IX.

Det var de fra Dannevirke tilbagevendende Tropper, der skulde have

udstillet Forpostkæde foran Stillingen den Nat. Men de var for

udmattede; der blev i Virkeligheden ingen Forposter udstillet. Det fik

jeg senere at vide.

Det havde ikke været rart, hvis Prøjserne var kommet. Havde de kendt vor

Svaghed, kunde de vist have fulgt vore vigende Tropper lige ind i

Sønderborg; ved en rask Fremrykning vilde hele Stillingen have været

deres.

De troede os stærkere, end vi var, og deres egne Folk var nok lige saa

medtagne af Forfølgelsen som vore af Tilbagetoget. Nok er det, de kom

ikke. Men det kunde jeg ikke dengang vide; min Ordre lød paa, at de

kunde ventes, og at jeg skulde staa rede til at modtage dem.

Det var en skrækkelig Nat. Stadig Forstyrrelser; borte fra Skanserne tre

Gange; hele Tiden i Uro for det ventede Angreb. Frygteligt, hvis det

kom, mens jeg ikke var tilstede! Og umuligt for mig, selv naar jeg var

der, at modtage Fjenden forsvarligt, som ene Kommandant i to lukkede

Skanser med uøvet og utilstrækkeligt Mandskab, uden Befalingsmænd.

Der var ikke en tør Trevl paa mig. Støvlerne var fulde af Snevand, og

træt var jeg efter at have arbejdet hele Dagen og haft mine natlige

Extrature, til Sønderborg og til Skanserne VIII og IV, foruden de mange

Smaature mellem mine egne to. Jeg maatte uafbrudt gaa op og ned for at

holde Blodet i Omløb.

Der var ganske vist en meget god Vagthytte til Skansekommandøren udenfor

Nr. IX. Men den overlod jeg Mandskabet til at koge Kaffe i. Og Kedlen

stod over Ilden hele Natten. Det kom bl. a. en Konstabel tilgode. Han

kom ind til os lige fra Marschen fra Dannevirke, kun i Vaabenfrakke.

Kappen og Tæppet havde han kastet undervejs. Han blev sat hen ved

Kakkelovnen og fik en Kop glohed Kaffe; det rettede ham noget. Men

Fødderne var slemt medtagne.

Majoren havde glemt den lovede Times Afløsning om Eftermiddagen, og jeg

havde ikke haft Lejlighed til at sende Bud efter Mad. Sulten var jeg

derfor ogsaa. Der var om Natten kommet Fodfolksbesætning i Skanse IX;

jeg husker, at en af Underofficererne overlod mig et Stykke Flæsk og en

Bid Brød. Det gjorde godt. Søvn fik jeg ikke den Nat, og meget lidt kun

de følgende.

Men endelig blev det da Morgen, og glad var jeg. Der kom en

Skansekommandør til Nr. X; saa havde jeg kun een Skanse at svare til.

Men i Nr. IX blev jeg i 4 Dage og 5 Nætter; saa længe lod Afløsningen

vente paa sig. Den 5te Nat var extra. Den Officer, der kom for at afløse

mig, erklærede at han var syg og ikke kunde tage Kommandoen.

Indtryk og Minder fra Dybbøl · 第 10 / 36 题