VIII.

»Tag mig det ikke ilde op, Svigersøn, at jeg kommer saa tidlig ud til

Dem, før alle de andre,« sagde gamle Thorsen, der havde indfundet sig

ude hos Henning tidlig paa Formiddagen, et Par Dage efter Brylluppet.

»-- Min Kone ved naturligvis ikke, at jeg er gaaet herud. Og jeg

vilde rigtignok heller ikke gjærne have, at Minna skulde vide det.«

Han saa sig om i Atelieret, hvor Henning havde taget imod ham, med et

forlegent, næsten ængsteligt Blik, som om han var bange for at blive

attraperet i en strafværdig Handling.

»Har De noget særligt paa Hjærte, kjære Svigerfader?« spurgte

Henning, idet han nødte den gamle Mand til at tage Plads.

»Aa ja -- aa ja; det vil vist forekomme Dem højst besynderlig ....«

Gamle Thorsen var meget nervøs og vidste aabenbart ikke, hvorledes

han skulde komme frem med, hvad han havde at sige. Henning var

temmelig fremmed for ham. Det var i hvert Fald første Gang, de var

inde paa noget, der lignede en fortrolig Samtale. Det kom sig dels

af, at hans Kone én Gang for alle havde forbudt ham at blande sig i,

»hvad der ikke vedkom ham«, og desuden havde han sjælden været hjemme

paa de Tider, da Henning besøgte dem. --

»Ja -- det vil sikkert forekomme Dem højst besynderlig,« gjentog han.

»Men, Herregud, til Dem kan jeg dog vist tale ganske ligefrem.«

Han trak Vejret dybt og tog derpaa fat igjen med lidt mere Sikkerhed.

»Ser De, kjære Svigersøn, De kan jo nok tænke, hvor glad jeg er over,

at Minna har faaet saadan en brav og dygtig Mand som Dem. Hun havde

saamænd godt af at komme hjemmefra, stakkels Tøs. Ja -- og nu vilde

jeg naturligvis gjærne have, at I skulde blive rigtig lykkelige med

hinanden ....«

Her gjorde gamle Thorsen igjen en forlegen Pavse.

»Jeg haaber ikke, De nærer nogen Bekymring i saa Henseende?« sagde

Henning, der ikke rigtig forstod, hvor hans Svigerfader vilde hen.

»Nej, nej, vist ikke -- ikke i mindste Maade, at Skylden skulde blive

Deres. Men det er det, jeg er kommen for at sige Dem, hvor underligt

det end maa synes Dem. -- Minna har sine Fejl, som det maaske kunde

falde Dem ind at være saadan .... saadan altfor overbærende med. Og

det duer ikke ....«

»Jeg forstaar Dem ikke« -- Henning begyndte at ærgre sig lidt

over denne Samtale, der forekom ham at passe meget daarlig til

Hvedebrødsdagenes uforstyrrede Harmoni. -- »Er det Deres Mening,

kjære Svigerfader, at De vil belære mig om, hvorledes jeg skal

forholde mig overfor min Kone?«

»Aa, bliv nu ikke vred -- bliv endelig ikke vred,« stammede gamle

Thorsen i en forknyt Tone. »Jeg sagde jo nok, at det vilde forekomme

Dem højst besynderlig. Men jeg forsikrer Dem, at jeg handler i den

bedste Mening.«

»Det tvivler jeg slet ikke om.« -- Henning fortrød allerede sin

Heftighed overfor den skikkelige Mand, der aldrig før var falden ham

til Besvær, end ikke et eneste Øjeblik. »Jeg miskjender ingenlunde

Deres gode Hensigt. De ved, at Minna undertiden kan være lidt

lunefuld og maaske lidt heftig, og De mener, at baade hun og jeg

staar os bedst ved, at jeg i saadanne Tilfælde ikke giver for meget

efter. Ikke sandt, det var det, De vilde sige mig?«

»Ja -- ja netop. Jeg har en lang ægteskabelig Erfaring« -- gamle

Thorsen drog et dybt Suk, der vidnede om, at den ikke var af

den glædeligste Art -- »og jeg kan forsikre Dem, at det er de

ulykkeligste Ægteskaber, hvor Konen regerer med uindskrænket

Myndighed. Enten bliver Manden en forkuet, sølle Stakkel eller en

Hykler. Aa ja -- man taler saa meget om Kvindens Undertrykkelse,

men De kan tro, kjære, unge Ven, at i den største Halvpart af

Ægteskaberne -- navnlig i den saakaldte bedre Klasse -- er det

Manden, der lader sig undertrykke for den kjære Husfreds Skyld, af

Hensyn til Børnene, for at undgaa Skandale, naar det kom til et

aabent Brud, og af mange andre Grunde. Og saa kan det tilmed være

dygtige og begavede Mænd, der ude i Verden forstaar at tiltvinge sig

Respekt og Hensynsfuldhed, men hjemme lader de sig kujonere lige saa

galt eller endnu værre end de Stakler, der ikke duer synderlig.«

Og gamle Thorsen lod Hovedet hænge med en Mine, der fristede stærkt

til at henføre ham til den sidstnævnte Kategori.

»Det er maaske _Deres_ Erfaringer,« svarede Henning. »Men jeg har

i min Barndom havt et helt andet Exempel for Øje. Min Moder var en

kjærlig, taalmodig Kvinde, der hele sit Liv led Mangel og Savn uden

at beklage sig. Fader er langtfra noget ondt Menneske, tværtimod;

han kunde give det sidste bort, han havde, for at hjælpe andre. Men

hans Livs Ulykke er, at han har levet paa en falsk Ide. Han opgav

en Virksomhed, som gav os et rigeligt Udkomme, og flyttede her til

Kjøbenhavn i den Tro, at han kunde blive Kunstner. Min Stakkels

Moder troede fuldt og fast paa ham lige til det sidste. Hun nægtede

sig selv de uundværligste Fornødenheder, for at han kunde rejse

ud og male Studier, men Studierne blev sjælden til Billeder, og

Billederne blev aldrig solgte -- undtagen til Marskandiseren eller

Pantelaaneren. Da det endelig gik op for min Fader, hvor haardt han

havde skuffet sig selv og sine nærmeste, var det for sent at begynde

forfra. Det gik mer og mer til Agters for ham; vi manglede mangen

Gang Brødet, men aldrig hørte han et bebrejdende eller utaalmodigt

Ord af min Moder. Og da Vorherre endelig løste op for hende, var

hendes sidste Ord, at Fader dog endelig ikke maatte opgive Haabet

om, at hans Talent endnu kunde blive anerkjendt og skaffe ham den

Lykke, som han saa længe havde ventet paa. -- Ser De, Svigerfader, en

saadan Hengivenhed, en saadan blind Tro paa den, man elsker, er kun

en Kvinde i Stand til at føle.«

Gamle Thorsen vidste ikke, hvad han skulde svare herpaa. Hans

Erfaringer om Kvinden var af en helt anden Beskaffenhed. Han havde

aldrig mærket noget til deres Offerberedvillighed og Hengivenhed.

»Jeg har ikke misforstaaet Deres Bevæggrund til at komme herud til

mig i Dag«, vedblev Henning lidt efter. »Jeg ved, at De mener baade

Minna og mig det godt, men jeg kunde dog have ønsket, at vi ikke var

komne ind paa dette Æmne. Minna har mange Betingelser for at blive en

god Hustru, og De kan være overbevist om, at jeg vil gjøre mit bedste

for at lede hende til det gode. Men saadan at begynde mit Ægteskab

med at være paa min Post overfor hende, at hun ikke skal faa en

Smule mer end den Myndighed, der tilkommer hende -- det kan jeg ikke.

Naar vi blot holder tilstrækkelig af hinanden, saa klarer alt det

andet sig nok.« --

Gamle Thorsen gav Henning et solidt Haandtryk til Afsked. Han var

selv helt forbavset over, at han saaledes havde blandet sig i

Børnenes Anliggender. Det var første Gang, han havde gjort det.

Da Svigerfaderen var gaaet, satte Henning sig ved sit Staffeli. Han

vidste, det var nødvendigt, at han tog alvorlig fat. Den Sum, han

havde faaet for »Hjemkomsten til Fanø«, var næsten helt og holdent

gaaet med, og der var ingen Penge til deres Husholdning, før han fik

et nyt Billede solgt. --

Lidt efter kom Minna ned.

»Du vil da ikke male i Dag, lige strax efter vort Bryllup,« sagde hun

lidt fortrædelig, da hun saa, at Henning allerede sad ved Staffeliet.

»Ja, men kjære Barn, hvor skal vi ellers faa Penge fra?«

»Aa -- det har ingen Nød, men i Hvedebrødsdagene troede jeg dog, jeg

skulde have dig for mig selv.« --

I den fixe, blaa Morgenkjole, med en hvid Pibestrimmel helt op i

Halsen, saa' hun saa sød ud, at selv hendes Surmuleri klædte hende,

og Henning kunde ikke modstaa Fristelsen til at give hende Ret, med

den Erklæring, at Hvedebrødsdagene burde unge Ægtefolk nyde uden en

eneste alvorlig eller fornuftig Tanke.

* * * * *

De skulde have et ganske lille Familieselskab i deres ny Hjem.

Der var ikke bedt andre end Minnas Forældre, Hennings Fader, Hans

Frederik og et Par andre af Hennings Venner. Henning havde spurgt,

om Minna ikke havde en Veninde, hun vilde indbyde, men Minna havde

aldrig brudt sig om Veninder; hun havde ingen.

Saa kom der altsaa ikke andre end de nævnte.

Ved Bordet vilde gamle Bentsen absolut drikke et Glas med dem

allesammen; selv havde han allerede drukket mere, end han ret vel

kunde taale. Han havde et af sine svage Øjeblikke.

Hans Ansigt blussede af Vinen; han blev mer og mer vrøvlevorn og

lagde ikke Mærke til de bebrejdende Blikke, Henning sendte ham.

Fru Thorsen løftede den ene Gang efter den anden sine Øjne op mod

Loftet med en Mine, der tydelig tilkjendegav, hvor dybt hun følte sig

krænket over en saadan Opførsel i hendes Nærværelse.

Hans Frederik, der vidste, hvorledes det hang sammen med Hennings

Fader, og som saa', hvor ilde til Mode hans Ven følte sig ved denne

Scene, erklærede tilsidst, at han var nødt til at bryde tidlig op;

saa kunde han og gamle Bentsen følges hjemad.

Men gamle Bentsen havde ikke Lyst til at gaa endnu. »Man troede vel

ikke om ham, at han var en Olding? Han var Kunstner, var han, og

i Kraft af sit guddommelige Kald var han evig ung. Han vilde bede

Selskabet tømme et Glas med ham paa, at de altid maatte leve for

Ideen og give Filistrene Døden og Djævlen. Han vilde endnu en Gang

erindre Selskabet om, at han var Kunstner, han -- -- en gammel Mand

rigtignok, et gammelt Spektakel oven i Kjøbet, der ikke længer duede

til noget, men det var Tidernes Ugunst ....«

Henning gik hen til sin Fader, lagde Haanden paa hans Skulder og

førte ham ind i det tilstødende Værelse. Han sagde ikke noget, men

den gamle blev helt ædru ved at se det bedrøvede Blik, som hans Søn

fæstede paa ham.

»Naa, er det dig, min Dreng. Hm, jeg var nok lidt vel lystig, var jeg

ikke? ... Du er vel ikke vred paa din gamle Fa'er?«

Han tog Hennings Haand mellem begge sine og saa' meget ulykkelig ud

ved at komme til Erkjendelse af, hvorledes han havde forløbet sig.

»Lad det være godt, Fa'er, men det maa ikke ske tiere. Det gjør mig

altfor ondt, at min Hustru og alle de andre skal se dig saaledes.«

»Men jeg forsikrer dig, Henning, det er ikke saa slemt. Jeg vrøvlede

bare lidt. Nu skal du se, jeg skal være saa fornuftig hele Resten af

Aftenen.«

Men Resten af Aftenen var spoleret. Gamle Bentsen blev siddende inde

i Atelieret. Fru Thorsen blev ved at lade, som om hun var bleven i

højeste Grad personlig fornærmet. Hendes Mand, der mærkede, at det

trak op til Uvejr, vidste ikke, om han turde tale eller tie. Ogsaa

Minna var kommen i ondt Lune og brød sig ikke om at skjule det for de

fremmede.

Henning, Ørbæk og Hans Frederik talte lidt om Kunst og Kunstnere, men

der var ingen Fart i Samtalen.

»Familievrøvl -- bryd dig bare ikke om det,« hviskede Hans Frederik

til Henning.

Saa blev det endelig nogenlunde passende Tid til at bryde op. Det var

ikke længere til at mærke paa gamle Bentsen, at han havde havt en

lille Gnist, undtagen for saa vidt man kunde se, at han skammede sig

over, hvad der var sket.

Han bød med megen Anstand Selskabet Godnat. Gamle Thorsen gav ham

godmodig Haanden, hvad der indbragte ham et skarpt Blik fra hans

blide Ægtehalvdel. Fruen indskrænkede sig til at besvare den gamles

Hilsen med en ceremoniel Hovedbøjning.

Derpaa gik han hen til Minna for at sige hende Godnat. Hun lod, som

hun ikke saa, at han rakte hende Haanden. Der kom pludselig et ondt,

trodsigt Glimt i hendes Øjne. Hun nikkede koldt og vendte ham Ryggen

uden at sige et Ord.

Henning stod ved Siden af dem, da dette foregik mellem hans Fader og

hende. Minnas Adfærd gjorde ham bitterlig ondt. Den gamle Mand kom

næsten til at ryste af Sorg og Skam over sig selv.

»Hils hende fra mig, Henning,« hviskede han til sin Søn, da denne

fulgte ham ud. »Jeg fortænker hende ikke i, at hun foragter saadan en

ussel gammel Karl som mig, men det gjør dog saa ondt at mærke det.«

»Aa, hun mener det ikke saa slemt. Men tag blot lidt Vare paa dig

selv en anden Gang, Fa'er.«

»Ja, det kan du stole paa, min Dreng. Jeg tilgiver aldrig mig selv,

at jeg saa skammelig har ødelagt denne Aften for dig. -- Glem nu ikke

at gjøre hende en Undskyldning, hører du?«

Henning fulgte sin Fader ud til Havelaagen og vendte derpaa tilbage

til Huset. Minna var allerede gaaet ovenpaa, og da Henning lidt efter

kom op i deres Sovekammer, var hun gaaet i Seng og laa med Tæppet

trukket op over Hovedet.

Han gik en Tidlang tavs op og ned ad Gulvet og kæmpede med alle de

Tanker, der fór gjennem hans Hoved. Han var inderlig bedrøvet over,

at det allerede skulde komme til en Scene mellem dem, saa kort Tid

efter deres Bryllup. Han vidste ikke rigtig, hvorledes han skulde

tale til Minna. Ganske vist havde hans Fader den oprindelige Skyld

i, hvad der var sket, men det var stygt af hende, at hun havde taget

det paa den Maade. --

Hun laa stadig med Hovedet under Tæppet som et uartigt Barn. Han gik

hen til hende og vilde tage Tæppet bort fra hendes Ansigt, men hun

holdt det fast mellem sine knyttede Hænder.

»Jeg maa tale med dig, Minna,« sagde han i en rolig, men bestemt Tone.

»Jeg har ingen Ting at tale med dig om,« svarede hun vredt.

»Jo vist har du. Jeg vil, at du skal høre paa, hvad jeg rolig og

fornuftig vil sige dig.«

»Ja saa, du taler til mig i den Tone!« Minna rejste sig heftig op og

satte sig oprejst i Sengen. »Det er smukt af dig at ville tyrannisere

mig, og vi har endnu knapt været gifte i en Maaned!«

»Du ved meget godt, Minna, at det ikke ligger for mig at tyrannisere

hverken dig eller nogen anden. Men jeg vil have, at du skal forklare

mig, hvorledes det kunde falde dig ind at bære dig saa ondt og stygt

ad, som du gjorde i Aften?«

»Du vilde maaske oven i Kjøbet have, at jeg skulde være glad over den

Skam, som overgik mig!« --

Minnas Stemme var bitter og udfordrende.

»Var det en Skam, saa ramte den mig langt mer end dig,« svarede

Henning. »Som min Hustru burde du have gjort dig Umage for at skjule

og dække over den hæslige Scene, der foregik. Han er dog min Fader,

om han end var sunken ti Gange dybere, end han er, og du maatte kunne

sige dig selv, hvor ondt det gjorde mig at se ham saaledes. Men i

Stedet for haanede du ham, medens andre saa paa det, og lod mig

derved endnu mere føle det pinlige, som laa deri.«

»Aa ja -- aa ja, bliv kun ved!« -- Minna lo bittert. -- »Alle andre

kan du være saa venlig og overbærende mod, men hos mig finder du

lutter Fejl. Alt, hvad jeg gjør, er ondt og stygt; selv det, at jeg

ikke med et glad Ansigt kan finde mig i, at din Fa'er bringer Skam og

Vanære over os.«

»Minna!« -- Han var lige paa Nippet til at fare op, men gjorde Vold

paa sig selv og vedblev i den samme rolige Tone som før: »Kan du ikke

forstaa, hvorledes du maa saare og krænke mig ved, hvad du der siger?

Du vidste, før vi blev gifte, hvorledes det stod til med min Fader.

Men Skam og Vanære er stærke Udtryk, som, Gud være lovet, ikke passer

i dette Tilfælde. Her drejer det sig kun om, at han i Aften, ude hos

os, har givet efter for sin ulykkelige Tilbøjelighed. Det maa vi

begge to beklage, lige saa meget for hans Skyld som for vor egen. Du

kan tro, han lider selv mest under det. Men du burde ikke have opført

dig saa hensynsløst; det gjorde kun Sagen værre -- og jeg gjentager,

at det var ondt og stygt handlet, ikke blot mod ham, men ogsaa mod

din Mand.«

»Det klæder dig smukt at tage _saadan_ en Fader i Forsvar og

overvælde mig med Bebrejdelser. -- Men jeg vil ikke finde mig deri;

jeg kan ikke lide at være her; jeg vil hjem igjen ...«

Hun arbejdede sig op i en stadig heftigere Sindsstemning.

»Minna, skal vi virkelig begynde vort Ægteskab paa den Maade? Synes

du ikke, det er Synd baade mod dig selv og mig?«

Han saa' paa hende med et indtrængende, bekymret Blik, men hun blev

ved at se ned for sig og svarede ikke.

»Hvad skal det blive til senere, naar det allerede nu kan komme

til saadanne Scener mellem os?« spurgte han bittert. »Du trækker

rigtignok temmelig store Vexler paa min Taalmodighed.«

»Aa, det er dig, der er ond mod mig,« klagede hun. »Du har netop

slet ingen Taalmodighed med mig. Du ved, at jeg ikke kan lide dem,

du holder af, og saa er du netop saa venlig mod dem. Det er det, der

harmer mig.«

Henning rystede mismodig paa Hovedet. Overfor denne sælsomme

Bevisførelse havde han intet Svar. Han kom til det samme Resultat

som saa ofte før: Minna var en mærkelig Gaade; hun maatte vistnok

behandles helt anderledes end de fleste andre unge Koner. --

»Du ved jo godt, Minna, at jeg ikke kan holde af noget andet

Menneske, saadan som jeg holder af dig. Lov mig blot, at du ikke

oftere vil saare og bedrøve mig saaledes, som du har gjort i Aften.«

»Ja, det vil jeg love dig. Men saa maa heller ingen -- slet ingen

trænge sig imellem os.«

»Aa -- du store, store Barn!«

Et langt Kys beseglede Løftet og Forsoningen.