Det var ved Nytaarstid, der var truffet ind med meget strængt
Vintervejr det Aar.
Der havde været usædvanlig mange Indsamlinger til Brændsel og
Varmestuer og Uddeling af Middagsmad til Byens fattige. Thermometret
viste ti Grader under Frysepunktet. Isen hang i fantastiske
drypstensagtige Former under ethvert Tagskæg og enhver Tagrende; laa
i en tyk Skorpe om de halmomviklede Vandposte og havde endog havt
Udholdenhed nok til at etablere en solid og meget befærdet Landevej
mellem Langelinie og »Tre Kroner«.
Og ude omkring paa Marker og Veje laa Sneen frosset sammen i store
Bunker.
»Probenreutere« var i massevis sneede inde i Gjæstgivergaardene. Selv
Istransporten over Bæltet led jævnlige Afbræk ved Snestormene, og
Sprogø havde en permanent Befolkning af vrede og utaalmodige rejsende.
Bønderne ude paa Landet sad og døsede i den lune Kakkelovnskrog med
Merskummeren mellem Tænderne; i saadant et Vejr gad man ikke en Gang
tage fat paa det sædvanlige Vinterarbejde. Husmænd og Indsiddere slog
sig igjennem, som Smaafolk kan bedst i en stræng Vinter, og oppe paa
Herregaardene havde man beholdt sine Gjæster lige fra Jul og lod det
gaa strygende løs med Baller og Middage.
Men inde i selve Hovedstaden havde man især travlt med veldædige
Basarer og dito Aftenunderholdninger. Og det var ikke Smaaskillinger,
der kom ind.
Det er saa rart at have den Bevidsthed, at man danser og morer
sig, paa én Gang til Glæde for sig selv og til Gavn for sine
nødlidende Medskabninger. Og der herskede i denne strænge Vinter en
overordentlig ihærdig Virksomhed blandt de Velgjørere, der havde
paataget sig at arrangere Basarer og Aftenunderholdninger.
Ude omkring i Kristianshavns Smaagyder og Arbejderkvarterernes
kaserneagtige Huse steg ikke desto mindre Debetkontoen paa Høkernes
sorte Tavler til truende Højdepunkter for saa og saa mange paa Kredit
udleverede Fjerdingspund Svinefedt, kvarte Rugbrød og halve Skæpper
Kul, og de vægtige Reoler i Pantelaanernes Boder truede med at synke
sammen under den stærke Tilstrømning af »haandfaaede« Panter, lige
fra sorte Silkehatte til Bommesies Skjørter -- en Tilstrømning, for
hvilken ikke en Gang de hver Maaned averterede Pantelaanerauktioner
syntes at kunne aabne nogen kjendelig Ventil. --
Men hvor mange Savn og hvor megen virkelig Nød disse, de
ejendomsløses Asyler og Arnesteder end kan rumme i en stræng og
arbejdsløs Vinter, kan det dog hænde, at der opleves lige saa
bitre Timer hos adskillige af dem, der gjærne ville regnes med til
»bedre« Folk -- hos en eller anden stakkels Bestillingsmand, hvem
Skæbnen har begunstiget med en meget talrig Familie, Staten derimod
-- mindre gavmild af sig -- med en meget ringe Løn. Han er ikke
en Smule heldigere stillet end Arbejderen ude i Fattigkvarteret,
og han kjender Vejen til Laanekontoret med det sidste undværlige
Klædningsstykke lige saa godt som hin.
Der lever i enhver Hovedstad en lavere Mellemklasse, bestaaende af
underordnede Embedsmænd, Timelærere, smaa Haandværkere, en Mellemting
mellem Kunstnere og Haandværkere, som dannes af Billedskærere,
Skibsportrætmalere, og utallige andre ubemærkede Existenser, der
lever fra Haanden og i Munden og næppe har det bedre end det
egentlige store Proletariat.
De deler saa temmelig ligelig de samme Savn og fører den samme usikre
Tilværelse uden at kunne komme videre end til at opholde Livet, men
de føler Savnene og Fattigdommen endnu haardere, fordi de lever i
uafladelig Kamp for at give deres Stilling et udvortes Syn af at være
bedre, end den er i Virkeligheden.
Det er en honnet Ambition, der er smuk og rosværdig nok, men det
koster en fortvivlet Møje at holde den vedlige.
Til disse Samfundets Stedbørn havde gamle Bentsen jo hørt i
Størstedelen af sin Levetid.
Men i de sidste Aar var hans Søns Fremgang bleven et Lyspunkt for
ham. Han forsonede sig med sin egen mislykkede Tilværelse ved at se
Sønnen vinde frem i Verden.
At Henning valgte at blive Maler, havde i Begyndelsen ængstet den
gamle Mand, men da han blev Vidne til den første Anerkjendelse, der
blev ham til Del, var han ganske naturligt den, der nærede de største
Forventninger om sin Søns Talent.
Den Dag, da Henning første Gang havde et Billede paa den aarlige
Kunstudstilling -- dér, hvor han selv aldrig havde faaet Foden ind --
var den skjønneste i gamle Bentsens Liv. Resten af Vejen til at blive
en stor Kunstner forekom ham at maatte være ganske let og jævn. --
Hvor glad og lykkelig havde han ikke været for denne Søn, medens
de boede sammen ude i Huset mellem de pyntelige Villaer. Og hvor
ængstelig havde han ikke vogtet paa sig selv, for at den gamle,
stygge Fejl ikke skulde faa Magt over ham.
Og naar Henning sluttede Dagens Arbejde og kaldte ham ind i Atelieret
med et muntert »Kom nu ind, Fa'er, og se, hvad jeg har faaet
bestilt!« -- hvor stolt og lykkelig stillede gamle Bentsen sig saa
ikke op foran Staffeliet og paatog sig sin mest kunstforstandige
Mine, skjønt Gud skal vide, at han ikke havde noget synderlig kritisk
Blik -- allermindst for Sønnens Arbejde.
Men naar han en sjælden Gang kunde være saa heldig at træffe noget
rigtigt og sige -- »Jeg synes, Luften der kunde staa lidt friskere
i Farven!« Og Henning saa svarede: »Det har du i Grunden Ret i,« og
gjorde et Par Penselstrøg paa det betegnede Sted i Billedet, saa
følte gamle Bentsen upaatvivlelig mere Stolthed, end om han selv
havde modtaget allerhøjeste Udnævnelse til Etatsraad og Direktør for
hele Kunstakademiet. --
Da Henning temmelig pludselig giftede sig og flyttede hjemme fra, var
det et tungt Stød for den gamle, skjønt han ikke nænnede at lade sig
mærke dermed.
Han nærede ganske vist ingen Bekymring for sin Søns Fremtid, thi han
var overbevist om, at Henning var altfor klog til ikke at have valgt
just saadan en Pige, der passede i et og alt til ham, og dernæst
kunde han ikke tænke sig andet end, at hun jo maatte forgude saadan
en prægtig Fyr som hans Søn. Saa Henning vilde jo sagtens blive
lykkelig ogsaa i det Kapitel.
Men han savnede Sønnen ubeskrivelig haardt, og værre blev det, da han
mærkede, at altfor flittige Besøg ude i det ny Hjem ikke var vel sete
af Minna.
»Hun er min Tro skinsyg paa hans egen Fa'er,« sagde han ved sig selv,
halvt i Spøg og halvt i Alvor, og han havde mere Ret, end han selv
vidste af.
Saa blev han lidt efter lidt borte derfra, hvor megen Overvindelse
det end kostede ham, men mere end en Gang, naar han var paa Vej til
at falde tilbage til sin gamle Skrøbelighed, holdt han igjen paa sig
selv med den Betragtning, at Sønnen og Svigerdatteren dog aldrig
skulde faa Grund til at skamme sig over ham. »Saa hellere gaa lige
lukt ud i Stranden.«
Det gik imidlertid snart op for ham, at Minna maatte være meget
hidsig og lunefuld, men derfor kunde hun godt være en brav Kone, og
naar bare de to var lykkelige med hinanden, saa kom Resten jo ikke
ham ved. --
Hvad han derimod havde mindre let ved at trøste sig over, var noget,
der var sket, kort før Minna og Henning rejste over til Vestkysten.
Han havde været derude for at sige Farvel, før de tog afsted, men
Minna havde været i ondt Humør og havde ikke ladet sig se, og hun
havde heller ikke villet lade lille Aage komme ind til den gamle,
under det Paaskud, at hun var i Færd med at bringe Drengen i Seng.
I sin besynderlige Skinsyge kunde Minna nemlig ikke taale, at andre
kjærtegnede Barnet -- kun hendes Moder, der stadig bevarede en vis
Indflydelse over hende ved at smigre hendes mindre gode Instinkter,
dannede en Undtagelse fra denne Regel -- og hun havde mere end en
Gang paa en paafaldende saarende Maade holdt Aage borte fra Hennings
Fader. Dog næppe før saa tydelig som denne Gang.
Henning havde ikke villet give Anledning til en ubehagelig Scene og
følgelig ladet Paaskudet om Barnets Afklædning passere, men gamle
Bentsen havde taget sig det grumme nær og var gaaet helt sønderknust
bort. --
Siden den Dag havde han ikke været ude hos Henning. Han vilde ikke,
selv om det skete uforskyldt, bringe Misforstaaelse mellem dem -- det
var der nok tilstrækkelig af i Forvejen, tænkte han sukkende -- og
han vilde heller ikke falde Minna til Besvær, siden hun saa nødig saa
ham.
Men gamle Bentsen led meget under dette Forhold. Han kunde undertiden
sidde hjemme hos sig selv og falde helt sammen, naar han tænkte paa,
hvorledes hans Søns Hus var blevet spærret for ham, men naar han en
sjælden Gang saa' Henning, lod han sig ikke mærke med, hvor nær han
tog sig det. --
Det havde i mere end én Henseende været en slem Vinter for den gamle
Mand.
Med Skibsportrætmaleriet gik det kun smaat. Det var et Arbejde,
som der blev mindre at fortjene ved Aar for Aar. Skibskaptajnerne
foretrak som oftest at lade deres Fartøjer fotografere; det blev
langt hurtigere besørget og var helt anderledes moderne.
Desuden havde gamle Bentsen ogsaa faaet yngre og flinkere
Konkurrenter. Det var rigtignok noget rent forbandet Fuskeri,
de lavede, forsikrede han; deres Sø lignede sveden Vælling, og
Fartøjerne saa ud som Ligkister med et Par Kosteskafter stukne
gjennem Laaget. Selv kunde han bruge flere Dage til at pensle
Takkelagen rigtig fint og sirlig ud paa Lærredet, men det havde
Skipperne ikke Tid til at vente paa.
Af disse forskjellige Aarsager havde han havt en drøj Tid at komme
igjennem den Vinter. Henning havde et Par Gange hjulpet ham med en
lille Sum Penge, men gamle Bentsen havde en Anelse om, at det i den
sidste Tid ogsaa var gaaet smaat med Sønnens Arbejde. Han havde kun
solgt et Par mindre Billeder paa en af Kunstauktionerne, og et større
Maleri, som han længe havde havt staaende paa Staffeliet, vilde det
ikke lykkes ham at blive færdig med. --
Gamle Bentsen vilde derfor ikke fortælle ham, at han i længere Tid
havde gaaet og gjort Gjæld rundt omkring i det Nabolag, hvor han
boede. Han vilde maaske under alle Omstændigheder have fortiet det,
eftersom han nærede en ikke ringe Respekt for sin Søn.
Med en vis, medfødt Letsindighed trøstede han sig med, at det nok
klarede sig paa en eller anden Maade. Men nu var ogsaa den sidste
Udvej bleven stoppet, og han havde adskillige Gange i den senere Tid
maattet springe Middagsmaden over og endda været glad, naar han hen
ad Aften havde kunnet opdrive en Portion Smørrebrød og en halv Bajer
paa det Kaffehus, hvor han en Tid lang havde været Stamgjæst.
Saa var det Dagen før Nytaarsaften.
Der var faldet et stærkt Snefog, og Vejene i Byens Omegn laa i
ufremkommeligt Uføre. Men efter at Snevejret først havde syntes at
ville tø lidt op i Luften, havde Frosten umiddelbart efter taget fat
paany.
Thermometret stod paa 12 Graders Kulde. Sneen laa skinnende hvid i
det graablege, vinterlige Sollys, der ikke havde Kræfter til at optø
saa meget som de allerøverste Fnug. Selv den tynde Sneskorpe, der
dækkede Træerne rundt omkring i Haver og Alléer, havde Frosten bundet
saa tæt til de nøgne, knudrede Grene, at Blæsten forgæves ruskede i
dem for at berøve dem deres Vinterpynt.
Vinduerne i Urtekræmmerens Butik henne paa Hjørnet af Sidealléen
var saa forsvarlig tilfrosne, at ikke en Gang de vældige Gasblus om
Aftenen formaaede at bryde det allermindste Hul i de store Isblomster
paa Ruden.
Og indenfor stod Urtekræmmeren og pustede i de røde, valne Næver, saa
at hans Aande dannede en lille Dampsky under Gaslampen.
Om det saa var de Vittigheder, hvormed den begavede Yngling plejede
at divertere Nabolagets kjønne Tjenestepiger, syntes de at fryse
fast undervejs og blive hængende som bedrøvelige Istapper ved hans
smilende Læber.
Og udenfor vedblev Blæsten at ruske i Grenene, medens Sneen frøs
fastere og fastere sammen i Bunkerne langs Vejkanten.
Det knitrede formelig i den af Ivrighed for at blive rigtig fast og
haard -- thi det var jo en Livssag for den at yde den størst mulige
Modstand, hvis et mildere Vejrlig skulde indtræde for at opløse den
til lutter Vand og Søle.
Men foreløbig kunde den ganske rolig blive liggende og fryse til,
saa meget den vilde. Der var ikke Udsigt til andet Vejr end det,
der egner sig bedst for Folk, der har velopvarmede Værelser med en
muntert flammende Kaminild, eller tykke Kavajer med Pelskrave til at
slaa op om Ørene, hvis de færdes ude.
Og selv de, der havde slige Hjælpemidler til at trodse Kulden,
foretrak den lune Stue og vovede sig kun ud i yderste Nødsfald.
Følgelig var der mere end sædvanlig øde ude paa Vejene mellem de
smaa Landsteder og Haver. Om det saa var den patrouillerende Lovens
Haandhæver, syntes Kulden at have fordrevet ham sporløst. --
Hist og her skinnede der et Lys fra en og anden Villa, og Tonerne
fra et forstemt Klaver banede sig spædt og klynkende Vej gjennem
omhyggelig stængede Vinduer, nedrullede Persienner og tilfrosne Ruder.
Oppe fra den frostklare, mørkeblaa Luft blinkede en ensom Stjærne
ligesom et fjærnt Øje ned paa det vinterlige Billede. En forfrossen
Hund, der havde været letsindig nok til at strejfe omkring i et
saadant Vejr, stod hylende udenfor Bagerens Dør, der lige var bleven
lukket. -- Ellers var der tomt og stille overalt.
I et Hus paa en af de mest afsides Veje i dette landlige Kvarter
skinnede der Lys oppe i et af Kvistvinduerne. Man lagde særlig Mærke
til det, fordi der ellers var mørkt og slukket rundt omkring. Klokken
var lidt over ti.
I dette Hus og i det samme Kvistværelse, hvorfra Lyset skinnede,
boede gamle Bentsen, efter at han nogen Tid efter Hennings Bryllup
havde forladt den mere komfortable Lejlighed, de havde beboet sammen
i Etagen neden under.
Det var forøvrigt et ganske pænt og rummeligt Værelse med en lille
Alkove til en Seng bag ved. Bohavet var tarveligt, men kunde meget
godt tilfredsstille en gammel, beskeden Mands Fordringer. Der var en
Sofa, et gammelt Skrivebord, nogle Stole og et Staffeli henne ved
Vinduet.
Det kunde altsammen have taget sig ganske taalelig ud, hvis der
ikke havde manglet én Ting, som er umaadelig vigtig, naar det er
tolv Graders Kulde udenfor, og hvis Ikke-Tilstedeværelse derfor var
tilstrækkelig til at forandre hele Stuens Karakter og give den et
trist og uvenligt Præg.