De Følelser der behersker Folk, naar de staar under Fjendens Ild, er
meget forskellige.
Helt rolige er kun faa. Det er jo Livet, der staar paa Spil; hvert
Øjeblik kan Døden komme. Selv om man har travlt, ser man nok, naar Ens
Sidemand falder. Men jo mer man har at bestille, des bedre gaar det;
Arbejdet afleder Opmærksomheden fra Tanken om hvad der kan træffe En
selv.
I nødtvungen Uvirksomhed at udholde en stærk Beskydning er det værste.
Selv de, der er kede af Livet, vil dog nødig skydes til Krøblinger.
Andre tænker paa deres Hjem, paa Kone og Børn, hvis Kaar maaske vil
blive trange, dersom Forsørgeren falder fra; dem er det strængt for.
Andre kan saa daarligt beherske deres Nerver, at de er umulige som
Soldater. Slemt er det, at man ikke forud kan være vis paa, hvordan man
vil stille sig; fordi man en Dag har været rolig, kan man godt blive
nervøs den næste.
Somme viser et vist Galgenhumør; de er ikke til at stole paa, det kan
hvert Øjeblik slaa om i Fortvivlelse. De bedste Soldater, særlig under
en Fæstningskrig, der fremfor alt kræver Udholdenhed, er efter min
Erfaring de, der mener sig i Forsynets Haand, eller under en forud
bestemt Skæbne, eller holdes oppe af en ubøjelig Pligtfølelse.
Ilde stillede er de forvænte, som ikke kan taale Savnet af det daglige
Velvære. De bliver legemlig slappe og synker snart sammen i Mismod eller
Sygdom. Dog ser man ikke sjælden tarvelig vante Folk bukke under før de
bedre vante, som har aandelig Spændkraft nok til at aflokke det uvante
Spil med Liv og Lemmer dets Interesse, gennem de Krav det stiller til
Ens Mod og Raadsnarhed. Derover kan Ubehagelighederne glemmes.
Hvad man end kan indvende mod Krigen, saa er den med sine Anstrengelser
og Farer en Prøvesten for Mennesker. I en Tid som den vi havde ved
Dybbøl, gaar de svage og uduelige tilgrunde, og de dygtige modnes.