XVI.

Flotte Schmidt havde i sin Tid været en yndet Skuespiller i

Provinserne.

Hans Glandsperiode faldt i halvtredserne, da han blandt andet havde

spillet ved et Selskab, der rejste omkring i de slesvigske Byer, og

især havde han den Gang gjort stormende Lykke som Ridder Ebbesen i

»Elverhøj«, Peter i »Capriciosa«, Jokum i »En Søndag paa Amager« o.

s. v.

Han opbevarede endnu Udklip af de lokale Blades Anmeldelser fra den

Tid tillige med falmede Buketter og smaa gulnede Breve, hvori ivrige

Kunstvenner tolkede ham deres Beundring.

Han havde rigtignok allerede den Gang været godt oppe i fyrrerne,

men hans Figur var rank og smækker, Haaret fyldigt og skinnende

sort, Øjnene fyrige og Teinten saa frisk, som om den aldrig havde

kjendt til den ødelæggende Theatersminke. Eller muligvis var det kun

Bedrag, og han brugte maaske Sminke og andre Skjønhedsmidler baade

ved Scenens kunstige og ved Dagens naturlige Lys.

Men i alt Fald tilsyneladende havde flotte Schmidt den Gang været saa

fager en Første-Elsker, som nogensinde har sat sine Fødder paa en

Provinsscenes Brædder.

Han havde giftet sig noget sent, omtrent paa det Tidspunkt, da

hans Stjærne var i Færd med at dale; da baade Theaterdirektører,

Recensenter og Publikum begyndte at vise sig uskjønsomme mod den

feterede Første-Elsker.

Men han havde været en smuk Mand endnu. Havde det ikke været paa

Grund af en lille Fejl ved Organet, en svag Læspen, som han i Grunden

aldrig havde kunnet siges fri for, men som var tagen til, siden

han var begyndt at bruge forlorne Tænder, vilde han upaatvivlelig

endnu have kunnet hævde sin Rang som en første Klasses Skuespiller

blandt de rejsende. Men efterhaanden som han blev ældre, og maaske

ogsaa flere andre smaa Skavanker traadte tydeligere frem, var man

ondskabsfuld nok til at lægge mere Mærke til den omtalte Smule Læspen

-- den, som de unge Provinsskjønheder netop i sin Tid havde fundet

allerkæreste blød og indsmigrende. --

Men hun, mod hvis ubefæstede Hjærte den endnu bedaarende

Første-Elsker rettede sine uimodstaaelige Angreb, havde ikke Blik for

andet end hans aandelige og legemlige Fuldkommenheder.

Hun var en femogtrediveaarig, velstaaende Gjæstgiverenke i en lille

idyllisk, jydsk Kjøbstad, og hendes salig Mand havde netop været død

halvandet Aar, da Skæbnen førte den flotte Schmidt til hendes Hus.

Han var paa det Tidspunkt bleven uenig med sin Direktør, havde

pludselig hævet sit Engagement, og forfulgt af imaginære Kabaler og

alt andet end imaginære Rykkere kom han en sen Aftenstund vandrende

til Fods med en tom Vadsæk og en tom Mave -- men med omhyggelig

friseret Paryk -- til den følsomme Enke.

Hans mørke, ildfulde Øjne og maaske endnu mere et staaende smerteligt

Træk om hans smalle, fine Læber, der fortalte om en hel Verden af

haabløse Kampe mod usle og smaalige Intriger, var mere end Madam

Henriksens gode Hjærte kunde modstaa.

Hun begyndte med at føle Medlidenhed med den smukke og galante

Mand, hvis fintfølende Sjæl var saa daarlig rustet til at bære den

misundelige Verdens snedige Forfølgelser; hun gik over til for fuldt

Alvor at forelske sig i ham og endte efter to Maaneders Forløb med at

gifte sig med ham.

Flotte Schmidt blev retmæssig Ejer ikke blot af Enkens Haand og

Hjærte, men ogsaa af det ret indbringende Gjæstgiveri. --

Medens han havde gaaet paa Frierfødder hos Madam Henriksen, havde han

ofte fortalt hende, at han var led og ked af sit urolige Kunstnerliv

med dets tomme Triumfer og falske Glæder, hvilke var to af Hr.

Schmidts Yndlingsudtryk.

Han ønskede intet hellere end en praktisk Virksomhed i en stille og

afsides Krog, især naar han maatte være saa lykkelig at finde en ædel

og trofast Kvinde, hvis Kjærlighed vilde være ham mere dyrebar end

alle hans fordums letsindige Erobringer tilsammen.

Da de var blevne gifte, slog Hr. Schmidt sig virkelig en lille

Tid til Ro i sit ny Hjem. Han gjorde det endog i Ordets fuldeste

Betydning, thi han lod den forhenværende Enke ligesom før passe hele

Bedriften og nød imidlertid sin gode Mad og Drikke med den livsalige

Følelse, at han ikke længere havde nødig at sørge for den Dag i

Morgen.

Men lidt efter lidt blev han ked af dette Slaraffenliv. Han begyndte

at længes efter sine gamle Kammerater og sin gamle Levevis, og

selv de dramaturgiske Foredrag, som han plejede at holde for

Gjæstgivergaardens undrende Gjæster, tabte deres Tillokkelse, da det

gik op for ham, at det var en kummerlig Erstatning for Lamperækkens

flimrende Lys og Publikums stimulerende Bifaldsytringer.

Og Hr. Schmidt faldt af. Han faldt bogstavelig talt af Dag for Dag.

Han mødte med ufriseret Paryk, med to Dage gammelt Skæg, og han

mistede Appetiten, saa ikke en Gang hans Kones indbagte Lammebryst

og Spinatbudding (Retter, som hun forstod at tillave med enestaaende

Mesterskab) længere formaaede at vække hans indslumrede Livsaander.

Madam Henriksen -- eller Fru Schmidt, som hun nu kaldtes -- blev

alvorlig bekymret ved at se den Forandring, der foregik med hendes

sorthaarede Adonis, men da hun i Grunden -- med Undtagelse af det

eneste Punkt, at hun havde giftet sig med flotte Schmidt -- var en

fornuftig Kone, indsaa hun snart, hvad Aarsagen var.

Og det var en virkelig rørende Omsorg, hun viste for at adsprede og

opmuntre sin mismodige Ægtefælle, men alle hendes Bestræbelser kunde

ikke erstatte ham Theaterlivets Afvexling og Spænding.

Omsider tog Hr. Schmidt Mod til sig -- thi trods sin Kones Svaghed

overfor ham havde han dog en vis Respekt for hende -- og betroede

hende rent ud den store Plan, han længe havde gaaet og grundet paa.

Den drejede sig om intet mindre, end at hun skulde afhænde

Gjæstgiveriet, og han vilde da selv danne et Selskab, ved hvilket han

vilde følge sit gamle Kald, men i en betydeligere og selvstændigere

Stilling -- som Direktør i egen Person.

Det var glimrende Fremtidsbilleder, Hr. Schmidt rullede op for sin

Ægtefælle. Han var snild nok til fornemlig at fremhæve de materielle

Sider af Sagen. Ved et enkelt Stykke -- naar det gjorde Lykke --

fortalte han, kunde de fortjene lige saa meget som af Gjæstgiveriet

i et helt Aar.

Han gik endog saa vidt i sine Overtalelser, at han lovede hende,

at han ikke selv vilde optræde mere. Han sagde med et af sine

uimodstaaelige Smil, at han saa godt forstod en Hustrus Følelser. Han

kjendte ogsaa af Erfaring de Fristelser, som en feteret Skuespiller

er udsat for, og han var ikke den Mand, der vilde udsætte en elsket

Hustru for Skinsygens Lidelser.

Nej -- han vilde kun benytte sin prøvede, dramatiske Erfaring som

Leder og Direktør. Hvem kunde vide, om man ikke senere, naar man var

bleven opmærksom paa hans Selskab og dets fremragende Præstationer,

vilde tilbyde ham at overtage et af Hovedstadens Theatre, og hun,

hans kjære, elskede Hustru, med sit sjældne Blik for det praktiske,

kunde da overtage Theatrets Restauration, medens han sørgede for

Publikums aandelige Bespisning. --

Der var ingen Tvivl om, at de vilde høste Guld og Ære i fuldt Maal,

naar blot det kjære Barn vilde føje ham.

Det kjære Barn, som Hr. Schmidt yndede at kalde den forhenværende

Enke, stred alligevel tappert imod, thi hun havde paa Fornemmelsen,

hvad hendes Mands Forslag vilde føre til, hvis hun var taabelig nok

til at gaa ind paa det.

Hun stred endogsaa længe imod, og ikke en Gang Hr. Schmidts mest

smertelige Blikke formaaede at rokke hendes fornuftige Beslutning.

Men da Hr. Schmidt en Formiddag viste sig uden Paryk, med nogle

tynde, graa Haartjavser kæmmet ned over Issen; da den smukke,

ungdommelige Mand som ved en dæmonisk Trolddom var bleven forvandlet

til en bleg, skrantende Olding, da brast Gjæstgiverenkens Modstand;

Gjæstgiveriet blev afhændet, og Hr. Schmidt blev Theaterdirektør. --

Han havde let nok ved at faa et Selskab dannet, thi Rygtet om

Gjæstgiverenkens Penge fløj omkring til de rejsende Thaliadyrkere, og

Udsigterne til at faa Gagen præcis udbetalt lokkede den ene efter den

anden til at søge Engagement ved det Schmidtske Selskab.

Men hermed var det ogsaa forbi med den ny Direktørs Held.

Hvor udmærket en Første-Elsker han end kunde have været i sin Tid,

var han i alt Fald ikke nogen praktisk Direktør. Og da han trods sin

højtidelige Forsikring til den forhenværende Enke kun tænkte paa

selv at spille de bedste Roller, kom det oven i Kjøbet til idelige

Rivninger med Personalet; al Ting løb ud i en ynkelig Hurlumhej, og

-- hvad der var det værste -- efter et Par Sæsoners Forløb havde

flotte Schmidt opbrugt hver Hvid og Skilling af sin Kones Penge.

Fra det Tidspunkt af daterede der sig en lang Række bedrøvelige

Aar for Madam Schmidt og hendes Datter -- Frugten af hendes andet

Ægteskab, thi salig Gjæstgiveren havde ikke efterladt sig nogen

Livsarving.

Flotte Schmidt, som man især kaldte den forhenværende Første-Elsker

efter hans korte, men glimrende Løbebane som Direktør, maatte atter

søge Engagement, men det blev stadig paa mindre favorable Vilkaar, og

tilsidst var det med Nød og næppe, at han selv kunde opholde Livet

ved sin dramatiske Virksomhed i Provinserne, medens hans Kone blev

boende i Kjøbenhavn, hvor hun ernærede sig og deres Barn ved at koge

for Herskaber.

I Sommermaanederne og ogsaa paa andre Tider af Aaret, naar han ikke

havde Engagement, fandt han altid et venligt Tilholdssted hos den

forhenværende Gjæstgiverenke, der føjede sig efter hans Særheder og

hørte paa hans Historier med den samme trofaste Tillidsfuldhed, som

hun til sin egen Skade fra først af havde vist den uimodstaaelige.

Under disse Forhold voxede Laura op. Hun saa, hvorledes hendes Moder

sled og slæbte for at holde sammen paa det lille Hjem, for at skaffe

hende en god Opdragelse og for at kunne sende hendes Fader Penge, som

han altid trængte til.

Det sidste skjulte Madam Schmidt saa længe som muligt for sin Datter,

men med Børns sædvanlige gode Opfattelsesevne kom Laura snart paa det

rene med, hvorledes Sagerne stod.

Hendes Karakter fik et vist selvstændigt og energisk Præg, og hun

tilegnede sig den samme Evne til at ofre sig for andre, som hendes

Moder havde lært i Modgangens Skole.

Da hun var sexten Aar, bidrog hun allerede ikke saa lidt til sit

eget og Familiens Underhold, og det var ogsaa blevet saa meget mere

nødvendig, som hendes Fader nu altid boede hjemme uden at fortjene

det mindste, og han havde tilmed forskjellige Smaavaner, der tog

stærkt paa deres beskedne Indtægter, men hvis Tilfredsstillelse de

ikke nænnede at nægte ham.

Trods dette levede de ganske tilfreds og lykkelig, og naar Hr.

Schmidt, som endnu havde bevaret sin ranke Holdning og sin sorte

Paryk, spaserede ud med sin Datter, af hvis smukke Ydre han var

meget stolt, kunde det hænde, at hun mødte adskillige jævnaldrende

unge Piger, der tilkastede hende misundelige Blikke, uden at ane, at

hun havde maattet sidde oppe i mange lange Nætter for at faa Raad

til at skaffe sig den Kjole, der klædte hende saa smukt i al dens

Tarvelighed.

Den rigtig slemme Tid kom først for dem, da Madam Schmidt blev syg

og ikke mere kunde rejse sig af Sengen, thi nu blev det Laura,

der ganske alene maatte skaffe Opholdet til dem alle tre, og hun

udfoldede i denne Modgang en Viljestyrke og Udholdenhed, som mangen

Mand kunde have misundt hende.

Hun havde fra ganske lille af havt Lyst til at komme til Theatret, en

Tilbøjelighed, som aabenbart var bleven næret ved hendes Faders mange

Fortællinger fra Theaterlivet, som han af naturlig Sympathi for sin

Livsstilling gjorde saa lokkende som muligt.

Men den første Gang, hun havde talt derom i sin Moders Paahør, havde

den gode Madam Schmidt taget saa heftig paa Veje, at Laura i lang Tid

efter ikke bragte den Sag paa Bane.

Trods sin Kjærlighed til en af dens Dyrkere havde Madam Schmidt

nemlig fattet en dyb Foragt eller snarere Rædsel for Skuespilkunsten

-- de Erfaringer, hun havde gjort, skulde ganske vist heller ikke

give hende store Tanker om den -- og hun kunde ikke tænke sig noget

skrækkeligere, end at hendes Datter skulde blive Komediantspillerske.

Laura havde imidlertid en tilstrækkelig klar og sund Forstand til at

skjælne ægte Kunst fra uægte, og hun vilde aldrig for Alvor beslutte

sig til at blive Skuespillerinde, med mindre hun blev overbevist om,

at hun virkelig havde Talent.

Uden at hendes Forældre vidste af det, listede hun sig til at sidde

oppe sent ud paa Natten, naar hun var færdig med sit møjsommelige

Arbejde. Hun lærte en Del Roller, læste gode dramatiske Forfattere,

og omsider fik hun paa egen Haand sat igjennem, at det blev tilladt

hende at aflægge Prøve for det kgl. Theaters Styrelse.

Udfaldet af denne Prøve overtraf hendes Forventninger, og først nu

fortalte hun sin Moder, hvilke Skridt hun havde foretaget. Den brave

Kone gav tilsidst efter og slog sig til Taals med den Tanke, at

hendes Datter jo ikke vilde rejse omkring i Provinserne, saaledes

som hendes stakkels Fader havde gjort, men spille paa selve det

kongelige Theater, hvad der jo absolut maatte være himmelvid Forskjel

paa.

Det var tidlig paa Forsommeren, at Laura havde aflagt Prøve for

Theaterdirektionen. Før til næste Sæson kunde der ikke være Tale om,

at hun kunde komme til at debutere, men i Mellemtiden skulde hun paa

egen Haand uddanne sig i Sang og Musik.

Hendes Energi havde fordoblet sig ved det Haab, der tilsmilede

hende, og hun trøstede sig med godt Mod til, at det sagtens skulde

lykkes hende at besørge alt sit daglige Arbejde -- Timer i en Skole,

Pianoundervisning for Begyndere og Syning hjemme for et af Byens

Modemagasiner -- og endda faa Tid tilovers til sin Forberedelse til

Theatret.

Men hun havde gjort Regning uden den Skæbne, der stadig stillede

større Krav til hende. Det blev værre med hendes Moders Sygdom; den

fordrede stadig mere Pasning, og paa samme Tid havde hun det Uheld at

blive afskediget fra Pogeskolen under Paaskud af, at Bestyrerinden

var nødt til at indskrænke sine Lærerkræfter paa Grund af de knappe

Tider, medens det i Virkeligheden forholdt sig saaledes, at der havde

meldt sig en fjærn Slægtning af den gode Dame som Konkurrent til

Pladsen.

Laura var et Øjeblik i Tvivl om, hvorledes hun under disse

Omstændigheder skulde gribe Sagen an.

Til at søge Ansættelse ved en anden Skole var der ikke Tid, og netop

ved denne Bestilling havde hun havt sin største, samlede Indtægt.

Saa var det ganske uventet, at der blev gjort hende et Tilbud om

Engagement ved Forstadstheatret. Hun vægrede sig først derved,

thi det var ikke saaledes, hun havde tænkt sig at begynde sin

Kunstnerindebane. Men Nøden trængte haardt paa; det var ikke lykkedes

hende at faa det mistede Arbejde erstattet, og hun besluttede omsider

at modtage Tilbudet, idet hun trøstede sig med, at hun gjorde det for

sin Moders Skyld.

Naar hun var en retskaffen Pige, kunde hun vel optræde selv paa de

slibrigste Brædder, uden at nogen skulde vove at sætte en Plet paa

hendes Rygte.

Men trods den dundrende Applaus, hvormed hendes Debut blev modtagen,

græd hun sig i Søvn den første Aften, hun kom hjem fra Theatret.

Havde hun tænkt sig det saa grelt, havde hun næppe havt Mod til at

gjøre Forsøget.

Alle disse spisende, drikkende og rygende Individer i den kvalme Sal;

alle disse nærgaaende Blikke, der rettedes mod hende, gjorde hende

fortumlet og ulykkelig. Men hun vilde vise, at hun ogsaa kunde løse

denne Opgave -- skjønt den var tusende Gange vanskeligere, end hun

havde tænkt sig den -- og hun spillede saa frejdig, som om hun havde

befundet sig ganske i sit rette Element.

Det var en Lidelse for hende, hver Gang hun skulde træde frem for

dette larmende Publikum og i disse meningsløse Roller, hvori der som

oftest var et Anstrøg af Frivolitet.

Men hun havde en Vilje af Staal. Hun klarede alle Skær, vandt

Publikum ved helt andre Midler, end der ellers blev benyttet paa

denne Scene, og hun lod sig aldrig mærke med den Overvindelse, det

kostede hende at udholde en Virksomhed, som hendes Kvindelighed og

virkelig kunstneriske Anlæg opførte sig mod. --

Saa var det en Aften, at hun blev opmærksom paa en Mand, der sad og

saa' saa vedholdende paa hende, at hun tilsidst følte sig generet af

hans Blik. Hun mindedes pludselig, at hun havde set det samme Ansigt

den Aften, hun debuterede, og at han da havde stirret paa hende

ganske paa samme Maade.

Han betragtede hende ikke med den uforskammede Mine, som hun

undertiden mødte hos andre af de mandlige Tilskuere, og som fik

Harmen til at gløde paa hendes Kinder. Men alligevel generede

hans underlige, alvorlige Stirren hende langt mere end de andres

Paatrængenhed. Hun vidste ikke selv, hvoraf det kom, at hun snart

irriteredes deraf, snart følte sig forlegen og skamfuld. --

Og han kom igjen, den ene Aften efter den anden, og saa' bestandig

paa hende med det samme halvt alvorlige, halvt forskende Blik. Det

gjorde hende tilsidst helt febrilsk; hun blev formelig bange for at

komme ind paa Scenen.

Saa prøvede hun paa at undgaa at se derned, hvor hun vidste, at han

sad, men undertiden var det, ligesom hendes Øjne droges henimod ham

mod hendes Vilje.

Havde han blot prøvet paa at kokettere med hende, saa vilde det ikke

længere havt nogen Indflydelse paa hende. Men bestandig sad han der

paa den samme rolige Maade, betragtende hende med det samme, næsten

ærbødige Blik, og det var _det_, der blev hende helt utaaleligt.

Hun lagde Mærke til, at han havde et fyldigt, mørkt Haar, der

skyggede over en intelligent Pande, og hans Adfærd var anderledes end

det øvrige Publikums.

Han saa i alt Fald ikke ud til at være kommen for at more sig over

Komedien.

I enkelte Øjeblikke kunde hans Nærværelse have en saa hidsende

Virkning paa hende, at hun bildte sig ind, at han var en

legemliggjort Bebrejdelse, fordi hun havde trukket sit Talent ned til

at spille i disse Omgivelser, selv bortset fra, hvor hæderlig hendes

Bevæggrund var. --

Og det underlige, ligesom bedrøvede Udtryk, der undertiden var i

hans Øjne, kunde godt tydes som en Bebrejdelse. Hun ønskede med en

Heftighed, som forbavsede hende selv, at denne gaadefulde Tilskuer

vilde blive borte.

Men en Aften, da han ikke var der, greb hun sig selv i hvert Minut

at se derned, om han ikke kom. Hun syntes at føle sig endnu mere

urolig ved hans Fraværelse, end hun ellers plejede at være, naar han

var til Stede. Hun harmedes over sig selv, at hun, den praktiske

og klarhovedede Laura, kunde sysselsætte sig saa meget med disse

Dumheder.

Saaledes var der gaaet en fjorten Dage, da hun en Aften, lige før hun

skulde tage hjem, blev kaldt ind i Direktørens Værelse og dér for

første Gang traf den ubekjendte.

Synet af ham var saa uventet, at hun havde Møje med at skjule sin

Forvirring, men hun var allerede saa meget Skuespillerinde, at hun

havde lært den Kunst at beherske sit Ansigt. Ikke des mindre havde

hun skyndt sig bort saa hastig, det lod sig gjøre, uden at det blev

paafaldende. --

Den næste Morgen modtog hun Direktørens Billet, hvori han anmodede

hende om at indfinde sig i hans private Bolig, for at det omtalte

Portræt kunde blive taget af hende. En af vore mest ansete Kunstnere,

skrev Direktøren, havde lovet at vise Theatret den Opmærksomhed at

udføre dette Arbejde.

Laura vidste, at det maatte være ham. Et Øjeblik tænkte hun paa at

vægre sig ved at sidde for ham. Men strax efter faldt det hende ind,

at det jo vilde være en Latterlighed. Hende kunde det jo komme ud paa

ét, hvem der malede Portrætet.

Saa gik hun derud.