Omsider var de sidste Landliggere og de sidste Badegjæster flyttede
ind til Byen, og Minna havde allerede en god Stund klaget over, at
hun kjedede sig ihjel i de ynkelige smaa Huller, der udgjorde deres
Sommerbolig. Naar man ikke havde Raad til at bo ordentlig, skulde man
hellere lade være at ligge paa Landet, sagde hun.
Saa flyttede de da hjem igjen. Den sidste Del af Sommeren var gaaet,
uden at han havde faaet noget videre bestilt, og det var paa Tiden,
at han atter tog alvorlig fat paa sit store Billede. --
Han malede flittig, efter at de var komne til Ro i deres gamle
Lejlighed, men hvor megen Umage han end gjorde sig for at fordybe
sig helt og holdent i sit Arbejde, kunde han dog ikke forhindre, at
hans Tanker med mere Haardnakkethed end nogensinde før vendte tilbage
til Margrethe Aaby eller lige saa ofte til Skuespillerinden ude paa
Forstadstheatret, saaledes at disse to smeltede sammen til én og
samme Skikkelse.
Et Par Gange prøvede han paa at nærme sig Minna, ligesom han vilde
søge Beskyttelse mod de Udskejelser, hans Fantasi tillod sig, men
Minna havde glemt sin alvorlige Gaaen i Rette med sig selv og viste
hans Tilnærmelser tilbage paa den gamle, saarende Maade.
Han blev tilsidst ked af sin frugtesløse Kamp og overtalte sig til at
tro, at han havde havt Ret i sin første Betragtning, og at han gjorde
bedst i at se denne Dobbeltgængerske endnu en Gang med lysvaagne Øjne
hellere end at lade hende regere uindskrænket i hans Fantasi. --
Det var en sex Uger efter den første Aften, han havde spaseret ud til
Forstadstheatret. Den mellemliggende Tid havde jaget den korte Sommer
paa Flugt. Løvet havde faaet det første gullige Anstrøg, og Bladene
hvirvlede med et melankolsk Suk ned mod Jorden, hver Gang Blæsten
sendte et skarpt Pust gjennem de ærværdige gamle Lindetrær. --
Men de mørke Aftener skræmmede ikke Folk fra at vandre i store Skarer
ud til Sommertheatret, hvis særlige Attraction var den aarlige
»Revue« med sine paa Øjeblikkets brændende Spørgsmaal møntede
Brandere.
Denne Sæson var Revuens Handling forlagt til Kina, og Theatrets ny
Primadonna optraadte i en af Hovedrollerne -- som Prinsesse af det
himmelske Rige. --
Endog ved at se hende i dette fantastiske Kustume følte han sig
betagen af den frappante Lighed. Han lagde Mærke til -- og det var
med en ubevidst Tilfredsstillelse -- at hun holdt sit Spil indenfor
visse, af en naturlig god Smag afstukne Grændser, hvor meget Rollen
end indbød til allehaande sceniske Udskejelser.
Der var over hendes Person og Optræden udbredt en kvindelig Anstand,
som traadte endnu stærkere frem i disse Omgivelser, og alligevel
forstod hun at spille saaledes, at hun helt og holdent erobrede det
stærkt blandede Publikum.
Bifaldet, der lød, naar hun havde sunget en af sine Viser, var
ligefrem bedøvende. Men hun tog imod det paa en fuldkommen rolig,
lidt ringeagtende Maade.
Henning bestræbte sig for at forstørre ethvert Træk hos hende, som
kunde udvidske Ligheden med Margrethe. Der var Øjeblikke, hvor
den irriterede ham; hvor han følte Uvilje mod dette Pigebarn, der
understod sig i at ligne en Person, hvem hun rimeligvis stod saa dybt
under i alle andre Henseender end den tilfældige, ydre Lighed.
Men det vilde ikke lykkes ham. Han gjorde sig forgjæves Umage for at
aflure hende en uskjøn Bevægelse, et Blik eller et Smil, der kunde
virke frastødende paa ham -- altsammen til ingen Nytte.
Saa bildte han sig tilsidst ind, at hele denne taabelige Illusion
beroede paa Lamperækkens skuffende Lys og den Frastand, hvori han saa
hende. Paa nært Hold vilde han sikkert faa et helt andet Indtryk af
hende, og dermed vilde Kogleriet være forbi.
Han fandt paa de mærkeligste Paaskud til at gaa hjemme fra, og
den ene Aften efter den anden tilbragte han nogle Timer ude i
Forstadstheatret. Det var et Par Gange forekommet ham, at hun havde
set ned paa den Plads, hvor han sad, og derpaa taget Øjnene til sig
med en Rødmen, der kom og forsvandt lige hastig. --
En Aften, da hun havde optraadt i det sidste Stykke før
Forestillingens Slutning, tog han sig for at skyde alle
Betænkeligheder til Side og gaa op bag Kulisserne. Han kjendte lidt
til Direktøren, der næppe vilde have noget imod at præsentere ham for
Theatrets Primadonna.
Gjennem en Bagdør og ad en skrøbelig Pindeværkstrappe kom han op
bag Scenen, omkring hvilken der løb en snæver Gang med Døre ind til
Skuespillernes Paaklædningsværelser. Luften, der slog ham i Møde,
var mættet af Gasos, Cigarrøg og en stærk, gjennemtrængende Duft af
Patchouli.
Døren til et af de smaa Rum, der gjorde Tjeneste som
Paaklædningsværelser, stod paa Klem og fremviste Reversen af en
Skuespiller i Skjorteærmer, der arbejdede ihærdig paa at fjærne
Sminken af sit Ansigt ved Hjælp af Fedt.
Medens Henning stod et Øjeblik i Tvivl om, hvad Vej han skulde gaa,
kom Direktøren ham i Møde i egen Person, endnu iført sit Kustume som
kinesisk Kejser og dampende af alle Kræfter paa en Cigaret.
»For Pokker -- jeg syntes jo nok, jeg kjendte Dem. Værs'god, kom
indenfor. Det var pænt af Dem at se herop.«
Han førte Henning ind i et af de omtalte, smaa Rum, der laa nærmest
Trappen og benyttedes paa en Gang til Direktørens Paaklædnings- og
Arbejdsværelse.
Ved den ene Væg stod et langt Fyrretræs Bord; midt paa dette et
Toiletspejl med Gasblus paa hver Side, foruden Sminkekrukker, Æsker
med Pudder, Parykker, Skæg, fedtede Manuskripter, Cigarstumper, et
Par Bajerflasker, snavsede Flipper og Mansketter, krøllede Slips, en
sort Silkehat, Stumper af kulørt Tarlatan og Shirting -- hulter til
bulter mellem hinanden.
Sofaen ved den modsatte Væg var skjult under en ligesaa broget
Mangfoldighed af de mest heterogene Beklædningsgjenstande, ligefra
kinesiske Mandarinkaaber til en moderne sort Selskabskjole.
Direktøren samlede det sammen i en mægtig Bylt, som han smed hen
i en Krog af Stuen, og bad derpaa Henning tage Plads, medens han
selv satte sig overskrævs paa en Stol, der stod foran et gammelt
Skrivebord henne ved Vinduet.
»Naa -- hvad siger De om Revuen i Aar? Det er saagu' den bedste, vi
endnu har havt herude. Og den trækker voldsomt. Baade den og vor
ny Akkvisition blandt Damepersonalet. De kan tro, det har været en
brillant Sæson.«
»Javist --« sagde Henning lidt nervøst. »Hvor har De for Resten faaet
fat i Deres ny Primadonna?«
»Et rent Tilfælde, kjære Ven -- et rent Tilfælde. Men hun er
mageløs -- ikke sandt? Og saa en komplet Dame!« udbrød Direktøren
begejstret. »Sikke Bevægelser, sikke Manerer -- kvikke og utvungne
og dog fuldkommen +ladylike+ -- det er saagu' det, man aldrig kan faa
dresseret de andre til, hvor meget man saa herser med dem.«
»Hun har vel tidligere optraadt i Provinserne?« spurgte Henning og
tændte med en ligegyldig Mine den Cigaret, Direktøren bød ham.
»Nej -- Fanden heller. Aldrig før sat sine Fødder paa Brædderne. Hun
skulde have været til det kongelige til næste Sæson -- jo, gu' er
det sandt,« forsikrede Direktøren med en stærk Gestus, da han lagde
Mærke til, at Henning saa' op med en vantro Mine. »Hun havde allerede
aflagt Prøve -- glimrende Udfald -- men saa blev hendes gamle nok
syg -- hendes Fader er en gammel Provinsskuespiller -- og jeg fik at
vide, at hun søgte Engagement for Sommeren, fordi hun var nødt til at
klare for dem derhjemme.
-- Ja, ser De, -- da jeg netop var svært i Knibe for en Primadonna,
og jeg havde hørt, at hun skulde være noget extra i Subrettefaget,
saa tilbød jeg hende Engagement herude paa saa glimrende Vilkaar,
forstaar De, at hun omsider slog til, skjønt -- ærlig talt -- jeg
mærkede nok, at hun gjorde det forbandet nødig.«
»Se se! Det lyder jo helt interessant. Naa -- og hendes Rygte -- det
er vel grundmuret?« -- Henning havde lidt ondt ved at faa Ordene frem
i en let henkastet Tone.
»Hendes Rygte, min Fa'er!« -- Direktøren gjorde atter sin
ejendommelige, store Gestus. -- »Om det saa var min egen Datter,
kunde jeg ikke ønske hende et bedre Rygte. Hun møder præcis til
Prøver og Forestillinger, kan altid sine Roller, er høflig og
tjenstvillig mod de andre, men taaler ingen Næsvisheder. Kommer man
hende for nær, saa har hun saadan en egen energisk Maade at holde
Folk tre Skridt fra Livet, saa de skal nok tage sig i Agt for at
komme igjen. Om Aftenen efter Forestillingen kommer der et gammelt
Skabilkenhoved af en Tjenestepige og henter hende, og de kjører hjem
sammen. Det hører med til Engageringsvilkaarene, at der paa Theatrets
Regning holder en Droske og venter paa hende, naar Forestillingen er
forbi. Nej, min Fa'er, hun er sikker nok,« sluttede Direktøren sin
Lovtale, der var fremført med en Tungefærdighed, som havde gjort ham
helt stakaandet.
»En hel Sfinx, synes jeg,« bemærkede Henning. »Jeg skal for Resten
ganske oprigtig sige Dem, hvorfor jeg har fattet en vis Interesse
for Deres Vidunder. Hun ligner paafaldende en Dame, som jeg nærer
stor Agtelse for. ... Ved De hvad -- kan De ikke præsentere mig for
hende?« tilføjede han lidt nølende.
»Pokker heller -- De, krrrtsch -- Gavstrik!« Med disse Ord gjorde
Direktøren et spøgefuldt Udfald med sin Pegefinger mod Hennings
Skjortekrave, men skiftede pludselig Tone og forsikrede med et uhyre
alvorligt Ansigt, at det var absolut umuligt. Han turde ligefrem ikke.
»Aa Snak -- det vilde jo være Snærperi,« paastod Henning, der blev
mere og mere ivrig. »Det skal naturligvis foregaa ligesom ganske
tilfældig. De beder hende under et eller andet Paaskud om at komme
herind; saa sidder jeg her, og det er da hverken mere eller mindre
end simpel Høflighed, at De præsenterer os for hinanden.«
»Naa ja -- paa den Maade -- lad gaa.«
Direktøren rejste sig, stak Hovedet ud af Døren og raabte ud over
Trappegelænderet: »Aa, Truelsen -- vil De sige til Frøken Schmidt, at
jeg gjærne vil tale med hende, før hun gaar.«
»Javel, Hr. Direktør,« lød en Stemme nedefra.
Direktøren vendte tilbage til sin forrige Plads og underholdt Henning
med forskjellige interessante Historier fra Theaterverdenen. Men
Henning hørte kun det halve af dem, medens han i stærk Spænding
ventede paa hendes Indtrædelse.
Det varede en halv Snes Minuter. Saa lød der Skridt udenfor, en kort
Banken paa Døren, og hun traadte ind. --
Ligheden var endnu mere paafaldende, som hun stod der i en simpel,
men tækkelig, mørk Dragt, der fremhævede hendes ungdommelige
Skikkelse. Og hun forekom ham langt smukkere end paa Scenen.
Han lagde Mærke til, at hendes Stemme havde en frisk, behagelig
Klang, da hun svarede Direktøren paa nogle Spørgsmaal om en Rolle,
han havde givet hende. Hun gjengjældte Hennings Hilsen, men vendte
sig strax igjen om til Direktøren, vexlede nogle Bemærkninger med ham
om det ny Stykke, hun skulde spille i, og trak sig derpaa tilbage,
hilsende begge Herrerne med en let Hovedbøjning.
»Naa -- det fik vi ikke megen Fornøjelse af,« udbrød Direktøren, da
hun var gaaet. »Hun er i Grunden forbandet kort for Hovedet, men
et mageløst Pigebarn alligevel -- ikke sandt? Og der er Evner, min
Fa'er, virkelige Evner! Stop lidt -- havde jeg bare tænkt paa det,
kunde jeg for Resten have skaffet Dem en bedre Lejlighed til at gjøre
hendes Bekjendtskab. Og De kunde med det samme have gjort mig en stor
Tjeneste ... Hvem Pokker skal jeg nu faa til det? ... Det var da
ogsaa nederdrægtig dumt -- ne-derdrægtig!«
Direktøren kløede sig med en fortrædelig Mine bag Øret. Henning
spurgte, hvad det drejede sig om.
»Det skal jeg sige Dem. Vi indstuderer et Stykke, hvori der bruges
et Portræt i naturlig Størrelse af den Skuespillerinde, der spiller
Hovedrollen. I alt Fald for Kustumets Vedkommende er det nødvendigt,
at vi faar en nogenlunde korrekt Gjengivelse, ellers kunde man jo
leje et Portræt hos en eller anden Marskandiser. Naa, det skal
naturligvis være rent Hurtigmaleri, forstaar De; bare Frisuren og
de samme Farver, der er i Dragten. Det var rigtignok ikke noget
Arbejde for Dem, men det havde ellers været en ypperlig Lejlighed til
at studere Deres Sfinx -- hvad? Og De havde oven i Kjøbet gjort mig
en stor Tjeneste dermed. Hun havde blot behøvet at sidde for Dem en
Times Tid ... Det var dog skammeligt, at jeg ikke før tænkte paa det!«
Direktøren vedblev at klø sig i Nakken, medens Henning sad og rokkede
urolig frem og tilbage i Sofaen. Naar alt kom til alt, hvad ondt var
der saa i, at han portræterede den unge Skuespillerinde?
Skulde en Kunstner, fordi han var Ægtemand, ikke have Lov til at male
et kvindeligt Ansigt, der interesserede ham?
Tilsidst blev Fristelsen ham for stærk, og efter at Direktøren en rum
Tid havde kradset sig bag Øret og slaaet sig med den flade Haand paa
Panden for at fremkalde en Ide, der var lige saa god som den, der
var røget i Lyset, vendte Henning sig om mod ham og fremkom med sit
Forslag.
»Det er vel ikke for sent endnu, hvis De ønsker, at jeg skal male et
Portræt af Deres Primadonna,« sagde han lidt hastig.
»Nej -- vil De virkelig?« Direktøren saa op med et glædestraalende
Blik. »De er en Perle! Saa skriver jeg endnu i Aften et Par Ord til
hende og siger, at jeg har faaet en af vore virkelige, anerkjendte
Kunstnere til at tage det omtalte Portræt af hende. De kan saa dejlig
sidde ovre i min Dagligstue; ikke en Sjæl skal forstyrre Dem. Det
var prægtigt!«
»Naar skal jeg komme?« spurgte Henning, stadig lidt febrilsk.
»Hvis det passer Dem, kan vi jo sætte i Morgen Formiddag Klokken
tolv? -- Saa skal jeg sørge for, at Frøkenen venter paa Dem ovre hos
mig. Det er altsaa et Ord?«
»Ja.«
Direktøren trykkede varmt Hennings Haand med den Forsikring, at han
gjorde ham en knusende Tjeneste, og Henning skyndte sig bort -- i en
noget urolig Stemning.