Minna stod i sin fulde Højde foran ham -- bleg og med Ansigtet
ligesom fortrukket af Smerte.
»Og denne Gang er det din faste Beslutning?« sagde han med tilkæmpet
Fatning.
»Ja -- vi vil begge være bedst tjente dermed,« svarede hun haardt.
»Maaske du har Ret. Værre end vi har havt det de sidste Aar, kan vi
næppe faa det. Men Aage ...?«
»Hvis du gjør Fordring paa det, maa du beholde ham. Ikke en Gang for
hans Skyld vil jeg leve sammen med dig.«
»Glem ikke, at du ogsaa har Skyld i, som det er gaaet. -- Havde du
villet, kunde meget have været anderledes. Jeg siger det ikke for
at besmykke min Uret eller for at overtale dig til at forandre din
Beslutning, men fordi jeg ønsker, at du skal erkjende Sandheden lige
saa fuldt, som jeg gjør det.«
»Aa ja -- jeg gjør mig ikke bedre, end jeg er,« svarede hun med
skærende Bitterhed. »Jeg ved nok, at jeg ikke har været synderlig
blid eller hensynsfuld mod dig. Det ligger nu en Gang ikke i min
Karakter at være det. Men en ærlig og hæderlig Kone har jeg været,
mens du har fæstet dit Sind til andre og hyklet Venlighed mod mig. Du
har krænket mig saa dybt, som nogen Hustru kan blive krænket af sin
Mand.«
»Men tror du ogsaa, det vilde være sket, hvis du havde bestræbt dig
for at blive den rette Hustru for mig?« udbrød han. -- »Der har været
en Tid, hvor du let kunde have gjort mig til en god Mand. -- Jeg
advarede dig en Gang om, hvad Enden kunde blive.«
»Men du, som Manden, maatte naturligvis være den klogeste og
stærkeste. Det er sørgeligt, at du ikke har været det. Jeg har mistet
den sidste Rest af Agtelse og Tillid til dig, og jeg vilde skamme mig
over mig selv for hver Dag, jeg længere levede under Tag med dig.«
Henning saa med et bedrøvet Blik paa hende og drog dybt efter Vejret.
»Jeg skal ikke gaa i Rette med dig for de stærke Udtryk, du bruger,«
sagde han. »Denne Strid om, hvem af os der har den største Skyld, er
og bliver ørkesløs«. -- Han fór med et forpint Udtryk med Haanden hen
over Panden og vedblev saa: »Jeg ved desværre kun altfor godt, hvor
meget jeg har fejlet, og hvilken Uret jeg har begaaet mod dig. Lad os
ikke spilde flere Ord derpaa. Jeg giver dig jo Lov til at handle,
som du vil, og erkjender, at jeg har forspildt min Ret til at bevæge
dig til at forandre din Beslutning. Men lad os i det mindste skilles
uden flere haarde og saarende Ord.«
»Og Aage --?« spurgte hun lidt forvirret.
»Da jeg intet har at bebrejde dig i dit Forhold som en retskaffen
Kone -- saa er det rimeligt, at Drengen bliver hos dig. Maaske du vil
lade ham besøge mig en Gang imellem ...«
Han tvang med Magt Ordene frem i en rolig Tone. Saa vendte han sig
pludselig om og gik hurtig ud af Stuen.
Hun gjorde en Bevægelse, som om hun vilde standse ham, men lod i det
samme Armene synke ned.
Nej -- det maatte have en Ende. Dette sidste, der var kommet mellem
dem, kunde hun ikke glemme. Han havde jo desuden en Gang sagt til
hende, at hun ødelagde og forgiftede hans Liv -- og det var maaske
sandt, thi hun havde ikke holdt af ham, som hun skulde. Og nu vidste
hun, at hun havde mistet enhver Plads i hans Hjærte -- nej, det
_maatte_ være forbi mellem dem, om hun saa bag efter skulde komme til
at græde Blod derover. --
Henning var gaaet ud, og da han kom hjem sent ud paa Aftenen, var
Minna taget bort med Drengen -- hjem til sin Moder.
Han gik ind i Sovekammeret, hvor Minnas og Barnets Senge stod. Paa
Sengestolpen hang endnu en af Aages smaa Bluser, som de havde glemt
at faa med. Og midt paa Gulvet stod hans Hest og Vogn; Tømmen var
bunden fast til et af Stolebenene.
Det forekom ham, at Minna og Aage endnu maatte være i Huset. Et
Øjeblik bildte han sig ind, at han hørte Drengens friske Latter i
det tilstødende Værelse. Han vidste, at det var en Indbildning, men
lukkede alligevel Døren op og saa ind i den tomme Stue. --
Alene. Det var altsaa omsider blevet Enden paa det. -- Og dog ikke
andet, end hvad han saa tit havde ønsket.
Men alligevel knugede han sine knyttede Hænder mod Panden, medens han
gik op og ned ad Gulvet uden at kunne faa Ro paa sig -- og blev ved
at gaa saaledes, rastløst frem og tilbage, indtil det første Dagskær
brød ind i Kammeret.