XI.

Men det var mærkeligt nok, at det slet ikke bidrog til at udvikle

Minnas Karakter, at hun var bleven Moder.

De Krav, Moderværdigheden stillede til hende, blev oven i Kjøbet en

ny Anledning til at gjøre hende pirrelig og utaalmodig, hvor meget

hun end holdt af Barnet. -- Hun plejede det med den største, altid

aarvaagne Omhu, men paa samme Tid beklagede hun sig bittert over alle

de Besværligheder, som var forbundne dermed. --

Da lille Aage voxede til, blev han et Stridspunkt mellem dem. Hun

bebrejdede Henning, at han forsømte hende for Drengens Skyld. Hun

blev hidsig og opfarende ikke blot mod ham, men ogsaa mod Barnet.

Endog den Lykke, hans Billeder begyndte at gjøre, kunde ligesom give

hende Anfald af Skinsyge. Det var, som om hun frygtede for, at man

vilde tage ham fra hende, eller som hun var bange for, at jo mere

han gik frem, jo fjærnere vilde hun komme til at staa ham. Og denne

Ideforbindelse forspildte endogsaa den Følelse af Stolthed, som

hun upaatvivlelig nærede i sit stille Sind over hans Fremgang. Og

alligevel viste hun sig stadig mere ukjærlig, mere og mere hensynsløs

overfor ham i deres daglige Samliv.

Men til sine Tider kunde hun pludselig gaa i sig selv og fortryde sin

Hidsighed, naar hun saa, hvor haardt det tog paa ham. Saa kunde hun

briste i Graad og udbryde, at hun gjærne vilde være anderledes, men

det var, som om der var en ond Aand over hende. Hun kunde ikke, hvor

gjærne hun end vilde.

»Jeg ved nok, at det er Synd, jeg plager dig saadan«, sagde hun til

ham. »Du var meget lykkeligere, naar jeg gik min Vej, eller naar jeg

var død.«

Ovenpaa disse Udbrud kom der en kort Forsoning. Bedst syntes det at

være mellem dem, naar de en Tidlang helt var overladte til sig selv;

naar Henning slet ikke omgikkes andre og kunde lade sit Arbejde

ligge for tidlig og sildig at være hos hende. Der kom ved saadanne

Lejligheder noget af hendes fordums Barnlighed frem, og hun kunde

blive glad for enhver ubetydelig Opmærksomhed, han viste hende: en

Kurv Frugt eller en Buket Blomster.

Men denne Vaabenhvile varede aldrig længe. Den mindste Aarsag affødte

ligesom før den samme Ufred. Han led saa meget mere derved, som hans

modtagelige Gemyt oprørte sig mod alt plumpt og uskjønt, og det

opfyldte tillige hans eget Sind med en voxende Bitterhed, saa han

mange Gange -- især i den senere Tid -- lod sig ægge til at bruge

haarde og skaanselsløse Ord, som han bagefter fortrød. --

Det var en Aften, tidlig paa Forsommeren. Minna havde havt et af sine

slemme Anfald, og derefter havde de ikke vexlet et Ord det sidste Par

Dage. Minna passede sit Husvæsen; Henning tilbragte hele Dagen inde

i sit Atelier, hvor lille Aage af og til kom ind og besøgte ham.

Det var blevet for mørkt til at arbejde mere den Dag, men han sad

endnu ved Staffeliet og grundede over, hvor helt anderledes al

Ting havde kunnet se ud for ham, hvis han havde havt en kjærlig og

venligsindet Hustru, der havde villet støtte ham i hans Arbejde. --

Saa faldt hans Blik paa Aage, der legede henne paa Gulvet. -- Javist

-- for Drengens Skyld maatte han holde ud. Ellers vilde han maaske

have gjort baade hende og sig selv den bedste Tjeneste ved at løse op

for et Hjem, hvor de milde Husguder aldrig havde kunnet slaa fast Bo.

Barnet kom hen til ham og lagde sine Arme om hans Hals.

»Er du bedrøvet, lille Fa'er?«

Henning kyssede Drengens lyse Haar.

»Nej, jeg tænker bare, lille Guldtop.«

»Hvorfor tænker du?«

»Jeg tænker paa dig -- at jeg altid vil være god imod dig.«

»Lille Aage vil ogsaa være god mod dig, lille Fa'er. Jeg vil forære

dig en Vogn og en Gedebuk. -- Bliver du saa glad?«

»Ja, saa bliver jeg glad -- naar du er en god og artig Dreng.«

»Det vil jeg ogsaa være ....« Aage tøvede et Øjeblik og tilføjede saa

helt pludselig:

»Mo'er skal ogsaa være god.«

Henning rejste sig op. Barnets Ord gjorde ham forvirret. Det vilde

være en ny Ulykke, naar det kom saa vidt, at Drengen fik Forstand

paa, at der var noget i Vejen mellem hans Fa'er og Mo'er.

Han tog ham ved Haanden og sagde:

»Nu skal vi gaa ind til Mo'er, lille Aage.«

Minna sad i Værelset ved Siden af Atelieret og syede af alle Kræfter

paa noget nyt Tøj til Aage. Hun var sjælden ledig, især ikke naar hun

var i daarligt Humør. --

Han havde næret et svagt Haab om, at hun vilde gjøre blot en lille

Tilnærmelse. Det var altid ham, der maatte gjøre det første Skridt,

og han var i stor Tvivl om, hvorvidt han handlede rigtigt deri. Men

enten plejede der at være det ene eller det andet formildende Moment,

som bevægede ham dertil. Denne Gang havde det været Aage.

Da Minna ikke lod til at tage den mindste Notits hverken af ham

eller Drengen, gjorde Henning Vold paa sig selv for at tvinge den

Bitterhed, der gjærede i ham, og begyndte at tale om ligegyldige

Ting.

Minna svarede med Enstavelsesord.

Denne triste Situation varede ved, til Aage var kommen i Seng.

Da Minna kom tilbage, spurgte Henning, om de ikke skulde drikke The

ude i Haven. Vejret var saa smukt.

Det kunde de gjærne. Hun var lige glad.

Saa blev Thebordet dækket ude i Lysthuset.

»Haven«, som hørte til det lille Hus, de endnu beboede, var rigtignok

ikke større end et stort Stuegulv, og Lysthuset optog de tre

Fjerdedele deraf, men den stødte op til aaben Mark, og langt ude

kunde man skimte Sundet.

»Du behøver ikke at være bange for, at jeg skal begynde paa, hvad du

kalder mine Prædikener,« sagde Henning, da de havde drukket deres

The i den dybeste Tavshed. »Vi har saa mange Gange debatteret vort

Ægteskabs Historie, at det vist ikke nytter at spilde flere Ord

derpaa. Men der er kommet et nyt Moment til, som jeg ikke før har

tænkt paa, og som gjør, at vi ikke kan og maa lade det blive ved at

gaa paa denne Maade.« -- Han tav et Øjeblik og vedblev saa: »Jeg

opdagede i Aften, at lille Aage allerede begynder at faa Forstand

paa, naar du og jeg lever paa Krigsfod. Det tør ikke være saa. Jeg

vil ikke have min Dreng ødelagt.«

»_Din_ Dreng! Han er vel ogsaa min, skjønt du har gjort dig Umage nok

med at tage ham fra mig.«

»Hvorfor nu igjen disse taabelige og urimelige Bebrejdelser! Du ved

jo godt, hvor meget Drengen holder af dig. Hænger han undertiden lidt

mere ved mig, saa er det maaske, fordi jeg har mere Taalmodighed med

ham, medens du ofte er heftig og opfarende ogsaa mod ham.«

»Du tror maaske, man bliver en Engel af at føre saadant et Liv som

det, jeg lever, og med saadan en Mand! Ikke det mindste Hensyn viser

du mig, ikke den ringeste Opmærksomhed, som du ved kunde glæde mig.

Alting drejer sig enten om Drengen eller om dine Smørerier! Jeg kan

bare slide og trælle i Huset -- det er alt, hvad jeg har at opmuntre

mig med.«

»Minna -- hvor kan du dog være saa uretfærdig! Hvor tit har jeg ikke

víst dig saadanne Opmærksomheder, som jeg blot nogenlunde havde Raad

til? Men hvor mange Gange har jeg faaet et venligt Ord eller Blik

derfor? Du har den forkerte Opfattelse af Ægteskabet, at Manden kun

er til for at yde alle mulige smaa og store Ofre, Hustruen blot for

at modtage dem og saa for Resten have Lov til at vise sig saa sær og

vranten og ufordragelig, som hun bare vil. Men det bliver en Mand

tilsidst kjed af, og er jeg ikke længer saa venlig og opmærksom som

i Begyndelsen af vort Ægteskab, saa er Størsteparten af Skylden

sandelig din.«

»Aa, -- jeg mener slet ikke med Foræringer og Penge. Der er mange

andre Maader, hvorpaa en Mand kan vise, at han holder af sin Kone.«

»Er det da mig, der ikke har været hensynsfuld og kjærlig mod dig?«

spurgte Henning. »Tænk paa, hvor mange Gange du har stødt mig fra

dig paa en saarende Maade. Tilsidst maatte jeg vel trække mig lidt

tilbage, hvis jeg ikke helt vilde tabe Agtelsen for mig selv og føle

mig som en rigtig Tøffelhelt.«

»Vilde du maaske have, at jeg skulde vedblive at være den ømme og

hengivne Kone? Aa, -- saa maatte du være en helt anden Mand end den,

du er!«

Hendes Tone æggede til at give et heftigt Svar, men han besindede sig

og svarede rolig:

»Det skal ikke lykkes dig at fornærme mig. Du har maaske Ret i,

at jeg burde have været en helt anden Mand -- det vil sige mindre

føjelig og mindre eftergivende. Men det skulde _du_ mindst bebrejde

mig.«

»Der er vist ikke den Mand, som kunde bøje mig. -- Jeg sagde dig jo

en Gang, at jeg ikke passede til at gifte mig.«

»Lad os ikke komme ind paa disse gamle Historier, Minna. Det fører

ikke til noget.« -- Henning lod med en træt Mine sin Haand glide hen

over Panden. -- »Hvad jeg vilde sige dig i Aften, var kun, at vi i

alt Fald tilsyneladende maa leve bedre sammen. Vi maa høre op med

denne hæslige Ufred. Og det maa ske for vor Søns Skyld. Lille Aage

har et blødt og modtageligt Sind; han maa ikke under sin Opvæxt være

Vidne til vor Uenighed.«

»Ja saa -- du vil maaske foreslaa, at vi skal skilles!« -- Hun fór

heftig op.

»Nej, Minna, det ved du meget godt, at jeg ikke har tænkt paa.

Jeg vilde dog vanskelig kunne undvære dig og maaske endnu mindre

Drengen. Jeg vil kun foreslaa, at vi for et halvt Aars Tid skifter

Opholdssted. Forandringen vil maaske have en gavnlig Indflydelse paa

dig. Det er jo egentlig kun dit Sind og Humør, der er pirreligt, og

som forvolder os alle disse Plager. Maaske kunde det hjælpe, naar du

for en Tid kom i andre Omgivelser.«

»Og hvor skal vi tage hen?«

»Over paa den jydske Vestkyst. Jeg vilde gjærne male nogle

Figurbilleder derovre fra. Og dér kan vi desuden have det ganske for

os selv. Lad os prøve paa det.«

Minna betænkte sig lidt og sad og surmulede.

»Det er et underligt Forslag,« sagde hun saa. »Jeg troede rigtignok,

du mente, at vi skulde rejse til Paris, som du talte om, mens vi var

forlovede.«

»Du ved, Minna, at det ikke er gaaet saa godt med Finanserne, som

jeg havde ventet. Det lader sig altsaa foreløbig ikke gjøre. Men vil

du prøve paa at bo ovre paa Vestkysten denne Sommer? Saa faar jeg

forhaabentlig mine Figurbilleder malede; vi kan klare vor Gjæld

og maaske faa Raad til at gjøre en lille Svip til Udlandet henad

Vinteren.«

»Ja -- naar du synes. Men er der slet ingen Mennesker derovre? Er der

bare Fiskere.«

»Der er baade Fiskere og andre Mennesker, og de første er tit at

foretrække for de sidste. For Resten er der ogsaa dér, hvor jeg

tænker, vi skal bo, en Byfoged, en Doktor og en Postmester, saa du

kan godt faa Selskabelighed.«

»Aa -- det er jo lutter fremmede Mennesker; hvad bryder jeg mig om

dem! Men det er dog altid en Afvexling at komme herfra.«

* * * * *

De havde indrettet sig det ganske hyggelig i Gjæstgivergaarden, hvor

de havde lejet et Par Værelser for Sommeren. Henning malede sine

Studier i fri Luft, saa han kunde til Nød undvære Atelier. Stedet,

hvor de boede, laa kun en Fjerdingvej fra Stranden.

I den første Tid, efter at de var komne derover, lod det til, at

Hennings Forhaabninger skulde gaa i Opfyldelse.

Minna var mere livlig og medgjørlig, end hun havde været i lange

Tider. Henning viste hende omkring i Egnen, gjorde smaa Udflugter med

hende, og hun syntes til Gjengjæld at være helt glad og tilfreds.

Men da det ikke længere havde Nyhedens Interesse, begyndte hun at

finde deres ny Opholdssted utaaleligt. Henning var desuden begyndt

at male flittig, saa at han den meste Tid af Dagen var nede paa

Stranden. Han havde ogsaa været med til et Par Herreselskaber i

Omegnen, og det ene med det andet bidrog til at bringe Minna tilbage

i hendes gamle, slette Lune. Hun beskyldte Henning for, at han havde

slæbt hende ud i en øde Ørken, hvor hun maatte forgaa, og hun vilde

paa ingen Maade blive der. Men denne Gang vilde han sætte sin Vilje

igjennem. Han sagde til hende, at hvis hun vilde rejse hjem, stod det

hende frit for, men han blev. Saa endte det med, at hun ogsaa blev.

--

* * * * *

En Dag, da Henning sad nede ved Stranden og malede Studie, kom to

Herrer, som han ikke kjendte, spaserende hen imod ham.

»Hr. Genremaler Bentsen, formoder jeg?« sagde den ene af de fremmede,

en lille, tyk, gemytlig udseende Mand med Guldtresse om Kasketten.

-- »Maa det være os tilladt selv at præsentere os. Jeg er Byfoged

Krak og denne Herre Grosserer Aaby fra Kjøbenhavn. Jeg har, min Tro,

ligefrem længtes efter at gjøre deres Bekjendtskab, Hr. Maler! Det er

sjælden, at vi her paa Egnen faar saadanne notable Besøg. Jeg tror,

at deres Kolleger plejer at søge længere nord eller syd paa -- ikke

sandt?«

Henning indrømmede, at dette Sted endnu ikke havde været videre

hjemsøgt af Malere. Han var nok en af de første, der vilde male

Studier derfra.

Den lille, trivelige Byfoged kom med en Mængde Lovtaler over Egnens

og Befolkningens Ejendommeligheder, men Henning havde vanskelig ved

at følge ham med den skyldige Opmærksomhed, thi Navnet Aaby, hvormed

Byfogden havde benævnet sin Ledsager, havde vakt en Erindring hos

ham, som han ikke kunde blive kvit.

Bemeldte Herre var en uforholdsmæssig lang, leddeløs Skikkelse med

tynde, rødlige Bakkenbarter og et Brilleglas klemt ind foran det

venstre Øje. Snittet paa hans +dress+ røbede en synlig Bestræbelse

hos ham efter at se ud som angliseret Børsmatador. Han havde en

ejendommelig Manér med hvert tredie eller fjerde Minut at aabne

Munden paa vid Gab og slaa Tungen op mod Ganen med et lydeligt Smæk,

hvorved hans Ansigt fik et aldeles ubeskriveligt Udtryk. -- Ellers

var der intet som helst mærkeligt ved ham.

I Hennings og Byfogdens Samtale, der drejede sig om det sidste Aars

Udstilling, blandede han sig kun ved nu og da at udstøde en kort, tør

Latter, der aabenbart skulde betegne hans fuldkomne Samstemning med

de andre Herrers Mening.

Ved Afskeden bad Byfogden Henning om at gjøre ham den Fornøjelse at

se hjem til ham. »Og naturligvis ikke glemme at tage Deres Frue med,«

tilføjede han. »Vi kan saagu' trænge til at se ny Ansigter herude.«

»Ogsaa mig og min Kone en stor Fornøjelse,« bemærkede Grosserer

Aaby og smækkede med Tungen, medens han rakte Henning sin lange,

behandskede Haand. --

Navnet Aaby havde haardnakket sat sig fast i Hennings Hoved, da han

lidt efter gik hjem fra Stranden.

Men naar alt kom til alt, var det maaske en tilfældig Navnelighed.

Der kunde være saa mange Grosserere Aaby. Hvorfor skulde det netop

være _hendes_ Mand?

Men han havde en dunkel Erindring om, at hun en Gang havde fortalt

ham, at hun havde en Slægtning, der var Byfoged et Sted ovre i

Jylland. Skulde Skæbnen virkelig have faaet i Sinde at føre dem

sammen igjen efter saa mange Aars Forløb, og efter at saa meget havde

forandret sig for dem begge?

Hans Sind kom i en underlig, uroblandet Bevægelse. Bekræftede hans

Gisning sig, vilde han ikke kunne modstaa Fristelsen til at gjense

hende. Og hvorfor skulde han vel ogsaa det? Der var løbet saa meget

Vand i Stranden siden hin første Kjærlighed, at han vistnok kunde

gjøre det uden Fare enten for hende eller sig selv.

Han havde alligevel ingen Ro paa sig, før han fik Vished, og han

besluttede den næste Dag at gjøre Visit hos Byfogden.

For at berolige sin Samvittighed spurgte han Minna, om hun vilde gaa

med, men hun svarede vrantent Nej. Hun havde ikke Lyst til at gjøre

sig Ulejlighed for at gaa hen og høre paa deres Snakken op ad Stolper

og ned ad Vægge. Men det var jo saa rimeligt, at han gik. Naar han

endelig havde en Time tilovers, burde han naturligvis ofre den paa

fremmede Mennesker fremfor paa hende. Han skulde blot ikke gjøre

Regning paa at træffe hende, naar han kom hjem. --

Byfoged Krak boede i Udkanten af den lille Kjøbstad i et ny opført

et-Etages Hus, foran hvilket der stod en Række pyntelige Elmetrær;

bag ved Huset laa en gammel, skyggefuld Have.

Hvis Henning var kommen som Frier til Byfogdens Datter eller som en

ulykkelig Forbryder, der vilde melde sig selv til Stedets Øvrighed,

kunde han ikke med mere bankende Hjærte være gaaet op ad den sirlige

Jærntrappe, der førte op til Forstuedøren, paa hvilken der prangede

en blankt skinnende Messingplade med Indskrift: Krak, Byfoged.

Stuepigen modtog hans Kort og førte ham ind i et lille Kabinet,

hvortil Døren paa den modsatte Side strax efter blev aabnet af

Byfogden i egen Person.

»Hjærtelig velkommen, min kjære Genremaler! De gjør os vel den

Fornøjelse at spise Frokost med os, saa kan jeg med det samme

præsentere Dem for hele Familien, baade indfødte og fremmede.«

Byfogden stak fortrolig sin Arm ind under Hennings og førte ham ind

i Spisestuen, hvor Familien sad omkring Frokostbordet.

»Her gjør vi ingen Ceremonier -- knapt nok med Forbryderne!« raabte

den lille Byfoged og lo umaadelig af sin egen Vittighed. »Værsaagod!

En Stol og en Kuvert til vor Gjæst. -- Maa jeg saa præsentere Dem

hele Arresthuset. Min Kone derovre -- mellem os sagt den værste

Havgasse, De kan træffe fra Skagen til Kongeaaen -- min Datter til

venstre; desværre slægter hun ikke sin Fa'er, men sin Mo'er paa. Den

Herre dér kjender De allerede, og -- det bedste gjemmer vi tilsidst:

Min Søsterdatter, Fru Aaby -- Hr. Genremaler Bentsen -- --«

Henning bukkede. Hun saa' op, og en næsten umærkelig Rødme steg op

i hendes Kinder, men forsvandt saa hurtig igjen, at man maatte have

været en meget skarp Iagttager for at opdage dette Tegn paa, at hun

og han gjenkjendte hinanden.

»Jeg antager, at De og min Niece maa kunne blive gode bekjendte, min

kjære Genremaler. Hun er det eneste fornuftige Menneske, jeg kjender.

Ellers plejer jeg ikke at rose mit eget, men da hun kun i uegentlig

Forstand hører mig til, betænker jeg mig ikke paa at sige min

oprigtige Mening om hende. Hun kan takke sin Gud og Skaber, at hun

ikke er bleven opdragen under mit Tag, ellers havde jeg naturligvis

faaet hende totalt spoleret ligesom mine egne Kvindfolk, der ikke har

levnet saa meget som et graat Haar paa mit Hoved.«

Og den glade Byfoged udbrød i en ny, rungende Latter over sin sidste

Spas. Han havde nemlig trods sine tresindstyve Aar bevaret et tykt,

brunt Haar, som ingen Yngling havde behøvet at skamme sig ved. --

Henning var meget tilfreds med sin Værts Veltalenhed, eftersom den

gav ham Tid til at sunde sig lidt.

»Hvis jeg blot maatte faa Lov til at indføre et Ord, lille Onkel, saa

kunde jeg fortælle dig, at Hr. Bentsen og jeg er gamle bekjendte.«

Hun sagde det i den naturligste Tone, uden Spor af Forlegenhed.

»Aa -- Fanden heller! Det var da morsomt!« raabte Byfogden.

»Behagelig Overraskelse!« istemte Grosserer Aaby, der var i Færd med

at knuse en velbelagt Tvebak mellem sine stærke Kæber.

»Fru Aabys afdøde Fader var i nogle Aar min Lærer; derfra stammer

vort Bekjendtskab,« tilføjede Henning. -- »Jeg har tilbragt

uforglemmelige Timer i Deres Svogers Hus, Hr. Byfoged.«

»Men saa har vi jo Lov til at betragte Dem som en gammel Ven af

Familien! Det var da rent forbandet morsomt. -- Ja, det var en brav

Mand, min Svoger, og en dygtig Kunstner.« -- Byfogden sagde det helt

bevæget -- »Og De har uddannet Dem under hans Vejledning?«

»I nogle Aar. Det var den lykkeligste Tid i mit Liv.« -- Ordene slap

Henning ud af Munden, uden at han rigtig vidste af det.

Hun saa flygtig hen paa ham og sænkede strax igjen sit Blik. Det var

vanskeligt at se, om hun havde bevaret mere Interesse for ham, end

hun vilde have gjort for enhver anden god bekjendt, som Tilfældet

kunde have ført hende sammen med efter flere Aars Forløb. --

»Til Ære for Dem giver Borgermesterinden en lille uskyldig Middag

førstkommende Søndag,« erklærede Byfogden, da Henning fandt det paa

Tiden at bryde op. -- »Men ikke Spor af Ceremonier, vil De notere Dem

det! For Resten kan jeg tænke, at De og min Niece længes efter at

opfriske gamle Minder. Og Grossereren derhenne er vel ikke en Smule

jaloux -- hvad behager?«