XX.

En tynd Solstraale listede sig ligesom frygtsomt hen over den

smeltede Sne, skinnede -- saa godt den kunde -- paa et Par

ungdommelige Vintergjække ude i Haven og krøb derpaa op ad Muren,

lige op til et Vindue i Stueetagen og lod den sidste Rest af sit Lys

glide ind mellem det halvt nedrullede Gardin og Vindueskarmen.

Solstraalen havde derefter endnu saa mange Kræfter tilovers, at den

kunde kaste et Par spredte Glimt paa Stuegulvet, men de naaede ikke

hen til en Seng, der stod med Hovedgjærdet op til Væggen lige over

for Vinduet.

Midt ude paa Gulvet var der opstillet et Staffeli med et stort,

næsten fuldført Billede. Det forestillede en Moder, der i den

heftigste Hjærteangst kaster sig over sin Søns afsjælede Legeme.

Henning havde forlangt at faa sin Seng flyttet ind i Atelieret, og

han vilde have Billedet staaende saaledes, at han kunde se det fra

det Sted, hvor han laa.

Naar Feberen var over ham, talte han uafladelig om dette Billede.

Den livløse Yngling, der var malet paa Lærredet, syntes ham at antage

lille Aages Træk, og han skreg i den heftigste Vaande, hvorfor

Skæbnen dog havde været saa grusom at lade Drengen leve, til han var

bleven en smuk og kjæk Yngling, for derpaa at strække ham kold og

stiv paa det uhyggelige Leje.

Til andre Tider bildte han sig ind, at det var sig selv, han havde

malet, og at den jamrende Kvinde, der havde kastet sig over hans Lig,

var Minna -- hans Hustru.

Men i de Timer, hvor han var ved sin Bevidsthed, laa han ganske

stille og saa hen paa Maleriet, medens der viste sig et glad Smil om

hans Mund. --

En Gang var Hans Frederik ude at se til ham. Den unge Skuespiller tog

sig Vennens haabløse Sygdom saa nær, at han for Tiden havde glemt

sine Citater af Alverdens ny og gamle Poeter. Han sad ved Siden af

Hennings Seng og trykkede af og til hans magre Haand, men ingen af

dem talte synderlig. Henning havde den Dag været mere aandsklar end

før under sin Sygdom.

»Du -- Hans Frederik« -- sagde den syge pludselig og tog fat i

Vennens Arm -- »sig mig -- men ærlig, forstaar du -- om du tror,

at det er sandt, hvad de andre fortæller -- at det -- der henne --

er godt? -- Jeg ligger og piner mig med den Ide, at de bare er saa

elskværdige at sige det, fordi jeg er syg. Og du ved ikke, hvor

gjærne jeg vilde lægge mig til at dø med den Bevidsthed, at jeg

virkelig havde været Maler -- ikke en, der havde fusket i en Kunst,

hvori han ikke havde noget at gjøre. -- Det vilde maaske faa mig til

at tro, at mit Liv havde været noget mindre mislykket ...« tilføjede

han sagtere.

»Aa -- Fanden i Vold med at dø,« sagde Hans Frederik paa en lidt

ukristelig, men ikke des mindre højst velment Maade -- »du kommer

dig saagu' nok, gamle Dreng, naar du bare lader være at ligge der

og snakke om et mislykket Liv. Hvad er det, der er mislykket? Ikke

det allermindste. De siger allesammen, at dit Billede bliver et af

de bedste paa Udstillingen -- hvad kan du saa forlange mere? Naa --

og hvad det andet angaar -- saa vil det jo ogsaa blive godt, naar du

først er bleven rask. Ikke sandt, Henning -- hun har víst i denne

slemme Tid, at hun kan være saa kjærlig og opofrende som nogen Hustru

-- brav og hæderlig har hun jo altid været -- hvad skulde der saa

være i Vejen for, at al Ting kunde blive godt mellem jer? -- Du ved,

at jeg i sin Tid har opgivet Theologien, fordi jeg principmæssig

hader Prædikener baade med og uden Præstekjole -- men jeg vil dog

sige dig, at I har al Grund til at betragte dette som en Lære, I vil

være taknemlige for i Fremtiden ...«

Henning saa paa ham med et varmt Blik og trykkede hans Haand.

»Du er en brav Fyr, Hans Frederik, og du mener mig det godt. Men

hvorfor vil du forsøge paa at bilde mig noget ind, som du ikke selv

tror paa? Du ved lige saa godt som jeg selv, at jeg ikke har mange

Uger tilbage. Og jeg forsikrer dig, at jeg tænker ganske rolig

derpaa. -- Naar jeg blot ved, at Minna og Drengen maa faa det godt.

Du kan være vis paa, Hans Frederik, at det er bedst saaledes. Der

ligger saa megen Svaghed og Halvhed bag ved mig, og jeg er kommen

til at stole saa lidt paa mig selv, at jeg sandsynligvis vilde bukke

under igjen for den første Hindring, der traadte mig i Vejen. --

Nej -- jeg vilde alligevel ikke i Længden du til at udrette noget

ordentligt.«

»Det har du ikke Lov til at sige« -- Hans Frederiks Stemme var

alvorlig og indtrængende -- »du har før víst, at du har en hel Del

Modstandsevne, og du har paa mange Punkter kæmpet ærlig -- vi er

allesammen mere eller mindre skrøbelige, gamle Ven, og derfor beror

der saa meget paa det Farvand, vi kommer til at sejle i. -- Der

var maaske ét Tilfælde, hvor du tog fejl -- ikke sandt? -- og det

stækkede dig lidt, men finder du for Fremtiden en Hustru, der er sin

Opgave voxen, og er du bleven lidt mere sikker paa dig selv, saa skal

du se, hvorledes det altsammen klarer sig for jer.«

»Men en saadan Hustru vilde Minna aldrig kunne blive mig,« svarede

den syge sagte. »Jeg agter hende -- jeg nærer lutter venlige og gode

Følelser for hende, og jeg føler en inderlig Medlidenhed med hende,

fordi ogsaa hendes Tilværelse er bleven ødelagt -- saa ung som hun

er. Men -- elske hende som en Mand skal elske sin Hustru -- det har

jeg desværre aldrig gjort, og en saadan Kjærlighed vilde aldrig kunne

vaagne mellem os. -- Og ser du, Hans Frederik« -- Hennings Stemme

var bleven stærkere og lød helt højtidelig i det stille Sygeværelse

-- »det har været vor største Synd, at vi giftede os med hinanden

uden den rette Kjærlighed, byggede vor Fremtid paa en letsindig og

overfladisk Følelse -- det har hævnet sig haardt paa os begge to. --

Det er en gammeldags Ulykke, mener du? Men den kræver stadig ny Ofre

...«

* * * * *

I mange, lange Nætter og Dage havde Minna vaaget ved hans Seng uden

at unde sig nogen Hvile eller finde Ro for alle de bitre og knugende

Tanker, der stormede ind paa hende.

Kunde det være muligt, at hun helt og holdent var Skyld i, at hans

Liv var blevet ligesom brudt over paa Halvvejen? -- Tanken vedblev at

jage hende som et truende Spøgelse og opfyldte hende med en uendelig

Kval. --

Hun mindedes, hvor frejdig og livsglad han havde været, da hun

havde lært ham at kjende for knapt sex Aar siden. Men lidt efter

lidt havde han forandret sig. Han havde mistet sit kjække Mod, var

begyndt at tvivle om sig selv, var bleven uoplagt til sit Arbejde. --

Den Overbærenhed og kjærlige Iver, han fra først af havde víst for

at indvirke paa hende, var bleven afløst af aabenlys Vrede og kold

Høflighed eller hyklet Venlighed, og tilsidst havde andre fortrængt

hende af hans Tanker, og det var endt med et fuldstændigt Brud mellem

dem. --

Havde hun virkelig forskyldt alt dette? Hun, der altid havde været en

retskaffen Kone, og som aldrig havde forsømt -- de ydre Pligter.

Javist -- men ogsaa kun dem. Og dog havde hun maaske holdt af ham paa

sin Vis.

Uden at hun selv vidste rigtig af det, havde det været Kilden til

en stadig Lidelse for hende at tænke paa, at noget andet -- om det

saa var hans Arbejde -- kunde faa Del i ham. Det havde ofte været

en saadan instinktmæssig Frygt, der havde gjort hende bitter og

opfarende.

Hun forstod nu, at det havde været en besynderlig Vej til at

fjærne Aarsagerne til denne Frygt, men hun havde ikke kunnet være

anderledes. -- Og desuden havde der ogsaa været Tider, hvor hun blev

saa trykkende kjed af de Forhold, hun levede i; hvor hun syntes, han

var hende ligegyldig, eller maaske ikke fandt ham mandig nok til, at

hun kunde bøje sin Vilje ind under hans. --

Men nu, da han laa for Døden -- og hun vidste, at Lægerne havde

sagt, at hans Sygdom var haabløs -- kom det altsammen med saadan en

forfærdelig Magt over hende. -- Alt det, hun havde forsømt, og som nu

aldrig kunde gjenoprettes.

Medens hun sad ved Sengekanten og stirrede paa hans voxagtige Aasyn,

der fortrak sig krampagtig under den Døs, hvori han laa, kom der en

dødelig Angst over hende, og hun jamrede over, at det ikke var hende

i Stedet for ham, som laa der og skulde til at dø, saa at hun kunde

være bleven fri for at leve med den frygtelige Tanke, at hun havde

ødelagt de bedste Aar af hans Liv, indtil Døden havde adskilt dem.

Om han nu slet ikke vaagnede; om hun aldrig skulde høre et forsonende

og tilgivende Ord af ham. --

Hun saa paa de indsunkne Tindinger, hvortil hans mørkebrune Haar,

der var blevet tyndt og afbleget under Sygdommen, klæbede sig fast.

Hans Øjelaag var ikke helt tillukkede, saa det saa' ud, som om Øjet

allerede var brustent, og paa begge Sider af Næsen viste der sig en

dyb, blaalig Fure, der gav Ansigtet et ligagtigt Udseende. --

Det forekom hende, at hun kunde se, hvorledes Dødens Skygger lagde

sig tættere og tættere over hans Træk, og hendes Angst voxede, saa

hun til sidst skreg hans Navn frem.

Han lukkede langsomt og besværlig Øjnene op og vilde række sin Haand

hen imod hende. Hun kastede sig i vild Fortvivlelse over Sengen.

»Henning -- Henning -- kjender du mig ikke?«

Han nikkede og prøvede paa at smile til hende.

»-- Henning -- du maa ikke dø -- hører du ... jeg har saa meget at

gjøre godt mod dig -- Aa Gud -- aa Gud --!«

»Vær ikke saa urolig, Minna« -- sagde han. »Det bliver nok bedre for

os begge to.«

»Henning -- Henning -- er jeg Skyld i det alt ... altsammen? Kan du

sige mig et eneste forsonende og tilgivende Ord!«

»Stakkels Minna« -- han lagde sin Haand paa hendes smukke,

gyldenblanke Haar -- »det er vel kun den mindste Del af Skylden, der

er din. Hvad kunde du gjøre for, at der har været saa lidt Tømmer i

mig, og at vi har passet saa daarlig for hinanden. ... Lov mig blot«

-- han trak hende nærmere hen til sig, saa hans Aande strejfede

hendes Kind -- »lov mig, at du vil opdrage Aage, saa der kan blive

baade en god og en stærk Mand af ham. Lad ham ikke blive saa vag og

blød, som jeg har været, Minna ... det er en stor Ulykke ...«

»Fa'er -- lille gode Fa'er!« kaldte en Barnestemme udenfor

Atelierdøren. -- Men den syge hørte det ikke. Han var falden tilbage

paa Puden og havde lukket de tunge Øjelaag. -- --

Solstraalen, der før havde kigget saa beskeden ind, bredte sig i en

gylden Strøm tværs over Gulvet, helt hen til Sengen. Og udenfor i

Alléen, hvor Træerne begyndte at knoppes, fløj en Spurvefamilie til

Vejrs med en lystig Kvidren om Liv og Foraar. --