I Begyndelsen gik det helt godt, den ene Dag omtrent som den anden, med
Skydning i c. 6 Timer, Udbedring af Skansen om Natten, Modtagelse af nyt
Materiel istedetfor det der blev skudt itu, og Komplettering af
Ammunitionsbeholdningen. Under Arbejdet om Natten fik vi undertiden en
Granat, men mange kom der ikke, og havde man gode Observationsposter,
sinkede det ikke synderlig.
Disse Nattegranater kom næsten saa regelmæssig som efter et Urværk. Da
Kongen kom ind i Skansen Natten mellem den 22de og 23de Marts, ventede
vi netop en Granat. Infanteribesætningens Chef, Kaptajn Drastrup, der
blev saaret den 18de April og siden faldt i Kampen paa Als, modtog
Kongen og underrettede ham om, hvor der var den bedste Dækning. Men
Kongen lod, som om han ikke hørte ham. Det var saa meget uhyggeligere,
som Kongen stod paa det mest udsatte Sted.
Jeg holdt mig afsides for ikke at sinke Kongen, der mulig vilde have
henvendt nogle Ord til mig i min Egenskab af Skansekommandør. Drastrup
kom farende hen til mig og sagde: »Hvad skal vi gøre? Kongen vil intet
høre om Dækning -- vi venter jo en Granat!« Og vi stod alle i stærk
Spænding, indtil Kongen trak sig tilbage. Et Par Minutter efter kom
Granaten -- og slog ned paa den Plet, hvor Kongen havde staaet!
Saalænge vi blot nogenlunde kunde svare igen, var Stemningen i Nr. II
udmærket. Den 23. Marts skød vi 183 Skud, Fjenden 176.
Men da han mærkede, at vi ikke gav os for saa lidt, bragte han bestandig
flere Kanoner i Batteri mod os. Hans Granater fra Broager naaede op i
Nr. VI, det var c. 6000 Alen, og over til Sønderborg, et Par hundrede
Alen længere; det længste, de kunde naa, var vist henved 7000 Alen. Det
var hidtil ukendte Afstande.
I de første Dage var det særlig Nr. II, der var Skive for Kanonerne fra
Broager; senere fik ogsaa de andre Skanser deres Del. Da de var saa godt
som ude af Stand til at besvare denne Ild, fik Nr. II Ordre til, naar
den blev dem for generende, at trække Ilden paa sig ved forceret
Skydning. Det var en Ordre, som passede os; der er ingen Fornøjelse ved
at lade sig overdænge med Granater og miste Mandskab og Materiel, naar
man ikke maa bide fra sig efter Evne.
Mindre let var det dog, naar vi samtidig skulde efterkomme en anden
Ordre, som bød os at spare paa Ammunitionen, af Hensyn til de ikke ret
store Beholdninger.
Fjenden sparede saavist ikke paa Ammunitionen. Skulde vi have raabt Dæk,
hver Gang vi saae en Kanon give Ild derovre, var det snart blevet til
Dæk allesammen. Men den preussiske Granat var c. 13 Sekunder om at
passere Vemmingbund. En dygtig Observationspost kunde nok vente c. 10
Sekunder, for at blive klar over, hvor Granaten skulde hen. Se den kunde
man ikke; men man lærte efterhaanden at høre paa dens Lyd, hvor den
skulde hen, til Sønderborg, til Dybbøl Mølle, helt op til Nr. VI, eller
ned til os. Og man kunde nok dække sig paa 3 Sekunder; det fik man snart
Øvelse i. Men hørte man Granaten brøle i Luften, var det yderste
Øjeblik; saa var den der med det samme.
Prøjserne opgiver, at de skød i Gennemsnit _pr. Dag_: Fra 13de Marts til
1ste April 227 Skud; fra 2den til 9de April 2,866 Skud; fra 10de til
18de April 4,967 Skud. Og den 18de April skød de paa sex Timer fra Kl. 4
Morgen til Kl. 10 Form. 7,900 Skud.
Fra den anden April var Beskydningen altsaa voldsom; og fra den 10de
ligefrem overvældende. Jeg tror nok, det var den 10de jeg fik Ordre til
at trække Ilden fra Broager paa Nr. II: mine 3 riflede 12 Pd.'s
Forladere fik Svar fra mindst 15 riflede Bagladekanoner derovre. En
saadan Kamp var det ikke muligt at holde gaaende; vi vilde meget hurtig
have faaet Mandskabet skudt og Kanonerne ødelagte.
Vi maatte da blænde Skydeskaarene med Sandsække og saa vidt muligt
trække Kanonerne i Læ bag Tværvolde o. s. v. for dog at have nogle i
Behold til Kardætskskydning, naar Stormen kom. Om Aftenen aabnede vi
atter Skydeskaarene og trak de ladte Kanoner paa Plads for at være
beredt paa alle Eventualiteter.
Under den stærkt forøgede Beskydning blev det meget vanskeligt i Nattens
Løb at bringe Skanserne i blot nogenlunde Orden; de fik efterhaanden et
slemt forrevet Udseende.
Og Terrænet udenom blev saa oprodet, at Transport af nyt Materiel til
Erstatning for det ødelagte i høj Grad besværliggjordes. Ogsaa Broerne
var i en maadelig Forfatning. Ligesaa Stormpælene i Skansen og Gravene.
Og en stor Del af Skytset blev trods alle Forsigtighedsregler
demonteret.
Nr. II maatte, i den Tid Anker og jeg skiftedes, begrave 9 ødelagte
Kanoner; deraf begravede jeg de 7, bl. a. en 84 Pd.'s Granatkanon Nr. I.
Det var en svær Karl; den vejede 8,500 Pd.; vi maatte grave et dybt Hul
og vælte den ned med Affutagen -- som vi saa hejsede op igen, før vi
kastede Graven til.
Den 16de April gav Major Jonquières mig Lov til at trække to af de
riflede Kanoner ud af Skansen for at bringe dem i Sikkerhed paa Als.
(Den tredie var kun brugelig til nogle Kardæskskud).
Bruge dem mod Broager kunde vi jo ikke, og baade jeg og Mandskabet
syntes det var en Skam de skulde ødelægges eller falde i Fjendens
Hænder; de havde tjent os godt. Broen var istykker, saa vi maatte trække
dem ud over Graven, et besværligt Arbejde. Det sønderskudte Materiel
slængte vi udenfor, Hjul, Lavetter, Slæder, Rapperter, Palissadepæle o.
s. v. Det blev tilsidst en køn Bunke.
Under disse Forhold maatte Betjeningsmandskabet om Dagen søge Tilflugt i
Krudtmagasinet, med kun en enkelt Vagtpost ude. Infanteriet laa i
Løbegravene, hvor de som sagt yderligere søgte Ly i selvlavede Huller,
undertiden i større Afstand fra Skanserne end det fjendtlige Infanteri i
Parallelerne foran Stillingen. Alt Mandskabet havde ligget for længe,
værgeløst overdænget med Fjendens Projektiler, med vaagne Nætter i Kulde
og Regn. De mindre Sammenstød med Fjenden var næsten altid faldet
uheldigt ud. Der var kun faa brugelige Kanoner tilbage i Skanserne.
Ingen troede mer, at vi kunde afslaa Stormen. Humøret var borte, selv
hos de frejdigste, og Disciplinen gennemgaaende stærkt svækket.
Stillingen var for øjensynlig haabløs.
Der blev talt om Udfald; mange mente at saadanne vilde have styrket
Soldaternes Selvtillid m. m. Det var dog vist heldigt, ialtfald nu mod
Slutningen, at Kommandoen afholdt sig fra den Slags Forsøg. Vi vilde
overalt være kommet i Kast med en i Tal, Vaaben, Uddannelse og Disciplin
langt overlegen Fjende; og mislykkede Udfald er næppe synderlig
opmuntrende.
Derimod kan man med Grund beklage, at Kommandoen ikke bestemte sig til,
som tilraadet af Major Jonquières og foreslaaet af General du Plat, at
opgive den ødelagte Stilling og trække Hæren over til Als.