Han var bleven revet ud af sin Sløvhed og mindet om, at han endnu
havde noget at leve og arbejde for.
Allerede et Par Dage efter, at lille Aage var bleven rask, stod der
et Udkast til et nyt Billede paa hans Staffeli, og han mærkede, at
noget af den gamle Arbejdslyst var kommet over ham igjen. -- Han
arbejdede flittig, gjorde sig Umage for at jage alle Graavejrstanker
paa Flugt, om de end meldte sig nok saa paatrængende, og søgte paany
at afvinde sit Forhold til Minna de bedste og lyseste Sider.
Hun prøvede, saa godt hun kunde, paa at komme ham i Møde. De vilde
aabenbart begge to saa gjærne holde fast ved deres gode Forsæt, naar
det blot maatte lykkes.
I den første Tid gjorde hun Vold paa sig selv for at synes blidere og
mere tilfreds, end det laa i hendes Natur at være. Men hun forstod
ikke at forstille sig, og hun led ved denne Tvang. Det førte ikke til
andet end til en Slags kunstig tilvejebragt Vaabenstilstand, der var
lige saa trykkende som den tidligere aabenbare Krig, og det tjente
kun til endnu tydeligere at vise dem, hvor fjærnt de stod hinanden,
og hvor haabløst det var at tro paa, at det nogensinde kunde blive
anderledes. --
Og der var saa meget, i hvilket de kunde have trængt til at have en
Støtte i hinanden. Henning maatte prøve en hel Del af de Ydmygelser,
som Pengenød fører med sig, og Minna forstod ligesaa lidt nu som
tidligere at finde sig taalmodig i den Slags Ting.
Hun klagede bittert over alt det, de maatte gaa igjennem, drog gjærne
Sammenligninger med dem, om hvem hun mente, at de havde det meget
bedre end hun selv. -- Kunde Henning ikke begynde paa noget andet
end at være Maler; det førte jo dog aldrig til noget. Hun sagde det
ikke i nogen ond Mening; kun fordi hun hverken forstod ham eller hans
Arbejde. Men det saarede ham, og han tænkte med Bitterhed paa, hvem
der vel skulde tro paa ham, naar ikke en Gang hans Hustru gjorde det.
--
Han havde sat al sin Arbejdsevne ind paa sit ny Billede.
»Enkens Søn« skulde det hedde; det forestillede en Moder ved sit
Barns, en halvvoxen Søns Dødsleje. Han arbejdede undertiden med
en overdreven Anspændelse af alle sine Evner og nærede en sygelig
Ængstelse for, at den Gnist, som han næsten med Vold og Magt holdt
fast, skulde svigte ham, før han blev færdig.
Saa var det ud paa Sommeren. De havde ikke havt Raad til nogen
længere Rejse, men for at bringe lidt Afvexling i den trykkende
Ensformighed havde Henning lejet en tarvelig Sommerbolig i et
Fiskerleje nogle Mil fra Hovedstaden.
De havde boet derude en Maaneds Tid, da Henning en Dag maatte tage
til Byen af den meget tvingende Aarsag, at de ikke havde flere Penge
i Huset.
Det var usædvanlig varmt Vejr. Luften havde lige fra tidlig om
Morgenen truet med Torden, og Brostenene inde i Byens Gader brændte
en under Fødderne.
Ude i Alléerne, hvor Træerne havde faaet det støvede og forjaskede
Udseende, der viser, at den smukkeste Del af Sommeren er
forbi, vandrede Folk i store Skarer afsted til de forskjellige
Forlystelsesanstalter uden at bryde sig om Tordenskyerne, der trak
sammen i stedse tættere Masser, medens nu og da en pludselig, let
Susen i Trætoppene spaaede om, hvad der var i Vente. --
Henning havde travet omkring i Byen fra tidlig paa Formiddagen. Og
da han omsider havde faaet udrettet, hvad han skulde, var det sidste
Tog og det sidste Dampskib afgaaet. Saa var der ikke andet for end at
overnatte i Byen.
Han var bleven uvant med at tilbringe en Aften paa egen Haand og
vidste ikke, hvorledes han bedst skulde faa Ende paa den. Det havde
stadig hørt med til Gaaderne i Minnas Karakter, at skjønt hun var sær
og uvenlig, naar han var hjemme, blev hun dog meget ilde til Mode,
naar han en Aften vilde gaa ud alene, og Henning, der efterhaanden
havde brudt fuldstændig med sin gamle Omgangskreds, havde vænnet sig
til at føje hende i dette Punkt. --
Han slæntrede langsomt ud ad Broen og Alléen, medens han med en
ørkesløs Mine betragtede de livlige Menneskegrupper, som vandrede
forbi ham med al den Travlhed, der er betegnende for Kjøbenhavneren,
naar han er ude for at more sig.
Før han rigtig vidste af det, var han kommen i Nærheden af
»Runddelen«. Han naaede det lille Forstadstheater, paa hvilket
der gives Forestillinger i Sommersæsonen, og i Mangel af bedre
Sysselsættelse gav han sig til at studere en af de gloende røde
Plakater, der var slaaet op paa hver sin Side af Indgangen.
Spasereturen gjennem den skyggefulde Allé, hvor det dæmrende
Halvmørke havde fortrængt Dagens brændende Solhede, og Synet af den
brogede Menneskesværm havde stemt ham lidt livligere, og det faldt
ham ind, at han lige saa gjærne kunde nyde sit Aftensmaaltid i det
lille Theater som paa ethvert andet Sted.
Han løste Billet og traadte ind paa Tilskuerpladsen, over hvilken
der hang en graalig Taage af Øl- og Tobaksdunster, som halvvejs
skjulte det talrig tilstedeværende Publikum, der havde grupperet sig
omkring de smaa firkantede, under Vægten af Smørrebrødstallerkener,
Iskageassietter, Ølkrus, Toddyglas og Chokoladekopper bugnende Borde.
Tonerne fra Orkestret skar sig trangbrystet Vej gjennem den
øredøvende Summen af snadrende Stemmer, men forhindrede ikke disse
Stemmers Ejermænd i at forlange hvert eneste Musikstykke da capo et
Par Gange, saa lidt som den utrættelige Dirigent i at efterkomme de
for ham og hans Orkester saa smigrende Opfordringer.
Skjønt der ikke lod til at være saa megen tom Plads i Salen, at
man kunde sætte sin Støvlehæl der, lykkedes det dog en Opvarter
med beundringsværdig Behændighed at bugsere Henning helt op foran
Scenen, hvor han med en lige saa utrolig taskenspilleragtig Dygtighed
tilvejebragte baade en Stol og et Bord.
Henning tog Plads for at nyde de Forfriskninger, han havde bestilt.
Han sad og kiggede i Programmet og tænkte allerede saa smaat paa at
gaa sin Vej, saa snart han var færdig med sit Smørrebrød og Øl, thi
Luften var saa trykkende hed og kvalm, at ikke en Gang Programmets
lovende Meddelelse om et nyt Stykke med en Debutantinde indeholdt den
allersvageste Fristelse for ham til at blive. --
Men Tæppet gik op, før han kunde slippe ud, og han besluttede da at
finde sig taalmodig i sin Skæbne, til Stykket var spillet til Ende.
Imidlertid morede han sig med at betragte Tilskuernes Fysiognomier.
Der var smaa Sypiger og unge Kavallerer, hvis Bekjendtskab syntes
at grunde sig mere paa en hastig tilvejebragt Fortrolighed end
paa en langvarig Prøve. Der var ærbare Borgerfamilier med deres
voxne Døtre; unge, flot klædte Herrer, der aabenbart tjente den
letfodede Mercurius, og hvis støjende Bifaldsytringer dundrede
gjennem Salen; der var nylig indkaldte Jenser med deres Kjærester,
og gamle Pensionister, som tydelig nok hørte til de trofaste
Stamgjæster, fordi de mente, at de lige saa gjærne kunde drikke
deres Øl her som et hvert andet Sted. Der var solide og trivelige
Madammer, der af Hjærtens Lyst nød Komedien med den troskyldigste
Andagt præget i deres rødmussede Ansigter. Der var unge og gamle,
blaserede Herrer med Lorgnetten kneben ind foran det venstre Øje;
blegnæbede Fabrikpiger, som lo paafaldende højt og saa sig omkring
med udfordrende Blikke. Der var en og anden Skuespiller fra et
af Hovedstadstheatrene i Selskab med et Par Forfattere eller
Journalister. --
Henning, som havde været optagen af at udskille Bestanddelene i det
brogede Selskab, blev pludselig opmærksom paa, hvad der foregik
paa Scenen, ved at høre Klangen af en ualmindelig frisk og klar
Pigestemme, der lød paa en for Øret højst velgjørende Maade mellem de
andre Skuespilleres mere eller mindre falske og forskregne Stemmer.
I det samme brød en vældig Bifaldssalve løs paa Tilskuerpladsen,
og nogle Buketter af den Slags, som bydes til Salg paa offentlige
Forlystelsessteder, kastedes op foran Lamperækken.
Det maatte vel være Debutantinden.
Han saa op og blev saa paa en Gang ved at stirre paa Skuespillerinden.
Det var en endnu ganske ung Pige, paa højst en Snes Aar. Det mørke,
blanke Haar var strøget glat tilbage fra en ualmindelig smukt formet
Pande. Øjnene havde et ejendommelig alvorligt og behersket Udtryk.
Skikkelsen var rank og smækker. Den sorte Fløjls Spencer sluttede
om en Figur, som vilde have været værdig til at staa Model for en
Phidias' Fremstilling af klassisk Skjønhed.
Hun sang sin Kuplet med ukunstlet Fordringsløshed uden paa nogen
fremtrædende Maade at bejle til Publikums Gunst og tillige med et
musikalsk Foredrag, som disse Brædder vistnok sjældent var Vidne til.
Derpaa havde hun nogle Repliker, lige saa meningsløse som hele Rollen
og Stykket, men hun sagde dem med en Kvikhed, der indbragte hende en
ny, larmende Bifaldssalve fra Tilskuerne. --
Og dog var det intet af disse Fortrin hos Debutantinden, der i saa
høj Grad lagde Beslag paa Hennings Opmærksomhed. Men jo mere han saa
paa hende, des mere forbavset blev han over den skuffende Lighed.
Det var, som om Margrethe Aaby var traadt lyslevende frem for ham
paa Forstadstheatrets Brædder, kun noget højere og rankere og med en
mere selvbevidst Holdning. Men Ansigtet, Udtrykket i Øjnene og det
lille kløgtige Træk om Munden syntes at være ganske det samme.
Han saa' saa vedholdende paa hende, at han tilsidst fangede hendes
Blik, og det forekom ham, at hun i et Sekund saa' derned, hvor han
sad. Saa gik hun videre i Rollen, og han vedblev at stirre paa
hende, indtil hun havde sunget Slutningsverset, og Tæppet faldt.
En dundrende Applaus, forstærket med Banken af Stokke og Paraplyer
mod Borde og Gulv, attesterede Publikums Tilfredshed med den ny
Skuespillerinde.
Henning løb Programmet igjennem, og da han havde overtydet sig om, at
hun ikke optraadte mere den Aften, gik han hastig ud af Salen.
Udenfor begyndte der at falde enkelte tunge Regndraaber, og han
indsugede begjærlig den kølige Luftning, der slog ham i Møde.
Han havde en Fornemmelse, som om han var vaagnet op af en Drøm; var
næsten tilbøjelig til at tro, at hans Fantasi havde spillet ham et
Puds. En saa mærkværdig Lighed mellem to Mennesker, der ikke stod i
den fjærneste Forbindelse med hinanden! --
Han tog Theaterprogrammet op af Lommen, og ved den første Gaslygte,
han kom til, blev han staaende for endnu en Gang at læse hendes Navn.
Laura Schmidt stod der med ganske almindelige, prosaiske Bogstaver.
--
Han kunde ikke slippe Billedet af denne Dobbeltgængerske. Han følte
et heftigt Ønske om at se hende igjen for at overbevise sig om, at
Ligheden ikke var saa slaaende, som han fra først af havde troet.
Han dannede sig en uklar Forestilling om, at det ligesom vilde øve
en beroligende Virkning paa ham, hvis han kunde komme til et saadant
Resultat ved at se hende endnu en Gang.
Da han skulde til at rejse hjem den paafølgende Morgen, faldt det ham
et Øjeblik ind at telegrafere til Minna, at han blev en Dag længere
i Byen, men han opgav strax denne Plan. Han fandt, at det dog næppe
var den rette Maade til at gjenvinde sin Sindsligevægt.
Der var endnu Tid til at komme afsted med det først afgaaende Skib.
Saa skyndte han sig med sin Paaklædning og begav sig sporenstregs til
Dampskibsstationen for at vende tilbage til Fiskerlejet. --
Derude blev han med Minna og lille Aage en hel Maaned endnu. Skjønt
han flere Gange havde noget at besørge, undgik han at tage til Byen.
Han havde troet, at det var lykkedes ham at trænge Erindringen
om Margrethe Aaby og deres sidste Møde i Baggrunden. Han havde i
alt Fald kæmpet ærlig for at gjøre det, og Bevidstheden om hans
Følelsers absolutte Haabløshed havde maaske tildels hjulpet ham
dertil.