I at være raffineret er du i alt fald den mest voksne her i klassen.

De, der sad på den forreste bænk, nød det blik, Helga sendte frøken

Schou, og de tænkte hver især: Tak! Det skulde bare ha været mig. Men

frøknen så ikke noget, hun begyndte undervisningen, idet hun skyggede

for ansigtet med den ene hånd.

Frøken Schou var den eneste af Skolens lærerinder, der havde

realklasserne lige op til præliminæreksamen, hun holdt god disciplin

og kunde fagene; hendes magre, anselige skikkelse bares oppe såvel af

et stramt korset som af myndighed og viden. Helga havde døbt hende

"Kundskabens Træ" og tegnet hendes karikatur i skikkelse af et

gammelt stævnet poppeltræ. Frøkenen havde fået at vide om denne

tegning, og det var nok ikke Helga, der særlig havde søgt at hindre

det. Man forstod overhovedet ikke alt det Helga tillod sig over for

frøken Schou, hun var da ellers ikke af de værste. Der var drenge,

der kunde ha lyst til noget lignende -- men de dyede sig.

Ingen huskede næmlig længere, hvordan frøken Schou for fire år siden

havde forelsket sig i det halvlange, trettenårige pigebarn, som Helga

den gang var, hvordan hun havde givet hende karakterer, som Helga

skammede sig over, og ros, der fik hende til at skære ansigt af

flovhed. Og så en dag, hun sad hjemme og var arrig og ked af det, kom

ånden over hende, og med stor indre forløsning lavede hun den omtalte

karikaturtegning. Den var knagende god og måtte vises, både af

kunstneriske og andre grunde. Siden den dag kom der mådehold i

karaktererne, og den megen ros blev til noget helt andet. Helgas

humør steg højt derefter, nu skyldte hun ingen noget, hun var en tid

slemt uartig, men efterhånden, som det blev en vane, og hun tillige

blev ældre, fik hun mere selvbeherskelse og lærte at udrette meget

med små midler. Men frøken Schou lærte ikke noget, hverken at

beherske sig eller at forvinde sin skuffelse.

Helga var en temmelig lang, ung pige med en ikke slet så lang

flætning ned ad ryggen. Hendes hår var mørkeblondt, og hendes øjne

var blå som slåen, duggen er gået af. Hun var af de lystigste blandt

skolens pigebørn, og det var derfor ikke at undres over, at hendes

flætning, der altid var fast knyttet om morgenen, tit blev løs og

lodden inden aften. Der var altid nok, der søgte hende, så hun

behøvede aldrig at søge andre; hendes væsen var mere livligt og

ubekymret end egentlig hjærteligt; men det, der gjorde hende til den

overlegne mellem kammeraterne, det var, at hendes lystighed --

ligesom visse simpelt indrettede maskiner -- kunde stanse på et

øjeblik. Når en veninde prøvede at tilrive sig hendes fortrolighed i

en glad, åben stemning, så fik hun at føle, hvor hurtigt og

fuldstændigt Helga kunde lukke sig; der var noget tillokkende og

utilfredsstillende ved hende på grund af den forsigtighed, hvormed

der undertiden måtte gøres kur til hende. Pigerne var tit

misfornøjede med hende, men de drenge, der endnu ikke var gået erotik

i, syntes, at hun var en gevaltig fest een.

Helga kunde let blive alvorlig, og da kom der en særegen magt i

hendes blik. En mand, der blev forelsket i hende, havde sagt hende

dette og ventede noget godt til gengæld, men læste i hendes øjne ikke

andet end væmmelse; det lykkedes ham aldrig at komme til at tale med

hende senere. Han antog derefter, han havde taget fejl, og fandt

hende i grunden højst usympatetisk. Når Helga blev vred, gik der en

lodret rynke ned gennem hendes venstre øjenbryn, så hårene strittede

ud af deres naturlige stilling. Dette urede i brynet kunde ses længe

efter.

Frøken Schou sad på katedret og lod sine øjne vandre rundt i klassen,

indtil de som sædvanlig endte ved Helga, og dær blev de i nogen tid,

indtil Helga utålmodig stirrede igen.

Lad være med den gloen, sa frøken Schou.

Helga så straks bort.

Hvorfor siger du ikke noget? Jeg ved godt, du sidder og mukker

indvendig.

Helga så op med et udtryksløst blik, som stod til hendes rådighed,

når det passede hende.

Jeg kan ikke lide det ved dig, at du kan være så artig udvendig.

Hvorfor viser du dig ikke så uopdragen, som du i virkeligheden er?

Men det er vel din måde at være voksen på. Tror du, den er yndig? Sig

noget, sid ikke dær, som om du var af træ.

De ved jo godt, jeg ikke må svare, sa Helga og vendte et par tomme

øjne mod katedret.

Da tør du udmærket godt mukke indvendig, det ved jeg. Uf, Helga, det

er det ækle ved dig, at du ikke er ærlig; du går og gemmer på en

mængde tanker, som ingen må få at vide, men jeg tror ikke, det er

noget godt, der bor i dig, jeg tror det ikke længere, desværre.

Helga la sit hoved ned på hænderne; hun følte det som om nogen med rå

begærlighed famlede efter noget, der endnu lå skjult i hendes sjæl.

Kunde det tænkes, at en anden skulde finde, hvad hun ikke engang selv

kendte? Hun huskede med uvilje noget, man kaldte fortrolighed. Når

den kom fra andre, var den nærmest tosset; når den forlangtes af

hende selv, så -- uha! Og hvor mange forsøg havde frøken Schou ikke

gjort for at vriste den fra hende? Hun krummede sig uvilkårlig sammen

for at dække sig.

Se op, lød det fra katedret.

Helga gjorde det ikke.

Frøken Schou kom ned og tog hidsigt om hendes hoved for at løfte det,

men denne berøring virkede anderledes på hende, end hun havde tænkt;

hendes stemme slog pludselig over.

Græder du, Helga?

Helga så rask op, rynken stod ned gennem det venstre bryn.

Hvad skulde jeg græde for? De kan jo ikke gøre mig noget.

Frøknen blev lidt mindre rank: Jeg mener det heller ikke så slemt;

det er altsammen for dit eget bedste. -- Hun smilede forsøgsvis.

Helga åbnede munden og lo lydløst. Hun så, hvor det gjorde ondt, men

hun vidste også, at nu var hun fri de første dage derefter.

Opmærksomheden havde lidt ved alt dette; drengene sendte sedler over

til pigerne for at få klaret nogle ubegribelige steder i den engelske

versjon, der skulde afleveres næste dag; særlig var Helga genstand

for et bombardement af spørgsmål.

Jeg ved ikke, hvad "bob" betyder, nederst på siden, stod der på en

lap, og da alle andre vanskeligheder var klarede, samledes

granskningerne om dette dunkle ord.

Helga formodede, at det betød et nik.

Nej, "bob" vil sige en orm, stod der på en seddel fra Dagmar.

Berta holdt på, at "bob" skulde oversættes ved klokkeringning, og

Marie, der aldrig kunde noget, foreslog at la det betyde en hund, for

de havde hjemme en hund, der hed Bob. Helga benyttede resten af timen

til at tegne en hund, der lignede Marie og hed Bob, og under dette

arbejde forvandt hun det pinlige indtryk fra før.

Den påfølgende matematiktime, hvor de havde hr. Jensen, begyndte med,

at fire efter hinanden blankede den ptolemæiske læresætning; det var

noget, man ellers ikke gærne bød hr. Jensen, men han syntes den dag

at være i en tilgivende stemning.

Så må vi ha dig herop for at vise dem det, Helga; du er af dem, der

kan.

Hun blev meget forbavset over denne jovialitet; hun var ikke af de

bedste i det fag.

Kom nu bare her; jeg kan jo se på dig, at du kan det.

Helga blev stædig over udtrykket i hans øjne.

Jeg tror ikke, jeg kan, sa hun.

Sludder, Helga; sådan et lyst hoved som du.

Men Helga vilde ikke høres, når han havde de øjne. Jeg vil helst

være fri, svarede hun med alvor, jeg er ikke videre forberedt.

Han smilede endnu, men hun så sådan på ham, at hans smil forsvandt,

og han blev opbragt, idet han følte sig gennemskuet. Det er også

harmeligt, når en mand på fem og tyve år i en bestemt hensigt smiler

til en ung pige på sytten. Hun kan vel sagtens smile igen; det er

ikke så svært i den alder; ellers står man der som en idiot, med sit

smil returneret, nægtet modtagelse.

Men hun er tilfældigvis ens elev, man behøver ikke at finde sig i

det. -- --

Hr. Jensens ansigt, der både var net og forstandigt, var

bundalvorligt, da han sa:

Så kommer jeg til at gi dig et nul.

Helga vilde nødig ha et nul, og hr. Jensen så nu aldeles ubøjelig ud;

men han havde udleveret sig ved at smile sådan; det holdt hun sig

til, så hun var alligevel ikke så ked af det.

Han skrev det nul i hidsighed, dyppede først den gale ende af

penneskaftet, så den rigtige, og satte en tyk streg under. Lidt efter

stod nummer fem oppe ved tavlen og forklarede den ptolemæiske

læresætning under frygtsomme sideblikke til hr. Jensens højre hånd,

der dirrende snoede overskæg.

Han har det ikke godt, hviskede Berta imidlertid til Helga; det er

siden sommerferien.

Nå, tak! Berta vidste også noget. Nu fik man måske sit døje med ham i

den første tid. Men -- -- ja, ja.

Du fik et nul, Helga, sa han ved slutningen af timen.

Hun så op til protokollen, hvor hun lige kunde skimte det anselige

nul.

Bed ham om at slette det, hviskede Berta, det er det, han vil.

Helga sprang lige op, sådan spruttede det Nej! inden i hende.

Det er første gang, jeg har været nødt til det, fortsatte han i en

tone, der kunde blive bevæget, hvad øjeblik det skulde være.

Jeg skal nok lære det til næste gang, svarede hun koldt og artigt.

Det tror jeg gærne, sa han, parat til at blive mild; det er ikke det.

Berta puffede hende i ryggen; Helga tog hende under armen, og de gik.

Der forsvandt en forventning fra hr. Jensens ansigt; han satte vredt

sin hat på og gik ned. Lidt efter kom han igen og lod en stor

blækklat falde lige oven på nullet.

Men i næste time skal vi ha det morsomt, erklærede Helga, da

frikvarteret nærmede sig sin slutning, og det var den almindelige

mening mellem pigerne, at det havde de en vis ret til; så skulde de

næmlig ha engelsk ekstemporal med hr. kandidat Grandlev, og da

pigerne var alene til det, plejede tonen at være noget friere end

ellers.

Hr. Grandlev var noget for sig blandt skolens lærere; han sa De til

de konfirmerede elever og behandlede dem nogenlunde som voksne, uden

for skolen næsten som ligemænd; det havde ikke altid de bedste

resultater, men gjorde ham i alt fald vel lidt og forskånede ham for

mere ondartede spilopper. Han var en fredelig mand, der antoges at

kunne en mængde sprog, ingen vidste med sikkerhed hvor mange, men

større betydning havde det for eleverne, at han undertiden gav dem

temmelig frie tøjler, og da la de mærke til, at han gik mere oplivet

ud af klassen, end han kom ind; deri lignede han ikke andre lærere,

men det måtte ganske vist også betænkes, at han ikke havde det så

morsomt hjemme i sin ungkarlelejlighed, hvor han tilbragte det meste

af sin fritid med at studere.

Hr. Grandlev kom ind i klassen, satte sig på katedret, rettede

med to fingre på sit humbug, trak sine mansjetter frem og så sig

om med en mine, som tog han afsked med noget, inden han begyndte

undervisningen. Så fandt han, hvor det var i bogen, men i samme

øjeblik, han lukkede munden op, sa Helga:

Hr. Grandlev, det er Maries fødselsdag i dag.

Så kan Marie begynde.

Skal vi ikke ha en historie? spurgte Dagmar.

Nej, det synes jeg ikke. Nå, Marie?

Det er sandt, foer Berta op, hvad betyder "bob" i den engelske

versjon? Der er ikke en eneste af os, der ved det, bevidnede Helga.

Nå ikke; det betyder en blyklump.

For eksempel på enden af en stok? spurgte Helga.

Nej; i enden af en medesnor.

Hvad hedder en blyklump på enden af en stok? spurgte Helga videre og

vædede blyanten mellem læberne.

To verdener · 第 3 / 8 题