XIV.

Dagene var begyndte at længes.

Fra tidlig om Morgenen, indtil Daglyset forsvandt, sad han ved

Staffeliet. -- Han _vilde_.

Han havde tegnet tre eller fire Kartoner til et stort Figurbillede,

kasseret dem alle og saa taget fat paa den femte. Heller ikke den

var han tilfreds med, men han følte sin Uformuenhed til at gjøre det

bedre. Saa blot videre -- videre. --

Han spændte Lærredet paa Blændrammen og tog fat paa at male Billedet.

Atter og atter smurte han det over igjen. Naar han havde malet

flittig hele Dagen og endelig syntes, at Gnisten var i Færd med at

komme, saa det ligesom lysnede op i ham, blev det kun endnu værre,

naar han den næste Morgen kom ind i Atelieret og saa Resultatet af

den foregaaende Dags Arbejde.

Hans Billede stod tungt og indholdsløst, uden Friskhed, uden Liv.

Saa kunde han sidde og falde helt sammen, med Hovedet begravet i

sine Hænder og med en forfærdelig knugende Følelse af, at Evnerne

svigtede ham. Og dermed var igjen mange Dages møjsommeligt Arbejde

spildt.

Til sine Tider forekom det ham, at han ikke havde en eneste frisk

eller ny Tanke, og at han ligesaa gjærne kunde opgive det hele. Til

andre Tider myldrede det med Ideer om, hvorledes han vilde male, og

hvorledes det skulde være -- det stod altsammen saa klart for ham

-- men naar han saa førte Penslen op til Lærredet, nægtede Haanden

at udføre sin Part, og hvad han malede blev tørt, kjedeligt og

haandværksmæssigt.

Men han _vilde_. Og han begyndte forfra og forfra igjen.

Omsider -- en af de sidste Dage før Kunstnernes Arbejder skulde være

indleverede til den aarlige Foraarsudstilling -- blev hans Billede

færdigt. Aldrig havde noget Arbejde kostet ham saa megen Kval. Han

gad ikke se det. Og han var bange for at se det. Han havde vendt det

om mod Væggen i Atelieret og lod det staa saaledes, indtil Karlen

kom, der skulde bringe det op paa Charlottenborg.

Og da det var borte, vidste han ikke rigtig, om han skulde føle sig

lettet derved eller endnu mere mismodig og tvivlende end i alle de

lange Arbejdsdage, da det havde staaet paa hans Staffeli.

Men han var sig bevidst, at han havde lagt alt det i Billedet, som

han havde evnet. Det kunde jo ogsaa være, at det var bedre, end han

selv troede. Maaske var det den trykkede Sindsstemning, hvori han

befandt sig, der fik ham til at se saa modfalden og utilfreds paa

det. Sikkert var det, at det vilde blive afgjørende for ham, om dette

Billed gjorde Lykke eller ikke. Han syntes næsten, at han maatte staa

eller falde med det.

Han havde med stor Spænding ventet paa Maleriernes Ophængning for at

se, hvorledes hans »Vesterhavs-Fiskere« vilde se ud ved Siden af de

andre Arbejder.

Han var deroppe Dagen før den sædvanlige Aabningshøjtidelighed og

traf sammen med adskillige af sine Kammerater. Men han havde ikke

behøvet at høre deres mere eller mindre skaansomme Ytringer for

at sige sig selv, at hans Arbejde var mislykket -- en øjensynlig

Tilbagegang. Thi trods den svigtende Produktionsevne havde han

beholdt sit kritiske Blik baade for sig selv og andre. Han saa mere

tydelig, end nogen kunde fortælle ham det, at hans Arbejde var

forfejlet.

Den samme umandige Svaghed, denne Halvhed mellem Energi og

Uformuenhed, som han ofte var sig bevidst i sin Karakter som

Menneske, syntes at træde frem ogsaa i hans Værk. I hans Billede

var der en vis pedantisk Stivhed, blandet med et mislykket Forsøg

paa en kjækkere og friere Malemaade, og noget lignende gjorde sig

gjældende i selve Indholdet. Der var Tilløb til en sund, frisk

Friluftsstemning, men den knækkede over paa Halvvejen og blev til

sygelig Følsomhed.

Billedet var og blev mislykket.

Der var adskillige dygtige Arbejder af hans Kammerater -- Billeder,

der vidnede om Udvikling og om voxende Kræfter. Han skammede sig ved

at mærke hos sig selv, at han misundte dem.

De andre gik frem. Skulde han være nødt til at opgive Kampen som

frugtesløs. -- Var Gnisten virkelig haabløst slukket? Eller havde

den ikke været stærk nok til at blive andet for ham end en skuffende

Lygtemand?

Nej, det var umuligt. Han følte det saa sandt og vist hos sig

selv, at han havde baade Kunstnerens Øje og Sind. Livet og Naturen

aabenbarede sig villig for ham. Han var sig bevidst, at han forstod

at tyde dem, og selv i dette mismodige Øjeblik mærkede han, hvorledes

det gjærede i hans Sind med spirende Tanker og Syner. --

Det var umuligt, at han havde kunnet tage fejl af sit Kald -- at han

kun skulde have Evne til at se og opfatte som Kunstneren, men ikke

den skabende Kraft. Men Paavirkningen -- baade den indre og ydre --

havde manglet ham i altfor lang Tid.

Efter Mødet med Margrethe Aaby var der fulgt en Tomhed og Sløvhed,

som han ikke kunde faa Bugt med. Hun havde henvist ham og sig selv

til Pligtens lige Vej. Han gjorde sig Umage for at følge den -- og

bildte sig ind, at det nærmest var, fordi han var for fejg til at

gjøre andet -- men det skete med en underlig sløv Viljeløshed, thi

han havde vænnet sig til at se al Ting graat i graat. --

Og dog var Redning maaske mulig endnu. Kunde han komme bort, rejse et

Aars Tid, glemme en hel Del, som han gjærne vilde glemme, og samle

friske Tanker -- saa vilde Gnisten muligvis blusse op igjen.

Men skulde han blive hjemme, tynget af sin huslige Misère, smaalige

Sorger for at leve -- og de truede med at blive meget følelige,

saafremt han ikke fik sit Billede solgt -- men først og fremmest med

den knugende Bevidsthed, at hans Evner ubarmhjærtig svigtede ham, saa

syntes han, at det maatte føre til haabløs Undergang.

Samme Dag, han havde indsendt sit Billede, havde han givet en

Ansøgning ind om et af Akademiets store Stipendier. Det var

bedrøveligt nok at tænke paa, at hans Fremtid paa en Maade syntes

at afhænge af, om han fik den lumpne Sum Penge eller ikke. Men de

»lumpne« Penge vilde sætte ham i Stand til at rejse ud og vinde

friske Kræfter, skabe et nyt Væld i den udtørrede Kilde, og derfor

blev det alligevel -- hvor prosaisk det end var -- et Livsspørgsmaal

for ham.

Men det havde de ærværdige Professorer næppe nogen Anelse om. Naar

hans Billede blev fundet utilfredsstillende, var det ikke rimeligt,

at han vilde faa Stipendiet.

Man vilde vistnok i alt Fald komme til det Resultat, at han havde

bedst af at vente et Par Aar paa en saadan Opmuntring. Og imidlertid

-- men det var jo alligevel muligt, at det gik bedre, end han troede.

* * * * *

Det var en kold, sludfuld Dag i Slutningen af April. En af de

gjækkende Dage, hvor Solen pludselig bryder frem mellem regntunge

Skyer og varsler om Foraar og Sommer for strax efter at skjule sig

igjen og lade det falske Smil efterfølge af stride Regnstrømme og

raslende Haglbyger.

Gader og Torve laa kølig forfriskede i et Regnbad, der havde

efterladt brede Vandpytter paa Stenbroen, og de letsindige Indvaanere

af begge Kjøn, der havde ladet sig friste af en Smule blegnæbet

Middagssol til altfor tidlig at stikke i Foraarstøjet, hastede nu

med blaalig anløbne Kinder og røde Næsetipper langs med Husrækkerne,

under ihærdige, men ofte frugtesløse Anstrængelser for at holde

Paraplyen stik mod Vinden. --

Henning havde taget en Beslutning. Han vilde tale med en af de

Professorer, der var beskikkede til at uddele Stipendierne. Han vilde

ærlig gjøre rede for, hvor magtpaaliggende det var ham at komme ud

for at modtage en befrugtende Paavirkning, som han følte, at han

trængte haardt til.

Det havde kostet ham en Del Overvindelse at holde fast ved dette

Forsæt og give sig i Færd med at udføre det, men der stod saa meget

paa Spil, at han ikke vilde lade noget Middel uforsøgt til at rejse

sig igjen efter det sidste Nederlag. --

Saa begav han sig hin sludfulde Aprildag paa Vejen til den velkjendte

Bygning, hvor Professoren havde Embedsbolig.

Det var henimod den Tid af Dagen, da Udstillingen lukkes, og i Porten

mødte han en Sværm af besøgende: kritisk udseende Herrer og Damer,

der stak deres Katalog og Blyantspen i Lommen, idet de nærmede sig

Udgangen; Gjæster fra Provinserne, der saa' saa ivrige og travle ud,

som om de endnu havde et Par Maleriudstillinger og diverse Museer at

støve igjennem, før de med en rolig Samvittighed kunde lægge deres

mødige Lemmer til Hvile i Hotellernes rummelige Senge.

Nogle blev staaende i Porten med de allerede opslaaede Paraplyer for

at vente, til Bygen var trukken over, og i Sværmen saa Henning et Par

bekjendte Ansigter, som han skyndte sig forbi for ikke at blive nødt

til at indlade sig i en ligegyldig Samtale, som han ikke følte sig

videre oplagt til. --

Han skraaede over Gaarden, gik ind ad Porten til højre, hvor der stod

en Stabel Kasser, der havde gjemt eller endnu indeholdt Billeder,

bestemte til »anden Ophængning«, og stod i Begreb med at gaa op ad

den brede, snirklede Trappe, da han blev standset af et af Akademiets

Bude, gamle Blæsenberg, hvis ulastelige, sorte Frakke, stive Halsbind

og omhyggelig børstede Filthat havde et saa officielt Præg, at

ingen kongelig Kontorchef havde behøvet at skamme sig ved at bytte

Klæder med ham. Blæsenberg havde derfor ogsaa i mange Aar gaaet under

Hædersnavnet »Chefen« blandt Akademiets Elever, der kjendte hans

knirkende Støvler i halvtresindstyve Skridts Afstand.

Denne indflydelsesrige Personlighed standsede Henning paa Trappen med

et fortroligt: »Goddag Hr. Bentsen! Det var grumme rart, jeg traf

Dem, for jeg gaar her med et Brev, som jeg skulde ha'e brungen ud til

Dem. Det var saa grumme heldigt. Værsgo', Hr. Bentsen!«

Med disse Ord leverede han Henning et stort, embedsmæssig udseende

Brev i blaa Konvolut, og da Henning modtog det uden at synes

tilbøjelig til at indlade sig i nærmere Samtale, gik Blæsenberg

videre efter at have gjort en kort Bemærkning om det grumme triste

Vejr. --

Henning blev staaende med Brevet i Haanden. Han havde paa

Fornemmelsen, hvad det indeholdt, men tøvede med at aabne det. Saa

rev han endelig Konvolutten op. -- Skrivelsen var affattet i den

sædvanlige Kancellistil. Stipendiet var ikke tilstaaet ham. --

Han gik tilbage over Gaarden, ud gjennem Hovedporten, der imidlertid

var bleven rømmet af det udstillingsbesøgende Publikum. Den smækkede

i bag ved ham med et lydeligt Drøn, som om den for evig Tid vilde

lukke ham udenfor de indviede Mure.

Han blev staaende og saa ud over Torvet, der laa som en blinkende,

mørk Flade foran ham. Regnen piskede ned mod Brostenene og paa de

endnu bladløse Trær rundt om »Hesten«.

Sporvogne og drivvaade Drosker rullede forbi; Folk gik med Paraplyen

helt nede over Hovedet; Vandet sivede ud af Tagrenderne med sit

ensformige Prik-Prik. De røde Lygter blev satte udenfor Theatret, og

de første Theatergængere -- Folk fra Provinsen, der holdt sig til

Plakaternes Bemærkning om, at »Indgangen aabnes Kl. 6½« -- begyndte

saa smaat at indfinde sig. --

Han blev staaende, uvis om, hvor han skulde gaa hen. Hjem gad han

ikke gaa. Dér ventede ham ingen Opmuntring.

Han tænkte paa, hvor helt anderledes det vilde have været, dersom han

hjemme havde fundet den Kjærlighed og Forstaaelse, som kan hjælpe en

Mand til at overvinde selv de største Hindringer og forsone ham med

de bitreste Skuffelser, han møder ude i Verden.

Men det nyttede ikke at gruble derover. Det var nu en Gang saa og

kunde ikke blive anderledes. Han følte ikke længere nogen Bitterhed

mod Minna, snarere en bedrøvelig Medynk baade med hende og sig selv.

Men Midlerne til at redde sig fra Skibbruddet -- hvor skulde han

finde dem?

Saa faldt det ham pludselig ind at henvende sig til en af Stadens

Mæcenater, en Mand, der havde Ord for at have hjulpet mange unge

Kunstnere frem.

Han vilde forklare ham, hvorledes Sagerne stod -- naturligvis med

Undtagelse af sine huslige Forhold -- fortælle ham, at hans Fremtid

som Kunstner beroede paa, at han kunde komme bort et Aars Tid for at

faa friske Kræfter, og bede ham om de nødvendige Penge som et Laan.

Hvad var et Par tusende Kroner for en Mand, der ejede flere

Millioner, og hvis Formue voxede hvert Aar med adskillige

Hundredetusender.

Men for ham, Henning, var den forholdsvis ubetydelige Sum

ensbetydende med nyt Liv og en ny Tilværelse.

Desuden mente han, at han kunde stille nogen Sikkerhed for et saadant

Beløb. Jo mere han tænkte derover, des mere sandsynligt forekom

det ham, at det kunde lykkes, og han fik omsider Mod til at vove

Forsøget. Da han først var kommen saa vidt, syntes han, at det var

bedst lige strax at sætte Beslutningen i Værk. --

Klokken var hen ved syv, altsaa ikke den Tid, man plejer at gjøre

Visit hos fornemme Folk. Men lige meget -- han vilde ikke opsætte det.

Han begav sig paa Vej til det Kvarter af Byen, hvor den store Mand

boede. Tjeneren, der modtog hans Kort, saa spørgende op og ned ad ham

og bemærkede, at Excellencen ikke modtog paa den Tid, men han skulde

gjærne aflevere Kortet. Dermed gik han og vendte kort efter tilbage

for at bede Henning træde ind. Excellencen skulde strax være til

Tjeneste.

Henning befandt sig i en rummelig Hjørnestue, halvt Bibliothek,

halvt Arbejdsværelse, udstyret i gammeldags Stil, med al den Luxus,

som en betydelig Formue i Forening med en fint udviklet Smag kan

tilvejebringe.

Over Skrivebordet hang en ægte Rembrandt, paa den modsatte Væg nogle

Stykker af gamle danske Mestere. -- Overalt bløde, dæmpede Farver,

tunge, mørkerøde Silkegardiner, en mat bronceret Lysekrone, Bøger,

indbundne i brunt Maroquin; bredbladede, mørkegrønne Planter i

smagfulde Stativer, Stole med lave, magelige Sæder, et Tigerskind med

udstoppet Hoved inde under Skrivebordet. --

Der gik ti og atter ti Minuter. Henning hørte nu og da en fjærn

Klirren af Glas og andet Bordservice. Excellencen havde aabenbart

endnu ikke rejst sig fra Middagsbordet. -- Folk plejer at være i en

blid og medgjørlig Stemning, naar de har spist godt. Han vilde haabe,

at Excellencen maatte være tilfreds med sin Middag. --

Saa ventede han endnu en halv Snes Minuter. Haglene piskede mod

Ruderne, og Lyset, der selv midt paa Dagen havde Møje med at trænge

ind mellem de folderige Gardiner, blev mere og mere dæmpet.

Han havde sat sig paa en af de smaa Hjørnesofaer og lænede Hovedet

mod Rygstødet. Hans Blik strejfede ørkesløst de forskjellige

Gjenstande i Værelset, medens han forestillede sig, om Excellencen,

hvem han aldrig havde set personlig, var en høj, imponerende

Skikkelse eller en lille, tør, mager Mand; om hans Stemme var barsk

og bydende eller muligvis fin og sleben som en ægte Hofmands. --

Men lidt efter lidt forlod hans Tanker disse Enemærker og vandrede

langt bort fra den store Mand og hans Arbejdskabinet. Værelset var

opfyldt af en let, behagelig Vellugt, der blandede sig med den stærke

Varme fra en massiv Fajanceovn, og uden at han selv vidste af det,

faldt hans Hoved tilbage mod Sofaens Rygstød; de Billeder, der drog

forbi ham, antog mere og mere taageagtige Skikkelser. --

Et pludseligt Lysskær vækkede ham af den Døs, hvori Trætheden og

den lange Ventetid havde bragt ham. Han sprang op fra sin magelige

Stilling og gjorde et forvirret Buk for Excellencen, der var

traadt ind i Stuen, fulgt af en Tjener, som satte en Lampe hen paa

Skrivebordet og derpaa forsvandt.

»Jeg beder Dem -- bliv kun siddende,« sagde Hs. Exc. med et fint,

maaske en lille Smule ironisk Smil. »Tør jeg spørge, hvormed jeg kan

være til Tjeneste? -- Jeg mindes ikke før at have havt den Fornøjelse

....«

»Jeg tør maaske antage, at mit Navn ikke er Deres Excellence helt

ubekjendt,« sagde Henning.

»Nej --« Excellencen raadførte sig med Visitkortet, som han endnu

havde i Haanden. -- »De har vist flere Gange havt udstillet -- ikke

sandt? Om jeg husker rigtig, har De ogsaa et Billede deroppe i Aar --

nogle Fiskere fra Vestkysten -- tror jeg?«

»Ja desværre,« svarede Henning. »Det er et mislykket Arbejde, som jeg

ikke burde have udstillet. Jeg ...«

»Aa hvad -- De er en ung Mand. Har De været mindre heldig i Aar, kan

De jo tage Revanche en anden Gang. De har jo Tiden for Dem. -- Men

hvormed ...«

Excellencen kastede et Blik paa Uret ligesom for uden al Fortrydelse

at minde den unge Mand om, at hans Tid var mere kostbar, og at han

ikke havde den for sig i en tilsvarende Grad, hvad der kunde være en

hel Del i, naar man tog Hensyn til, at _han_ var en meget gammel Mand.

»Hvormed ...?«

Henning søgte med saa faa Ord som muligt at komme frem med, hvad han

havde paa Hjærte, og imidlertid sad den lille sirlige, hvidhaarede

Mand og hørte paa ham, stadig med samme uforanderlige, halvt

ironiske, halvt opmuntrende Smil.

»Det maa vistnok synes Dem underligt, at jeg kommer med en saadan

Anmodning uden at være personlig kjendt af Dem,« sluttede Henning,

»og jeg skulde sikkert heller ikke have gjort det, hvis jeg ikke

havde en saa bestemt Følelse af, at hele min Fremtid ...«

»Ja vist, ja vist,« afbrød den lille Excellence. »Saaledes er det med

dem alle -- med dem alle. Det gjælder altid hele deres Fremtid. Men

det er umuligt at hjælpe enhver. Der stilles saa mange Krav. Man vil

gjærne gjøre, hvad man kan. -- Men det er umuligt -- ganske umuligt.

-- Jeg forsikrer Dem, kjære unge Ven, at selv den største Formue

vilde spille Bankerot, hvis man skulde træde hjælpende til i alle

Tilfælde. Nej, det er umuligt -- ganske umuligt.«

»Jeg havde ikke tænkt mig at modtage denne Sum som en Gave,« sagde

Henning, hvis Kinder begyndte at farves røde, ikke saa meget af

Fortrydelse over Afslaget, thi det kunde altid være lige saa vel

motiveret som hans Anmodning, og der var jo desuden en hel Del

Sandhed i, hvad den gamle Mand sagde -- men fordi han mere og mere

følte det ydmygende i Situationen.

»-- -- Det var ikke min Mening at modtage det som Gave, men som et

Laan. Jeg havde tænkt at kunne give f. Ex. en Livspolice i Sikkerhed,

og ...« Han stammede lidt i det ... »naar jeg skaffede behørig

Sikkerhed for Præmiens Betaling, vilde Gjælden jo i værste Tilfælde

blive betalt ved min Død, og Deres Excellence eller Deres eventuelle

Arvinger vilde saaledes under ingen Omstændigheder kunne gaa tabt af

Kapitalen ...«

»Meget rigtigt -- meget rigtigt. Men jeg beklager ikke at kunne

indlade mig paa den Slags Sager. -- Det er jo muligt, at De kan faa

det ordnet saaledes i et eller andet Pengeinstitut ...«

Excellencen, der i de sidste Minuter utaalmodig havde ladet en

Papirkniv glide frem og tilbage mellem sine spidse, hvide Fingre,

hostede ganske sagte, og det opmuntrende Smil blev mere køligt.

»Saa maa jeg endnu blot bede Dem undskylde, at jeg har henvendt mig

til Dem,« sagde Henning og rejste sig. »Trods Deres Excellences

Bemærkning kan jeg ikke andet end gjentage, at jeg ikke vilde have

gjort dette Skridt, hvis jeg ikke havde været meget haardt tvungen

dertil.«

Den lille Mand saa op med et hastigt Glimt i sine skarpe, graa Øjne.

»Ja -- det gjør mig meget ondt. Hermed kan jeg ikke være Dem til

Tjeneste. -- Kan derimod et mindre Beløb muligvis hjælpe Dem i en

øjeblikkelig Forlegenhed, saa ...«

Han gjorde en Bevægelse med Haanden hen til Skrivebordsskuffen,

men Udtrykket i Hennings Ansigt overbeviste ham om, at han havde

misforstaaet hans sidste Ytring.

»Saa beklager jeg, at De maa gaa fra mig med uforrettet Sag. Altid

meget kjedeligt -- meget kjedeligt for begge Parter.«

Henning bukkede tavs, og den lille Excellence fulgte ham med sin

aldrig svigtende, tilknappede Høflighed et Par Skridt henimod Døren.

--

Regnen og Haglbygerne var holdt op. Der viste sig en klar Lysning

mellem Skyerne, og Blæsten, der jog fejende omkring Gadehjørnerne,

havde tørret Fortovene, saa kun de større og mere udholdende

Vandpytter var blevne tilbage i Stenbroens ujævne Fordybninger.

Henning gik langsomt hjemad, lige saa aandelig træt, som han var det

legemlig.

Den ydmygende Situation, han havde lagt bag ved sig, vedblev at

forfølge ham. Det var, ligesom den paanødte ham en Følelse af, hvor

lidet vidt han havde bragt det. I gamle Dage havde han fundet en

Slags Tilfredsstillelse i at anstille Beregninger over, at naar han

blev saa og saa gammel, skulde han være naaet saa eller saa langt

frem. Det var en Art Milepæle, han opstillede paa sin Fremtidsvej.

Men det opgav han nu. Der laa saa mange svigtede Forsætter bag ved,

at han blev led ved dem og ligesom undsaa sig ved at føje ny til --

for ogsaa at bryde dem.

Der havde været en Tid, hvor den Ydmygelse, han nylig havde lidt,

vilde have opflammet hans Energi og ægget ham til at trodse sine

Uheld. -- Han kom til at tænke paa den Dag, da han som ganske ungt

Menneske -- ikke stort mere end en Dreng -- var kommen op med sit

Maleri til Fabriksinspektøren, der med saarende Ord havde raadet

ham til at slaa de Nykker af Hovedet. Den Gang var der blevet vakt

en saadan Trods i hans Sind, og han vidste af Erfaring, at den kan

hærde baade Vilje og Evner. Men ogsaa denne Følelse lod nu til at

være død for ham. Han kæmpede med sig selv for at kalde den til Live

igjen, men det vilde ikke lykkes.

Men han kunde saa tydelig se, hvorledes det altsammen var kommet

og _maatte_ komme saaledes. Han var sig sine egne Fejl fuldkommen

bevidst, men alligevel formaaede han ikke at mande sig op til at

begynde Kampen forfra. Paavirkningen maatte komme ude fra. Skæbnen

maatte sende ham den, thi inde i ham selv var Visen sungen til Ende.

--

Han naaede omsider hjem, stadig forfulgt af de samme Tanker, der

atter og atter vendte tilbage i det samme ensformige Kredsløb. --

Da han havde spist til Aften med Minna, gik han ind i Atelieret og

kastede sig paa Sofaen uden at bryde sig om at tænde Lys. Han laa og

stirrede paa det tomme Staffeli, grundende over, naar han vel vilde

faa begyndt paa et nyt Arbejde.

Deres Sovekammer stødte op til den bageste Væg i Atelieret, og en Tid

lang kunde han høre Minna pusle derinde. Men lidt efter gik hun ud af

Stuen, og al Ting blev ganske stille.

Han havde vel ligget et Par Timers Tid paa Sofaen uden at sove, men i

en halvt drømmende Tilstand, under hvilken han maatte gjøre Vold paa

sig, naar han vilde knytte Tankerne sammenhængende til hinanden, da

han pludselig blev skræmmet op ved en kort, rallende Hoste, der lød

inde fra Sovekammeret.

Den varede kun et Øjeblik, men havde noget uhyggeligt ved sig,

lignede slet ikke den Maade, hvorpaa Børn undertiden hoster i Søvne,

og Henning, der bestandig, endog uden den mindste Grund, plagedes af

en overdreven, sygelig Ængstelse for Barnet, sprang forskrækket op og

ilede ind i Dagligstuen.

Men Minna, der havde været nærmere ved Sovekammeret, var allerede

kommen ham i Forkjøbet, havde været inde og taget Barnet op og kom nu

løbende ind, bærende det paa Armen.

»Men Gud -- han kvæles -- se -- hvad fejler dog lille Aage?«

Hun stod og rystede over hele Kroppen, medens hun holdt Barnet, hvis

Bryst arbejdede med en krampagtig Stønnen. Dets Ansigt var blegt, med

et let blaaligt Anstrøg, og Øjnene havde et forpint Udtryk, som om de

ytrede en stum Bøn om Hjælp mod den usynlige Fjende, der plagede det

lille Legeme.

»Se -- Henning -- han kan ikke faa Luft!« skreg Minna.

Han var lige saa bleg og forskrækket som hun og famlede efter sin Hat

for at løbe efter Lægen.

Minna havde vendt Barnet om paa sin Arm og slog det i Ryggen for at

fremskynde en Opkastning, dersom det skulde have sunket noget. Men

derpaa fulgte den samme uhyggelige, rallende Hoste som første Gang,

kun mere besværlig og langvarig.

Henning vendte sig om i Døren og saa med et fortvivlet Blik hen paa

Moderen og Barnet. Han hørte endnu Minna skrige: »Aa Gud -- det kan

da ikke være Strubehoste!« -- Men derpaa fór han ned ad Trappen,

gjennem den lille Forhave og hen ad Vejen, som om han havde havt

Vinger. --

Han løb hele Vejen ind til Byen, saa hurtig som en ung kraftig Mand

kan løbe, naar det gjælder om at frelse et Liv, der er ham mere

dyrebart end hans eget.

Han løb, saa det peb og gispede i hans Bryst; sagtnede ikke et eneste

Sekund sin voldsomme Fart, pressede kun Haanden mod det smertende

Sting, han følte i Siden, og løb videre og videre uden at ænse,

hvorledes Blodet strømmede til hans Hoved og pressede sammen om hans

Hjærte.

Der var en dødelig Angst i hans Sind. Musklerne i hans Ansigt fortrak

sig i den stumme Smerte. Hans Øjne brændte, og han havde en tør,

kvælende Fornemmelse i Halsen.

Hans Søn -- hans prægtige Dreng dø!

Hans hidsede Fantasi forestillede ham, at det allerede var sket.

Han saa den smukke, raske Dreng ligge Lig, med Ligets voxagtige

Bleghed over de elskede Træk. Han saa dem komme med Dødens uhyggelige

Attributer for at skrinlægge det kjæreste, han ejede. Han hørte

dem hugge Sømmene til -- saa tydelig, at Nerverne i hans Hoved

dirrede derved. Hans Bryst snøredes sammen, og han løb -- løb som en

afsindig. --

Lægen var heldigvis hjemme. Han forklarede ham, saa godt han kunde,

hvad der var sket, og et Par Minuter efter sad de i en Droske og

rullede afsted til hans Hjem.

De fandt Minna gaaende op og ned ad Gulvet med det syge Barn i sine

Arme. Lægen forlangte en Ske, som han holdt paa den lilles Tunge for

at se ham ned i Halsen.

Henning maatte holde Lyset imens. Doktoren rystede paa Hovedet,

spurgte, om Barnet havde været hæs i Løbet af Dagen.

Nej, lille Aage havde været fuldkommen rask og lige saa kvik og

munter, som han plejede. Kunde det være muligt, at det var den

skrækkelige Strubehoste?

Doktoren rystede atter paa Hovedet. Det var vanskeligt at afgjøre

i Øjeblikket. Det var muligt, at det kun var en Halskatarrh, et

Tilfælde, som man kaldte for falsk Strubehoste, og som tit plejede at

angribe Smaabørn ganske pludselig. Han bad dem berolige sig og haabe

det bedste. Barnet skulde have koghede Omslag om Halsen og hver halve

Time en Theskefuld af nogle Brystdraaber, paa hvilke de nu skulde faa

Recepten.

Henning løb hen paa Apotheket. Han ringede gjentagne Gange paa

Natklokken, før den vagthavende indfandt sig. Saa blev han lukket ind

i det kvalme Lokale med dets underlige krydrede Luft. Han maatte

vente, indtil den søvndrukne Apothekerlærling fik Medikamentet

tillavet, og de fem eller ti Minuter, der gik, forekom ham som lige

saa mange Aarhundreder.

Hans Søn -- hans lille, prægtige Dreng! Det var de samme Ord,

formende det samme Billede, der atter og atter gjentog sig for ham.

Og paa samme Tid følte han en heftig Trang til at anraabe Gud om at

have Medlidenhed med hans Hjærteangst. Men han kunde ikke føje Ord

og Tanker sammen til en Bøn. Det var enkelte, forpinte Skrig, der

undslap hans Bryst og banede sig Vej did op, hvor der -- han mindedes

det fra sin Børnelærdom -- skal være idel Lys og Retfærdighed.

Det blev ved at kæmpe og arbejde i ham, medens han skyndte sig

tilbage til sit Hjem, stadig med den samme kvælende hede Fornemmelse

i Brystet; med det samme Billede af hans lille Yndling stillende

sig frem for hans opskræmmede Tanker og med den samme heftige, men

afmægtige Trang til at give sin Fortvivlelse Luft i Graad og Bøn. --

Derpaa fulgte Natten, den ubeskrivelig lange, kvalfulde Nat, medens

de begge sad oppe og vaagede hos det syge Barn, lyttende med

ængstelig Spænding til dets Aandedrag, stirrende ufravendt paa det,

saa længe det laa hensunket i et kort Blund, og begge to følende det

samme isnende Stik i Hjærtet, hver Gang Hosten kom igjen.

Var det en Straf for deres Vildfarelser, for deres Mangel paa

Kjærlighed og Overbærenhed med hinanden -- for alt det stygge,

der havde været i deres Samliv? Kunde Skæbnen ville ramme dem saa

forfærdelig haardt?

Overfor den store Sorg, der truede Henning, forekom det ham, at

alt andet, hvad der havde brudt ham ned i de sidste Aar, blev saa

uendelig smaat og betydningsløst.

Dette var den første store Hjærtesorg, og den var kommen saa

pludselig og overvældende. Han foragtede sig selv, fordi han før

var falden sammen og havde bildt sig ind, at hans Liv var tomt og

indholdsløst, hans Kræfter opbrugte. Nu saa han først, at han kunde

lide et Tab, der var helt anderledes tungt. Maatte han dog blot blive

sparet for det. Alt andet kunde gjenoprettes. Kun ikke det -- kun

ikke det. --

De laa paa Knæ, hver ved sin Side af Sofaen inde i Dagligstuen, hvor

der var blevet redt til det syge Barn. Lampen brændte paa Bordet og

kastede sit Skær hen paa det lille Ansigt, der fortrak sig urolig i

Søvne.

Hver Erindring, der knyttede sig til Barnet, kaldtes atter frem --

Erindringer, der vilde synes latterlig smaa for alle andre, men som

fik deres Hjærter til at bæve og snørede deres Bryst sammen i kvalt

Graad. De første, usikre Skridt paa egen Haand, de første, stammende

Ord, den første Fødselsdag og det første Stykke Legetøj. Hvert lille

Fremskridt, der var forekommet dem som et mærkeligt Vidunder. Barnets

pudsige Indfald, dets muntre Leg og dets ømme Kjærtegn -- denne

friske Barnemund, der bød sig saa lokkende til Kys, og disse runde,

bløde Arme, der saa utallige Gange havde slynget sig om deres Nakke

med et Overmaal af barnlig Kjærlighed. Og alt det skulde være forbi.

Nej -- nej. Kun ikke det -- kun ikke det!

Dagslyset begyndte at kæmpe med Skæret fra Lampen og fik mere og mere

Indpas gjennem de nedrullede Gardiner. Skyggerne, der havde ligget og

forstukket sig under Møblerne, trak sig længere og længere tilbage og

forsvandt tilsidst helt for den frembrydende Morgendæmring. --

Det havde allerede en god Stund været saa lyst udenfor, at man kunde

have slukket Lampen og rullet Gardinerne op, men ingen af dem havde

Tanke derfor. Den fjedrede Befolkning i Træerne ude i Alléen begyndte

at istemme sin Morgenkoncert, først en enkelt Sanger og derpaa hele

Skaren. Men de hørte det ikke. Solen sendte sine første smaa Lysglimt

ind mellem Rullegardinet og Vindueskarmen. De lagde ikke Mærke dertil.

Barnet var faldet i en fast Søvn; det syntes at trække Vejret

lettere, og den uhyggelige, rallende Lyd i Brystet og Struben kom

svagere og med længere Mellemrum; Farven lod ogsaa saa smaat til at

vende tilbage paa Kinderne.

De fulgte disse Symptomer, og Haabet begyndte at vaagne hos dem, men

de turde ikke stole paa det. De saa' spørgende paa hinanden, vexlede

nogle Ord med en Stemme, der dirrede af Bevægelse, og bøjede sig

hvert Minut over det slumrende Barn for at lytte til dets Aandedrag,

snart grebne af Uro over den lange Søvn, snart givende sig mere og

mere hen til Haabet om, at Faren var overstaaet. --

Pigen, der var bleven oppe for at hjælpe dem med at passe den lille

Patient, havde, uden at de vidste af det, lavet Kaffe ude i Køkkenet

og kom nu ind med en Præsenterbakke, som hun satte paa Bordet i

Dagligstuen. I det samme vaagnede den lille Dreng, smilede til dem og

rakte sine Arme frem.

Nattens frygtelige Angst og Spænding gjorde paa én Gang Plads for en

Følelse, saa glad og befriende, som de næppe før havde kjendt den.

De lagde sig paa Knæ ved Barnets Seng, bedækkede hans Pande, Mund og

Hænder med lidenskabelige Kys, saa at Drengen saa' halvt forundret,

halvt ængstelig paa dem.

»Lille Aage bliver snart rask -- du skal ikke græde, søde Moder,«

stammede den lille Fyr.

Deres Blikke mødtes; stiltiende rakte de hinanden Haanden, kæmpende

hver paa sin Side for at skjule, hvorledes Graaden stansede Ordene

i deres Mund. Saa kastede Minna sig pludselig om hans Hals med en

lidenskabelig Hulken.

»Aa, Henning -- Henning,« mumlede hun -- »Vorherre har været meget

bedre mod mig, end jeg har fortjent -- Gid jeg aldrig maa glemme det

...«

Hun trykkede sit Hoved op til hans Bryst, og han bøjede sig ned og

kyssede hendes Pande.

Da Lægen kom igjen op ad Formiddagen, erklærede han, at der ikke

var nogen som helst Grund til yderligere Ængstelse. Det havde

kun været et Tilfælde af den omtalte, falske Strubehoste, hvis

Begyndelsessymptomer vanskelig lod sig skjelne fra den ægte.