Om Aftenen den 2den April var det Bestemmelsen at jeg skulde blive i
Forpostkommandørens og mit fælles Kvarter for at passe paa Tøjet, men
jeg maatte opgive det; der kom lovlig mange Granater. Jeg gik saa ud for
at finde Natteleje et andet Sted.
Der var ikke hyggeligt at gaa i Sønderborg Hovedgade den Nat. Granaterne
slog ind i Husene rundt om, og Tagstenene raslede med stort Rabalder ned
paa Gaden mellem de flygtende Beboere, der skyndte sig nordpaa,
belæssede med deres Sengklæder og andre Ejendele.
Jeg fik Natteleje i en Ingeniørofficers Kvarter med den Bemærkning, at
Sengens Ejer kunde ventes om Morgenen; han kom ogsaa, jog mig ud og krøb
selv tilkøjs. Mens jeg stod og vadskede mig, slog en Granat ned i
Genbohuset, saa Tagstenene raslede ned paa Gaden. Ingeniøren var
øjeblikkelig faldet i Søvn; han foer op med Raabet: »Hvad er det?« »En
Granat,« svarede jeg, temmelig tvært.
»Her er vist ikke sikkert?« sagde han tvivlraadig. Da kom der en ny
Granat, som kastede en Skorsten ned paa den anden Side af Gaden med et
stort Spektakel. Nu foer Manden ud af Sengen og forlod Huset efter at
have indbudt mig til Frokost. Da jeg kom hen, hvor vi skulde spise, --
det var i et Hjørneværelse med Vindu til begge Sider -- var Stuen skudt
ud i eet, og der var ingen Frokost.
Jeg gik hen til mit Kvarter for at se efter Tøjet; begge Nabohusene stod
i Brand, og Flammerne slog ind ad Husets sønderskudte Vinduer. Dørene
fandt jeg lukkede; jeg sprængte dem, og fik ved Hjælp af et Par Soldater
Tøjet slæbt i Sikkerhed.
Da jeg kom ned ad Trapperne, stak en ung Pige Hovedet op af
Kælderlemmen. Jeg forklarede hende den farlige Stilling hun befandt sig
i; Huset vilde snart brænde og styrte sammen over hende, hvis ikke en
Granat forinden gjorde Ende paa hendes Liv. Hun svarede at hun blev der;
hun havde lovet sin Madmoder at passe paa hendes Tøj, og lod sig ikke
rokke, hverken af Trusler eller Bønner.
Jeg maatte da sende Bud ud til Forpostkommandøren, og indtrængende
opfordre ham til at skaffe en Vogn, idet jeg forklarede ham, at Pigen
ellers ufejlbarlig vilde blive enten kvalt i Kælderen eller dræbt af en
Granat. Det har ikke været let at skaffe den Vogn; men den kom. Pigen
blev nu sammen med sin Madmoders Tøj kørt ud paa Als; hun havde holdt
sit Løfte.
Hvad mon den Piges Skæbne er blevet? Hun staar ofte for mine Øjne: lille
og uanselig, men med en Pligtfølelse og staalsat Vilje. Lever hun endnu,
maa hun være over 60 Aar.