Men nu kom det altsammen igjen med fornyet Styrke. --

Omsider var de sidste Landliggere og de sidste Badegjæster flyttede

ind til Byen, og Minna havde allerede en god Stund klaget over, at

hun kjedede sig ihjel i de ynkelige smaa Huller, der udgjorde deres

Sommerbolig. Naar man ikke havde Raad til at bo ordentlig, skulde man

hellere lade være at ligge paa Landet, sagde hun.

Saa flyttede de da hjem igjen. Den sidste Del af Sommeren var gaaet,

uden at han havde faaet noget videre bestilt, og det var paa Tiden,

at han atter tog alvorlig fat paa sit store Billede. --

Han malede flittig, efter at de var komne til Ro i deres gamle

Lejlighed, men hvor megen Umage han end gjorde sig for at fordybe

sig helt og holdent i sit Arbejde, kunde han dog ikke forhindre, at

hans Tanker med mere Haardnakkethed end nogensinde før vendte tilbage

til Margrethe Aaby eller lige saa ofte til Skuespillerinden ude paa

Forstadstheatret, saaledes at disse to smeltede sammen til én og

samme Skikkelse.

Et Par Gange prøvede han paa at nærme sig Minna, ligesom han vilde

søge Beskyttelse mod de Udskejelser, hans Fantasi tillod sig, men

Minna havde glemt sin alvorlige Gaaen i Rette med sig selv og viste

hans Tilnærmelser tilbage paa den gamle, saarende Maade.

Han blev tilsidst ked af sin frugtesløse Kamp og overtalte sig til at

tro, at han havde havt Ret i sin første Betragtning, og at han gjorde

bedst i at se denne Dobbeltgængerske endnu en Gang med lysvaagne Øjne

hellere end at lade hende regere uindskrænket i hans Fantasi. --

Det var en sex Uger efter den første Aften, han havde spaseret ud til

Forstadstheatret. Den mellemliggende Tid havde jaget den korte Sommer

paa Flugt. Løvet havde faaet det første gullige Anstrøg, og Bladene

hvirvlede med et melankolsk Suk ned mod Jorden, hver Gang Blæsten

sendte et skarpt Pust gjennem de ærværdige gamle Lindetrær. --

Men de mørke Aftener skræmmede ikke Folk fra at vandre i store Skarer

ud til Sommertheatret, hvis særlige Attraction var den aarlige

»Revue« med sine paa Øjeblikkets brændende Spørgsmaal møntede

Brandere.

Denne Sæson var Revuens Handling forlagt til Kina, og Theatrets ny

Primadonna optraadte i en af Hovedrollerne -- som Prinsesse af det

himmelske Rige. --

Endog ved at se hende i dette fantastiske Kustume følte han sig

betagen af den frappante Lighed. Han lagde Mærke til -- og det var

med en ubevidst Tilfredsstillelse -- at hun holdt sit Spil indenfor

visse, af en naturlig god Smag afstukne Grændser, hvor meget Rollen

end indbød til allehaande sceniske Udskejelser.

Der var over hendes Person og Optræden udbredt en kvindelig Anstand,

som traadte endnu stærkere frem i disse Omgivelser, og alligevel

forstod hun at spille saaledes, at hun helt og holdent erobrede det

stærkt blandede Publikum.

Bifaldet, der lød, naar hun havde sunget en af sine Viser, var

ligefrem bedøvende. Men hun tog imod det paa en fuldkommen rolig,

lidt ringeagtende Maade.

Henning bestræbte sig for at forstørre ethvert Træk hos hende, som

kunde udvidske Ligheden med Margrethe. Der var Øjeblikke, hvor

den irriterede ham; hvor han følte Uvilje mod dette Pigebarn, der

understod sig i at ligne en Person, hvem hun rimeligvis stod saa dybt

under i alle andre Henseender end den tilfældige, ydre Lighed.

Men det vilde ikke lykkes ham. Han gjorde sig forgjæves Umage for at

aflure hende en uskjøn Bevægelse, et Blik eller et Smil, der kunde

virke frastødende paa ham -- altsammen til ingen Nytte.

Saa bildte han sig tilsidst ind, at hele denne taabelige Illusion

beroede paa Lamperækkens skuffende Lys og den Frastand, hvori han saa

hende. Paa nært Hold vilde han sikkert faa et helt andet Indtryk af

hende, og dermed vilde Kogleriet være forbi.

Han fandt paa de mærkeligste Paaskud til at gaa hjemme fra, og

den ene Aften efter den anden tilbragte han nogle Timer ude i

Forstadstheatret. Det var et Par Gange forekommet ham, at hun havde

set ned paa den Plads, hvor han sad, og derpaa taget Øjnene til sig

med en Rødmen, der kom og forsvandt lige hastig. --

En Aften, da hun havde optraadt i det sidste Stykke før

Forestillingens Slutning, tog han sig for at skyde alle

Betænkeligheder til Side og gaa op bag Kulisserne. Han kjendte lidt

til Direktøren, der næppe vilde have noget imod at præsentere ham for

Theatrets Primadonna.

Gjennem en Bagdør og ad en skrøbelig Pindeværkstrappe kom han op

bag Scenen, omkring hvilken der løb en snæver Gang med Døre ind til

Skuespillernes Paaklædningsværelser. Luften, der slog ham i Møde,

var mættet af Gasos, Cigarrøg og en stærk, gjennemtrængende Duft af

Patchouli.

Døren til et af de smaa Rum, der gjorde Tjeneste som

Paaklædningsværelser, stod paa Klem og fremviste Reversen af en

Skuespiller i Skjorteærmer, der arbejdede ihærdig paa at fjærne

Sminken af sit Ansigt ved Hjælp af Fedt.

Medens Henning stod et Øjeblik i Tvivl om, hvad Vej han skulde gaa,

kom Direktøren ham i Møde i egen Person, endnu iført sit Kustume som

kinesisk Kejser og dampende af alle Kræfter paa en Cigaret.

»For Pokker -- jeg syntes jo nok, jeg kjendte Dem. Værs'god, kom

indenfor. Det var pænt af Dem at se herop.«

Han førte Henning ind i et af de omtalte, smaa Rum, der laa nærmest

Trappen og benyttedes paa en Gang til Direktørens Paaklædnings- og

Arbejdsværelse.

Ved den ene Væg stod et langt Fyrretræs Bord; midt paa dette et

Toiletspejl med Gasblus paa hver Side, foruden Sminkekrukker, Æsker

med Pudder, Parykker, Skæg, fedtede Manuskripter, Cigarstumper, et

Par Bajerflasker, snavsede Flipper og Mansketter, krøllede Slips, en

sort Silkehat, Stumper af kulørt Tarlatan og Shirting -- hulter til

bulter mellem hinanden.

Sofaen ved den modsatte Væg var skjult under en ligesaa broget

Mangfoldighed af de mest heterogene Beklædningsgjenstande, ligefra

kinesiske Mandarinkaaber til en moderne sort Selskabskjole.

Direktøren samlede det sammen i en mægtig Bylt, som han smed hen

i en Krog af Stuen, og bad derpaa Henning tage Plads, medens han

selv satte sig overskrævs paa en Stol, der stod foran et gammelt

Skrivebord henne ved Vinduet.

»Naa -- hvad siger De om Revuen i Aar? Det er saagu' den bedste, vi

endnu har havt herude. Og den trækker voldsomt. Baade den og vor

ny Akkvisition blandt Damepersonalet. De kan tro, det har været en

brillant Sæson.«

»Javist --« sagde Henning lidt nervøst. »Hvor har De for Resten faaet

fat i Deres ny Primadonna?«

»Et rent Tilfælde, kjære Ven -- et rent Tilfælde. Men hun er

mageløs -- ikke sandt? Og saa en komplet Dame!« udbrød Direktøren

begejstret. »Sikke Bevægelser, sikke Manerer -- kvikke og utvungne

og dog fuldkommen +ladylike+ -- det er saagu' det, man aldrig kan faa

dresseret de andre til, hvor meget man saa herser med dem.«

»Hun har vel tidligere optraadt i Provinserne?« spurgte Henning og

tændte med en ligegyldig Mine den Cigaret, Direktøren bød ham.

»Nej -- Fanden heller. Aldrig før sat sine Fødder paa Brædderne. Hun

skulde have været til det kongelige til næste Sæson -- jo, gu' er

det sandt,« forsikrede Direktøren med en stærk Gestus, da han lagde

Mærke til, at Henning saa' op med en vantro Mine. »Hun havde allerede

aflagt Prøve -- glimrende Udfald -- men saa blev hendes gamle nok

syg -- hendes Fader er en gammel Provinsskuespiller -- og jeg fik at

vide, at hun søgte Engagement for Sommeren, fordi hun var nødt til at

klare for dem derhjemme.

-- Ja, ser De, -- da jeg netop var svært i Knibe for en Primadonna,

og jeg havde hørt, at hun skulde være noget extra i Subrettefaget,

saa tilbød jeg hende Engagement herude paa saa glimrende Vilkaar,

forstaar De, at hun omsider slog til, skjønt -- ærlig talt -- jeg

mærkede nok, at hun gjorde det forbandet nødig.«

»Se se! Det lyder jo helt interessant. Naa -- og hendes Rygte -- det

er vel grundmuret?« -- Henning havde lidt ondt ved at faa Ordene frem

i en let henkastet Tone.

»Hendes Rygte, min Fa'er!« -- Direktøren gjorde atter sin

ejendommelige, store Gestus. -- »Om det saa var min egen Datter,

kunde jeg ikke ønske hende et bedre Rygte. Hun møder præcis til

Prøver og Forestillinger, kan altid sine Roller, er høflig og

tjenstvillig mod de andre, men taaler ingen Næsvisheder. Kommer man

hende for nær, saa har hun saadan en egen energisk Maade at holde

Folk tre Skridt fra Livet, saa de skal nok tage sig i Agt for at

komme igjen. Om Aftenen efter Forestillingen kommer der et gammelt

Skabilkenhoved af en Tjenestepige og henter hende, og de kjører hjem

sammen. Det hører med til Engageringsvilkaarene, at der paa Theatrets

Regning holder en Droske og venter paa hende, naar Forestillingen er

forbi. Nej, min Fa'er, hun er sikker nok,« sluttede Direktøren sin

Lovtale, der var fremført med en Tungefærdighed, som havde gjort ham

helt stakaandet.

»En hel Sfinx, synes jeg,« bemærkede Henning. »Jeg skal for Resten

ganske oprigtig sige Dem, hvorfor jeg har fattet en vis Interesse

for Deres Vidunder. Hun ligner paafaldende en Dame, som jeg nærer

stor Agtelse for. ... Ved De hvad -- kan De ikke præsentere mig for

hende?« tilføjede han lidt nølende.

»Pokker heller -- De, krrrtsch -- Gavstrik!« Med disse Ord gjorde

Direktøren et spøgefuldt Udfald med sin Pegefinger mod Hennings

Skjortekrave, men skiftede pludselig Tone og forsikrede med et uhyre

alvorligt Ansigt, at det var absolut umuligt. Han turde ligefrem ikke.

»Aa Snak -- det vilde jo være Snærperi,« paastod Henning, der blev

mere og mere ivrig. »Det skal naturligvis foregaa ligesom ganske

tilfældig. De beder hende under et eller andet Paaskud om at komme

herind; saa sidder jeg her, og det er da hverken mere eller mindre

end simpel Høflighed, at De præsenterer os for hinanden.«

»Naa ja -- paa den Maade -- lad gaa.«

Direktøren rejste sig, stak Hovedet ud af Døren og raabte ud over

Trappegelænderet: »Aa, Truelsen -- vil De sige til Frøken Schmidt, at

jeg gjærne vil tale med hende, før hun gaar.«

»Javel, Hr. Direktør,« lød en Stemme nedefra.

Direktøren vendte tilbage til sin forrige Plads og underholdt Henning

med forskjellige interessante Historier fra Theaterverdenen. Men

Henning hørte kun det halve af dem, medens han i stærk Spænding

ventede paa hendes Indtrædelse.

Det varede en halv Snes Minuter. Saa lød der Skridt udenfor, en kort

Banken paa Døren, og hun traadte ind. --

Ligheden var endnu mere paafaldende, som hun stod der i en simpel,

men tækkelig, mørk Dragt, der fremhævede hendes ungdommelige

Skikkelse. Og hun forekom ham langt smukkere end paa Scenen.

Han lagde Mærke til, at hendes Stemme havde en frisk, behagelig

Klang, da hun svarede Direktøren paa nogle Spørgsmaal om en Rolle,

han havde givet hende. Hun gjengjældte Hennings Hilsen, men vendte

sig strax igjen om til Direktøren, vexlede nogle Bemærkninger med ham

om det ny Stykke, hun skulde spille i, og trak sig derpaa tilbage,

hilsende begge Herrerne med en let Hovedbøjning.

»Naa -- det fik vi ikke megen Fornøjelse af,« udbrød Direktøren, da

hun var gaaet. »Hun er i Grunden forbandet kort for Hovedet, men

et mageløst Pigebarn alligevel -- ikke sandt? Og der er Evner, min

Fa'er, virkelige Evner! Stop lidt -- havde jeg bare tænkt paa det,

kunde jeg for Resten have skaffet Dem en bedre Lejlighed til at gjøre

hendes Bekjendtskab. Og De kunde med det samme have gjort mig en stor

Tjeneste ... Hvem Pokker skal jeg nu faa til det? ... Det var da

ogsaa nederdrægtig dumt -- ne-derdrægtig!«

Direktøren kløede sig med en fortrædelig Mine bag Øret. Henning

spurgte, hvad det drejede sig om.

»Det skal jeg sige Dem. Vi indstuderer et Stykke, hvori der bruges

et Portræt i naturlig Størrelse af den Skuespillerinde, der spiller

Hovedrollen. I alt Fald for Kustumets Vedkommende er det nødvendigt,

at vi faar en nogenlunde korrekt Gjengivelse, ellers kunde man jo

leje et Portræt hos en eller anden Marskandiser. Naa, det skal

naturligvis være rent Hurtigmaleri, forstaar De; bare Frisuren og

de samme Farver, der er i Dragten. Det var rigtignok ikke noget

Arbejde for Dem, men det havde ellers været en ypperlig Lejlighed til

at studere Deres Sfinx -- hvad? Og De havde oven i Kjøbet gjort mig

en stor Tjeneste dermed. Hun havde blot behøvet at sidde for Dem en

Times Tid ... Det var dog skammeligt, at jeg ikke før tænkte paa det!«

Direktøren vedblev at klø sig i Nakken, medens Henning sad og rokkede

urolig frem og tilbage i Sofaen. Naar alt kom til alt, hvad ondt var

der saa i, at han portræterede den unge Skuespillerinde?

Skulde en Kunstner, fordi han var Ægtemand, ikke have Lov til at male

et kvindeligt Ansigt, der interesserede ham?

Tilsidst blev Fristelsen ham for stærk, og efter at Direktøren en rum

Tid havde kradset sig bag Øret og slaaet sig med den flade Haand paa

Panden for at fremkalde en Ide, der var lige saa god som den, der

var røget i Lyset, vendte Henning sig om mod ham og fremkom med sit

Forslag.

»Det er vel ikke for sent endnu, hvis De ønsker, at jeg skal male et

Portræt af Deres Primadonna,« sagde han lidt hastig.

»Nej -- vil De virkelig?« Direktøren saa op med et glædestraalende

Blik. »De er en Perle! Saa skriver jeg endnu i Aften et Par Ord til

hende og siger, at jeg har faaet en af vore virkelige, anerkjendte

Kunstnere til at tage det omtalte Portræt af hende. De kan saa dejlig

sidde ovre i min Dagligstue; ikke en Sjæl skal forstyrre Dem. Det

var prægtigt!«

»Naar skal jeg komme?« spurgte Henning, stadig lidt febrilsk.

»Hvis det passer Dem, kan vi jo sætte i Morgen Formiddag Klokken

tolv? -- Saa skal jeg sørge for, at Frøkenen venter paa Dem ovre hos

mig. Det er altsaa et Ord?«

»Ja.«

Direktøren trykkede varmt Hennings Haand med den Forsikring, at han

gjorde ham en knusende Tjeneste, og Henning skyndte sig bort -- i en

noget urolig Stemning.

Et Ægteskabs Historie: En Virkelighedsskildring · 第 30 / 36 题