Det var den 20de Marts om Eftermiddagen, jeg efter Ordre tog Kommandoen
i Nr. II. Jeg havde ikke tidligere kommanderet riflet Skyts, ej heller
været i Ilden.
Den 21de om Formiddagen Kl. ca. 10 begyndte Skydningen fra Broager; vi
fik vist den Dag i Skanse II 136 Granater, for en Del af de store
Sprænggranater, som vejede 60 Pd. Stykket. Naar en saadan Granat slog
ind i Brystværnet, rystede det.
De prøjsiske Spidsgranater sprang i Anslaget. Havde de uden at gøre
Ulykker passeret Brystværn og Kanoner, var de lidet farlige; slog de ned
i Blokhuset eller i Jorden, virkede deres Explosion som en lille
Minesprængning; Jord og Sten kastedes op i Luften. Traf de en
Palisadepæl, klippede de den over og slyngede Stumpen tilvejrs.
De murede Luftskorstene paa Krudtmagasinet blev strax skudt bort, og
Brokkerne fløj os om Ørerne. Vi maatte tage Sandsække til at dække
Krudtmagasinet med, da dettes Jorddække tildels blev fejet bort, og
Granaterne slog saa voldsomt mod Betonmuren, at vore Granater, som var
stablede op langs Muren inde i Magasinet, raslede ud paa Gulvet med
stort Spektakel. Magasinfolkene kom farende op og mente, der var ikke
til at være; men da de saae, hvordan vi andre havde det, kravlede de ned
igen.
Prøjserne skød den Dag udmærket. Ellers skød de tit for højt; maaske var
det vanskeligt at skelne Brystværnet fra Jordfylden paa det bagved
liggende Blokhus. Den prøjsiske Artilleriofficer, der havde Kommando
over Broagerbatterierne, paastod at vi gjorde det samme.
Under en saadan Skydning var Skansen intet hyggeligt Opholdssted. En Del
af Brystværnet blev skudt ned over Kanonerne, saa vi maatte rage Jord ud
af deres Mundinger, før vi selv kunde skyde igen. En Mand blev
overdænget med Jord, saa vi maatte grave ham ud.
Der blev den Dag skudt en Del Materiel itu for os, men faldne havde vi
ingen af. Pladsen udenom er nu engang størst. Alligevel undrede man sig
over Heldet; man troede en saadan Dag kunde umuligt gaa til Ende uden
Tab af Menneskeliv.
Men saa kunde der en anden Dag komme en Granat, som var ondsindet;
engang gik i eet Skud 9 Mand bort. Under saadanne Forhold gælder det,
ikke at tabe Hovedet. Hvis Fjenden mærker, at der er noget galt, forøger
han Skydningen. Og bliver de trufne for længe liggende, virker det
nedslaaende paa deres Kammerater. De døde bærer man bort afsides og
dækker dem til med et Tæppe; de saarede ser man hurtigst muligt at faa
ud, hvilket kan have sine Vanskeligheder, naar Broen er i Uorden; man
maa have Hjælp af Infanteriets Ambulancer. Uhyggeligt er det at se, naar
Kanonerne driver af Blod, og Blodet fra den ene saarede sprøjter over
paa den anden, saa man ikke veed, hvem der er værst faren.
Den moralske Side af Projektilernes Virkning har maaske endnu større
Betydning end den umiddelbare Skade de gør. Naar en af de gammeldags
runde Granater kom sejlende i Luften, kunde man staa og drøfte, hvor nu
den skulde hen. Dens Bane var synlig og der var Tid til at gaa afvejen.
Tilmed sprang den ikke ved Anslaget, men paa Tid, og Temperingen var
mangelfuld. Det hændte ogsaa at den slet ikke sprang. Det var en hel
Hvile, en sjælden Gang at blive beskudt med den Slags, naar man havde
staaet for de langtrækkende Spidsgranater. Dem hørte der meget til med
Ro at modtage et hundrede Stykker af paa en Time.