TO VERDENER

KØBENHAVN

DET SCHUBOTHESKE FORLAG

J. L. LYBECKER OG E. A. HIRSCHSPRUNG

1905

J. COHENS BOGTRYKKERIER

(GEORG A. BACH)

Tilegnet

K.

Med et halvspist æble mellem de tre forreste fingre og et helt

stort æble klemt ind i hånden med de to andre kom Helga ind i

klasseværelset, hvor frøken Schou allerede sad ved katedret. Helga

hævede hånden for at ta en bid til, da hun fik øje på lærerinden, og

med stærkt markeret bestyrtelse, der fik de andre elever til at more

sig indvendig, gemte hun sine æbler i lommen og var med et par lange

skridt på sin plads. Hun havde for længst fundet hvor det var, mens

enkelte endnu sad og ledte.

Jeg undres over Helga, sa frøken Schou efter nogen tavs stirren.

Helga så lige ud, hendes udstrakte pegefinger viste på det sted i

tyskbogen, hvor der skulde begyndes.

Synes du det klær en ung dame at komme spisende ind i klassen?

Jeg er ingen dame.

Nej, det skal gud vide; men du vil vist gærne være det.

Det vil jeg meget nødig.

Frøken Schou blev en smule bleg: Da må du ikke bilde dig ind, at du

er et barn, selv om du går med flætning ned ad ryggen. Hvor længe

har du for resten i sinde at blive ved med det?

Til jeg blir voksen.

To verdener · 第 2 / 8 题