Jeg troede, det betød klokkeringning, meddelte Berta.
Jeg har oversat det ved en orm, sa Dagmar og så forurettet ud.
Kan det ikke betyde et nik? spurgte Helga og vædede atter sin blyant.
Hr. Grandlev -- Dagmar dukkede halvkvalt op fra sin bog --, Marie
tror, det betyder en hund, der hedder Bob!
Det sidste måtte hun skynde sig at sige, inden latteren overmandede
hende.
O morskabs dyb, lille Dagmar. Fik Marie så begyndt?
Marie tog fat på at læse op under frygtelige udtalekvaler, der fik
hr. Grandlev til at skære ansigt, og øjeblikkelig stak Helga en
finger i hvert øre og rystede fortvivlet på hodet. Det blev straks
efterlignet rundt om i klassen.
Skal vi ta de fingre ud af Helgas øren? Hvad sidder hun og skaber sig
over?
Det er ikke til at holde ud, forsikrede Helga, sekunderet af svagere
ekkoer fra de øvrige.
Så kan De gå videre. Og Marie kan imidlertid skamme sig noget.
Helga læste op, mens Marie svalede sine flammende kinder med
bogbindet. Men Helgas oversættelse begyndte således:
Næste dag løb skonnerten på grund med alle kanarifuglene, der tog sig
den frihed at brække skibet i stykker -- --
Hvad er det for noget vrøvl, Helga?
Det ved jeg ikke, men sådan står der. Her skal De selv se: Which, set
at liberty by the breaking up of the vessel. Det kan ikke betyde
andet, sluttede hun og så koldt og åndsfraværende ud i gården.
Tror De måske, at kanarifuglene kan brække et skib i stykker, hvad,
De komiker?
Ih nej, hr. Grandlev, det tror jeg skam ikke, men derfor kunde det
godt stå der. De siger selv, der står så meget vrøvl i bøger.
Ja, det gør De, hr. Grandlev, vedlagde Dagmar.
Bekræftende mumlen fra resten.
Ja, men der må dog være grænser for vrøvl, mon ikke?
N--nå! Det antog jeg ikke. De siger ellers altid, der er ingen
grænser for, hvad folk kan finde på at sætte i bøger.
Vel. I kraft af stædighed får man ret. Meningen er nu den, at skibet
blev slået i stykker af bølgerne, og at fuglene derved blev sat i
frihed.
Det kan jeg virkelig nok regne ud selv; men når det nu er mest
almindeligt, at det, der står i bøgerne, er noget vrøvl, så syntes
jeg, det var lige så rimeligt at ta det på den anden måde.
Uha. Sikken et bundløst væld af grinagtighed, De er. Gå så videre.
Hun så op til ham med et lille undersøgende blik og tog fat igen; men
midt i oversættelsen la hun pludselig bogen ned og sa med et vemodigt
udtryk, der fik alle til at le:
Nej, nu kan jeg virkelig ikke længere forstå, at vi ikke skal ha en
historie.
Ja, jeg synes også, vi skulde ha en hist-- grødede Marie, men så
stansede hun midt i en klump og rødmede.
Ja, ikke sandt, stakkels Marie, sa Helga og vendte sig om og
klappede hende på den ene kind. Hør, hvor pænt hun ber om det.
Vi kunde så høre Dagmar, sa hr. Grandlev og strøg et smil bort under
overskægget.
Dagmar var den ældste i klassen, atten år fyldt; hun var helt
udviklet, havde et mildt og moderligt ansigt og misundtes som Helgas
bedste veninde. Hun var lidt småt begavet, og hendes oversættelse i
øjeblikket var ikke af de bedste:
De æventyrlige -- sømænd skred følgelig frem til det -- østlige --
Island -- de østlige Islande -- --
Men herregud, stakkels Dagmar, begyndte Helga.
Helga tier stille!
Det er sandt, Helga tier stille, hviskede hun, og hr. Grandlev
skjulte et smil bag sin bog.
Nå, nej: øer, rettede Dagmar. Og ankom dær i et ikke videre
elskværdigt tempera -- humør. -- Hun så hjælpeløs op til katedret,
men der kom ingen hjælp. De andre piger, der vidste, at Dagmar var
blidt forelsket i hr. Grandlev, nød scenen med stille morskab.
Planen om flugt var opgivet, hakkede Dagmar videre, fjenderne rev
blyet af domkirken, en handling, for hvilken de smukt kunde forsvare
krigens nødvendigheder -- -- jeg forstår det ikke, hviskede hun
elendig.
Jeg synes, begyndte Helga spidst, og derefter mere dæmpet: Jeg synes
ikke, der er nogen mening i det, men man må jo ikke længere spørge om
noget, det er måske rigtigt nok, hviskede hun og noterede ivrigt. Men
det at få sine dumheder forevigede på den måde gjorde et så dybt
indtryk på Dagmar, at hun helt holdt op.
Kan De ikke mere, Dagmar?
Hun rystede på hodet og gled mat over på Helgas skulder og derfra ned
på sin plads.
Så er det bedst, at Berta tar det igennem en gang til og oversætter
det fra Dagmarsk til dansk. De såkaldte æventyrlige sømænd, Berta?
Men var det ikke rigtigt, hvad Dagmar oversatte? udbrød Helga
bestyrtet.
Nå, dær har vi nok igen Helga på arenaen.
Og De sa ingenting, og det var galt, og jeg har skrevet det op
_altsammen_! Hun holdt notebogen højt i været med en mine, som om hun
havde haft den ulejlighed at indhugge det i sten.
De har nok forårsdelirium i dag, bemærkede hr. Grandlev.
Det er noget sært noget, opponerede hun og la sig henad bordet og
viskede ud med stor hidsighed.
Kan De så tie stille?
Ja, når De ikke siger, hvad der er rigtigt, og hvad der er galt,
mukkede Helga med en blæsen, der skulde befri papiret for
viskelærssmulerne, og som samtidig gjorde det ud for en protest.
Men bevares vel, barn, sa han og stillede sig lige over for hende,
dette er jo himmelskrigende uartighed.
Hun rejste sig. De var omtrent lige høje: Jeg er også meget uartig i
dag, hr. Grandlev. -- Hun lo ikke; der var ikke engang et smil om
hendes halvåbne mund. Hele hendes sjæl lå i øjnene, det var, som om
de i dette nu ikke stod i synets tjeneste, men blot tjente til at
udslynge livskraft med.
Sådan må det være, tænkte han, pludselig at se en kilde springe frem
for sin fod, allerbedst som man går på den rolige jord. Han så ned på
hendes læber, der var gennemtrukne af fine furer som to stykker
appelsin, og han så igen på hendes øjne. Hvor mange ting huskede han
ikke nu, der var grå og falmede! Og langt borte fra den time engelsk
ekstemporal, som var det, der skulde passes, sa han:
De er vel en god pige, Helga?
Det ramte hende som et stød, hun sank ned på bænken, og udtrykket i
hendes ansigt var en betuttet skolepiges. Der fløj en hvisken rundt
om i klassen, som ingenting havde forstået: Mon Helga havde været for
slem?
Men det lod det ellers ikke til. Hr. Grandlev var meget venlig resten
af timen, men lystighed kom der ikke mere af.
Da det havde ringet, og de andre var kommet ud, gik Helga hen til
Grandlev og spurte:
Er De vred på mig?
Han vendte ansigtet om mod hende og sa, idet han rakte efter sin hat:
Nej, hvorfor?
Helga gik mismodig tilbage til sin plads.
Hver dag ved sekstiden så man Helga gå sin sædvanlige tur gennem
Søndergade, over broen langs fjorden og ud til anlægget. Der skulde
særlig strenge opgaver til at holde hende inde, og når det var storm,
kunde ikke engang udsigten til en dårlig karakter hindre hende i at
gå ud. Det var, når hun gik disse ensomme ture, at folk -- især damer
-- opdagede, at der var en del at udsætte på hende. Hun hilste altfor
skødesløst, hun nikkede upassende ligegyldigt til en, hvem hun
skyldte tak for sidst; andre kom irriterede hjem med det indtryk, at
hun ikke kendte dem mere. Hun skulde passe noget bedre på sig selv,
hun var ikke så mild, som en ung pige bør være. Hvis den og den var
hendes moer, skulde hun ikke få lov at gå alene på den måde. Det var
synd for den nette pige, men hun var aparte.
En blæsende oktoberaften kom Helga gennem Søndergade. Vinden pressede
på og vilde jage hende af sted, men i det øjeblik ønskede hun netop
at gå langsomt, hun svajede ryggen og hvilede nakken på den bløde
storm. Ved det sidste hus før broen, samlede hun skørterne med
venstre hånd, greb om hatten med højre og smilede forventningsfuldt
ved tanken om det, der nu skulde komme, og næsten med et spring var
hun ude på broen. Vinden kastede sig sidelæns over hende og fyldte
hendes øren med skrald, men alting var beregnet forud; hun styrede
urokkelig hen ad den planke, hun allerede havde udset. Således vilde
hun nu en gang gå over broen i storm.
Nede ved fjorden fik hun blæsten forfra og gik uvilkårligt raskere.
Sådan var Helga; hun sagtnede gangen i rygvind og fremskyndede den i
modvind. Hun måtte vriste sin vej fra stormen; den var et slags
uhyre, som bestod af lutter hænder og en kolossal mund. Den vilde
ikke la hende komme frem, og når den var mest stridig, sprang hun ind
på den, den måtte gi sig hele tiden. Træerne, der stod i en tynd
række langs fjordskrænten, havde det værre end hun; de borede deres
rødder dybt ned i grunden. Alt imens de skreg ynkeligt for livet,
slog de kløerne i jorden, som om de vidste, at den er det eneste, der
holder.
Det var et stort og hidsigt vær. Nede i rørene brasede det som af
tusende stege, der var over ilden på en gang, og mod vest var himlen
blåsort og gul, det så vildt ud. Helga fik en sur smag i munden ved
synet af dette gule; derved glemte hun alt andet, indtil hun kom i
tanke om nogle udmærkede sure bolsjer, der netop havde den farve. Det
var en sommerferie, hun havde fået en pose af dem, i Randers.
Men -- se så! Der var andre mennesker i skoven end hun. De kom hen
imod hende. Hun masede ind gennem krattet til venstre og vadede i løv
så brunt som rugbrødsskorpe. Brombærranker sprællede i været og blev
levende under hendes trin, de løftede hendes kjole og snoede sig om
hendes ben, så det kunde ikke nytte noget, hun blev hidsig og vilde
sparke dem væk; hun måtte pille dem ordentlig af. Længere inde tilbød
der sig en sti, der førte om bag granplantningen. Her var næsten
stille. Stormen, der først var blevet spaltet i løvskoven, blev nu
siet mellem grannålene, så den sønderdeltes til en fin blæsen. Helga
så et sammenrullet blad gynge frem og tilbage; vinden havde ikke
kraft til at vende det en hel omgang. Lange udhugninger gik som
korridorer igennem granskoven; for enden af hver sås et stykke
glødende himmel, der lignede et åbent fyrsted på en dampkedel.
Men nu var der igen et menneske i hendes skov. Det var sært, folk
kunde finde fornøjelse i at spasere på den tid af dagen og i sådan et
vær! Hun sprang over grøften for at nå tilbage til løvskoven, men
mennesket kom samme vej. Nu ærgrede han hende i den grad, at hun
måtte se, hvem det var.
Det var hr. Jensen. Nå, så skulde han få lov at bruge sine ben. Hun
brød igennem hegnet, kom ud på marken og gik et stykke tilbage. Han
kom også ud og gik den modsatte vej, spejdende og langhalset.
Æv, æv, tænkte Helga, og så gik hun for sjovs skyld hen på marken og
satte sig på en grøftekant.
Kom så, tænkte hun.
Han var der også straks. Hun bøjede sig forover og lyttede. Skridtene
lød så svampede; af og til gav engbunden et smask, når den slap hans
støvlehæle. Han havde nok nylig fået sine støvler forsålede.
Nu venter han sig nok en hel masse, fordi han har ødelagt min
spaseretur!
Godaften, Helga.
Uha! sa hun med al den bestyrtelse, hun kunde opbyde; så vendte hun
sig langsomt.
Det er bare mig, Helga.
Nå--å.
Blev du bange for mig?
Næ--æ.
Skal vi følges ad?
Det kommer an på, om vi skal samme vej.
Du skal vel hjem?
Ja, men det er ikke vist, jeg går samme vej som De.
Hvad vej går Du?
Hvad vej går De?
Du skal vel skynde dig hjem, for det blir mørkt. Det er bedst, vi går
igennem skoven.
Men jeg vil oven om skoven. Farvel så.
Vent lidt; så går vi oven om. Vi kan da følges ad.
Hvis jeg havde været forelsket i ham, tænkte Helga, så var det da
gået over nu. Et mandfolk, der er dum af forelskelse!
Jeg synes, du løb for mig inde i skoven.
Jeg løb ikke, fordi det var Dem, men når jeg spaserer alene, så kan
jeg ikke fordrage at træffe andre.
Tag mig under armen, sa han lidt efter, du må være træt.
Hvem tror De, blev først træt, dersom vi løb om kap?
Vi kan jo prøve.
Han er villig, tænkte hun.
Skal jeg fortælle dig noget, Helga? begyndte han igen.
Det ved jeg næsten ikke. Hvis det er noget morsomt.
Det er det, erklærede han ivrigt.
Mon?
Hvorfor går du nu over på den side?
Fordi her er renere. Ja, men nu går De jo i snavset.
Det gør ikke noget.
Med Deres ny støvler.
Hvoraf ved du, de er nye? hvad Helga?
Uha! Så snart jeg begynder på noget, vi kan komme til at snakke om,
så klynger han sig til det med en iver --
Du er vist ked af at følges med mig, Helga.
Ja.
Kan du ikke lide mig?
Nej.
Hvorfor ikke?
Hun vilde egentlig ikke ha sagt det, men på den anden side trængte
hun også til at sige det, for at han kunde blive fornuftig: Fordi De
kan godt lide mig.
Ja, Helga, det kan jeg også.
Nå ja, så løber jeg.
Men han fulgte med. -- Uha, sikken et mandfolk, tænkte hun; mon han
kan fri, mens han løber?
Så kom de ud på stien over engene. Det er dumt, tænkte hun, jeg vil
ikke løbe mere.
Nå, kunde De så løbe lige så stærkt som jeg?
Helga, jeg har kendt dig, fra du var en lille pige, og jeg har altid
holdt meget af dig, og nu er du en stor pige; vil du ikke blive min
hustru?
Nej.
Hvorfor ikke?
Æv, æv, tænkte Helga.
Kan du huske, da du var mindre, vi var altid så gode venner. På
skovturene for eksempel, du skulde altid ha mig med til at lege og
sådan noget; du syntes, det var så morsomt. Har du glemt det?
Nej. Men nu synes jeg ikke, De er morsom længere.
Han skiftede farve; rødme og bleghed bredte sig på steder, hvor de
ellers ikke plejede at findes; han blev hvid på kinderne og rød i
tindingerne; Helga mindedes i en fart et slagsmål, hun havde set, en
karl, der trak kniven. Hr. Jensen var ikke latterlig nu; han opførte
sig på en måde, som Helga aldrig havde tænkt sig eller hørt magen
til. Hun vidste ikke, hvor længe det varede, men hun måtte stå og
høre og se på det altsammen, for hun kunde ingen steder komme for
ham. Der var megen fortabthed og mange hede løfter i det; men Helga
blev ikke ør, hun vidste, det kunde ikke hjælpe; hun var bare lidt
ked af det tilsidst, da han et øjeblik ikke kunde mere, for da
forekom det hende, at det var noget i den stil, hun havde ønsket sig;
der kom en vis højtidelighed over hende, hun hørte efter med megen
opmærksomhed, skønt han nu talte ganske usammenhængende, og da han
holdt helt op, rystede hun sørgmodigt på hodet og begyndte at gå.
Han kom efter: Helga, sa han, må jeg få et kys?
Men da var al hendes højtidelighed forbi. At han ovenpå alt det, hun
ikke vilde sige ja til, netop skulde finde på at bede om et kys --
som var det sidste, Helga kunde tænke sig at gi --, det var så enormt
komisk, at hun måtte le. Og om ham havde hun altid troet, at han var
så begavet! Hun tænkte ikke på at ydmyge ham med sin latter;
stillingen var i sig selv lattervækkende nok, og hun var også
latterlig, der et øjeblik havde taget ham alvorlig og vilde gi ham en
plads for sig mellem de mænd, der havde sagt hende tossede ting og
var blevet gule og grønne og havde ladet deres knoer knage for hendes
skyld. Men nu vilde hun ikke svare ham et ord mere, bare for det.
Det gjorde hun heller ikke. Han spurte og spurte. Hvorfor tav hun,
hvorfor svarede hun ikke; hvorfor brød hun sig ikke om ham, hvorfor
vilde hun ikke sige, om hun brød sig om ham, hvorfor en hel masse.
Han tiggede om et ja, om et håb, om et lille håb, om et venligt
godnat, om et blik, om en lille hånd, og da han således havde nået
dybden af forelsket mands nøjsomhed, begyndte han forfra og forlangte
på ny alting. Han vilde ha, hun skulde forstå, hvad han var, og hvad
han blev regnet for i byen; hverken hans omgang eller hans indtægter
var en almindelig lærers, og i næste nu fortalte han om, hvordan han
vilde blive mere ulykkelig end andre mennesker, hvis hun virkelig sa
nej.
Han fik hende ikke alvorlig igen. Han var jo ikke rigtig klog, og
desuden regnede Helga virkelig ikke sig selv for så meget, at det
skulde kunne gøre en mand ulykkelig, om hun ikke brød sig noget om
ham. Han her kedede hende. Hun vilde hellere tænke på noget andet.
Fra skrænten ud mod fjorden strittede forvredne trærødder frem
overalt, det så ganske krampagtigt ud, det var ligesom store trolde,
der styrtede ned, og som greb vildt for sig med deres uhyrlige
hænder. Hun kunde godt tegne det.
Da de nåede broen ved enden af Søndergade, gik hun fra ham. Det
sidste, han blot vilde høre af hende, var, at hun ikke var vred på
ham, men hvad kunde det interessere ham, når hun ikke var så meget
andet, som han vilde ha, hun skulde være.
Hjemme ventede moeren med aftensmaden, mere tålmodig over datterens
udeblivelse, end andre mødre rimeligvis vilde billige det, men hun
var enke og havde kun det ene barn. Helga var sulten og meget oprømt,
da hun endelig kom. Det havde været en storartet tur; det var længe
siden, hun havde fået sådan en appetit af at gå; dette beviste hun
også i gerning, og det morede hende at spise; hr. Jensen skulde bare
se alt det, hun tog til sig; han sad formodentlig nu og bildte sig
ind, at det var hans pligt at ha tabt madlysten til ære for sin
ulykkelige kærlighed. Hun kunde næsten haft lyst til at ha inviteret
ham til aften og så spise lige for næsen af ham, alt hvad der var på
bordet.
Helgas overgivenhed fortsattes lidt efter i den energi, hvormed hun
gav sig til at læse leksjer, men hun var yderlig mat, da hun klokken
ti rejste sig for at gå i seng. I stedet for søvnen, hun havde glædet
sig til, kom alt det oplevede igen under andre former; hun var ikke
længere den overlegne; måske var der slet ikke noget at le ad; dette
var vel alligevel den lidenskab, hun havde hørt tale om, og hvis
tilværelse hun før havde betvivlet. Hun måtte nu også tænke på frøken
Schou. Først på den dag, hun vilde stikke fingrene ned under hendes
halslinning; hun kunde ikke lide det; det var da en sær fasong, men
da frøkenen så vilde kysse hende, havde hun slået fra sig i
pludseligt raseri, lige i ansigtet havde hun slået sin lærerinde, der
var blevet bleg og havde spurt, om hun var fra forstanden. Helga var
blevet flov over sig selv og kunde ha bedt frøkenen om forladelse,
hvis hun ikke havde villet klappe hende bagefter, men da hun
opdagede, det truede med mere, var hun rendt sin vej, og der havde
været scener med bleghed og rystende hænder, akkurat ligesom nu med
hr. Jensen.
Lidenskab? Helga havde aldrig kunnet lide det ord; nu blev hun bange
for det. Det var noget, der gjorde vild og latterlig; hun forstod, at
lidenskab skåner ingen. Frøken Schou var en begavet dame, og hr.
Jensen var en anset mand; hun havde hørt mange sige, at der kunde
blive et udmærket byrådsmedlem af ham en gang -- --. Helga kom
pludselig til at græde, det var så stygt og sørgeligt, ikke det med
hr. Jensen, nej, men der var noget blevet vanhelliget for hende; hun
følte nu med sikkerhed, at det havde været bedre, om hun slet ikke
var kommet til at tænke over dette endnu; sådan noget skulde hun ikke
vide; nu vidste hun, at der var en risiko, der omfattede hende eller
måske den mand, som -- --. Hun rettede sig ud i sengen og lå stiv som
en pind, for dette _vilde_ hun ikke tænke.
Det ringede, eleverne gik ned undtagen Helga, som var ordensduks. Hr.
Jensen kom ind og stillede sig ved katedret, hvor hun skulde til, hun
blev nede i den anden ende af klasseværelset. Så kom han derned, og
hun gik op og begyndte at ordne ved katedret, men da han igen kom
bagefter, krøb hun op i et åbent vindu og lænede sig ud. Her kan han
ikke, tænkte hun.
Han kom tæt hen til hende; hun hang med overkroppen ud over
legepladsen.
Pas på, du ikke falder, sa han.
Sikken et spektakkel, drengene laver, bemærkede hun. Hun vidste godt,
at han havde opsyn i det frikvarter.
Troede du ikke, jeg mente, hvad jeg sa forleden dag, Helga?
Jeg kan ikke huske, hvad De sa forleden dag.
Nu skal jeg sige dig noget, jeg har tænkt meget over det, vi talte
om. (Vi talte slet ikke om noget, tænkte hun, men De vrøvlede en
masse). Det var ikke din mening, den måde du tog det på, det er jeg
overbevist om, for du lo ad mig, og det er ikke latterligt, at jeg
holder meget af dig. Først blev du vred, siden lo du, men ingen af
delene var der nogen grund til; jeg har altså ikke fået noget svar
af dig endnu, ikke noget, som du kan være bekendt, og som jeg kan
være tjent med. Jeg har ret til, at du tar mig alvorligt, og jeg har
ret til et alvorligt svar af dig, for pjank kan jeg ikke tåle mere
af. Du skal ikke svare mig nu, men du skal tænke dig om, vi kan
træffes en gang i eftermiddag, og så venter jeg, at du vil vise et
andet væsen end i forgårs.
Helga var imponeret og harmfuld. Skønt han med megen selvbeherskelse
trådte et skridt tilbage, da han var færdig, så hun nok, at hans
hænder rystede. Hun havde heller ikke glemt, at der var en gang, han
opførte sig langt mindre værdigt og mandigt end nu. Men sådan friede
altså en lærer til en uartig elev, som han ønskede at gifte sig med.
Jo tak! Men nu havde Helga fået det lune, at hun vilde se ham ligesom
den aften; han skulde næmlig ikke komme nu bagefter og være stor.
Hun så hen på ham; han så nok ud til at ha en vilje, som andre måtte
bøje sig for, og fortrydelig over ham og halv skamfuld over sig selv
udbrød hun:
Kan De da ikke forstå, at jeg ikke er voksen endnu, efter den måde,
jeg svarer Dem på? Alt det, De siger, er slet ikke noget, man skal
sige til et barn.
Det skulde være en undskyldning, men han opfattede det anderledes;
han kom igen det skridt frem, som han før var gået tilbage, og lidt
til, og han så på hende med øjne, der var fulde af tilbedelse og af
nyt håb:
Jeg tar dig, som du er, Helga, du må være så meget barn, du vil, jeg
skal holde endnu mere af dig for det, når blot du -- -- --
Men nu var afstanden mellem dem større end nogen sinde; ham var hun
færdig med, han skulde ikke få sagt et ord mere. Den alvor, der kunde
ha gjort indtryk på hende, forlod ham, så snart hun sa et ord. Nej,
til ham havde hun fra nu af ikke andet end latter. Hun hørte ikke,
hvordan det nu blev til, at når der ikke var andet i vejen, så skulde
hun med fornøjelse få lov at være barn, så længe hun vilde; det
hastede jo heller ikke med at blive gift. Hun bøjede sig ud af
vinduet og råbte:
Er der ingen til at ringe der nede? Der skal ringes.
Drengene så op, hr. Jensen måtte gå bort fra vinduet.
-- Alle var på plads. Hr. Jensen kom hen til Helga:
Må jeg låne din bog?
De skal altid låne min bog.
Kom med den, siger jeg.
Helga lukkede den og skubbede den fra sig. Jeg kan altid lugte, når
De har haft mine bøger, mumlede hun.
Den første, der kom op, kunde ikke noget; Helga skulde komme og
hjælpe ham.
Jeg er ikke forberedt. Jeg var så træt, da jeg skulde til at læse i
Lørdags, af at løbe. Der var nogen efter mig.
En anden blev taget op; imens sad Helga og skar ansigt for dem
bagved; hun havde særlig ævne til at ligne en gammel kone med mange
rynker. Munterheden fik hr. Jensen til at vende sig.
Hvad er det?
Helga nikkede til Dagmar, og denne sa halvkvalt: Det var Helga, der
lavede sådan et morsomt ansigt.
Må jeg se det ansigt, Helga?
Nej.
Så får du en anmærkning.
Ja. -- Helga ønskede netop en anmærkning. Hvad var mere naturligt,
end at en lærer gav en uartig tøs en anmærkning, når hun lige havde
erklæret, at hun ikke vilde ha ham? Hun morede sig åbenlyst; der blev
røre i klassen; en enkelt dreng hengav sig ubehersket til sin
munterhed.
Stille! skreg hr. Jensen og foer hen imod ham. Drengen tav og dukkede
sig; han kendte hr. Jensens mandagslussinger.
Helga tegnede. En dame med en urimelig stor barm sad på en bænk og
påhørte med dryppende blikke en kærlighedserklæring fra en herre, der
lå på knæ foran hende; ved siden af stod hans høje silkehat; neden
under skrev hun:
Dig æ--ælsker jeg! Dig æ--æ--ælsker jeg!!
Billedet sendtes omkring. Eksaminanden oppe ved tavlen, hvis sind var
delt mellem forlystelse og frygt for lussinger, så den nye morskab
dukke frem, og skønt han ikke kendte dens art, var han lige med eet
den, der morede sig bedst og lydeligst. Han knækkede over på midten
som en tynd kæp, der er for stærkt belastet, holdt sig ved tavlen og
fnyste af grin, så stærk var hans tro, endda han ikke havde set. En
lussing på hundrede graders Celsius gjorde ham imidlertid atter til
en anstændig elev. Han genindtog retstillingen og begyndte med
kridtet at lede efter vinkel AOC.
Hvad er det for et papir?
Helga fik det straks returneret.
Det er en tegning af Helga, oplyste Dagmar.
Må jeg se den?
Nej. -- Helga krøllede den sammen i den hule hånd.
Han greb hende om håndleddene, men hun sled sig løs og gemte
tegningen i sin ene sko.
Hvor blev den af?
Den er i min sko.
Jeg vil ha den.
De vil da ikke ta mig om benene.
Der blev stærk uro i klassen. Eksaminanden smilede smærteligt. Han
lignede et billede, som et barn har været ved at kolorere, men hvor
kun den ene kind er blevet færdig. Han og hr. Jensen tog igen fat på
at søge efter vinkel AOC; de havde bægge lige svært ved at finde den.
Men idet Helga satte sig, kom tegningen som ved et uheld op af hendes
sko. Hr. Jensen kastede sig over den.
Han var virkelig sådan en fornuftig mand, det kom han til at tænke
på, nu da modsætningen mellem hans vanvittige optræden og hans øvrige
respektabelhed også blev ham selv påfaldende. Han måtte sætte sig
ned, og hele klassen beskuede tavs hans moralske nederlag. Helga blev
alvorlig, igen en gang følte hun sig berørt af noget vildt og
forfærdeligt; mon det ikke var rent galt at le af det? Bevidstheden
af at ha haft en triumf svandt bort, hun stod så ubetydelig og grim
over for manden, der sad og stirrede frem for sig med sådan et
udtryk i sit ansigt. Resten af timen gik i højtidelig stilhed. Hr.
Jensen var en agtet lærer.
Du driver det noget vidt, sa han til Helga, da de to var alene.
Det er jeg nødt til, svarede hun med bortvendt ansigt, ellers griner
de andre ad mig. Må jeg få min tegning igen?
Hvor er hr. Grandlev? blev der skreget.
Hvor er frøken Schou? blev der hvisket.
Helga løb ned ad perronen og fandt hr. Grandlev.
De må skynde Dem, sa hun, ellers blir der ikke plads. Hun tog ham ved
det ene ærme og stak resolut i trav med ham.
En kupedør fyldtes straks med en forvirret blanding af større hatte
og mindre ansigter.
Er her plads til os to? spurte Helga.
Vilde jahyl lød indbydende derinde fra.
La være med at skrige, rådede Helga; ellers får vi frøken Schou
herind.
Hvor skal hr. Grandlev sidde? spurte hun, mens hun endnu hang på
trinet.
Her! lød det adskillige steder fra, og flere brøkdele plads blev
gjort ryddelige.
Der er bedst ved vinduet, afgjorde Helga. Hun satte sig lige overfor.
Så gik toget, og realskolen kørte i skoven.
Grandlev forstod ikke, hvorfor han netop skulde være inde hos de
store piger; han plejede ikke at være særlig meddelsom uden for
skoletiden, men det morede ham i al stilhed at høre på dem, og det
havde de måske opdaget. Deres samtale var en lydmasse, der uafbrudt
varierede, og hvis enkelte ord ikke interesserede ham, men i dens
stadige vekslen fandtes udtryk for menneskelig-broget mangfoldighed.
I dette virvar af lystighed, bedske hentydninger, der sigtede og
ramte; gammelklog og fornuftig passiar og ubetænkt vås, der straks
fandt sin skarpt bevæbnede kritiker; af blide og hvasse stemmer, af
godt hviskende venindeskab og åbenbar hånlig fnysen mod den, der ikke
regnedes med -- i dette kaos af frisk fornøjelighed og ugidelige suk,
af bløde, klare røster, der lod ane om fremtidig moderlighed, og
stemmer, der uden nødvendighed sattes op til kattehyl -- i alt det
var der spirer til de voksne kvindestemmer, som en gang skulde
udvikle sig deraf; hver af dem vilde følge sine tonebeslægtede og
senere mere og mere harmonere med dem; de blide og de skarpe, de
matte og de friske vilde hver gå sine veje, og de vilde ikke senere
komme til at lyde sammen som nu. Men i dette stemmemylr var
begyndelsen til alt blandet i eet, og det stemte sammen ligesom en
sommermorgens mangfoldige lyde. Og her sad Grandlev og hørte på det,
som om det var en naturkonsert, han nød på sin morgentur. Som tanke
betragtet var det unægtelig primitivt, men som en eller anden
mangfoldighed, der bragte ens sind i sammensatte svingninger, var det
af værdi. Det var frisk som alt broget, hvor man ikke behøver at gøre
sig ulejlighed med at forstå enkelthederne. Han kom til at tænke på
den tid, da han begyndte at få ideen til sin doktorafhandling, der
havde noget med sammenlignende sprogvidenskab at gøre. Indtrykkene
fra de mange sprog havde været så forfriskende for hans sind, der
var blevet træt af adskillige års specialstudier, og nu mærkede han
en tilsvarende friskhed ved at lytte til et kor af pigestemmer mellem
fjorten og atten; der var ingen slags snak, der lignede denne i
stemningens omfang, men han havde aldrig i sine rent intellektuelle
dage tænkt, at det kunde ha udbytte for ham at høre på den. Måske var
det hans stille høren efter, som han særlig havde lagt sig til, siden
han var blevet lærer, der havde givet anledning til hans bekendte
studier over visse lydlige fænomener ved det danske talesprog. I så
fald havde disse bevidstløst passiarende unge pigers megen ordspild
dog haft en videnskabelig betydning; han smilede uvilkårlig og så op.
Hr. Grandlev sidder og kritiserer, sa Berta, og der blev med et
stille. Hvad tænker De egentlig ved at høre på al vort vås?
Å, jeg ved ikke; jeg tænker mig nærmest, at sådan må det ha lydt i
Babelstårnet, efter at sprogforvirringen var godt og vel kommet i
gang.
Nå! Ja, men så må De hellere sige os noget andet: Hvad hører der til
for at være voksen? Helga tror ikke, hun er det, og Dagmar mener nok,
hun er det. Hvad, hvornår er man så voksen?
Han mente, det var et relativt begreb, og søgte at forklare det, men
det relative interesserede ikke.
Jeg tror, Dagmar ved det, sa Berta.
Nej, erklærede Dagmar og rødmede.
Jo, sa Helga, man kan se det på hende.
Dagmar mener, forklarede Berta, at man er voksen, når man kan blive
forelsket.
Dagmar forsøgte ikke at benægte det; hun rødmede og så ulykkelig ud
og vendte blikket mod himlen, hvorved hun igen kom i ligevægt. Det
var Dagmars sidste udvej, når hun ikke vidste, hvad hun skulde sige
eller gøre: at se mildt til stjærnerne.
Jeg synes ikke, sa Helga, at det at være forelsket er noget tegn på,
at man er voksen; tværtimod. Ja, hvad ler De af, hr. Grandlev?
Jeg lo ikke, jeg så blot i ånden den myndige institutbestyrerinde,
som De en gang har i sinde at udvikle Dem til.
Er jeg myndig? spurte Helga med en så rolig og kold forundring, at al
samtale stansede i nogle minutter.
Ja vist er hun myndig, tænkte Grandlev, og da han så udtrykket i
hendes ansigt, var han nød til at beskæftige sig med hende resten af
kørslen. Det var ham ikke muligt at finde tilbage til sin forrige
tankegang. Det var ganske vist også dumt udtrykt, gik han videre,
idet han forestillede sig, hvordan hun havde opfattet hans
bemærkning; der var skrappe lærerinder på skolen, som det måtte være
fornærmende at blive sammenlignet med. Han havde blot villet udtrykke
sin anerkendelse af hendes væsens sikre og sunde ligevægt, men det
måtte jo ventes, at han slap dårligt fra det, da den art overvejelser
lå så langt uden for hans speciale. Han vilde gærne glatte på det,
men opdagede i det samme, at hun indgød ham en vis respekt, ti
hvorfor blev han ellers ilde til mode ved tanken om at skulle gøre
hende en slags undskyldning? Et mærkeligt faktum, værd at anholde.
Derved kom han til at huske på noget, så at sige noget udestående,
han havde med hende. Et par øjne -- et simpelt individ vilde sige:
et par øjne, hun havde lånt ham, men det var jo slet ikke ham, hun
havde set på den gang; henover hans hoved -- som om han aldeles intet
var -- havde hun slynget et stort og fuldt blik langt ud i verden;
han blev ganske lille under det; og skønt det ikke vedkom ham det
fjærneste, vilde det ikke la sig glemme igen. Han havde tænkt over
det og over hende med, hans interesse havde været ham selv
påfaldende; han havde forklaret sig sin mærkelige sindsbevægelse over
det nye og enestående, der var i at møde sådan et par øjne; der måtte
tages billigt hensyn til hans ringe erfaring på kvindeøjnenes område.
Det havde været ham overraskende, at hun beskæftigede ham så meget,
og han havde omhyggeligt udredet sig alle grundene dertil; han havde
skarpsindigt fået meget ud af lidt, hvad der var en af hans
videnskabelige specialiteter. Ja. Og hver gang han havde facit -- og
det var rigtigt --, så var der et par øjne for meget, de kunde ikke
skaffes bort. Han så dem til uventede, endog ubelejlige tider. De var
så rige på -- hvad? De så efter, ja de havde allerede set så meget,
_som han ikke kendte_. De drev ham ud at spasere, når han havde andet
at gøre; de fik ham til, i ren videnskabelig utilfredshed, at lægge
bøgerne og gå fra dem; nu havde han opdaget, at der var noget, de
ikke vidste. Men ret beset var det ikke nogen overmåde intelligent
opdagelse.
Han tænkte sig resolut alle muligheder; han plejede ikke at gå af
vejen for sandheder, ikke en gang for sandsynligheder. Men her fandt
han ingen grund at bygge nogen hypotese på; han var ikke forelsket,
han kunde se på hende med den største koldblodighed. Hendes øjne var
udmærkede, men _det_ udtryk havde han ikke set siden, og det var jo
det, alting var bygget på. Nå, hvor kunde man så bygge på noget, der
måske viste sig en gang om året? Hvis det var hans form for den
berømte kærlighed, så kunde den passe sig selv, han skulde ikke tænke
på at træffe nogen som helst foranstaltninger i anledning af den.
Der var et spørsmål, som han aldrig kunde blive klar over: Gjorde han
alt for meget ud af dette attenårige pigebarn, eller var hun mere
værd, end han havde nogen anelse om? Det stod ham ikke klart, om det
var latterligt, at han var så optaget af en skolepige, eller om hun
muligvis var den rigeste af de to og kunde le ad hans lærde
fattigdom. Een vished havde han erhvervet sig den dag: Hans øjne var
matte og savnede udtryk; de havde set og læst meget, men øjne kunde
også bruges til andet, som ikke skulde foragtes; ti var det et
sømmeligt resultat af det sete og læste, at han slog sine øjne ned
for hendes? Han kunde ikke lide denne tanke, den gjorde ham, der var
stærk i kundskab, til den ringere, og dog er kundskab såre god; han
havde altid følt sig som den, der i visse henseender er bedre og
stærkere. Men ringere var han, og det i en komisk grad. Sad han ikke
her og anstillede disse lange betragtninger i anledning af hende,
mens hun for længe siden var færdig med ham og nu talte ivrigt om
ting, der intet havde med ham at gøre. Men det kunde også blot
bevise, at han var den, der tænkte dybest over foreteelserne, og deri
var ikke noget mærkeligt.
-- Da de gik fra stasjonen ad skoven til, kom Helga til at gå ved
siden af ham.
Nu ved jeg altså, hvad De mener om mig, sa hun lidt besværligt.
Han blev behageligt overrasket ved, at hun ikke havde glemt det
endnu. Hvad er det egentlig, De sigter til? spurte han.
Det, De sa om mig som institutbestyrerinde.
Nå ja. -- Nu var han ikke længere så ivrig efter at forklare hende
sin mening med de uheldige ord. Hun var et barn, at hun hængte sig i
sådan noget. -- Det var ikke ord, jeg la nogen som helst betydning i,
Helga. Tænk ikke mere på det.
Hun kom til at fryse over hele kroppen. Med sådan et par ord smed han
hende langt væk som noget ligegyldigt uden nogen som helst betydning.
Å, jeg havde bare tænkt mig, De mente noget med det. Ellers vilde jeg
ha sagt Dem, at -- --. Men det er jo slemt nok. Hvad gør vi ved det?
De ved det vel ikke. Nej. Farvel da.
* * * * *
Helga er nok i dårligt humør, sa Berta, da de store piger efter
frokosten lå oppe på udsigtsbakken og snakkede og røg cigaretter.
Hvem har bildt dig det ind? spurte Helga.
Du siger slet ingenting, svarede Berta.
Det er fordi, jeg tænker på noget, jeg har oplevet i den skole, hvor
jeg gik, før jeg kom hertil.
Å, lad os høre det, bad de allesammen.
For mig gærne. Bestyrerinden i den skole kaldte vi Sule-Rikke, fordi
hun var så fed naturligvis, og så var der også en fedtet, langhåret,
bleg teologisk kandidat, som hed Amerikansk Olje. Så en dag skulde
vi ha Oljen til historie, og vi blev enige om, at jeg skulde stoppe
en sko ind i kakkelovnen, så det lugtede, så der ikke var til at
være, for så kunde vi blive fri for ham og få gymnastik i stedet for.
Men om forladelse, Sule-Rikke fik det hoved på, at hun vilde ha os i
første time, og hun var ellers ikke til at gøre sjov med. Men jeg
havde jo været der med skoen, og hun sad på katedret og gloede og
snusede og gjorde ved, og så sa hun, hvad det var for en lugt, men
det var der jo ingen, der vidste.
Så blir I her en time i eftermiddag og lige sådan i morgen, til jeg
får at vide, hvad det er, og hvem der har lavet det.
Og så op med vinduerne, og dær sad vi. Sule-Rikke hun hentede sig et
uldent sjal, så var hun klaret. Vi gumlede noget på dette her, og der
kom sedler hen til mig, at jeg skulde sige, hvordan det hang sammen.
Ja, ja, tænkte jeg, når I ikke holder bedre sammen, så skal jeg nok
huske jer til en anden gang, og så rejser jeg mig og siger, at det er
mig, der har puttet en sko i kakkelovnen.
Vil du så ta en ildtang og ta den ud med? sa Rikke.
Jeg fiskede skoen op og bar den ud, så røgen stod omkring. Hun gabede
på mig hele tiden, men sa ingenting. Hun skældte aldrig ud.
Var der flere med til det? spurte hun så.
Det er mig alene, der har fundet på det, sa jeg.
Det vil jeg gærne tro, sa Rikke og så hel venlig ud af arrigskab. Så
kan Helga sætte sig ned på sin plads igen.
Den er god, tænkte jeg, og så gik vi videre i fransken. Jeg blev
hørt, men jeg kunde det så godt, at Sule-Rikke blev violet af
ærgrelse.
Men da frikvarteret kom, sa hun til mig: Det er jo kedeligt, at du
ikke kan blive flyttet op i næste klasse, men det er din egen skyld.
Bagefter kom de andre og skulde være medlidende, men det skulde jeg
naturligvis ikke ha noget af. I timen efter fik vi så Amerikansk
Olje, og Rikke gik ude på gangen og lurede, for der var tit spetakler
i hans timer, men den gang var der nu ingen. Det var heldigvis koldt
den dag, så hun måtte trave godt til for at holde varmen, og lidt før
timen var forbi, kom hun ind og spurte, om der havde nogen været
uartig, og skævede hen til mig, men der havde nok ingen været, og om
nogen ikke havde kunnet sin historie, men Oljen mente ikke, der var
nogen. Og Rikke kom hen og skulde høre mig om igen, men det fik hun
ikke noget ud af, så hun måtte nøjes med at glo på mig. Siden den dag
var jeg ikke mere med til at lave kunster, de andre måtte gøre det
alene, og på den måde gik det efterhånden i stå. Det var såmænd ikke
morsomt. Til sidst en dag holdt Sule-Rikke en lovtale over mig,
hvordan jeg havde forbedret mig, det var da hendes værk, og det var
hun stolt over, for i grunden holdt hun så meget af mig, især nu da
jeg var sådan, som en sød, ung pige skal være. Men det var endnu
værre, at jeg var kommet i kridthuset hos Amerikansk Olje, det var
siden han kunde styre mig, det var han naturligvis forfærdelig
taknæmlig for. Han smilede altid så fedtet til mig og vilde gærne
røre ved mig med sine oljefingre. Han var alligevel fælere end Rikke.
Hvorfor det? spurte Berta.
Å, han var da, eller skulde ha været et mandfolk. Han friede til mig,
det vil sige, han var ved at begynde på det. Jeg skulde ha været Fru
Amerikansk Olje. Jeg skulde komme til ære og værdighed. Uha, jeg
føler mig hel fedtet endnu, når bare jeg tænker på ham.
* * * * *
Dagmar gik alene inde i skoven med sænket hoved og de foldede hænder
hængende ned foran sig; hun vidste ikke, hvor hun var, og hun vilde
heller ikke sætte pris på, om nogen kom og fortalte hende det,
medmindre det var en bestemt, som hun nok vidste. Egenlig legede hun
røvere og soldater og var selv røver, men det havde hun glemt for
længe siden. Hun kom til at tænke på det, da hun så en skikkelse
rejse sig bag et træ, og hun følte, at hun ikke gjorde sin pligt. Da
hun fik løftet sine vemodige øjne op fra skovbunden, opdagede hun, at
skikkelsen var Helga.
Ser jeg forbrølet ud? spurte hun.
Har du grædt?
Nå, du kan altså ikke se det. Er jeg grøn om munden? Jeg tror nok,
jeg har tygget græs.
Lad os gå hen til en grøft og vaske os. Hvordan er det, du ser ud,
Helga?
Jeg er vel ikke køn i dag? Nej, jeg vil gærne tro det. Hvad har du
bestilt?
Ja, nu leger vi jo. Ellers har jeg talt med hr. Grandlev.
Om kærlighed? Sa du, at du er forelsket i ham?
Nej, svarede Dagmar smigret og flov. Det er jeg da heller ikke.