XX.

Samme Dag Major Lunddahl som højstkommanderende Artilleriofficer i

Dybbølstillingen kom til Sønderborg, gik han hele Skanserækken paa

Dybbøl Bjerg igennem med sine Officerer. Da han kom til venstre Fløj,

udtalte han: »Nr. I og II er meget udsatte; saafremt Prøjserne anlægger

Batterier med riflet Skyts paa Broagerland, vil de kunne beskyde

Skanserne paalangs og ødelægge dem.«

Lunddahl fik Broagerfronten forstærket i Nr. II, medens man ikke fik Tid

til at kassemattere de Kanoner i Nr. I, som skulde have virket mod

Broager.

Vi unge saae paa hinanden og gik og gættede paa, hvem af os der skulde

have disse Kommandoer. Ingen af os var lysten efter dem. Det blev

_Anker_, der fik Nr. II.

Naar han kom derud, veed jeg ikke. I Løbet af Januar afgik der

Transporter af Mandskab og Materiel til Dannevirke, og sidst paa

Maaneden blev Anker og Schønheyder sendt derned.

Schønheyder var syg og naaede ikke længer end til Lasarettet i

Flensborg. Anker derimod fik Kommando paa Holmen i Slesvig By og

skiftede den 3die Februar nogle Skud med Fjenden. Ellers har jeg intet

hørt om hans Virksomhed dernede. Men paa Flankebatteriet fik jeg siden

11 Mand af hans Besætning fra Holmen; de fortalte, at Anker havde gjort

forgæves Forsøg paa at faa Batteriets Kanoner med op ti Dybbøl, og at

han undervejs paa Tilbagetoget var blevet borte for dem.

Formodentlig har han faaet Kommandoen i Skanse II den 6te eller 7de

Februar, omtrent samtidig med, at jeg fik IX og X. Den 20de Marts Kl. 4

om Eftermiddagen fik jeg Ordre til at tage Kommandoen i Nr. II. Anker

var den Dag som let saaret afløst af Løjtnant Petersen fra Nr. IV, hvem

atter jeg afløste.

Faa Dage efter meldte Anker sig til Tjeneste igen. Fra den Tid af og

Belejringen ud skiftedes han og jeg til at have Kommando i Nr. II. Den

af os, der ikke var i Nr. II, havde som Tjeneste i anden Linje Kommando

i Kirkebatteriet paa Als og senere tillige Inspektion i N. Brohoved.

Indtryk og Minder fra Dybbøl · 第 21 / 36 题