Hvad Jordarbejdet angaar, hindredes det i høj Grad ved det nu indtraadte
Frostvejr.
Heller ikke tog man overalt lige kraftig fat. Bataljonschefen tilbød
Ingeniørkaptajnen at stille hele Bataljonen til hans Raadighed til
Sløjfning af de mange Hegn foran Stillingen. Men Kaptajnen afslog det
med den Bemærkning, at det Arbejde kunde hans Ingeniører udføre paa faa
Dage. Den 18de April var han ikke blevet færdig med det.
Med Hensyn til selve Skanserne var det naturligvis ikke muligt paa den
givne Tid og med de forhaandenværende Midler i væsenlig Grad at ændre
deres Karakter. Svagt var de anlagt, og svage maatte de vedblive at
være. Frosten var i Vejen, Dagene var korte, og vi manglede Hestekraft
til Transporten.
Der laa nogle Feltbatterier, som ikke havde noget videre at tage sig
til; men det syntes ikke, at de kunde afgive deres Heste. Vi fik
Infanteribataljonens Chef til at laane os de 16 Heste, som hørte til
Bataljonens Ammunitionskærrer, men paa den Betingelse, at Trænkuskene
skulde køre dem.
De stillede da med Hestene en Morgen paa Slotspladsen. Men disse
Trænkuske var blevet vant til at drive og havde ikke Lyst til her at
sættes i Arbejde; de gjorde Hestene kørestædige, saa de stod ret op i
Luften. Jeg som Landmandssøn kunde nok se, hvordan det gik til. Jeg
henvendte mig til Lunddahl, som stod og saa paa det: »Tillader Majoren,
at jeg smider de Karle ned og sætter mine Konstabler op? Saa skal vi nok
faa Vognene ud.«
Men Majoren rystede paa Hovedet; det gik ikke an. Saa maatte vi lade
Trænkuskene føre deres Heste hjem igen.
Trods alt blev der udrettet en Del. Vi hængte godt i, og efter
Omstændighederne blev Resultatet nogenlunde. Det er galt, naar Oberst
_N. P. Jensen_ i sin Bog om Krigen 64 paastaar, at ikke en eneste Skanse
var i Forsvarsstand, da Hæren kom fra Dannevirke den 7de Februar. I alle
Skanserne var der Kanoner og Ammunition, og de fleste af dem var
forsynede med Stormpæle i Gravene.