Å, ja. Men du virker jo i modsat retning, alt hvad du kan.
Jeg siger dig jo også, at jeg er ond.
Du indeholder sikkert meget, som jeg ikke har anelse om, og det gør
mig utryg. Hvad du kalder ondskab, er vel ikke andet end større
livsfylde; du er mere sammensat, derfor trænger du i højere grad til
det bitre end for eksempel jeg. Men det er ikke sagt, at jeg længe
kan holde ud til det. Vi har uheldigvis ikke det samme formål med
hinanden; jeg ønsker, at du skal dele en fredelig og måske noget
ensformig fremtidslykke med mig; du forlanger, at jeg skal hjælpe dig
til meget, du endnu venter dig af tilværelsen. Det kan jeg ikke, og
idet jeg fastslår dette, falder det mig ind, at jeg ikke passer til
dig. Jeg anså det engang for tænkeligt, at jeg kunde hjælpe dig, men
jeg ser, det er ikke viden, du trænger til; måske har jeg også
begået den fejl at ville omskabe dig til en vis lighed med mig -- jeg
så jo næmlig, at du var tilgængelig for kultur -- men det har kun
gjort afstanden større. Jeg har vel lagt mærke til, hvordan du stadig
kun modtog en del af, hvad jeg tilbød dig; du gjorde med et sikkert
instinkt et udvalg; du anede, hvad der fremmede din udvikling, jeg
vidste intet derom, og således har jeg bidraget til din udvikling i
sådan et omfang, at du nu føler dig i stand til at undvære mig. For
tiden skjuler du noget for mig; det viser vel allerbedst, at din
læretid hos mig er forbi. Det stod vist ikke klart for dig, da du
kom, men nu kan du tænke over det. Dine uklædelige, agressive
erklæringer, der er et udtryk for, hvad du uklart mener om vort
forhold, behøver jeg ikke flere af. Hvad du har været for mig og
endnu mere kunde blive, er det jo ikke betimeligt at tale om nu. Jeg
under dig den berigelse, du kan ha fået af mig, og for dig er den det
vigtigste. Farvel. Når du har tænkt over det, så kom igen og gi mig
et alvorligt svar. Jeg ser nok, du kunde sige meget endnu, men jeg
vil ikke høre det. Godnat, Helga.
Han lukkede selv døren op for hende; hun gik tungt ned ad trapperne.
Så var det vel forbi; hun skyndte sig hjem for at tænke over det.
Tud så, sa hun til sig selv, idet hun satte sig ved siden af sin
seng. Men hun kom ikke til at græde, hendes tanker blev snart optaget
af det mørke, urolige vær, der arbejdede udenfor, det passede sådan
til hende. Stormen hvislede og kogte og klaprede; skumringen gled
over hendes vægge i et tyndt lag, der hurtigt blev tykkere, men da
det blev helt mørkt, havde hun lukket øjnene. Hun så, hvordan aftenen
faldt på der hjemme om gården, de gule stakke blev grå og ligesom
smæltede hen i jorden; grøftekanterne blev sorte før vejene, men
de faldne blade lyste i mørket; vinden skramlede tyst over
kartoffelmarkens visne stilke, og det så ud, som om pløjejorden
løftedes op om gården som en vold. Når man gik inde mellem stakkenes
rækker, var det som en by med snævre gader og høje huse -- -- --.
Men midt i det hele lød der et forfærdeligt vræl: Tyren er rendt fra
os! De stilfærdige træsko blev pludselig levende alle vegne, de
buldrede løs på gårdspladsen, fra staldene og inde fra stuen -- --.
Nu stod de i alleen om tyren, alles øjne var troldbundet af det
ondsindede korte horn, der pegede mod lygtens rude; ingen vidste,
hvem der om lidt kunde komme til at hænge og sprælle på det.
Pløjejordens knolde sås tydeligt som et hæsligt dyrs vortede hud, og
længere borte skimtedes poplernes mishandlede legemer, der hældede
hid og did som et geled invalider -- --.
Helga sad nogen tid med det, så sprang hun op, tændte lampe og
begyndte at tegne. Først med rystende ængstelse; mon det skulde
lykkes i aften? Og så med stigende vished og sindsro. Træerne blev
fulde af stemning, jorden blev god; tyrehodet skitserede hun næsten
uden at trække været -- --.
Moeren bankede på. Spise. Men Helga havde ikke tid. Mørket blev
forfærdelig godt, og øjet skulede; hun tegnede så roligt; der var en
stor fred ved det, som hun aldrig havde tænkt sig. Hun blev hjemme i
det, mens hun arbejdede, og undrede sig ikke over noget, siden hun
havde vished for udfaldet.
Klokken var halv elleve, da hun rejste sig fra det færdige værk. Hun
blev så glad ved at opdage, at hun var meget sulten; aldrig havde hun
haft sådan en lyst til at få noget at spise. Hun tog tegningen med ud
i køkkenet for at se på den, mens hun stillede sin hæftige sult.
Det var i dæmringen, da Helga næste morgen vågnede op til halv
bevidsthed; hun vidste straks, at tilværelsen i dag indeholdt noget
andet godt end denne hyggelige skumring og velværet ved at kunne
blive liggende en times tid endnu; hun blinkede en gang, vendte sig
og sov så småt videre, efter at hun et øjeblik havde følt den vished,
at en ualmindelig dag var ved at gry. Hun slumrede ind med en
utydelig tilfredshed som en hund, der fornæmmer daggryet på sine
øjenlåg, som en plante, der begynder at åbne sin blomst for det
første lys.
Timen gik, en time af fuldkommenhed, men så var det også forbi, hun
huskede tegningen og rakte efter den, men hun mindedes tillige,
hvordan de skiltes i går. Hun så på tegningen, den var god,
heldigvis, så skulde det andet også blive godt. Hun var selv en hel
anden nu, hun vidste ikke, hvad der var gået af hende i går, men det
var også lige meget. I dag kunde han ikke modstå hende, selv om han
var nok så vred. Der var en smærtelig varme i hendes sind, af megen
kærlighed, der trængte til at bruges. Al hans misstemning skulde
komme til at forsvinde.
Hun vendte uvilkårlig hodet bort, da hun mødte sit eget smil i
spejlet.
-- Grandlev kom ned ad gaden og skulde i skole, han så Helga et
stykke forude; det var godt, hun kom, det var rigtigt af hende. Han
kastede et flygtigt, misbilligende blik på hendes ansigt, der var så
bevæget, så strålende; det var ikke, som det skulde være. Hvad de
havde at forhandle, var ikke lutter fryd.
Det er harmeligt, at den kvinde, der har handlet urigtigt mod een,
kommer een sjæleglad i møde næste dag; det er respektstridigt.
Godmorgen, sa hun med en varm, forpustet stemme.
Godmorgen, Helga.
Hendes hånd lå inden i hans som en blød, levende flamme. Jo, han
kendte den nok, Helgas hånd.
Hvordan har vi det? spurte hun.
Vi har det godt, svarede han uden forbehold. Det burde måske ikke
siges, men det var sandt. Omstændighederne havde forandret sig, mens
hun var kommet så nær. Man tænker undertiden anderledes med en vis
hånd i sin. Videnskabens fallit!
Det er det allerbedste ved dig, udbrød hun, at du ikke kan være vred
på mig ret længe ad gangen.
Det er altså opdaget, tænkte han. -- Hvis det er et fortrin ved nogen
af os, så tilfalder æren dig og ikke mig, svarede han.
Det er alligevel dig, der holder sammen på det, ellers røg vi snart
hver til sit.
Det er rart at høre dig anerkende din egen upålidelighed så
ubetinget.
Jeg er ikke upålidelig, men somme tider kommer der noget imellem os,
som gør, at jeg ikke kan holde af dig, som jeg vil; jeg kan blive
rasende på det, men det vil ikke gå væk. Så er der ikke andet at gøre
end at vente.
Og så kommer lysten til at ryge fra hinanden, det vil sige: fra mig.
Uha ja; når jeg en gang har udleveret dig et faktum, så sidder det
lige straks inde i en forfærdelig rævesaks, hvor ingen jordisk magt
kan få det ud.
Godmorgen, Helga; her skal jeg ind. Nu kan du bære din triumf videre
ned ad gaden. Du er et monument -- i pelshue og astrakans kåbe -- og
forestiller "Sejren" lige så godt som nogen halvnøgen statue med
hvirvlende draperier.
Godmorgen, store mand. Helga kommer igen.
Hun kalder mig altid stor, når jeg er den lille, tænkte han. Hvilken
bagvendt logik ligger der til grund for den benævnelse?
Men hendes stemning er unægtelig den anførende, hun bestemmer
forholdet mellem os, knytter og afbryder forbindelsen. Hun er solen,
min meget lunefulde Aprilsol, der kommer og går. Jeg lar mig beskinne
og tar mod byger, men råder ikke for noget. Og alt dette er blevet
meget vigtigere for mig, efter at det er blevet så usikkert, mens
andet, som er pålideligt, har tabt i værdi. Dette er altså lykken, ti
den kendes på, at den oftest står på svage fødder, og dog går den
forud for alt. Der er meget, som er sikrere, mere ubedrageligt, men
lykken er det vigtigste.
* * * * *
Da han kom hjem om eftermiddagen, sad Helga på hans chæselong og
ventede med sydende utålmodighed.
Jeg var i skoven i formiddags, fortalte hun, da hun endelig kom til
orde. -- Jeg måtte et sted hen, hvor der ingen mennesker var. Å, jeg
var så lykkelig, jeg kunde trille mig sammen i en knold, for at ikke
noget af det skulde rulle fra mig. Kender du det at ha meget mere,
end man kan tåle, og man dog ikke vil undvære noget af det? Og så
sidder det oppe ved brystet; man vilde gærne være et pindsvin og
kunne rulle sig uden om det; hvad kommer det af?
Han sad med hende på skødet og iagttog, hvordan hendes smil dannede
sig om venstre mundvig, lidt før det blev synligt ved den højre; der
var en ubetydelig skævhed i hendes ansigt.
Dette spørsmål, sa han, er ikke vanskeligt at besvare. Ti dels ytrer
følelser sig stærkest i hjærteegnen, dels er besiddelse i sin
primitive form det samme som overfladeberøring, hvad der ses tydeligt
hos små børn, lige som for eksempel hos den romerske kejser, der
rullede sig nøgen i sine penge.
Så er jeg altså primitiv, lo hun; men det er godt. Når jeg kommer i
seng om aftenen, ruller jeg mig sammen og tænker mig, at jeg har dig
inden i. Det synes jeg egenlig er noget vrøvl, men når det blir
videnskabeligt forklaret, så kan jeg trøstig blive ved, ikke?
Dine øjne er så vidunderlige, Helga; de kan være hårde og blanke som
hoderne på to nagler, hvormed et kosteligt skrin er slået til, men
de kan også være to vinduer, hvor lys går ind og kommer ud. Du er som
et hus med store vinduer til alle sider, fuld af sol. Du har taget
mere lys ind end jeg.
Derfor anskaffede du dig mig. Jeg har til dig med.
Nu skal vi se. Jeg har engang troet, at alt det, der strålede ud af
dine øjne, var kærlighed til mig; nu ved jeg, at der også er så meget
andet. En mand, der var dummere end jeg, vilde sige: hun glæder sig
til at blive gift, det er det hele.
Nå, det ved du altså, jeg ikke gør. Har man desuden lov til at gifte
sig, når man går med en hel masse i sig, som man ikke ved, hvad skal
blive til?
Lov, det ved jeg ikke, men man gør det meget almindeligt, og den hele
masse blir til en hel masse børn.
Uha, hvis jeg havde det nu -- --. Jeg kom dem i en kurv og gik
omkring og solgte dem. Men sådan noget er det ingen gavn at tale om;
du kan gøre mig ked af dig, når du begynder på det.
Det skal måske opfattes som en forudsigelse; så langt er du altså
kommet -- --.
Nej, fy, ikke ruge over det ligesom et æg, til der kommer en stor,
sort drage ud af det! Hvis du gør det, så sprænger jeg dig i luften
med kærlighed, lige op til mælkevejen lige som en raket, med en lang
ildhale efter; halen er kærligheden, det vil sige: min, ikke din, for
den er dig en sten om halsen, som du helst vilde være fri for.
Du er en barbarkvinde, Helga, sa han, da han igen fik hende til ro;
men du har gjort et dårligt parti. Du skulde ha været gift med en
høvding og fulgt ham på jagten med en ring om hver ankel og hver arm
og en unge surret fast på ryggen.
Ih ja, det er næsten uhyggeligt, at du ved sådan noget. Det skulde
være bøffeljagt, tyrejagt. Når vi kom hjem om aftenen, vilde jeg
indridse hele jagten på det bøffelhorn, vi drikker af.
Nej, Helga. På familiens horn indridser du skildringen af, hvordan du
tog blodhævn over din mand, der senere faldt for en fjendes hånd.
Ja. Jeg ser mig selv komme ud af hans telt, omhyldet af hans koner,
og med en blodig kniv i hånden. Men jeg tror godt, jeg kunde dræbe
den, der havde slået dig ihjel, hvis du var sådan en barbarhøvding.
Ja, ikke sandt, hvis!
Å, du kunde godt bruges. Du skulde sidde hjemme og regere over alle
gode og onde ånder, mens jeg og sønnerne var på jagt. Du vilde være
en udmærket medicinmand, der skaffede stammen regnvær og alle djævles
venskab og beskyttelse, og som sang kraftige formularer over sår og
bylder og faldende syge.
Du derimod vilde med alderen blive stammens dronning og formynder for
de forældreløse børn. Alle unge piger vilde komme til dig om råd, og
de unge mænd vilde bede om din mellemkomst i kærlighedssager. De
ældre vilde aldrig glemme at komme og fortælle dig om deres jagter og
kampe, og de vilde se deres fordel i at forære dig de fedeste
stykker. Men du vilde ende som en vel præserveret mumie i en stensat
grav.
Å, ja; jeg vilde ønske, jeg var umådelig naiv og fantastisk, så
rendte jeg ud i den vide verden -- -- -- nu lyder det så dumt.
Det kan nås endnu; der eksisterer virkelig en vid verden, tror jeg.
Hvad blir du ellers til sammen med et overkultiveret menneske, der
ikke formår at udvikle det ejendommeligste i dig?
Men jeg forstår ikke, hvad du mener med det, udbrød hun og rejste
sig. Du gør mig endnu mere vild, end jeg allerede er, i stedet for at
opdrage mig til at blive en passende kone til dig. Hvorfor lærer du
mig ikke resignasjon?
Fordi jeg kender den så godt selv. Jeg synes ikke, den er ret meget
værd.
Men du må da ha en hensigt med det! Eller betragter du mig som et
barn, du fortæller æventyr? Det er ikke uden fare, vil jeg sige dig.
Jeg er pjanket nok til at ta det alvorligt.
Jeg ved ikke selv, hvad jeg mener med det, svarede han, urolig og
usikker. Når jeg er helt optaget af dig, kommer jeg til at tænke på
ting, der ligger mig temmelig fjærnt; det er den magt, du har over
mig, der gør det. Den er ikke altid helt god.
De stod i hver sit hjørne af stuen og så hen for sig; men så rettede
hun sig, gik over til ham og la hænderne på hans skuldre og sa
indtrængende:
Vi kan sådan med et snakke os fra hinanden, lader det til. Lad os nu
være glade for hinanden og ikke tænke på andet. Og så skulde du en
gang se at komme her fra, ind i større forhold; jeg har hørt flere
sige, at det vilde være dig en let sag.
Hvis jeg får mit næste værk færdigt, så kan det jo være, jeg
forsøger.
Dit næste værk? Det har jeg aldrig hørt tale om.
Jeg har først fået ideen i de sidste dage, mens du har været langt
borte. Det betyder intet mindre end en væsenlig ændring af hele mit
filologiske grundsyn. Før har jeg især søgt at udfinde _lovene_ for
de forandringer, et sprog undergår; i lydlæren er der jo næsten kun
tale om love, alt er lovbundet, hedder det, og jeg har hidtil
overført det samme princip på mit felt, men nu begynder jeg at tro,
at den opfattelse er altfor snæver her. Når det gælder et sprogs
betydningsindhold, nye ords fødsel og gamle ords død, så er det nu
min overbevisning, at man bør ta rigeligt hensyn til lune og
tilfældighed, det vil sige, at fantasi og stemning får råderum ved
siden af de såkaldte love. Sprog er jo dog en menneskelig foreteelse,
og først når man under studiet af det regner med alt, hvad
menneskeligt er, kan der være tale om en virkelig sprogets sykologi,
der kun er en særlig afdeling af den menneskelige. Jeg mener ikke, at
jeg her er opfinderen af en ny teori, men jeg tror, at jeg ved siden
af andre kan levere noget af værdi.
Det tror jeg næsten også, jeg forstår. Fantasi og stemning, det blir
nok godt. Det skulde vel ikke være mig, der har bidraget en lille
smule til den ide? For det er vist mig, der har gjort dig nøjere
bekendt med de ting, mere end du skøtter om, mon ikke?
Du skal gærne få din del af æren, Helga, meget gærne. Det kan ikke
nægtes, at jeg har fået mange nye indtryk ved dig.
Det er jeg stolt af. Det har du altså gået og arbejdet på, mens jeg
har været -- hvad skal vi kalde det?
Nej, Helga, jeg har fået den ide, mens du har været allerbedst. Når
jeg en tid ikke er sikker på dig, så er jeg helt optaget af dig, og
min arbejdskraft er ringere. Men i dag er jeg vis på, at jeg kan få
noget betydeligt ud af dette nye synspunkt. Jeg opdager hvert øjeblik
omstændigheder, der først nu kommer til at stå i den rette belysning;
selv mens jeg taler med dig, arbejder min bevidsthed, og et resultat
springer frem, uden at jeg har søgt efter det. For det er sådan en
lykkelig dag, og jeg ved ikke en eneste grund til, at det værk, jeg
venter mig så meget af, skulde mislykkes for mig.
Hun så fast på ham, idet hun talte hurtigt og indtrængende: Vil det
sige, at det værk ikke kan blive færdigt, hvis jeg -- -- ikke blir
ved at være, som jeg er i dag? Er din arbejdskraft afhængig af mine
stemninger?
Han så, hvor alvorligt hun tog det; måske vilde hele deres fremtid
afhænge af, hvad han nu svarede. Han læste spænding og undren, men
også offervillighed i hendes ansigt. Han kunde binde hende for
bestandig. Hvis hun gav ham sit ord, så holdt hun det, og han var for
så vidt sikret. Men hører det til kærlighedens væsen, at den stræber
at binde? Mon ikke snarere til egenkærlighedens? Og var han den mand,
der kunde holde hende skadesløs for så stort et offer?
Han var ikke i tvivl om, hvad sandheden var, men heller ikke om, hvad
han burde svare; derfor sa han med overbevisende ro:
Du misforstod mig. Nu har du en gang medvirket til skabelsen af en
ide, og den kan ikke tilintetgøres. Det blir min sag, hvad jeg får ud
af den. Du har gjort dit.
Å, det lettede at høre. Du skal ikke tro, jeg står på springet til at
fare fra dig igen, men det store ansvar og forpligtelsen til altid at
være god, den kan du nok forstå, jeg ikke kan bære. Jeg må ha en vis
frihed.
Om jeg nu havde sagt det, tænkte han. Nej, Helga skal ikke bindes.
Og nu skal vi gå en tur. Jeg skal slæbe dig langt ud i mørket, hvor
jeg selv plejer at gå. Det er så bulnende sort der ude, men du
behøver ikke at være bange, for når vi vender om, kan du se
svineslagteriet, der ligger ligesom et illumineret palas med alle
sine elektriske lamper. Man blir barn igen og kommer ind i æventyret,
når man ser det syn helt ude fra mørket.
* * * * *
De var også sammen hele aftenen; hun var genial i kærtegn; det var en
dag, der bandt dem for fremtiden, sa hun; troede han ikke også det?
Jeg er helt lykkelig, svarede han, og du er fuldkommen dejlig, alt er
såre godt; det er verden, der lige er blevet skabt på ny, vi har selv
gjort det, og det er ikke til at ta fejl af: vor verden er såre god.
Ja, mener du det ikke? Kunde det være bedre?
Nej. Der mangler ingenting. Vi er to guder, der er tilfredse med vort
værk.
Han mærkede på sin kind, at hun smilede, og så forundret om på hende,
men synet af hendes ansigt optog ham straks, og han glemte, hvad han
vilde have spurt om.
Når jeg ligger med mit hoved mod din skulder, sa han lidt efter, så
synes jeg, at jeg er kundskabens overlæssede træ på godt og ondt, der
læner sig op mod livets altid unge og friske træ og vokser under dets
skygge. I øjeblikket synes jeg også, at det er det eneste naturlige
forhold.
Ja, men det er ikke smigrende, lille Helga, at du omfavner mig af den
grund, for det vil sige så meget som, at du sanksjonerer det som det
rette forhold, at jeg vokser under din skygge.
Jeg er så træt, Helga, jeg er lykkelig træt på forstanden; jeg er
hævet over trangen til at kunne forstå. Jeg er noget, som jeg aldrig
har været før; lad os kalde det gal. Gud, lad mig være gal, så længe
jeg kan; den tid kommer nok, da jeg får min forstand igen, desværre.
Dit hår falder ned. Se, hvordan din flætning flyder over mit ansigt,
som tang over hodet af en hund, der dukker op. Den pæne flætning af
Helgas! Jeg tør nok sige, den har spillet en vis rolle i min
udvikling. Jeg har i sin tid gjort den til genstand for de lærdeste
undersøgelser og beskrevet den på det rene højdansk, som du ved, jeg
er bekendt for. Jeg har sammenlignet mig selv med den, og hvor mange
danske flætninger tror du, kan rose sig af at ha haft en lignende
betydning? Har jeg ikke om morgenen været som en korrekt flætning,
fast og hårdt strammet i viljen, smukt og tydeligt snoet i logikken
-- og om aftenen lodden på sjælen, utydelig og trådet, med løse
tjavser i tænkningen, slap og oprevet som en lang flætning efter en
bevæget dag.
Er der så mere, du ønsker dig? spurgte hun efter en pause.
Nej, som sagt. Dette øjeblik er helt fuldt; det rummer ikke mere. Men
du har det vist anderledes?
Nej. -- Det er det, der undrer mig. Jeg holder dog så uendelig meget
af dig.
Han tog hendes hoved ind til sig og sa sagte: Hvorfor undrer det dig?
Det blir nok anderledes, jomfru Helga.
-- Klokken halv elleve kom moeren hjem, og da sa Grandlev godnat.
Lidt efter tog Helga tøjet på; hun kunde ikke falde i søvn alligevel,
erklærede hun.
Hun gik ned ad trappen med tunge trin, idet hun holdt sig i
gelænderet.
Uden for støjede vinden; den var et helt regiment stormvæsner, store
og små, med alle slags røster; de holdt jagt på hverandre om
hushjørnerne, slog kolbøtter over tagene og slængede hinanden ned i
gårdene, så det knaldede. Det var en levende nat; alting havde mæle,
der var ikke så tyndt et græsstrå eller så smal en revne, uden at det
havde sit at hviske om; men jordens runde krop rumlede som en uhyre
tromme, mens stormen spillede hen over den.
Helga stod inde i gangen og betænkte sig. Egenlig vilde hun helst i
seng, hun kunde godt sove, altfor godt. Hun svalede sine kinder på en
rude; det måtte være dejlig koldt uden for, en kulde, der slog
igennem!
Da hun kom ud på trappen, trængte vinden hende op mod døren. Dær stod
hun lidt og tænkte over det og samlede skørterne. Det var en skam,
så mat hun var!
Men matheden faldt af hende for hvert skridt, hun gik. Blæsten strøg
varmen af hendes kinder, den skyllede over hende som et bad, og i
stedet for kom der en anden, bedre varme inde fra. Det var en hel
fest at gå over broen; det var slutningen på styrtebadet, hun kastede
sig frisk ind i mørket på den anden side.
Hvor der var sort og stille. Hvem kunde begribe, at dette ubevægelige
mørke var et stort oprør, der ikke gjorde andet end male støj og
hvirvler? Hun stirrede ind i det og ønskede at se selve stormen,
ligesom hun hørte og følte den. Stormen, som hun holdt mere af end
måske noget andet.
Alle minder blæste af hende, kys og kærlige ord; hendes sjæl stod
åben som et stort hus uden vinduer, ingen kan opholde sig der;
stuerne blir kolde og friske som selve den åbne mark. Det er ikke
længere noget hus.
Han havde kaldt hende jomfru. Nu var han sikker på, at de snart
skulde giftes.
Hvis jeg nogen sinde kommer til at male hans portræt, så skal han
være vred, ikke forelsket. Jeg vil ærgre ham, til han blir fuld af
filosofisk harme. Og så får jeg ikke lov at male ham.
Hun var kommet op på en af de høje skrænter ud mod fjorden. Neden for
plaskede bølgerne regelmæssigt i al den øvrige uorden, og når en stor
bølge fik revet toppen af, hørtes det som en hel regnbyge.
Hun stod på bunden af en gryde kogende storm. Den, der nu kunde
springe op gennem mørket, til stjærnerne og se stormgryden boble
sort og rasende under sig!
Vinden pressede på, som om den opmuntrede hende til at springe ud.
Det var netop det, hun gærne vilde. Kaste sig ud og falde gennem et
mørke, der vedblev at åbne sig under hende, dybere og dybere ned.
Mørket er så sort og blødt at falde i, og i mørket er der ikke andet
end stormen, der ikke har hjørner eller skarpe kanter.
Blæsten tog om hende. Derved kom hun igen til at tænke på ordet
jomfru. En mand havde vakt hendes forståelse af, at hun var jomfru.
Det var aldrig før faldet hende ind, at det var en egenskab, så at
sige noget, hun ejede. Hun blev så øm over det ord og udtalte det et
par gange for sig selv.
Her oppe stod hun og så ned på kærligheden. Hun havde ventet sig af
den, at den også var en slags storm, der rev med og ikke ænsede
modstand. Så havde hun gærne ladet sig rive med i aften. Ikke fordi
hun længtes efter det, men hvis kærligheden var stærkere end alt
andet, så var den netop det, hun ønskede at prøve. Men sådan var den
ikke. Den var ikke svimmelheden eller alt det, den skyldes for at
være; den var ikke stærk; og nu blæste den af hende. Forventningen om
den store lidenskab var blæst bort, langt ind i mørket, hvor ingen
kan finde den, sammen med så meget andet løst, som vinden tar med på
sin tilfældige vej.
Der blev vel noget tilbage; men det vilde først få betydning langt
ude i fremtiden og var ikke det vigtigste i øjeblikket; det var ikke
noget, der fyldte sindet helt, derfor skulde det blive liggende
foreløbig, til der blev brug for det.
Det var jo også ham selv, der udtrykkelig havde kaldt hende jomfru
Helga. Fordi hun var det, kunde hun stå her, fri og ene og ha ret til
at gå efter et mål, der nu var nærmere end alt andet, siden
kærligheden ikke var nogen lidenskab.
Hun gik ned ad skrænten; det begyndte at blive koldt, men da hun
nærmede sig byen, hvor folk lå og sov fornuftigt i deres senge, også
den fornuftigste af dem alle, Niels Grandlev, så blev hun underlig
forstyrret i sit sværmeri; hun kom pludselig til at se hans øjne for
sig, de havde vist ikke tabt deres magt over hende. Formåede hun i
virkeligheden at løbe fra ham?
Og som om hun havde været skilt fra ham i lange tider, følte hun
pludselig en hæftig længsel efter ham. Det var, som om hendes sind
krampagtigt holdt fast på ham, netop som han syntes overflødig. Men
det kunde ikke hjælpe at vende tilbage og leve denne aften om igen.
Derimod vidste hun nu, hvordan mindet om den vilde virke på hende om
et år, om to år. De år skulde gå først. Hun vilde være langt borte
fra ham og komme til at holde af ham igen ligesom fra først af.
Imidlertid skulde det andet prøves; hun vilde gå til bunds i det
også; det skulde så vise sig, om det bragte hende nogen skuffelse.
Men selv om hun blev halvvejs mislykket på to måder, så faldt hun vel
en gang til ro og slap ud over denne evindelige vaklen.
Det blev uhyggeligt omkring hende; mørket blev nærgående og
forvirrede hendes sind; hun kunde ikke tænke klart.
Så samlede hun skørterne i venstre hånd og tog vejen hjem i fire
løbeture.
Helga vågnede tidligt næste morgen; der sad en beslutning i hende og
virkede som et vækkeur, den drev hende op præcis klokken syv.
Det var hende forfærdeligt imod at fortælle ham blot en lille part af
det, der havde taget magten over hende nu, men det kunde ikke være
anderledes, han skulde ikke narres. Så blev det vel forbi; fra hans
standpunkt set var hun ikke til at holde ud, det indså hun godt. Hun
var ikke ret lykkelig mere; og dog skulde hun også denne gang få sin
vilje, som hun plejede. Kunde det tænkes, at hun var blevet mere
tilfreds, om hun altid havde haft en til at kommandere sig? Men det
var der jo aldrig nogen, der havde villet; så måtte hun da selv råde.
Da hun kom til den gade, hvor han boede, kom hun i uro for, at hun
måske ikke bar sig klogt ad. Hvad vilde han gøre i et lignende
tilfælde? Han vilde vente og la åbenhjærtigheden afkøles ved hjælp af
en omgang kold fornuft.
Ja, men jeg er ikke ham!
Han er formodenlig ikke stået op, tænkte hun, da hun stod ved hans
gadedør. Han vil også finde det grulig naivt, at jeg sådan kommer
stormende med alle mine stemninger -- --. Uha, hvor jeg er smittet
af ham. Jeg er allerede fru Grandlev og ikke spor andet. Jeg kan vist
ikke reddes længere. Så går vi hjem med erhvervelsen af den viden.
Samme aften ved syvtiden kom hun op til ham. Han var lige kommet hjem
fra hotellet og sad og stoppede sin pibe, men den stillede han fra
sig, da han så hendes ansigt.
Sæt dig ned, begyndte hun, du ser så stor ud.
Han satte sig.
Å nej, sid nu ikke dær og ta vy'er af mig, som om jeg var et
landskab. Sig noget, at jeg kan høre, du er et menneske.
Vist er jeg et menneske, delvis. Kom så med det.
Med det. Herregud. Det er jo ingenting andet, end at jeg har bestemt
at ta ud et års tid.
For at lære husholdning?
Nej, svarede hun ligefrem, for at se noget mere af livet, inden jeg
blir gift.
I hvad retning? Vil du lære noget mere eller more dig noget mere? Det
nægtes ikke, at her er en smule ensformigt. Særligt i omegnen af mig.
Jeg vil se, om jeg kan blive til et eller andet. Bare til et
fornuftigt menneske, for det er jeg ikke; jeg er meget mere tosset,
end nogen ved, du med.
Min påvirkning gør dig ikke klogere eller klarere? Tro ikke, det
undrer mig. Jeg har opfyldt min bestemmelse med hensyn til dig.
Derefter kan andre ta fat, eller fortsætte med et smukkere udtryk.
Han tændte omhyggelig sin pibe og satte sig på en anden stol. Det var
ikke hans mening at demonstrere med sin ligegyldighed, men han følte
nødvendigheden af at gøre noget, der kunde hjælpe ham med at bevare
sindsligevægten.
Det er vel blandt andet hensigten med din bortrejse, at forholdet
mellem os skal løses på en læmpelig måde. Du antydede en dag, at du
trængte til stærkere -- stemninger, end de kan -- opdrives her. Dit
andet mandsideal -- -- --.
Dette her har ikke noget som helst med mænd at gøre. Du er mig god
nok som sådan -- -- --.
Det udtryk er nederdrægtigt, men betegnende. Du tog næmlig grundigt
fejl i går. Jeg syntes, det var en af vore store dage, for dig var
det kun et mislykket forsøg; det var alligevel ikke stort nok, ikke
den barbariske lidenskab, du har fablet om, og det er du omsider klar
over.
Ja, du kan jo altid lave det sådan, at du får ret, fordi du er den
klogeste; men jeg tror ikke, at den klogeste altid har ret. Men hvis
du mener, at du kan være tjent med mig, hvorfor siger du så ikke:
Sluder, Helga, du blir her og gifter dig med mig om to måneder. Skynd
dig så hjem og få dig det nødvendigste udstyr.
Sådan taler det ideal af en mand, der kunde ha gjort denne udrejse
helt overflødig. Da der imidlertid kun haves mig, så skal der mere
til.
Uha, hvor dette her er desperat komisk! Du og din logik og din lange
pibe, I er tre mandfolk -- -- jeg har nok at gøre med at klare mig
mod den ene af jer.
Hun så ældre ud i dette øjeblik, end hun plejede; der antydedes furer
om munden, ansigtet blev bredere, og øjnene fik et smærteligt udtryk,
som så de ind i fremtidig bitterhed. Det vilde blive et stateligt
hoved med alderen, tænkte han. En stærk sjæl. Han vilde være glad, om
han havde nogen del i dens udvikling; også det var et værk -- i
stedet for det, der måske ikke blev til noget.
Nu har jeg også glemt alt, hvad jeg vilde sige dig, men jeg kan godt
nøjes med at sige dig bare een ting: Jeg holder lige så meget af dig
nu som i aftes, men det kan ikke mærkes altid, fordi der er noget
imellem, og du kan ikke få det bort; så må jeg jo selv prøve. Og hvis
du vil vente på mig, så kommer jeg tilbage -- --.
Hvor meget af dig kommer der tilbage?
Meget mer, end der rejste ud.
Det meget mer vil til den tid se meget mindre i mig.
Dersom du vil slippe den pibe, så vil jeg sidde på dit skød og sige
dig noget. -- Tak. Der kommer en tid, da jeg altid vil holde lige så
meget af dig, som jeg gjorde i aftes, hvis bare du vil vente så
længe.
Ja, og hvis jeg så er den samme som nu, tænkte han og strøg håret ind
bag hendes øre. -- Der gærer nok mange mærkelige ting i dette
kvindehoved, sa han, og når det er færdigt, så kommer først den tid,
da vi kan begynde at være helt lykkelige -- det, der så er igen af
os.
Natten kommer, da ingen kan arbejde.
Næsten hver aften mindedes Helga disse bibelens ord; de fik nu
betydning, som de aldrig havde haft før, ti det at ophøre med
arbejdet var for hende en sørgelig nødvendighed; at gå til ro var
tidsspilde. Hun klædte sig uvilligt af og blev rent utålmodig, når
hun kom i seng, for nu gjaldt det jo om at falde i søvn så hurtigt
som muligt og få den ulykkelige nat overstået og nå den ny dag, som
lå bag ved. Hun kunde blive grædefærdig, når utålmodigheden eller
arbejdets brand, der endnu ulmede i hende, hindrede hende i at sove,
og hun lå dær til ingen nytte.
Dagen var det eneste, der duede. Den signede dag med fryd vi ser --
--. Det allerførste lysskær vækkede hende; der var ingen tid til drøm
eller blunden, hun var helt vågen, midt ude i det kommende arbejde,
så snart hun havde lukket øjnene op. Tilmed var det i den tid, da
dagen er i tiltagen. Dagen voksede, ligesom alt andet voksede. Det
blev til en fast og sammenhængende tilfredshed. Igen en gang havde
hun fundet det rette, og i det øjeblik da trangen dertil var størst.
Lidt op på dagen, når hun allerede havde udrettet en hel del, meldte
sig de to småpiger, som hun var lærerinde for. Hun havde næmlig fået
plads som lærerinde på en gård tæt uden for København, og hun havde
ikke fortalt nogen der hjemme, hvad andre hensigter hun havde med at
søge ud; de skulde ingenting vide, før der var et resultat at opvise.
Om eftermiddagen var hun i København og fik undervisning i tegning og
maling. Hendes lærer, der var bekendt for sine interiører fra
bøndergårde, havde ikke sagt noget, da hun viste ham sine forsøg, men
blot erklæret sig villig til at gi hende undervisning. Han var en
stilfærdig, massivt bygget, yngre mand, hvis landlige afstamning ikke
var til at ta fejl af. Han smilede, da han så skitsen med tyren, men
bad derefter, om han måtte se, hvad hun havde lavet hos sin første
lærer. Da han senere en dag blev mere meddelsom, var det for at
spørge, hvor hun var født, og med det samme fortalte han, at hjemme
hos hans faer havde de aldrig holdt tyr. Han talte ikke meget, og når
det ikke drejede sig om kunst, ytrede han sig på en eftergivende,
indrømmende måde, der formodenlig skulde betyde, at han ikke la
videre vægt på sin egen mening om den ting. Helga havde den
allerstørste respekt for ham; hans ros bestod i det ene ord Ja! Men
var der noget i vejen, så benyttede han hellere pensel eller blyant
end ord. Betalingen for undervisningen plejede han hastigt og
forlegent at stikke i vestelommen uden nogen bemærkning.
Også Helga blev stille og lidet meddelsom i denne arbejdets tid. Hun
havde ikke noget at spekulere over, siden alt nu gik sin jævne gang.
Hun tænkte ikke mere end en god jagthund i funksjon; ligesom den,
bestod hun ikke af andet end iagttagelse og handling, og ad den
yderst korte vej, som hos hende forbandt disse to virksomheder,
foregik al hendes tænkning.
Der var kun een afbrydelse, og den indtraf efter et par måneders
forløb. Da følte hun det pludselig, som om hun ikke kunde komme
længere; arbejdsmassen gjorde ligesom aktiv modstand og stødte hende
tilbage, hun var magtesløs; det kom uden foregående varsel af nogen
art. Hun kæmpede med det en uge; så mødte hun en dag uden
rekvisitter. Hun mente, det var en fuldstændig misforståelse med
hendes talent, og hun bad hr. Olsen sige sin ærlige mening om sagen.
Han blev meget forundret, og først da hun hæftigt og bittert havde
forklaret ham, hvad der var årsagen til denne bratte opgivelse,
begyndte han at forstå, og han fortalte hende, at det var noget,
enhver kunstner kendte, selv om han var udlært. Hun havde formodenlig
arbejdet for meget, og hun gjorde vel i at fare i mag, da al for stor
iver måske kunde blive skadelig for hendes fremskridt. Hun blev
straks beroliget og fandt sin egen adfærd meget tosset og ubetænksom.
Med denne begivenhed var det nyes fanatisme overstået; hun var
sluppet gennem den skinnende sky af begejstring, der fører ind til
det jævne arbejde, og hun gjorde bekendtskab med arbejdet, som det
tar sig ud i den daglige omgang. Det føles afvekslende varmt eller
koldt; man iler til det med lyst, og man udretter det med køligt
sind, som noget, der er organisk forbundet med ens tilværelse og
ikke tør forsømmes; det skifter i ens opfattelse som selve de
mennesker, man omgås; det synes gammelt, og det fornyer sig, det
slipper ens sind og griber det endnu stærkere; det præger ens vaner
og blir en del af den form, hvori ens tilværelse støbes, det kan ikke
bedre undværes end de mennesker, man er vant til, men det kan
undertiden fylde så stærkt, at mennesker blir overflødige.
* * * * *
Samtidig sad Niels Grandlev hjemme i sin by og vidste ikke andet at
fylde ensomheden med end en redegørelse af forholdet mellem ham og
hende. Når den var færdig, vilde han ta fat på mindre påtrængende
sager, muligvis forarbejder til det store værk om sprogets liv, som
for resten havde været helt ude af hans sind, siden Helga var rejst.
Det hele er jo en kulturhistorisk begivenhed af stor sykologisk
interesse, tænkte han som et foreløbigt resultat af sine
undersøgelser, og han udarbejdede en halv spøgefuld afhandling om
æmnet.
Jeg kommer hende i møde med en høj kultur, hun på sin side har intet
uden ungdom og friskhed -- det er kulturen og barbariet, der tørner
sammen. Hvad der er sket i historiens forløb mere end een gang, det
indtræffer også her: den naturlige kraft sejrer. Den tilegner sig det
af kulturen, som den har brug for; det øvrige ringeagter den og
træder det helst ned. Barbaren måber vel beundrende over den andens
åndelige overlegenhed, men han ønsker ikke at eje den, da han selv
besidder handlingens overlegenhed, der er ham mere værd. Men
kulturmennesket -- in casu: jeg -- er ikke så værdiløs, som
handlingens hurtigt dømmende barbar tillader sig at mene. Jeg
repræsenterer det beskuende element; også jeg kommer til resultater,
selv om de ligger længere borte fra øjeblikket, som barbaren elsker
over alt. Handling og beskuelse -- det er de to stadier; jeg tilhører
det andet, der er det højere, og tillige det, der er undergangen
nærmest. Handling og beskuelse -- kraft og visdom, disse to ting
udvikles af og fortærer hinanden. Kraften sætter sin sidste blomst i
visdommen og visner dernæst; det er den ufrugtbare slutning på
udviklingen, ti dette frø visdommen er ikke spiredygtigt.
Jeg indrømmer derfor det naturlige i, at jeg er den væsenligt
tabende; jeg erkender min del af nederlaget; jeg er den, der lades
tilbage og er ilde stillet i ensomheden, mens den anden går bort og
sejrrigt fortsætter sin udvikling. Men idet jeg er slået, så vinder
jeg dog en sejr i min beskuelse; jeg _forstår_ alt, hvad der er
hændet mig; jeg kan påvise alle de love, der har virket til mit tab;
jeg kan demonstrere tingenes naturlige udvikling med mit eget fald.
Det er min triumf, at jeg kan bevise, at det ikke kunde gå
anderledes, end det er gået.
Således ser den ideelle visdom ud, og dersom jeg ejede den mere end
blot et minut ad gangen, så vilde jeg gærne slå mig til ro i den, men
jeg kan ikke kalde den min; jeg forstår den og kan næsten med
fuldkommenhed sætte mig ind i, hvordan den er at eje, men det er ikke
mig, der er indehaver af den; jeg har kun fået lov at beskue den en
gang. Det er end ikke alene visdommen, jeg ønsker; ti mit hjærte er
delt og hænger mere end halvt ved barbaren, der er draget gennem mit
land og har taget det med, hun kunde bruge og gjort det øvrige
værdiløst i mine øjne, og til tak for dette har jeg vel et løfte om,
at min barbar kommer tilbage, men hvor kan jeg stole på det? Hvad
tillokkende kan der være ved et land, hvorfra hun allerede har taget
det, hun havde brug for?
Og hvis det sker, som der dog er påviselig sandsynlighed for: at
visdommen en gang tar varigere ophold hos mig, har jeg da ikke endnu
mindre udsigt til at få min barbar hjem igen?
Niels Grandlev stod ud ved en lille landstasjon og lod sig vise vejen
til Lindagergård. Det var i Pinsen. Fjorten dage havde det været
sommer; han kunde ikke udholde ensomheden længere. Vinteren var gået
nogenlunde, forårets væde og uføre havde holdt ham inden døre og
gjort hans sind tålsomt, men nu var det altså sommer, og
tålmodighedens filosofiske tid var til ende. Han måtte vide, hvordan
han var stillet; Helgas breve havde været så tilfredse og
intetsigende; han vilde se og høre hende selv; hendes hemmelighed,
som han jo godt kendte, måtte det nu være forbi med.
Naturligvis er dette en overrumpling, forklarede han sig selv, men
nøden driver mig; jeg bryder ud af min ensomhed, hvor jeg er ved at
omkomme, og har jeg andre steder at gå end til hende? Vi skal nu se,
hvordan jeg virker på hende. Vi må regne med den mulighed, at hun
ganske har glemt mig; i halvandet år har hun faktisk været uden for
min indflydelse; måske hun nu er helt uimodtagelig for den; hendes
udvikling vil det ikke skade. Når jeg før har forsøgt at drage hende
ind i min tankeverden, som hun nærer en mystisk respekt for, da har
hun vel snarest været til mode som et insekt, der lammes med et stik
af en gravhveps og slæbes af sted. Hun kan undertiden forstumme og
blive forsvarsløs over for min tænkning, men hun plejer også hurtigt
at kunne rive sig ud af narkosen, især ved synet af noget, der
modsætningsvis er liv, og så flygter hun. Tænkeligvis er hun nu
aldeles uangribelig.
Mens han gik ned ad en markvej, så han hende sidde ved et staffeli og
male. Foran hende stod en tyrekalv; ved siden af en mand.
Var det manden eller kalven, han skulde opfatte som sin medbejler?
Han trak sig i ethvert fald tilbage, siden han allerede var stillet
uden for som en, der ikke hører med. Han overvejede, om han skulde gå
igen, da så Helga rejste sig og vinkede med paletten. Så var det vel
bedst, han gik nærmere; han fandt et gærde, hvor han satte sig uden
just at se hen efter hende.
Lidt efter hørte han hende komme løbende; han rejste sig langsomt.
Goddag, gamle; nu er jeg færdig. Det var bare lige halen, jeg skulde
ha givet et par strøg. Hvordan har du det? Hvorfor kommer du ikke hen
og ser på det?
Jeg vilde ikke gøre kalven bange.
Det var pænt af dig. Kom så.
Jeg synes egenlig, Helga, at du skylder mig en mere omstændelig
forklaring end blot at sige: Kom så.
Nå, ja. -- Hun la bægge hænder på hans skuldre og så glad på ham. Ja,
nu ved du altså, at jeg maler. Men kom først hen og se, hvordan det
er.
Hvorfor egenlig? tænkte han; der afhænger jo intet af min dom. Hvis
jeg ikke synes om det, så er det kedeligt og tillige dumt, men det
gør hverken fra eller til.
Han behøvede ikke at se længe på maleriet for at blive overbevist om,
at hun havde talent.
Jo, det er godt, sa han. Jeg kan forstå, at du nu har fundet noget,
der tilfredsstiller dig. Det må være en stor glæde i modsætning til
det tidligere.
Dersom du havde ventet et par dage endnu, så var jeg selv kommet med
billedet og havde hængt det op på din væg. Men det gør jo ikke noget,
at du selv kommer og henter det, tilføjede hun i en skuffet tone.
Skal vi gå hjem til mig og tale nærmere om det? -- Det er mit
svendestykke, vedblev hun, mens de gik. Jeg vilde allerede ha begyndt
i fjor efterår; den gang skulde det ha været en allé af gamle,
stævnede popler, dem har jeg næmlig forset mig på for mange tider
siden, en dag, jeg led sådan af ulykkelig kærlighed til dig. Jeg
havde ellers det hele: skumringen og en roemark og gule blade hen ad
en grøftekant, men hr. Olsen mente, det var for svært, og så lod jeg
være, for jeg gør altid, hvad han siger. Men nu fik jeg lov til
tyrekalven, og når det blir efterår, så -- -- --. Men jeg tror
virkelig ikke, du hører, hvad jeg siger. Hvor er du henne?
Jeg er ved det sted: Jeg gør altid, hvad han siger. Denne "han" er
ikke mig.
Han er min lærer; det er noget andet.
Han er en mand, der er dig overlegen i een henseende i alt fald. Jeg
er det i ingen; men den mand har jeg ikke lyst til at være.
Men kæreste -- -- -- er du skinsyg?
Har jeg grund til det?
Nej.
Så er jeg det ikke.
Ja, men hvad er det da, du mener? Er du mig ikke overlegen i alle
henseender?
Jo, i en del. Men ikke i nogen, du sætter pris på. Jeg står over dig
i mange ting, men da de er uden værdi i dine øjne, så er det jo
ligegyldigt.
Og jeg overgår dig i noget, som også er dig ligegyldigt. Det går op.
Alt, hvad der har noget som helst med dig at gøre, har den
allerstørste interesse for mig. Det er derfor, jeg er afhængig, mens
du er fri. Og skønt jeg deler din glæde, har aldrig noget gjort mig
så ondt som at erfare, at du sådan har skjult alt dette for mig. Du
var så stolt i din overbevisning, at du forsmåede at ha mig som vidne
til din udvikling.
Kæreste, det har fra allerførst været min hensigt at fortælle dig
alting; jeg begyndte også på det, men du forekom mig så uvillig og
fremmed -- måske har jeg taget fejl. -- Og altid når jeg kom lidt ind
på det spørgsmål, så talte du på en måde, der fik mig til at tvivle
om mig selv, og jeg har virkelig været i tvivl det meste af tiden.
Men så besluttede jeg, at det skulde ikke være pjank længere; jeg
vilde ha et bestemt resultat at komme til dig med. Det måtte du synes
bedst om, for du holder jo selv på de bestemte resultater, og det var
uforsvarligt at møde med halvvejs snak. Og der kan også ha været den
grund, at du ikke behøvede at tro på mit talent. Og man finder jo
mistillid nok hos sig selv. Men nu har jeg et bevis at møde med.
Jeg er fuldstændig overbevist, Helga; du gør alt så uhyre simpelt. Og
nu skal jeg forklare dig noget, som du heller ikke vil ha vanskeligt
ved at forstå. I din tilværelse er jeg kun et overvundet stadium; jeg
begyndte at blive det, da du tog den beslutning at skjule noget for
mig, og dette her er slutningen på det.
Helga blev bleg og havde samtidig lyst til at le, i den grad var
hendes sind stemt til alt andet end højtidelighed.
Du vilde tale anderledes, sa hun, dersom du vidste, hvordan jeg har
trængt til dig, hver gang jeg har lavet noget godt. Jeg kunde gærne
haft lyst til at rende ned til dig, alle de fjorten mil. Jeg havde
tænkt, det skulde ha været sådan en fest, når du så mit første
billede, og det skal det også!
Afskedsfest, Helga. Jeg kan ikke bruges som en, du kommer hen til og
er glad hos over noget, du har gjort, som er vigtigere end han selv;
i længden vil du også føle, at det er noget lidt at ha en mand gående
til. Se, hvordan vi mødes her. Du kommer fra dit arbejde, glad og
overbevist, men fordi du er helt lykkelig, vil du ikke derfor undvære
kærligheden; det er tjenligst at beholde mig -- en stund endnu. Og
hvor kommer _jeg_ fra? Fra ensomhed, fra tvivl, fra mange dages
ingenting, for jeg har alt mit, hvor du er. Ti det er en overvældende
opdagelse, at du helt optager min tilværelse, alt andet har du gjort
til tomhed. Jeg anede ikke, hvad jeg manglede, den gang du blev min
kæreste; nu ved jeg ikke, hvad jeg egenlig har igen, når du er
borte.
Se, således kommer vi hinanden i møde. Du har alting, men jeg må
gribe efter dig for at få noget, men har jeg dig? Forholdet imellem
os er fuldstændig vendt om, så at hvis du var manden, så var det
godt, men jeg kan ikke ydmyge mig dertil, at jeg skulde leve afhængig
af dig. Vi er mødtes en gang, og vi er nu på det sted, hvor det er
sundest at skilles. Du er opadgående, mens jeg drives den anden vej.
Det er vist ikke sjældent, at en livsdygtig kvinde træffer på en
mand, der er i neddrift og forelsker sig i ham. Han kommer der fra,
hvor hun stræber hen, og så føres de mod hinanden, og måske det er
grunden til, at de tiltrækkes stærkere. Men den dag, hun mærker
neddriften i ham, mon hun da ikke vil skynde sig at slippe ham? Hun
vil overveje, om hun virkelig bør la sig trække ned med ham, men
helst vil hun være fri. Neddriften i mig, det er disse grånende
vismands-tanker.
Helga satte maleriet fra sig og stirrede bleg på ham; hun var nær ved
at græde, men så rettede hun sig og sa:
Det er en forfærdelig magt, dine ord har! Hvis jeg var lige så
begavet som du, kunde jeg næmt resikere at forstå dig og mene det
samme om os to som du, og det var ikke godt for nogen af os. Og
alligevel tar du helt kræfterne fra mig, sådan som du taler. Men
skønt der er sådan en styrke i dine ord, så siger du dog, du er
gammel.
Gør et slags forsøg på at forstå mig, Helga. Det er forskellen
imellem os, der hos mig fremkalder denne følelse af at være gammel.
Det er mig utåleligt at være færdig med min udvikling, mens du lever
her ved siden af mig og stadig fornyer dig. Hvert nyt værk, du
frembringer, vil forårsage en tilsvarende fornæmmelse af tomhed og
ældethed hos mig. Du vil også selv lægge mærke til det med tiden. Du
belyser på en underlig måde min skrøbelighed; jeg ser den kun
rigtigt, når du er i nærheden. Jeg ved ikke, om du vil kalde det
sygeligt; ubestrideligt er det i hvert fald, og du fatter
forhåbenlig, at det er for galt, at en mand som jeg ikke kan afryste
denne følelse af ringhed, og at det er dig, der er årsag til den.
Godt. Gift dig så med Dagmar. Hun -- -- fornyer sig ikke, og hun har
heller ikke glemt dig endnu.
Det burde jeg gøre, ja. Min forstand siger mig, at det vilde være
forholdsmæssigt. Imidlertid har jeg en gang lært dig at kende og gør
det derfor ikke.
Men sig så i det mindste: Farvel, Helga.
Det kan jeg ikke. Jeg har kun forklaret dig, hvordan forholdet mellem
os er -- fra min side set, men det har aldrig været mig, der traf en
bestemmelse, og det skal det heller ikke være denne gang. Men du ved
lige så godt som jeg, hvad der er det rigtigste.
Hvor det er underligt. Din klogskab, der siger dig, at du ikke kan
leve sammen med mig, den kan ikke få dig til at ta den beslutning at
sige mig farvel og gå.
Nej, Helga. Det er netop videnskabens fallit.
Så vil jeg håbe, at den videnskab altid blir ved at være fallit, for
så tror jeg, at der kan blive et rigtigt menneske ud af dig. Men jeg
skal sige dig noget -- som du ikke fortjener at høre: Nu kan du
plukke mig i hundrede stykker og strø mig her på vejen, og hver
eneste stump vil kravle efter dig og hænge fast på dig, så du aldrig
får pillet mig af.
Jeg fortjener det ikke. Men jeg må dog sige dig, at der er en
mærkelig splid mellem min fornuft og min følelse. De to erklærer
gensidig hinanden fallit, og når jeg som nu ser dig for mig -- --
Ja, kære, store ven, det er jo udmærket; det gifter vi os på. Nu med
det samme!
Men din kunst, Helga?
Å, den -- -- ja det ved jeg ikke. Giv mig din hånd. Sådan. Hvad med
min kunst? Jeg er så glad nu. Vi har det godt, vi to, ikke?
Hun er lykkelig, tænkte han. Hun er helt tilfreds, mens jeg sidder og
overvejer et eller andet. For hende eksisterer der i dette øjeblik
ikke andet end mig eller blot den hånd. Og dog har hun tvivlet,
ligesom jeg har tvivlet. Hun har været kold, og hun har været nær ved
at glemme mig. Der var en tid, da jeg i hendes øjne havde tabt næsten
al betydning, og derved førte hun også mig ind i stor tvivl. Men det
har hun glemt. Der findes i verden ikke andre mænd end mig. Det er
hendes forrettighed, at hun har lov til stadig at være lykkelig på
ny, fordi hun stadig glemmer sin tvivl. Selv jeg har øjeblikke, hvor
mine tvivlsmål blir mindre tydelige, men skal de helt udviskes, eller
blir det mit hværv at få hendes tvivl til at slå rødder og gro fast?
I sit ægteskab kom Niels Grandlev til en fuldkommen forståelse af sin
intellektuelle ensomhed. Tiden gik let og hurtigt og for hans
vedkommende uden arbejde. Den afhandling, som han ganske havde lagt
til side, mens hun var borte, faldt det ham ikke ind at ta frem
endnu. Han var overhovedet i tvivl om, hvorvidt den lå for hans
ævner; han var vist snarere filosof end sprogmand. Af hans tidligere
videnskabelige interesse var der nu så godt som intet blevet tilbage.
Det var det, han en gang havde sagt til Helga, men enten havde hun
anset det for overdrivelse, eller hun havde glemt det. Hun spurte nu
og da til den afhandling, og hun lævnede ham med kærlig omtanke tid
til at passe sit arbejde. Hun begreb ikke, hun var tusende mile fra
at begribe, at der var noget gået til grunde, som ikke kom igen. Det
havde været en inspirasjon, men hun havde taget den med sig, da hun
rejste, og siden var den forsvunden.
Men for tiden gjorde det ikke noget, at hun ikke forstod ham; hun var
jo dejlig. Af hensyn til hende tilbragte han jævnlig nogle timer
mellem sine reoler, og han kedede sig ikke; han vandrede om blandt
ruinerne af sine interesser; hans lærdom var en død by, og han
fordybede sig i dens uhyre ensomhed, hvor han var langt bortrykket
fra alt levende, han var faldet tilbage til forhistoriske tider, og
denne tilstand fik først sin rette stemning derved, at ved siden af
ham, i den næste stue, var Helga, livet, nutiden. Der lå tidsaldre
mellem hans reoler og hans hustru.
En gang for flere år siden var det hændet ham, at han var blevet
forelsket i en ung kvinde, og var udvandret fra sin ensomhed til
hende, uden at han kunde ane, hvordan det vilde virke. Han havde
udleveret til denne kvinde alt, hvad hun ønskede, meget mere, end hun
bad om, og derefter var kraften gået af hans ensomhed, den var blevet
ganske udhulet og duede til intet, ikke til studium, ikke til hvile;
den havde ikke længere nogen tilfredshed at byde. Han var en svag
mand, syntes det.
Hun skulde dele alle hans interesser; så fantastisk kan en mand være,
der for første gang forsøger sig med den vanskelige kærlighed. Hun
havde vel ikke forstået alt, men hun havde været overalt, alle hans
ideer var mærkede af hende på en ubegribelig og ikke videnskabelig
måde, og det beholdt dette mærke, der ikke var dem gavnligt. Det var
næmlig ikke således som visse mænd ynder at udtrykke det, at hun
havde befrugtet hans tankeliv.
Alt havde han lagt frem for hende, han havde solet det i hendes øjne.
Ja, solet det. Men i solen opdagedes mange ting; mug og vissenhed
viser solen, og hvad skal man derefter gøre ved det mugne og visne?
Videnskaben var falmet og fallit; hvad kan den anvendes til? Han
havde ikke mere brug for sin.
Dette overraskende fænomen skyldtes ikke nogen usædvanlig hæftig
forelskelse fra hans side; han kendte sin erotiske begrænsning. Det
var selve hendes nærværelse, der bevirkede det. Det var bleg kultur
og kraftigt barbari, der var kommet til at vokse ved siden af
hinanden, og kulturen visnede hen på grund af naboskabet, uden ydre
vold, og denne proces fremmes ved kulturmenneskets misundelse og
attrå mod det, barbaren har frem for ham.
Det kunde kaldes et omvendt eksempel på, at en kvinde befrugter en
mands tanker. Uomtvisteligt var hendes påvirkning af en god art, men
det syntes, som om hans nuværende interesser skulde udryddes --
ligesom ukrudt.
Og nu, da det var fuldbyrdet, slog det ham, at han en gang måtte ha
båret sig ilde ad i sin sjælelige økonomi, ti hos et menneske med en
sund udvikling var et sådant fænomen utænkeligt. Noget måtte
tidligere være gået til grunde i ham, og nu kom denne påvirkning med
en naturkrafts vælde for at genskabe det gamle. Han havde været i
færd med at lave en pedant ud af sig selv og var godt på vej til
fuldbårenhed, da dette indgreb skete og forstyrrede ham i
udviklingen, uden at det kunde siges at være afgjort, at han vilde
blive bragt tilbage til sit oprindelige stade. Hvor var da afvigelsen
for hans vedkommende begyndt? Mon ikke dær, hvor han havde interneret
sig i denne provinsby og med filosofisk ringeagt kastet sin fremtid
over bord. Her var han gået og visnet, og nu kunde han møjsommeligt
erindre, at han havde været anderledes en gang; han havde betvunget
sin natur -- som det siges, at man skal, -- han havde overvundet sig
selv, hvad der påstås at være bedre end at vinde en sejr. Megen glæde
havde han ikke haft af det, når han nu skulde se tilbage på det, men
det var dog endt med den tilpasning efter de omgivende forhold, som
Darwinisterne har fået så store resultater ud af.
Og da alt var i orden, og det syntes at være naturens hensigt, at fra
nu af skulde der overhovedet ikke ske noget mere, så kom Helga
ubelejligt som et brud på det bestående, som en leende og livsglad
protest mod tilpasningen; hun forstyrrede alting og mindede ham --
til ingen nytte -- om det, han kunde være blevet, dersom -- --.
Han vandrede op og ned blandt sine reoler, og hun gik og sang i stuen
ved siden af.
Farvel, reoler!
Helgas pensler fik lov at tørre ind; i det højeste tegnede hun lidt
nu og da. Det har ingen hast, tænkte hun, når trangen til at
frembringe kom op i hende. Talentet var jo sikkert nok, det kunde
tåle at vente. Desuden skyldte hun vel ham at glemme alt, hvad der
hed kunst, indtil videre, siden hun havde begyndt at ofre sig. Det
faldt hende heller ikke svært, så længe hun følte sig i fuld
besiddelse af sine ævner; hendes dage var så korte og brogede af
lyse, springende stemninger, hun var helt lykkelig, og tiden blev til
næsten ingenting, et flygtigt, skinnende stof, som man susede igennem
uden at tænke over det.
Så kom der en dag, hvor hun og Grandlev sad og talte om nogle
fornæmmelser, hun havde begyndt at få i den sidste tid, og de blev
enige om, at hun måtte være frugtsommelig. Hun gik ikke lige med det
samme, men så snart det kunde la sig gøre, var hun borte, ude i
skoven, hvor det igen var efterår. Dær var alt, hvad hun kendte fra
før, men mellem de tider og dagen i dag var der ingen forbindelse;
skoven var ikke _god_ som den gang; efteråret havde ikke den værdi
for hende. Hun huskede en sen efterårsnat, da hun havde gået der ude
ved fjorden og tænkt sig, at ægteskabet vilde forandre hende lige på
en gang, og flere gange i den tid, hun havde været gift, havde det
undret hende, at hun ikke kunde spore nogen som helst forandring; hun
var lige så frisk og følsom for alting som før; de havde gået ture om
aftenen i det hujende mørke, og alt havde været lige så godt som den
aften; den uvilje mod ægteskabet, som ikke et øjeblik havde forladt
hende, svandt derefter helt og holdent -- -- --.
Men nu var forandringen kommet.
Det blev ingen god tur. Den spændte kraftfornæmmelse, der hidtil
havde bevaret hende imod utilfredshed, den var borte. Hun syntes, at
hun slæbte sig hjem, og beklagede harmfuldt sig selv i den anledning.
Men nu vilde hun til at male noget; tilværelsen forekom hende så
værdiløs; der skulde noget til for at bøde på det.
Alligevel opsatte hun det fra dag til dag; hun nærede en mystisk
frygt for det, der skulde komme. Det tog kraften fra hende ligesom
for at vise, at _det_ nu var hendes herre, og at hun var den svage,
der skulde ofre alt, hvad _det_ krævede. Men en nat kom der en
stemning over hende; det var tidligt på foråret; hun så i sin urolige
søvn de gamle, stævnede popler, som skulde ha været hendes næste
værk, og hun vågnede op med den forvisning, at nu skulde det gøres.
Hver af de følgende formiddage var hun ude og tegnede; hun mærkede
godt, at det ikke vilde lykkes, men hun vilde ikke erkende det og
forsøgte fremdeles; desuden var det slet ikke lige mislykket
altsammen; der skulde komme noget ud af det, og hvad skulde hun
bruge tiden til, da hun ikke havde husholdningen at sørge for?
Hvad fejler du dog, Helga? spurgte Grandlev en dag, de sad ved
middagsbordet.
Hun så op med to klare, hårde øjne. Jeg fejler ingenting, svarede
hun, og lidt efter føjede hun til: Jeg fejler alting, tror jeg.
Er det vort barn, lille Helga?
Nej; det har det vist godt nok, men det er på min bekostning.
Å ja; nu begynder det vel allerede at blive fordringsfuldt.
Dersom du vidste, i hvilken grad jeg blir regeret af det! Men jeg vil
se, om der alligevel ikke er lidt igen af mig selv endnu.
Da de havde spist, tog hun sine malerekvisitter og lavede sig til at
gå ud.
Vil du nu ud og male?
Jeg skal nok pakke mig godt ind.
Helga har ikke gode øjne i dag. Det er beslutningens blik; jeg kender
det. Pas på du ikke gør noget, der blir til skade for nogen.
Hun tog hans hånd og strøg sig over kinden med den. Helga er god, sa
hun. Når først -- --. Der er altid en mængde, jeg venter skal ske,
men det vil aldrig komme, når jeg trænger mest til det. Farvel,
Niels; jeg skal ikke blive forkølet.
* * * * *
Han sad i den halvmørke dagligstue og ventede. Hun kom ikke. Det var
rimeligt, at han gik ud og hentede hende, men han var bange for det
møde. Enten havde hun sejret, og dær kom han med sine uvedkommende
betænkeligheder; eller hun havde tabt, og så indfandt han sig som
repræsentant for hverdagslivets sejrende plathed. Han frygtede hendes
blik. Der er ingen, der sådan som ægtefolk kender hinandens øjne, og
der er i alt fald en tid, hvor der ikke er plads til løgn i dem. Men
der er også sandheder i en hustrus blik, som en mand helst undgår at
læse.
Det blev mørkt, hun kunde umulig se at male længere; måske var hun
blevet syg! Han tog sin hat og skyndte sig ud, men i det samme så han
hende komme; han gik igen ind og satte sig.
Det varede længe, inden hun kom. Han hørte hende bære sine sager på
loftet; derefter vaskede hun sig i køkkenet, og så var hun en stund i
sovekammeret; han søgte at slutte sig til hendes stemning; efter
lyden at dømme var hun meget behersket. Det hørtes så ligegyldigt, og
dog var en sag af største vigtighed nu afgjort; han blev ganske kold
af at sidde og lytte og gætte.
Så kom hun ind, men blev stående lige ved døren.
Kunde du se at male så længe?
Intet svar.
Så skulde vi vel ha noget at spise, sa han højt og ligegyldigt.
Hun var ude igen med et sæt og gav sig til at dække bord. Han kom ind
i spisestuen med tændstikkerne.
Helga, begyndte han, kan du i dette øjeblik huske, lad os sige, et
halvt år tilbage til en dag, da vi bestemte, at så godt, som det var
den dag, skulde det altid blive ved at være? Jeg siger det ikke for
at appellere til dine -- -- følelser, men kan du huske noget sådant
nu?
Ja.
Men skulde man ikke tro, at den dag aldrig havde været? Den er død og
magtesløs; ser det ikke således ud?
Jo -- --.
Letsindige mennesker slutter deraf, at deres kærlighed er virkelig
død, og opfører sig derefter, hvorved de tilføjer hinanden den
allerstørste fortræd. Faktisk er forholdet dette, at man i en kærlig
stund bedst husker andre kærlige stunder, og omvendt. Der er kortere
forbindelseslinje mellem ensartede sjælelige tilstande end mellem
andre; det er det hele. Dersom alle mennesker havde så megen sykologi
inde, at de vidste det, så kunde der undgås meget -- -- --. Men en
omtænksom husmoer bør altid holde tørre tændstikker -- -- om ikke for
andet, så for, at hendes mand ikke skal blive forstyrret midt i en
vigtig tankegang.
Efter tre forgæves forsøg lykkedes det ham at få den fjerde tændstik
til at fænge, og i samme nu så han hendes forvildede ansigt, men han
tændte alligevel lampen og satte glasset ordenligt på.
Han skød lampen til værs og gik hen til hende. Stakkels Helga! Han
burde ha forudset, at det vilde gå således, i stedet for at pine
hende med sine lumpne åndrigheder.
Jeg er ødelagt, begyndte hun, idet hun veg tilbage for hans hænder.
Rør ikke ved mig, jeg er ikke det værd. Der er ingenting igen af mig.
Han så tårerne springe frem af hendes øjne, mens hun stirrede
ufravendt på ham, og hendes blik holdt ham på afstand.
Men kære Helga; du ved ikke længere, hvem jeg er. Tal til mig som til
en, du ikke hader, for at jeg skal kunne svare dig.
Å, Niels, kan du ikke se, jeg er ond? Hader du ikke mig for det?
Han tog hende om livet og drog hende med sig hen til en stol, men hun
sank ned på knæ ved siden af ham og udbrød:
Vær god mod mig, Niels; vær forfærdelig god imod mig; ellers -- --
--.
Gid det var mig, der var så ulykkelig, tænkte han, idet han så ind i
det fortrukne ansigt; jeg kunde bære det. Gid det kunde ha været mig!
Han sad og klappede hendes hår, mens han led under sin sjæls fattige
kulde.
Å, du ved ikke, hvad jeg har oplevet i eftermiddag. Jeg har prøvet og
prøvet, men det er borte; jeg er død. Kan vi holde så meget af
hinanden, at vi glemmer det? Kan du -- -- --. Hvad vil du gøre ved
mig, hvis jeg ikke duer mere? Jeg blir kold og ond, dersom det -- --.
Jeg mærker det allerede --. Nej, det er gruligt!
Hun la sit hoved i hans skød. Han trykkede sit lommetørklæde mod
hendes øjne, og med den anden hånd kærtegnede han hendes ansigt.
Helgas ansigt! Det blev så underlig nyt for ham, idet han med hånden
fulgte hendes træk: næsens svage bue på midten, kindens kant mod
halsen og de velkendte læber -- --. Hans fingre blev seende, mens de
berørte dem.
Han tog lommetørklædet bort og la ansigtet i sine kølige hænder; han
følte et svagt kys mod sine fingre og løftede hendes hoved.
Kære Helga, sa han -- og han vidste i det samme, at det var ikke det,
han helst vilde sige --: Du begriber da nok, at man ikke så
pludseligt kan miste sit talent, men du må ha tålmodighed, til vort
barn kommer, og så er du igen som før.
Hun rejste sig. -- Tror du? Å, jeg kan sagtens vente, når det ikke er
andet. Naturligvis kommer det igen. -- Hun gik frem og tilbage og
strøg sit hår op. -- Hvor har jeg været henne? Jeg er jo forstyrret.
Når det er overstået -- --.
Så har vi et lille barn, Helga.
Ja, det er sandt, det tænkte jeg ikke på, bare på at blive fri. Det
er en dårlig kone, du har. Men nu skal jeg være fornuftig igen -- --
for resten af tiden. Det blir nok en lille tænksom fyr, siden han
allerede nu begynder at opdrage på mig. Å, vær ikke vred på mig,
Niels; jeg kunde ikke gøre for det. Men du er så klog og fornuftig
altid. Tak for det.
Hun rakte ham hånden og smilede så svagt, at det kun sås ved den ene
side af munden. Dette lille træk greb ham stærkt; han huskede den
gang, da han først bemærkede den ubetydelige skævhed ved hendes mund.
Men det store øjeblik var forbi; hans fornuft havde vundet en lille
fattig sejr, og hun var kommet længere bort fra ham.
Et par måneder senere bragte Helga et dødfødt barn til verden.
Hvad hun tænkte ved det, fik ingen at vide; hun lå tavs hen, efter at
fødslen var overstået. Grandlev var meget inde hos hende og spurte nu
og da til hendes befindende; hun svarede så kort som muligt, og
udover det blev der ikke sagt noget. Han vilde gærne tale med hende
om den skete ulykke, men hun lå og stirrede frem for sig med et
hårdt, åbent blik, og udtrykket i hendes ansigt forandredes ikke al
den tid; der var ingen uro over hende, hun grublede ikke over et
problem. Han kendte hendes ansigt, hun var klar over sit, og det var
ikke hans sag at tale; han havde ikke myndighed til at forandre noget
her.
Det var en kold tid. For ham syntes det, at afstanden mellem dem nu
var så stor, som det var naturligt mellem to forskellige verdner, to
modsatte kulturer, der en tid lang har bekæmpet hinanden med forgæves
opbud af al deres kraft, og han stræbte at befæste sig selv i denne
opfattelse for at være forberedt mod den fremtid, der ventede ham.
Undertiden når han sad ved hendes seng med en bog i hånden -- ti han
måtte ha noget, der kunde dække over den lange tavshed -- la hun sin
hånd på hans og krummede sine fingre om den, og hele hans bevidsthed
samlede sig om deres to hænder. Men hvor var denne hånd forskellig
fra den, han en gang havde kendt, og som havde gjort sit til at
bestemme hans skæbne! Det var, som om han havde gemt en lille verden
af fløjelsbløde luer i sin hånds hulhed. Nu var den blevet lidt
magrere og mere bleg, og dens sjæl, der havde været som varm, fin
ånde, var blevet til vilje. Den tog så læmpeligt om hans hånd; han
forstod den, den vilde gærne skåne ham, gærne kæle lidt for hans og
være god en lille tid, inden den slap helt. -- Tror du ikke, hånd, at
jeg ved, hvad du mener? Du har atter sluppet mig, og du blir ikke den
gamle, fordi du lægger dig kærtegnende på min hånd. Du er fremmed for
mig, du har allerede gjort dit greb og fundet noget, der holder. Hvis
det ikke var tilfældet, vilde du ikke ligge dær så rådvild og
usikker. Den ild, der nu brænder i dig, går ikke over i mig, den er
mig fremmed og fjendtlig; jeg føler den som kulde.
Men når det skete, at han fandt hendes blik og holdt det fast, da
kunde han se, hvordan der gik en smærte igennem hende; den bredte sig
som en bølge over hele hendes legeme og bragte hende ud af sit leje.
Hånden, der lå på hans, talte højt om en farende uro.
* * * * *
Det var imidlertid blevet forår. Solen skinnede ind i sovekammeret,
og han så hende smile for første gang, mens hun lå til sengs. Hun
stod op med det samme, og nogle dage senere bad hun ham gå med ud i
skoven.
Vi skal vel tale om det stakkels barn, begyndte hun med sagte, klar
stemme. -- Se, hvor smukt her er. Det er indrettet sådan, at det
skulde ha været en dejlig dag for os to -- -- os tre, Niels. Lad os
sætte os lidt.