Jeg mindes Anker fra den Tid, vi sammen kom til Sønderborg, som en
temmelig høj Mand, vel voxen, mørk, med krøllet Fuldskæg. Hudfarven
noget ufrisk. Han var da 32 Aar gammel (efter Biogr. Lex.), havde
forsøgt sig ved Landvæsenet paa sin Fødeø Bornholm og siden i København
gennemgaaet den toaarige Skole for Artilleriets Underofficerer,
hvorefter han fik Ansættelse som Sekondløjtnant ved Bornholms Milits. I
1860 havde han giftet sig og med sin Kone faaet en Gaard i Rønne; da
dette Ægteskab snart efter blev opløst, havde han en Tid forsøgt sig som
Skuespiller ved Alhambra-Teatret i København.
Herfra kom han, da han i 1863 under de truende Krigsudsigter meldte sig
som frivillig og blev ansat ved 4de Fæstningskompagni, hvor jeg gjorde
hans Bekendtskab.
Jeg er tit blevet spurgt om Anker og mit Forhold til ham. Da han er død
for mange Aar siden, og jeg selv er en gammel Mand, tænker jeg, at jeg
nu kan besvare Spørgsmaalet uden at blive misforstaaet.
Før vi kom til at skiftes i Nr. II, havde jeg kun meget lidt med Anker
at gøre; i den Tid, da vi laa ledige, saa godt som intet. Jeg veed kun,
at han for det meste var at finde paa Reimuths Hotel eller i Klubben,
hvor Officererne søgte hen om Aftenen for at faa Tiden til at gaa. For
Resten benyttede Kaptajn Bartholin ham paa Kontoret, skønt Anker med
sine væsentlig paa Elevskolen erhvervede Kundskaber ikke egnede sig for
den Slags Arbejde. Men han blev af Kaptajnen som en Slags fast Officer
behandlet med adskillig større Hensyn end vi Reserveofficerer. Anker
vilde Kaptajnen f. Ex. nok sidde tilbords med, derimod ikke gerne med
os.
Da Major Lunddahl overtog sin Post og satte Artilleriet i Arbejde, fik
Anker det Hverv at modtage Materiel i Alsbatterierne, medens jeg, som
før nævnt, havde med Udtransporten at gøre. Det kom her til et lille
Sammenstød imellem os. Han var ikke meget ivrig med sin Del af Arbejdet,
og jeg har maaske paatalt det noget tydelig; ialtfald blev der lidt
Mundhuggeri, hvorunder han bl. a. kaldte mig »en arrogant Hund«. Det
gjorde ikke Forholdet varmere. Vi talte ikke stort sammen, var vel ogsaa
af altfor uens Karakter.
Allerede den Gang jeg kom ud til Skanse II, var Anker en berømt Mand.
Flere Forhold gjorde, at hans Navn var det eneste i den Krig, der blev
rigtig kendt og yndet af Folket. Han kommanderede jo fra først af i den
Skanse, der paa Grund af sin Beliggenhed var mest udsat, og dog paa
Grund af sit riflede Skyts istand til i nogen Tid at holde Kampen
gaaende. Uvilkaarlig gjorde man da baade her og paa fjendtlig Side ham
og Skansen til Et. Aviserne var fulde af Beretninger om ham; man mente,
at naar han ikke var i Stillingen, faldt det hele sammen.
Engang i April kom en Officer ud til Skanse II og spurgte Vagten for
Gevær, om Løjtnant Anker var i Skansen. »Nej,« sagde Vagten, »det er
Løjtnant Castenschiold.« »Ham kender jeg ikke og bryder mig ikke om at
gøre hans Bekendtskab,« var det Svar, som foer Officeren ud af Munden.
Hvortil Soldaten bemærkede: »Men vi, hans Mandskab, kender ham.«
Officeren har selv senere fortalt mig Historien med den Tilføjelse, at
han efter dette Svar var gaaet flov bort.
I Bladene hed det bl. a., at Anker nægtede at lade sig afløse fra sin
Skansevagt. Det mærkede jeg ikke noget til i den Tid, vi skiftedes. Det
hændte, at han den Dag, han skulde afløses, allerede Kl. 5 om
Eftermiddagen sendte mig sin Ordonnans med Bud, at jeg maatte komme
hurtigst muligt. Og jeg rykkede altid strax ud, medens han paa sin Side
gerne lod mig vente til ca. Kl. 11 om Aftenen.
Her som overalt gælder det, at den, der vil skrive Dybbøls Historie
efter Aviserne, kommer galt afsted. Det meste af, hvad der stod i dem,
var Løgn.
Jeg tror det var den 14de April, jeg kom ud for at overtage Skansen, og
Anker gik Ronden med mig. Med et Smil sagde han: »Naa, lille
Castenschiold, hvorledes synes De, Skansen tager sig ud? Mig synes, den
er godt pyntet. Vi sees vist ikke saa snart. Hvor tror De, De kommer
hen?«
Hvortil jeg svarede: »Enten mod Syd eller tilvejrs.« »Farvel,« sagde
han, »det tror jeg med.«
Men Anker maatte afløse mig endnu en Gang. Det var, saavidt jeg husker,
den 16de April ca. Kl. 11 om Aftenen, han kom derud. Da jeg viste ham
Skansen, som ikke saae godt ud, sagde han: »Fy for Satan, det gaar
ikke.« »Ja nu Farvel,« sagde jeg; »det var nok et uventet Møde.«
Jeg gav ham Haanden til Afsked; han saae meget alvorlig ud.
Derefter saaes vi ikke, før jeg tilfældig mødte ham i København en Dag,
efter hans Hjemkomst fra Fangenskabet.
Anker blev som bekendt taget til Fange den 18de April. De Prøjsere, der
gik mod Skanse II, havde Ordre til at tage ham levende, sagde man. Under
Fangenskabet blev der gjort megen Stads af ham, skønt han ikke forstod
Tysk. Han modtog bl. a. en anerkendende Adresse fra fjendtlige
Officerer. Og han og Rasmus Nellemann er de danske Hovedskikkelser paa
den prøjsiske Sejrssøjles Relief af Skanse II's Erobring.
Da jeg efter den 18de April laa saaret paa Lasarettet i København, havde
jeg en Del Besøg, men jeg mærkede nok, at de fleste kom for at høre
noget om Anker. Dekoreret var han blevet allerede under Kongens Besøg i
Stillingen. Ved sin Hjemkomst blev han Genstand for almindelig Hyldest.
Hans Portræt blev malet og senere købt af Frederiksborgmuseet, og
der blev overrakt ham en Æressabel, tilvejebragt gennem
Nationalsubskription; den hænger nu ved Maleriet. Damerne var rent vilde
efter ham, og han kunde ikke gaa paa Gaden uden at blive tiltalt af
Folk, der smigrede og trakterede ham.
Paa hans videre Bane har jeg ikke fulgt ham. Jeg fik en anstrængende
Virksomhed ude paa Landet, som i mange Aar optog mig helt. Men jeg var
med ved Ankers Begravelse i 1876. Det var paa Garnisons Kirkegaard; der
var mange flere Mennesker, end Kapellet kunde rumme, og blandt dem, der
maatte staa udenfor, var jeg, saa jeg hørte ikke Talen.
Siden har man talt om, at Anker i sine sidste Leveaar led Nød. Det hørte
jeg ikke noget til. Da jeg sidste Gang talte med ham i København, efter
hans Hjemkomst fra Fangenskabet, havde han Penge nok. Han fik sin Afsked
med Premierløjtnants Karakter, havde en Pension paa 1200 Kr. og en
lønnet Plads ved Laboratoriet; blev ogsaa paa anden Maade støttet.
Derimod hørte jeg, at han søgte mindre godt Selskab og tilbragte sin
meste Tid paa Kafeer. Han har vel næppe haft Karakter til at taale al
den Virak, man ofrede ham. Han var, saa længe jeg kendte ham, paa ingen
Maade forfalden, kun efter mit Skøn noget let -- en ikke meget tænksom,
ikke meget kundskabsrig, men godhjertet Svend. At se til var han baade
kønnere og mere militær af Holdning end paa Frederiksborgmaleriet, hvor
han fremstilles i Kappe, staaende ved en 84 Pd.'s Granatkanon bag et
pynteligt Jordbrystværn med Skansekurve og Skydeskaar -- vist fra faste
Batteri paa Amager!
For nogle Aar siden saae jeg Ankers Grav. Den laa uden omhyggelig Røgt.
Det synes mig usømmeligt. Var Anker et Meteor, saa var han dog som
saadan usædvanlig glimrende. Og har Nationen saaledes overøst en Mand
med Æresbevisninger i levende Live, bør den holde baade hans Grav og
hans Navn i Ære efter Døden.
Den Ære man fra alle Sider viste Anker, har jeg aldrig misundt ham, selv
ikke da han stod i Lyset og jeg i Skyggen. Min Virksomhed ved Dybbøl er
senere blevet mer end tilstrækkelig paaskønnet, og allerede under Krigen
havde jeg den Tilfredsstillelse at blive anerkendt af min Chef og mit
Mandskab.
Daværende Major Jonquières har privat meddelt mig, at det var hans
Skyld, jeg ikke blev dekoreret før den 17de April 1864; han var af
Princip imod Dekoration. Derimod indstillede han mig to Gange til
Kaptajn; det blev afslaaet. Senere tilbød Kongen mig Kaptajns Karakter;
da nægtede jeg at modtage den. I mine unge Dage vilde jeg gærne have
været Kaptajn paa min Chefs Indstilling.
Da jeg fik Ordre til i Ankers Forfald øjeblikkelig at overtage
Kommandoen i Nr. II, var det med den Tilføjelse, at man ikke et Minut
havde været i Tvivl om, at man burde betro mig den Kommando. De Ord
glædede mig, ligesom mit Mandskabs Bøn om at maatte følge mig derover.
Jeg har nævnt disse Ting, for at man skal forstaa, at jeg ikke misundte
Anker hans Udmærkelser.
Derimod er der een Ting, jeg har haft vanskeligt ved at tilgive ham. Det
er hans Forsømmelse af Brohovedet i den Tid, vi skiftedes til Kommando
der. Dette Punkt skal jeg senere vende tilbage til.