Særlige Vanskeligheder fulgte af den Fejl, at Mandskabet ikke blev
afløst samtidig med Skansekommandøren. Da der ikke altid var Officerer
til at følge Afløsningen ud, var der ikke sjælden enkelte af Mandskabet,
som benyttede sig af det og blev hjemme. Man vidste aldrig bestemt, naar
man overtog en Skanse, hvor mange Mand man havde i den. Nøjagtig Kontrol
var umulig; skudfri Rum havde vi ikke, og man kunde dog ikke lade
Mandskabet stille til Appel under Fjendens Ild.
Det kunde ogsaa give Besværligheder paa anden Maade. Engang fik jeg
Extravagt. Officeren havde faaet Mavepine og meldt sig syg med det Løfte
til Mandskabet, at det skulde blive afløst samme Aften.
Da jeg indfandt mig i Skansen, blev jeg modtaget med temmelig nærgaaende
Krav paa den lovede Afløsning. Jeg svarede, at de maatte vente, til
Afløsningen kom; vi kunde ikke lade Skansen ligge uden Besætning.
De gentog imidlertid deres Fordring og trak sig tilbage for at forhandle
indbyrdes om, hvad de skulde gøre. Jeg lovede at skyde den første, som
forlod Batteriet før Afløsningen var der. Men det er ikke godt at vide,
hvad det kunde være blevet til, hvis der ikke til alt Held I Besætningen
havde været 6 Mand af min gamle Besætning fra Flankebatteriet paa Als;
de lod meget bestemt de andre vide, at de taalte intet Vrøvl, saa længe
jeg kommanderede. Og dette virkede maaske nok saa meget som min Trusel.
Men vist er det, at man under saadanne Forhold maatte tage Folkene med
en fast Haand, om ikke det hele skulde blive til Bolledejg.