»Det er Pokker, saa Henning er kommen til at se nervøs ud«, sagde
hans Kammerater.
»Hvi lider Daphnis og Chloë?« spurgte Hans Frederik, der endnu stadig
i sit stille Sind gik og rystede paa Hovedet over sin Vens hastige
Forlovelse.
»Jeg kan fortælle dig, at hun er meget for god til mig«, sagde
Henning, naar han endnu en sjælden Gang havde en fortrolig Samtale
med sin gamle Ven.
»Ja vist er hun en brav Pige«, erklærede Hans Frederik, der for en
Gangs Skyld glemte at citere sine gamle og ny Klassikere. »Ovre ved
Theatret kaldte de hende den hellige Diana, fordi hun havde en egen
selvbevidst Maade at være paa, der afværgede alle Forsøg paa at gjøre
sig behagelig for hende.« --
Efter den omtalte Aften, der havde indeholdt saa forskjelligartede
Sindsbevægelser for Minna og Henning, var der indtraadt et nyt
Stadium i deres Forlovelse. Minna var ikke saa lunefuld som før.
Gnisten, der hidtil havde manglet i hendes Følelser for Henning,
syntes paa én Gang at være bleven tændt.
Det pinlige Optrin, som havde fundet Sted mellem dem, lod hun til at
have glemt faa Dage efter. I alt Fald havde det den modsatte Virkning
af den, Henning havde ventet. I Stedet for at trække sig sky tilbage,
blev hun mere øm og kjærlig. Han fik en Anelse om, at han havde
vakt noget hos hende, som hidtil havde slumret paa Bunden af hendes
Gemyt. Tanken derom ængstede ham. Og paa den anden Side var han
selv for svag til at staa imod. Han indsaa, at det maatte ende i en
vild Sandserus. Og derpaa skulde de altsaa bygge deres forestaaende
Ægteskab.
Han begyndte at blive bange baade for sig selv og for hende. Men det
var allerede for sent. Støvet var blæst af Sommerfuglevingerne, og
han var Skyld deri.
Han blev nervøs og pirrelig. Han havde ingen Ro paa sig, naar han
ikke var sammen med Minna, og dog indeholdt mange af disse Timer
Kilden til heftige Selvbebrejdelser for ham. Forlovelsestiden -- hvor
kort den end var -- forekom ham at være en unaturlig Tilstand. Denne
halve Hengivelse og halve Tvang gjorde ham febersyg. --
Han malede for Tiden paa det Billede, til hvilket han havde gjort
Studier under sit Ophold paa Fanø. Det havde fundet en Kjøber, og
Henning skulde have 2000 Kr. for det. Maleriet forestillede en
Fanøskipper, der vender hjem efter Langvejsfart og modtages af sin
Kone og en lille Glut, der aabenbart er meget forbavset over, at hun
skal sige Fa'er til den fremmede Mand. Billedet røbede en frisk, kjøn
Stemning, en ægte kunstnerisk Opfattelse, og den tilkommende Kjøber
havde ved sit sidste Besøg i Hennings Atelier været meget glad over
det.
Han var saa vidt færdig, at naar han blot var tilstrækkelig oplagt
til at arbejde, kunde han aflevere Billedet om en Maaneds Tid. Saa
skulde han og Minna holde Bryllup. For de Penge, han fik, vilde han
betale sin Gjæld, og Resten skulde anvendes til at sætte Bo for. Slog
Pengene ikke til, maatte man kjøbe en Del af Bohavet paa Kredit; den
Ting klarede sig nok.
Da Bryllupsdagen først var bleven bestemt, kom der lidt mere Ro og
Tilfredshed over ham. Ogsaa Minnas Sind lod til at være kommet i mere
Ligevægt i den sidste Tid. --
De havde allerede begyndt at indrette deres fremtidige Hjem. Ude i
Rosenvænget havde de faaet et lille Hus til Leje. Her kunde de have
det ganske for dem selv, bo saa fredelig og idyllisk, som om de var
ude paa Landet, og dog nær nok ved Hovedstaden til at nyde dens
Adspredelser, saa vidt deres Finansvæsen tillod dem det.
Hvad gamle Bentsen angik, saa havde han selv foreslaaet, at han
foreløbig vilde blive boende i Hennings gamle Lejlighed. Da han
mærkede, at Minna ikke syntes om, at han tog i Huset hos dem, lod
han, som han selv ønskede at blive, hvor han var. Det var en tosset
Ide, han havde havt, sagde han til Henning. Gud ved, hvad de skulde
med saadan et gammelt Spektakel i deres ny, hyggelige Hjem. --
Minna var egentlig et stort Barn. Hun gik hver Dag ud til deres ny
Hjem for at se paa alle de Husholdningssager, som efterhaanden blev
sendte derud. Hun nærede en uhyre Angst for, at noget af det smukke,
ny Porcelæn skulde gaa i Stykker.
Henning begyndte saa smaat at glemme sin Uro og sine Selvbebrejdelser
fra Forlovelsestiden ved at se, hvor barnlig hun kunde være. Naar alt
kom til alt, varslede det dog bedre, end han en Tid lang havde turdet
tro. Det syntes ham, ligesom de begge to skulde til at begynde et
helt nyt Liv. Det kom kun an paa dem selv, hvad Indhold det skulde
faa.
* * * * *
Der skulde ikke være andre med til Brylluppet end Minnas Forældre,
Hennings Fader og Hans Frederik.
Brylluppet var bestilt i en Landsbykirke en Mils Vej fra Byen.
Det var tidlig paa Formiddagen, da man tog derud -- lige i
Begyndelsen af Sommeren. Et godt Stykke Vej kjørte de langs Sundet,
der laa friskt og smilende udbredt for dem. En Mængde Sejlere
og Dampere krydsede frem og tilbage derude, og Sollyset blinkede
saa lystig paa Søens fint krusede Overflade, at denne kom til at
ligne et bølgende, blaat Tæppe, oversaaet med Myriader af funklende
Guldpailletter. --
En halv Time før Tiden kjørte Hennings Vogn op for Kirkedøren.
Den lille, beskedne Landsbykirke saa' fredelig og indbydende ud.
Selv de nøgne, hvide Vægge gjorde et lyst og hyggeligt Indtryk. Til
Højre for Alteret stod Døbefonten, dækket af en vældig Tronhimmel.
Prædikestolen var prydet med broget malede Billeder af tre af
Apostlene. Oppe i Loftet hang fire fuldtriggede Skibsmodeller med en
uendelig Mængde smaa Danebrogsflag. Det nærliggende Fiskerleje hørte
med til Sognet.
Skolelæreren, der fungerede som Organist, sad allerede oppe i Koret
og fordrev Tiden med at slaa Tremulanter paa Orglet, indtil Bruden
kom. --
Hun saa' uimodstaaelig sød ud i den hvide Brudekjole. Hendes Ansigt
var saa ungt og friskt som et Barns; Kinderne blussede af undertrykt
Bevægelse. --
Saa begyndte Vielsesceremonien. Og Præsten talte varmt og
indtrængende til dem.
Det var let nok for de unge at elske hinanden -- sagde han -- men
Kjærligheden skulde ogsaa vare ved, naar Ungdom og Skjønhed var
falmet. Kun da var det den rette Kjærlighed, en Kjærlighed i Aand og
Sandhed, som kunde føre trygt gjennem alle Livets Skjær og gjøre selv
Modgangen let at bære. --
Minna holdt sig tappert, indtil hun og Henning havde givet hinanden
Haanden, og Vielsen var forbi. Men da Orglet atter begyndte at bruse
gjennem den lille fredelige Kirke, brast hun i heftig Graad. --
De traadte ud paa Pladsen foran Kirken, hvor Vognene ventede.
Rundt om dem laa det venlige, foraarsklædte Landskab. Landsbyhusenes
straatækte Tage kiggede frem mellem Træerne, hvor Vejen drejede om.
Bag ved laa de grønne Marker, og helt ude i Synskredsen Skovbrynet,
der tegnede sig som en mørk Stribe mod den sollyse Luft. Altsammen
saa vaarligt og smilende, som om det vilde forjætte dem en Fremtid
lige saa lys og klar som den friske Foraarsdag.