XVII.

Sommeren var bleven til Efteraar og Efteraaret til Vinter. Det

lille Forstadstheater havde for længe siden lukket sine gjæstmilde

Porte, og Personalet -- hele Flokken med Undtagelse af den fejrede

Primadonna -- var atter paa Vandring.

Laura var ikke kommen til at debutere paa det kgl. Theater. Det

Løfte, man havde givet hende, var blevet taget tilbage under

forskjellige intetsigende Paaskud, men hun forstod meget godt,

at den virkelige Grund, der laa bag ved, var hendes Optræden paa

Sommertheatret.

Hvor dygtig hun end kunde være, holdt man det aabenbart alligevel for

at være mindre overensstemmende med »det kongeliges« Værdighed at

aabne sine hellige Haller for en Skuespillerinde, der kom direkte fra

en Scene af saa tvivlsom Rang.

Under Haanden lod man hende forstaa, at hun i alt Fald burde vente

nogen Tid, og hvis hun derefter endnu holdt fast ved sit Ønske om at

debutere paa den nationale Skueplads, kunde hun jo paa ny henvende

sig til rette Vedkommende.

Til alt Held for hende var Direktøren for et af Privattheatrene mere

fordomsfri, og hun fik uden Vanskelighed Engagement, om just ikke paa

synderlig glimrende Vilkaar.

Den Virksomhed, der aabnede sig for hende, tilfredsstillede hende saa

temmelig. Hun fik strax i Begyndelsen af Sæsonen et Par gode Roller

og satte sig hurtig fast i Publikums Gunst. Fremtiden syntes at ligge

lysere for hende, end hun havde turdet haabe i mange af de forløbne

strænge Aar.

Men der var ét Forhold, der greb stærkere ind i hendes Liv end alt

det øvrige. -- Det tilfældige Bekjendtskab med Henning var blevet

fortsat fra den Dag, de første Gang mødtes ude hos Theaterdirektøren.

I Stedet for at male hendes Portræt som Hurtigmaleri, hvad der havde

været mere end godt nok til det Brug, der skulde gjøres af det, havde

han udført Skitsen meget omhyggeligere, end det var nødvendigt, og

i den Anledning havde de truffet hinanden flere Gange i Direktørens

private Bolig.

Men da Henning ikke længere kunde finde noget rimeligt Paaskud til

at fortsætte dette Arbejde, havde han bedt om at maatte male et

virkeligt Billede af hende, og hun var efter en kort Kamp med sig

selv gaaet ind derpaa.

Paa den Maade havde han faaet sin Gang i hendes Hjem.

Det gik langsomt frem med Portrætets Fuldendelse, thi det var kun

i Ny og Næ, hun havde Tid til at sidde for ham, men imidlertid

udvikledes Forholdet mellem dem saa meget hurtigere.

Han var altid hensynsfuld og ærbødig, men der var tillige noget

tilbageholdende, næsten ængsteligt i hans Maade at være paa, som hun

ikke rigtig kunde forstaa, og som undertiden kastede en Skygge over

den Glæde, hun var sig bevidst at føle, naar hun var sammen med ham.

Han talte aldrig om sine egne Forhold; undgik endogsaa enhver

Hentydning til dem, og dog syntes denne Tilbageholdenhed at være hans

Natur imod og ligesom kunstig fremtvungen.

Hun gættede paa alle andre Aarsager dertil end den virkelige, og hun

var for fintfølende til at gjøre ham noget Spørgsmaal, der kunde

synes paatrængende.

Han havde for sit Vedkommende med hver Dag fundet flere

Lighedspunkter mellem hende og Margrethe, og han havde en Fornemmelse

af, at det var hans gamle Kjærlighed, han dyrkede i Lauras Skikkelse.

Det var den samme Følelse, han havde havt overfor Margrethe: han

ligesom voxede sig større og bedre i hendes Nærhed. -- Og han kunde

vel trænge til det, thi Bevidstheden om det dobbelte Hykleri, han

gjorde sig skyldig i, laa tungt paa ham. --

Han havde utallige Gange besluttet at fortælle Laura, at han

var gift, men opsat det med en instinktmæssig Uvilje fra Dag til

Dag. Og hvad der i Førstningen af deres Bekjendtskab vilde have

været den naturligste Ting at meddele hende, blev tilsidst til en

betydningsfuld Tilstaaelse, som han indsaa vilde forandre Forholdet

mellem dem fuldstændig.

Han mærkede, hvorledes Grunden veg mere og mere bort under ham, og

dog havde han ikke Viljekraft nok til at trække sig tilbage. Jo mere

tillidsfuld hun blev i sin Adfærd mod ham, desto heftigere blev hans

Selvbebrejdelser.

De kunde undertiden opfylde ham med en feberagtig Uro, der holdt ham

borte, netop naar han allermest længtes til hende. --

Hjemme var han bleven en afgjort Hykler. Han forstilte sig venlig og

opmærksom mod Minna, gav hende Ret i hendes værste Urimeligheder for

at faa hende i nogenlunde taaleligt Lune, saa han kunde slippe bort

uden at vække Mistanke eller blot faa Lov til uforstyrret at fordybe

sig i alle de modstridende Følelser, der kæmpede i hans Sind.

Under disse Omstændigheder var det blevet hen ved Slutningen af

Efteraaret.

Henning var paa Vejen til Lauras Hjem, som han ikke havde besøgt i

nogle Dage, fordi hun havde været saa optagen af Prøver paa Theatret,

at hun ikke havde havt Tid til at sidde for ham.

Han var -- uden nogen bestemt Grund -- i en friskere Stemning, end

han havde været i lang Tid, og det er jo en gammel Kjendsgjerning,

at den samme Ting, der kan se saa forfærdelig sort ud, naar man

betragter den med et tungt Sind, kan blive helt fornøjelig eller i

alt Fald helt uskyldig, naar den ses i et lyst Øjeblik.

Det forekom ham, at han i sin sygelige Sindsstemning havde gjort sig

Bekymringer, som han godt kunde spare sig.

Hvad havde han i Grunden at bebrejde sig? At han malede en ung Piges

Portræt, uden at hans Kone vidste noget om det -- det var da ingen

Forbrydelse mod Samfundet eller Familielivet.

Og desuden -- Minnas og hans Forhold var jo for længe siden haabløst

opgivet. Kunde det slæbe sig hen i sin daglige Skure uden altfor

skarpe Sammenstød, saa maatte de allerede være taknemlige.

Men hvad den unge Pige angik? -- han havde jo ingen Forpligtelse til

at meddele hende, om han var Ungkarl eller Ægtemand, lykkelig eller

ulykkelig gift -- noget, som det maaske slet ikke interesserede hende

at faa at vide. -- --

Laura og hendes Forældre boede ude ad Nørrekanten. Efter at den unge

Pige havde faaet Engagement ved et af Hovedstadstheatrene, havde de

set sig i Stand til at leje en noget større Lejlighed end den, de

hidtil havde beboet, og Laura forstod til Fuldkommenhed den Kunst

med meget smaa Midler at give Hjemmet et tiltalende Præg af Smag og

Hygge.

Det var hen ad Middag, da Henning gik derud -- paa den Tid, hun

plejede at være kommen fra Prøve. I Dag var hun imidlertid ikke

hjemme, men Hr. Schmidt, der lukkede op, mente, at hun maatte strax

komme, og Henning sagde, at han vilde vente. Saa kunde han arbejde

lidt paa Billedet saa længe.

Men da han kom ind i Dagligstuen, var Staffeliet med Lauras halvt

fuldførte Portræt, der ellers stod foran det ene Vindue, forsvundet.

Han antog, at Laura af en eller anden Grund havde gjemt det eller

flyttet det ind i et andet Værelse. Maaske for at hendes Moder

skulde se det. Og han spurgte Hr. Schmidt, der var fulgt med ind i

Dagligstuen, om Staffeliet ikke kunde blive flyttet ind paa sin gamle

Plads.

Hr. Schmidt saa forundret paa ham.

»Men Guds Død, Hr. Bentsen, er Portrætet da ikke kommet ud til Dem?

Det, troede jeg, var Meningen, da Laura pakkede det ind og sendte det

afsted i Formiddags, før hun gik til Prøve.«

»Til mig?« spurgte Henning meget overrasket. »Det maa være en

Misforstaaelse. Er De ogsaa vis paa, at Deres Datter har sendt det

bort?«

»Ja saagu' er jeg vis paa det, kjære Ven. Men der har vi Pigebarnet,

saa kan De selv spørge hende om, hvordan det hænger sammen.«

Der blev ringet paa Entrédøren, og Hr. Schmidt gik ud for at lukke

op. -- Henning kunde ikke begribe, hvorfor Laura skulde have sendt

det ufuldendte Portræt hjem til ham. Var hun bleven vred over noget?

Hun tog sit Overtøj af i det tilstødende Værelse, og før han kunde

faa Tid til at udgrunde det, der forekom ham som en uløselig Gaade,

traadte hun ind. Han kunde strax se, at der var hændet noget, siden

de sidst havde talt sammen.

»Har De sendt Deres Portræt hjem til mig, Frøken Schmidt?« spurgte

han lidt tøvende.

»Ja,« svarede hun, uden at undgaa hans Blik.

»Men hvorfor? -- jeg forstaar det ikke. Har jeg mod min Vilje givet

Dem Grund til at blive vred paa mig?«

»Ja -- paa en vis Maade -- De har ikke været ærlig mod mig. --

Hvorfor har De -- i al den Tid, vi har kjendt hinanden -- aldrig

omtalt, at De var gift?«

Hun pressede Spørgsmaalet lidt haardt frem, som om hun følte, at hun

kunde røbe mere, end hun vilde.

»Hvorfor jeg aldrig har omtalt det,« svarede han usikkert. »Det ved

jeg ikke -- det er tilfældigt. Jeg tænkte, at det ikke kunde have

nogen Interesse for Dem at vide det.«

»Nej -- De skjulte det forsætlig, og -- det vedkommer jo ikke mig ..

Men Deres Hustru har ikke vidst, at De kom her -- at De malede et

Portræt af mig -- vel? Det har hun ikke?«

Rødmen paa hendes Kinder blev stærkere, og hun rystede nervøst paa

Haanden.

Han stod skamfuld foran hende som et Menneske, der gribes i Usandhed.

»Nej,« svarede han, »min Hustru har ikke vidst det, men Grunden

dertil kan jeg ikke forklare Dem. Kun maa De være vis paa, at jeg

ikke har tænkt noget ondt derved ...«

»Men De maa kunne forstaa, at De har krænket mig ved denne

besynderlige Hemmelighedsfuldhed. Hvad har bevæget Dem dertil? ...

Jeg troede saa godt om Dem ...«

Hendes Læber dirrede, og hun maatte gjøre Vold paa sig selv for at

holde Taarerne tilbage.

»Laura!« -- Han vilde tage hendes Haand, men hun trak den heftig til

sig. -- »De maa ikke have blot den svageste Skygge af Mistro til mig!

Jeg sværger Dem til, at jeg aldrig har næret en Tanke, der kunde være

saarende for Dem. Det er maaske urigtigt, taabeligt, eller hvad De

vil kalde det, at jeg har ladet Dem være uvidende om mine personlige

Forhold, men det retfærdiggjør ikke den Vrede, som De viser mig i

dette Øjeblik. -- De ved ikke, hvor meget De bedrøver mig dermed.«

Hans Stemme var blød og indtrængende. Hun vendte Hovedet bort, og det

varede lidt, før hun svarede.

»Det er vel heller ikke mig, men Deres Hustru, der har mest Grund

til at føle sig krænket. Derimod kan jeg bebrejde Dem, at De paa en

Maade har ... draget mig ind i en Usandhed -- ja, det baade harmer og

saarer mig.«

»Men De, Laura, er jo i hvert Fald uskyldig i min Mangel paa

Oprigtighed,« sagde han. »Og det kan ikke for Alvor være Deres

Mening, at De vil bryde vort Venskab -- lov mig, at De ikke vil det!«

»Jo -- mellem Dem og mig maa det være forbi. Men før vi skilles,

forlanger jeg af Dem, at De skal give baade Deres Hustru og mig den

Oprejsning, at De ærlig fortæller hende om vort Bekjendtskab -- deri

vil De handle baade klogt og hæderlig.«

Han syntes ikke at høre det sidste, hun sagde, men kun de Ord:

»Mellem Dem og mig maa det være forbi!« Han saa paa hende med et

Blik, saa sorgfuldt og bedende, at hun igjen, ligesom ængstelig,

vendte sig halvt bort.

»Saaledes maa og kan vi ikke skilles,« sagde han. »Jeg har været saa

lykkelig ved at kjende Dem. De ved ikke, hvor meget De har været for

mig ...«

»Lad os ende denne Samtale, Hr. Bentsen. Jeg kan og vil ikke træffe

Dem oftere. Men vil De have, at jeg skal skilles fra Dem med

uforandret Venskab, saa opfylder De mit Ønske og fortæller Deres

Hustru, hvorledes De har gjort mit Bekjendtskab.«

Han rystede paa Hovedet.

»Hvis det kan bidrage til, at De vil dømme mildere om mig,« svarede

han langsomt, »skal jeg opfylde Deres Forlangende. Men jeg tror ikke,

det vil gavne nogen. Min Hustru er ... barnagtig« -- han famlede

lidt efter Ordet og tilføjede nølende: »og hun vil optage en saadan

Forklaring paa en hel anden Maade, end De tænker Dem.«

»Men hun faar det alligevel at vide -- hvis hun ser mit Portræt, som

jeg har sendt hjem til Dem i Dag. -- Og jeg lod nogle Ord følge med,

som jeg maaske ikke burde have skrevet. Det var overilet handlet af

mig ...«

Der syntes at fare en Tanke gjennem hende, og hun udbrød hastig:

»Men der kan da ikke opstaa nogen Misforstaaelse deraf? Man kan ikke

mistro Dem eller mig for noget ondt -- kan man vel?«

»Nej, ikke Dem -- hele Skylden er jo min, og jeg lægger kun ringe

Vægt paa, hvorledes min Handlemaade bliver bedømt.«

»Men husk -- det er Deres Hustru, om hvem det gjælder, at hun ikke

ser Dem i et falsk Lys.«

»Aa -- det vil ikke forandre Forholdet synderlig,« svarede han

bittert.

Hun saa næsten forskrækket paa ham, som om de faa Ord havde været nok

til at forklare hende alt. --

»Er det virkelig Deres Alvor, at det skal være forbi mellem os?«

spurgte han efter en kort Pavse.

»Ja. Nu mere end før,« svarede hun sagte.

»Saa er det altsaa sidste Gang, vi ses?«

»Ja -- ja, det maa være saaledes.«

Han rakte hende Haanden, og hun modtog den.

»Farvel -- og Tak for den korte, lykkelige Tid.«

Han gik langsomt ud af Stuen; hun blev staaende ubevægelig paa samme

Sted, indtil hun hørte sin Fader lukke ham ud.

Saa skjulte hun pludselig Ansigtet i sine Hænder og brast i Graad.