var krum og indviklet af tankegang; hun dømte hurtigt og

sikkert og ændrede ikke senere sin dom, mens hans bedømmelse bestod

af mange punkter og stadig trak i langdrag på grund af nye

tilkommende nuancer. Han manglede ikke personlighed, men den var

skjult under et filtret tankevæv; den ytrede sig ikke straks og i en

blok, når der var brug for den. Hans indflydelse over hende var også

højst usikker; han kunde få hende nærmere ved ord, som han ikke

tænkte over, og hun forblev ikke sjælden ligegyldig ved vel

overvejede tanker, hvormed han søgte at klare det for hende, som hun

i øjeblikket grublede over. På samme måde kunde han aldrig slutte fra

det ene samvær til det andet; han vidste ikke, om hun næste gang var

nær eller langt borte. Han var ikke _manden_, ikke forholdets herre.

Sådan havde det været lige fra først. Den dag, de blev forlovede --

den stod for ham som noget varmt og luftigt, der kunde huskes i

enkelte heldige øjeblikke, og som aldrig kom igen -- havde hun med en

magt, hun ikke vidste om, forsøgt at omskabe ham i lighed med den

enestående sommerdag. En lys tavshed havde bredt sig over hans sjæl,

en ny glæde havde gjort hans sind let som den blå dis langt ude over

skovene. Een dag i sit liv var han lige med et i færd med at blive et

nyt menneske; sikkert lå der en bestemt hensigt i den forandring, men

han duede ikke til den; senere havde han igen sat sig tungt ned på

sin tankes massive, firkantede granit. Og sommerdage kunde komme igen

med deres lyse leende tavshed, disen kunde ligge over skovene nu som

før, og Helga var der -- altsammen kaldte det på ham, og han

forvandledes ikke. Han sad og stablede sin kampestens-logik i været,

han tænkte med mange tons vægt -- -- --. Helga, som han elskede, gik

og plukkede blomster i sine hænder, der var som varm sommerluft; hun

kom hen og rakte ham en hånd, og de gik; han slæbte på alt sit,

forvandlingen forsøgte sig ikke på ham mere, han var faldet tilbage.

Mærkede hun slet ingenting? Vidste hun ikke, at hun havde været ved

at omskabe ham fuldstændigt, og at det ikke var lykkedes, ikke kunde

lykkes?

Imidlertid levede Helga i lykkelig uberørthed ved siden af hans

forskellige opdagelser. En gang imellem faldt det hende ind, at han

vel ikke var den mand, hun havde tænkt sig; hun havde troet, at han

vidste alting, og så var der ingen, der tiere end han sa: det ved jeg

ikke. -- Mere tænkte hun ikke over den ting. Men der udgik fra ham en

velgørende ro, tiden blev så lykkelig og ens, og hun kunde nu med

større overlegenhed betragte de mennesker, som hun nødigst af alle

vilde ligne, og som hun aldrig ønskede at komme i nærheden af. Der

var nu hr. Jensen, der havde kastet sig ind i en tåbelig forlovelse

og berøvet sig alle ordenlige folks agtelse; der var en anden, der

plagede hende med desperate breve, efter at hun var bleven forlovet,

og der var den værste af samtlige forelskede: frøken Schou, der teede

sig ganske som et mandfolk. Hun havde senere gjort en ny tilnærmelse,

der var ment fuldstændig dameagtig; det var et grimt øjeblik, da

Helga for sidste gang fjærnede frøken Schou langt fra sig.

Helga var glad for, at hun aldrig mere skulde komme i berøring med

disse hæslige mennesker. Der var bedst, hvor hun var, og det faldt

hende ikke ind at overveje, om hun nogen sinde kunde få lyst til

forandring. Den dybe fred gjorde hende godt, hun voksede stærkt og

ubevidst som en plante; hun optog ligesom planten det, der var

gavnligt for hendes udvikling; for alt andet viste hun samme

instinktmæssige ligegyldighed som plantens rødder over for, hvad der

ikke er tjenlig.

Hun blev så jævn og reel i denne lykkelige tid; det gør lykken, den

holder os nær til den jævne jord og befrier for fantasteri. Helga

opgav sin forventning om en stor, kunstnerisk fremtid; Grandlev havde

ret, og hun vilde ikke fylde sig med indbildninger om, hvad hun

skulde drive det til; hun var og blev ikke andet end en dilettant.

Men netop derfor vilde hun blive ved at ta undervisning i at tegne og

male -- var resultatet af hendes overvejelser; der var ingen fare ved

det, hun ventede sig ikke noget stort af det, og hvorfor skulde hun

ikke lære den smule, hun kunde? Ingen kunde fortænke hende i, at hun

gærne vilde være en flink dilettant.

Denne tankegang, som Grandlev ikke fik noget at vide om, beroligede

hende ganske; hun arbejdede videre med en god samvittighed og uden

sindsbevægelse, og der gik et helt år, inden hun igen stillede nogen

fordring til livet, som hun syntes havde skænket hende alt, hvad hun

overhodet kunde forlange.

Helga vågnede op med et langt pust, så sig forundret om og lod bægge

arme, der lå under nakken, falde ned på dynen. Flætningen lå over

hovedpuden som et flosset reb og lignede en af de tampe, som gamle

mennesker bruger til at hale sig over ende med, når de skal op. For

at kunne se ud ad vinduet måtte hun vende sig om; det var et stille,

sølvgråt oktobervær; efter den lille firkant himmel, hun så, vidste

hun nøjagtigt, hvordan det var uden for. Hun la sig igen til rette i

sin seng. Det var slet ikke fordi, hun havde lyst til at blive

liggende længere, men der var noget i vejen med hende; i dag var det

endda værre end de andre dage. Hun så sig om på sine vægge: jo. Der

var noget galt; hun kunde altid kende det på, at tingene ikke så ud,

som de plejede. I dag var de helt fremmede. Det var næsten, ligesom

hun kunde være syg; hun prøvede at huske, hvordan _det_ var, men hun

kunde ikke; måske var det en slags sygdom, det hun nu fejlede.

Hun så ud på himlen en gang til. Det var jo også Søndag; hun og Niels

Grandlev plejede at gå morgentur om Søndagen. Men det var slet ikke

det, hun trængte til; det var grimt tænkt af hende, men hun kunde

ikke gøre for det, og det var i alt fald sandt. Det vanskelige humør,

hun havde haft de sidste dage, faldt pludselig tungt på hende. Og dog

var været i dag netop, som hun helst vilde ha det, når blot hun måtte

være alene om det. Men det var jo Søndag.

Langsomt og misfornøjet kom hun ud af sengen; hun klædte sig stille

på, og der var heller ingen fornøjelse ved at vaske sig. Nu fejlede

hun ikke noget andet, end at hun var ond, for hun vidste, at denne

udmærkede dag nødvendigvis måtte blive spildt for hende. Hun vilde se

noget mere af den, inden hun klædte sig helt på. Hun tog sin

frisertrøje på og la sig i vinduet.

De røde teglstenstage, der i det fugtige vær havde fået en hedere

farvetone, virkede på hende som en smærtelig rystelse, der opløste

noget af tyngslen i hendes sind. Hun tog det ind med opspilede øjne

og åbnede også munden, som naturmennesker og børn plejer at gøre, for

ikke at gå glip af noget. Hun så ud over et rødt hav af stivnede

bølger og kom i en stor og smærtelig spænding. Men de blege, snavsede

mure neden under var væmmelige, dem vilde hun ikke se på. De skyer,

der havde leveret nattens regn, stod endnu massive og skiferblå over

stasjonsbygningen, og urskiven grinede frem, hvid og livløs som et

ligs ansigt. Længere borte lå en del småhuse og gemte inden for deres

kalkede, gult væskende mure en fattigdom, der lige havde nået byens

grænse og ikke kunde komme længere. Men deres mossede tage var såre

dejlige. De dybe, grønne mospuder svulmede i vel udstoppede rundinger

og kunde dårligt komme til at brede sig for hverandre; de måtte

skyde sig oven ud i deres uhyre frodighed, og der var ikke rift eller

flænge i de bløde hynder, ingen falmede steder. Deres saligt kølige

grønhed vinkede en hed sjæl til hvile!

Helga følte det, som om hun lå der ude, og branden i hendes sind

dæmpedes til en varm styrke; hendes blik stirrede kraft til sig fra

det grønne, til der ligesom ikke var mere; hun havde det i sig selv.

Telefontrådene gik som fine blyantstreger hen over himlen, og røgen

fra brænderiskorstenen krøb besværligt op gennem piben i store, runde

klumper, og senere så man dem vandre ud mod horisonten som en flok

sorte får.

Lige under Helgas vindue lå deres have, hvor alt så betynget ud i

fugtigheden. Georginerne løftede med anstrængelse deres gule eller

violette hoder over den forpjuskede græsplæne; alle asters stod skævt

i bedene og hældede hver til sin side. Kastanjens blade lå omkring,

rustne og hullede som gamle stegepander, men brændnælderne havde

endnu ikke tilsat noget af deres grønhed, de hævede sig ranke op

gennem al den vissenhed, der dryssede ned over dem, og rystede den af

sig igen, hver gang der kom en smule blæst.

Og så ud i det altsammen! tænkte Helga og rejste sin halv påklædte

skikkelse fra vindueskarmen.

Hun vilde gå alene; det kunde ikke hjælpe, hun formanede sig selv,

for hun kunde umuligt ha nogen med sig i dag; hun skulde gærne

forklare ham det bagefter, hvis det skulde være, men nu gjaldt det

blot om at komme af sted. Det var det eneste, hun fejlede: hun skulde

ud og spasere i det vær, og der skulde ingen være med hende. Hun

blev så glad, at hun vilde ta den nye kjole på lige fra om morgenen

-- når hun selv måtte råde, klædte hun sig hellere efter sit humør

end efter nogen anden anledning.

Hun tog tøj af og på, hun sprang omkring som en vogterdreng, der har

fået et par ny lærredsbukser, men hun måtte skynde sig, for hvis der

nu kom en hindring i vejen -- --. Hun blev ikke god på den, som

hindringen kom fra. Hendes hjærte tog til at banke, og hendes hænder

rystede, mens hun hægtede sig, og da hun klappede sit hår til rette

under hatten, havde hun formelig feber; hun så sit eget ophidsede

ansigt i spejlet og mumlede halv højt: du skaber dig jo, tøs.

Hun løb fra morgenkaffen; moeren fik ikke lejlighed til at udtale

nogen forundring; Helga var ude af døren, inden hun ret vidste af

det.

Alting var så svampet og drivende af væde; det var det rigtige

efterår, som i følge blegsottig hævd er trist. Helga vidste, hun

vilde finde det ved fjorden og ude i skoven; derfor skyndte hun sig

gennem byen. Vandet var det første, hun så; fjordens blå kyster tog

sig uvirkelige ud i det fjærne; disen løftede dem op, så de syntes at

hænge på himlen, men midt i alt det udviskede havde vandet en

forunderlig klarhed, som det lå under tågen, der ikke berørte dets

blanke overflade; det så ud som is i tøvær. Undertiden rørte noget

sig dernede, og en enlig bølge gled tyst som et bredt smil over

fjordens rolige ansigt.

Længere ovre lå skoven og spejlede sin barbariske pragt i vandet. Som

en flok sigøjnerkællinger, der har ladet deres fantasi fråse i

brogede klude, som de har hængt på sig, hvor der bare kunde være

nogen -- sådan stod træerne nu, pyntede lige før det hele var forbi,

i farver, der ikke var skønsomt sammenstemte, men skreg mod hverandre

i brutale disharmonier, fra feberrødt og kadavergult, helt ned til

ådselbrunt, og masser af usundt grønt, alle de farver, sommeren

har, og dog ingen af dem; alle med en afskygning, der talte om

større vildhed, om dødens nærhed, om forfaldets sidste store

kraftudfoldelse. I morgen kommer måske den storm, der lægger det

meste af det hen ad jorden; derfor gælder det, mens det er tid, at

udfolde alle herlighederne; det ser ud som sundhed, men det er ikke

bestemt til at vare, derfor er der ingen orden; selve forvirringen,

de desperate farver, viser, at det er den nære undergang, der får

livet til at blusse så vildt op. Nu ses det, hvor store summer af

kraft der har virket året igennem; deres hværv er omme, de kan rase

ud og blive til intet. Hverken forårets grønne harmonier eller

sommerens solbrændte ro har røbet så meget af naturens vælde som

efteråret; de har brugt og opsparet kraft, de har holdt hus med

værdierne, de har viselig gemt til i morgen, hvad der ikke fik

anvendelse i dag, for at den størst mulige gavn kunde komme ud af

det. Det velhavende forår og den fornuftige sommer var sundhedens og

visdommens tid; nu er udbyttet opsamlet, døden nærmer sig, naturen

stråler i syg og vanvittig lidenskab, fornuft behøves ikke længere.

Skoven er tragisk, som store tings undergang altid er; den dør i et

farveskrig, der er en protest mod døden; den samler i sin sidste

krampe alt, hvad den formår at opbyde, og slænger det om sig, ti

dens visdom er forbi samtidig med, at dens hverv er fuldbyrdet, men

dens livskraft er ikke udtømt, derfor kan den ikke hensove blidt;

mindet om et stort værk, den har efterladt, gør dens dødsstund vild.

Helga skyndte sig ind i skoven; hun havde hast med at nå den, og dog

var der besvær ved at gå, mangfoldigheden gjorde hendes sind tungt.

Det varede en tid, inden indtrykkene fordelte sig, så hun igen kunde

komme i ligevægt. Men da var nydelsen også fuldkommen; hun var til

mode som et menneske, der en dag uventet finder noget, han højlig

trængte til, han synes med det samme, at det er det, han så længe har

gået og ledt efter og følt savnet af. Hvad var det hele værd, før jeg

fandt dette? tænker han.

Helga vandrede skoven igennem i alle retninger. Når hun havde set et

sted og undret sig, kom hun i tanker om et andet, som hun også godt

kendte; hvordan så det ud i dag? Og overalt var der virkelig noget

nyt at se. Imens var alle vante forhold faldet ud af hendes

erindring; des mere ublandet var den stærke følelse af sjælden

højtidelighed. Hun gik dær alene og kom ingen ved; det faldt hende

heller ikke ind, at der kunde være tale om andet; der eksisterede i

dette øjeblik ikke andet end hende og skoven; alt det, hun så, var

hun ene om; ingen kunde komme og sige: Giv mig det halve!

Hun stod og så op i et træ og forestillede sig, hvor grøn man kunde

blive indeni hænderne og på knæerne, hvis man klatrede derop, da hun

opdagede Niels Grandlev, der kom langs fjorden hen mod skoven. I

samme nu var hendes tanker revet bort fra alt andet, hun kom ud af

ligevægten og følte sig ond mod ham, der forstyrrede hende i den

største nydelse, hun længe havde haft. Kom han her for at tale om

bryllup? Måske vilde han hente hende, for at de kunde gifte sig med

det samme! Hun fik tid til en mængde onde tanker, mens hun ventede på

ham, for naturligvis ventede hun på ham, som det var hendes pligt;

hun skulde ikke rende hen og gemme sig. Det faldt hende slet ikke ind

at overveje, at han aldrig havde talt om deres bryllup, fordi han

mærkede, at hun helst ikke vilde høre tale om det endnu. Hun kunde

ikke tænke sig andet, end at han kom dær for at kræve andel i noget,

der kun var hendes, for at fratage hende retten til at gå ene ud og

se, hvad hun var ene om at se og ikke vilde ha andre med til. I det

øjeblik skabtes hendes selvstændighedsfølelse bevidst og ustyrlig, og

det er ikke en følelse, der gør een god til at begynde med.

Hun var sig bevidst, at hun betragtede ham med onde øjne; hun var ked

af det for hans skyld, for han havde bedre fortjent, det så man

straks på ham, men hun kunde ikke gøre for det. Idet han kom netop

nu, havde han grebet ind i noget, han ikke måtte røre ved.

Hans holdning forandredes ikke i nogen måde ved, at han opdagede

hende; han kom nærmere i samme tempo og sa blot: Godmorgen.

Jeg tænkte nok, at du var i skoven, vedblev han og så hende ind i

øjnene.

Nu kommer du vel herud for at hente mig?

Jeg kommer herud, ja. Hvis jeg så traf dig, kunde det jo være, vi

fulgtes ad. Jeg vågnede næmlig også med lyst til at komme i skoven.

Jeg gik alene herud, for jeg troede ikke, du stod så tidligt op.

Det kan vi godt antage, jeg ikke gjorde. Hvis du skulde ha brug for

det som en undskyldning, mener jeg.

Det var aldeles ikke min mening at undskylde mig!

Vel. I så tilfælde må jeg gøre dig opmærksom på det overflødige i at

fremsætte den antagelse, at jeg ikke var stået så tidligt op.

Å ja, du har jo altid ret.

Men det at ha ret er ikke det bedste, mener du. Du ved noget, der er

bedre; er det ikke sandt?

Jo, svarede hun, og mens hun så på ham, forstod hun igen ikke sig

selv. Var det ham, der havde den største magt over hende, eller var

det noget helt andet? Hvor var hun dog uselvstændig! Hun så sig om i

skoven, men den var ikke som før.

Hvad er der dog, Helga? udbrød han mere varmt, fordi han syntes, hun

kom til at se dårlig ud.

Å, du -- det er ikke andet, end at jeg er så sulten. Det har jeg

først lagt mærke til, mens jeg har stået og talt med dig.

Lad os så gå op til pavillonen og spise frokost. Siden kan jeg igen

gi dig tilbage til den ikke-materielle verden, som jeg rev dig ud af.

Hun var meget oprømt, mens de spiste, men hun talte ikke om det, som

han ventede at få noget at vide om, og det gjorde ham tavs. Da de

fulgtes ad ned til vandet, var hun også blevet stille. Hun gik og så

hen for sig med store øjne og skilte læber. Han troede, hun havde

helt glemt hans tilstedeværelse, men i virkeligheden foregik der

stadige svingninger i hendes sind, idet hun inderligt ønskede, at hun

kunde blive fuldstændig optaget af een ting og så glemme den anden --

enten ham eller det andet, der i dag havde fået sådan en magt over

hende, for nu vidste hun bestemt, hvad det var, og hun vaklede mellem

disse to, der syntes at skulle afgøre hendes fremtid. Og som hun nu

indså med fuld klarhed, at bægge dele var et menneskes hele liv værd,

så følte hun ingen ret glæde, fordi hun måtte dele sig mellem dem.

De satte sig på en bænk ved stranden, hun tog hans hånd, men hendes

anden knyttedes ensomt på hendes skød, og hendes hoved sænkedes

grublende, ikke på hans skulder. Han følte vanskeligheden i at være

den mand, der bør gøre eller sige noget, som kan hjælpe, ti hjælp var

fornøden. At finde det ord, der kan falde i et grublende pigesind som

løsningen på den gåde, hun ikke selv forstår, det er lige så let som

at skyde til måls i bælgmørke. Det, man i sin tid sa og gjorde hende

til den lykkeligste pige i verden med, det er der jo ingen brug for

nu, ti hendes hoved sank ikke ned på ens skulder, men et andet sted,

og det betyder noget. Man er måske et forstandigt menneske og veed

mange udmærkede ting, som det kunde være værd at sige, men hører hun

noget af det, og hvor mange gode tanker skal man fremdrage, inden man

kommer til den, der gør sin virkning? Eller skal man slet ikke sige

noget, ikke være tanke, men vilje, pånøde sig og besejre hendes tavse

kulde ved hjælp af den erotiske næveret? Eller var det allerbedste

at møde hendes kulde med endnu større kulde, så at hun måtte blive

varm, hvis hun ønskede at vinde een tilbage?

Det er et problem, der i almindelighed ikke agtes værdigt, til at der

ofres megen omtanke på det, og dog afhænger adskillige menneskers

samliv af, om der gøres noget alvorligt for at løse det. Fysisk

erotik hjælper over meget, men slår ikke til i længden, ti et

spørgsmål, der har kraft, vil besvares, og et problem, der visner

uden svar, efterlader et hul i sjælen. Der er mange kvinder, hvis

sjæl består af sådanne ulykkelige huller.

Niels Grandlev, der af sine egenskaber bedst kendte og satte mest

pris på fornuften, mente, at de kunde tale fornuftigt om det og

således komme over det, for han kendte hende godt nok til at vide, at

det var noget meget alvorligt, der optog hende. Det er jo så

rimeligt, at en mand, der har tid tilovers og er forelsket, blir

specialist i de forskellige udtryk i sin kærestes ansigt.

Der er langt imellem os nu, sa han stille, midt i al deres tunge

tavshed.

Hun trak været dybt som en, der vågner. Ja, sa hun.

Hvis du fortalte mig noget af det, du tænker på, så fik vi bægge mere

fornøjelse af det.

Det er jo ikke vist, der er nogen fornøjelse ved det.

Det er i alt fald noget, der skiller os i dette øjeblik, og derfor

har jeg en vis ret til at få at vide, hvad det er.

Hun så forundret på ham, et fraværende, upåvirket blik.

Måske "ret" er et for brutalt udtryk; jeg mener blot, at vi hidtil

ikke har ladet noget stille sig imellem os, men vist hinanden fuld

oprigtighed, og det er vel vor mening at blive ved med det. Jeg har

også altid fortalt dig, hvad jeg tænkte på, når det interesserede

dig.

Det er noget andet. Du tænker kun noget, der er mening i.

Fortæl kun. Jeg skal finde mening i det. Men du har måske ingenting

at sige, ingen fortrolighed at skænke mig.

Å, jeg kunde tale i timevis, hvad det så blev om. Jeg er indvendig

fuld af vrøvl, som jeg helst vil tie med. Men jeg kunde fortælle dig

masser, som jeg måske slet ikke mener, og det vilde du så kalde min

fortrolighed, du skulde analysere og sortere det og sætte

videnskabelige noter til. Nej, du kan sagtens, du behøver ikke at

vrøvle, fordi du er færdig med dit, og veed, hvad du veed.

Før har du ikke været så bange for at tale med mig. Nu ved jeg i alt

fald, at du skjuler noget for mig.

Det svarede hun ikke på, men lidt efter rettede hun sig og sa med det

hurtige og bestemte tonefald, hun havde, når hun sa noget, der syntes

hende vigtigt:

Du, ved du hvad, nu skal jeg sige dig noget: Jeg har egenlig ikke

spor af karakter. Jeg vakler på den ynkeligste måde og veed hverken

ud eller ind. Kunde det ikke tænkes, at der skete noget, der tvang

mig til at gøre det, der er det rigtige? Der måtte kunne ske noget

stort og voldsomt, der ikke spurte, om jeg vilde eller ikke, men

drev mig. Jeg trænger til det. Det andet er ikke nok.

Det andet -- det vil sige mig. Jeg er ikke en magt, der tvinger og

hindrer al vaklen. Jeg er ikke noget absolut, der intet tillader ved

siden af.

Hun betragtede ham koldt og forstående og tav. Men den tavshed var en

ydmygelse.

Hvorfor siger han det? tænkte hun, især hvis det er sandt.

Dersom jeg vidste, hvad det er for to ting, du vakler imellem -- --.

Det ene er formodenlig mig, og det andet -- --?

Å, det er slet ikke sådan et reguladetristykke. Der er så meget, som

jeg ikke synes skulde være der, og som bare gør det uklart og

ingenting er alligevel. Jeg har jo dig, kan man sige; skulde der så

være mere? Hvorfor er jeg -- -- en hel masse, som jeg ikke ved hvad

er? Er det meningen, at jeg skal bruge det til noget, eller er det

pjank, der hører til, fordi man kun er et kvindfolk? Når en af mine

veninder kommer over mig med sin fortrolighed, så synes jeg, _det_ er

pjank. Lige sådan her måske? Og hvem ved noget om det?

Det vilde være underligt, Helga, om alle dine længsler allerede var

virkeliggjorte; der ligger meget endnu, som venter på, dets tid skal

komme. At du ikke har mærket det før, kan forklares ved, at du har

været så stærkt optaget af mig; det er du i mindre grad nu, så kommer

det andet frem, der har mindre med mig at gøre; du synes at undre dig

over, at du ikke længere er helt og holdent optaget af mig, men det

er dog ganske naturligt. Du må også ha andre interesser, og det er så

meget bedre; forhåbenlig kan deraf udvikle sig flere fælles

interesser mellem os, når du en gang blir i stand til at tale med mig

om det.

Fælles interesser, tænkte hun. Og hun tilføjede højt: Hvis alting

kunde ordnes bare ved, at man talte om det og forklarede det -- --

Er det da ikke idealet af samvær?

Kære, hvad fornøjelse har du så af, at jeg ikke er nogen mand?

Dette her er komplet mislykket som samtale betragtet. Vi er to

mennesker, der efter bedste ævne søger at forvirre hinanden med ord.

Det gir jeg dig ret i.

En gang havde jeg den udmærkede egenskab, at jeg forstod dig, Helga,

om du ellers husker det. Det var dit udtrykkelige ønske at blive

forstået. I dag er jeg besværlig på grund af samme egenskab. Måske er

der også noget vist klodset i det; husk på, at jeg kun er en mand;

jeg opfatter dig muligvis lidt for meget som et reguladetristykke,

mens du helst skal begribes i utydelige omrids; ligesom visse

kunstværker skal du anes, men du tåler ikke at forklares. Gik vi så

hjem?

Ja.

De gik rask til, for de var kommet til at fryse af at sidde stille.

Du svælger i tavshed, sa han, irriteret men roligt, da de var næsten

hjemme. Dog forstår jeg måske lidt mere, end du tror, det skal du

vide i al din hemmelighedsfuldhed. Dit sind er delt mellem lyst til

kærlighed og lyst til -- -- den anden ting. Hvis jeg nu var en af de

stærke, brutale mænd, du drømmer om, så begik jeg voldeligt indbrud i

din hemmelighed, jeg trådte halvdelen af din tilværelse i sønder for

at fylde den anden halvdel med desto rødere lidenskab. Du vilde ofre

det andet og ikke hade mig derfor. Men den art kærlighed er hverken

almindelig eller ønskelig. Farvel. I dag skal vi sagtens ikke ses

mere, men når du bliver oplagt til mig, så -- --

Han rakte hende hånden og vendte sig bort for at gå; i det samme

mærkede han hendes læber på sin hånd, og han stansede forbavset, helt

forandret over Helgas mund, som han kendte så godt, men ikke på den

måde. En hel tankerække var tilintetgjort, smæltet som en fast ting,

der er bygget af is og så kommer i varmen. Hvad var det nu, han vilde

sige? Hvorfor gjorde hun det? Hvilken logisk forbindelse -- --?

Hendes øjne var mørke som slåen langt hen på efteråret, de fyldte

rummet om dem bægge med vidunderlig kraft; han blev svag og god og

forvirret. Hun havde ret; på en eller anden hemmelighedsfuld, men

overbevisende måde var retten bleven hendes. Den stærkeres ret.

Hvad er der, Helga? spurte han endelig fortabt.

Jeg ved ikke. -- Mere sa hun ikke, men hvor hendes læber -- de altid

lidt blege læber -- var veltalende, idet de skiltes ad!

Farvel.

Hvordan har det sig med begrebet ånd? tænkte han, mens han gik. Måske

huskes et par læber, endnu efter at de betydningsfulde ord, de

udtalte, forlængst er glemt. Udtrykket i to øjne har muligvis større

magt end den tanke, som var samtidig dermed. Hvad skal vi da tro om

ånden, som ene siges at vare evindeligt?

En begavet kvinde bør ikke vælge en intellektuel mand; hun erhverver

sig hurtigt en vis overfladisk forståelse af ham, som ingen

forståelse er. Hun fatter instinktmæssigt hans tankers former uden at

interessere sig for hans enkelte ideer. Det ligner dig at sige sådan,

det svar har hun altid på rede hånd; mere trænger hun ikke til at

sige om den ting. Hun går ud og ind i ham. Efter hendes opfattelse er

hans sjæl som en rugmark; der er en forbavsende grøde, men det ligner

hinanden altsammen. Denne mand blir aldrig den overlegne, og det, hun

har lært af ham -- for naturligvis har hun fået en stor del af sin

åndelige udvikling ved ham --, er gået så dybt og grundigt ind i

hendes bevidsthed, at hun har glemt, at det ikke altid har været der.

Han kommer således til at repræsentere et overstået stadium, på samme

måde som en god lærer; han var nyttig i sin tid; men nu kan hun nok

selv.

En handlingens mand derimod vilde hun altid være i stand til at

beundre, ti dær ser hun overlegenheden tydeligt for sig, og kvinder

ligner børn deri, at de får det stærkeste indtryk af, hvad der er

anskueligt. Men en klog mand gifter sig med den kærlige enfold, dær

finder han vel ikke forståelse, men i alt fald villig stræben

derefter, og er det mon ikke mere værd end den begavede kvindes

flygtige konstatering af, at det ligner een at tænke sådan og sådan?

Værre endnu blir det, hvis han besidder den indsigtens lidenskab, der

gør, at han ikke kan la være at meddele hende alle sine opdagelser.

Det er meget skadeligt for ham selv, men han forstår med sådan en

inderlighed, at han må gøre hende delagtig i forståelsen, og hun er

jo den begavede kvinde, der kan følge ham, når hun har lyst. Han skal

endelig vise hende, hvordan tænkning undergraver deres forhold; det

er meget uklogt, men det er så interessant!

Mens Grandlev kom til disse og mange andre resultater, gik Helga

ensomme ture i de halvmørke eftermiddage. Det blæste rigeligt og godt

i den tid, hun lærte at holde af det. Novemberblæst er god for mange

ting -- selv om den er blandet med en smule regn --; den braser på

som en vædder og flår som en gal kat, men den renser for

sentimentalitet og blæser al dun og fnug af sindet, den tvinger til

at ta lange skridt og sætte foden fast i jorden. Den råber højt og

tar mange lyde med sig fra gårde og veje, det er en snaksom vind. Den

sender menneskene friske hjem i deres stuer, med klare øjne og med

rensede stemmer. Den buldrer forgæves på hos mange, der sidder inde

og gemmer på mugne stemninger i deres lukkede sind.

Helga gik ude hver eftermiddag mellem fire og seks, hun kunde ikke få

nok. Hun fulgte helst den smalle gruskant langs bivejene, der som

fede, stribede slanger snoede sig svagt glinsende ind i mørket og

blev borte. Markerne rejste sig på bægge sider som sorte mure. Hvert

eneste lille hus omgav sig med den hemmelighedsfuldeste puslen;

halmstakke, der var blevet langhårede i løbet af efteråret, var fulde

af al slags hvisken; det var en hel historie at komme forbi et eller

andet. Fra og til gårdene kom vogne med gødning og roer; hjulene

pløjede sig sødt og fedt gennem det dybe ælte, undertiden knirkede

det fra en roetop, der blev kørt over, og fra åbne stalddøre bares

den varme, søde mælkelugt stundom helt ud på vejen. Det var sin

barndom, hun levede om igen, men langt stærkere, idet hun nu samlede

den op i spredte træk, der kom tilfældigt imellem hinanden, og som

dog hørte så inderligt sammen. Det var bedre end barndommen, det var

så stærkt, at hun måtte være alene om det. Dersom hun ikke havde

været alene, så vilde det hele haft en ganske anden betydning, og

slet ikke den, det kom an på. Det betagende og hemmelighedsfulde ved

husene, hun kom forbi, beroede på, at der ikke var en med, som hørte,

hvad der hviskedes; det var hendes alene, som alt, hvad der var godt.

Hun befæstedes i ensomhed i denne tid, og hun erfarede, hvor godt det

var. Og den skumle uhygge, der begyndte ved de yderste huse, vilde

ganske være gået tabt i en andens selskab.

For det var egenlig den, hun gik efter; den gjorde det billede

levende i hende, som hun ønskede at se.

Det forestillede en sen oktobereftermiddag. Et halvt gennemsigtigt

mørke lå som tyndt, gråt flor over en gruppe sorte legemer, eet

større og flere mindre. Midt i gruppen var der en lygte, som een

holdt; den belyste svagt nogle fremrakte og opløftede menneskearme,

ben, der bøjede sig listende, og hoders ængsteligt spejdende

holdning, men lyset faldt skarpt på en tyrs pande; spidsen af et horn

dannede centrum i lyskresen, og nær ved sås en tyk dusk krøllet hår

og et lille ondt, rødt øje -- hele det vældige tyrehoved bar et

udtryk af rådvildt ondsind. Rundt om stod menneskene med reb hængende

ned fra de løftede hænder; de var krumme af angst og forsigtighed; de

beherskedes ganske af det sigtende horn og det røde øje længere

tilbage, der var hornets onde sjæl. En brat bevægelse så meget som to

tommer kunde få alle de krøllede muskler til at rette sig og slynge

menneskene mange alen bort.

Helga tegnede det billede gang efter gang, men det blev ikke godt

nok, og det kom igen og mindede hende, når hun gik sine ensomme ture

i mørkningen. Nye enkeltheder kom til: knoldene, der kastede skygge

hen ad jorden; mændenes ben, der sås at ryste i de jordgrå

lærredsbukser, og poplen bagved, der fremviste sit legemes knyster og

rynker i det usikre lys. Men det var navnlig tyrehodet, der voksede i

hendes sind, det blev til en ide. Grandlev havde en dag fortalt hende

noget om _bunden ondskab_, som enkelte mennesker eller hele

samfundsklasser kunde bære på i lange tider, indtil en begivenhed

vakte den, eller en mand med særegne ævner vejrede den, gav den en

bevidst vilje og slap den løs. Den bundne ondskab var et af

samfundets farligste fænomener og havde ofte en uhyre, langsomt

sammensparet kraft at opvise, når den endelig blev vakt.

De ord havde gjort indtryk på hende; hun kom til at tænke på dem,

hver gang hun så tyren for sig; dens brede pande og nakkens mægtige

profil, der lige skimtedes, skulde tale om, hvad ondt her kunde

udrettes, når det stupide ondsind blev til vilje.

Men hvad kunde det nytte altsammen, dersom hun ikke magtede at tegne

det! Hun måtte udtrykkelig minde sig selv om denne omstændighed, især

når hun var mest hentagen af sine syner, men det formåede dog ikke at

ødelægge stemningen. Hun var tilfreds i sin ensomhed, greben af den

nye ide, hvis varme var så stor og virkelig, at hun endnu kunde bære

den blot i tanken uden at lide under, at den ikke vilde blive til

virkelighed i et kunstværk.

Når man er under påvirkning af ideens varme, synes menneskene kolde,

og da man ikke kan meddele sig til dem, forekommer de kedelige og

overflødige. Helga kom til at gøre den erfaring, og hun blev noget

vanskelig at omgås. Madlavningen, som det hed sig, at hun lærte hos

sin moer, gik rent i stå; hun brændte og sved alting, ikke at tale

om, hvordan hun smudsede sig til. -- Den dårligste kokkepige blir

altid mest snavset, plejede moeren da at sige. Selv sådanne småting

som at lægge kringler vilde ikke gå for hende. -- Jeg tror, jeg har

elektricitet i fingerspidserne, kunde hun undertiden sige. Dermed

kastede hun dejen, stoppede nogle færdige kringler i lommen og gik ud

for at spasere. En halv time efter kom hun måske hjem med en mængde

vissent løv og brombærranker. Det skulde blive til storartede

broderimønstre, forklarede hun, og det var jo glædeligt, for brodere

var hendes talent og moerens stolthed, skønt hvorfor tog hun så ikke

timer i det i stedet for i tegning, som dog ikke førte til noget? Så

tegnede og broderede hun resten af eftermiddagen, indtil hun kastede

det hele bort og begyndte at gå op og ned i værelset og tromme på

borde og vinduer. I sådanne øjeblikke måtte moeren tænke på sin

afdøde mand, der havde haft det på lignende måde. Så var Helga også

godt nok oplagt til at trættes, ligesom faeren.

-- Skal du ikke snart til at tænke på dit udstyr, Helga? spurte

moeren en dag.

Udstyr, sa Helga og stansede sin marsj. Det ved jeg ikke, svarede hun

med en vis kraftanstrængelse.

Nå. Så ved jeg ikke, hvad du bestiller al den tid, du er på dit

værelse om dagen. Jeg tænkte, du broderede noget -- -- eller du

kommer jo med så meget; det skal vel bruges til noget, må jeg antage.

Helga blev harmfuld over den følelse af egen unyttighed, der kom over

hende ved moerens ord.

Hvorfor skal det bruges til noget? Det skal bruges til, at så går

tiden.

Hm. Det synes jeg den gør godt nok også uden narrestreger. Grandlev

og jeg sad og talte om udstyr i går, da du var ude.

I to? Er han ved at brodere noget da, eller skal han til at ha en

symaskine?

Hør, Helga, du er da vel ikke ked af det allerede?

Nej, moer, det har ikke noget med det at gøre. Jeg trænger bare til

at være lidt underlig først. Vilde han gærne giftes?

Det talte han ikke om. Han nævnte slet ikke dig -- sådan.

Nå. Det kan jeg også bedre forstå. Han er vist ikke videre tilfreds

med mig nu. Men det skal nok komme. Først så -- --. Hendes øjne søgte

ud ad vinduet, ud i det blålige tusmørke.

Du har så meget for dig selv; det er ikke rart for os andre. Vi ser

nok, at der er noget, men vi får ingenting at vide. Jeg troede

ellers, at når du var blevet forlovet med sådan en klog mand, så

kunde der ikke komme noget i vejen; han må vel kunne lære dig alt,

hvad du har lyst til. Derfor var jeg så glad for det. Din faer

savnede jo altid sådan, at han ikke fik lært så meget, han helst

vilde. Men nu ser jeg næsten aldrig, I taler sammen. Du er vist mere

ivrig med den tegnen.

Hvorfor tror du det? Du ved jo, at det, jeg får for, tegner jeg altid

her inde.

Ja, jeg ved jo ikke, hvorfor du lukker dig så meget inde. Men kan det

da blive til noget, tror du?

Det kan blive til lidt, bare en lille smule, moer. Når jeg blir gift,

kan jeg jo ha tegnekursus med unge damer -- og mandfolk med, hvis det

skal være. Jeg skal sige dig, tegning er ved at komme på moden, og

jeg vil følge med tiden; det blir snart meget finere at kunne tegne

godt end at kunne brodere.

Synes du virkelig, det er værd at ofre så megen tid på det, bare for

at komme til at undervise nogle pigebørn, som ikke har noget rigtigt

at ta sig til?

Å nej. Men jeg må jo hitte på noget at gi mig af med, selv om det

ikke er til nogen nytte. Når vi skal ha pige, hvad skal jeg så forslå

tiden med?

Ja ja. Bare det må blive til noget, der er mening i. Du har ikke

været pjanket før, men nu ved jeg ikke rigtig længere, hvad du kan

blive. Det er vist en stor fejl, at du er blevet forlovet.

Måske. Men så var jeg vel sagtens blevet endnu værre på en anden

måde.

Er det ikke længe siden, du har besøgt Grandlev?

Det kan jeg ikke rigtig huske. Men det er det vist nok.

Jeg tror ikke, han kommer her for det første, fordi du tar så

underligt imod ham altid. Du kunde jo gå op og se til ham.

Jeg ser mig selv trave op til min kæreste, sendt af moer og skal

hilse. Sikken et billede. Hovne puder af gråd under øjnene, nyvasket;

rødglødende ører. Ja.

Hun gik ind på sit værelse og gav sig til at tegne; denne gang var

det ikke tyren, men karikaturbilleder af hende selv. Det sidste i

rækken bar underskriften: Lille Helga skal giftes, og forestillede

hende selv, der med artigt strittende fingre gik i spidsen for et

langt optog, som bar hendes udstyr. Hun skulde også i lag med et, der

skildrede hende som gift, men i stedet for la hun hodet ned på sine

hænder og græd af ærgrelse over sin egen umådelige pjankethed. Den

førte vist ikke til noget godt, moeren havde måske ret; hun var ved

at blive pjanket, og det var netop mere alvorligt hos hende, ti hun

regnede det for noget, mens andre unge piger godt vidste, at al den

slags bare var tosseri, som skulde gå over. Men hun arbejdede på, at

det skulde blive værre.

Hun faldt i søvn i sin store selvopgivelse, og da der endnu var længe

til spisetid, da hun vågnede, gik hun op til Grandlev. Måske det

kunde føre til et slags resultat.

Så snart han så, det var hende, lukkede han den bog, han havde læst

i, og satte den ind i reolen. Så trak han en kurvestol frem til hende

og drejede skrivebordsstolen om imod den.

Du skal ikke gøre så mange forberedelser, sa hun nervøs. Jeg går

straks igen. -- Hun blev stående midt i værelset og søgte at huske,

hvad det var for en indskydelse, der havde drevet hende herop. Hun

var bange for ham nu, hans tavshed beherskede hende. Og på ingen måde

vilde hun sidde i den stol; dær var hun da fuldstændig i hans magt!

Hun satte sig på en anden, op ad en reol.

Uha, lad være at sidde dær og se ud, som om jeg vilde dig en hel

masse! Der kommer slet ikke noget. Du gør mig ligesom til en, der er

tilsagt til at gi møde klokken fire og aflægge tilståelse om det

hele. Jeg har ingenting gjort!

Han rejste sig og gik hen til hende. -- Vor Helga er i et forpint

humør, den stakkel, og skønt det måske ikke er noget, hvor jeg kan

hjælpe, så kommer hun dog til mig. Det synes jo at vise, at jeg endnu

ikke er ganske overflødig.

Tænk, at du kan klappe mig på kinden, mens du konstaterer, at du ikke

er ganske overflødig! Jeg har en nøjsom kæreste.

Han gik tilbage til sin plads.

Det er en særdeles åbenlys hån. Du skulde ikke kortelig kunne antyde,

hvad du snarere ventede af mig i dette tilfælde.

Det spør en mand ikke om. Han gør det, der er rigtigt, og gud nåde

hende, hvis hun så ikke knuselsker ham.

Jeg beundrer ikke det sprog, men jeg anerkender dets slående sandhed.

Jeg sad lige og læste i en bog, der skildrede kvindens ideal i

middelalderen. Som grundlag for en diskussjon kunde jeg måske læse

nogle brudstykker -- --.

Det behøves ikke. Jeg kan føle på mig selv, hvordan det ideal altid

må ha været. Den bog er udelukkende bestemt for mændene, de kan ha

godt af at læse den; for os andre er det fuldstændig overflødigt.

Det er altså kraftbanditten, vi andre stakler skal stræbe at

efterligne; vi, der har været så tankeløse at anlægge os hjærne,

skulde, om det var muligt, helst besørge den ombyttet med den skønne,

sortneglede næve, hvis vi ikke vil undvære kvindens agtelse så vel

som kærlighed, og den kan vi desværre ikke leve foruden; det må

tilstås, og det gør os sandsynligvis ikke mere attråværdige.

Det var altfor meget, til at jeg kan svare på det, men du kan være

vis på, at de fleste kvinder er sådan indrettede, at manden ikke

behøver at tåle, at de er optaget af andet end ham; de forlanger

heller ikke bedre. Men når han ikke er tilstrækkelig, så finder de på

galskaber, som alligevel ikke gør dem lykkelige. Jeg kunde godt tænke

mig, hvordan det var at blive elsket af sådan en kraftbandit. Her går

vi og venter på noget, der kaldes lidenskab.

Og så foragtes jeg på den konto, at jeg ikke har vakt nogen lidenskab

hos dig. Hvis flertallet af mændene var indrettede til det brug,

hvordan skulde det så gå med verdens øvrige og mere vigtige

anliggender?

Det kan være os det samme. I dette øjeblik udretter du jo ikke noget

for verdens mere vigtige anliggender; du har altså tid til mig, og

mig holder du foredrag for.

Er du ond, Helga?

Ja, jeg er, jeg har opdaget så meget ondt i mig selv i den senere

tid, og jeg er slet ikke ked af det. En del havde jeg selv, og noget

har jeg fået af dig. Men det må du næmt kunne forklare. Så kan du

jage mig bort, når du har forklaret det; jeg fortjener alligevel ikke

bedre. Du kan ikke holde af mig i længden.

Det gør jeg stadig, i grunden.