De, der sad på den forreste bænk, nød det blik, Helga sendte frøken
Schou, og de tænkte hver især: Tak! Det skulde bare ha været mig. Men
frøknen så ikke noget, hun begyndte undervisningen, idet hun skyggede
for ansigtet med den ene hånd.
Frøken Schou var den eneste af Skolens lærerinder, der havde
realklasserne lige op til præliminæreksamen, hun holdt god disciplin
og kunde fagene; hendes magre, anselige skikkelse bares oppe såvel af
et stramt korset som af myndighed og viden. Helga havde døbt hende
"Kundskabens Træ" og tegnet hendes karikatur i skikkelse af et
gammelt stævnet poppeltræ. Frøkenen havde fået at vide om denne
tegning, og det var nok ikke Helga, der særlig havde søgt at hindre
det. Man forstod overhovedet ikke alt det Helga tillod sig over for
frøken Schou, hun var da ellers ikke af de værste. Der var drenge,
der kunde ha lyst til noget lignende -- men de dyede sig.
Ingen huskede næmlig længere, hvordan frøken Schou for fire år siden
havde forelsket sig i det halvlange, trettenårige pigebarn, som Helga
den gang var, hvordan hun havde givet hende karakterer, som Helga
skammede sig over, og ros, der fik hende til at skære ansigt af
flovhed. Og så en dag, hun sad hjemme og var arrig og ked af det, kom
ånden over hende, og med stor indre forløsning lavede hun den omtalte
karikaturtegning. Den var knagende god og måtte vises, både af
kunstneriske og andre grunde. Siden den dag kom der mådehold i
karaktererne, og den megen ros blev til noget helt andet. Helgas
humør steg højt derefter, nu skyldte hun ingen noget, hun var en tid
slemt uartig, men efterhånden, som det blev en vane, og hun tillige
blev ældre, fik hun mere selvbeherskelse og lærte at udrette meget
med små midler. Men frøken Schou lærte ikke noget, hverken at
beherske sig eller at forvinde sin skuffelse.
Helga var en temmelig lang, ung pige med en ikke slet så lang
flætning ned ad ryggen. Hendes hår var mørkeblondt, og hendes øjne
var blå som slåen, duggen er gået af. Hun var af de lystigste blandt
skolens pigebørn, og det var derfor ikke at undres over, at hendes
flætning, der altid var fast knyttet om morgenen, tit blev løs og
lodden inden aften. Der var altid nok, der søgte hende, så hun
behøvede aldrig at søge andre; hendes væsen var mere livligt og
ubekymret end egentlig hjærteligt; men det, der gjorde hende til den
overlegne mellem kammeraterne, det var, at hendes lystighed --
ligesom visse simpelt indrettede maskiner -- kunde stanse på et
øjeblik. Når en veninde prøvede at tilrive sig hendes fortrolighed i
en glad, åben stemning, så fik hun at føle, hvor hurtigt og
fuldstændigt Helga kunde lukke sig; der var noget tillokkende og
utilfredsstillende ved hende på grund af den forsigtighed, hvormed
der undertiden måtte gøres kur til hende. Pigerne var tit
misfornøjede med hende, men de drenge, der endnu ikke var gået erotik
i, syntes, at hun var en gevaltig fest een.
Helga kunde let blive alvorlig, og da kom der en særegen magt i
hendes blik. En mand, der blev forelsket i hende, havde sagt hende
dette og ventede noget godt til gengæld, men læste i hendes øjne ikke
andet end væmmelse; det lykkedes ham aldrig at komme til at tale med
hende senere. Han antog derefter, han havde taget fejl, og fandt
hende i grunden højst usympatetisk. Når Helga blev vred, gik der en
lodret rynke ned gennem hendes venstre øjenbryn, så hårene strittede
ud af deres naturlige stilling. Dette urede i brynet kunde ses længe
efter.
Frøken Schou sad på katedret og lod sine øjne vandre rundt i klassen,
indtil de som sædvanlig endte ved Helga, og dær blev de i nogen tid,
indtil Helga utålmodig stirrede igen.
Lad være med den gloen, sa frøken Schou.
Helga så straks bort.
Hvorfor siger du ikke noget? Jeg ved godt, du sidder og mukker
indvendig.
Helga så op med et udtryksløst blik, som stod til hendes rådighed,
når det passede hende.
Jeg kan ikke lide det ved dig, at du kan være så artig udvendig.
Hvorfor viser du dig ikke så uopdragen, som du i virkeligheden er?
Men det er vel din måde at være voksen på. Tror du, den er yndig? Sig
noget, sid ikke dær, som om du var af træ.
De ved jo godt, jeg ikke må svare, sa Helga og vendte et par tomme
øjne mod katedret.
Da tør du udmærket godt mukke indvendig, det ved jeg. Uf, Helga, det
er det ækle ved dig, at du ikke er ærlig; du går og gemmer på en
mængde tanker, som ingen må få at vide, men jeg tror ikke, det er
noget godt, der bor i dig, jeg tror det ikke længere, desværre.
Helga la sit hoved ned på hænderne; hun følte det som om nogen med rå
begærlighed famlede efter noget, der endnu lå skjult i hendes sjæl.
Kunde det tænkes, at en anden skulde finde, hvad hun ikke engang selv
kendte? Hun huskede med uvilje noget, man kaldte fortrolighed. Når
den kom fra andre, var den nærmest tosset; når den forlangtes af
hende selv, så -- uha! Og hvor mange forsøg havde frøken Schou ikke
gjort for at vriste den fra hende? Hun krummede sig uvilkårlig sammen
for at dække sig.
Se op, lød det fra katedret.
Helga gjorde det ikke.
Frøken Schou kom ned og tog hidsigt om hendes hoved for at løfte det,
men denne berøring virkede anderledes på hende, end hun havde tænkt;
hendes stemme slog pludselig over.
Græder du, Helga?
Helga så rask op, rynken stod ned gennem det venstre bryn.
Hvad skulde jeg græde for? De kan jo ikke gøre mig noget.
Frøknen blev lidt mindre rank: Jeg mener det heller ikke så slemt;
det er altsammen for dit eget bedste. -- Hun smilede forsøgsvis.
Helga åbnede munden og lo lydløst. Hun så, hvor det gjorde ondt, men
hun vidste også, at nu var hun fri de første dage derefter.
Opmærksomheden havde lidt ved alt dette; drengene sendte sedler over
til pigerne for at få klaret nogle ubegribelige steder i den engelske
versjon, der skulde afleveres næste dag; særlig var Helga genstand
for et bombardement af spørgsmål.
Jeg ved ikke, hvad "bob" betyder, nederst på siden, stod der på en
lap, og da alle andre vanskeligheder var klarede, samledes
granskningerne om dette dunkle ord.
Helga formodede, at det betød et nik.
Nej, "bob" vil sige en orm, stod der på en seddel fra Dagmar.
Berta holdt på, at "bob" skulde oversættes ved klokkeringning, og
Marie, der aldrig kunde noget, foreslog at la det betyde en hund, for
de havde hjemme en hund, der hed Bob. Helga benyttede resten af timen
til at tegne en hund, der lignede Marie og hed Bob, og under dette
arbejde forvandt hun det pinlige indtryk fra før.
Den påfølgende matematiktime, hvor de havde hr. Jensen, begyndte med,
at fire efter hinanden blankede den ptolemæiske læresætning; det var
noget, man ellers ikke gærne bød hr. Jensen, men han syntes den dag
at være i en tilgivende stemning.
Så må vi ha dig herop for at vise dem det, Helga; du er af dem, der
kan.
Hun blev meget forbavset over denne jovialitet; hun var ikke af de
bedste i det fag.
Kom nu bare her; jeg kan jo se på dig, at du kan det.
Helga blev stædig over udtrykket i hans øjne.
Jeg tror ikke, jeg kan, sa hun.
Sludder, Helga; sådan et lyst hoved som du.
Men Helga vilde ikke høres, når han havde de øjne. Jeg vil helst
være fri, svarede hun med alvor, jeg er ikke videre forberedt.
Han smilede endnu, men hun så sådan på ham, at hans smil forsvandt,
og han blev opbragt, idet han følte sig gennemskuet. Det er også
harmeligt, når en mand på fem og tyve år i en bestemt hensigt smiler
til en ung pige på sytten. Hun kan vel sagtens smile igen; det er
ikke så svært i den alder; ellers står man der som en idiot, med sit
smil returneret, nægtet modtagelse.
Men hun er tilfældigvis ens elev, man behøver ikke at finde sig i
det. -- --
Hr. Jensens ansigt, der både var net og forstandigt, var
bundalvorligt, da han sa:
Så kommer jeg til at gi dig et nul.
Helga vilde nødig ha et nul, og hr. Jensen så nu aldeles ubøjelig ud;
men han havde udleveret sig ved at smile sådan; det holdt hun sig
til, så hun var alligevel ikke så ked af det.
Han skrev det nul i hidsighed, dyppede først den gale ende af
penneskaftet, så den rigtige, og satte en tyk streg under. Lidt efter
stod nummer fem oppe ved tavlen og forklarede den ptolemæiske
læresætning under frygtsomme sideblikke til hr. Jensens højre hånd,
der dirrende snoede overskæg.
Han har det ikke godt, hviskede Berta imidlertid til Helga; det er
siden sommerferien.
Nå, tak! Berta vidste også noget. Nu fik man måske sit døje med ham i
den første tid. Men -- -- ja, ja.
Du fik et nul, Helga, sa han ved slutningen af timen.
Hun så op til protokollen, hvor hun lige kunde skimte det anselige
nul.
Bed ham om at slette det, hviskede Berta, det er det, han vil.
Helga sprang lige op, sådan spruttede det Nej! inden i hende.
Det er første gang, jeg har været nødt til det, fortsatte han i en
tone, der kunde blive bevæget, hvad øjeblik det skulde være.
Jeg skal nok lære det til næste gang, svarede hun koldt og artigt.
Det tror jeg gærne, sa han, parat til at blive mild; det er ikke det.
Berta puffede hende i ryggen; Helga tog hende under armen, og de gik.
Der forsvandt en forventning fra hr. Jensens ansigt; han satte vredt
sin hat på og gik ned. Lidt efter kom han igen og lod en stor
blækklat falde lige oven på nullet.
Men i næste time skal vi ha det morsomt, erklærede Helga, da
frikvarteret nærmede sig sin slutning, og det var den almindelige
mening mellem pigerne, at det havde de en vis ret til; så skulde de
næmlig ha engelsk ekstemporal med hr. kandidat Grandlev, og da
pigerne var alene til det, plejede tonen at være noget friere end
ellers.
Hr. Grandlev var noget for sig blandt skolens lærere; han sa De til
de konfirmerede elever og behandlede dem nogenlunde som voksne, uden
for skolen næsten som ligemænd; det havde ikke altid de bedste
resultater, men gjorde ham i alt fald vel lidt og forskånede ham for
mere ondartede spilopper. Han var en fredelig mand, der antoges at
kunne en mængde sprog, ingen vidste med sikkerhed hvor mange, men
større betydning havde det for eleverne, at han undertiden gav dem
temmelig frie tøjler, og da la de mærke til, at han gik mere oplivet
ud af klassen, end han kom ind; deri lignede han ikke andre lærere,
men det måtte ganske vist også betænkes, at han ikke havde det så
morsomt hjemme i sin ungkarlelejlighed, hvor han tilbragte det meste
af sin fritid med at studere.
Hr. Grandlev kom ind i klassen, satte sig på katedret, rettede
med to fingre på sit humbug, trak sine mansjetter frem og så sig
om med en mine, som tog han afsked med noget, inden han begyndte
undervisningen. Så fandt han, hvor det var i bogen, men i samme
øjeblik, han lukkede munden op, sa Helga:
Hr. Grandlev, det er Maries fødselsdag i dag.
Så kan Marie begynde.
Skal vi ikke ha en historie? spurgte Dagmar.
Nej, det synes jeg ikke. Nå, Marie?
Det er sandt, foer Berta op, hvad betyder "bob" i den engelske
versjon? Der er ikke en eneste af os, der ved det, bevidnede Helga.
Nå ikke; det betyder en blyklump.
For eksempel på enden af en stok? spurgte Helga.
Nej; i enden af en medesnor.
Hvad hedder en blyklump på enden af en stok? spurgte Helga videre og
vædede blyanten mellem læberne.