Den 1ste April skød Prøjserne næsten ikke fra Broager; de havde bragt
deres Skyts op langs Alssund til Understøttelse for den planlagte
Overgang til Als. Den skulde have fundet Sted tidlig om Morgenen den
2den April fra Ballegaards Færge, men maatte paa Grund af Storm udsættes
til næste Morgen. Og da Vejret vedblev at være meget uroligt, blev
Foretagendet helt opgivet for den Gang.
Men for at aflede vor Opmærksomhed fra disse Planer var det, at
Prøjserne den 2den April bombarderede Sønderborg. De rettede særlig
efter Raadhustaarnet, saa de bagved liggende Bygninger blev slemt
medtagne. En enkelt Granat slog 28 Mand ned lige udenfor mit Kvarter;
jeg boede hos min Fætter Forpostkommandøren, han stod ved Vinduet og saa
det. Selv var jeg heldigvis ikke hjemme den Gang, og da jeg kom, var det
værste overstaaet.
Om Natten fortsattes imidlertid Bombardementet, der naturligvis fulgtes
af langvarige Ildebrande. Der kom Brandmandskab fra København, men det
maatte opgive den sydlige Del af Byen, hvor det meste brændte ned. Under
saadanne Forhold fandt selvfølgelig nogen Uorden Sted; Soldaterne fik
Skyld for Plyndring. »Redde« gjorde de ialtfald. Jeg saa en Mand hente
en Fjerding Smør og en Del andre Varer ud af et brændende Hus; havde han
ikke taget det, vilde Flammerne have gjort det.
Det var ikke nemt at skaffe Proviant under de Forhold. Men vi havde en
Ordonnans, der forstod Kunsten. Efter sin Hjemstavn hed han aldrig andet
end »Fre'sber'«. For at hindre Plyndring, var der sat Gardister ved
Broen; ingen af Mandskabet maatte paa egen Haand gaa fra Stillingen over
til Byen. Men naar Fresber kom, brølede han hovent: »Jeg er
_Ordonnans_!« Saa turde de ikke andet end lade ham passere. Ude fra
Broen haanede han til Tak de dumme »Ben-Gardister«. Og naar han kom
tilbage, havde han gerne Kurven fuld.
»Det gaar ikke, Fresber,« sagde vi; »hvor har du faaet det, og hvad
koster det?« Det kunde han aldrig »huske«; men han skulde se at komme i
Tanker om det, sagde han. Naar vi saa havde spist, kom han: »Undskyld,
Hr. Løjtnant, der skulde vel ikke være en Slat tilovers?« Det var
undertiden ikke saa smaa Slatter han fik. Saa lavede han med stor
Færdighed Kaffe og brølede paa de andre: »I Bønder, kom her og træd an
til Kaffe!«
Han havde rigtig hvad man kalder Københavnerhumør, aldrig forknyt.
Engang saae jeg ham gaa ved Siden af en Kammerat, en Bonde, da der faldt
en Granat lige for Fødderne af dem. Den anden sank lidt i Knæene, men
Fresber ikke saa meget som blinkede. »Kan du gi' igen paa den, Hans
Pe'sen?« sagde han.
Som bekendt fraterniserede Mandskabet undertiden med Prøjserne. Fresber
var tit derude og blev vel modtaget. Engang spurgte de ham: »Hvad er
det, I saadan har tømret paa inat?« »Minerne«, svarede han; »nu ryger I
snart i Luften!«