Der var ingen Ild i Kakkelovnen. --

Gamle Bentsen laa paa Sofaen og havde svøbt sig ind i sin

Vinterfrakke. Han havde endogsaa taget Handsker og en gammel, blød

Filthat paa for bedre at holde Kulden borte, men det kunde alligevel

ikke forhindre, at han rystede over hele Kroppen.

»Jeg maa dog være oppe, hvis han skulde komme,« havde han sagt

til sig selv. Og saa havde han Time for Time tøvet med at gaa til

Ro, skjønt en varm Seng, selv om den ikke hører til de allerbedst

opredte, er et Surrogat, som Fattigfolk ofte benytter i Stedet for et

solidt Maaltid og Ild i Kakkelovnen.

Han havde samme Dag skrevet et Par Ord til Henning. Men først efter

en hel Del Betænkeligheder, og da han indsaa, at der ikke var nogen

anden Udvej tilovers.

Naa -- Herregud -- en gammel Mand kunde vel være bekjendt at bede sin

Søn om Hjælp i en snæver Vending. Han vidste, at Henning gjærne hjalp

ham, naar han bare kunde, men han vilde nødig falde ham til Byrde.

Baade for sin egen og Sønnens Skyld havde han dog ikke villet skrive

ligefrem, hvad det drejede sig om (det kunde jo hænde, at andre fik

Brevet at se), og han havde derfor blot sendt en Billet af følgende

Indhold:

»Min kjære Søn!

Er det dig muligt, da se ud til mig i Løbet af Dagen. Jeg vilde

gjærne tale med dig, men har ondt ved at komme til Byen i det

slemme Vejr.

Din kjærlig hengivne Fader

P. Bentsen.«

Han ventede længselsfuldt paa, at Henning skulde komme. Brevet var

blevet lagt i Postkassen tidlig om Morgenen. Han maatte kunne havt

det lidt over Middag. Men nu var Klokken ni -- ti -- den gik stærkt

til elleve.

Han blev helt urolig. Der skulde da ikke nogen være syg derinde. Det

faldt ham et Øjeblik ind at gaa til Byen. Men hvis der nu -- som han

alligevel haabede -- intet var i Vejen; hvad vilde de saa tro, naar

han kom til dem saadan ved Nattetid? Naa -- det kunde jo for den Sags

Skyld være lige meget; det var jo hans Børn. Men Huset var nu en Gang

blevet fremmed for ham, og det var saa længe siden, han havde været

der. Saa besluttede han at slaa sig til Ro og vente i alt Fald til

den næste Dag.

Endnu en hel Time blev han oppe, til hans Lemmer var stive af

Kulden. Men ingen kom. Saa tørnede han omsider i Seng, men saa

forknyt og urolig over ikke at have faaet Svar paa sit Brev, at han

endogsaa glemte, at han den Dag havde sprunget baade Middagsmaden og

Aftensmaden over. --

Tidlig den næste Formiddag kom Henning. Den gamle var staaet op og

gik op og ned ad Gulvet med Vinterfrakken paa. Der havde ikke været

en Pind at putte i Kakkelovnen. Selv nogle gamle Blændrammer og

Penselskafter havde den foregaaende Dag maattet gjøre Tjeneste som

Brændsel.

Henning saa paa de tilfrosne Ruder, paa den kolde Kakkelovn og paa

den gamle Mand, der havde Møje med at skjule, at Tænderne klaprede i

Munden paa ham.

»For Guds Skyld, Fader,« sagde han i en bekymret Tone, »hvorfor har

du ikke før ladet mig vide, at det stod saa slemt til? Dit Brev var

blevet forlagt hjemme hos mig, saa jeg fik det først i Morges.«

»Aa -- bryd dig aldrig om det,« mumlede den gamle. »Moneterne er

slupne op; det er det hele. Det er saagu' aldrig værd at tage sig det

saa nær for en Gangs Skyld,« tilføjede han med et bedrøveligt Forsøg

paa at synes oprømt.

»Men du har jo ingen Ild i Kakkelovnen, Fader,« sagde Henning. »Det

er dog for galt. -- Send strax Bud ned og lad os faa hentet, hvad du

trænger til. Saa gaar du imidlertid hjem med mig og bliver hos os i

Dag. Det er jo Nytaarsaften i Aften.«

»Ja, ja, Tak skal du have, min Dreng, men jeg bliver hellere hjemme,«

svarede den gamle lidt forlegen. »Den forbandede Gigt har sat sig i

mit venstre Ben. Jeg vilde gjøre en daarlig Figur hos dig, hvis du

skal have fremmede i Aften. Nej, jeg bliver hellere hjemme.«

»Aa Snak, Fader; der kommer ingen andre end Minnas Forældre. Følg nu

blot hjem med; saa kan din Værtinde gjøre i Stand her oppe imidlertid

og faa Værelset ordentlig opvarmet, til du kommer hjem.«

»Nej, nej, lille Henning,« svarede den gamle; »jeg bliver hellere

her. Maaske kigger jeg ud til jer i Morgen.«

»Naa, som du vil, Fader,« sagde Henning. »Men lad os saa sørge for,

at du kan holde en skikkelig Nytaarsaften herhjemme.«

Det viste sig imidlertid, at Henning kun havde nogle faa Kroner i sin

Portemonnaie, og han lovede derfor at komme ud igjen samme Dag for at

forsyne den gamle med, hvad han behøvede.

»Saa du vil altsaa ikke holde Nytaarsaften hjemme hos mig, Fader,«

sagde Henning endnu en Gang, idet han nærmede sig Døren.

»Nej Tak, min Dreng, ikke denne Gang -- til næste Aar, om Gud vil, at

jeg skal leve. Saa skal jeg nok se at være bedre oppe,« tilføjede den

gamle med et melankolsk Smil.

»Ja, ja da. Saa kommer jeg ud til dig igjen, inden det bliver mørkt.«

Henning gik, men han kunde ikke lade være at tænke paa det uhyggelig

kolde Værelse, og hvor daarlig hans Fader havde set ud.

Han følte Samvittighedsnag over, at han ikke havde sørget bedre for

den gamle Mand, men det pinte ham næsten endnu mere at tænke paa, at

han ikke kunde byde sin Fader et Hjem i sit eget Hus uden at maatte

frygte for stygge og ubehagelige Scener. --

Tusmørket havde allerede lagt sig over de snedækkede Gader og Veje og

syntes at svøbe sig i tætte Folder om Lygtepælene. Vognene rullede

med en dump Lyd hen over Sneen, der inde paa Fortovene knirkede under

Fødderne paa de Fodgængere, som endnu var ude for at gjøre nogle

Extraindkjøb til Helligholdelsen af Aarets sidste Aften.

Men lidt efter lidt blev Gaderne mennesketomme; Lysene i de store

Udsalg i Byens Hovedgader slukkedes efterhaanden, og kun de mindre

Handlende holdt aabent endnu.

De kinesiske Pistoler og Knaldperlerne, der hidtil havde lydt ganske

enkeltvis med et svagt, forskræmt Knald, ligesom de var sig bevidste,

at der endnu var længe til Klokken tolv, begyndte lidt efter lidt at

blive mere højrøstede, alt som Aftenen skred frem. Der hørtes endog,

som Ihukommelse af den ærværdige Skik at slaa Potter paa Dørene,

nu og da et solidt Drøn, der fik de smaa kinesiske Pistoler til at

blegne af Misundelse. --

Og selv de sidste Fodgængere forsvandt, for enten i Familielivets

hyggelige Skjød eller henne paa Kaféen, sammen med andre enlige

Existenser, med Glasset i Haanden at hilse det ny Aar velkommen.

Selv for Urtekræmmersvenden paa Hjørnet slog endelig Befrielsens

Time, og med en Stemme, der skælvede -- hvad enten det var af Kulden

eller af længselsfuld Forventning om de Glæder, _han_ ventede sig af

Aarets sidste Aften -- bød han Karlen at sætte Skodderne for.

Og mere og mere hyppig, mere og mere buldrende lød Knaldperlerne,

Pistolerne og Potterne, medens alt andet Liv og Bevægelse døde hen i

den store By for at koncentrere sig indenfor Husenes lune Vægge. --

* * * * *

Han gik med hurtige Skridt frem ad den snorlige Vej, der strakte

sig saa langt foran ham, at Gaslygterne i den længst bortliggende

Ende syntes at løbe i ét med hinanden. Hans Gang var hurtig, og han

traadte fast i den knirkende Sne, men Hovedet var bøjet ned mod

Brystet og hans Tanker aabenbart langt borte fra den Vej, han fulgte.

Hele det hæslige Optrin stod for ham igjen. Han huskede det til de

mindste Enkeltheder. Hans Ægteskabs Historie havde været rig paa det

Slags Kapitler, men dette syntes ham at være det uhyggeligste. Han

levede det altsammen om igjen, saaledes som det var foregaaet for faa

Timer siden. --

Han var kommen hjem i en trykket og bekymret Stemning, opfyldt af den

uhyggelige Paamindelse om, at hans Fader bogstavelig talt led Nød.

-- Og som de fleste kunstnerisk anlagte Naturer led han dobbelt ved

Synet af alt, hvad der mindede om Nød og Savn.

Han fortalte Minna, hvorledes det stod til ude hos hans Fader, og

hvor ondt det havde gjort ham at se det.

Hun hørte først kold og ligegyldig paa ham; men da han sagde, at de

maatte hjælpe den gamle med saa meget, de kunde undvære, havde hun

begyndt at græde og lamentere.

Han var en ussel Mand, sagde hun. Han havde Tanke for alle andre end

sin Hustru og deres Barn; dem kunde han gjærne lade sulte for at

hjælpe andre. Hvor mange Gange var de ikke selv uden Penge. _Hun_

vidste nok, hvordan hun maatte pine sig paa alle Maader, for at de

kunde slaa sig igjennem.

Henning forestillede hende, at de jo -- Gud være lovet -- endnu ikke

havde manglet noget. Han var desuden ung og rask og havde sit Arbejde

at stole paa, og selv om der nu og da var Ebbe i Pengekassen, saa

fik han til andre Tider sine Billeder godt betalte. Hans Fader var

derimod en gammel Mand og kunde daarlig arbejde. Det kunde ikke for

Alvor være Minnas Mening, at de skulde lade ham lide Nød. Det var saa

hæsligt, at han slet ikke vilde tænke sig det.

Men Minna var uimodtagelig for Fornuft; hun skreg op, at han skulde

ikke faa en Øre af de Penge, han samme Dag havde givet hende til

deres Husholdning; saa kunde han jo se, hvorledes han vilde bære sig

ad i alt Fald den Dag med at hjælpe den .... Og hun brugte Skjældsord

baade mod ham og hans Fader. --

Henning havde i lang Tid gjemt paa alt det Mismod, der havde faaet

Magt over ham efter det sidste Møde med Margrethe Aaby. Og i den

sløve Sindsstemning, hvori han havde befundet sig, havde han havt

lettere ved at gaa af Vejen for enhver ny Anledning til Kiv og Ufred.

Men denne Gang brød al Bitterheden over hans Livs store Misgreb atter

frem i ham. Minnas plumpe Adfærd fik hans kunstlede Taalmodighed

til at briste, og han æggedes næsten til Raseri ved Lyden af hendes

skingrende Stemme.

Et Øjeblik saa det ud, som om han mistede Herredømmet over sig

selv; som om han stod i Begreb med at løfte Haanden mod hende. Men

det varede kun et Sekund. Saa besindede han sig og stirrede helt

forfærdet paa hende.

Hvorledes havde hun dog Aar for Aar kunnet forvandle sig saa

frygtelig? -- --

Det kostede ham Anstrængelse at faa Ordene frem, idet han sagde til

hende, at naar hun ikke vilde give ham nogle af de Penge, hun havde

i Behold i den fælles Kasse, saa maatte han se at laane nogle ude i

Byen. Thi hans Fader skulde hjælpes. Han vilde nu gaa sin Vej, og hun

skulde ikke vente ham hjem for det første.

I en fuldstændig Paroxysme knyttede Minna Hænderne og bed Tænderne

sammen, medens hun skreg, at han var en Pjalt, og at hun forbandede

baade ham og hans Drukkenbold af en Fader. --

Henning var gaaet. Han vidste ikke, at hun et Øjeblik efter var ilet

ud for at kalde ham tilbage -- fortrydende sin brutale Hidsighed

ligesaa hurtig, som den var kommen over hende. --

Han travede gjennem Gaderne, indtil han kom til et af de ny Kvarterer

i Byens nordlige Udkant, hvor Hans Frederik boede. Hos ham vilde han

under et eller andet Paaskud laane de Penge, han skulde bruge. Men

Hans Frederik var allerede gaaet over paa Theatret. Dér vilde Henning

ikke forstyrre ham, og han gik tilbage i den samme Retning, han var

kommen fra, for at opsøge en af sine Kammerater, der boede i den

østlige Ende af Byen.

Men heller ikke han var hjemme. Han var bedt ud til Middag, fortalte

Værtinden, hvem Henning traf i Atelieret, i Færd med at rydde op i et

bundløst Kaos af allehaande ind- og udvendige Klædningsstykker, halv

færdige Studier, der laa spredte omkring ved Foden af Staffeliet,

snavsede Malerpensler og oversmurte Paletter, tomme Sodavandsflasker

og forskjellige andre Gjenstande.

Værtinden spurgte, om Herren ikke kom igjen senere paa Aftenen, for

der skulde nok være Nytaarsgilde hos hendes Logerende, som i den

Anledning havde bedt hende om at rydde lidt op, til han kom hjem.

Henning svarede, at han ikke troede, han kom igjen, og dermed travede

han atter afsted, indtil han blev saa træt af at slæbe Fødderne

gjennem det æltede Føre, at han sank i Knæ ved hvert andet Skridt.

Han gjorde endnu nogle frugtesløse Forsøg paa at træffe enten den ene

eller anden af sine Venner, men de lod allesammen til at være ude for

at fejre Sylvesters hellige Aften.

Gaderne var efterhaanden blevne helt øde. De sidste Butiker var nu

lukkede, og Henning tænkte med voxende Bekymring paa, at hans Fader

allerede i flere Timer havde siddet og ventet paa ham.

Saa faldt det ham pludselig ind, at der var noget tragi-komisk i

Situationen, og han vidste næppe, om han skulde le eller græde over

den.

Et ondsindet Lune, der grændsede noget nær til Vanvid, havde bevæget

Minna til at nægte ham nogle af hans egne Penge, og nu travede han

omkring paa en Nytaarsaften for at faa fat i et eller andet Menneske,

af hvem han kunde laane en halv Snes Kroner, for at hans Fader ikke

skulde gaa sulten til Sengs.

Det var dog for galt. Han tænkte et Øjeblik paa at tage en Droske --

han havde akkurat en Krones Penge i sin Vestelomme -- og køre ud at

hente den gamle og tage ham med sig hjem; det vilde være baade det

nemmeste og naturligste.

Men Tanken paa det uhyggelige Optrin med Minna skræmmede ham bort fra

denne Udvej. Han stolede ikke synderlig paa Minnas Selvbeherskelse,

selv om der var fremmede til Stede, og hans Fader maatte ikke gjærne

vide, hvor slemt det stod til i hans Hjem.

Saa fik han pludselig en anden Ide. Det gamle Konditori, hvor han og

hans Kammerater havde holdt deres smaa Sammenkomster i fordums Dage!

Der traf han sikkert en eller anden Bekjendt, og i værste Tilfælde

kunde han laane nogle Penge af Opvarteren til den følgende Dag. --

Med denne Beslutning forstærkede han sine Skridt og var allerede

drejet om Hjørnet for at skraa tværs over Torvet, paa hvis modsatte

Side Konditoriet laa, da han hørte en lystig Stemme bag ved sig.

»Halløj, Sønneke, hvorhen gjælder Rejsen?«

Henning vendte sig om.

»Aa -- er det dig, Erik! -- Kan du laane mig ti Kroner?«

»Om jeg kan laane dig ti Kroner! Ja, en Halvtredser, om du saa

vil. Jeg er vældig pr. Kasse. -- Men hvad Fanden er det for et

Bedemandsansigt, du sætter op? Det er da ikke for Alvor saa galt med

Finansvæsenet, at du falder i Staver over det?«

»Aa nej -- men det er et ærgerligt Tilfælde, jeg er kommen i,«

forklarede Henning lidt undvigende. »Jeg har lovet at hjælpe -- ja,

det kan være lige meget, hvem -- med en lille Sum Penge, og saa gjør

jeg den Opdagelse, at jeg ingen Kontanter har hjemme. Jeg har været

tre, fire Steder for at opdrive det fornødne, men ikke kunnet træffe

nogen. Og nu var jeg omsider begyndt at blive gal i Hovedet.«

»Men saa kommer jeg bag paa dig ligesom Profeten paa Kamelen -- eller

hvordan det nu hedder. Hør -- for Pokker -- det er da aldrig ...

hvad, du dydige Ægtemand ..?«

Erik puffede til sin Ven med en lystig Mine.

»Aa Vrøvl. -- Kan du saa laane mig de ti Kroner?« spurgte Henning

ærgerlig.

»Ja vist, Fa'er min -- bliv blot ikke gnaven. Jeg forlanger jo ikke

at vide, hvem der skal være Gjenstand for din Velgjørenhed -- Her har

du Pengene, min Dreng.«

Den unge Maler, der samme Dag havde faaet Bestilling paa et Maleri

og lige saa hurtig taget Forskud paa Kjøbesummen, tog nogle løse

Tikronesedler ud af en ganske vel forsynet Tegnebog og stak dem i

Haanden paa Henning.

»Tak -- Farvel -- i Morgen skal jeg sende dig Beløbet tilbage,« sagde

Henning og vilde gaa.

»Aa -- hør en Gang -- Henning -- det er da ogsaa rent bandsat, at du

skulde være optagen. Jeg er saa ustyrlig glad i Aften, og sikken en

Svir, dersom du kunde have slaaet Aftenen ihjel sammen med os andre!

Hør du -- kan jeg ikke i det mindste følge dig et Stykke paa Vej? Vi

skal ikke mødes henne i »Strygejærnet« før Klokken elleve.«

»Jo, det maa du gjærne. -- Jeg skal ganske ærlig fortælle dig, hvor

jeg skal hen. Min gamle har skrevet til mig, om jeg kunde hjælpe ham

med nogle Penge -- det er hele Historien.«

»Ved du hvad, saa tager vi en Droske og joller derud -- hvad? Og bag

efter følger du med hen i »Strygejærnet«, hvor jeg har arrangeret et

mageløst lille Gilde, der vil minde dig om svundne Dages Glæder. Naar

du gaar med, bliver vi sex til Bords -- et udvalgt Selskab, forsikrer

jeg dig. For en Gangs Skyld kan du saagu' godt forsvare at svigte de

hjemlige Kjødgryder.« --

De havde besørget deres Ærinde ude hos gamle Bentsen, og Henning

havde givet efter for sin Vens Overtalelser og var gaaet ind paa

at tilbringe Aftenen sammen med ham og et Par andre gode Venner --

naturligvis i al Skikkelighed.

Han havde dog vaklet lidt. Var det -- trods det, der var sket --

rigtigt af ham at blive borte hele Aftenen? Udsigterne derhjemme var

rigtignok alt andet end tillokkende.

Minna havde rimeligvis lukket sig inde i Sovekammeret; sin

Svigerfader, gamle Thorsen, vilde han som sædvanlig finde i en eller

anden Krog af Stuen, dækkende sig saa meget som mulig for sin kjære

Ægtehalvdel, og denne elskværdige Dame, Minnas Moder, fremstillede

sig for ham paa Hæderspladsen midt i Sofaen, kastende smertelig

bevægede Blikke op mod Loftet, som om hun kaldte alle himmelske

Magter til Vidne paa, hvor skjændig hendes ulykkelige Barn blev

mishandlet. --

Det gøs lidt i Henning, da han forestillede sig dette huslige

Billede, der ingenlunde var fremmed for ham, og han besluttede for en

Gangs Skyld at kaste alle Hensyn over Bord og igjen -- blot for en

eneste Aften -- trække Vejret frit i sine Kammeraters Selskab.

Han trængte haardt til det, syntes han selv.

»Ser du, lille Sønneke,« sagde Erik, »det kan ikke nytte, du vil

nægte, at der er noget galt fat med dig, hvad enten det saa stammer

fra Hovedet, Hjærtet eller Maven. Og saa spørger jeg dig som en sundt

tænkende Filosof: Hvad tror du vel, du gjør bedst i: at gaa og falde

sammen som en gammel Filister, saa det gaar rent Fanden i Vold med

Maleriet, eller stramme dig op med en Smule uskyldig Adspredelse?

Ser du -- baade du selv, din Familie og Kunsten, min Fa'er, staar

sig ved, at du linder lidt i Baandene, og derfor handler du ret og

viselig i at følge med mig til det Glædens Paulun, som jeg skal aabne

for dine tørstende Blikke.«

Og efter at have holdt denne lange Tale stak Erik sin Arm ind under

Vennens og trak ham med sig. --

* * * * *

»Du burde have fortalt mig, at der var -- Damer med til jert Gilde,«

sagde Henning og holdt tøvende inde med at tage Overfrakken af, da

de stod oppe i den lange Korridor med et Utal af Døre paa begge Sider

ind til de pyntelig udstyrede Restaurationsværelser, hvorfra der nu

og da lød en støjende Latter.

»Aa Snak -- saa havde jeg jo risikeret, at du ikke var fulgt med. Men

nu skal vi min Tro nok holde paa dig. Det forstaar sig,« tilføjede

Erik halvt mellem Spøg og Alvor -- »du skal naturligvis sidde længst

borte fra dem, for at din Moralitet ikke skal tage Skade eller komme

i Fristelse. Og desuden« -- Erik slog atter over i sin gamle, kaade

Tone, idet han bøjede sin Mund helt hen til Hennings Øre -- »det er

prima Kvalitet, som min Ven, Grossereren siger.«

* * * * *

Gaslygterne var slukkede paa den ene Side af Gaden, og de sidste

Nytaarsskud forstummede, da et støjende Selskab forlod den velkjendte

og velrenommerede Restauration, der blandt de indfødte gik under

Navnet »Strygejærnet«, og traadte ud af Porten. Deres Latter rungede

gjennem den stille Gade og blev kastet tilbage af de smalle, graa

Huse paa den modsatte Side for at give Ekko længere og længere borte.

--

Det havde været en mageløs Nytaarsaften.

Hvor man havde lét og moret sig -- ja, og spist og drukket -- ganske

storartet. Det havde regnet baade med Vittigheder og Champagne --

begge Dele lidt blandede, men det havde man været altfor glad til at

lægge Mærke til.

Hvor saadant et lystigt Gilde gjorde godt. Man blev tyve Aar igjen.

Og Tyveaarsalderens Sorgløshed og dens dejlige Luftkasteller kom

frem paany. Leve Glæden! Leve Øjeblikket! Pokker i Vold med den Dag

i Morgen og med hver eneste alvorlig Tanke! --

»Saa, kom nu. Nu skal vi hjem,« sagde Erik. »Knud og Holger følger

Damerne hjem.«

»Naa, saa det gjør de!« Henning talte i en overstadig lystig Tone.

»Nej du tager fejl, Gubbe! Saaledes skilles jeg ikke fra den smukke

Eva!«

»Er Du gal, Henning!« -- Erik tog ham haardt i Armen, og hans Stemme

lød ganske ædru. »Gjør nu ingen Dumheder -- saa vilde jeg hellere

ønske, at jeg ikke havde faaet dig med til denne Kalas. Vær nu

fornuftig og lad mig følge dig hjem.«

»Hører I, hvad den Filister siger? Jeg skal være fornuftig. Gaa

Fanden i Vold med din Fornuft, Erik! Leve og elske og synge og drikke

vil jeg! Det er der langt mere Fornuft i. -- Ikke sandt?«

Han bøjede sit blussende Ansigt ned til det kjækt tegnede Hoved --

med en koket lille Skindhue -- der støttede sig op til hans Skulder.

Hun svarede ham ved at klemme hans Arm og holdt sin Mund tæt op til

hans Øre, idet hun hviskede: »Lad os løbe væk fra dem!«

Erik rakte Haanden frem for at gribe fat i Henning, men han rev sig

løs, og med en kaad Latter løb de to ned ad Fortovet, glidende og

tumlende over det glatte, nedtraadte Lag Sne.

»Henning, hør, hvad jeg vil sige dig!« raabte Erik efter dem.

»Aa, lad dem bare more sig!« raabte en af de andre. »+Felicissima

notte+, mine Børn! Tak for i Aften!«

Og dermed tog han den anden unge Dames Arm og forsvandt i smaat Trav

ned ad Gaden.

Erik og endnu en Kammerat, der havde deltaget i det lystige Lag, blev

alene tilbage.

»I Morgen er han næppe i saa godt Humør,« sagde Erik med et

angerfuldt Suk. »Havde jeg vidst, at det var blevet Enden paa det,

skulde jeg nok have vogtet mig for at føre ham i Fristelse.«

»Aa hvad -- det har han .. saagu' ingen .. Sk... Skade af,« mumlede

den anden, men da han mærkede, at Vinen ikke blot havde havt Evne

til at løse, men ogsaa til at binde hans Tunge, opgav han ethvert

yderligere Forsøg paa at forklare sin Opfattelse af Sagen og lod sig

af den mere ædru Ven føre til deres fælles Bolig og Atelier, hvor de

snart slumrede blidelig ind efter Gildets Anstrængelser.

* * * * *

Gaslygterne -- paa den ene Side af Gaden -- brændte endnu i den

kolde Vintermorgen, skjønt ikke alene Bageren, men ogsaa Høkeren og

Urtekræmmeren og de billige Kaffehuse havde aabnet deres Skodder for

længe siden. --

Der var ligesom lidt Omslag i Vejret. Luften, der for nogle Timer

siden havde været klirrende tør, var nu opfyldt af en graalig,

frostagtig Taage, der skar og sved i Ansigtet. Sneen, der nylig havde

ligget skinnende blank, begyndte at faa et smudsigt, gulligt Anstrøg

i de Spor, som Vogne og Fodgængere havde efterladt den foregaaende

Dag.

Det var Nytaarsmorgen.

Med hvor mange smukke Ønsker og gode Forsætter havde man ikke

hilset det ny Aar velkommen. Hvor meget, som man havde forsømt i

det gamle, tænkte man ikke at faa udrettet i det ny. Og hvor mange

Planer, Beslutninger og Forhaabninger smigrede man sig ikke med at se

virkeliggjorte, før Jorden endnu en Gang havde tilbagelagt Vandringen

sin Bane rundt.

Et Par af Hovedstadens Kirker aabnede deres Døre, for at Folk kunde

træde ind til den tidlige Morgengudstjeneste.

Klokkerne fra »Holmens« og »Vor Frue« lod deres stærke Malmrøster

lyde ud over den slumrende By. Hist og her ad de endnu øde og

halvmørke Gader, hvor Gaslygterne kastede et sygeligt, gustent Skær

hen over Sneen, ilede andægtige Kirkegængere, der ikke rigtig syntes

at have faaet Søvnen rystet af sig, hastig afsted med Salmebogen

under Armen.

Nu og da kunde man ogsaa faa Øje paa en enlig Fodgænger -- uden

Salmebog -- med Frakkekraven smøget op om Ørene og Hænderne stukne

dybt ned i Frakkelommerne, og hvis rødkantede Øjne og blege,

forvaagede Ansigt paa en noget forrædersk Maade sladrede af Skole om,

at Vedkommende havde ladet Nytaarsaftenens Svir vare ved lige til i

Morgenstunden. --

Da Kirkeklokkerne ringede anden Gang med den hastige, forpustede

Klang, der forkynder, at Gudstjenesten er lige ved at begynde, og da

det første, svage Dagslys omsider begyndte at faa Bugt med Skæret

fra Gadelygterne, sneg en Skikkelse, som ingen vilde være i Tvivl om

at henføre til den sidstnævnte Kategori, sig gjennem de nu lidt mere

befærdede Gader.

Han gik meget hurtig, skjønt den forcerede Bevægelse syntes at koste

ham Anstrængelse, og da han var kommen ud af selve Byen og befandt

sig i en af de østlige Alléer, stansede han nu og da, støttede sig

med Haanden til et Træ, blottede Hovedet og lod den raa, frostkolde

Taage strømme ind over sit Ansigt, der var uhyggelig blegt.

Saa syntes han ligesom at gjøre Vold paa sig selv for at komme

videre, fortsatte sin Vandring, først usikkert og slingrende, ikke

som en beruset, men som en Søvngænger, der pludselig er bleven

vækket. Men efterhaanden som han kom i Tridt, blev hans Gang atter

hurtig og ilsom, medens han nu og da pressede sin Haand mod Brystet

og drog et stønnende Suk, som om han vilde ryste en knugende Byrde af

sig. --

Det var lys Dag, da han naaede sit Hjem. Sneen var føgen sammen

udenfor Havestakittet, og idet han med noget Besvær fik Laagen rykket

op, hørte han et Vindue blive smækket til oppe i Huset og saa' et

Hoved forsvinde bag Gardinerne.

Lampen brændte endnu paa Bordet inde i Dagligstuen.

Han gik gjennem Forhaven og aabnede Gadedøren. Hans Hænder rystede,

og Kulden, som han ikke havde mærket noget til under Vejs, fór

isnende gjennem ham, idet han traadte ind i den lille Forstue. Han

gik op ad Trappen, ind i Dagligstuen, hvor en fugtig, kold Luft slog

ham i Møde.

Vinduet havde øjensynlig været aabent hele Natten -- og Minna staaet

og set ud efter ham. Nu var hun gaaet. Han kunde høre hende inde i

Sovekammeret ved Siden af. --

Men alt, hvad han saa og hørte, og alle de Tanker, der jog pinende

gjennem hans Hjærne, fornam han som i en uklar Drøm.

Det var ikke Champagnerusen, der endnu omtaagede hans Sanser; den var

dunstet bort for længe siden. Det var snarere, som om noget var gaaet

i Stykker i ham, saa han ikke længere evnede at tænke og føle klart.

Men midt i denne knugende Sløvhed var der en eneste skarp, pinefuld

Fornemmelse, der vedblev at bore sig gjennem alle de andre Tanker og

dybt, dybt ind i hans Hjærte.

Han gik ud i Køkkenet og badede sin Pande med koldt Vand, som om

han vilde forjage en almindelig Rus. Men de Tanker, der hamrede løs

indenfor hans Tindinger, var ikke saa lette at jage paa Flugt, som

hvis det havde været uskyldige Tømmermænd.

Nattens Oplevelser vedblev at vende tilbage med stedse mere

irriterende Tydelighed. Han følte en led Væmmelse ved sig selv; han

vilde have givet Aaringer af sit Liv for at kunne flytte Tiden fire

og tyve Timer tilbage. --

Saa gik han ind og kastede sig fuldt paaklædt paa Sofaen i sit

Atelier efter at have drejet Nøglen om i Laasen. Der var hundekoldt

derinde. Men han mærkede det ikke. Hans Øjelaag var tunge som Bly,

men dog vedblev han at ligge vaagen.

Og mærkeligt nok var det ikke saa meget Minna som hans Søn, han

tænkte paa.

Det var Aar og Dag, siden han og Minna havde levet sammen som Mand og

Hustru, og Kjærtegn var en sjælden Vare mellem dem. Men lille Aage

plejede aldrig at staa op nogen Morgen eller lægge sig nogen Aften

uden at byde ham sin friske Barnemund til Kys. Og naar Drengen nu kom

ind til ham, skulde han saa berøre ham med de samme Læber, hvormed

han nylig havde kysset -- den smukke Eva? -- Var det ikke ligesom en

snigende Gift, han bragte med til sit Hjem og sit Barn. --

Han skjulte Ansigtet i sine Hænder og stønnede febersygt under Byrden

af de hæslige Tanker, der stormede ind paa ham.

Omsider faldt han i Søvn og drømte, at det var en dejlig, mild

Sommerdag, og han befandt sig ude paa et festlig smykket Skib, der

gled langsomt forbi Kysten.

Han var omgiven af en Mængde Kammerater, og der blev holdt

begejstrede Taler for det gode og skjønne, og han stod selv op og

holdt en Tale om, hvor herligt det var at leve, at arbejde og at være

ung. Og Kammeraterne raabte Hurra, og Musiken stemte i med, saa det

suste og bruste for hans Øren, og de løftede ham til Vejrs og raabte,

at han var den første iblandt dem.

Men pludselig blev Himlen sort og overtrukken. -- Da han saa sig om,

var de allesammen forsvundne, og den store, festlig smykkede Damper

var bleven til en skrøbelig Baad, hvori han sad alene med Minna.

I det samme rejste der sig en isnende kold Blæst, der jog Sne og

Hagl ned over dem, og Søen dækkedes med store Isflager, mellem hvilke

Baaden skruedes fast. -- Men inde fra Stranden rakte der sig et

Par nøgne, hvide Arme ud imod ham. De kom nærmere og nærmere, greb

tilsidst fat i ham og trak ham med sig trods alt, hvad han stred imod.

Og saa gik det i strygende Fart gjennem snedækkede Gader med

flimrende Gaslygter. Han vidste ikke, om han løb eller fløj, men de

hvide Arme var stadig om hans Nakke og slæbte ham afsted med sig, og

langt bag ved kunde han endnu skimte Baaden, hvori Minna sad.

Isen skruede sig højere og højere op rundt om den. Det bragede og

stønnede derude, og hvert Øjeblik syntes Ismasserne at maatte styrte

ned og knuse den.

Han vilde skrige, men de hvide Arme pressede sig saa tæt om hans

Hals, at han ikke kunde faa Skriget frem.

Og nu lød Bragene stærkere end før; de voxede til en rullende Torden

-- ganske nær ved ham ..