De før omtalte Vanskeligheder ved Skansekommandørens Stilling i
Almindelighed mærkedes ikke mindst i Nr. II.
En Dag blev jeg kaldt op til Oberst Vahl og irettesat, fordi jeg hele
Natten brændte Davys Sikkerhedslampe i Skansens Krudtmagasin. Vi brændte
for 8 Skilling Olie hver Nat; Obersten mente, at det var en utilladelig
Ødslen med Statens Penge.
Vi kunde imidlertid hvert Øjeblik vente at blive alarmerede. Hente
Ammunition i Mørke kunde vi ikke; og stryge Svovlstikker i Krudtkammeret
var dog sin Sag.
(Jeg saae ganske vist engang en Ingeniørkonduktør stryge en Svovlstik
ved den aabne Dør til Krudtmagasinet -- for at tænde sig en Cigar. Men
jeg blev meget bestyrtet over dette Syn, og tror nok jeg gav ham en
knyttet Næve mellem Øjnene med det samme, hvilket han opfattede som en
personlig Fornærmelse.)
Altsaa tog jeg min Røffel og blev ved med at brænde Lampe som før.
En anden Gang kom der Ordre til, at der ved hver Kanon skulde ligge 2
Granater temperede til 800 Alen, for at vi kunde have dem ved Haanden,
naar Fjenden stormede. Naar de laa fremme, blev de imidlertid
overdængede med Jord, tit helt begravede, saa snart Fjenden tog fat paa
sin Beskydning. Først maatte man saa grave dem ud, og dernæst rense dem,
inden de kunde gaa i. Vi foretrak derfor vedblivende at hente dem fra
Magasinet, naar der blev Brug for dem.
I saadanne Tilfælde havde det sine Fordele at være Reserveofficer. Vi
havde ingen Forfremmelseslister at tage Hensyn til. Men naar Fjenden
holdt op at skyde paa os, kom vore egne og skældte os ud. Det var Krig
hele Tiden; man maatte have sine Kløer hvæssede. Undvære os kunde de
ikke; dog havde det været rart med lidt bedre Orden i Tingene, lidt
mindre unødvendigt Bryderi.