Noget før eller senere maatte jo komme ud paa ét. -- Det var saa
længe siden, de var komne til Erkjendelse om, at deres Samliv var
uholdbart, og de havde hver paa sin Vis lidt saa meget, at de troede,
at en Skilsmisse vilde blive en Befrielse for dem.
Denne samme Betragtning havde foresvævet dem begge. Men nu, da
Skridtet var gjort, mærkede de, at der dog endnu var noget, der
gjorde dem ondt, trods det, at Baandet var løsnet.
Hvor meget de end havde været til Plage for hinanden, var der to
Tilknytningspunkter, hvis Betydning de havde undervurderet. Barnet,
som de begge elskede, og Hjemmet, som de havde vænnet sig til at leve
i. Men Kløften mellem dem var altfor dyb til, at de kunde tænke paa
at gjøre Skridtet tilbage.
Henning var maaske den, der led mest, thi han følte sig mest ene. Han
havde gjenvundet sin Frihed, men han vidste ikke længere, hvad han
skulde bruge den til.
Og hans Søn? Han savnede undertiden Barnet saa haardt, at han blev
sjælesyg af Længsel efter det.
Til sine Tider kunde han med et Slags Raseri kaste sig over sit
Arbejde; i andre Øjeblikke var han fuldstændig uskikket til at
bestille noget. Dage igjennem lukkede han sig inde i sit Atelier
eller strejfede omkring langt borte fra Byen, sky for Synet af andre
Mennesker.
Derpaa kunde det pludselig falde ham ind at opsøge de lystigste af
sine Kammerater, være med til støjende Gilder, hvor han var den
kaadeste af Flokken, men kun for strax efter at synke hen i en sløv
Tungsindighed.
Lænken var bristet, men Saarene, den havde efterladt, kunde han ikke
faa helede.
Han vilde glemme de mislykkede Aar, der laa bag ved, og som vedblev
at tynge paa ham. Han besluttede at trække saadanne Vexler paa sine
Kræfter, at der ikke blev en Tanke tilovers til Fortiden.
Med dette Forsæt tog han atter fat paa Maleriet. Han havde faaet en
Kjøber til sit store Billede: »Enkens Søn«, der skulde være færdigt
til den næste Foraarsudstilling. Men for ogsaa at være sysselsat om
Aftenen lærte han sig at radere og udførte nogle Kopier af sine egne
Billeder.
Saa snart han følte sig træt af Arbejdet, tog han bort paa lange
Udflugter midt i Vinterdagenes Slud og Kulde, for ikke at faa
Stunder til at falde hen i de gamle Grublerier.
Der var kommet en feberagtig Uro over ham. Han tvang sig til
uafladelig Virksomhed, med en Følelse af, at den første Gang, han
hørte op dermed, vilde han synke sammen for ikke at rejse sig mere.
--
Det var i den første Halvdel af Vinteren, et Par Dage før Jul.
Henning havde i flere Dage ikke forladt sit Atelier og havde nægtet
sig hjemme for sine Kammerater.
Det var ganske pludselig, han kom til at tænke paa, at det var ved
Juletid. Han saa Kaptajnens Oppasser -- i Villaen overfor -- komme
slæbende med et Grantræ, ledsaget af sit Herskabs lille Søn. --
Det mindede ham om den ensomme Jul, der ventede ham, og det mindede
ham tillige -- ligesom saa mange andre ubetydelige Ting gjorde det
hver eneste Dag -- om Aage, hvem han kun saa i Ny og Næ, naar Minna
efter den trufne Overenskomst sendte Drengen ud i Besøg til ham.
For at blive disse Tanker kvit besluttede han at tage bort fra Byen,
indtil Julen var forbi. Han havde ingen Venner paa Landet, som han
skjøttede om at besøge, men han kunde jo tage Ophold i en eller anden
Kro og maaske med det samme male nogle Studier.
Det var i alt Fald bedre end at blive hjemme, hvor der var saa trist
og ensomt.
Med den feberagtige Ivrighed, hvormed han i den sidste Tid havde
vænnet sig til at udføre enhver ny Beslutning, gav han sig til at
pakke en Haandkuffert og gjøre sin Malerkasse i Stand. Han vilde tage
afsted næste Morgen med et af de første Tog. --
Fra den blaa, frostklare Luft kastede Vintersolen sine Straaler
paa Træerne i Alléen, der stod som overdryssede med det fineste,
kridhvide Pudder. En Flok Krager kredsede muntert skrigende omkring
de nøgne Trætoppe. Folk vandrede med rødmussede og fornøjede Ansigter
gjennem Alléen, hvor Sneen knirkede under deres Støvlesaaler,
medens deres Aande formede sig som smaa, lette Skyer i den kolde
Luft. Bybude kom traskende med store Pakker eller slæbende med
kæmpemæssige Grantræer. Børn løb til Skole med glædestraalende
Miner i Bevidstheden om, at det var den sidste Skoledag, før Ferien
begyndte.
Paa Banegaarden var der Trængsel af Folk, der skulde afsted med Toget
for at fejre Julen hos Slægt og Venner paa Landet. Og allesammen saa'
de saa tilfredse og fornøjede ud.
Der var en evindelig Løben frem og tilbage i Vestibulen og en Puffen
og Støden for at faa Rejsetøjet indskrevet, men det skete altsammen
med den godmodigste Mine af Verden. -- Man havde bare saa frygtelig
travlt.
Saa gled Toget endelig langsomt hen ad Skinnerne, og Folk, der blev
tilbage, nikkede og smilede og viftede med Lommetørklæder.
Henning sad i et Hjørne af Kupéen. De glade Mennesker og den livlige
Snakken rundt om ham gjorde hans Ensomhed endnu føleligere. Han trak
Vejret lettere, da de var komne et Par Mil bort fra Byen, og Toget
bruste frem gjennem det stille, vinterklædte Landskab.
Marker og Kjær laa glindsende hvide i det friske Sollys; fra
Bøndergaardenes Skorstenspiber steg Røgen lodret til Vejrs,
fortællende om Travlheden i Køkkenet med at træffe de sidste
Forberedelser til Julemaaltiderne. Langt ude i Horisonten tegnede
Skovbrynet sig i et skarpt Omrids mod den mørkeblaa Luft. --
Han steg ud af Toget ved en Mellemstation midtvejs paa
Banestrækningen. Han havde intet bestemt Maal for sin Udflugt og
kunde ligesaa gjærne slaa sig til Ro det ene som det andet Sted.
En Dreng, som han traf udenfor Stationsbygningen, bar hans Tøj op til
Gjæstgivergaarden.
Han bestilte Frokosten bragt op paa sit Værelse og satte sig hen ved
Vinduet og saa' ud paa den lange, snævre Kjøbstadgade, der bugtede
sig saa stille og øde mellem de lave Huse, at den for den Sags Skyld
gjærne kunde have tilhørt en uddød By.
Det var i Grunden et fortvivlet Indfald at rejse paa Maa og Faa ud
i Landet. Han havde vistnok gjort bedre i at slaa sig sammen med
nogle af sine Kammerater og holde Jul med dem paa gammel Ungkarlevis.
Paa den Maade vilde det maaske bedre være lykkedes ham for nogle
Øjeblikke at glemme det, som nu en Gang ikke kunde være anderledes.
Kakkelovnen i det Gjæstekammer, der var blevet anvist ham, røg. Han
maatte ringe en halv Snes Gange paa Stuepigen, før hun kom op og fik
Ilden til at brænde. Hun undskyldte sig med, at de havde saa travlt
i Anledning af, at Byens broderlige Skydeselskab vilde samles første
Juledag til et Fællesmaaltid paa Hotellet.
Værelsets Uhygge og den dorske Stilhed, der herskede omkring ham,
blev tilsidst helt utaalelig. Han tog sin Malerkasse og besluttede at
vandre til Fods op til en Landsby, der var bekjendt for sin smukke
Beliggenhed ved Skov og Sø -- en halvanden Mils Vej fra Kjøbstaden.
--
Vejret havde imidlertid forandret sig. Luften, der om Morgenen havde
været klar og sollys, var bleven overtrukken med graa, snetunge
Skyer, og nu og da kom der et kort, skarpt Vindpust.
Han lagde ikke Mærke dertil, men gik hurtig frem ad Landevejen, der
først snoede sig et Stykke mellem aabne Marker og derpaa førte tværs
igjennem en Kratskov, fra hvilken man ad en Bivej kunde naa Landsbyen.
Der var en lille tarvelig Kro, lige over for Smedien. Hammerslagene
lød kraftige og taktfaste ud paa den stille Vej. Udenfor
Krostuedøren gik nogle kaglende Høns og skrabede i Sneen. --
Henning gik derind.
Det lave, firkantede Rum, med en Bjælke tværs under Loftet, var
indrettet halvt som Skjænkestue, halvt som Kjøbmandsbod. Den ene
Længdevæg var skjult af Hylder og Rum, fyldte med forskjellige
Handelsvarer, og adskilt fra den øvrige Del af Stuen ved en bred,
fyrretræsmalet Disk. Den modsatte Væg optoges af en Slagbænk med Bord
foran.
Henne i et Hjørne stod en gammeldags Bilæggerovn af ualmindelig
svære Dimensioner, fra hvilken der udstraalede en osende Varme, som
blandede sig med Lugten af røget Flæsk og Spegesild.
Stedet var ikke videre indbydende, men alligevel hyggeligere, syntes
Henning, end den forlorne Komfort i Kjøbstadshotellet. Han vilde slaa
sig til Ro der. Kunde han blot faa den dræbende lange Tid til at gaa,
var det ham lige meget, hvor han befandt sig.
Han stod og saa' over paa Smedien, hvor Ilden blussede med en klar,
skinnende Flamme. Smedens brede Ryg, dækket af en blaa Arbejdsbluse,
viste sig i Skæret fra Essen, medens Manden bøjede sig over et Stykke
Jærn, som han hamrede løs paa, saa Gnisterne spruttede til alle
Sider. --
Det kunde bruges. Henning aabnede sin Malerkasse, der var indrettet
til at gjøre Tjeneste som Staffeli paa samme Tid; tog Pensler og
Palet frem, men paa en langsom og mekanisk Maade -- ikke fordi han
følte sig oplagt dertil, men kun for at have noget at beskæftige sig
med.
Efterhaanden som han udførte Skitsen, fik Arbejdet mere Interesse
for ham. Og Smeden blev staaende derovre, saa udholdende, som om han
havde været en bestilt Model. --
Der gik et Par Timer. Kromanden havde en halv Snes Gange mindet ham
om, at Skinken og Æggene stod og blev kolde. Saa rejste han sig
omsider og pakkede sine Sager sammen.
Det var allerede begyndt at blive mørkt, og Luften var bleven mere og
mere overtrukken. Af og til slog nogle tykke Snefnug mod Vinduesruden.
Manden kom ind og spurgte, om Herren ønskede at overnatte i Kroen.
Det vilde vist ikke blive Vejr til at vende tilbage til Kjøbstaden,
og det var jo desuden allerede sent paa Dagen.
Henning betænkte sig et Øjeblik, men den samme stundesløse Uro, som
han havde følt hele Dagen, var atter kommen over ham. Han vilde
hellere vende tilbage til Hotellet for næste Morgen at rejse længere
nordpaa.
Lidt efter brød han op uden at høre paa Kromandens Forudsigelse om,
at det ganske sikkert vilde blive et forrygende Vejr ud paa Aftenen.
Herren gjorde meget bedre i at blive. --
Han havde næppe tilbagelagt en Fjerdepart af Vejen, før Snefoget
brød løs. Først med enkelte, stærke Vindstød og derpaa i stadig
heftigere Byger, indtil de samlede sig sammen til en alvorlig
Snestorm.
Det var nu helt mørkt, og Sneen, der piskede ham lige i Ansigtet,
blindede ham endnu mere, saa han maatte anspænde hele sin
Opmærksomhed for at kunne følge Vejen.
Han var kommen et godt Stykke ind i Kratskoven, hvor han hvert
Øjeblik tumlede mod et Træ eller en Busk. -- Saa længe han kunde
føle, om han havde den slagne Vej under sine Fødder, lykkedes det ham
endnu at famle sig tilbage til den rette Kurs, men efterhaanden som
Sneen lagde sig i tykkere Lag, blev det vanskeligere at styre efter
dette Spor.
Han vilde vende tilbage til Kroen, men kunde ikke længere finde
Vejen. Og han mærkede af den bløde Grund under Fødderne, at han paany
var kommen i en fejl Retning.
Trods det højst ubehagelige ved den Situation, hvori han befandt sig,
var der tillige noget latterligt ved denne Løben rundt i Mørket,
kæmpende med Træstammer og Krat, der hvert Øjeblik spærrede ham Vejen.
Skulde han være nødt til at strejfe omkring paa denne vanvittige
Maade, til det blev lys Dag? --
Blodet begyndte at banke i hans Tindinger, og han følte en svidende
Fornemmelse i Øjnene af den uafladelige Stirren ud i det endeløse
Mørke.
Saa faldt det ham ind, at naar han blev ved at gaa ligefrem, maatte
han i alt Fald omsider komme ud af Kratskoven. -- Havde han først
naaet aaben Mark, vilde det vel lykkes ham at finde et Hus, hvor han
enten kunde overnatte eller faa en Vejviser til den nærmeste Landsby.
Men at styre i en nogenlunde ret Linie, var ikke saa nemt, som han
troede. Skoven blev tættere, jo længere han kom frem, og han maatte
gjøre idelige Omveje for at bane sig Vej frem efter.
Hans Kræfter begyndte at slappes, men paa samme Tid fordobledes hans
Energi, indtil den blev som en Feber, der jog gjennem hans Blod. Han
begyndte at løbe -- stedse hurtigere -- uden at ænse de Hindringer,
han mødte, medens det hamrede og suste i hans Hoved, som om han
skulde blive forrykt.
Han havde ingen Forestilling om, hvor længe han havde fortsat denne
vilde Fart. Saa -- paa én Gang -- mærkede han, at Grunden skred bort
under hans Fødder; han følte et heftigt Stød, der fik det til at
flimre med en Masse Ildgnister for hans Øjne, og det forekom ham, at
han sank længere og længere ned i en bundløs Afgrund. --
* * * * *
Da han vaagnede, var det lys Dag. Han befandt sig i den samme Kro,
som han havde forladt den foregaaende Eftermiddag -- pakket ned
mellem nogle kæmpemæssige Dyner i et Monstrum af en Seng.
Erindringen om Snefoget og Vandringen i Mulm og Mørke over Stok og
Sten, indtil han til sidst ikke mere vidste af sig selv -- stod
taaget og uklar for ham. Han havde en hed, brændende Fornemmelse i
Hovedet, og det ringede uafbrudt ligesom med en Mængde smaa, skarpe
Klokker for hans Øren, men ellers mærkede han intet Ildebefindende,
der kunde være en Følge af Gaarsdagens Æventyr.
Hvorledes han atter var kommen hen i Kroen, vidste han ikke.
Udenfor Sengen stod et Bord, paa hvilket der var stillet en
Messingstage med et halvt udbrændt Lys. Han bankede med Stagen i
Bordpladen, indtil hans utaalmodige Kalden endelig blev besvaret, og
en bondeklædt Pige traadte ind.
»Næ -- se -- er Herren vaagnet,« udbrød den landlige Terne med
et saa stærkt Udtryk af Forbavselse, som om det var noget af det
allermærkværdigste, der kunde være hændet.
»Det var ellers farligt, saa han var kommen afsted,« tilføjede hun
godmodig. »Ja han kan da takke sin gode Lykke og Niels Olses Jens
for, at han slap saa vel fra den Tur. Det var aldrig gaaet godt, om
han var bleven liggende derude i det farlige Vejr.«
Henning spurgte om, hvordan han var kommen tilbage til Kroen.
Jo, se. Herren maatte være gaaet fejl af Vejen og trillet ned ad
Skrænten derovre ved Nøddebæk, tæt oven for Niels Olses Hus, for dér
havde de fundet ham saa død som en Sild. Og saa havde de bragt ham
hen til Kroen. Det var kun en lille Fjerdingvej derfra. Han maatte
ordentlig have turet omkring i Mørket. Da de var komne bærendes med
ham, havde han snakket en svær Mængde forvirret Tøjeri, og Husbond
vilde først have sendt Bud efter Doktoren, men han havde ikke rigtig
turdet sende nogen afsted i det slemme Vejr. Saa havde de puttet ham
i Seng for at se det an til den næste Morgen. Jo, nu skulde hun strax
kalde paa Husbond.
Henning bad om at faa sine Klæder; han fejlede ikke noget og ønskede
at staa op.
Pigen saa hovedrystende paa ham og gik bort for at opfylde hans
Forlangende.
Kromanden traadte ind med hans Klæder, der var blevne tørrede ved
Ovnen, og Henning holdt fast ved sit Forsæt om at staa op.
Han følte sig dog mere mat, end han havde troet, og et Par Gange
sortnede det for hans Øjne, saa han maatte holde sig fast ved
Sengestolpen. Men han vilde afsted alligevel.
Saa lod Kromanden spænde for uden at gjøre flere Indvendinger, men
han rystede betænkelig paa Hovedet, ligesom Pigen nylig havde gjort.
»Det var dog farlig, saa den Mand var bleg,« sagde han til sin Kone,
da han atter traadte ind i Stuen, efter at Vognen var kjørt. »Det
hang vist ikke rigtig sammen med den Kjøbenhavner, saa pæn han ellers
saa ud i Klæderne.« --
Vognen arbejdede sig møjsommelig frem gjennem det tunge Føre. Henning
havde faaet Kromandens Fodpose til Laans og hans tykke Pels ovenpaa
sin Vinterfrakke, men han frøs ikke des mindre, saa det isnede
gjennem ham.
Og paa samme Tid vedblev det at ringe inde i hans Hoved med en
besynderlig tom Lyd, ligesom der var gaaet noget itu derinde.
De snedækkede Marker og de tynde, forkrøblede Trær, der var plantede
langs Vejkanten, gled forbi ham med en underlig taaget Uvirkelighed.
Undertiden forekom det ham, at Markerne løftede sig op og pressede
ind paa begge Sider af Vognen, saa at den ikke kunde komme længere.
Men strax efter sænkede de sig igjen, saa dybt, dybt ned, at der kun
blev en ganske smal Strimmel tilbage, paa hvilken Vognen fór frem med
Fare for at styrte ned i det gabende Svælg, han bildte sig ind at se
paa begge Sider. --
De naaede Stationen et Par Minuter før Togets Afgang til Kjøbenhavn.
Henning skiltes fra den skikkelige Bondeknøs, der havde kjørt for
ham, gik ind og løste Billet, vandrede nogle Øjeblikke frem og
tilbage i Ventesalen, indtil Toget gled frem foran Perronen, og
Dørene blev aabnede, og tog saa Plads i en Kupé.
Han gjorde alt dette ganske rolig og afmaalt, og med Undtagelse af
den stærke Bleghed i hans Ansigt, vilde ingen have mærket noget
paafaldende hos ham. Derimod forekom det ham, at han handlede aldeles
mekanisk, uden at vide, hvad han foretog sig -- som om det var en
anden, usynlig Person, der ledede hans Bevægelser. --
Medens han sad alene i Kupéen -- det var et Godstog, og der var ikke
mange Passagerer med -- prøvede han paa at samle sine Tanker. Men det
var ham umuligt at komme paa det rene med, hvorvidt han først var
rejst ud samme Morgen og nu vendte hjem igjen, eller om han allerede
havde været flere Dage borte.
Med Undtagelse af denne underlige Forvirring følte han ikke noget
videre Ildebefindende. Kun det, at jo mere han tænkte, des mere
uklare og forvirrede blev alle hans Erindringer.
Og inde i Hovedet paa ham vedblev det at ringe med disse utallige
smaa, skarpe Klokker. --
Toget naaede Kjøbenhavns Banegaard. Han samlede sit Rejsetøj sammen,
forlod Kupéen, gik gjennem Ventesalen, raabte en Droske an, steg op i
Vognen og gav Kusken sin Adresse -- altsammen paa den samme mekaniske
Maade og med den samme Fornemmelse af, at det i Grunden slet ikke var
ham, men en helt anden Person, der besørgede det.
Da Drosken holdt udenfor hans Hjem, steg han ud og vilde tage
sin Portemonnai frem, men skjønt den som sædvanlig laa i hans
Benklædelomme, maatte han famle længe efter den, før han fandt den.
Han rakte Kusken nogle Penge -- hvor mange, vidste han ikke --
og Manden saa forundret paa ham, fordi Beløbet var en halv Snes
Gange større end det, han skulde have. Han troede aabenbart, at
hans Passager var beruset -- et Tilfælde, der jo ofte kan møde en
respektabel Droskekusk -- og han gjorde ham opmærksom paa, at der
var flere Penge, end Turen kostede. Men Henning nikkede blot med en
aandsfraværende Mine og vaklede gjennem Havelaagen, tværs over den
lille Have foran Huset.
Tjenestepigen, der havde set ham oppe fra Vinduet, lukkede op, men
fór angst tilbage _ved_ Synet af hans dødblege Ansigt.
»Aa Gud -- Herren er vist syg!« udbrød hun. --
Han hørte hende ikke, men tumlede ind i Atelieret, der laa til
venstre for Entréen. Pigen fulgte forskrækket bag efter.
Da han var kommen derind, blev han staaende nogle Sekunder og saa sig
om med et stirrende, tomt Udtryk i Blikket, som om han ikke kjendte
Stedet igjen. Pludselig løftede han begge Hænder op til sit Hoved --
der gik et skarpt, smertende Stik gjennem hans Nakke -- og han faldt
tungt om paa Gulvet. --