Den 7de Februar Kl. 7½ Morgen blev jeg kaldt op til Kommandoen. Jeg traf
Major Lunddahl syg og meget nervøs. Han gav mig følgende Ordre:
»De rykker uopholdelig ud og tager Kommando i Skanserne IX og X. De vil
finde Betjeningsmandskab derude. De skal gøre færdig til Skydning inden
Aften, til hvilken Tid De kan vente Prøjserne foran Stillingen. Jeg skal
foranledige Dem afløst mellem 2 og 3, for at De kan ordne Deres Sager,
da De strax rykker lige derud.«
Altsaa skyndte jeg mig ud til Skanserne IX og X.
De vare bestykkede med ialt 17 Kanoner, tildels af svært Kaliber. Efter
almindelige Regler havde der vel til dette Skyts været Brug for 2
Officerer og 4 Underofficerer. Dette Skyts var nu, fordelt i to lukkede
Skanser, undergivet mig som eneste Officer, uden Befalingsmænd, og med
et Mandskab, som i og for sig var utilstrækkeligt til Kanonernes
Betjening, og tilmed uøvet, uensartet, de ældre Aargange fra alle
Feltbatterierne, og mig ganske fremmed.
Vejret var uheldigt, af og til Sne med svag Frost; Terrepleinet (det
indre af Skansen) blev snart trampet op; vi vadede hele Dagen i Snesjap.
Da vi var færdige med det groveste, og jeg efter et anstrængende Dagværk
ved Aftenstid gav mig til at undersøge Ammunitionen, opdagede jeg til
min Skræk, at der manglede Friktionsrør. Skansen var altsaa ude af Stand
til at skyde. Jeg kunde ikke gaa ud fra, at min Naboskanse Nr. VIII
havde flere Friktionsrør, end den selv havde Brug for, -- hvis den i det
hele taget havde nogen.
Altsaa maatte Rørene hentes fra Sønderborg. Tilfældigvis vidste jeg,
hvor paa Slottet de laa. Men ingen af Mandskabet var kendt derinde, og
da Hæren fra Dannevirke allerede var begyndt at rykke ind i Byen, kunde
jeg vide, at der maatte være stor Forvirring. Sendte jeg en af mine Folk
afsted, var det højst usandsynligt, at han under disse Forhold kunde
finde netop en af de faa, der vidste Besked med disse Rørs Magasinering.
Men Friktionsrørene maatte vi have, naar jeg efter Ordre skulde staa
rede til at modtage Fjenden. Min eneste Udvej var da selv at gaa til
Sønderborg -- og lade mine to Skanser klare sig uden mig saa længe.
For ikke at gøre Mandskabet uroligt, listede jeg mig ubemærket bort, saa
snart Mørket faldt paa; der var jo ingen, jeg kunde give Kommandoen til
imens. Jeg løb alt hvad jeg kunde, lige ind til Sønderborg. Der var ikke
et Menneske paa Slottet; jeg gik uhindret ind i det Rum, hvor Rørene
laa, tog hvad jeg havde Brug for og skyndte mig tilbage ud i Nr. IX og
X.
Det var en sørgelig Tur; jeg mødte Tropperne, der kom fra Dannevirke,
alle Vaabenarter blandede mellem hverandre.
En Underkorporal af Artilleriet spurgte mig om sit Batteri. To
Infanterister gik og støttede hinanden i det glatte Føre, de kunde
næsten ikke mer. Lige som jeg gik forbi, faldt en af dem baglæns om;
hans Gevær gik af, og Kuglen traf en Marketenderhest, som faldt død ned
i Vejgrøften.
Jeg drejede af ad Aabenraavejen og naaede mine Skanser, vistnok uden at
nogen havde mærket min Fraværelse.
Hen paa Natten kom der Fodfolk ind i Skansen. Det skulde have været til
Nr. VIII, men kendte ikke Vejen. Officeren forlangte en Fører, og det
skulde være strax. Hans Folk var saa udmattede, at han tvivlede om at
faa dem op igen, hvis de først kom til Sæde. De kom lige fra Dannevirke.
Det sneede stærkt nu, og ingen af mit Mandskab vidste Vejen til Nr.
VIII, som laa temmelig langt borte. Altsaa maatte jeg selv ud. De arme
Folk stønnede ved at følge mig; jeg havde Hastværk. Forsvare to Skanser,
imens jeg viste Vej til en tredje, kunde jeg ikke. Jeg fandt Skanse VIII
nøjagtig, idet jeg gik paa Hovedet ned i dens Grav. Saa lod jeg Folkene
selv om at hitte ind og skyndte mig tilbage.
Det var anden Gang, jeg forlod min Post den Nat.
Længere hen paa Natten kom der Artilleri ind i Nr. X. Det skulde have
været op i Nr. IV. Havde jeg ingen, der kunde vise Vej til Nr. VIII, saa
havde jeg det langt mindre til Nr. IV, som laa helt ovre bag Dybbøl
Mølle. Det var en lang og besværlig Vej ved Nattetid i stærkt Snevejr.
Jeg tvivlede meget paa, at jeg selv i det tætte Snefald kunde finde
derover. Men Artillerikaptajnen vilde ingen Indvendinger høre. Han var
ikke blid, hans Stemme skingrede som en Trompet: Jeg havde at lystre
Ordre, og det strax!
Altsaa maatte jeg ud igen. De udmattede Artillerister maatte se at følge
mig saa godt de kunde. For mig gjaldt det at komme tilbage hurtigst
mulig; jeg gik med en ond Samvittighed. Heldigvis fik vi Øje paa Dybbøl
Mølle. Derfra var der ikke langt til Skanse IV. Men der var langt til
min Post -- som jeg nu for tredje Gang havde forladt!
Om det blev opdaget, paa hvilken Maade jeg havde forsvaret Skanserne IX
og X Natten mellem den 7de og 8de Februar, veed jeg ikke. Jeg var mig
bevidst, at jeg havde fejlet, men veed endnu den Dag idag ikke, hvordan
jeg skulde have undgaaet det. Jeg fortalte engang en Artillerigeneral om
min Skansevagt den Nat: han mente, at jeg havde handlet rigtigt. Men en
Krigsretsdom vilde vel have lydt paa Dødsstraf.