Som sagt, kom allerede den første Nat Infanteriet, der skulde danne
Skansebesætning i Nr. IX. Det skulde have Nattekvarter i Blokhuset; der
inde var mørkt som i en Grav. Kompagnichefen bandede som en Tyrk paa, at
han rykkede ikke ind i det sorte Hul, før han fik Lys. Vi havde streng
Ordre paa ikke at brænde Lys i Blokhuset; hvorledes man har tænkt sig,
at Infanteriet ved en Allarmering da skulde finde ud gennem den meget
smalle Dør, veed jeg ikke. Jeg fandt det ikke mer end billigt, at
Kaptajnen forlangte Lys, og jeg skaffede ham Lys. Men det var stik imod
min Ordre.
Herefter blev han helt medgørlig og lovede at støtte mig paa bedste
Maade i min fortvivlede Stilling. Overhovedet var det mig en stor
Beroligelse at se og tale med Infanteriets Officerer. De hjalp mig efter
Evne og med god Vilje.
Vi unge Reserveofficerer af Artilleriet led meget ved ikke at have ældre
Officerer at raadføre os med. Ved Fodfolket havde de dog altid deres
Kompagnichef at holde sig til. Vi derimod blev sendt ud i en Skanse,
snart hist og snart her, og skulde klare os paa egen Haand.
Jeg veed ikke af, at jeg, mens jeg var paa højre Fløj, saa noget til den
jourhavende Artillerikaptajn, skønt han opholdt sig i Nr. VI. Og da jeg
laa paa Als, kunde der gaa en Ugestid, uden at jeg saa en højere Officer
af mit eget Vaaben. Man forstaar, at dette var uheldigt.
Af Befalingsmænd under sig havde Skansekommandøren maaske en
Underkorporal, højst en Reservekorporal. De var yngre og ikke mere
erfarne end vi selv; saa til megen Støtte for os var de ikke.
Og vore Kammerater saae vi kun lidt til. Ved Afløsningen var der ikke
Lejlighed til Samtale. Vi gik i Almindelighed ud med Ordren: Handl efter
Konduite! Og saa maatte vi under Ilden skøtte os selv.
Skansekommandørens Stilling var i det hele taget ikke misundelsesværdig.
Maaske var der intet Vaaben, hvor tilstrækkelig Uddannelse savnedes mer
end ved Artilleriet, baade hos Mandskab og Officerer. Som før
omtalt, havde man indtil 64 kun haft meget ringe Interesse for
Fæstningsartilleriet, der betragtedes som noget underordnet.
Hvorledes Krigsministeren overhovedet havde tænkt sig at forsyne Hæren
med Artilleriofficerer, forstaar jeg ikke. Han kendte dog Stillingen,
saavel Dannevirke som Dybbøl og Fredericia, maatte forud vide, hvor
mange Officerer der behøvedes. Og saa var der næppe Officerer nok til
Feltbatterierne. 3die Batteri, Klein, rykkede i Felten med følgende
Officersbesætning: Kaptajnen, en Premierløjtnant, som var sindssyg, og
Artilleriets yngste Reserveløjtnant, som kun var uddannet ved
Fæstningsartilleriet.
Endnu knappere var Officersbesætningen ved Fæstningsskytset. I
Dybbølstillingen var næsten alle Skansekommandørerne Reserveofficerer.
Og ganske vist kan man sige, at denne Tjeneste rent teknisk frembyder
færre Vanskeligheder end ved Feltartilleriet, hvor man er fuldstændig
umulig uden grundig og særlig Uddannelse. Men hverken dette eller den
Omstændighed, at Reserveofficererne gennemgaaende gjorde god Fyldest,
ophæver de Ansvarhavendes Forsømmelse: Vi havde alt for faa Officerer,
og altfor faa med tilstrækkelig Uddannelse.
Der blev ved Dybbøl kun ringe Afgang paa Artilleriofficerer. Hvordan
skulde Stillingen have ladet sig forsvare, hvis et større Tal var gaaet
ud som faldne og saarede?
Som det var, medførte dette Faatal af Officerer ulidelige Vanskeligheder
for de Overordnede med Posternes Besættelse. Gang efter Gang stod de og
vidste ikke, hvor de skulde finde en Stedfortræder for en enkelt
Skansekommandør, som uventet fik Forfald ved Sygdom eller paa anden Vis.
Og for os yngre var Følgen et grovt Misbrug af vore Kræfter.
Om Dagen sloges vi, om Natten maatte vi tilse Skansernes Udbedring og
modtage Ammunition. Vi blev jagede fra Skanse til Skanse, stadig til nyt
Mandskab; ja vi maatte kommandere to Skanser samtidig. Det er hændt mig,
at jeg, kommende fra Skansevagt i 1ste Linje, har meldt mig ved
Kommandoen og strax er bleven sendt ud paa Skansevagt i den
tilbagetrukne Linje; derfra igen paa Vagt i Nr. II, og derfra til
Kirkebatteriet og Brohovedet samtidig, og saa fremdeles, uden Mellemrum,
uden Hvil. Det sled paa Nervesystemet.
En Nat efter en anstrængende Dag modtog jeg fra Artillerikommandoen et
Brev med 2 Segl, altsaa til hurtig Expedition. Jeg var saa træt, at jeg
faldt i Søvn med Brevet i Haanden: først en Time senere vaagnede jeg op
i stor Forskrækkelse. Det var Bud om, at vi kunde vente et Stormangreb
den Nat. Heldigvis udeblev det.
Jeg mener ikke, at det var særlig mig, det gik ud over; en anden Officer
ved Kompagniet, Løjtnant _Petersen_, havde 15 Dages Tjeneste i Nr. IV,
med kun 1 Dags Hvil. Og jeg beklager mig ikke, det var nødvendigt
saaledes, eftersom der nu en Gang var for faa Officerer, og een Officers
Ukampdygtighed gik ud over alle de andre.
Men det kunde ikke være andet, end at baade vi og Tjenesten maatte lide
derunder. Og at der var i den Grad for faa Officerer, kan man dog med
Rette bebrejde de Mænd, der bar Ansvaret for vort Krigsberedskab.