XII.

Han sad halvt skjult mellem de yderste Klitbakker ude mod Havet, der

skyllede i brede Tunger ind over Stranden, ledsagende Dønningerne

derude med en underlig sivende Lyd, idet Vandet i smaa Bobler gled

hen over Sandet og Stenene. --

Der laa Graavejrsstemning over Landskabet. Ude i Horisonten havde

der samlet sig en Række Skybanker, der taarnede sig højere og højere

op mod den disede Luft, som Solen ikke havde Magt til at trænge

igjennem. Skjønt det var i Begyndelsen af August, var Vejret køligt

og efteraarsagtigt, saaledes som det i Grunden passer bedst til de

barske Omgivelser. Klart og mildt Solskinsvejr er ligesom en fremmed

Gjæst i denne Egn. De varme Sommerdage er saa faa, at det synes, som

om de flygter bort igjen, før Landskabet har faaet Tid til at iføre

sig en mere smilende Skikkelse end den, der er ejendommelig for dets

Natur.

Her, hvor det aabne Hav Aaret igjennem ruller tungt og vredladent ind

mod Stranden; hvor Klitterne altid hæver sig lige stive og alvorlige,

er det ikke saa sært, at Befolkningen har faaet noget af den samme

ydre Barskhed og Alvor i sit Væsen. Det er Stemningen fra den øde

Strandbred, der afspejler sig i Mændenes og Kvindernes Træk, Sporene,

som Livets Ensformighed og det strænge Arbejde har efterladt. --

Han havde lukket Malerkassen i, men blev siddende og lyttede til

de dybe Suk, der lød gjennem Dønningerne ude fra Søen, indtil hans

Øre pludselig fangede en ny Lyd oppe paa Klitterne bag ved ham. Han

vendte sig om, dreven af en instinktmæssig Anelse, og med et Par

Spring var han deroppe, efterladende Malerkassen og sine øvrige Sager

nede paa Stranden.

Han stod varm og forpustet foran hende, medens hun saa paa ham med

det samme lyse Blik, som han kjendte saa godt fra gamle Dage, og

rakte ham Haanden, som man rækker den til en god, paalidelig Ven,

hverken mer eller mindre.

»Tak for sidst! Vi har jo ikke set hinanden i evig Tid. Hvor har De

været henne saa længe?«

»Jeg har villet arbejde, men har ikke kunnet.«

»Saa har De vist heller ikke havt den rigtige gode Vilje. De ved nok,

med den kan man udrette saa meget.«

»Ja -- især naar man er saa lykkelig at have denne guddommelige

Ligevægt i Sindet, som f. Ex. De er udrustet med.«

Han vilde sige det i en spøgefuld Tone, men det lykkedes ikke rigtig.

Hun syntes imidlertid ikke at lægge Mærke dertil, røbede det i alt

Fald ikke. De tav begge to en lille Tid, medens de gik Side om Side

hen over Klitbakkerne. --

I Uger og Dage -- lige fra deres første Møde -- havde han ikke tænkt

paa andet end at træffe hende alene. Han syntes, at der var saa

meget, som han maatte og vilde sige hende. Men nu, da Tilfældet var

kommet ham til Hjælp, blev han ligesom ængstelig for det. Medens hun

prøvede paa at begynde en Samtale om ligegyldige Ting, blev han mere

og mere ordknap.

»Herregud, hvor De dog er lidet veltalende i Dag,« sagde hun omsider.

»Jeg kan næsten ikke kjende Dem igjen.«

»De maa have Overbærenhed med mig. Jeg vilde gjærne være ligesaa

upaavirket af gamle Erindringer, som De er det. Men det vil ikke

lykkes mig. Jeg kan ikke blive ved at tale med Dem som med en fremmed

og lade Fortiden være glemt og begraven. -- Ja, nu er det sagt. Og

jeg maa finde mig i, om De bliver vred for det.«

»Jeg bliver ikke vred,« sagde hun og saa' paa ham med et venligt,

aabent Udtryk, der ligesom dæmpede hans frembrydende Heftighed. »Jeg

bliver slet ikke vred, men det vil bedrøve mig meget, om vi ikke

kan omgaas som gode og trofaste Venner. -- Det var heller ikke min

Mening, at Fortiden skulde være slettet ud. Vi kunde jo godt tænke

paa den som paa en kjær og lykkelig Ungdomstid, men jeg havde troet,

at der laa tilstrækkelig lang Tid imellem til, at der ikke længere

var noget, som kunde hindre Fornyelsen af vort gamle Venskab. Nu

synes det imidlertid, som De vil det anderledes, og saa er der jo

ikke andet for, end at vi bliver som fremmede for hinanden.«

»Ja ... De har Ret. Og dog vilde jeg saa gjærne beholde Deres

Venskab. Jeg trænger mere til det, end De tror. Sæt Dem her ned, Fru

Aaby. Saaledes. -- Lad mig blot en eneste Gang tale alvorlig med Dem.«

Hun saa' lidt tvivlraadig paa ham og fulgte halvt nølende hans

Opfordring. De satte sig paa Skrænten af en af de højeste Klitbakker,

hvorfra der aabnede sig Udsigt -- saa langt Øjet naaede -- mod Vest

ud over Klitterne til Havet, og til den modsatte Side ind over Land,

hvor Bøndergaardenes røde Mure kiggede frem mellem Enge og Agerland.

Tæt foran dem skar Fjorden sig ind ved Foden af den lille Kjøbstad

med dens knejsende Kirkespir.

Der fór en kold, efteraarsagtig Blæst hen over den stride Marehalm,

og hun trak sit Shavl tættere sammen om Skuldrene, medens hun ventede

paa, hvad han havde at sige hende. --

»De har en Gang været min gode Engel« -- Han talte i en langsom,

halvt sagte Tone -- »og ... maaske kunde De blive det igjen. Jeg tror

i alt Fald, det vilde gjøre mig godt, hvis jeg maatte faa Lov til at

skrifte for Dem -- fortælle Dem, hvorledes det staar til med mig ...«

Hun saa' denne Gang forundret op paa ham, men afbrød ham ikke. Saa

vedblev han lige som før, uden at møde hendes Blik:

»Det er umuligt andet, end at De har maattet gjætte den skæbnesvangre

Fejltagelse, jeg har begaaet, siden vi omgikkes hinanden i gamle

Dage. Men -- De ved ikke, hvor stor og uoprettelig den er. -- Jeg har

maattet opgive noget af det bedste, der kan sprede Glæde og Lykke

over et Menneskeliv ....«

Det varede lidt, før hun svarede ham:

»Hvad De der siger, kan jeg ikke tro. Og De har ikke heller Ret til

at tale saaledes; det ... er en Fornærmelse mod Deres Hustru.«

»Hvorfor? -- Jeg bebrejder hende jo ikke noget. Fejlen ligger

vel udelukkende hos mig. -- Jeg betragter det desuden som en

Gjengjældelse, fordi jeg blev utro mod den bedste Følelse, der

nogensinde har opfyldt mig.«

»Nu taler De overspændt og sygelig, Henning Bentsen. Hvad er det, De

er bleven utro mod? Skulde en ungdommelig Forelskelse maaske gjøre

Dem til Asket og Eneboer hele Deres øvrige Liv? De svigtede jo ingen

-- De var altsaa i Deres gode Ret til at søge hos en anden den Lykke,

som _hun_ ikke kunde berede Dem ...«

»Nej -- De misforstaar mig -- eller vil maaske ikke forstaa mig. Jeg

ved nok, at jeg ikke har noget at bebrejde mig overfor hende, der

ikke kunde blive min. Men hvad jeg syndede mod, var den stærke og

rene Kjærlighed, jeg havde næret, og som var for god til at vige

Pladsen for en Tilbøjelighed, der ikke var den første værdig. Var jeg

bleven lykkelig med den Kvinde, som nu er min Hustru, saa kunde jeg

maaske have mødt Dem igjen som den fornuftige Ven -- ligesaa rolig og

behersket som De mig. Men Modsætningen mellem Dem og hende er traadt

saa stærkt frem for mig i denne Tid; jeg har ikke kunnet vedblive at

spille denne fremmede Rolle overfor Dem og lade Fortiden være som

noget, der ikke længere vedkom mig.«

»Men det maa De jo dog -- hvad andet skulde De vel?« -- Hun sagde det

lidt heftig, idet hun saa' op paa ham.

»Jeg -- jeg ved det ikke selv. Det var en uheldig Skæbne, der lod mig

møde Dem her for endnu tydeligere at vise mig, hvor haabløst det hele

er.«

Han tav lidt og vendte sig saa pludselig om mod hende.

»Vil De svare mig ærlig? -- Er De fuldkommen lykkelig?«

»Jeg ved ikke, med hvad Ret eller hvorfor De spørger mig derom«. --

Hun saa rolig og alvorlig paa ham, medens hun talte -- »Men for at De

ikke skal misforstaa mig, vil jeg svare Dem, at for saa vidt man kan

være lykkelig ved et agtet og hæderligt Liv og ved Bevidstheden om at

opfylde sine Pligter, saa er jeg det.«

»Hvor det lyder fornuftig -- og kristelig.« Henning lo bittert uden

at bryde sig om at lægge Skjul derpaa. -- »Det maa være i høj Grad

velgjørende for ens Sindsro at kunne gaa saadan paa Akkord med Lykken

og sige til den: _det_ skænker du mig og ikke mere, lad mig blot

beholde det, saa skal jeg være tilfreds. ... Nej -- bliv ikke vred,

fordi jeg harmes over at høre Dem tale saaledes. Har Livet ikke noget

bedre at byde os end en saadan sløv Resignation? Jeg ved, at De ikke

er lykkelig; De kan ikke elske den Mand, De har bundet Dem til. Det

er umuligt -- og det vilde ikke være Dem værdigt.«

»Henning!« -- I det Blik, hvormed hun saa' paa ham, var Udtrykket

paa en Gang blevet strængt og fortørnet -- »De misbruger den Ret,

vort Ungdomsvenskab giver Dem. Jeg tror, at De er nervøs og ophidset,

ellers maatte De kunne forstaa, at De fornærmer mig.«

»Fordi jeg er ærlig mod Dem og mig selv?« -- Han sad lidt og stirrede

ned for sig, før han vedblev: -- »Hvis jeg havde set, at De var, hvad

jeg forstaar ved lykkelig, saa vilde jeg have undgaaet Dem efter vort

første tilfældige Møde herovre, da jeg mærkede, at jeg ikke kunde

være Herre over alle de Erindringer, der styrtede ind paa mig ved

at gjense Dem. Men efterhaanden som jeg har faaet et andet Syn paa

Deres Forhold, har jeg mere og mere længtes efter endnu en Gang at

komme til en Forklaring med Dem, før vi skilles for rimeligvis ikke

at mødes tiere.«

»Og hvad skal denne Samtale kunne gavne enten Dem eller mig? Den

tjener jo kun til at rippe op i det, der ligger bag ved os, og som nu

én Gang er glemt og begravet. Tro mig, Henning, De handler uret baade

mod Dem selv og især mod Deres Hustru. Og -- -- jeg vil ikke længer

fortsætte denne ørkesløse Samtale med Dem.«

Hun gjorde Mine til at rejse sig op for at gaa, men han lagde sin

Haand paa hendes Arm og nødte hende til at blive.

»Kalder De det ørkesløst,« sagde han med dæmpet Heftighed, »at jeg

bestræber mig for at faa mere Ro i mit Sind, end der har været i

lange Tider, og især efter at jeg atter har truffet Dem.«

»Men skal da denne Samtale kunne hjælpe Dem dertil?« spurgte hun og

rystede paa Hovedet. »Det forstaar jeg ikke.«

»Jo -- De skal lære mig, hvorledes man faar den Klarhed over sig

selv, som De har. Jeg tror, at dersom jeg havde noget mere af den

samme Viljestyrke, som De er i Besiddelse af, vilde Fremtiden ikke se

slet saa mørk ud for mig. -- Et Ægteskab uden Sympathi og Forstaaelse

er og bliver en af de forfærdeligste Ulykker, der kan ramme et

Menneske, og er man saa tilmed kommen saa vidt, at man har givet

Sagen op og ikke længer strider mod de onde Magter, saa er man for

Alvor fortabt. Saa langt er jeg omtrent kommen, og derfor spørger jeg

Dem, Margrethe, kan De ikke endnu en Gang blive min gode Skytsaand

og give mig det forløsende Ord, der kan mande mig op, saa jeg i det

mindste faar Mod til at bære min Skæbne som en Mand.«

»Kunde jeg det, vilde jeg hellere end gjærne,« svarede hun. »Men

den Styrke, De søger, kan De kun finde hos Dem selv. Prøv med en

ærlig og god Vilje at jage Skyggerne bort fra Deres Hjem; ret med

varsom og kjærlig Haand de Fejl, som De tror at finde hos Deres

Hustru; bliv ikke træt af at stræbe henimod en bedre og inderligere

Forstaaelse, og naar De trænger til Opmuntring, saa søg den i Deres

Arbejde. Lad det og den uophørlige Bestræbelse for at bringe Glæde og

Tilfredshed tilbage til Deres Hjem, udfylde Deres Tilværelse, og De

kan da sikkert aldrig bukke under i Kampen. Men det er umandigt af

Dem at hengive Dem til tomme Klager over Deres Skæbne, den, som De jo

i hvert Fald selv har beredt Dem. Og jeg vil sige Dem det lige saa

ærlig, som De har talt til mig -- det havde været smukkere handlet,

om De ikke havde fortalt mig om Deres Ægteskab. Det er et af de

Forhold, man skal gjemme hos sig selv.«

»De er stræng i Deres Dom,« svarede han. »Men De ved ikke, hvor

haabløst jeg har kæmpet i disse lange Aar. Saa traf jeg Dem herovre.

Det var, som den bedste Tid af mit Liv traadte frem for mig igjen.

Var det da saa underligt, at jeg længtes efter at tale til Dem om alt

det, der ligger og tynger paa mig? De er den eneste, til hvem jeg

vilde have gjort det.«

»Nu -- jeg vil heller ikke bebrejde Dem Deres Aabenhjærtighed. Men

tænk paa, hvad jeg har sagt. Begynd ufortrøden Kampen paany, baade

for Deres Hjem og for Deres Kunst, og naar De en Gang har sejret paa

begge Punkter, saa skal De komme og fortælle mig det, og ingen vil

glæde sig mere derover end Deres gamle Veninde.«

Hun rakte sin Haand hen imod ham, og han greb den, idet han saa' op

paa hende, som hun stod foran ham med et næsten pigeagtigt Udtryk

over den lille, fintbyggede Skikkelse.

»Hvor den Mand maatte kunne bringe det vidt i Verden, der havde en

Hustru som Dem,« sagde han sagte. »Tak for Deres Godhed -- gid De

maatte faa Glæde af mig.« --

Han forlod hende hastig, og hun blev staaende alene paa Klitten og

saa' efter ham. Rødmen paa hendes Kinder var bleven stærkere, og det

var, som en flygtig Skygge gled hen over Panden. -- Hun blev staaende

endnu et Øjeblik, ligesom hun paa én Gang faldt i Tanker uden rigtig

at vide af det. Saa trak hun Shavlet sammen om Skuldrene og begav sig

ad den sandede Hedevej til Byfogdens Gaard i Udkanten af Byen.

* * * * *

Det var hans første Beslutning, at han vilde rejse hjem. Han sagde

allerede samme Dag til Minna, at hun kunde belave sig paa Hjemrejsen

i Løbet af en otte Dage. Til den Tid mente han at være færdig med

sine Studier. Men i Stedet for de otte var der gaaet fjorten Dage

siden Mødet ved Stranden. Han kom jævnlig hos Byfogdens og havde

flere Gange truffet Fru Aaby alene, men deres sidste Samtale var

ikke bleven berørt. -- Han gjorde sig Umage for at synes munter og

tilfreds, naar han var sammen med hende, som om den Forklaring, det

var kommet til mellem dem, virkelig havde bragt mere Ro i hans Sind.

Men i Virkeligheden var han mere nervøs og ophidset end før. Han

følte sin gamle Kjærlighed voxe Dag for Dag, men paa samme Tid

vogtede han omhyggelig paa sig selv, fordi han var bange for at

skræmme hende bort, hvis han røbede sig.

Han havde maaske ikke saa magtesløst givet sig denne vaagnende

Tilbøjelighed i Vold, dersom han ikke paa Forhaand havde dysset sin

Samvittighed i Søvn med den Betragtning, at naar hans Hustru hverken

kunde eller vilde være noget for ham, saa maatte han være i sin Ret

til at hengive sig til en Følelse, der trods dens Haabløshed var

stærk nok til at udfylde hans Tilværelse, saa længe han blot var i

_hendes_ Nærhed.

Men der var desuden noget andet, som fik Flammen til at blusse

stærkere og hastigere op, end det muligvis ellers vilde have været

Tilfældet, og som gjorde det stadig vanskeligere for ham at bevare

sin ydre Ro overfor hende.

Hun søgte at skjule det med al den Takt og Finfølelse, hun raadede

over, men han saa desuagtet mere og mere tydelig, at hendes Mand

slet og ret var en plump, snæverhjærtet Tyran, der saarede hende paa

tusende Maader, oven i Kjøbet med en vis Brutalitet, som om han fandt

en særlig Tilfredsstillelse ved Bevidstheden om, hvorledes det stod

i hans Magt at smaatyrannisere en Hustru, der var ham saa uendelig

mange Gange overlegen. --

Grosserer Aabys Specialitet var ellers at fortælle slibrige

Historier, og saadan i al Fortrolighed -- ved et lille Glas sammen

med Doktoren og Postmesteren -- gjorde han ingen Hemmelighed af, at

han Fanden ta'e sig endnu havde sine smaa Liaisons.

Men midt under den pinlige Uro, hvormed disse Iagttagelser

opfyldte Henning, begyndte der at dæmre en Forestilling om, at

han, Ungdomsvennen, ikke var hende helt ligegyldig, hvor megen

Selvbeherskelse hun end viste i sin Adfærd mod ham. --

En Dag havde Henning overtalt Minna til at gjøre Visit hos Byfogdens.

Hun var gaaet derhen og havde taget lille Aage med. Det var Aftalen,

at Henning skulde hente dem, men da han kom, var Minna gaaet. Aage

havde derimod faaet Lov til at blive, medens Byfogdens Datter havde

fulgt Minna paa Vej. Af Pigen, der lukkede op, fik han den Besked, at

Aage var nede i Haven med Fru Aaby.

Han fulgte en Allé af gamle, forhugne Ælmetrær, der bugtede sig

henimod Udkanten af Haven til et Lysthus, som han vidste var hendes

Yndlingsplads, og hvor han antog at finde hende og Drengen. --

Hun sad paa en lav Kurvestol, medens lille Aage stod og lænede sig op

til hendes Skjød. Lyset, der brød ind mellem det aabne Løvværk, lagde

et varmt, gyldent Skær over hendes og Barnets Haar, idet hun bøjede

sit Hoved ned mod ham. Synet af de to gjorde et sælsomt Indtryk paa

ham. --

Hun havde ikke lagt Mærke til, at han nærmede sig, og med en Følelse

af, at han ikke nænnede at forstyrre den smukke Gruppe, bøjede han

bort fra Alléen og ind paa en Sti, saa han kom hen til Bagsiden af

Lysthuset, hvorfra han kunde betragte hende, uden at hun saa ham. --

»Har du ingen lille Dreng?« hørte han Aage sige.

»Nej -- jeg har ikke.«

»Saa skal jeg nok hver Dag komme hen og lege med dig,« sagde Barnet

og rakte sin Mund op til hende.

Han saa, at hun havde Taarer i Øjnene. Og pludselig -- som med et

uvilkaarligt Udbrud af længe tilbagetrængt Følelse -- tog hun Drengen

i sine Arme og kyssede ham heftig paa Mund og Kinder. --

Hennings Hjærte blev paa en Gang saa fuldt, som om det vilde sprænge

alle kunstige Dæmninger. Men han tvang sig til at undertrykke den

Bevægelse, der truede med at tage Magt over ham, og traadte rolig ind

i Lysthuset. En flammende hed Rødme gød sig over hendes Kinder, da

hun saa ham, og hun satte med paafaldende Hurtighed Drengen ned paa

Jorden. --

»Tak, fordi De har taget Dem af Aage. Jeg haaber ikke, han har gjort

Dem for megen Besvær?« sagde han.

»Aa -- det er en allerkjæreste Dreng, De har,« svarede hun -- uden at

se op paa ham. »Vi har moret os rigtig godt, ikke sandt, Aage?«

»Jeg vil gjærne have, at du ogsaa skal være min Moder,« sagde den

lille Fyr. »Jeg kan godt lide at lege med dig.«

Barnets Pludren forøgede hendes Forlegenhed, og det kostede hende

aabenbart Umage at vedligeholde sin sædvanlige utvungne Tone. Han

kunde ikke tage fejl deraf, og med en halvt lyksalig, halvt ængstende

Fornemmelse jublede det i ham: -- »Saa har hun mig dog kjær!«

Han fulgte lille Aage hjem til Gjæstgivergaarden, men da han traf en

af Pigerne udenfor, lod han hende bringe Drengen op til Minna. Saa

fortsatte han sin Vej og vandrede frem og tilbage ad en Sti, der løb

bag ved Husene i en Udkant af Byen.

Han vilde ikke møde Minna, før han havde faaet Rede paa de forvirrede

og modstridende Tanker, der kæmpede i ham. Det forekom ham, at han i

dette Øjeblik kunde sætte alle Hensyn til Side for at vinde hende --

den eneste, han virkelig havde elsket. --

Men alligevel opsatte han fra Dag til Dag at finde Lejlighed til at

træffe hende alene. I nogle Dage holdt han sig endogsaa helt borte

fra Byfogdens Hus, og imidlertid fik han at høre, at Grosserer Aaby

var rejst.

Gjennem Postmesterens Frue trængte paa samme Tid et umaadelig

interessant Rygte ud i Byen.

Det drejede sig om ikke mindre end en ligefrem Skandale, som

der nok skulde have været hos Byfogdens. -- Gud bevare hendes,

Postmesterindens Mund; hun vidste nok, hvad det vilde sige at

bevare Embedshemmeligheder, men _aabne_ Brevkort hørte ikke med til

denne Kategori, og hun kunde i al Fortrolighed fortælle, at der var

kommet et saadant Brevkort til en vis Person. (Paa dette Stadium

af Beretningen skulde Postmesterindens Stemme være sunket ned til

den allersvageste Hvisken). Og bemeldte Brevkort indeholdt en for

Grossererens Moralitet saa graverende Afsløring, at hun ikke vilde

besmitte sine Læber med at gaa nærmere ind paa Detaillerne. Det var

naturligvis blevet til en Scene mellem ham og Fruen, og derefter var

Hr. Aaby rejst.

Sladderen bragte denne Historie ogsaa til Henning, og han kunde næppe

beherske sin Harme, da han hørte, hvorledes hendes Navn blev trukket

med i Snavset.

Nu kunde og vilde han ikke tøve længere.

Minna havde desuden bestemt erklæret, at hun vilde hjem, og han havde

lovet at opfylde hendes Ønske. Det Arbejde, han havde talt om, var

færdigt for længe siden, og han kunde ikke finde flere Paaskud til at

blive. --

En Formiddag, meget tidlig, gik han op til Byfogdens. Pigen viste ham

ind i Dagligstuen med den Besked, at Kancelliraaden kom vist strax.

Fruen og Frøkenen var ude. Han traadte ind i den lille Stue, der

syntes ham at indeholde noget af den samme Hygge og Velvære, som hun

bragte med sig allevegne.

Hun sad foran Sybordet henne ved Vinduet, bøjet over noget

Haandarbejde. Det forekom ham, at hun var lidt blegere, end hun

plejede at være, men ellers var der intet, som røbede, at der var

hændet noget usædvanligt.

Hun hilste venlig paa ham og rakte ham Haanden og atter denne Gang

lige saa utvungen, som hun havde víst sig fra først af. -- Det gjorde

ham en Smule forvirret.

»Jeg kommer egentlig for at tage Afsked.... Jeg burde vist være rejst

for længe siden,« tilføjede han lidt kejtet.

Hun lod ikke til at ville forstaa ham.

»De længes vel ogsaa efter at komme hjem og tage fat paa de Studier,

De har malet herovre,« sagde hun let henkastet.

»_De_ lader i alt Fald ikke til at sørge over min Bortrejse,« svarede

han i samme Tone.

»Jo, naturligvis. Jeg beklager ligesom de andre, at vi skal miste

Dem. Men tror De ikke, det er bedst for Dem selv at komme hjem? Jeg

rejser for øvrigt ogsaa snart. De ved maaske, at min Mand tog bort

for et Par Dage siden.«

»Deres Mand.« -- Henning understregede Ordet. Hun saa op og blev

blussende rød.

»Det nytter ikke, Margrethe, at De vil vedblive at forstille Dem for

mig,« sagde han sagte. »Tror De ikke, jeg ved, hvad De har taalt

og lidt -- hvor godt De end har forstaaet at skjule det? ... Jeg

ved ogsaa, at jeg ikke er Dem helt ligegyldig,« vedblev han endnu

sagtere. »Og jeg holder ikke længere dette ud. -- De maa høre, hvad

jeg har at sige Dem.«

Hun havde rejst sig op og saa først forundret, derpaa mere og mere

harmfuldt paa ham. Og Klangen i hendes Stemme ramte ham mere end den

heftigste Bebrejdelse, da hun svarede:

»Det havde jeg ikke kunnet tro om Dem -- De handler ikke som en

ærekjær Mand!«

»Margrethe -- Vidste De alt, hvad jeg har lidt i denne Tid, vilde De

ikke dømme mig saa skaanselsløst ... Skæbnen skylder baade Dem og mig

Oprejsning for den Uret, den har gjort mod os.«

»De tager fejl,« svarede hun rolig. »Skæbnen skylder os ingen

Oprejsning, som De kalder det. Den har i alt Fald kun ladet os lide,

hvad vi selv har forskyldt. Og jeg kan og vil ikke tale mere med Dem

om noget af alt dette. Vi er jo én Gang komne til Klarhed over vort

Forhold til hinanden; derved maa det blive.«

»Nej -- jeg slipper Dem ikke. De vil fortryde, om De nægter at høre

paa, hvad jeg har at sige Dem. Jeg er ikke længere Herre over mig

selv. De maa og skal høre mig, eller jeg svarer ikke for Følgerne.«

»Raser De, Henning? -- Med hvad Ret taler De saadan?«

»Med den Ret, som min Kjærlighed til Dem giver mig,« udbrød han i en

dæmpet, lidenskabelig Tone. »Jeg elsker Dem, Margrethe -- jeg kan og

vil ikke længere skjule det for Dem.«

»Og det er Dem, Henning, hvem jeg en Gang har holdt af som en brav og

trofast Ven -- det er Dem, der taler saaledes til mig! -- Aa -- det

bedrøver og krænker mig mere end alt andet.«

Hendes Stemme dirrede, som om hun kæmpede mod Graaden.

»Margrethe -- vær overbærende mod mig,« bad han næsten ydmygt. »Jeg

føler selv, at jeg handler skammelig baade mod Dem og mod hende, der

i alt Fald af Navn er min Hustru. -- Men jeg kan ikke andet; jeg

beherskes af en Vilje, som er stærkere end min egen. Og derfor beder

jeg Dem om blot endnu en eneste Gang at lade mig tale uden Forbehold

til Dem, og hvis De derefter endnu fordrer det af mig, saa skal jeg

undgaa Deres Nærhed, og De skal ikke se mig mere. Kun endnu denne

Gang maa De høre mig. Jeg besværger Dem det ved Mindet om den Smerte,

De en Gang har tilføjet mig, og som har gjort mit Liv til noget helt

andet, end det kunde være blevet, hvis De var bleven min.«

»Nuvel -- jeg vil opfylde Deres Ønske -- men, Henning, jeg advarer

Dem om ikke at sige noget, som De bag efter vil komme til at fortryde

baade for Deres egen og min Skyld.«

Hun satte sig ned med en træt, sorgfuld Mine og vendte sig halvt bort

fra ham, medens han talte. --

»Jeg véd, at De er stræng mod Dem selv,« sagde Henning efter et kort

Ophold; »jeg ved, at De er den bedste og reneste Kvinde, jeg har

truffet, og netop derfor har De faaet en Magt over mig, som er bleven

mig endnu farligere end Deres ydre Skjønhed. Frygt derfor ikke, at

jeg skal sige noget, som kan saare eller fornærme Dem. --

En Mands Kjærlighed kan være højst forskjellig i sin Natur. Skjuler

den kun sanselig Attraa, saa vil han, selv om han fra først af har

daaret sig med den Indbildning, at hans Følelser havde et andet og

renere Grundlag, enten tidlig eller sent vaagne op af Rusen, og ve

ham, hvis han har bygget sit fremtidige Liv derpaa! -- Men den anden,

den rette Kjærlighed, er ligesaa forædlende og befriende, som hin er

ulykkebringende. Og den lever saa langt ud over Elskoven, fordi den

bunder i sand, sympathetisk Forstaaelse, i en Glæde og Tryghed hos

hinanden, som er stærk nok til at taale Livets Prosa og altid blive

lige ung og ny. --

En saadan Følelse er det, jeg nærer for Dem, Margrethe, og jeg føler

det sikkert, at var De bleven min Hustru, kunde mit Liv aldrig

være blevet forfejlet. De vilde have faaet Bugt med det svage og

letsindige i min Karakter, fordi De selv er saa stærk og god. Deres

Kvindelighed vilde have gjort ogsaa mig renere og bedre, og min

Kjærlighed til en Hustru som Dem og til det Hjem, De vilde have skabt

mig, havde givet mig Kræfter til idelig at vinde fremad --«

Han tav lidt, som om han ventede paa, at hun skulde svare ham, men

hun blev siddende ubevægelig i samme Stilling.

Saa fortsatte han i den samme sagte og bevægede Tone:

»Saa lykkelig skulde jeg ikke blive. Jeg var den Gang letsindig nok

til halvvejs at kunne glemme Dem, og nogle faa Aar efter, at jeg

havde faaet Vished om, at De ikke kunde blive min, begik jeg mit Livs

store og skæbnesvangre Vildfarelse. -- Tilfældet førte mig sammen med

en ung Pige, hvis ydre Tillokkelser tog mit Sind fangen. Jeg lod mig

henrive af en Tilbøjelighed af den Art, som jeg nu er saa rede til at

fordømme, og jeg vaagnede ikke af min Rus, før jeg var bunden i et

Ægteskab, der fra dets første Dag har været en Lidelse for os begge.

Det er vistnok en Historie, som har mange tilsvarende Exempler, men

jeg tror ikke, at alle rammes lige haardt deraf. --

Da var det, jeg traf Dem herovre og saa, at De stred mod en lignende

Skæbne. Min Kjærlighed til Dem vaagnede paany, men helt anderledes

stærk og moden end før, og det Spørgsmaal trængte sig frem hos mig:

Er det saa vist, at hun og jeg handler rigtig i at ødelægge vort

Liv for at kunne have Bevidstheden om, at vi opfylder det, som man

almindeligvis kalder Pligt? Der findes maaske Naturer, som er stærke

og ædle nok til at lide med hellig Taalmodighed, og som forædles i

Ulykken, men jeg føler, at jeg maa have Glæde og Tilfredshed i Stedet

for Tomhed og Livslede, hvis det gode i mig skal trives og voxe, og

er det saa ikke min Pligt at stræbe hen til at blive lykkelig? --

Svar mig, Margrethe. -- De maa være ærlig og uhildet nok til at dele

denne Tro.«

»Nej,« svarede hun sagte. »Jeg deler den ikke. Det er saa let at

sige: Naar jeg blot faar det, som jeg vil, skal jeg nok stræbe opad

mod alt, hvad der er godt og smukt, men hvem borger for, at De vil

gjøre det, naar først Maalet er naaet og har faaet det dagligdags

Præg?«

»Den Bevidsthed, jeg har derom, og som siger mig, at jeg maa leve og

arbejde under god Paavirkning, for at det bedste i mig kan kaldes

frem og udvikles.«

»Men en saadan Paavirkning finder man bedst i Bevidstheden om

at opfylde sin Pligt. Enhver anden er kun et Skalkeskjul for

Egenkjærligheden.«

»De dømmer koldt og strængt, Margrethe, og med Ord, som Deres Hjærte

umulig kan lægge Dem i Munden. -- Var vi ikke saa skrøbelige, som

det nu en Gang er blevet vor Natur at være, kunde det jo være smukt

nok saaledes udelukkende at søge sit Livs Maal og Tilfredsstillelse

i Opfyldelsen af de Pligter, man én Gang har paataget sig, men naar

disse er blevne døde og tomme og ikke længere udfyldes af Begejstring

eller Kjærlighed, saa er det, at der hører en mere end almindelig

stærk og god Natur til for at leve alene for dem. Der er ogsaa dem,

som gaar langsomt til Grunde under en saadan frugtesløs Kamp, og

Spørgsmaalet kan da blive, om der er tabt eller vundet derved.«

»Nej, nej, Henning, Deres Synspunkt er falsk; det føler jeg, om jeg

end ikke har de rette Ord at svare Dem med. Har man, ligegyldig efter

hvilken Tilskyndelse, taget sig en Gjerning paa, som bag efter tynger

og trykker, saa maa man ligefuldt bære den og aldrig blive træt af at

arbejde for at afvinde den de bedst mulige Sider.«

»Men naar man nu er tynget saa langt ned af den, at man ikke længere

formaar at rejse sig, gjør man saa ogsaa bedre i at falde helt sammen

end med en modig Beslutning kaste Aaget af sig? ...

Hør mig med Rolighed, Margrethe, og lad den Alvor, hvormed jeg taler

til Dem, overbevise Dem om, at jeg hverken er samvittighedsløs eller

letsindig.

Baade De og jeg tynges af et Forhold, paa hvilket Samfundet har sat

sit lovlige Stempel, men som i sit inderste Væsen er uskjønt og

usandt og mere eller mindre forgifter vort Liv, eftersom vi har flere

eller færre Kræfter til at staa imod med. --

Tror De, at den Mand, hvis Navn De bærer, vilde tage sig det

synderlig nær, om De forlangte Skilsmisse? Og føler De ikke, at

det var Dem mere værdigt at bryde end at fortsætte et Samliv, der

mangler enhver sund Berettigelse til at existere? Noget lignende

gjælder med Hensyn til mig, kun med den Forskjel, at jeg ikke har

noget uhæderligt at bebrejde min Hustru. Men vort Ægteskab mangler al

Forstaaelse, og derfor virker det nedbrydende paa os begge. -- Er det

rigtigt at lade et saadant Samliv vedblive af Hensyn til Godtfolks

Mening eller af falsk Pligtfølelse? Handler man ikke bedre i at bryde

det, selv om Brudet i det første Øjeblik koster Overvindelse og

Kamp? -- De, Margrethe, kan ikke blot gjøre mig lykkelig, men De har

ogsaa Evne til at gjøre mig god og dygtig. Der er intet uhæderligt

i det Forslag, jeg gjør Dem. Deres Mand har forspildt sin Ret til

Dem; forlang Skilsmisse, og om tre, fire Aar, naar De og jeg begge

er fri, vil jeg aabenlyst komme til Dem. Vi vil glemme de bitre Aar,

som ligger bag ved, og der skal endnu kunne aabne sig en lykkelig

Fremtid for os.«

Hun var bleven lidt blegere, medens han talte, og hendes Bryst

arbejdede heftig, men Stemmen var rolig og klar, da hun svarede ham

-- denne Gang seende ham lige i Ansigtet.

»Jeg vil ikke blive vred over, hvad De siger, Henning, thi De maa

være afsindig for at kunne tale saaledes. Husker De da slet ikke

paa, at De selv er bunden, og at selv om jeg var fri og kunde og

vilde følge Dem, vilde De aldrig kunne opløse Deres Ægteskab uden

at begaa den mest skrigende Synd og Uret mod den Kvinde, som --

skjønt hun forstaar Dem ligesaa lidt som De hende -- dog aldrig har

gjort sig skyldig i nogen Handling, der lod hende fortjene en saadan

Forhaanelse af Dem. -- Selv om De forudsatte, at jeg ansaa mig for

berettiget til at gjenvinde min Frihed, kan De saa tænke Dem den

Mulighed, eller tror De virkelig saa slet om mig, at De kan indbilde

Dem, at jeg vilde være delagtig i en slig Skændighed? Og endelig --

er De virkelig saa forblindet, at De kan forestille Dem, at der kunde

bygges nogen varig Lykke paa et Forhold, der var knyttet under saa

hæslige Vilkaar? Begriber De ikke, hvorledes den onde Samvittighed

vilde forfølge baade Dem og den Kvinde, der var ussel nok til at

slutte et saadant Forbund med Dem? De vilde snart skamme Dem baade

over hende og over Dem selv, og den aandelige Sløvhed, den moralske

Nedbrydelse, som De nu taler om, vilde kun være et Naalestik mod den

Lidelse, som da vilde hjemsøge Dem. -- Nej, nej, Henning, jeg vil

ikke for Alvor tiltro Dem en slig Lavhed. Glem, hvad De har sagt mig,

ligesom jeg vil bestræbe mig for at glemme det.«

»Har jeg da for anden Gang bedraget mig ved at tro, at jeg ikke var

Dem ligegyldig?« udbrød han med dæmpet Heftighed. »Eller skuffer De

baade Dem selv og mig? -- Der vil komme en Dag, hvor De vil angre

det,« tilføjede han med en Stemme, der dirrede af Bevægelse. »Min

Opvaagnen er en hel Del bitrere nu end for sex Aar siden; jeg har

ikke længere noget, der kan give mig Evne til at staa imod, og bukker

jeg under, da er Skylden Deres.«

»Nej, Henning,« svarede hun og saa ham fast ind i Øjet, »Skylden er

da kun deres egen Svaghed, -- og en saadan Svaghed er foragtelig.«

»Nuvel, saa lad den være det,« sagde han med skærende Bitterhed.

»Ingen kan lægge en Alen til sin Væxt, ved De nok. Jeg gjør mig ikke

bedre, end jeg er. De kunde have gjort mig til noget godt og dygtigt,

men De vil ikke.«

»Kunde jeg gjøre det ved at tage Del i en saadan Handling som den,

De foreslaar mig?« svarede hun. »Nej, Henning, De befinder Dem i en

sørgelig Vildfarelse. Gid De snart maa komme til en bedre og klarere

Erkjendelse -- det er mit bedste Ønske for Dem.«

»Og alt, hvad De har at sige mig?« spurgte han.

»Ja -- alt.«

»Saa Farvel. Vi mødes næppe mere.«

Han gik langsomt ud af Stuen, uden at byde hende Haanden til Afsked.

Der var kommet en vild, oprivende Smerte over ham. Han forstod nu, at

han havde næret et forfængeligt Haab, men det forekom ham tillige,

at det var det eneste, han havde havt tilbage. Det var mere end en

Frase, da han havde sagt til hende, at han vilde gaa til Grunde,

dersom hun anden Gang stødte ham bort. Han følte sig saa sjælesyg,

saa' intet som helst, der kunde holde ham oppe. --

Og skulde han da virkelig være tvungen til at henslæbe Resten af sine

Dage sammen med en Kvinde, der aldrig havde gjort andet end forgifte

Tilværelsen for ham?

Der rejste sig pludselig en Bitterhed, ja næsten et Had hos ham mod

hans Hustru.

Hvorfor havde hun aldrig gjort sig den mindste Umage for at lære at

forstaa ham, for at holde de onde Magter borte? Havde han da kun

giftet sig for at faa en taabelig, halsstarrig og arrig Kvinde at

opdrage paa?

Hvorfor kunde han ikke have været ligesaa lykkelig som mange andre

Mænd -- at finde en hjælpsom og kjærlig Hustru? -- Men nu skulde det

have en Ende. En Hykler vilde han i det mindste ikke vare længere.

Sandheden skulde hun høre af ham. --

Det var trukket op til Uvejr, og den kolde Efteraarsblæst, som strøg

ind over Land, mættet med en bedsk, saltagtig Smag ude fra Havet,

jog isnende gjennem ham, medens han vandrede afsted gjennem Byens

Hovedgade. Glarmesterens og Barbererens Skilter henne paa Hjørnet

svajede raslende paa deres Hængsler for hvert Ryk, Blæsten tog i dem.

Over de røde Teglstenstage hang Luften i tykke, sortgraa Skyer. Den

triste Gade med sine uregelmæssige Huse og sin ujævne Brolægning,

hvor Græsset voxede bundtvis mellem Brostenene, var som uddød.

Han mødte ikke et Menneske, før han naaede Gjæstgivergaarden. Her gik

han op ad den halvmørke, snirklede Trappe til sin midlertidige Bolig,

hvis uhjemlige Præg passede godt til den Stemning, han befandt sig i.

Minna sad ved Vinduet og syede.

Han gik nogle Gange grundende op og ned ad Gulvet, ikke fordi han

vaklede i den Beslutning, han havde taget, men fordi han ikke rigtig

vidste, hvorledes han skulde begynde. Minna syntes tilfældigvis ikke

oplagt til Ufred; hun syede kun med fordoblet Ivrighed efter hans

Indtrædelse og lod iøvrigt ikke til at bemærke, at der var noget

usædvanligt i hans Adfærd.

Saa tav de en Tidlang begge to.

»I Morgen rejser vi,« sagde han omsider.

»Naa -- det var jo rart.«

Hun saa lidt overrasket op; han plejede ellers ikke at tale paa denne

korte og uvenlige Maade, naar hun ikke først havde givet Anledning

dertil.

»Men ikke for at fortsætte som før,« vedblev han i samme Tone. »Det

skal og maa have en Ende; det har jeg fast besluttet.«

»Herregud -- kan jeg nu ikke faa Lov til at sidde i Fred? Hvorfor

kommer du her og vælter dig over mig? Behold bare dine Beslutninger

og Forklaringer for dig selv; jeg skjøtter ikke om at kjende dem.«

»Men du _skal_. Har jeg hidtil været en Hykler, saa skal du nu til

Gjengjæld kjende den fulde Sandhed.« --

Han arbejdede sig uden nogen Tilskyndelse fra hendes Side op til

en voxende Bitterhed. -- »Jeg har i Aar og Dag tvunget mig til at

vise Venlighed og Hensynsfuldhed mod dig, selv naar du tirrede og

saarede mig mest. Jeg har prøvet paa at gjøre vort Samliv taaleligt,

selv om det ikke kunde blive lykkeligt. Men det har altsammen været

frugtesløst. Selv den sidste Rest af Godhed, jeg nærede for dig, har

du gjort dig Umage for at forspilde. Ved din Ufordragelighed har du

gjort mit Hjem til et Sted, hvor jeg blev pint og plaget i Stedet for

at finde Fred og Hvile. Dette skal have en Ende.«

Hun blev mere og mere forundret, medens han talte, og hendes Ansigt

var blegt, da hun spurgte:

»Og hvorfor siger du mig alt dette netop nu, da jeg dog ingen Fortræd

har gjort dig?«

»Fordi jeg vil vise dig den Kløft, som du langsomt, Dag for Dag har

gravet mellem os. Fordi ....«

»Aa -- du behøver ikke at sige mere.« Hun havde rejst sig op og stod

foran ham, bleg, med tindrende Blik og dirrende Læber. -- »Jeg ved

det hele. Det er hende -- din dydige Veninde, der er traadt imellem

os. -- Og for at træffe hende, var det naturligvis, du vilde her

over. -- Men gjør kun, hvad du vil« -- Minna skreg Ordene frem --

»Jeg hader dig og hende og jer allesammen ...«

»Din Heftighed overrasker mig, da du jo saa tit har erklæret, at jeg

var dig fuldstændig ligegyldig,« afbrød han hende med haanende Kulde.

»For mig kan du tro, hvad du vil. Det er ingen Skade til, at du ser

Resultatet af det Liv, vi to har levet sammen. I Stedet for al den

Glæde og Velsignelse, som en god Hustru kan bringe sin Mand, har du

fra den første Dag, vi saa hinanden, været en Forbandelse for mig.

Uro og Misnøje har du bragt ind i mit Liv, afstumpet mine Evner og

forvandlet hele min Tilværelse til Tomhed og Uhygge. Saa -- nu er det

sagt, og Enden faar blive, hvad den vil ...«

Han tav og drog tungt efter Vejret. De skaanselsløse Ord syntes paa

én Gang at træffe hende saa tunge som Hammerslag. Den Forbitrelse,

hun nylig havde givet Luft, gjorde Plads for en dump, knugende

Smerte, der fik Nerverne i hendes Ansigt til at dirre, og derpaa brød

hun ud i en halvkvalt, lidenskabelig Graad.

»Aa Gud -- aa Gud -- saa slet kan jeg dog ikke have været!« -- --

Hans Blik faldt paa hendes slanke, endnu ungdommelige Skikkelse og

paa det i Taarer badede Ansigt, og en Følelse af Anger begyndte at

liste sig over ham, lige saa hurtig som hans Heftighed var kølnet.

»Jeg siger ikke, at du har været slet,« sagde han tøvende. »Tværtimod

-- du har jo altid været en hæderlig Kone. Men dit ufordragelige

Sind, din Mangel paa al Kvindelighed har bragt Ulykke over os. Og

deri ligger din store Skyld, at du aldrig har villet gjøre den

mindste Bestræbelse for, at det kunde blive anderledes.«

»Men du -- hvorfor giftede du dig med mig?« Minna løftede atter

Hovedet og gjorde Vold paa sig selv for at tvinge Graaden. -- »Hvem

siger dig, at jeg ikke baade havde kunnet og villet gjøre det, hvis

jeg havde havt en anden Mand? Ved du, hvorfor jeg tror, at det saa

daarlig er lykkedes dig? Fordi du aldrig har holdt rigtig af mig --

fordi det var din Sanselighed og ikke dit Hjærte, der drog dig til

mig. Det er derfor, det er blevet til, hvad det er ....«

Hun slyngede Ordene ud mod ham, medens hun et Øjeblik stod oprejst

foran ham, men saa var det pludselig, som om hun atter sank sammen,

idet hun skjulte Ansigtet i sine Hænder. --

Hun havde en Gang før -- i Begyndelsen af deres Ægteskab -- rettet en

lignende Bebrejdelse mod ham, og han følte atter, at der var nogen

Sandhed deri. -- Var det saa vist, at han havde Ret til at tale hende

saa haardt til?

»Det gjør mig ondt, at jeg har krænket dig,« sagde han med lav

Stemme. »Ja -- jeg vilde ønske, at det ikke var sket.«

»Men det er sket. Og det er maaske bedst saadan. Nu kan vi jo gaa

hver sin Vej. For du kan vel tænke, at jeg herefter ikke længere vil

leve under Tag med dig.«

»Du faar gjøre, som du vil,« svarede han. »Det kunde vel næppe gavne

nogen af os, om jeg vilde prøve paa at holde paa dig mod din Vilje.«

Hun svarede ikke, men gik ind i det tilstødende Værelse og lukkede

sig inde der. Henning saa bedrøvet efter hende, følende sig ilde til

Mode og misfornøjet med sig selv. Da det lod til at blive Alvor,

gjorde Tanken om Skilsmisse ham urolig og bekymret. Saa vidt burde

han maaske ikke være gaaet.

Medens han blev siddende alene inde i Dagligstuen, og Skyggerne

lagde sig tættere og tættere over Gulvet eller forstak sig mellem

det smagløse Bohave, hvormed Hotelværten havde udstyret sine

Gjæsteværelser, kom han til at tænke paa sit hyggelige Hjem. _Det_

syntes Minna i det mindste altid at have havt Interesse for. Og nu,

da det truede med et afgjørende Brud mellem dem, huskede han paa

mange Træk hos hende, der viste, at hun paa sin Manér var en trofast

og pligtopfyldende Hustru.

Nej -- saa vidt burde han ikke have ladet det komme. -- Men var det

alligevel ikke meningsløst at fortsætte et saadant Samliv, medens

hans Hjærte var opfyldt af en anden -- hende, som han vidste aldrig

kunde blive hans? --

Hans voxende Bekymring for, at Minna skulde gjøre Alvor af sin

Beslutning og tage bort, viste sig imidlertid at være overflødig. To

Dage efter rejste de sammen tilbage til Kjøbenhavn. Deres Forhold

var kun undergaaet den Forandring, at Minna endnu mindre end før

lagde Baand paa sig. Hendes Sind var blevet endnu mere mistroisk og

bittert, og det udartede undertiden til en raa Hidsighed, der Dag for

Dag undergravede mere af den Kvindelighed, hvoraf hun aldrig havde

havt stort at undvære. Hun kunde bruge plumpe og stygge Skjældsord,

som han gik stiltiende af Vejen for, medens han vænnede sig til at

tale hende efter Munden eller omgaa Sandheden selv i de ubetydeligste

Ting -- for Husfredens Skyld.

Margrethe Aaby blev hele Efteraaret og Vinteren ovre hos sin Onkel,

medens hendes Mand rejste til Udlandet -- i Forretningsanliggender

hed det. Andre paastod rigtignok, at de var rigtig skilte, og at den

unge Kone havde taget Ophold som en Slags Guvernante hos en fjærn

Slægtning, der ejede en Gaard et Sted paa Sjælland.