XXIX.

Jeg havde en Gang Kommando i _den tilbagetrukne Linje_.

Den var anlagt under Belejringen, til Støtte for venstre Fløj, og bestod

af en lav Jordvold med foranliggende Grav, i skraa Retning fra Skanse

IV, bag III, II og I, ned til Vemmingbund. Der var tre Indskæringer med

hver 4 Stk. 24 Pd.'s Granatkanoner i Feltlavet. Anlægget begyndtes 11te

Marts, og Værkerne monteredes Natten til den 25de.

Denne Linje kunde efter sin Retning ikke godt enfileres fra Broager. Men

naar Skanse IV var taget, kunde man fra dens Brystværn skyde lige ned i

den nærmeste Indskæring og feje Mandskabet fra Kanonerne. Jeg gjorde

Kommandoen opmærksom paa denne Fejl, og det var dens Mening, at jeg

skulde have været ud at anlægge en Tværvold, der kunde hindre en saadan

Beskydning fra Nr. IV; men det naaedes ikke.

Uheldigt var det, at den over disse tre Kanonplacementer kommanderende

Officer ingen Underofficerer skulde have. Der burde have været en dygtig

Underofficer i hver Indskæring. Men jeg kunde ikke andet end misunde den

Mand, som kunde raade over en saadan Bestykning. De 24 Pd.'s

Granatkanoner var af lettere Skyts det bedste vi havde til

Kardætskskydning, og anbragt i Feltlavetter kunde de betjenes meget

hurtig.

Den tilbagetrukne Linje havde lidt forholdsvis ringe Molest under

Beskydningen, og var endnu den 18de April fuldt monteret. Jeg nægter

ikke, at jeg kunde haft Lyst til at optage en Kamp her, med mit Mandskab

fra 4de Batteri eller Flankebatteriet. Havde vi her optaget vore

tilbagegaaende Tropper fra 1ste Linje og holdt Stillingen til vore

Reserver (8de Brigade) naaede frem, turde det have givet nogen

Forandring. Og det havde ikke været nogen uløselig Opgave. Det havde

ikke været nogen Spøg for Prøjserne at gaa frem mod den tilbagetrukne

Linje over udækket Terræn, udsatte for en stærk Kardætsk- og Riffelild

paa nært Hold.

Den tilbagetrukne Linje blev imidlertid den 18de April saaledes

forsvaret, at Prøjserne besatte den uhindret; og det blev 8de Brigade,

der maatte gaa frem uden Dækning. Resultatet er kendt.

Derimod turde det være mindre kendt, at den i den tilbagetrukne Linje

kommanderende Artilleriofficer, en Løjtnant _Kofoed_, den 18de April

rendte fra sin Post paa Strømpesokker, med Støvlerne i Haanden --

naturligvis fulgt af sit Mandskab.

Han kom forbi Forpostkommandørens Adjudant, den flotte og kække Løjtnant

Binzer, og spurgte ham i Farten: »Hvad skal jeg gøre? --« »Rejs ad

Hedehusene til!« raabte Binzer.

Løjtnant Kofoed havde ingen Kommando ved Alssund den 29de Juni!

Indtryk og Minder fra Dybbøl · 第 30 / 36 题