Det var de fra Dannevirke tilbagevendende Tropper, der skulde have
udstillet Forpostkæde foran Stillingen den Nat. Men de var for
udmattede; der blev i Virkeligheden ingen Forposter udstillet. Det fik
jeg senere at vide.
Det havde ikke været rart, hvis Prøjserne var kommet. Havde de kendt vor
Svaghed, kunde de vist have fulgt vore vigende Tropper lige ind i
Sønderborg; ved en rask Fremrykning vilde hele Stillingen have været
deres.
De troede os stærkere, end vi var, og deres egne Folk var nok lige saa
medtagne af Forfølgelsen som vore af Tilbagetoget. Nok er det, de kom
ikke. Men det kunde jeg ikke dengang vide; min Ordre lød paa, at de
kunde ventes, og at jeg skulde staa rede til at modtage dem.
Det var en skrækkelig Nat. Stadig Forstyrrelser; borte fra Skanserne tre
Gange; hele Tiden i Uro for det ventede Angreb. Frygteligt, hvis det
kom, mens jeg ikke var tilstede! Og umuligt for mig, selv naar jeg var
der, at modtage Fjenden forsvarligt, som ene Kommandant i to lukkede
Skanser med uøvet og utilstrækkeligt Mandskab, uden Befalingsmænd.
Der var ikke en tør Trevl paa mig. Støvlerne var fulde af Snevand, og
træt var jeg efter at have arbejdet hele Dagen og haft mine natlige
Extrature, til Sønderborg og til Skanserne VIII og IV, foruden de mange
Smaature mellem mine egne to. Jeg maatte uafbrudt gaa op og ned for at
holde Blodet i Omløb.
Der var ganske vist en meget god Vagthytte til Skansekommandøren udenfor
Nr. IX. Men den overlod jeg Mandskabet til at koge Kaffe i. Og Kedlen
stod over Ilden hele Natten. Det kom bl. a. en Konstabel tilgode. Han
kom ind til os lige fra Marschen fra Dannevirke, kun i Vaabenfrakke.
Kappen og Tæppet havde han kastet undervejs. Han blev sat hen ved
Kakkelovnen og fik en Kop glohed Kaffe; det rettede ham noget. Men
Fødderne var slemt medtagne.
Majoren havde glemt den lovede Times Afløsning om Eftermiddagen, og jeg
havde ikke haft Lejlighed til at sende Bud efter Mad. Sulten var jeg
derfor ogsaa. Der var om Natten kommet Fodfolksbesætning i Skanse IX;
jeg husker, at en af Underofficererne overlod mig et Stykke Flæsk og en
Bid Brød. Det gjorde godt. Søvn fik jeg ikke den Nat, og meget lidt kun
de følgende.
Men endelig blev det da Morgen, og glad var jeg. Der kom en
Skansekommandør til Nr. X; saa havde jeg kun een Skanse at svare til.
Men i Nr. IX blev jeg i 4 Dage og 5 Nætter; saa længe lod Afløsningen
vente paa sig. Den 5te Nat var extra. Den Officer, der kom for at afløse
mig, erklærede at han var syg og ikke kunde tage Kommandoen.